I do not like this..

[Silia D. Diamaqima]

Nok var hun ej født til en trone som han var, men alle havde altid forventet meget af hende takket være det navn hun bar. Faderen var en stor mand, så selvfølgelig ville datteren også blive det, særligt med hende talenter inden for alkymi. "Ansvar og skyld er to meget forskellige ting, Thranduíl. Børn kan fødes til et kald de kan ikke fødes i skyld," vedblev hun. Det var sådan hun havde lært ordet betydning.
Vandet sendte et mildt gys igennem hende, det var forfriskende.. men koldt. "Du som blev oplært i det.. for dig er det en selvfølge. For mig er det ligeså dræbende som et bærer et korset, hemmeligheder er en ting, løgne er noget andet, men ingen Konge eller Dronning overlever uden," hun så på ham med de varme mørke øjne. Ej søgte hun medlidenhed. Hvad godt skulle det gøre hende? Blot søgte hun at fortælle om sine frustrationer, for dette liv var så uvant for hende.
"Døde som levende... det er et helvedes stort folk," mumlede hun med et lille grin hvorefter hun kæmpede sig på benene igen og søgte hen til den store klippe. Han ville hurtigt følge med om han ønskede. "Jeg har delt med ham min dybeste hemmelighed. Det er som om han ej ser alvoren i det. I stedet føjer han mig. Måske problemer faktisk ligger i at jeg ved bedre end ham," tilføjede hun reflekterende og gik ud på den første sten med støtte til klippen. Med den anden hånd, holdt hun kjolen lidt oppe så hun ikke ville falde i den. Vandfaldet var så tæt på. Hun tog den næste sten, og stenen efter den og rakte hånden ud. Det løb med voldsomt kraft, hvilket kildede hendes fingre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Nathaniel var uden tvivl en stor og kendt mand ikke mindst. Et stort navn at skulle elve op til, og derfor forstod Thranduil godt, at det var svært for hende, at honorere det hele. Hvad andet kunne man forvente af et ikke-elvisk væsen? "Gør det sagen mere ret?" spurgte han med en direkte stemme. Det havde uden tvivl været hårdt for ham, også at honorere det. Han havde stået ved sin faders side, og set de unge elvere løbe.. blive beskidt og kravle i træer, uden selv at kunne tage del i den glæde. Kun når hans moder gav ham lov. "I min verden går det ud på det samme. Børnene er skabt og kommer til verden til den opgave og det ansvar som skal honoreres. Visse kan.. Andre kan ikke," fortalte han direkte.
Som hun rejste sig, gjorde han det samme. Han vendte blikket mod hende. Hun var bedre end Gabriel? Den kunne han fint skrive under på, selvom det nok næppe var selskabet at fortælle det i. "De har bygget et spind af løgne og historier, som er svær at se sig ud af, Silia. Jeg kan blot råde dig til at fortælle ham det, og forhåbentlig vil det hele ordne sig.. Også for landets skyld," sagde han direkte. Roligt søgte han efter hende. Hun var bedre end Gabriel. Det ville han bestemt heller ikke lægge skjul på overfor hende. Grotesk som det end lød. Forstod Gabriel alvoret? "Tillad mig at sige det, Deres Højhed. Deres mand er en ung mand, som endnu har meget at lære her i livet. De er bedre end ham," sagde han direkte, som han søgte hen mod hendes skikkelse. I hendes selskab, tillod han sig at tale frit. "De bærer en kæmpe byrde på skuldrene, som De ikke kan bære alene, Silia.. Det må løses," tilføjede han dog standhaftigt.

[Silia D. Diamaqima]

Uanset hvor mange udfordringer man kastede i hovedet på hende, så fandt Silia altid en måde at håndtere dem på, ligesom hun var blevet det lært. "Det gør det," svarede hun med et roligt nik. De færreste med høje stillinger og stort ansvar havde haft mulighed for at være et barn, sådan var det ej for hende, hendes forældre havde tværtimod tvunget hende til at finde sig selv.
"Ganske vidst bliver alle født til et ansvar, men det betyder ikke at de er de skyldige. Det er de voksne. Skylden opstår først når de ikke kan honerere det ansvar som er blevet dem givet," hun selv følte ingen skyld. Hun troede fuldt ud på at det hun gjorde var i landets bedste interessen, i hvert fald var det altid med den intention.
Egoistisk lød det når hun sagde det på den måde, men var der ikke sandhed i det? Gabriel havde næppe åbnet så meget som en bog i sit voksne liv, han var stoppet med at være nysgerrig, det gav intet modspil. Hånden trak hun atter til sig og søgte lidt vaklende hen over de tre sten for at komme tilbage til ham så hun stod overfor for ham. "Jeg håber ikke du regner mig for et tåbeligt pigebarn Thranduíl. Jeg kender mit ansvar og min pligt, aldrig ville jeg lade landet i stikken og slet ikke for romantik. Taget i betragtning at jeg havde affundet mig med tanken om ægteskabelig pligt mere end kærlighed, så er jeg priviligeret," det vidste hun godt. Men det fremdrog ingen tillid.
De mørke øjne mildnedes hurtigt igen. "Til hans forsvar, så kunne det næsten ikke være anderledes," sagde hun og tørrede sine hånd i den brune kjole. Ej skulle han være bange for at tale frit i hendes selskab. "Det er en byrde der er ment for meget. Så meget som jeg kan, lægger jeg den fra mig, det kan ikke være anderledes," vedblev hun med et ret bestemt blik.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvad angik sagen om skyld og uskyld, var Thranduil på ingen måder enig med Silia. Ganske vidst kunne de debatere. Den skyld forældrene var i besiddelse af, overgik til barnet, så snart at det var kommet til verden. "Det gør det ikke," fastholdt han dog med en rolig stemme. Han var vant til at folk hævede stemmen, uden at han behøvede at gøre det samme. Han var kommet til af en grund, og han stod fast på den post, som han var født til at bære, når hans forældre ikke var til mere. "Afkommet bringes til en verden fyldt med forventninger og ansvar, som allerede fra de er små, skal honoreres. Et ansvar som børn ikke kan imødekomme.. Deraf kommer skylden og ansvarslænker, som de er lagt i." endte han med en sandfærdig stemme. Den mening, ville end ikke Silia kunne tage fra ham.
Thranduil blev stående, da Silia søgte i retningen af ham igen. De grønne øjne hvilede i hendes ellers så yndige ansigt. Silia var på ingen måder et barn i hans øjne, men derimod en kvinde, som forsøgte at ivaretage et ansvar og en stilling, som slet ikke var hendes. Han mente det dog. Hun var ikke født til den stilling, som hun var i besiddelse af, hvilket han havde sagt til hende, siden hun var blevet skænket den position. "De forsøger at ivaretage en opgave, som ikke var Deres at tage, Silia." Hovedet lod han søge på sned. Hånden lagde han igen over en knyttet næve foran sig. Det havde ødelagt hende.. Det glimt, som han havde set i den yndige lille pige dengang.. latter og løb, samt leg. Hans mine forblev lige så fast som altid. Facaderne var en del af ham. Han kunne knapt huske hvordan det var at smide dem. "Naturligvis kan det være anderledes. Det spørges om han derimod ønsker det," afviste han. Hvorfor tage en mand i forsvar, som hun ikke stolede på?

[Silia D. Diamaqima]

Selv hvis Silia havde været enig, havde hun nok præsenteret modsatte synspunkter blot for mulighed for at debattere. Jason var god til det, men tiden var der sjældent, mens Gabriel hverken havde visdom eller mod nok til at gøre den slags. Det var en af de ting som hun var opfostret med fra barns ben. "Jeg høre hvad du siger, jeg er blot ikke enig. I mine øjne er ansvar og skyld skilt fra hinanden og et barn kan ikke påtage sine forældres skyldner," forklarede hun med en oprigtig interesse, som mange andre formentlig ville finde underlig.
Ej var hun ude på at frarøve ham hans holdninger, tværtimod ønskede hun blot at få dem fremført så hun havde noget at reflektere med. Hun stod helt foran ham og betragtede hans kønne ansigt. Alting ved ham var så lyst i kontrast til hendes mørke lokker og nøddebrune øjne. Hans lyse hår strålede, hans øjne var fulde af varm glød selvom de på samme tid var kolde. Elverne var i sandhed et fascinerende væsen.
"Det var den ikke, men den er min nu. På godt og ondt," hun bukkede hovedet og så ned på sine våde fødder. Det glimt spirede af frihed, derfor var den blevet druknet nu.
"Jeg tror ikke han er stærk nok Thrandúil. Og jeg tror ikke han ønsker andet anderledes end tiden," svarede hun ærligt. Somme tider var det frustrerende at Gabriel ikke så de samme udfordringer som hun gjorde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils grønne øjne hvilede i Silias blik. Selv på trods af den sensuelle dæmon, kunne han holde stand. Han ville ikke.. han kunne ikke, så det var så nemt. Overfor hende, var han ikke bange for at lade sin mening komme til udtryk, og det havde han aldrig nogensinde været. "Selv herude, gælder naturens love for det menneskelige individ, Silia," begyndte han roligt. Ikke rokkede han sig på hans mening, og det var vel også tydeligt? "Forældrene danner grundlaget for barnets herkomst. Allerede fra første åndedrag og første syn på verden, hviler der forudsætninger og forventninger som skal honoreres. Den royale post frarøver den uskyld," fastholdt han sigende. De børn som voksede op med titlen som prins og prinsesse, var allerede i svangerskabet, lænket på hænder og fødder, uden at de kunne gøre noget ved det.
Selv havde Thranduil ikke nogen grund til at skulle dømme Silia for at være et ungt barn, for det var jo slet ikke tilfældet. Hun havde taget et ansvar, som i hans øjne, slet ikke havde været hendes at tage, og nu stod hun så her foran ham, og måtte indrømme, at det var hårdt for hende at honorere. Han var bare den sidste, man skulle søge noget, der mindede om medlidenhed hos. "Kan De honorere den?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme.
Ikke rokkede Thranduil sig ud af stedet, som han blev stående foran hende. Et mørkt væsen af opvækst og land, men som alligevel havde vundet hans respekt. Han håbede, at hun vidste hvor sjældent det foregik. Hans mine var hård og kold, selvom der endnu var et mørkt grønt glimt i hans øje. "De burde debatere dette med Deres kongelige rådgiver, min Dronning," begyndte han roligt. Tvivlede hun virkelig på Gabriels evner som konge af Procias? "Eller Deres mand.. Skoven her er Deres fristed, og burde ikke belemres med de mange bekymringer, som De bærer i Deres hjerte," tilføjede han med en sigende mine. Bekymrede det ham? Et sted ja.. Han havde jo set, hvad hun var gjort af.

[Silia D. Diamaqima]

Det sensuelle gen fra hendes moder havde aldrig rigtigt slået igennem på samme måde i hverken hende eller Jophiel, men hun havde før hørt andre benævne at de kunne føle sig draget af dem alligevel, dog var det oftest ikke noget som hun skænkede en tanke.
"Det er altid interessant at vide hvordan De ser tingene, Thranduíl. Og som jeg sagde for et kort øjeblik siden så respektere jeg og anerkender dit syn på vores verden, trods det ikke gør mig enig af den grund. Det er befriende med en mand der tør give udtryk for sin sande mening," sagde hun ærligt og strøg en af de mørke krøller om bag øret. I et langt øjeblik stod hun og betragtede enden af hans kappe som var det, det mest interessante i denne her verden. Hans spørgsmål plantede tanker i hende, som hun tog sig friheden til at overveje, før hun igen hævede sit blik til hans. "Om jeg kan honorere dem? Ja bestemt. Vil det koste mig? Sandsynligvis. Kan jeg stå inde for det? Af sin ja, af hjerte ned," indrømmede hun og lod sin hånd glide ned langs siden på kjolen, til den hvilede slapt med hånden i hoftehøjde.
"Jeg beklager hvis jeg har belemret Dem med mine problemer, Thranduíl. Ej var det min mening," hun sukkede og vendte sig en smule om mod vandfaldet. Han havde ret. Det her var et fristed, det skulle være fri for politik og bekymringer.
"De har ganske ret," sagde hun dæmpet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom Silia og Jophiel kun havde en del af den sensuelle dæmon i sig, så var den der endnu, hvilket selv var noget, som Thranduil måtte lægge mærke til. For nu, var det da heldigvis i en grad, hvor han kunne styre og kontrollere det. Som det altid havde været. Han trak ganske svagt på den ene mundvig. Han fandt det underholdende, at debatere med landets dronning, og særligt fordi, at han vidste, at han overfor hende, var i stand til at ytre sin mening. "Ej behøver vi at være enig, min Dronning. Min baggrund danner naturligvis min mening, som Deres danner Deres," sagde han blot. Ikke havde han haft en naturlig og typisk barndom for en elver. Altid havde der været mange ting at honorere og leve op til, og det var forbandet svært, hvilket bestemt heller ikke var noget, som sagde så lidt. Langt fra faktisk.
"Og alligevel er det ting der vækker en bekymring hos Dem?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, efter kort at have fulgt hendes hånd mod hendes hofte. Han lod hovedet søge en kende på sned. "De virker tynget af problemerne.. Jeg har noget jeg gerne vil vise Dem," sagde han med en rolig stemme. Han endte med rolige skridt, at passere hende, inden han foldede hænderne over på ryggen. Nu hvor han i forvejen vidste, at hun fandt en tryghed og en ro ved naturen og skoven her, og derfor måtte han skænke hende dette. Desuden var det hans stolthed. Han levede uden tvivl højt på, hvad skoven havde at tilbyde. Han fortsatte ind mellem buske og træer, for at nå det, som mindede om en lille lukket dal omringet af buske og træer. Hernede stod en flok med dådyr.. dertil adskillige kalve, som stod og græssede lystigt i det fine vejr.

[Silia D. Diamaqima]

Udstrålingen varierede fra dag til dag, Silia end ikke spekulerede et sekund på at hun udfordrede manden i ham, ej var det meningen under alle omstændigheder. De fandt begge debatter underholdende, hvilket gjorde dem lidt særlige i den forstand. Hendes far havde lært hende at holde af den slags, og han havde lært hende at være rummelig overfor andre.
"Det er jo det som gør det spændende ikke sandt? Vi kommer fra forskellig kulturer, og to meget forskellige tidsaldre," pointerede hun og lod det varme smil igen indtage hendes læber. Der var ingen tvivl om hvem hun var datter af. "Det der bekymre mig er ikke hvor vidt jeg kan klare det eller ej, men om hvad det i sidste ende vil koste mig, hvad jeg må give op," forklarede hun og strøg en hånd langs den fugtige klippevæg. Allerede havde hun været heldig at føle kærlighed og at elske den anden vej, for hun var frygtelig glad for Gabriel, men de havde mange år sammen endnu og allerede alt for mange problemer.
Nysgerrigt endte med hun med at følge efter ham gennem træer og buske. Thranduíl havde altid vist hende de smukkeste steder i skoven, så hun følte sig lidt opløftet ved tanken om hvad det næste måtte være. Idet de nåede den lille dal, satte Silia igen farten ned og så dyrene ind mellem træerne. Hendes skridt var lydløst, ej kom hun tættere på en trægrænsen i den lille dal. "Jeg havde glemt hvor megen magi stedet rummede," sagde hun afdæmpet og fulgte en lille hoppende kalv med blikket. De var ligeså frie som hun engang havde været, i tider som hun savnede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke et behov for at vinde en debat, hvor det derimod var at få meningen frem, som var det vigtigste. Han vidste desuden, at hun lyttede til det, og derfor havde han det endnu bedre med omstændighederne, når det endelig var sagt. Tilfredst måtte han trække på den ene mundvig. Det var derimod en ting, som de kunne blive enige om. "Jeg derimod, er draget af meninger som finder sted udenfor skovene her," sagde han blot. Det var i forvejen frygtelig sjældent, at han forlod skoven, og særligt hvis han kunne blive fri. Her følte han sig hjemme, og her følte han sig tryg. Det var således, at det skulle være i hans øjne.
"Ansvar koster, og det koster dyrt. I mange gamle historier og sagn, har det kostet liv," fortalte han sandfærdigt, inden han søgte igennem skoven, med den forventning om, at hun måtte følge med ham i stedet for. Han vendte blikket kort over skulderen, frem til de nåede den lille dal. Rådyrene formerede sig, hvilet han uden tvivl tog som en god ting. Denne lille flok havde han vogtet over igennem den seneste tid, mest for at sikre sig, at de var trygge nok til at blive. Dyrelivet var endnu en kamp at få retur nemlig. Han trådte roligt frem. Ham kendte de jo godt, da han ofte havde været omkring dem. Han gjorde tegn til at hun skulle følge med. Hjorten kom han hastigt i møde og stillede sig derfor mellem Thranduil og flokken af kalve og hunner. Thranduil betragtede hannen, som kun gjorde sit job, inden han roligt hævede hånden og sænkede hovedet. Den sænkede derefter paraderne, og gav sig til at græsse. Deres tilstedeværelse var godkendt.

[Silia D. Diamaqima]

Hvert et ord blev slugt råt, sådan havde det altid været. Elviske ord havde hun opfanget i ny og næ, til sidst havde han opgivet og lært hende sproget i stedet, hun havde studeret hvordan de skød pile af sted, og igen havde han måttet overgive sig og vise hende hvordan det skulle gøres, således at hun i dag selv var en ganske god skytte. Det var blot én af mange ting Gabriel ej vidste om hende.
"At holde sig opdateret kan aldrig være skidt," medgav hun blot også selvom deres nyelige placering, interesserede hende langt mere. Alt havde hun glemt om at skovens dyr formerede sig ved denne tid, eller at de i hvert fald fødte afkommet efter formeringen. Skoven savnede sit rige dyreliv, men det var blevet bedre med tiden, fulgesangen over dem, afslørede det.
"Og en dag vil det ligeså koste mit," sagde hun ærligt. Dette var et ansvar hun ville bærer på sine skuldre, til den dag hendes hjerte stoppede med at slå, så under alle omstændigheder kunne det ende med at koste hende livet i sidste ende.
Forsigtigt trådte hun ud af sit skjuld i den lille lysning, og betragtede hvordan Thranduíl lydløst kommunikerede med den beskyttende han, der straks efter gav sig til at dovne den lidt mere. Igen var hun taknemmelig for de vidundere han præsenterede hende for hen af vejen. En nysgerrig kalv endte med at hoppe lidt rundt om benene på hende, higende efter hendes opmærksomhed, til hun forsigtigt strøg den over hovedet med et lille grin.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde lært Silia rigtig meget igennem de år, som hun havde tilbragt i de procianske skove, udelukkende fordi, at hun havde været mere end villig til at tage imod det, og det var skam heller ikke noget, som han havde i sinde, at vende ryggen til. Det ville i hans øjne, være direkte synd og skam at lade det gå tabt. Han nikkede sig enig. "Vi kan være enig," sagde han med et kort smil på læberne.
At ansvaret i værste tilfælde, ville koste hende livet, var slet ikke en ting som Thranduil ønskede. Endnu så han så meget potentiale i hende, og det ville være synd, at det ikke blev udnyttet til fulde. "Det ville være en skam," sagde han direkte. Med alt det potentiale, som hun bar i krop og sind, ville det være et tab for alle, dersom hun skule lægges i graven. For nu, var det dog ikke hvad han tænkte på, men derimod at få hannen i denne flok til ro, ved at vise, at han ikke var der, for at forvolde dem nogen skade. Dette blev dog hurtigt gjort, som han begyndte at græsse, og hunnerne ligeledes måtte falde til ro igen. Et tilfredst smil passerede hans læber, som han trådte frem og hen mod flokken. Hans gang var elegant, rolig og målbevidst. Han strøg en ældre hun over ryggen og over hovedet med den anden hånd. "Denne flok er den største tilbageværende i skoven her, Silia," fortalte han roligt. Hunnen lukkede øjnene. Denne var syg. Deriblandt en grund til at Thranduil holdt ekstra øje med den, og at hannen var ekstra opmærksom.

[Silia D. Diamaqima]

Af en ikke-elver at være havde Silia været en stor del af hans samfund og af hans hjem. Stadig var hun stolt over at være blevet lukket ind i et samfund der ellers var så lukket, men det havde også gjort at det meget havde været i hendes tanker og at det hele tiden havde været vigtigt for hende at hjælpe med at genopbygge det, efter det i sin tid var blevet brændt næsten ned til grunden.
"Det forekommer," svarede hun med et lidt kækt glimt i øjet. Somme tider var deres holdninger ikke så forskellige fra hinanden. Flokken virkede helt trygge ved deres tilstedeværelse nu hvor også hannen var faldet til ro og ikke længere ænsede dem. "Vi skal alle gå i graven en dag. Det er naturens gang. Men det er denne titel der vil slå mig ihjel og formentlig før alderdommen trækker livet ud," hun strøg den glade kalv over hovedet før den igen var videre, på vej ud i verden for at stille sin nysgerrighed.
Hendes blik faldt på den hun han stod ved. Hendes øjne var matte, det var tydeligt at hun ej var vel, hvilket fik hende til at tage et bekymret skridt i deres retning. "Det glæder mig at liv er på vej tilbage hertil. Det er tiltrængt," indrømmede hun og gik stille i knæ. "Jeg kan hjælpe hende," konstaterede hun og så op på ham. [coloe=CC9966]"Bring mig bellis, bøgeblade og vand,"[/color] bad hun roligt. De måtte passe godt på flokken hvis den havde slået sig ned her, hun ønskede ej at se den svinde ud grundet tab.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Silia var velsignet, samt anerkendt i elvernes samfund, hvilket Thranduil havde gjort tydeligt for stort set hele racen. Ikke at det var noget, som han havde i sinde, at lægge skjul på, hverken for elverne, eller for hende. Til tider var de enige, og til tider, så var de langt fra. "Om jeg ønsker det eller ikke, er vi jo alle af menneskeligt sind," sagde han med en rolig stemme.
Døden ville nå dem alle før eller siden, og derfor var det vigtigt for Thranduil, at han kunne lære fra sig, og særligt skænke sin egen viden til dem, som ønskede at bruge den. Han besad meget, og end ikke Silia havde set halve af hvad han kunne skænke hende. Naturligvis havde hun det elviske sprog og mestring af bue, og tilgang og adgang til det elviske rige, men foruden det, var der endnu mange ting, som var ukendte for hende. "Procias må græde, den dag, De skal lægges i jorden, min Dronning," sagde han ærligt. Det var en titel, som han ærligt og fredeligt, ønskede at skænke til hende.
Hunnen var gammel og syg. Hvor meget der kunne gøres for hende, vidste Thranduil ikke, og denne form for viden, var han ikke i besiddelse af. Hovedet lod han søge på sned, som han vendte blikket mod hende. "Hun er gammel, min Dronning," pointerede han med en sigende mine. Men hvis hun mente, at hun kunne gøre noget, så skulle hun være velkommen. Han trak sig, for at finde hvad hun ønskede. I dalen var der også vand at finde, så det var ikke et stort problem. Bellis og bøg fandt han, som han roligt bragte tilbage til hende.

[Silia D. Diamaqima]

Selv elverne havde accepteret hende i takt med at deres konge havde Mange af dem havde hun rendt om benene som en lille pige, og det var og forblev det eneste sted i Procias, hvor hun følte sig velkommen og anderkendt, ikke kun som Dronning men også som Silia.
Af samme grund gjorde hun hvad hun kunne for at vogte over skoven, vise sin respekt for et sted der havde betydet så meget for hende i frygtelig mange år. "Det er vi. Men som tiderne ser ud nu, så er døden ej evig," påpegede hun blot. Det vidste hun som selv var manipulator af livet.
Det handlede dog alligevel om at nyde hvert øjeblik, derfor sugede hun til sig af alverdens viden og forsøgte at skabe det bedste liv for sig selv, hvilket somme tider var svært. Med et upåvirket, varmt smil så hun op på ham men missede lidt med øjnene på grund af solen. "Blot den bliver smuk. Lov mig at skulle jeg gå bort før dig, så gør hvad du kan for at forhindre at de gravlægger mig bag slottets tunge murer. Min sidste rejse skal være i det fri," sagde hun lidt bestemt. Det var vigtigt for hende, men det var aldrig blevet talt om, trods det jo meget vel kunne ske.
Blidt strøg hun hånden hen over hunnens glatte pels og så ind i dets store øjne. "Død er en del af min hverdag. Denne skønhed behøver ikke at gå af den sti endnu," forsikrede hun og så ham forsvinde for at finde det ønskede. Imens blev hun siddende på sine knæ, ligeglad med at blive beskidt. Hun fandt en sten og et stort, bøjet blad hun kunne bruge. Hun nikke taknemmeligt og blandede ingedienserne med en mumlen af ord fra et længe dødt sprog. Den endelige, klare væske skænkede hun dyret.