I do not like this..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Elverne og Thranduil havde længst accepteret Silia, både som individ, men også som dronning. Den dronning, som måtte ligge over ham. Ikke var det ofte, at det faldt Thranduil ind, at skænke den form for respekt til et ikke-elvisk væsen. Dog var det alligevel noget, som var sket i denne omgang, og det var han naturligvis meget taknemmelig for i dag. Silia var ligeledes en, som skænkede ham en respekt den anden vej. "Døden er ej evig, det er sandt. Men det indebærer katastrofale følger, som ligeledes, også har haft virkning på Deres familie," pointerede han sigende. Nathaniel havde ofte leget med den slags på trods af en lang række advarsler og signaler, som han havde valgt at se bort fra.
Døden var et grusomt samtaleemne, som Thranduil ikke ønskede at tage stilling til. Gud forbyde den dag, hvis hun skulle gå bort før ham. Mulighederne var der, hvilket han vidste, men han vidste ligeledes, at hvis det blev nødvendigt, ville han blive kaldt i marken som en soldat. Dette var næppe en position for en dronning. "Skulle de gå bort før det var min tid, vil jeg sikre mig, at De bliver gravlagt i det fri, som den frie sjæl, De alle dage har været," forsikrede han med en rolig stemme. Han nikkede mod hende. Gabriel ville næppe sige ham imod hvad det angik.
Hunnen havde lagt sig i græsset. Øjnene var matte, og det synes uden tvivl at det kære væsen var syg. Hanen begyndte at kaste uroligt med hovedet, som Silia begyndte at messe. Thranduil gik nænsomt ned i knæ. Ud af øjenkrogen havde han øje for hannen, som kun ønskede at beskytte sin flok. Hunnen ville dog ikke rigtigt drikke. Hun snuste til det, men vendte hovedet i modsat retning.

[Silia D. Diamaqima]

Det var rart for en gangs skyld at have et tilhørsforhold, for i Dvasias hvor hun var kommet til verden, var hun nok næppe specielt velset heller, ikke efter hun havde skænket sit liv til lyset. Thranduíl var godt selskab, meget lærrig at være sammen med, meget afslappende. "Den har særligt påvirket min familie. Jeg erkender gerne at vi mange gange har leget med ting der ikke bør leges med, og jeg selv er ikke bedre," indrømmede hun. Hun havde vækket Jason og sin mor for længere tid siden. Så megen død omkring hende, somme tider var det hårdt at afstå fra det, når hun nu vidste at mulighed lå der.
Krig ventede ej rundt om hjørnet, men der var stadig mange farer, særligt for en kvinde der var både så elsket og hadet som hun var. Det var ikke dvasianere eller krig hun frygtede for, men procianere uden forståelse og opfattelse for andre væsner. "Det ville betyde alverdens. Og for guds skyld, vil jeg ej gravlægges med så meget som én eneste genstand fra min tid som Dronning," tiføjede hun sigende. Når hun gik bort, skulle det være som Silia.. ikke som Dronning Diamaqima af Procias.
Smilet blegnede lidt i takt med at hun følte sit mod falme. Den yndige hun virkede ikke synderligt interesseret i hendes mikstur. "Kom så smukke pige, du er nødt til at drikke," mumlede hun og forsøgte håbefuldt at lede interesen tilbage med et blidt kærtegn. "Kan du få hende til at drikke? Det ville gøre hende godt," hun så spørgende på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Blandt elverne, var Silia ikke en dronning, men et accepteret og anerkendt væsen, som havde fået lov til at komme og gå, som hun lystede det. Det samme med hendes kære broder. Der var ingen forventninger eller noget som helst, der tyngede hende ned i skovene her, og det var hvad han ønskede at illustrere for hende. "Jeg gik ud fra at Jasons tilbagevenden, var Deres bord.. Såvel som rygterne går om en mandemorder på den anden side af murerne her?" fortsatte han. Det kunne godt være, at Thranduil selv ikke forlod skovene her, men han havde andre der gjorde det for ham i stedet for.
At hun ønskede at blive gravlagt som Silia, og ej som Dronningen af Procias, havde Thranduil den store forståelse for, så det var slet ikke det. Han nikkede. "Om det er op til mig, skal jeg sørge for, at disse ønsker bliver imødekommet," sagde han dog. "De burde snakke med Deres mand om disse," tilføjede han med en kortfattet stemme. Han var jo ikke gift med hende. Dette var jo faktisk ikke noget, som han havde med at gøre.
Hunnen havde vendt hele hovedet i den modsatte retning, som ønskede hun ikke at drikke. Thranduil vidste, at hun var gammel. Flokken havde han holdt øje med for en længere årrække. Han lod hovedet søge på sned, inden han tog det bøjede blad og satte ned i græsset. Han begyndte at snakke.. et oldgammelt sprog, som hans fader i sin tid havde lært ham. Hovedet guidede han til det, hvor han lagde hænderne over dens øjne. Denne gang tog hunnen da nogle tårer af væsken som var placeret foran hende.

[Silia D. Diamaqima]

Endnu engang mindede Thranduíl hende om at dette var hendes sande hjem. I mange år havde hun anset Dvasias for at være det, men med årene var det gledet i baggrund og hun havde i stedet fundet sit eget hjem og sit eget tilhørsforhold her til lands, også selvom hendes ører ej var spidse og øjne ikke var grønne. Hun så ikke op men sank i stedet en klump. Hendes moders rygte var ikke ukendt, end ikke blandt elverne, Thranduíl havde taget vel imod hende alt taget i betragtning. "Begge dele var mit bord. Ikke at nogle af de beslutninger var fornuftige, min moder havde nær kostet mig livet," indrømmede hun. I uger havde hun været i Marvalo Mansion for at genvinde sin styrke, Gabriel havde været rasende, men hun var nødt til det.
"Min mand er født konge, kære Thranduíl. Jeg kunne snakke ham ørene døve, og han ville stadig holde på at jeg skulle begraves i nærheden af hans mor," forsikrede hun og strøg forsigtigt hunnen hen over siden.
De fremmede ord han talte fik hende til at interessere sig lidt for landet. Silia nikkede tilfreds. "Vi burde lade hende hvile. I morgen burde hun føle sig bedre tilpas," sagde hun og sendte ham et lille smil, før hun rejste sig i en glat bevægelse. "Hvilket sprog talte De? Det var ikke elvisk," konstaterede hun og så ned på ham med et nysgerrigt blik. Han burde efterhånden kende hende på det punkt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv Liya havde Thranduil taget vel imod, og ikke fortrød han det. Familien havde alle været af godt hjerte, og særligt i deres tid i skovene her. Han vendte blikket mod hende igen. Selv på trods af hun ikke var i besiddelse af de spidse ører og de grønne øjne, som var typiske kendetegn for elvere, besad hun en lang række værdier, som de fleste af racen, havde glemt. Grotesk, som det end lød. Døden skulle man ikke lege med. Hun burde have lært af sin faders fejltagelser. En skam, at det ikke var således, at det forholdt sig, kunne man sige. "Det anede mig, at De var blandet ind i sagen vedrørende Liya, Silia. Dertil håber jeg De er klar over, at hun tager liv?" spurgte han videre. Ikke var der bebrejdelse at høre i hans stemme. Hvad angik det, var han egentlig ganske professionel.
"Men af en grund, er han Deres mand, og burde være den, der imødekom Deres ønsker," fastholdt han med en rolig stemme. Hvad Gabriel ville mene, var han fuldstændig ligeglad med. Bar han noget der mindede om respekt for sin hustru, imødekom han da naturligvis de ønsker, som hun nu måtte have.
Hunnen drak lidt, men det var ikke meget. Dog nok til at stille Thranduil tilfreds. Han lagde den roligt ned, hvor han strøg den over næsen, inden han rejste sig op ved siden af hende. "Det har aldrig haft et navn. Min fader lærte mig det," fortalte han med en rolig stemme. "Det elviske bærer sjældent en ønsket effekt. At tale den anden tunge, taler dyret til ro, og skaber en gensidig respekt, som i dette tilfælde, kan få hende til at drikke," fortalte han. Forhåbentlig ville det have sin effekt, og hun ville have det bedre i morgen. Thranduil havde dog sine tvivl.

[Silia D. Diamaqima]

Diamaqima havde aldrig været ond. Hendes far havde hele tiden brugt sine evner til at hjælpe alt og alle, selv hendes mor. Det var blot noget de begge havde givet videre til deres børn. Silia bragte det med sig videre ved at beskytte landet her med sit liv, og Jophiel kunne ikke drømme om at gøre nogen noget ondt. Hun foldede roligt hænderne foran sig. "Det er ej hende man skal bebrejde Thranduíl. Min fader fandt en anden kvinde og stiftede en anden familie, hun er syg. Jeg forsøger at holde hende fra at røre procianerne," fortalte hun og så væk, så han ej ville bemærke skylden i hendes blik.
Naturligvis elskede hun sin mor, men syg var hun og havde altid været, og det havde ikke været fornuftigt at bringe hende tilbage til denne verden, men der var grænser for hvor meget hun selv kunne holde til at se sin moder lide.
"Det burde han måske. Han gør det af bedste mening, han ønsker at bringe mig ære i mange henseender, men ofte har det modsatte effekt," hun mærkede den lille kalv køre hovedet op af hendes ben igen, hvilket trods alt frembragte et lille smil på hendes læber. "Interessant," hun strøg det lille kalv over hovedet. Solen var begyndt at gå ned. Havde de været her i så mange timer? "Måske skulle vi lade flokken være?" foreslog hun og gjorde gestus til at gå videre. Ikke at hun ville lægge beslag på hans tid hvis ikke den var der.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste skam godt, hvad Diamaqima havde været kendt for, hvilket skam også var grunden til, at han i udgangspunktet, havde valgt at acceptere dem. Ikke at det havde været nemt. Han havde vel følt at de havde infiltreret hans skov i udgangspunktet. "Jeg klandrer ikke Deres moder, min kære," afviste han blankt, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hovedet lod han søge sned, som han rejste sig op. Hunnen lå blot stille, også selvom hannen var urolig. Thranduil forstod det godt. Han tvivlede stærkt på, at hun ville komme igennem natten. Desværre.
"Han gør det med de rette intentioner," fortsatte han med en rolig stemme. Han lod armene hvile afslappet ned langs hans krop. Hannen undersøgte hunnen, for at sikre sig, at hun havde det godt, inden han begyndte at græsse igen. Alt var fint, selv med deres tilstedeværelse. "Har De fortalt ham, at det har den modsatte effekt?" spurgte han videre.
Det var ikke det elviske sprog, som Thranduil i øjeblikket brugte overfor de smukke dyr, som han var overfor. Der var endnu mange ting, som han ikke havde fortalt Silia. Mørkt var det også ved at blive. Han nikkede. "Lad os komme videre. Flokken hører til her, så De ved, hvor De ved hvor De kan finde dem," sagde han roligt. Han bukkede nærmest for hannen, inden han passerede ham. Respekten bar han uden tvivl for disse smukke og prægtige væsner.

[Silia D. Diamaqima]

I mange år havde de boet fredeligt i skoven, nu var deres hytte en kendt del af stedet. Man kunne nærmest se lettelsen i hendes blik, som han afslørede at han ikke klandrede hendes moder. Oftest måtte hun høre ubehøvlede udtalelser om hende, og det gjorde ondt. "Det glæder mig. De færreste forstår at hun er blevet drevet til dette af verdens grusomheder, og at bebrejdelser og frygt ikke gør det bedre," hun sukkede. Det var netop deres behandling af hende, der fik hende til at lide som hun gjorde.
de mørke øjne fandt vej til hans skovgrønne. I forhold til hende, var han lys.. og ren. Alligevel var hans blik køligt mens hendes ustrålede varme og bekymring.
"Det betvivler jeg ikke for et øjeblik. Han ønsker mig blot det bedste, men hans idé om hvad det er, ligger så langt fra mine idéer," indrømmede hun og trak på skuldrene. Hunnen havde brug for hvile, derfor ville hun heller ikke blive mellem dem. I stedet ledte hun ham tilbage mellem træerne der stod tætte og fik det til at virke mørkere end det nok egentlig var.
"Nej. Nej det har jeg ikke," hun ville ikke ødelægge mandens stolthed. Måske hun bare ikke var god til at være gift, hvis det da overhovedet var noget man kunne være.
"Jeg ser til hende i morgen," lovede hun og slentrede lidt hen af skovbunden på sine efterhånden lidt kølige fødder. "Tak fordi De ville gøre mig selskab, Thranduíl. Jeg skal ikke holde på dig længere," forsikrede hun med et varmt smil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

I Thranduils øjne, var Liya et misforstået væsen. Selv havde han nok kun hørt en brøkdel af, hvad kvinden havde været udsat for, igennem sit liv. Naturligvis var det trist, men det handlede jo ligeledes om, at gøre det ud af det, som man kunne. Lettende så det dog ud til at være for Silia, men han mente det dog. Liya var selv et væsen, som han nærede en respekt for. Hun var jo trods alt Silias moder.
"Og dog er hun kommet igennem, hvad hun har oplevet, Silia. Ikke optimalt, men hun er kommet igennem det. Desuden er hun jeres moder. Naturligvis kan jeg ikke klandre hende for det," fortalte han med en ganske sandfærdig stemme. Den gamle hun havde brug for hvile, og derfor var det måske en god ide at lade dem ligge? Hvorvidt om man skulle regne med at finde hunnen i live i morgen, måtte han erkende, at han havde sine tvivl om. "Vi kan begge tage herud i morgen," sagde han med en rolig stemme.
Med rolige og elegante og yndefulde skridt, søgte Thranduil væk fra flokken, som han nu også havde taget dages afsked med. Han holdt øje med dem, og særligt fordi, at det var den flok, som var tilbage i skoven. Hannen var også meget over hunnerne og kalvene. "Hvad med at informere Gabriel om, hvad det gør ved Dem?" spurgte han direkte. Hun hjalp jo ikke ligefrem sig selv, ved ikke at hjælpe ham. At hun dertil tog afsked ham, fik ham til at stoppe op. De grønne øjne søgte hendes skikkelse. "Jeg forstår, at De er travl, Silia. Jeg nyder nu Deres selskab, og har ingen intentioner om at gå," sagde han blot. Skoven var desuden hans, så hvorfor skulle han?

[Silia D. Diamaqima]

Trods Thranduils meget stærke holdninger mod ikke elviske racer, og endnu mere mod ikke procianske racer, så var hun ettet over at han hverken anså hende selv eller hendes moder for værende et monster. Mange andre ville være uenige med ham. "Mange andre ville være uenige med dig, Thranduil. Desværre er folks øjne altid fordomsfulde, overfor hende såvel som de er for mig," påmindede hun. Procianerne havde aldrig vænnet sig til den plads hun havde indtaget, de var skeptiske, trods hun gav sig selv til lyset, opgav sin egen familie og sit eget hjem i mørket, for at hjælpe dem.
Hun stoppede og så på ham med de store, mørke øjne. "Jeg har ganske vidst audienser i morgen formiddag, men jeg kan komme ved solnedgang? Så kan vi vandre og se til hende?" foreslog hun og kastede et blik på himlen hvor solen allerede var ved at gå ned. Heldigvis havde hun ikke travlt, Gabriel holdt skanserne derhjemme om ikke andet så for i aften.
Hendes hænder foldede hun af gammel vane foran sig. Lige nu havde hun ingen intentioner om at søge hjem, men han skulle ej føle sig tvunget til at gøre hende selskab. "Jeg frygter evigt for at såre ham. Jeg takker for deres ægteskabelige råd, trods jeg føler mig en kende pinlig over at bede dig tage stilling til den slags," indrømmede hun og slog blikket ned med et lidt undskyldende smil. Hun strøg hånden op over den modsatte overarm."Jeg er ikke travl. Jeg ønsker blot ikke at opholde dem. Måske jeg kunne følge Dem til landsbyen? Det er længe siden jeg har læst historier for de køre små spidsører," konstaterede hun og smilede lidt for sig selv. Det var det mindste hun kunne gøre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde haft langt mere imod mange andre, end hvad han havde imod Diamaqima-familien. Meget havde de jo trods alt også gjort for skoven her, og den interesse, som de havde udvist for det naturlige liv, var især noget, som faldt i særlig god jord hos ham. "Det ved jeg," begyndte han roligt. Hvad andre mente, var han i princippet fuldstændig ligeglad med. Han havde sine egne holdninger og egne meninger, og folk skulle være velkomne til at argumentere imod ham. Hvis de turde vel og mærke. "Jeg ser bare hvad I har gjort for skovene her og for mit folk ikke mindst. Særligt efter branden, som lagde mit rige i ruiner. Jeg nærer en yderst sjælden respekt for Dem og Deres familie," tilføjede han stilfærdigt.
Det var muligt, at det var ved at blive sent. Thranduil måtte jo sande, at han ligeledes også nærede et lille savn til sin hustru, som sikkert sad og ventede på ham derhjemme. Til forskel fra Silia, var han faktisk lykkelig gift. Ellers ville han nok ikke have faldt på knæ for hende, som han havde gjort. "Da gør vi det," endte han. En vandring ved solnedgang, ville han intet have imod.
Thranduil rettede sig op, og med hænderne foldet over ryggen. Han var trods alt også et stolt væsen, og det skinnede direkte ud af ham. At hun havde bedt ham om at tage stilling til noget, var han ikke enig i. Han havde selv valgt at blande sig i sagerne. "De bad mig ikke om noget, Deres Højhed. Jeg valgte selv at blande mig. Til tider i et ægteskab, må man såre sine nære og kære," sagde han dog. Han havde selv gjort det ved Serenity fra tid til anden. Det var ikke til at undgå.
At hun ville med ham til elverbyen, sagde han dog intet til, da det særligt var en tanke, som faldt i hans gode bog. Han nikkede dybt. "Altid vil De være velkommen," sagde han sandfærdigt. Han bukkede let med hovedet for hende, inden han atter rettede sig op, og begyndte at gå. Langt til elverbyen var der trods alt heller ikke.

[Silia D. Diamaqima]

Da de var kommet hertil havde hendes far indgået en særlig aftale med elvere og druider. Han hjalp dem med genopbygning og til gengæld kunne han frit tage for sig af ingredienser der var nødvendige. Selv som lille havde Silia hjulpet til med at bygge alting op igen efter den forfærdelige brand, nu var skoven igen blevet smuk trods det havde taget lang tid, særligt at få dyrelivet tilbage. "Min familie, inklusiv jeg selv, elsker skoven her ligeså højt som du og dit folk gør, Min Konge. Det var en ære at kunne hjælpe med at genskabe den skønhed og pragt den altid har haft. Selv efter alle de år, er det her jeg søger min fred," påpegede hun og begyndte at gå sammen med ham mod elverbyen, endnu med hænderne høfligt foldet foran sig. Sandheden var at hendes respekt for det sted var om muligt, større end for det Procianske slot.. og det resterende procianske folk ikke mindst.
I så fald tror jeg næppe jeg nogensinde bliver en god hustru," hun sukkede stille. Der var så mange hemmeligheder, og ingen var mere pligtopfyldende end hun. Gav sit liv og sin sjæl i Procias' tjeneste uden at få så meget som respekt for det. Desuden hadede hun at såre andre, særligt dem omkring hende.
"Og for det er jeg dybt taknemmelig. Det er evigheder siden jeg lovede børnene at læse for dem igen, men tiden er altid så knap," hun sendte ham et lille smil. Det ville være tids nok til sengetid, så hvorfor ikke udnytte muligheden nu hvor de var der?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det havde uden tvivl taget tid, for Thranduil at acceptere Diamaqima-familien, men når man først havde hans respekt og accept, så skulle der alligevel en del til, for at miste den igen. De var kommet til Procias på et hårdtramt tidspunkt.
"Og i skoven, ved De, at De altid vil kunne søge den. Med en fri passage, til hvor De ønsker at drage. I forbindelse med opbygningen, samt at redde skovens væsner, skylder jeg Dem en stor tak," sagde han med en rolig stemme. Dog var det ord som han mente. I forbindelse med alt dette, så kunne det snildt have kostet ham hans eget liv. Dog var det ikke noget, som det havde fået lov til, og nogensinde ville få lov til at gøre. Skoven var hans hjerte.. uden den, var han ikke til. Ganske enkelt.
Ikke langt fra dem, kunne man ane den elviske landsby, om man kiggede godt nok, og vidste hvad man skulle kigge efter. Det var den sikkerhed, som Thranduil kunne ligge over stedet her. "Og hvorfor ikke?" Hvorfor skulle hun da ikke være en god hustru? Hemmeligheder gjorde det altid svært. Derfor kunne man lige så godt droppe dem i hans øjne. Der var no mercy fra hans side af.
Et kort træk fandt alligevel vejen ti hans mundvig. "De har ikke glemt det løfte, som De dengang skænkede dem, Silia. De spørger ofte, hvornår de kan forvente at De lægger turen forbi byen igen," fortalte han med en rolig stemme. Hun havde en rigtig god fortællerstemme, og det fangede uden tvivl børnene i byen. Mange var de ikke, men de der var, skulle uden tvivl vogtes om.

[Silia D. Diamaqima]

Der havde været stor gensidig respekt fra Diamaqima til den køre elverkonge. Silia var mindst ligeså taknemmelig, for han havde skænket hende en barndom der havde været værd at leve. Stadig savnede hun tilværelsen i skoven der ligeså meget udgjorde hendes kerne. "De skylder mig ingenting, Thranduil. Hvad du har givet mig er langt større end noget andet. Den respekt og anerkendelse som jeg har fundet ikke blot ved dig men også ved dit folk. I har behandlet mig som den ven jeg ønsker at være af jer," hun bukkede hovedet som et tegn på hengivelse og respekt, men kun for et øjeblik før hun så op.
Hendes mørke øjne faldt på de fjerne skygger af boliger i trætoppene. Hun mærkede hvordan sommerfuglene sværmede rundt i hends bryst og mave, og hvordan det fik hendes hjerte til at slå. Endelig kunne hun vende hjem, til et sted hvor hun ikke hørte til men dog følte det som var det sådan.
"En Diamaqima bære alverdens hemmeligheder. Hemmeligheder som ikke kan eller må deles. Desuden tager jeg selvstændige valg på baggrund af tanker som de færreste mænd ville kunne forstå. Ej kan jeg være den underdanige kvinde der overlader sin liv og sjæl i en andens hånd," svarede hun sandfædigt og stoppede op ved grænsen til elverbyen.
"Jeg har savnet dette sted," fortalte hun med drømmende undertone. Smilet bredtes hurtigt. "I så fald skal jeg ikke skuffe dem i aften," konstaterede hun hvorefter hun tog første skridt ind i byen velvidende om at hendes tilstedeværelse snart ville blive set.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Respekten og anerkendelsen var gensidig fra begge parter. Selv Thranduil følte, at han skyldte dem, for det arbejde og den hjælp, som de har skænket ham og hans folk, for at få bygget skoven op, og han måtte sige, at det var gået godt. Mange spor efter branden, var der trods alt ikke tilbage længere. "En ven er hvad De er, af mit folk, som De kan bevæge Dem frit, uden at være påvirket af forventninger fra folket til deres lands dronning," forsikrede han. Han så hende som en ligemand. En som skulle og ønskede at blive behandlet efter det, hvilket han naturligvis ville imødekomme.
Boligerne var ikke særlig diskrete, om man vidste hvad man kiggede efter. For det utrænede øje, lignede det lanterner i trætopperne, hvor man med et trænet øje, kunne se hustage og andet, som indikerede, at der var civilt liv til stede. For Thranduil var det hjem, og særligt nu hvor de var faldet så godt til rette her i området.
"Det var heller ikke forventet, men mange af de hemmeligheder, som De bærer, Silia, har De delt med mig. Hvorfor ikke også med Deres ægtemand?" lød det direkte. Han havde kendt til mange af dem, allerede fra hun havde været ganske lille. Den tillid, som hun dengang havde udvist for ham, havde jo været helt ekstraordinær.
Elverne bukkede for Thranduil, såvel som for Silia, da de langt om længe nåede ind i byen. Thranduil selv, bukkede let med hovedet tilbage mod dem. Børnene som rendt rundt og legede her i skumringens tid, stoppede også op. Flere af de ældre lyste op i et stort smil ved synet af landets dronning - deres historiefortæller, som havde gjort sin entre i byen. "Er du kommet for at fortælle os historier?" spurgte en lille dreng, som havde vovet at gå sin leder og konge, samt landets dronning i møde. Hans øjne var store og håbefulde.