Two, become three?

[Deleted]

Det gik først oprigtigt op for hende, hvor meget dette havde manglet som hun lå der og gispede svagt efter vejret, hun havde endnu lukket øjne, mens et salig smil lå om hendes læber. Det var vidunderlig en følelse hun havde i hele kroppen. Hun havde det bestemt bedre end hun tidligere havde haft, og selv måtte hun jo sige sig udmattet og træt. Det tog hårdt på en at være igennem sådanne ting, hun havde haft grædt meget, rigtig meget, og hendes hoved havde været på overarbejde med alle de tanker hun havde gjort sig om Silia og ham, samt hendes selv og ham. Nu havde hun i hvert fald mærket at han var hendes, og det føltes virkelig godt! Og alligevel et sted dybt inde var hun naturligvis stadig ked af det, men hun måtte se frem, ikke bare for deres skyld, men også for den lilles. Brystet måtte hæve og sænke sig roligere og roligere, som hun fik styr på sig selv, hun mærkede hvordan kroppen bare var tung som bly og hun virkelig følte sig godt tilfreds.
"Vi gør burde gøre dette noget oftere." Lød det i en blid hvisken fra hende, hvor hun stadig måtte lyde påvirket af deres handlinger, noget hun ej skammede sig over, men nød. Fingrene strøg hun langsomt hen over hans skuldre, om bag hans nakke, inden hun gav ham et blidt kys på læber.
"Jeg håber du ved jeg elsker dig Thranduil, trods alt, så elsker jeg dig, og der er intet sted jeg hellere vil være end her ved dig." Hviskede hun med en noget mere alvorlig mine, hun kunne mærke hun havde brug for at lade ham vide det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var vis om, at han i den stund, han havde delt seng med Silia, havde vanæret Serenity på den værst tænkelige måde, og han havde det dårligt med det. Han havde det virkelig dårligt med det, uden at han egentlig var i stand til at gøre noget som helst ved det henseende. Hans hjerte hamrede nu mod hans bryst. Hans krop var præget af Serenity, og han var ikke et sekund i tvivl om, at det var hende, som han skulle være sammen med. Ikke ønskede han nogen anden i sit liv.
De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. For nu, følte han, at han kunne sove, så træt, som han følte sig. Selv for ham, havde det jo været psykisk hårdt, at være igennem det, som han nu havde været igennem, så det kom næppe bag på nogen som helst. "Det må vi gøre noget ved, i vores fælles fremtid," endte han med en rolig stemme, hvor det dog var ord, som han mente. Det var stadig hende, som han måtte anse, som den kvinde, som han skulle dele sit liv med.
Ikke var Thranduil i tvivl om, at han i sandhed måtte elske den kvinde, som i øjeblikket, måtte ligge under ham. Han tog glædeligt imod kysset, inden han igen betragtede hende. "Jeg elsker dig, Serenity. Det vil jeg gøre frem til den dag, jeg går i graven. Aldrig må du glemme det," endte han. Roligt trak han sig fra hende, kun for at glide elegant ned ved hendes side. Han gik ingen steder.

[Deleted]

Det glædet hende at det var noget de kunne se mere af i fremtiden, for hun kunne mærke hun havde manglet denne nærhed, at være forenet med manden hun elskede. Havde det mon også været noget af det som havde gjort han var blevet lokket på den måde? Nej, han havde jo ikke haft en kvinde ved sig i mange år før Serenity, havde han? Hvem vidste egentlig noget om den mands privatliv. Nu vidste hun en del naturligvis, fordi hun var en del af det, men ellers, var han jo en folkets mand, mere end en mand i sig selv. Det var rart når de var alene og han bare kunne være ham, uden at skulle have hæmninger i den forstand. Hun elskede ham, for både kongen han var, men også manden bag. Smilet voksede på hendes læber, han elskede hende og hun ville bestemt aldrig glemme det! Hun lagde sig forsigtigt ind til ham, for endnu at mærke hans nærhed, hun sukkede tungt og træt, samt skjulte et lille gab.
"Vi må hellere begynde at finde ud af hvad vi skal bruge til barnets værelse. Altså når vi har hvilet lidt. Jeg er helt kvæstet." Lød det drømmende fra hende, hun sendte ham et træt kærligt blik og kyssede ham dernæst blidt. Herefter puttede hun sig godt ind til ham, og ikke længe efter faldt hun i en dyb søvn, det gik utroligt hurtigt! Barnet begyndte at bevæge sig lidt, og puttede mod sin faders krop indefra maven af, gjorde ham opmærksom på sin tilstedeværelse, og efter lidt tid, blev der stille igen. Freden skænkede sig både over moder og barn i maven.

//out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke var Thranduil i tvivl om, hvad han gjorde sig af tanker omkring Serenity. Siden tabet af hans hustru, havde der nemlig ikke været nogen kvinde i hans liv. Der var vel ikke nogen, som havde været gode nok i den forstand? Og nu lå de her.. skulle have et barn, og nu også havde deres problematikker at slås med. Men de var igang, hvilket for ham, uden tvivl var det vigtigste af det hele.
At Serenity lagde sig ind mod ham, sagde han intet til, da han faktisk havde savnet det. Armene lod han derfor glide om hende, hvor han også sikrede sig, at tæppet måtte ligge som det skulle, da det ligeledes, var noget, som havde en stor betydning for ham. "Det tager vi alt sammen i morgen.. Sov du bare," bad han med en rolig stemme. Psykisk udmattende, var hvad det de havde været igennem, havde været, og derfor ønskede han naturligvis også at hun havde det godt.
Det rumsterede i hendes mave, hvilket fik et smil til at passere hans læber. Med andre ord, så var tingene igen, som de skulle være. Han lukkede derfor roligt øjnene selv, hvor der heller ikke gik forfærdelig lang tid, før han selv måtte give efter for en ellers tiltrængt søvn. Denne gang med sin hustru ved sin side, hvilket uden tvivl var, hvad han havde manglet.

//Out