Two, become three?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De mange tegninger, som lå spredt ud over det hele, var alene i Thranduils øjne, et tegn på, at de rent faktisk skulle have et barn. Selv mærkede han hvordan lykken og glæden boblede indvendig, men alene det ,var ikke noget, som han ønskede at skjule. Glad var han, og det at mærke, at hun var det samme, var en helt igennem fantastisk og enestående følelse!
Let rystede han på hovedet. Det var helt surrealistisk. Var alvoret egentlig gået op for ham? Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Jeg foretrækker at være forberedt," lød det roligt fra ham, da det samtidig også var ord, som han mente.
Alene tanken om, at hun samtidig med svangerskabet, også skulle tage sig af de kongelige pligter, var slet ikke noget, som Thranduil ønskede. Vigtigst for ham, var at hun faktisk kom igennem dette, og særligt fordi, at det kostede hans hustru livet sidste gang. Han ønskede ikke, at det også skulle ske med hende! Han trak vejret dybt. "Vi må se. Jeg ønsker naturligvis ikke, at vores barn skal vokse op i en verden som denne her. Det er vigtigt for mig, at alt bliver gjort korrekt," forsikrede han med en rolig stemme. Han sendte hende alligevel en meget alvorlig mine. Det var en glædens dag.. men også alvorets dag. De ville have et barn at tage sig af for fremtiden!

[Deleted]

At fratage hende at være med i noget hun sådan set havde kommet på, var på ingen måde fair, og selv hvis han prøvede at afholde hende fra det, ville hun nok modsige hans vilje. Om hun så skulle mødes med Salvatore i smug som kunne fortælle hende alt! Dette var noget hun havde startet, og hun ville også se det til ende, specielt når det drejede sig om fremtiden med babyen som befandt sig i hendes mave. Fingre nussede blidt over stoffet, hun kunne godt tænke sig maven ville vokse. Hun var blevet fortalt at det pludselig kunne gå stærkt, sådan meget stærkt, mon hun ville nå at se det? Serenity var spændt, på så frygtelig mange ting.
"Som du kan se, har jeg det på samme måde." Fniste hun sødt, som hun måtte hentyde til de mange tegninger der lå omkring. Forsigtigt måtte hun begynde at samle dem op, der var ingen mave i vejen, så det for hende var nemt, selvom hun blev lidt svimmel og ør i hovedet af det hvis det gik for stærkt. Vi må se, det var ord hun ikke ligefrem var helt glad ved, for det var jo næsten det samme som en afvisning! Men for nu ville hun ikke diskutere det, hun vidste jo godt han historie, hvilken elver gjorde ikke det, men hun var sikker på at det ikke ville ske med hende, hun havde ingen frygt i sinde. Men det var vel naturligt at han havde.
"Vores barn." Gentog hun, inden hun lagde de mange tegninger i en bunke på bordet, for at søge hen mod ham og skænke ham et kærligt kys mod hans læber. Lykken måtte føltes fra top til tå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være, at Serenity ikke kategoriserede det som fair, at Thranduil fratog hende alt ansvar, og særligt hvad angik den titel, som hun var blevet skænket. Ikke at det var noget, der som sådan kunne komme bag på nogen, med tanke på, hvad der var sket sidste gang. Han vendte blikket alvorligt mod hende, hvor han blot så til, at hun pakkede de mange tegninger sammen. Hvis hun skulle til at skænke deres kommende barn en hel garderobe, så havde hun travlt. Desuden skulle han have styr på en vugge eller en kryppe eller andet, som barnet kunne ligge i. Faktisk havde de begge to travlt! "Det kan jeg se," sagde han roligt. Tilfreds var han da på alle måder med hvad han så for øjnene af sig. Bare tanken om, at hun glædede sig sådan til det, var helt igennem en fantastisk følelse.
Thranduil trådte roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Hænderne foldede han over ryggen. Tanken om, at de skulle have en lille en rendende rundt i deres hjem indenfor den næste tid, var svær for ham at forestille sig. Det var ved at være så mange år siden sidst, men han kunne uden tvivl rigtig godt lide det, og det var end ikke noget, som han kunne eller ville skjule. "Vores barn," gentog han tydeligt tilfredst. Alene tanken om det, gav ham en god smag i munden. Det var meningen, at det skulle ske. Han trådte bag ved hende, hvor han denne gang lod hænderne glide langs hendes side. "Og jeg glæder mig," tilføjede han med største tilfredshed mod hendes øre.

[Deleted]

Ingen tvivl om der blev nok at se til, hun glædet sig allerede nu helt vildt, der var så mange fine designs hun kunne afprøve, og deres barn skulle intet mangle. Hun var virkelig lykkelig, han havde taget det så pænt og han så så glad ud. Det betød virkelig meget for hende at det måtte være således. Deres liv ville ændre sig, hun havde aldrig været forælder før, det havde han trods alt, men hun følte godt hun kunne dette, som var det næsten et medfødt instinkt. Der var ingen uro i hende. At han nærmede sig hende på ny, og måtte ende bag hende, for at lade hænderne glide langs hendes side, fik hende til at sukke blidt, hun elskede at have ham nær sig, hun blev altid salig og følte sig hjemme. Ordene gik lige i hendes hjerte, hun bed sig i læben for ikke at skulle lade tåre falde, hun var virkelig lykkelig!
"Det bliver fantastisk Thranduil." Lød det stille fra hende, hun lukkede øjnene og lænede hovedet bagud mod hans brystkasse. Det var fantastisk at livet havde skænket hende så meget, på så kort tid, hun måtte virkelig have gjort nogen glade siden at alt gik i hendes retning. Fingrene strøg ned over maven forsat, hun kunne næsten ikke lade være, som ville det få den lidt frem hvis hun rørte nok ved den. Måske følte hun næsten at i de månedet barnet havde været ukendt, var det blevet forsømt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity ville få mere at lave de næste måneder, siden hun skulle lave og sy deres kommende barns tøj, og særligt når de ikke vidste, hvad de ville få. Han glædede sig.. et sted skræmt, men han glædede sig mindst lige så meget til det, hvilket han ikke lagde skjul på.
Overalt i stuen, kunne han se tegninger.. Hvis hun kun havde været kendt med hendes tilstand i nogle timer, måtte han uden tvivl sige, at hun havde haft frygtelig travlt. Han stillede sig bag hende, hvor han lod hænderne glide langs hendes side, og så igen om hendes mave. Det lille væsen skulle beskyttes med alle de midler, som de kunne tænke sig til! "Jeg må melde ud, at vi venter os. Det er en grund til fejring blandt elverne," sagde han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket mod hende.
Selvom Thranduil var svært til følelser, og særligt, at give udtryk for dem, så var de uden tvivl også til stede. Han følte dem indvendig. Følte hvordan han jublede og var decideret lykkelig! Han plantede et kys mod hendes kind. Deres barn skulle have den bedste forudsætning for en god og tryg opvækst. For ham, var det grundlæggende! "Vi skal have sat et børneværelse i stand," tilføjede han. Pludselig var der mange andre ting, de skulle til at tage højde for!

[Deleted]

Skitserne var til når hun vidste kønnet, så var det klart, i starten skulle den lille blot have neutrale klæder, dertil kunne hun altid sætte detaljer på i henhold til kønnet. Men med lyse farver, grønne, hvide, brune, ville hun lave tøj til barnets første levetid. Hun smilede kærligt og drømmende, deres lille barn, svømmende i hendes mave, gemt bag organer, noget som hun kunne få lavet om på måske, men så ville maven også vokse hurtigt. Hendes blik gled i, hun stod godt her, lænende mod sin mand, hvis hænder hvilede på maven hvor deres fælles barn lå og sov lige nu.
"En lille prins eller prinsesse." Lød det blidt fra hende, hendes fingre strøg over hans hænder, hun nød følelsen af hans læber mod hendes kind, den tryghed ville barnet kunne mærke igennem hende. Det var skønt, hun havde et drømmeliv, alt var vidunderligt lige nu, hun havde ingen skrubler, ingen bekymringer. Roligt vendte hun sig rundt, så hun kunne se mod ham, hun mærkede igen hvor træt hun egentlig følte sig.
"Jeg glæder mig så meget min elskede." Et børneværelse, hvor meget hun mon måtte arbejde med det? Hendes blik gled kort i, inden hun hvilede hovedet ind mod ham igen. Et gab skjulte hun blidt ind mod ham, hun var træt, al den spænding, og de mange skitser, besøget hos lægen og den forholdsvise lange gåtur, hun følte sig jo allerede træt der. Nyheden havde bare overvældet hende, hun var blevet spændt, så overtræt, tegnet løs, og nu var alt hun ville sige sagt, eller hvad hun havde planlagt at sige. Og i hans arme følte hun sig hjemme og tryg, hvilket bød træthed mere end velkommen, her slappede hun jo af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvorfor hun ikke var større, end hvad hun var, forstod Thranduil ikke, men hvis den medicinkyndige havde meddelt de, at de skulle være forældre, samt at hun sad her med alle de tegninger, og skitser, så måtte der jo trods alt være noget om sagerne, så det kunne jo heller ikke komme bag på nogen. Han ville meddele det til hele det elviske samfund! Der var grund til at fejre nu!
"Det bliver uden tvivl en lille prins eller prinsesse," sagde han med en glæde i stemmen, som ellers frygtelig sjældent var hørt eller spottet ved ham. Han glædede sig virkelig! Virkelig meget endda! For hans vedkommende, kunne det heller ikke blive bedre, end hvad det var lige nu. Øjnene lukkede han let, som han lagde hovedet tæt ved hendes. Han ville beskytte dem, og det var med alle de midler som han havde.
"Så er vi to," sagde han med en ærlig stemme. Hans grønne øjne søgte atter op. For nu, var det svært for ham, at forestille sig, at hun ventede sig, for det var ikke til at se. Han kunne mærke det, nu hvor hans hånd strøg over hendes mave, men foruden det, så havde han ikke haft nogen mulighed for at bide sig fast i det. "Jeg håber, det bliver mere synligt," endte han med en rolig stemme. Han var lykkelig. Ord kunne ikke beskrive bedre, hvordan han havde det lige nu.

[Deleted]

Et grin kom fra hende, det var vanvittigt, i flere måneder havde hun haft en baby voksende i sin mave og hun havde intet anet om det, grundet den flade mave. Hun sukkede.
"Jeg fik fortalt at mine organer er i vejen, hvilket også er grunden til at det kun er mig som kan mærke liv. Det kan rykkes rundt, og så går det stærkt med maven." At fortælle ham det kun var måske havde hun ikke tænkt sig, for det virkede jo i de fleste tilfælde, hun smilede blidt, inden hun skænkede han et blidt kys. Det blev afbrudt af endnu et gab trængte sig på. Hun trådte fra ham, inden hun tog hans hånd og trak ham med sig, hun måtte hvile sig lidt, og selv han havde talt om at slappe af. Var der nogen bedre måde end i deres seng i hinandens arme? Serenity var virkelig blevet alt for glad for at ligge i sengen, for der kunne hun være nøgen og tæt med sin elskede mand, hvilket hun nød alt for godt af til tider. Men det var også blevet svært at stå op grundet den lille i maven, det var hun næsten sikker på, at det måtte være noget af skylden. Et smil med rene drømme gled over hendes læber, hun forstillede sig allerede nu en vugge håndskåret med smukke elviske detaljer, med et tæppe hun havde syet med al den kærlighed hun bar i sit hjerte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ville elske, at se hendes mave vokse, og vide, at hun virkelig var gravid. Ikke fordi at han tvivlede på hendes ord, for det gjorde han på ingen måde, men tanken om det, gjorde alligevel lidt.. Han kunne jo intet se. Han stolede på hende. Naturligvis gjorde han det! Hænderne lod han ligge mod hendes mave, som han strøg ganske let. For ham, var det virkelig vigtigt, at hun havde det godt og trygt.
"Det er stadig mærkværdigt, at der er gået så lang tid, uden at du har vidst det, min kære. Jeg kan nu, kun være glad for, at du opsøgte en medicinkyndig," sagde han med en rolig stemme. At hun trak sig ud af hans arme, og tog om hans hånd i stedet for, havde han intet imod. At slappe af, og være sammen med sin hustru, var nemlig hvad han havde tænkt sig. Han trak kort på smilebåndet, som hun trak ham med mod soveværelset.
Soveværelset bød ind til ro og orden, og det var noget ,som han godt kunne lide. "For nu, vil jeg være sammen med min hustru.. og nyde tiden," sagde han endeligt. Det var skam ikke fordi, at han var træt eller noget lignende. Det hele handlede udelukkende om at nyde tilværelsen og hinanden, inden der ville komme en ny lille en, ind i deres liv. Han glædede sig!

[Deleted]

Ganske enig var hun, det var mærkværdigt, og ikke helt til at fatte, selv ville hun jo nok have sine små tvivler, tænk at alt kunne være godt selvom man intet kunne se. Hendes krop havde reageret atypisk, men det hele var i orden, det havde han i hvert fald sagt, og for ham, håbede hun så sandelig det var korrekt! Soveværelset måtte hun føre ham ind til, hun ville ligge i hans favn og hvile sig, hun ville nok ikke kunne falde i søvn med det samme, mange tanker gled jo igennem hendes sind. Specielt en bestemt, hun ville med til den audiens med kongen og dronningen af landet, det kunne han ikke tillade sig at holde hende ude af. Hans ord fik hende til at smile.
"Og hvilken heldig hustru hun er." Lo hun blidt og kærligt, inden hun måtte søge sengen, at smide tøjet magtede hun ikke lige nu og der var vel heller ingen grund, de skulle jo ikke i seng og sove. Barnet ville blive en omvæltning uden lige, men hun glædet sig virkelig og det blev fantastisk nyt for riget, de ville få en lille arving. Fingre strøg hen over maven igen, hun ville tage ned og forsøge at få det hele rokeret rundt dagen efter denne, så kunne det være maven ville vokse lidt hurtigere og at Thranduil ville kunne mærke barnet, så det ikke kun var hendes ære.
"Jeg vil gerne med Thranduil." Lød det ganske pludseligt fra hende, hun hentydet i den grad til at skulle få tingene imellem Manjarno og Procias til at gå i orden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ingen tegn var der på hende til at hun var gravid, og selv det var jo en glæde, som Thranduil glædeligt ville tage del i. Svært var det bare, når der ikke var nogen mave, at stryge over.. at være omkring, kysse og kærtegne, foruden den smukke, flade og perfekte mave, som hun ellers havde. Han smilede let for sig selv. Heldig følte han sig også. Det eneste, som han kunne være bange for, var naturligvis, at det samme ville ske med hende, som det havde gjort med hans forhenværende dronning, som han havde været nødsaget til at ligge til den evige hvile, efter hun havde skænket ham hans søn. Ikke ønskede han, at det skulle ske igen!
"Hun har gjort mig til en heldig mand," lød det roligt fra ham, som han atter vendte blikket mod hendes smukke skikkelse. Han søgte med hen til sengen. Det eneste, som han egentlig smed fra sig, var den tunge kappe, som han havde båret frem til nu. Denne viklede han af sine skuldre, som han i stedet for, foldede den sammen, og lagde den til side.
Igen måtte han vende blikket mod hende. Hun ville deltage i det? Han var i forvejen ikke begejstret for den! Hun burde hvile, og forberede sig på at blive mor! "Hvilket jeg forstår, Serenity. Jeg skal nok fremlægge dine ord for kongeparret," fastholdt han med en rolig stemme. Han ville passe på hende, og det her var hans måde at gøre det på.

[Deleted]

Forsigtigt lagde hun sig til rette, ingen tvivl om at de elskede hinanden, men som alle andre, var deres forhold ikke helt perfekt, de havde da forskelligheder. Serenity fik lagt sig godt, et afslappet suk forlod hendes læber, et salig smil lå om hendes læber, lige indtil hans ord lød og en rynke i ren utilfredshed måtte danne sig.
"Jeg vil være tilstede i det, det er det eneste jeg beder om. Alt andet skal jeg nok holde mig fra, bare lad mig deltage." Bad hun roligt, der var ingen grund til at hidse sig op, ikke endnu i hvert fald. Oprør havde hun gjort før, hun havde endda været så fræk at ride mod ham og hans bueskytter i træning for at bevise sit værd. Den kvinde var også en del af det som kom med i pakken og det håbede hun så sandelig at han var klar over. Serenity havde sin stædige side og den måtte komme til udtryk her.
"Det gælder vores barns fremtid og sikkerhed, jeg har ret til at være med." Pointerede hun så, som en del af det med at tale sin sag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alle i et parforhold, havde deres problematikker, og her måtte Thranduil og Serenity så støde på et af deres problematikker. Oprigtigt ønskede han jo at passe på hende, hvilket vel heller ikke var så underligt igen, var det? Han ønskede jo ikke ligefrem, at der skulle ske hende noget, og det var han bestemt heller ikke bange for at erkende.
Ikke ønskede Thranduil at Serenity, skulle tage stilling til noget i forbindelse af freden, hvis den kunne komme til at ske. Det var lidt således, at han havde det med tingene. Han lagde kappen fra sig, inden han roligt lagde sig ved hendes side i stedet for. "Jeg ønsker ikke, at du skal stresse unødigt," fortalte han roligt. Det var gået galt, sidst hans kvinde havde været svanger, og ikke ønskede han at det skulle ske igen.
Hånden hævede han, kun for at lade den stryge over hendes kind. Ganske roligt og ganske blidt. For pokker, han elskede hende jo, så det at han havde det på denne her måde, kunne vel heller ikke komme bag på nogen, kunne det? Han rystede let på hovedet, inden han plantede et kys mod hendes pande. Han lagde sig roligt til rette ved hendes side. "Du bliver her.. jeg skal nok fremlægge dine ord for kongen og dronningen," fastholdt han. Lige netop den del, ville han slet ikke diskutere med hende.

[Deleted]

Det måtte virkelig ikke passe hende at han ligeså måtte være stædig i dette henhold, hun mærkede i den grad hvordan hun følte hun blev behandlet direkte uretfærdigt. Hvis hun fik stres af noget, var det da uden tvivl bare af at ligge og glo herhjemme! Det summede i hendes krop, oprør måtte næsten storme i hendes indre. Det var ikke noget som passede hende, hendes blik havde ændret sig til at være det mere strengt.
"Det ville stresse mig ikke at være med Thranduil, jeg mener det!" Lød det denne gang næsten hårdt fra hende, hun måtte helt puste sig op, at hun var træt glemte hun alt om. Dette her var for vigtigt til at hun skulle se med fra sidelinjen af! Serenity ville ikke finde sig i det her, nej ikke tale om. Det endte med hun rejste til Manjarno bag hans ryg og forsøgte at få fat i Salvatore, eller måske endda dronningen hende selv. Hun skulede olmt til Thranduil som et utilfreds barn, hun ville ikke bare sidde derhjemme og lave ingenting. Der var naturligvis nok at lave, men hun ville være med i dette, det var hendes ide for pokker da! Der lå han og kyssede hende på panden, som om hans ord ikke var som ordre. Var hun hans slave eller hustru?
"Jeg tager med!" Lige her holdte hun fast i sine ord.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Serenity derimod ikke var en kvinde, som ville lade det ligge, var bestemt ikke noget som kom bag på Thranduil. Ikke himlede han med øjnene, selvom det var meget fristende. Han var for professionel og for voksen til at té sig som et barn! Han sukkede ganske let.
"Du har virkelig ikke tænkt dig, at lade den gå dig forbi, har du?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han atter en gang, lod blikket hvile på hendes skikkelse. Frustrerende som det end var, så ville han jo heller ikke stresse hende, da han oprigtigt ønskede, at hun skulle komme igennem det svangerskab, og få lov til at opleve deres kommende lille! Ikke ønskede han at miste nogen af dem igen!
Han satte sig denne gang mere op i sengen. Kendte han hende ret, ville hun bare tage afsted, uden at han havde ladet hende. Han ville jo bare gerne passe på hende, og det var der vel heller ikke ligefrem noget forkert i, var der? Han rystede let på hovedet endnu en gang. Hun var da også bare så stædig! "Jeg vil ikke lade dig gøre det, også selvom jeg ved, at du gør det alligevel, Serenity," sagde han direkte. For en gangs skyld, så håbede han virkelig, at hun var mere fornuftig end det! Og holdt op med at sige ham imod, kun fordi at hun var utilfreds!