Well... Hello!

[Jason Elvana Nimanhra]

Isolde Neva Eíranea

---

Det var ved at være en time.. hvis ikke mere, siden Jason havde ladet Gabriel forsvinde op af trapperne sammen med Denjarna, uden at han havde set hende komme retur. Var det underligt, hvis han var bange for, hvad de egentlig foretog sig? Selvom han vidste, at han var den sidste, som burde pointere noget som helst for den kære mand, og særlig så sur og vred, samt skuffet og ked af det, han havde været hele aftenen.
Foran ham, stod en flaske vin.. Denne var halvdrukket, og det var noget, som han havde gjort på egen hånd. Fordelen med det vampyriske gen, var at der heldigvis skulle mere til, for at drikke ham fuld, og derfor kunne han sagtens more sig med en flaske eller to, uden at det egentlig havde den store betydning.
En finger strøg han over kanten af glasset, mens han kiggede sig omkring. Der var ikke umiddelbart nogen kvinde her, som sagde ham noget, og derfor.. skulle han vel bare sidde og kede sig, frem til Gabriel havde fået taget sig sammen, så de kunne tage hjemover igen? Han himlede med øjnene, inden han rejste sig op. Okay.. gulvet sejlede da lidt, men så slemt, var det jo trods alt heller ikke endnu! 
En smuk ung kvinde havde stillet sig oppe ved baren. Nu var det på tide at skrue charmen på. Denjarna havde hamret den del af hans selvstillid en smule i gulvet, og nu var det hans ansvar og opgave, at få den banket op igen. Han søgte mod hende med rolige skridt, inden han stillede sig ved siden af hende. "Og hvilken grund, kan det være, at en smuk kvinde, som Dem, står her alene?" spurgte han. Hovedet lod han nysgerrigt søge på sned. Han skulle nok vise folk, at han stadig kunne!

[Keischa Helia Maloya]

Dette var en af de nætter hvor Isolde havde valgt at søge væk fra procianernes bebrejdende blikke, for i stedet at nyde en aften i det fri. Dermed ikke sagt at hun ej brød sig om sit hjem, for det gjorde hun bestemt, ellers havde hun ikke indgået et ægteskab blot for at kunne beholde det.
I aften stod hun på kroen oppe ved baren med et glas cognac stående foran sig. Normalt havde hun været langt mere en kvinde og højest taget et glas vin, men her var der ingen der kendte hende, så her var hun i stand til at give slip på det sukkersøde væsen hun ellers var kendt for at være.
De lange blonde lokker var altid bundet i en fletning, men ikke i aften. I aften hang de frit omkring hendes ansigt og ryg. Hun var iklædt en tætsyet isblå kjole med et lille bånd omkring livet. Den var i sin enkelhed smuk, men derudover var hun naturligvis pyntet med sine egne smykker.
Glasset hævede hun til sine kølige læber og tog en forholdsvis stor tår, kun for at vringe på næsen efterfølgende. Det var stærkt, men varmede hvilket var hovedårsagen til at hun tvang det ned. Den velkendte stemme fik hende til at vænne sig om med et pludseligt bankende hjerte. Selv var hun ikke direkte helt til hundene, men dog lettere beruset, hvilket hun af alt magt forsøgte at skjule således at hendes kommende svigerfar ikke ville tænke skidt om hende.
"Måske fordi hendes forlovede skjuler sig bag tunge bøger?" foreslog hun med et køligt smil. Løgn var det næppe. Carlisle lod ikke til at forlade sine bøger særligt ofte.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason kedede sig! Og hvis de var noget, som han ikke var god til, så var det da godt nok at rende rundt og kede sig! Gabriel var oppe på værelset, sammen med Denjarna, hvilket var noget, som selv Jason efterhånden havde glemt alt om. nu hvor han kedede sig, var det på tide, at han selv fandt noget, at give sig til, så det var vel heller ikke underligt igen, var det?
Kvinden som stod oppe ved bardisken, var det første, som fangede hans opmærksomhed. Primært fordi at hun var alene, hvilket da var synd og skam. For ham, var det bare et nemt offer, og nu hvor han havde fået temmelig meget indebords, og et sted også var blevet en kende for overmodig, var det på tide, at handle ud fra det.
At det skulle vise sig, at være Isolde, som stod der, havde han på ingen måder forestillet sig! Han vendte blikket mod hende. Overraskelsen kunne han dog alligevel skjule bag den tildels hårde maske, som han bar. Heldigvis! "Ser man det.. De er langt fra hjemegnen, Isolde.. og med de hårde sager," kommenterede han let. Ikke at han tog det særlig højtideligt.
Selvfølgelig var Carlisle optaget af arbejdet. Det var typisk den unge mand. Han gjorde tegn til bartenderen om at skænke det samme op til ham. "Så behøver jeg heller ikke spare på sagerne," tilføjede han tydeligt tilfredst. Hvis han havde muligheden for at tilbringe den tid med hende, så var det noget, som passede ham mere end fint. En smuk kvinde.. hvem ville dog sige nej?

[Keischa Helia Maloya]

Isolde havde bestemt ikke forventet at møde sin kommende svigerfar på disse kanter. Nu var hendes hemmelighed ude. Der stod hun med stærk alkohol foran hende, iklædt en lidt mere afslappet kjole end hun normalt ellers ville have båret. Den var dyb i ryggen og afslørede mere bar hud end det var accepteret i Procias, men enhver kvinde havde brug for at more sig.
Idet han hentydede til glasset foran hende, løftede hun det let og kørte væsken rundt langs kanten inden hun atter satte det ned. "Selv en kvinde har brug for at morer sig somme tider," svarede hun blot og strøg en af de blonde lokker om bag øret. Det ar nærmest uvant for hende at have det hængende frit. "Endelig ikke for min skyld," Hendes blik var stadig køligt, det lå ret naturligt til hende.
Hvad end han så lavede her, kunne hun kun gætte sig til, at dømme ud fra måden han havde hilst hende på, så håbede han på en heldig nat. "Hvis det var en kvinde De ledte efter, så er udvalget stort i aften," kommenterede hun velvidende om at det slet ikke var ting hun burde blande sig i. Hun vendte sig om så hendes ryg hvilede mod bardisken. De isblå øjne studerede nøje de kvinder der allerede befandt sig på stedet. "Hende derover.. hun er ret køn," hun gjorde et kast med hovedet i retning af en brunette der stod for sig selv ved væggen og kiggede forvirret omkring. Han skulle endelig ikke opgive sin mission på grund af hende.

[Jason Elvana Nimanhra]

At møde Isolde, var nok det sidste Jason havde regnet med, men ikke desto mindre, så gav det pludselig mening, at han havde følt sig draget af hende, allerede fra starten af. Han vidste jo allerede nu, at han gjorde sig tanker, som han slet ikke skulle gøre sig, og dette ikke ligefrem var noget, som gavnede hans situation.
"Jeg troede ikke, De var typen der begik sig i sjov," sagde Jason med en direkte stemme, som han kort hævede det ene bryn. Han var dog overrasket på den positive måde. Det var alt sammen noget, som kun gjorde hende langt mere tiltalende.
Sagerne ønskede Jason ikke at spare på, og nu hvor han ikke var omkring Gabriel og Marius længere. Faktisk måtte han erkende, at selv Denjarna var glemt lige nu. Hvorfor skulle han tænke på hende, når Isolde sad der? Han hævede kort glasset, inden han tog en god stor tår af den, og satte den fra sig igen. Det føles fantastisk!
Blikket søgte i retningen af den brunette, som hun udpegede for ham. Han endte med at ryste på hovedet. "Hvorfor nøjes, når jeg allerede har udvalgt mit mål for i aften?" fortsatte han med en sigende mine. Hun fangede den vel?
"Min kære.." endte han med et tilfredst træk på den ene mundvig. For nu, kunne han jo kun sige sig, at være storslået tilfreds med hvad han fik ud af aftenen. Ganske vidst havde Denjarna sagt nej.. Og nu hvor Isolde var der, så var han da kun tilfreds! Tænk hvis han havde misset hende!

[Keischa Helia Maloya]

Jason havde tilsyneladende fået det billede af hende som Isolde havde ønsket sig. Ville han have ladet hende gifte sig med hans søn, hvis han vidste at hun somme tider nød at slå sig lidt løs i byen? Hvis han kendte til den lille isdronning på indsiden af den udadtil ellers meget fornuftige kvinde. Hun arbejdede med smykker, visse ting burde give sig selv.
"Så De forventede af mig, at jeg var en kedelig ung kvinde hvis liv gik op i høflige fraser?" spurgte hun med et lidt glat smil. Der var intet varmt over hendes person, hun var ikke ligeglad, men hendes blik var iskoldt og hendes smil oftest det samme. Mange anså hende dog for værende smuk alligevel, i hvert fald her til lands. For et øjeblik betragtede hun den kønne kvinde hun netop havde udvalgt. Ud af øjenkrogen så hun hans glas, hvilket fik hende til at vende sig om for ligeså at hæve sit før hun tog en tår af sit eget. Den brændende fornemmelse eksploderede nærmest i brystet og det var grunden til at hun drak det, for godt smagte det bestemt ikke. "Måske fordi Deres mål snart vil stå i kirken og skænke et ja til din søn?" foreslog hun dog uden hverken bebrejdelse eller det som mindede det mindste smule om afsky. Hun hævede glasset igen og tømte det, før hun slog det ned i bordet og atter vendte de isblå øjne mod ham. "Desuden.. jeg tror hende der vil være et langt nemmere offer," hun kastede endnu et blik på kvinden der tilsyneladende var ret interesseret, i hvert fald flakkede hendes blik ikke et sekund.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var uden tvivl meget positivt overrasket over, at Isolde var typen af kvinde, der slog sig selv lidt løs. Det måtte være dvasianeren, som måtte være bosat i dem begge to, for det kunne i hvert fald godt mærkes. Han smilede tilfredst for sig selv.
"Det må jeg sige. De har formået at overraske en gammel mand," pointrerede han med en sigende mine. Han kunne især godt lide det. Virkelig meget endda! Han vendte blikket i retningen af de mange piger, som var omkring dem. Nej.. det var ikke Isolde, og derfor var det slet ikke noget, som fangede hans interesse, som alt det andet burde gøre det.
"Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at De forsøgte at tvinge mig bort, frøken Eíranea," pointerede han denne gang med et sigende hævet bryn. Nu hvor Denjarna havde siddet i løbet af aftenen, og afvist ham, så tog han bestemt ikke imod det ved en som hende, og det stod han også gerne fast ved i den anden ende. Han tømte glasset, og satte det derfor fra sig. Nu hvor han sad med det bedste, som han kunne få, for en aften, hvorfor skulle han så nøjes? Selvom hun var den, som skulle have hans søn, så kunne han heller ikke lade være med, at gøre sig tanken. "Det er muligt, at De skal skænke et ja til min kære søn, men hvorfor ikke nyde en aften? Uden de problematikker... med mig?" Han blinkede let til hende. Han kunne jo heller ikke lade være.

[Keischa Helia Maloya]

Isolde fugtede sine kølige læber. Sjældent rørte hun alkoholiske drikke fordi hun i forvejen ikke havde særlig stor kontrol over sine dæmoniske evner og det gjorde det kun værre, men somme tider glemte hun det lidt bevidst for at have det sjovt. Her i Manjarno havde hun et par bekendte som hun engang havde gjort handel med, i Procias havde hun.. intet. Der var hun usikker og tilbageholdt, og hun hadede det, men det var der hendes far havde ønsket af hende at hun skulle være.
"Havde De virkelig troet at der ikke var mere i mig, end den søde, høflige kvinde?" spurgte hun nærmest med en snert af skuffelse. Når alt kom til alt, så var hun dæmon, hun var blevet lært procianske værdier, men hun havde heller ikke fået lov til at udleve sit sande potentiale. De isblå øjne søgte i hans retning. "Overhovedet ikke Sir. Men jeg kender dine intentioner, og jeg fortæller dig blot at trods jeg kan lide at have det sjovt, så kommer det ikke til at ske," det var nærmest et løfte hun gav ham. I Procias kendte man hendes smykker, de ville næppe slå an i Dvasias, hun ville ikke kunne tjene de samme penge, derfor var hun bundet af kunne være i lyset under den smeltende sol.
"Falder kvinderne for den? I så fald er mine kønsfæller dummere end jeg troede," konstaterede hun med et lille grin. Han ville bestemt ikke få lov så let, hun nægtede at give sig selv og den særlige første gang til sin svigerfar på en aften i byen hvor de begge var påvirket af andre ting.

[Jason Elvana Nimanhra]

At drikke, gjorde Jason sjældent, og det var selv på grund af det liv, som han havde i Procias. Han havde de procianske øjne i nakken, og dette var ikke noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han trak kort på smilebåndet. "Hvad kan jeg sige? Livet i Procias, gør vidst selv en mand som mig, frygtelig blind," fortalte han roligt. Han blinkede let til hende, inden han alligevel satte sig ganske godt til rette. Andre tøser var slet ikke noget, som måtte falde i hans interesse. Langt fra faktisk.
Alle havde de vel deres hemmeligheder, og dette var ikke noget undtag, kunne man jo sige. Han lod hovedet søge en kende på sned. Isolde derimod, var en kvinde, som i særdeleshed, måtte falde i hans interesse, og den tanke, kunne han særligt godt lide. Han var en mand, der tog det med ro, og derfor virkede han nok heller ikke til at reagere særlig meget på det.
"Er det et forsøg på at spille kostbar, eller finder De mig overhovedet ikke som en særlig attraktiv mand?" spurgte han med en ganske ærlig stemme. Det var nu ikke fordi at han tog det særlig tungt. Tvært imod, s ville han faktisk langt hellere have lov til at kæmpe lidt for sagerne. Det var især også det, som han havde elsket ved Lisa i sin tid. Hun havde ikke bare givet ham hvad han ville have.
"Og dog.. Lad mig byde Dem på et glas," tilføjede han let. Han gav bestemt ikke op af den grund.

[Keischa Helia Maloya]

Procias havde pålagt forbud mod at have det lidt sjovt. Isolde var kun påpasselig med det for ikke at afsløre hvor lidt kontrol hun havde over sine dæmoniske evner, men med de svære tider der var i lyset lige nu, så havde alle brug for en lille pause i ny og næ. "Spørgsmålet er om ikke altid De har været blind, Sir," hun vendte sig mod ham med et lidt mere blidt smil.
Ej var det ment som en fornærmelse, men Jason var uden tvivl en mand for sig. Vurderende lod hun sine isblå øjne glide ned over hans krop, han ville formentlig høre det ekstra slag hendes hjerte slog blot ved synet. "Nej De er en meget attraktiv mand. Mange kvinder er faldet for deres fødder, jeg siger kun at jeg ikke bliver en af disse naive sjæle. Desuden ville det næppe ende godt med Dere søn," konstaterede hun og så bort. Eftersom hendes glas var tom, satte hun det bag sig og foldede sine hænder foran sig, som den høflige unge kvinde hun var.
Der var mange attraktive mænd i denne verden, men derfor lod hun sig ikke forfører, en lille del af hende så nok også sig selv som værende mere værdig og desuden frygtede hun smerten og konsekvenserne af en sådan handling. "Meget vel. Det kan jeg gå med til," sagde hun og vendte rundt på hælen så hun igen stod med fronten til ham. Han kunne få lov til at kæmpe for sagerne, men det betød bestemt ikke at hun havde tænkt sig at give efter!

[Jason Elvana Nimanhra]

Procias var et sted for de påpasselige, og særligt dem som kom udefra. Jason havde været en del af det liv igennem så mange år, og han vidste at detikke var noget, som ville ændre sig lige foreløbig. Om han altid havde været blind? Det ville han nu ikke påstå. "Eller bare så indstillet på det, som jeg gerne vil se, at jeg er blind for alt andet?" pointerede han med en sigende mine. Det var muligt, at denne situation ikke var noget, som ville gavne hans forhold til hans elskede søn, men det var der i forvejen, så få ting, som gjorde.
"Kun det mere at kæmpe for, ikke sandt?" Langsomt måtte han vende blikket mod hende. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at give op af den grund. Hun var ikke en af de naive sjæle som han mødte på sin vej? Det var ikke gået op for hende, at det var det, som han godt kunne lide ved hende. "En smuk kvinde som dig, skal da heller ikke nøjes, kæreste.. Du burde få lige det, som du gerne vil have.. og derfor, vælger du en drink på min regning. Frit valg.. samt hvordan du vil have den," pointerede han let. Hun var en kvinde, som kunne lide at nyde livet, hvilket uden tvivl, var noget som faldt i hans gode smag. Kæmpe for sagerne, det skulle han nok, og før eller siden, skulle han nok også få hende til at give efter for det. Det var hans mål ved det her!

[Keischa Helia Maloya]

Måske Procias var et forfærdeligt sted på visse punkter, men det var Isoldes hjem. Hendes far havde gjort en dyd i at opdrage hende som en procianer, men somme tider vældede mørket op i hende.. som nu hvor nygerrighed havde trukket hende hele vejen hertil. "Selektiv. Naturligvis," medgav hun og nikkede lidt for sig selv. Trods hun aldrig selv kunne drømme om at falde i Jasons kløer, så forstod hun hvordan mange andre kunne lade sig selv lokke i den fælde. "Naturligvis er De den type mand der er interesseret i de ting som De ikke kan opnå. Jeg beklager Sir, her måtte give tabt," hun sendte ham et stille smil og samlede hænderne foran sig. Somme tider havde hun en tendens til at give for meget slip og pludselig frøs alt omkring hende, det ville bare være umådelig pinligt lige nu hvor hun stod her sammen med sin kommende svigerfar. Havde han ingen skam i livet? Stå her og forsøge at gøre hende blind med sin charme.
"Jeg tager blot et glas hvidvin tak," svarede hun. Med ham i nærheden så skulle hun bestemt ikke have noget som var for stærkt, desuden så havde hun allerede fået et par dråber for meget, det var med risiko for at miste kontrollen over ting som hun inderligt forsøgte at tage kontrol over. "Så De bedriver oftest tiden her med at gå på rov?" spurgte hun og måtte bide sig lidt i tungen for ikke at lyde en kende for flabet.

[Jason Elvana Nimanhra]

På rigtig mange områder, var Procias et forfærdeligt sted, men dog det sted Jason måtte kalde for sit hjem. Han følte sig langt mere vel der, end hvad han havde gjort i Dvasias. Hans barndom havde i den forstand, ikke været meget at prale af.. Det at han gik med kors, selv den dag i dag, var ham et konstant minde om det lys, som han klamrede sig til, for at kunne holde sig selv bare lidt ved lige. "Du giver mig kun yderligere grund til at skulle forsøge, kære Isolde.. Og kald mig bare Jason," bad han. Udenfor slottet, var der slet ikke nogen grund til formel og fin tale. Han selv kunne drives til vanvid af det.
Find som hun var, så gav det kun selv Jason en grund til at fortsætte mere, end hvad han havde gjort til nu. Selv nu, hvor hun var så sparsommelig omkring tingene, så var det kun noget, som han så tydeligt kunne mærke. Alene det, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Et glas hvidvin? Var hun virkelig så bange for ham i øjeblikket? Han fandt tanken kær.
"Du forekommer mig ikke som en beskeden frøken," pointerede han blot. Alt taget i betragtning, så måtte han jo bare handle som han nu fandt det bedst.. Og vinde. Han ville vinde det her! Ingen tvivl om det! Og nu hvor hun gav ham blot på tanden, kunne han jo heller ikke vende ryggen til det.
"Virkelig? Jeg kalder det for afslapning," pointerede han blot med et kækt smil. Han bestilte to whiskeys i stedet for. Han have jo set, at hun kunne magte det der var stærkere.

[Keischa Helia Maloya]

Begge kunne de kalde Procias for deres hjem uanset hvor hadet de var af dets indbyggere. Isolde havde ingen idé om hvordan hun skulle klare sig uden for de grænser, derfor var hun villig til at gøre hvad som helst for at blive inden for dem.
Derudover var det ligeså der hendes far havde samlet alle kunderne, som hun nu havde overtaget. "Har De ingen skam i livet? Rygterne går ganske vidst lystigt, men jeg tror jeg havde forventet at de blot var det.. rygter," sagde hun dog uden at virke frastødt af ham. Det var svært at være overfor en mand som Jason.
Timerne før han var dukket op havde hun allerede fået mere end rigeligt.
Des mere af det gift hun indtog des mere forsvandt hendes kontrol over isen, og hun ville nødig ende med at fryse hele stedet til is i sin egen fuldskab. "De anser mig ikke for være beskeden? I så fald må De havde fået det forkerte indtryk af mig," konstaterede hun med et køligt smil hvilende på læberne. Hun vendte sig om og så ham til bestille, trodse hendes ønske om det glas iskolde vin. "Jeg ser Deres desperation, men jeg skal kun have et glas vin," fastholdt hun og skubbede det andet glas whisky hen mod ham. Det var svært for hende at fralægge sig den formelle tone, når hun var blevet opdraget til at tiltale andre - særligt højerestående mænd på den måde.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt, at mange rygter i den her sammenhæng, måtte være imod ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han sagde intet til det. Han havde det fint med det. Hvis det var hvad, der gav ham de fordele, som han nu havde.. Fred være med det. Desuden var han jo vant til, at være et hadet væsen og individ. Så det var ikke nogen nyhed.
"Skal De dømme mig, kære frøken?" spurgte han let. Mange af rygterne var sande, men der var derimod også mange af dem, som ikke var. Hvor længe hun havde siddet her for aftenen, havde Jason faktisk ikke nogen anelse om. Om han havde vidst, at hun havde været der, havde han nok taget en anden indfaldsvinkel, end at forsøge at ligge an. Det var jo trods alt også hans søn trolovede.
"Det ville derimod fryde mig, at se Dem slå sig løs her," sagde han med en rolig stemme. Selvom hun altid havde været så høflig, som intet andet. Han skubbede glasset tilbage mod hende. Insisterende. "Lad os nyde en aften, kære Isolde," opfordrede han stilfærdigt. Han tog ikke nej for et svar. Det havde han faktisk aldrig gjort.