I do not like this..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Silia D. Diamaqima

---

Det var en forholdsvis tidlig formiddag. Ikke mange af dyrene i skoven, var stået op endnu. For Thranduil, havde det blot været endnu en nat, uden søvn. Af grunde, som han ikke altid selv kunne forstå. Uroen hvilede som en tydelig del i ham, og dette var særligt vækket, efter fredsaftalen med Dvasias havde fundet sted. Sandt at sige, at han ikke brød sig om den situation, det placerede Procias i.
De grønne øjne hvilede ud mod de store skovområder. Denne stod nu i fuld flor i forbindelse med sommeren, som nu også havde bragt det varme vejr til landet, og det var tiltrængt. Det bragte folket et håb, dog selvom dette dog ikke var noget, som Thranduil måtte tage del i. Serenity havde han ladet sove derhjemme, blot for selv at søge ud og trække vejret lidt. Til tider, var det nødvendigt, selv for ham, at gøre således. 

Thranduils ansigt var lagt i alvorlige folder. Før han havde søgt hertil, havde han været en tur forbi Nathaniel og Liyas gamle hus, blot for at se til Jophiel, som trods omstændighederne, så ud til at klare sig ganske udmærket. Han rystede kort på hovedet. Når han var selv, kunne han tillade sig, at lade facaderne falde, hvilket uden tvivl også var rart fra tid til anden. Med rolige skridt søgte han ned fra Højen. Dette var et af hans foretrukkende steder i skoven. Med beklædningen og det lyse hår, gik han nærmest igen i skoven, som han nåede de tætte områder. Han elskede det. For ham, var det ikke bare et hjem, men derimod også et paradis på jord. Noget, som han agtet at beskytte til den dag, han måtte gå i graven. 

[Silia D. Diamaqima]

Brisen i dag var mild. Man kunne mærke sommeren for alvor havde lagt sig over det lyse land. I denne tid var det smukkest. Alting var frodigt under en skyfri himmel kun brudt af solens stråler. Blandt tætte træer, sneg Silia sig smidigt ind mellem som kendte hun enhver lille sti. Det var den perfekte dag at forlade slottets tunge murer og kolde skygger, til fordel for skoven der i mange år havde repræsenteret hendes hjem, og som stadig var det eneste der mindede hende om hvorfor hun holdt af dette land.
Der var ikke langt til hytten herfra. Senere ville hun kigge forbi sin bror, men lige nu havde hun brug for at være sig selv i disse omgivelser. Hendes mørke lokker hang i løse bølger, det var blevet så langt så hun nærmest kunne sidde på det, men det lagde man sjældent mærke til ellers fordi det altid var bundet op i elegante frisurer der kunne holde på kronen. Ligesådan var store, prægtige kjoler spundet af det fineste stof, byttet ud med en beskeden brun underkjole med snoet garn omkring livet. Hun stoppede op ved et stort træ hun havde leget i som barn, og kunne ikke lade være med at smile. Der duftede af frihed, hun havde nærmest glemt hvordan det føltes, det var noget som end ikke slotshaven kunne skænke hende, og den var hun ellers flittig bruger af.
Gabriel forstod ikke altid hendes behov på den måde, lige nu lå han formentlig hjemme med en stor omgang tømmermænd og var stadig fornærmet over at hun bare var taget afsted. Som tegn på hvor ligeglad hun var, lænede hun sig ind mod den ru bark, og lagde ømt en hånd mod den, som havde det været en mands bryst, mens hun forsøgte at minde sig selv om ikke at falde i politikkens fælde, hvor penge og status vægtede mere end frihed og skønhed.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Sommeren i Procias plejede at byde på børneleg i skovene, som den bød på ro og mag, samt varme og den smukke sol. Alt sammen var til stede. Det føles bare ikke som det samme. For Thranduils vedkommende, var det en underlig tid at gå i møde. Ligeledes havde han brug for at trække vejret frit, så var det skam også, hvad han havde i sinde at gøre. At lede et folk var tungt og hårdt ikke mindst, og nu havde han gjort det igennem så mange år. Han havde vel glemt, hvordan man pustede og åndede frit, og bare lagde de facader en smule på hylden? Det var svært.. men selv han havde brug for at kunne trække sig en smule engang imellem.
Langsomt måtte Thranduil hæve blikket, da en ellers velkendt skikkelse trådte frem i hans øjenkrog. Silia havde han ikke set skyggen af i uendelige tider efterhånden, hvilket naturligvis var noget, som også gjorde ham en kende nysgerrig. Han kunne huske, som var det i går, at hende og hendes broder havde leget i skoven. Det var ganske vidst efter lange forhandlinger med Nathaniel Diamaqima på daværende tidspunkt, hvor han havde ladet tvivlen komme dem til gode. Ikke havde han fortrudt.
"Deres Højhed," hilste han med en rolig stemme, som han trådte frem af buske og træer med rolige, og helt lydløse skridt, og derved gjorde sig fuldt synlig for hende. Det lange lyse hår, den flotte beklædning i naturens egne farver, og de helt skovgrønne øjne. Ikke så meget som et smil på læberne, hvor han derimod stod med oprejst pande, rank ryg og en meget arrogant holdning. Han var en repræsentant for elverne, og uden tvivl en rigtig stolt en af slagsen.

[Silia D. Diamaqima]

Mens hun stod der op af træets ru bark, med lukkede øjne og lyttede til naturen, spillede scener på hendes nathinde. Film af hende og Jophiel der stormede rundt om selv samme træ i et forsøg på at fange hinanden. Mest havde hun leget med elverbørnene men det var mange år siden, hun havde ikke turdet betræde det gamle rige sidenhen nu hvor hun var blevet voksen og politik involveret. Thranduíl, skovens konge, havde aldrig brudt sig om et tab af hendes uskyld, og hun ønskede ikke at udfordre sin kære gamle ven og store forbillede.
Hendes smil bredtes. Skovbunden afslørede lyden af hans skridt, trods det var for lang tid siden at hun var i stand til at kende dem, men dette sted rummede ingen stor farer. Langsomt slog hun sine øjne op, nøddebrune og tog Thranduíls skikkelse i betragtning. Nærmest komisk, var han klædt i sine fine gevandter og lignede i dag en konge mens hun selv en ganske almindelig ung kvinde. "Ikke i dag. I dag er jeg blot mig," rettede hun med et stille smil og lod sine arme falde fra træet idet hun rettede sig op.
"Jeg kommer uden hverken dyre smykker eller silketråde, ej heller med mine politiske standpunkter og intentioner. Jeg er her kun for at nyde den velvære og frihed som Deres hjem giver mig, min Konge," sagde hun ærligt og bukkede hovedet i respekt. Måske hun ledte et helt land, men Thranduíl havde altid været en stor autoritet i hendes øjne, hun var fascineret af hans væsen, og af hans person og nærede så dyb respekt, at hun gik med til at sætte sig under ham ikke ikke politiske anliggende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det havde været synd og skam, at Silia havde valgt den vej, som hun nu havde valgt. Ikke mindst fordi at selv Thranduil havde nydt af at lære hende.. lære af hende ikke mindst. Hun som blandt dem, han havde skænket en del af sin egen viden og lærdom, da han havde vidst, at hun kunne bruge det til noget, og nu sad som en politiker på tronen i Procias. En plads, som han i forvejen næsten ville kalde forbandet. Alle som havde bestiget denne, havde ikke kunne klare det i længden. En skam. Procias havde så megen potentiale.
Thranduil bøjede hovdet i respekt for hende. Silia eller Dronning, var i hans øjne en og samme ting, og han bar en den dybeste respekt for hende, såvel som for hendes moder og broder. "I min verden og forstand, er Silia og dronningen af Procias, en og samme person, fortalte han med en rolig stemme, inden han atter rettede sig op.
Selvom hun dog ikke kom i de kongelige klæder, var hun endnu en smuk kvinde. Smuk for et ikke-elvisk væsen at være om ikke andet. Hænderne holdt han foran sig, hvor han lod sin ene næve hvile over den anden, som han holdt knyttet. Ikke truende, men derimod afslappet. "Skoven har savnet Deres tilstedeværelse. Det er lang tid siden, jeg har set Dem plante Deres fødder på den mosede skovbund, Silia," fortsatte han med en rolig stemme. Naturligvis klandrede han hende dog ej for det. Pladsen og arbejdet på slottet, måtte uden tvivl tage hendes tid. "Skoven er Deres at udforske, som den har været i mange år," tiføjede han dog. Han forstod godt, hvis det var fred hun ønskede.

[Silia D. Diamaqima]

Dengang Elanya havde overtalt hende til at gå af den sti, havde det været med store drømme og visioner, men hun havde været et simpelt barn uden samme rationelle tankegang som hun havde nu. Politik, penge og bekymringer var en del af en hverdag der før havde været fuld af kærlighed, frihed og nysgerrighed. Andre kvinder i samme position som hendes var enten døde eller sindssyge... eller begge dele og somme tider følte hun selv at hun stod med en fod i hver lejre. Døde opsøgte hende, hun så dem overalt, selv her i disse skove, og sindssyg... tja hun var en Diamaqima det måtte næsten følge med generne, og specielt i disse tider hvor hun havde et kæmpe pres hvilende på sine unge skuldre.
"Jeg ved at du mener det vel, men den kvinde der bære krone og kappe er ikke den samme der står foran dig nu," forsikrede hun. Nysgerrigheden var der, varmen var der, men ikke nødvendigheden til at lyve eller skjule sig selv for omverdenen, ikke behovet for at stille en facade op.
Vinden legede med nogle af de lange lokker, hun var selv imponeret over hvor lange de var blevet med tiden. "Det er længe siden. For længe siden," tilføjede hun og sukkede. Hendes fødder var nøgne, det var ikke altid behageligt på denne struktur, men det var en del af følelsen.
"Udforsk den med mig," opfordrede hun og foldede høfligt hænderne foran sig. Ingen kendte skoven eller træerne bedre end Thranduíl, og han var beskytteren af alt dette, og desuden en gammel ven, nærmest gammel familie.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde igennem hele livet, haft denne titel og denne position. Han havde ikke været særlig gammel, da han havde fået den overdraget, og kunne derfor heller ikke huske, hvordan det var, bare at være en del af befolkningen. Bekymringer var der mange af, dog bare ikke i samme grad, som de Silia måtte sidde med på daglig basis. Et kort træk måtte dog finde vejen til hans egen mundvig, selvom dette døde lige så hurtigt igen. "Selv bærer jeg ikke kappe eller krone, og dog tiltaler De mig, som var jeg Konge," sagde han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge en kende på sned, så det lange lyse hår, gled over hans skulder og ryg.
Silia var en ung kvinde, som havde tilbragt så megen tid i skoven tilbage i sin tid. Roligt søgte han hen mod hende, hvor han denne gang lod hænderne folde sig over ryggen. Han var høj i forhold til hende. "Det kongelige arbejde, tynger Dem," pointerede han. Han kunne læse det i hendes øjne. Det var tydeligt, og nu havde han jo trods alt også haft kendskab til hende igennem de sidste mange år. Hun havde o ikke været særlig gammel, da han havde set hende for første gang.. lege tag-fat med hendes kære broder, som selv trods omstændighederne, klarede sig udmærket.
"De ønsker mit selskab?" Han nikkede ærefyldt, inden han blot begyndte at gå. En forventning havde han om, at hun ville følge med ham. Atter rettede han sig op. Siden de mange ulykker, som havde ramt skovene her, var den kommet stærkt igen, hvilket var umådelig rart i hans øjne. "Skoven har lidt i Deres fravær, Deres Højhed. De har været savnet," tilføjede han med en rolig stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Trods han stod der med et blik der ikke ejede så meget som et glimt i øjet, så var han prægtig på sin egen måde. Hun misundte hans bevægelser der var både mere elegante og smidige end hendes var, og hun var født som kvinde. Godt nok var hun grundet sit arbejde nok mere endt i en mands erhverv, så somme tider savnede hun disse tider, hvor hun kunne føle sig som en almindelig smuk kvinde i skoven.
"Du er en konge, Thranduíl, det hviler i din sjæl og din person, mens min krone forandrede den person jeg plejede at være," hun sukkede stille og kastede et blik på en trætop hvor der sad en yndig lille fugl og sang for sine lungers fulde kraft. Det var en helt ny form for magi.. eller faktisk nærmere den ældste og ofte glemte form.
"Den har plaget mig i lange tider, kære Konge," indrømmede hun og begyndte at gå ved hans side. Hans bevægelser var så yndefulde at selv hun ikke følte at hendes feminisme kunne række i det henseende. Ikke langt derfra kunne man høre brusen fra et af de vandfald der løb langs klipperne. Silia vendte kursen derhen. "Gerne. Du er min ven," sagde hun på elvisk tungemål. Det havde taget hende evigheder at lære men nu gjorde hun hvad hun kunne for at bevare evnen. "Som jeg har savnet den. Slottet rummer ikke den skønhed," indrømmede hun.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var født uden den uskyld, som Silia havde haft i sin besiddelse. Det havde i hans øjne, været synd og skam, at hun havde valgt at indgå i det arbejde på slottet, men ikke var han den mand, der skulle pointere det for hende. Han vendte de grønne øjne direkte mod hende. Selvom der ikke var meget at spotte i hans mine, så var han en mand, som udviste omsorg. Ganske vidst på sin egen særlige måde.
"De blev frarøvet den uskyld, De er født med, Silia. Jeg sagde allerede da, at det var synd og skam. De hører ikke til på et slot, som Castle of Light," pointerede han roligt. Så vild og fri, som hun alle dage havde været, og som han havde set, var hun fri som en fugl. At slottet og de fængslende murer havde ødelagt det, var noget, som han anså, som en kæmpe og stor skam.
Roligt begyndte Thranduil at gå, selvom det var ganske roligt. Han var elegant og målrettet i sine bevægelser, som i forvejen var bestemte. Han vendte blikket mod hende. Tingene havde plaget hende længe? "Hvad kan grunden være til, at De ikke har diskuteret dette med Gabriel?" spurgte han videre. Skoven her havde savnet hende og hendes tilstedeværelse. Ofte forekom det nemlig ikke, at folk udefra, udviste den glæde for skoven. Det elviske som han havde lært hende, kunne hun endnu, dog selvom det lød en kende rustent. "Slottet er et fængsel for Deres frie sjæl, Deres Højhed. De hører ikke til der," fastholdt han, som han alle dage havde sagt.

[Silia D. Diamaqima]

I så mange år havde Thranduíl åbnet portene til sit hjem, han havde vist hende det, lært hende om det og han havde sågar næsten ladet hende blive en del af sin familie i forhold til hans søn, selv uden det elviske gen. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om at han så noget i hende som hun så et lys og en helt i ham som hun ikke havde set i andre, end ikke sin egen fader.
De mørke øjne faldt på hans skikkelse. Hun havde altid elsket at studere hans gang, det virkede som var han vægtløs. Intet der tyngede ham. Der gik ikke længe før de nåede en lille lysning. Det havde altid været et af Silias yndlingssteder i skoven, mest fordi de færreste kendte til det. Store trækroner skjulte det i sommertiden. I midten var en lille sø omgivet af træerne, der mundede ud i en klippe hvorfra vandet løb oven fra og ned i samme sø. Dets brusen var beroligende. Man kunne nærmest se julelyset i hendes øjne. "Det har du altid sagt. Jeg tror De er den eneste der nogensinde har beskrevet mig med nogen uskyld," indrømmede hun med et lille smil og stoppede op for at se på vandfaldet. Smilet falmede en kende. "Gabriel.. han ville næppe forstå. Slottet er ligeså naturligt for ham som skoven er for mig, og han ville formentlig kun blive skuffet over de hemmeligheder jeg har holdt for ham," indrømmede hun og fik øje på et par sten ved klippen. De var våde men man kunne komme ud og røre vandet på den måde. "Det er et fængsel. Det er blot for sent at bryde ud af det," mumlede hun og dyppede kort sin fod i vandet for deres fødder.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aerandir var død og borte, og meget var det ikke at Thranduil havde tilbage, som han kunne sige, stod ham nær. Serenity havde skrevet sig ind i hans hjerte, og de havde skabt deres egen lille familie, hvor det bare var de to. Hvilket var noget, som han godt kunne lide. Silia derimod, var noget som han nærmest betegnet som et familiemedlem. Selv på trods af det manglende elviske gen. Det var jo overhovedet ikke eksisterende ved hende.
"Med den royale titel medfører et ansvar, som lægger en i lænker. Jeg blev født til det. De derimod, Silia, var fri som en fugl.. En uskyldig pige, der kom hertil fra mørket. Altid har De båret lyset i Dem," sagde han ærligt. Det var bestemt ikke ofte, at det forekom, at der var noget der mindede om komplimenter, der forlod hans læber, og særligt ikke til et væsen, som ikke var elver.
Søen de stoppede op ved, var kendt for Thranduil. Ofte, var det her han havde fundet hende og Jophiel, da de havde været yngre, og de havde leget med Aerandir. Det var tider, som selv han måtte mindes. "Stoler De ikke på Deres mand, Silia?" spurgte han direkte. Selv gik han blot ned i knæ ved siden af hende. En perfekt balance, selv på skovbunden her. Hovedet lod han søge på sned. "De skænkede manden et ja. Opfordrede ham selv, til at tage pladsen ved Deres side, min kære," pointerede han, som de grønne øjne gled mod hendes skikkelse. Hånden strøg han over græsset langs bredden. En af de mest frodige steder i hele skoven.

[Silia D. Diamaqima]

Alle led tab. Aerandir havde ikke kun været et tab for elverne men også for hende der havde stormet rundt og leget med ham som barn, og senere hen havde følt sit hjerte banke for ham som den første. Mere var det ganske vidst aldrig blevet til, men det vidnede om hvor godt tilpas hun havde følt sig blandt elvere, aldrig var hun blevet accepteret på samme måde blandt nogen anden del af Procias.
"Vi var alle uskyldige engang," hun sukkede og betragtede den smukke vandoverflade. Det brusende vand fik et tyndt lag støv af vand til at lægge sig i hendes lange hår. "Mange vil betvivle de ord. Mange mener jeg er skabt og født af mørke. Jeg ved ikke selv hvad jeg er og ikke er, blot at lys og varme eksisterer i mig ligesåvel som mørket naturligvis gør, somme tider er det hårdt at undertrykke," indrømmede hun. Folk forventede ro, varme og tålmodighed af hende, men somme tider var det svært ikke at blive vred, eller ked af det.
Hendes fod lod hun synke ned under vandoverfladen og mærkede græsset under sine håndflader, det kilede hende. "Nej," svarede hun atter på elvisk, så ingen skulle overhøre deres samtale. Det var hårdt men ærligt. "Og det fortryder jeg ikke. Tro ej at jeg ikke elsker hm, Thranduíl, det gør jeg. Men han har svært ved hemmelighederne der ligger i at være gift med en Diamaqima, og vi lever to seperate liv," fortalte hun og fugtede sine læber med tungespidsen. "En aften fangede jeg ham i armene på en tjenestepige, en ung en. Min tillid siden da, har været urimeligt lav, i forhold til at jeg er den med alle hemmelighederne," hun lænede sig frem og fangede vandet i sin hånd, kun for at lade det løbe ned over skinnebenet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aerandir havde været et tab for rigtig mange. Det var også et af de meget få bindeled, der havde været mellem livet på slottet og skoven her. Det var alt sammen gået tabt med den unge mands død. Thranduil forsøgte ikke at tænke på det. Han havde en hel race, som han skulle være stærk for.
"Ikke alle er født med den uskyld i sin og sjæl, som jeg har set ved Dem og Deres broder," sagde Thranduil med en rolig stemme. Han var jo kendt for at være en racerasistisk mand, og afkommet af Nathaniel og Liya var end ikke renracet. Det var dem, som han havde haft sværest ved, og altid havde haft sværest ved. "Ingen kan forvente, at De skal undertrykke hvad De er," pointerede han med en kortfattet mine. Blikket gled ned mod græsset, som han strøg over med en rolig hånd. Naturen var hans element.. her var alt godt, og derfor følte han også, at han kunne slappe af.
Stolede hun ikke på Gabriel? Hendes konge og hendes mand? De grønne øjne fandt atter vejen mod hendes skikkelse. "Deres familienavn lægger et pres på Dem, Silia," begyndte han på elvisk. Selv var der mange elvere, som ikke kunne deres modersmål, hvilket nok var til deres fordel. Han gjorde hvad han kunne, for at holde fast i det. "Gabriel er blot en ung mand, endnu med meget at lære om livet. Hvad ønsker De skal ske?" fortsatte han. Hvad der skete på slottet, påvirkede jo ligeledes hans ledelse i skoven, og han ønskede at tingene skulle gå som de skulle! En dronning uden tillid til kongen. Det gjorde jo tingene problematiske!

[Silia D. Diamaqima]

Et eller andet var genetisk gået helt skævt ved hende. De døde var omkring hende som havde de været levende, og hun havde store evner, men det gjorde også livet svært særligt i disse tider. "Vi var børn. Intet barn kan være skyldigt," fastholdt hun og så op på den bagende sol der holdt hendes gyldne hud varm. En del af den tætte kjole blev vådt af vandet, men det mindede hende bare om hvordan det føltes. End ikke regnen havde hun følt i evige tider.
"Og alligevel er det præcis hvad alle forventer. Tårer kan jeg ej spilde, for så er jeg svagt for mit folk, stemmen kan jeg ej hæve for det er uhørt og udisciplinært, jeg kan ej hoppe af glæde for kaldes barnligt. Trække maven ind, rette ryggen og bære kronen med stolthed, er hvad jeg kan gøre," gnisten i hendes blik ebbede langsomt ud til det var helt væk. Inden for de sidste år fik det enorme pres hende til at tage værre og mere irrationelle beslutninger end hun nogensinde før havde gjort.
"Det gør det. Jeg er enestående til hvad jeg kan og hvad jeg gør, men det sætter en forventning om at jeg kan sørge for alle verdens problemer, både for de døde og de levende," det elviske sprog krævede lidt mere af hende, men det var mere sikkert. Thranduíl havde kendt hendes hemmelighed siden hun kom til at afsløre den for ham som barn. "Mit ærlige bud er at Gabriel føler sig skræmt af det han ikke forstår, og så bakker han ud og lader mig sidde med ordet," hun himlede med øjnene og lukkede øjnene for rigtigt at mærke det kølige vand, næsten fristet til at hoppe i det.
"Det eneste jeg kunne ønske mig var at skænke ham større forståelse, og håbe på en anerkendelse," hun rystede på hovedet, velvidende om at Gabriel simpelthen ikke havde kapacitet nok til at forstå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil delte ej Silias syn på uskyld og skyld. Der var børn, bragt til verden for en trone eller et lederansvar. Allerede fra de er små, er de lænket om benene. Ligesom han selv var i sin tid. Han havde aldrig rigtigt oplevet en sand barndom. Altid med forældre til at holde øje med en, samt sikre sig, at man opførte sig anstændigt. Selv i legerelationer.
"Naturligvis kan børn vokse op med en skyld, som de end ikke selv har pådraget sig, Silia," sagde han med en direkte stemme. Han blev siddende på hug ved siden af hende. Selv han var en anstændig mand, men han havde jo derimod også et folk at vise sig for, og derfor vidste han jo hvordan det var. "Vi er i samme situation, kun med den forskel, at dette er en krone og en kappe, som jeg er født og opfostreret til at skulle bære. Ikke har jeg haft en barndom som en typisk elver. Ikke som den Aerandir fik. Tårerne må og skal skjules, ryggen skal være rank, og hovedet skal holdes højt," fortalte han direkte. Det kunne være svært i perioder, men det var en del af det ekstreme ansvar.
At hun ikke stolede på sin egen mand, var en tanke Thranduil måtte finde deprimerende. Han kunne ikke forestille sig, ikke at stole på Serenity, som var den kvinde, der stod ham nærmest. "Døde som levende, er Deres kald, Silia. Beklageligt, men det er det," sagde han direkte. Han var den forkerte mand at søge en medlidenhed ved. Han derimod, så tingene klart, og havde alle dage gjort det. Selv ved hans søns død, havde han været nødsaget til at gøre det samme. "Har De forsøgt at skænke ham denne forståelse?" spurgte han denne gang direkte, inden han lod albuerne hvile mod hans knæ.