Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han burde tænke på rigtig mange ting lige nu, men ærligt, så var der ingen tanker, der gik igennem hovedet på ham. Dette ville nok heller ikke blive anderledes, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, som han førte hende ind på sengen. Næste som de havde gjort det dengang.. lige med den tanke in mente, at hun havde valgt ham fra. Han havde vel bare været ung og dum dengang? Hvorfor lå de der så nu? Var der mulighed for, at selv hun havde fortrudt? Fortrudt det valg, som hun dengang havde taget?
Som Denjarna havde læst hans tanker, måtte han alligevel trække på smilebåndet. Så forkert på alle måder, var det at ligge her med hende, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo intet stille op, som det var i øjeblikket, og derfor handlede og reagerede han da naturligvis som han gjorde. Halsen blottede han for hendes kys. "Jeg burde virkelig hade dig for det her.." Et sted var han jo klar over, at det var forkert, men at stoppe, var fuldkommen uaktuelt for hans vedkommende. Han kunne ikke.. Ikke nu hvor han lå der med hende! Kroppen trykkede han let mod hendes. Udenpå kjolen føles hun næsten som hun altid havde gjort. Maven fra en graviditet, kunne han ligeledes mærke, som han strøg hånden over denne, og videre mod hendes bryst.. Han nød det.. Han nød det virkelig meget! "Du er smuk, Denjarna," endte han dog. Han måtte jo give sig. Han nød virkelig det her frygtelig meget!

[Denjarna Dark Dynithril]

Der var den igen. Hade hende. Forskellen fra nu til før var bare, at han før havde sagt, at han hadede hende, hvor han nu derimod sagde, at han burde hade hende. Hun havde vel hele tiden haft ret i, at han havde talt over sig? Visnede gjorde hans ord også, som han gjorde sig til for hende, og lod hende komme tæt, fremfor at skubbe hende fra sig. Han måtte ej heller skubbe hende fra sig! Hun ønskede ham jo.. ”Så.. stop.. det,” hviskede hun imellem sine kys, som hun ej stoppede sine læber i at kæle for ham. Det der gjorde, at hun turde sige det, var også det faktum, at hun vidste, at han begærede hende i øjeblikket. Hun var nemlig ikke ene om at føle, at dette var det rigtige i øjeblikket. Som han begyndte at undersøge hende med hænderne, mærkede hun, hvordan hendes hjertebanken måtte stige. Nu måtte han i sandhed ikke stoppe! Varm følte hun sig, hvor stønnet også måtte bryde hendes læber, som han kærtegnede hendes bryst. Som han undersøgte hendes krop, kunne hun ikke selv dy sig længere. Hun ønskede at vide, hvordan han nu måtte se ud! Særligt som hun allerede havde følt, at han havde fået det mere muskler. Nysgerrigt måtte hendes fingrer søge over hans skulder. Denne syntes umiddelbart bredere end sidst. Dernæst måtte hendes hånd søge fortil, hvor hun måtte mærke hans brystkasse. Indtil nu virkede det uden tvivl lovende! ”Klæd mig af,” bad hun dæmpet. Han nød hendes krop nu, og forhåbentligt ville han også nyde den uden beklædningen. Det havde alle de andre mænd om end gjort på trods af arene. Endvidere ønskede hun jo også selv at klæde ham af. Selv følte hun nemlig, at hun ikke kun burde have lov til at se ham i klæderne, som det burde være hendes ret at se ham, som han var skabt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke hade hende, selvom han ville elske, at han kunne gøre det, men for pokker, hun gjorde det bare ikke særlig nemt for ham lige nu! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Dumt som det end var, så kunne han bare ikke gøre noget ved det nu! Skaden var sket.. her lå han i en seng med en kvinde, som han burde hade, men ikke kunne få sig selv til. Var det underligt, at han måtte finde den tanke direkte frustrerende og deprimerende? Han kneb øjnene let og fast sammen. At slå tanken ud af hovedet, det kunne han ikke. "Du ved, at jeg burde.." hviskede han næsten anstrengt. Hvor var hun dog dum, at gøre det her mod ham! Han sukkede dæmpet, som han lod hånden stryge over hendes krop. Helt igennem fantastisk. Mange af tingene, kunne han næsten huske, og han kunne jo mærke, at det føles som det skulle.. En tanke, som han godt kunne lide.
Som hun bad og opfordrede ham til at klæde hende af, var det bestemt ikke noget, som hun skulle sige to gange. Langsomt tog han fat omkring hende, for at holde hende en anelse oppe. Snørrene til kjolen, fik han roligt op, inden han tog fat om den, for at føre den op af hendes krop, og derved over hendes hoved, så han i stedet for, kunne smide den fra sig. Klæderne føles og synes allerede nu, at være komplet unødvendige. De krystalblå øjne, søgte nedover hendes krop. Ar og mærker.. strækmærker efter graviditet og fødsel.. Hvad havde hun dog været igennem? "Disse mindes jeg ikke.." lød det roligt fra ham, da han lod hånden søge over lige under hendes bryst.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvorfor?” hviskede Denjarna dæmpet, uden hun stoppede sine kys. ”Jeg er ligeglad med hende.. Du er ligeglad med hende.. Du hører til her..” Det var hans hustru og hans dronning, som hun måtte referere til. Tog hun også så meget fejl? Han lå jo her med hende og af egen fri vilje. Derudover holdt hun også fast i det faktum, at han ej syntes lykkelig med kvinden. Derimod havde han været lykkelig med hende. Ganske vidst havde hun såret ham mere end nogen anden, men glad havde hun også gjort ham. Ej heller kunne han ønske, at hun stoppede, som han jo lod hende kærtegne ham og omvendt. Interessant måtte det være for hende at få en fornemmelse af, hvordan han havde ændret sig. Dog var det ikke nok, som hun ønskede at se og mærke hans hud. Kroppen hjalp hun til med at hæve en anelse, som han begyndte at løfte op i hendes kjole. Spændende var det på sin vis, hvilken resulterede i, at hendes hjerte igen måtte slå hurtigere. Derudover gjorde det også, at hun selv måtte holde inde med sine kærtegn for en stund. Det sølvgrå blik vendte hun mod hans ansigt, som han fik kjolen helt af hende, og som han bemærkede hendes hærgede hud. ”..Livet kan være en kælling,” lød det sandfærdigt fra hende. Hun havde været igennem århundreder med tortur.. En hård fødsel, der havde slået hende ihjel.. Var det så mærkeligt, at hendes krop var arret af det? ”Generer det?” spurgte hun stille. Mistede han lysten til hende grundet disse ændringer? Selv måtte hun sige, at hun stadig følte et brændende begær efter ham. Også selvom, at hun hverken kyssede eller kærtegnede ham lige nu og her. Hun ønskede ham blot, som hun engang havde ønsket og haft ham, og det kunne hun ikke gøre for.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville bestemt ikke mene, at han hørte til her, selvom han var endt der for i aften. Det som skete i øjeblikket, var slet ikke noget som burde ske, også selvom det.. tydeligvis skete alligevel. Kunne han gøre noget, for at undgå dette? Han tvivlede stærkt på det, om han skulle være helt ærlig. Han sukkede dæmpet. Hun havde gjort ham ondt.. som ingen anden i hans liv, nogensinde havde formået at gøre det før, så var det overhovedet underligt, at han handlede og reagerede, som han gjorde? "Jeg burde slet ikke ligge her.. og særligt ikke med dig," hviskede han med en ærlig stemme, tæt ved hendes øre.
Kjolen fik han fjernet, hvor han lod blikket søge nedover hende. Som husket, havde hun slet ikke noget at skamme sig over, og særligt ikke sådan, som hun måtte se ud. Han rystede på hovedet. Hvorfor skulle det da genere ham? I bund og grund, så var det ikke ham, som skulle rende rundt og se sådan ud, men.. selv på trods af det, måtte han erkende, at hun virkelig var en smuk kvinde. En rigtig smuk kvinde, og det var heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var, i den anden ende. "Livet har været hård ved dig.. Skal jeg fryde mig?" spurgte han sigende, som han forsøgte at holde fast i, at hun ikke skulle have lov til at køre rundt med ham i manegen. Hånden strøg han op over hendes bryst. Hovedet førte han til det, hvor han skænkede det et blidt kys. Han kunne jo trods alt heller ikke dy sig, nu hvor han havde muligheden for det!

[Denjarna Dark Dynithril]

Den behagelige varme der ramte hendes ører, som han hviskede ind i det, fik nakkehårene på Denjarna til at rejse sig. At han sagde, at han ikke burde ligge her med hende, tog hun ikke særligt højtidelig. Hans krop og hans tone fortalte hende nemlig noget helt andet. Ligeglad var hun derfor med hans forpligtelser. Han ønskede hende, som han før havde ønsket hende, og det var også sådan, at det burde være. ”Gå, hvis du ønsker. Ingen tvinger dig til at blive,” lød det ærligt fra hende, inden hun måtte hæve sit hoved en anelse, så hun kunne skænke hans læber et flygtigt kys. Nærmest, som hvis det havde været en smagsprøve. Dog var der ikke en meter i hende der troede, at han ville gå fra dette. Han havde aldrig gået fra hende. Ingen havde nogensinde gået fra hende. Hans andre ord brød hun sig dog ikke synderligt om. Om han skulle fryde sig over, at nogen havde forvoldt hende skade? Selvfølgelig skulle han ikke det! Det skulle ingen! Det havde været et evigt mareridt for hende, dengang det havde stået på, og et mareridt var end ikke ordet for hende. ”Fryder det dig da at vide, at jeg er blevet pisket, sultet og mere end det?” spurgte hun. Svært havde hun ved at forestille sig det. Ikke den mand, der havde elsket hende, og som tydeligvis havde noget i klemme endnu. Den unge Gabriel kunne i hvert fald aldrig have krummet et hår på hende. Distanceret blev hun dog igen fra den snak, som han let strøg hendes bryst. Denne her gang direkte på huden. Hovedet lagde hun tilbage i madrassen, hvor hendes øjne måtte synke i. Svagt skælvede hendes krop af behag, alt imens et støn faldt over hendes læber, som hans læber kyssede hendes bryst. Hvordan skulle hun kunne ønske andet end mere?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna var uden tvivl den sidste, som Gabriel burde ligge her med, og alligevel, var det her han var blevet placeret. Det var slet ikke meningen, at han burde! Han burde være mand nok til at rejse sig og gå.. Selvom han vidste, at det var frygtelig dumt, at tage herfra i hans nuværende tilstand. "Jeg lyster slet ikke at flytte mig," endte han dog med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Smuk var hun, selv på trods af de mange ar og mærker, som hun tydeligvis havde pådraget sig i tidernes løb, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt.
Kysset tildelte han hendes bryst og med et ganske tilfredst smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Hendes fyldige og smukke barm, havde han nu altid været fascineret af. Og nu, var ikke noget undtag i den anden ende. "Hvornår kan man fryde sig over, at en, som har haft ens hjerte, er kommet så slemt til skade?" spurgte han direkte. Hånden lod han vandre nedover hendes krop. Selvom han endnu måtte være i sine klæder, og han så godt som, havde fået hende ud af sine, så kunne han udmærket godt mærke det.. Han lystede hende, som han slet ikke havde troet, at han ville lyste hende igen, og dette kunne han naturligvis godt mærke. Han ville tættere på end det her. "Hvad er det man siger... klæd mig af?" endte han igen. Fast og markeret var han blevet siden sidst, som han også var blevet mere bred over skuldrene. Det var en helt igennem fantastisk følelse.. og nu kunne hun fryde sig ved det syn.

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Gabriel konstant påpegede, at han ej brød sig om hende og ej burde ligge med hende, måtte Denjarna næsten føle, at han ønskede, at hun tog den voksne beslutning og stoppede det hele. Problemet var bare, at hun på ingen måde ønskede at stoppe det. Hun ønskede ham, og hun ønskede ham på en så brændende måde, at hun ej havde troet muligt. I det store og hele havde hun også troet, at han havde været et overstået kapitel. ”Så slap af,” bad hun ham i en dæmpet hvisken, inden hun måtte trykke sine læber mod hans i et dybt, men kort kys. Ej ønskede han at gå, så var det for meget at forlange, at han blot gav sig hen til hende? Han ønskede det jo selv! At han endvidere indrømmede, at det ej hujede ham, at hun nu var fuld af ar, tilfredsstillede hende. Ej heller havde hun troet, at han havde kunnet nyde noget så mørkt på trods af, at han ikke ligefrem havde været god til at tale pænt til hende på det seneste. ”Godt,” svarede hun kortfattet, men tilfredst. At han dernæst måtte bede hende om at afklæde ham, fik hende til at trække på smilebåndet. Det behøvede han skam ikke at spørge hende om mere end en gang! Forbandet nysgerrig var hun, hvor hun helt måtte anse det for at skulle pakke en gave op uden at vide, hvad man fik. ”..Jeg troede aldrig, at du ville spørge,” endte hun i en drillende tone. Hånden placerede hun mod hans skuldre, så hun kunne få vendt dem om, så han lå ned og så hun sad på ham. Altid havde hun været en handledygtig kvinde, hvor hun aldrig havde været flov af sig. Derfor havde hun ingen kvaler med, at han frit kunne se hende, og at hun nu frit kunne bestemme, hvad hun ville gøre ved ham. Det måtte også kun være en side, som han kendte til hos hende, som hun trods alt var den kvinde, der havde oplært ham i aktens kunst. Bevidst søgte hun de øvre knapper på hans skjorte. Dog knappede hun dem ikke hele vejen op, som hun blot startede med de to første, inden hun sensuelt bøjede sig ind over ham. Kælent måtte hendes læber markerede hans øverste del af brystet, alt imens hendes ravnsorte hår kildede hans hud. Uden at stoppe noget af al det, begyndte hendes fingre erfarent at arbejde med hans knapper.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han ikke burde blive liggende her, men det var nu ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det var virkelig en særlig følelse, som det her efterlod ham med, og han kunne jo heller ikke beskrive, hvad det var det efterlod ham med. "Jeg prøver," sagde han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. Smuk som hun var, selv på trods af de mange sår, ar og mærker, som hun havde pådraget sig over tidens løb. Et let smil passerede hans læber, som han skænkede hendes kind et let kys. At gå herfra, var slet ikke noget, som han ville, og særligt, som det var lige nu. Han nød det jo, uanset hvad han ville det eller ikke.
"Du er virkelig smuk.." sagde han med en ærlig stemme. At hun så gik med til at klæde ham af, var slet ikke noget, som kom det mindste bag på ham, og særligt, når det var på denne her måde. Dette var derimod noget, som han godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tungen strøg han ganske let over sine læber, inden han tog fat om hende, og akavet som han nu kunne gøre det, fik han dem vendt, så han lå under hende. Vingerne spredte han udover sengen, så han kunne ligge ordentligt under hende. Han var markeret .. tydeligt markeret under skjorten, da han særligt var gået op i, at ingen skulle have lov til at vælge ham fra, efter at Denjarna i sin tid, havde gjort det. Hans krystalblå øjne gled mod hende, inden han lod hovedet glide tilbage. "Du virker ikke til at have travlt," pointerede han med et morende træk på smilebåndet.

[Denjarna Dark Dynithril]

Personligt mente Denjarna, at han skulle trække vejret. Hvad var der også i vejen med, at han i nat ønskede hende? Han havde jo så mange gange før ønsket og fået hende! At han havde en hustru derhjemme, var hun selv ragende ligeglad med. Hun måtte nemlig være bedre end den kvinde. Derudover havde hun heller aldrig værdiget en andens ønsker højere end sine egne. Det var vel også af den årsag, at hun var så god til at tage hånd om tingene? At han igen måtte stemple hende som smuk, og virkelig smuk, måtte uden tvivl gavne på selvværdet. Ganske vidst bryd hun sig ikke selv om sine mange ar og skrammer, men det, at alle de mænd – som hun var sammen med – kunne se bort fra det og se skønheden i hende, hjalp uden tvivl på det. Derudover var det blot en sejr for hende at høre, at han roste hende, fremfor at han skubbede hende væk fra sig. Han havde måske givet op på det punkt? Ifølge Denjarna kunne han også ligeså godt gøre det. Hendes læber masserede blidt hans hud, og markerede hans krop, som tilhørte den hende. Som hun fik knappet mere op, måtte hendes læber også søge det længere ned ad hans overkrop. ”Skal du da være et andet sted?” spurgte hun dæmpet i en drillende tone, inden hun nappede ham pirrende i den højre brystvorte. Ganske vidst snurrede værelset for hende i tide og utide, men stadig ønskede hun at nyde. Hvad var der også i vejen for at vise Gabriel, at han i så mange år havde undværet det, som han trængte til? Nemlig hende. Hendes læber vandrede igen længere ned ad ham, hvor hun nu pirrende måtte kysse, nappe og slikke hans maveskind. Det var først, som hendes læber nåede hans buksekant, at hun satte sig op igen med et begærligt glimt i de sølvgrå øjne. ”Jeg kan lide, hvad jeg ser,” kommenterede hun i en sensuel tone, alt imens hun let strøg sine hænder over hans overkrop, der uden tvivl var blevet det større end sidst. Han havde uden tvivl lidt en positiv udvikling! Hendes fingrer søgte tilbage til hans buksekant, som hun måtte åbne op og begynde at trække af ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ej var det til gavn for Gabriel at ligge her, men skaden var sket, og det at afbryde det, var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til. Slet ikke, som han måtte ligge der lige nu. Han lukkede øjnene ganske let. Endnu snurrede hele rummet for ham, selvom det ikke var så slemt. Han havde andre ting, som han kunne fokusere på i stedet for - nemlig hende. Silia gled mere og mere i baggrunden, hvilket uden tvivl godt kunne vise sig, at blive en farlig udvikling for ham, men hvad kunne han da gøre ved det? Et tilfredst smil passerede hans læber. "Jeg kunne remse en lang række steder op, jeg hellere burde være, end i dit selskab." Nu havde han hele aftenen forsøgt, at holde hende på afstand og væk fra det hele, og nu lå han der med hende alligevel. Egentlig ganske utroligt! Var han ikke stærkere overfor hende? Kunne han virkelig ikke finde ud af, at holde hende helt væk fra sig?
Gabriel fik dem vendt, hvor han lod hende åbne skjorten og kærtegne ham med hænder, tunge og læber hele vejen end. Den tur hun tog over brystet, satte for alvor en sitren i ham. Han nød det.. hendes kyndige læber mod hans nøgne og varme hud. Han satte fødderne i sengen, hvor han hævede sig en smule, så bukserne kunne komme af. "Det anede mig, at du ikke ville sige nej, denne gang," pointerede han tilfredst. Han havde været igennem et temmelig intenst forløb, siden de havde været sammen sidst.. Igen med tanken om, at ingen skulle have lov til at sige nej til ham! Han fandt sig ikke i det! Denne gang satte han sig op, for at tage fat i hende og trak hende tæt til sig igen, hvor han lagde sig. Her krævede hans læber også hendes i et dybt kys, mens han trykkede hende ind mod sin faste overkrop. Den anden krop tog vandringen nedover hendes smukke krop. Smuk som hun var. Han kunne ikke se noget grimt ved hende - desværre.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Kedelige steder,” rettede Denjarna ham. Han mente vel uden tvivl, at han burde gøre dette med sin hustru og ikke hende? Gjorde de det overhovedet med hinanden? Lykkelig syntes han i hvert fald ikke.. Det var desuden et problem, som hun aldrig havde haft med ham. Han havde altid været mere end glad omkring hende. At hun igen fik ham til at nyde, hvad hun kunne gøre ved ham, nød hun kun. Hvorfor også bekæmpe, hvad man kunne lide? Han havde jo altid nydt hende. Alle havde faktisk altid nydt hende, som hun aldrig havde fået af vide, at hun havde gjort det forkert. ”Og hvad skal det betyde?” spurgte hun ham med et lille smil på læben. At han havde trænet grundet hende, kunne hun jo ikke vide. Det var trods alt ikke meget de havde set til hinanden efter, at hun havde forladt ham. Hans bukser smed hun uanfægtet til siden, som der bestemt ikke var brug for dem længere! Som han selv sætte sag op og blot trak hende ind til sig, måtte hendes hjerte springe et slag over. Hun kunne jo forbandet godt lide det! Ingen indvendinger kom hun med, som de begge blev lagt ned, og som han krævede hendes læber med sine. Hvor hun dog nød at fornemme hans begær! Sin egen hånd placerede hun mod hans hofte, så hendes fingrer let kunne stryge ham over huden der. At hans hænder ligeså måtte stryge hende over kroppen, fik hende til at trykke sin krop ind mod hans. Hun ønskede ham, og ej frygtede hun at vise ham det. Det var trods alt gengældt, selvom han konstant nævnte, at dette ej var korrekt. Gad vide, hvad Marius og Jason i det hele taget lavede nede i krostuen, vidste hun ikke.. Spekulerede de over, hvor hun blev af? Havde de en ide om, hvad der hændte på et af værelserne over dem? Det faktum måtte uden tvivl irritere den frembrusende Jason.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Retmæssige steder," pointerede Gabriel. Selvom han havde så mange andre steder, hvor han burde være, så synes han nok ikke ligefrem, at være fornuftig i en situation som denne, og det var han skam heller ikke bange for, at lægge skjul på. Han ønskede dette.. Som at blive bragt tilbage til tiden, hvor han ikke havde været andet end en sølle teenager, som havde fulgt lysternes og begærets vej. Det var vel et sted også det samme, som han gjorde nu?
Den krop, som han havde fået, havde udelukkende været fordi, at han ikke havde ønsket at kvinderne for fremtiden, skulle vælge ham fra. Det havde desuden også været med til at styrke hans selvtillid markant, og det var han skam heller ikke bange for at erkende. Som hun havde valgt ham fra dengang, havde det kostet ham selvtilliden, og særligt fordi, at han havde tabt til en mand som Derick. Et kort smil passerede hans læber. De lagde vel tydeligvis mange sandheder på bordet lige i øjeblikket, og derfor kunne han vel også et sted gøre det samme? "Det er din fortjeneste," sagde han blot. Han var gået fra at være en dreng, til at blive en voksen mand, efter hun havde valgt ham fra. Overbevist om, at ingen skulle have lov til at gøre det ved ham igen!
Grebet omkring hende, var stramt og fast. Nu vidste Gabriel nemlig, hvad han gerne ville have! Kysset var krævende, som han trak hende med nedover sig. Et svagt suk brød hans læber. Han elskede hendes berøringer, og bare at have hende tæt på sig. Hånden lod han roligt søge over hendes bagparti, hvor han tog fat om hendes trusser, for langsomt at trække dem ned. Han ville have hende.. og det kunne ikke gå hurtigt nok.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Du hører til her,” rettede Denjarna ham igen. Som hun igen måtte mærke ham i sin favn, måtte det være her, at han hørte til. Dengang hun havde fravalgt ham, havde det ej heller været med hendes gode vilje. Hvis hun havde fået det, som hun havde villet have det, havde hun nemlig beholdt begge mænd. Dog måtte hun give Derick, at han i tiden efter Gabriel havde oppet sig. Det havde vel også overrasket manden, hvad hun egentligt kunne finde på, hvis hun ej blev tilfredsstillet? Nu var den mand dog ude af hendes liv, og ironisk nok var Gabriel tilbage i det.. Lige nu og her om end. Selv tog hun nemlig ikke højde for fremtiden, som hun i sin fuldskab måtte ønske ham. Svagt trak hun på smilebåndet ved hans ord. ”Det glæder mig, at jeg kan høste frugterne,” sagde hun ærligt, som han jo lignede en helt anden mand i dag! Forskellen var vel, at han var en mand nu? Det kunne også tydeligt mærkes, som han var fast overfor hende fremfor forsigtig. Før i tiden havde han nemlig altid ventet på hende og ladt hende vise ham, hvad der skulle ske. Lige nu virkede det derimod som om at han vidste, hvad han ønskede, og åh hvor hun nød det et sted! Det krævende kys gengældte hun, alt imens hun let hævede sit underliv fra hans, som han hentydede, at han ønskede at trække trusserne af hende. Selv måtte hun fornemme, hvordan hendes hjertebanken steg og holdt hende varm, alt imens hendes eget underliv måtte dukke forventningsfuldt. Som hun alligevel hævede sit underliv fra hans, måtte hun også lade sine egne fingre gå på opdagelse.. Hun kunne jo ikke dy sig! Langsomt – for blot at tirre ham – lod hun sine fingre stryge fra hans hofte og over hans manddom.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"I dine drømme, min kære," fastholdt Gabriel med en rolig stemme. Det kunne godt være, at han i øjeblikket hørte til her, men for pokker.. Han vidste jo, at det var så forkert, som noget overhovedet kunne være, og alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Han nød det, og han hadede det på samme tid, og end ikke det, var noget som han kunne skjule. Alene det, som hun så, var i princippet hendes fortjeneste. Han var blevet en mand. Det var slet ikke meningen, at nogen skulle komme her og sige nej til ham! Overhovedet ikke faktisk! Smilet bredte sig kort på hans læber. Hun kunne høste frugterne af hendes egen afvisning, for det var lige præcis, hvad hun kunne gøre i en stund som denne, og det var vel også mærkbart et eller andet sted?
Gabriel vidste lige præcis hvad han gerne ville have, og han var så sandelig heller ikke bange for at tage det mere. Han ønskede hende tættere på sig. End ikke dette, var nok for ham længere! Trusserne tog han derfor også fat i, for langsomt at trække dem af hende. Han ønskede hende blotlagt, som han oprigtigt ønskede, at mærke det hele af hende. Ved at vende og dreje sig en anelse, fik han dem endelig af, og smed dem fra sig. Et eller andet vilkårligt sted, som resten af deres beklædning. Mere end tilfreds med dette, kunne han bestemt heller ikke blive! Som hun strøg hånden over hans manddom, gav det ham et kraftigt sug i maven. Et dæmpet suk bredte sig for alvor, som han let skubbede sig mod hende. Hånden strøg han over hendes baller, og ned over hendes lår. Var det underligt, at han var draget og fristet af hende? Han førte hendes ene ben op af hans krop, så han derved også kunne komme til. Her lod han hånden søge over bagpartiet igen, for endeligt, at kunne skænke hende en intim berøring.