Mørkelver
Dronning af Manjarno
496
posts
2
likes
You either love me or hate me
|
Post by Denjarna Dark Dynithril on Jun 24, 2015 16:21:52 GMT 1
En sejr var det i så fald. Denjarna havde vundet over Gabriel. Lettere hurtigt slog hendes hjerte, hvor hun ikke vidste, om det var grundet sejrfølelsen eller det faktum, at hun ikke længere vidste, hvor mange glas vin hun havde drukket. Intet sagde hun, som Gabriel først sagde, at han ej var tilpas i selskabet for dernæst at sige, at han ville trække sig fra aftenen. Hvis først han trak sig, hvad skulle hun i så fald gøre? Marius var en flink mand, men ej en, som hun behøvede at drøfte med lige nu og her. Og Jason.. Ja, selv i sin berusede tilstand følte hun, at det var lavt at synke at sprede ben for manden. Desuden var det også Gabriel, som hun var kommet for. Hun betragtede Gabriel, som han fik skubbet sig op på benene og mest af alt lignede en der var ved at tabe fæstet igen. Vinglasset førte hun op til læberne, så hun kunne hælde resten af indholdet i halsen, inden hun skubbede det fra sig igen. Ligesom Gabriel, valgte hun nu også at rejse sig. Noget der fik hende til at blinke let med øjnene, som lokalet syntes at danse for hende i bevægelsen. ”..Lad mig,” endte hun med at sige, som hun lod sine slanke fingre lukke sig om hans overarm. Var hendes hukommelse ringe, eller havde han fået større muskler? Sidst hun havde mærket ham, havde dog også været dengang, hvor han lige var blevet myndig.. Det var trods alt også mange år siden efterhånden. ”..Du kan ikke ride i den fatning.. Lad mig finde et værelse til dig.” Vejledende trak hun let i hans arm, inden hendes fingrer slap sit tag om hans overarm. Dog kun så hendes arm i stedet kunne vikle sig om hans, så han på den måde kunne støtte sig op til hende, og måske også hende til ham. Hun burde måske ikke have bundet det sidste glas?
|
|
Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Jun 24, 2015 16:30:42 GMT 1
Gabriel kastede håndklædet i ringen. Han kunne ikke overskue, at få mere af sin aften ødelagt, og særligt, når det foregik på denne her måde. Det havde allerede nu, vist sig at være mere end rigeligt for ham, og han havde nået en kvote for, hvad han kunne rumme. Nu gad han virkelig ikke mere. Han rystede på hovedet, som han rejste sig op. De andre ønskede uden tvivl at han blev, men det var ikke ligefrem deres aften som blev ødelagt, hvor det derimod var hans, som blev dette! Han knyttede næverne svagt om bordet, da han havde rejst sig op. "Jeg siger, at det er hvad jeg vil stå model til, for en aften," afviste Gabriel, som det vel også var tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at sætte sig ned på stolen igen? At Denjarna rejste sig ved hans side, var dog ikke ligefrem ventet. At hun så derimod tog fat om hans overarm, fik ham til at vende blikket mod hende. Han var langt mere moden, end hvad han havde været dengang.. mere mand, at se på, og være omkring, selvom han endnu var en mand, der var meget præget af følelser, og alle dage havde været det. Han bed tænderne let sammen. "Jeg havde nu heller ikke tænkt mig at ride hjem i denne forfatning. Det er jo aldrig til at vide, hvad befolkningen her i landet, kunne finde på," pointerede han med en ganske sigende mine. Han lod hende dog føre ham på vej. Hun kendte jo trods alt stedet her bedre end hvad han gjorde.
|
|
Vampyr
484
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Marius Amalani Darcy on Jun 24, 2015 16:49:43 GMT 1
Dette var slet ikke noget, som nogen af dem, havde set komme, og naturligvis var det noget, som gjorde selv Marius en kende ked af det. Det havde jo aldrig været meningen, at Gabriel skulle føle sig ramt og trampet på, at han følte det nødsageligt, at skulle trække sig væk fra stedet her. Han bed tænderne let sammen, og nikkede så. Han ville naturligvis ikke holde på manden, hvis han kunne blive fri for det, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for nogen. "Tag en nat på kroen her, Gabriel. Du ligner en, som kunne bruge noget søvn, inden vi tager hjem igen," sagde han endeligt. Som Denjarna rejste sig, udveklsede Marius og Jason kort blikke. Hvad var det egentlig der skete? Udviste Denjarna pludselig omsorg for Gabriel? Han rynkede kort på panden. Nej, han troede bestemt ikke, at noget ville komme til at ske, men han var da glad for, at der var nogen, der tog sig af Gabriel, nu hvor Silia ikke var til stede til at gøre det, og egentlig var den, som burde gøre det, og det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han tømte glasset foran sig, inden han satte sig tilbage igen. "Tror du hun kommer retur?" spurgte han direkte, henvendt til Jason, som sad ved hans side. Manden så bestemt ikke tilfreds ud trods omstændighederne.
|
|
Varyl
Vampyr og Isdæmon
393
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Jason Elvana Nimanhra on Jun 24, 2015 17:04:28 GMT 1
Gabriel havde fået nok, hvilket Jason udmærket godt kunne se og mærke på manden. Naturligvis var det en trist udvikling det hele havde valgt at tage, og derfor håbede han naturligvis, at det hele ville ordne sig alligevel. Man kunne vel håbe på det, om ikke andet, ikke sandt? Gabriel rejste sig, og til hans egen overraskelse, rejste Denjarna sig ved siden af ham, for at hjælpe ham igennem dette og til et værelse. Hvordan han skulle tolke det, vidste han ikke, men han frygtede vel lidt, hvad der kunne ske? Særligt fordi at Gabriel var konge af et andet land, og gift med en anden kvinde, end den som han gik arm i arm med for øjeblikket. Begge havde de uden tvivl fået mere end rigeligt at drikke, og dette kunne naturligvis mærkes. Jason og Marius derimod virkede endnu til at være temmelig upåvirket, hvilket de nok kunne takke deres vampyr-gen for. Det skulle jo trods alt også have sine fordele fra tid til anden, og naturligvis var han rigtig glad for, at det var således, at det måtte hænge sammen, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han udvekslede blikke med Marius, som Denjarna og Gabriel forlod bordet. Hvorvidt om Denjarna kom retur? "For hende og Gabriel, håber jeg naturligvis.. Tænk hvis der nu skete noget," pointerede han tydeligt henkastet. Foragteligt som det end var. Gabriel var jo gift, og det var han ikke! Det var ikke retfærdigt!
|
|
Mørkelver
Dronning af Manjarno
496
posts
2
likes
You either love me or hate me
|
Post by Denjarna Dark Dynithril on Jun 24, 2015 18:49:30 GMT 1
Hvorvidt Denjarna ville vende tilbage til Marius og Jason, tvivlede hun på. Hun ville vel lade sig transportere hjemover, når hun havde fået installeret Gabriel i et værelse? Væk fra den nu mindskende forsamling trak hun Gabriel, alt imens de måtte have øjne på sig. Det var trods alt ikke hver dag, at Manjarnos borger så deres dronning arm i arm med Procias’ konge. Dog tænkte hun ikke over det, som det ikke var synderligt meget over tingene lige nu og her. ”Jeg ved det.. Jeg ved det. Det, at vi spiser procianske konger her i landet er ved at blive et gevaldigt problem, men du ved.. ustyrlige borgere,” sukkede hun teatralsk, hvorefter smilet måtte vise sig på hendes røde læber. Om han endnu var bitter, eller om han var ved at løsne op, vidste hun ikke, men som alkohollen påvirkede hende – særligt som hun var kommet op og stå – var det pludselig blevet svært at tage det hele lige alvorligt. Over til baren stillede hun sig, uden at hun måtte slippe taget om Gabriels værelse. Selv følte hun, at hun gjorde det ganske udmærket, men i realiteten slingrede hun en anelse. ”Et værelse til den gode here her,” meddelte hun til kroejeren. Kroejeren der havde været i færd med at pudse et glas, lagde øjeblikkeligt delene fra sig, som han sandede, hvem der var kommet til ham. ”Selvfølgelig, Deres Majestæt,” sagde han øjeblikkeligt, inden han skyndte at lede i nøglerækken. Som kroejeren gjorde dette var det først nu, at Denjarna måtte slippe Gabriel, så hun kunne lede i sin pengepung. Om hun fandt for meget eller for lidt, anede hun vitterligt ikke, men nogen mønter kom der da på bordet, og allerede inden, at hun havde fået nøglen. ”Værsgo.” Denjarna trak på smilebåndet, som hun tog om nøglen, inden hun nok engang måtte gribe Gabriel om armen og trække ham med. Væk fra al larmen trak hun ham, som værelserne måtte ligge på førstesalen.
|
|
Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Jun 24, 2015 19:42:12 GMT 1
Gabriel brød sig i forvejen ikke særlig meget om, at Denjarna skulle ledsage ham rundt forbi, og særligt fordi at de havde den fortid, som de nu havde. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre. Gulvet dansede for ham, og det var noget som han faktisk måtte finde en kende ubehageligt, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han støttede sig en anelse til bardisken, da de nåede den. Han rystede på hovedet. "Hvis det var et forsøg på at være morsom.. Så virkede det ikke rigtigt," pointerede han med en sigende mine, da han vendte blikket mod hende. Han var træt af at være sur og irriteret. Det var nu heller ikke ligefrem en glæde, som han ville give hende, og særligt ikke sådan her. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Hvordan dette måtte se ud udadtil, vidste han ikke. Dog kunne han forestille sig, at det næppe var positivt. Han sukkede dæmpet og strøg hånden over ansigtet. Han var nok langt mere markeret, end hvad han havde været dengang, han sidst havde været i nærheden af hende, og så tæt på, at hun havde fået lov til at røre ved ham. Han måtte vel bare erkende, at han ikke var meget i stand til det lige nu? Plørefuld var han dog ikke på nogen måde, hvor han dog derimod hellere ville kalde det lettere småberuset. Han var modig nok til at gøre ting, som han typisk ikke ville. Han nikkede, hvor han lod hende tage om hans arm igen, og førte ham mod lokalerne og værelserne. "Jeg hader dig.. ved du godt det?" spurgte han denne gang med en sigende mine. Løgn var det nok alligevel lidt. Han var nok mere skuffet over det valg, som hun dengang havde taget.
|
|
Vampyr
484
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Marius Amalani Darcy on Jun 24, 2015 19:53:51 GMT 1
Marius rørte sig ikke rigtigt ud af stedet, hvor han derimod hellere ville se efter Gabriel og Denjarna. At hun alligevel fik lov til at føre ham, var egentlig ganske store sager, da det typisk ikke var Gabriel at gøre brug af den slags. Han rynkede kort på næsen. Mere skulle de nok ikke ligefrem regne med at se til dem, og meningen med denne aften, var så godt som ikke-eksisterende lige nu. "Bliver du og sikrer dig, at han kommer hjem i morgen?" spurgte Marius med en rolig stemme. Selv var Marius ikke så heldig, at han kunne gøre det samme, og særligt ikke fordi at han var renracet vampyr. Det var ikke just noget, der talte til hans favør, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han ville hellere tage hjem til Cassie, og særligt når det nu foregik på denne her måde. "Nå min ven.. det var hyggeligt så længe det varede. Jeg tvivler stærkt på, at du skal forvente, at være så heldig, at få Manjarnos Dronning med dig til sengs," pointerede han med et let smil på læben. Han bundede glasset, inden han rejste sig op. Kappen kastede han over skulderen. Selv var han overhovedet ikke påvirket af den mængde, som han havde fået indenbords. "Vi ses jo nok derhjemme, min ven," afsluttede han med et fast håndtryk, inden han forlod krostuen, og søgte ud til hesten. Inden længe, var han på vej igennem mørket.
//Out
|
|
Varyl
Vampyr og Isdæmon
393
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Jason Elvana Nimanhra on Jun 24, 2015 19:59:52 GMT 1
Jason regnede bestemt ikke med at hverken Gabriel og Denjarna måtte komme retur. Med andre ord, måtte hans forsøg være mislykket for denne gang. Synd og skam, da han nu heller ikke havde fået det ud af denne tur, som han egentlig havde regnet med, og særligt nu, hvor Marius også synes at ville søge hjemover. Han forstod ham skam godt. Det var ikke lige det, som de var kommet denne lange tur for, og det erkendte han gerne. Han vendte blikket langsomt mod ham. "Jeg skal nok sikre mig, at han kommer hjem," sagde han blot. Hvad andet valg havde han egentlig? Jason rejste sig, for at trykke Marius' hånd. Det havde uden tvivl været godt så længe det varede. "Natten er endnu ung, min ven.. Jeg har stadig timer at slå ihjel, så mon ikke jeg finder en anden, der er mere villig?" Han blinkede let til ham, inden han tog pladsen ved bordet. Kappe og alt, havde de andre jo også efterladt, så han valgte for nu bare at blive siddende. "Kom godt hjem, min kære ven," sagde han med et let smil på læben, inden han poppede den fine flaske vin og skænkede op til sig selv. Ja, hvad han skulle gøre resten af tiden og resten af aftenen, vidste han ikke, og han var bestemt ikke god til det der med at kede sig.
//Out
|
|
Mørkelver
Dronning af Manjarno
496
posts
2
likes
You either love me or hate me
|
Post by Denjarna Dark Dynithril on Jun 25, 2015 6:47:58 GMT 1
At Denjarnas muntre ord ikke virkede, opdagede hun ganske hurtigt ud fra hans svar. Hvis han ville fortsætte med at være sur, måtte det jo bare været sådan, at det var. Derfor kommenterede hun ej heller sagen, som hun blot trak i ham, så hun fik ham med op ad trappen til førstesalen. At det hele gav ham brug for at fortælle hende, at han hadede hende, chokerede hende ikke just. ”Og jeg elsker, når folk værdsætter min hjælp,” lød det ironisk fra hende, som Gabriel på ingen måde sagde, at han var glad for det. Faktisk sagde han det direkte modsatte. Dog jagede det hende stadig ikke bort, at han sagde, at han hadede hende. Et sted troede hun vel heller ikke på, at han ligefrem hadede hende? Selv tænkte hun nærmere, at hun havde gjort ham ked af det, som hun engang havde forladt ham, og … forståeligt var det, som hun selv vidste, at han havde serveret sit hjerte på et sølvfad for hende. Langsomt stoppede hun op, som de nåede døren til det værelse, som hun havde fået tildelt. Noget rundforvirret måtte hun dog føle sig, som hun pludselig stod stille. Om Gabriel nogensinde ville se på hende med andre end en heks’ briller, tvivlede hun dybt på. Dog var sandheden, at selvom han troede, at hun blot havde udnyttet ham, at det rent faktisk havde været en svær beslutning for hende, og at hun rent faktisk også havde overvejet den efterfølgende. Gabriels arm havde hun nok engang sluppet, hvor hun efter nogle lange sekunders baksen, nu også fik låst døren op. Ind i værelset valgte hun selv at træde, hvor hun lod det sølvgrå blik glide vurderende omkring. ”Du har været heldig.. Kroejeren har været gavmild,” kommenterede hun ærligt, som hun kunne se, at Gabriel havde fået tildelt kroens bedste værelse. Større og finere end de andre værelser var det. Stort var det første rum, der både måtte indeholde en stor seng med silkebetræk, et arbejdshjørne med et skrivebord, og et mødehjørne med to lænestole og et lille bord. Endvidere havde værelset sit eget badeværelse med sit eget store badekar.
|
|
Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Jun 25, 2015 20:39:05 GMT 1
Lige nu, var det bare meningen at Denjarna skulle forstå, at hun slet ikke havde formået at gøre ham tilfreds, og nok heller ikke ville komme til det. Han vendte blikket mod hende. Havde han alligevel formået at ramme hende lidt, som hun nu også havde ramt ham? Det var bestemt ikke en tanke, som ville gøre ham det mindste, og særligt sådan, som det var lige for øjeblikket. Han kneb øjnene svagt sammen. Lige nu, var det bare meningen, at han skulle holde hovedet højt, og vise, at han alligevel var det bedre. "Ja ikke sandt= Jeg kender det," pointerede han med en ganske kortfattet og sigende mine. Han vendte blikket mod hende. Okay.. han havde vidst fået lidt mere, end hvad der egentlig var godt for ham lige nu, men han havde også været hidsig, vred og ked af det på samme tid. Det var en kæmpe mix, som overhovedet ikke kom ham til gavn, som det stod lige i øjeblikket. Døren lod han Denjarna åbne, hvor han også lod hende træde indenfor først. Han trådte ind efter, også selvom det var lettere vaklende. Han så sig om. Det var et værelse, næsten værdig for en konge, og det var noget, som alt sammen passede ham ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Han vendte blikket mod hende igen. "Det er fint.." endte han. Jo hurtigere hun var ude af værelset, jo bedre, ville det uden tvivl også være for hans vedkommende. Han søgte hen mod sengen, også selvom han næsten måtte falde over sine egne ben undervejs. Hertil måtte han næsten falde ind i hende, mens han forsøgte at finde balancen. Hvilket resulterede i, at de begge endte på sengen.
|
|
Mørkelver
Dronning af Manjarno
496
posts
2
likes
You either love me or hate me
|
Post by Denjarna Dark Dynithril on Jun 26, 2015 6:08:36 GMT 1
Tvær var Gabriel, hvilket vel ikke burde undre Denjarna? Hele aftenen havde han trods alt siddet som en form for tordensky. At han derfor i det hele taget lod hende gå med sig, var en stor bedrift. Borte regnede hun dog også med at være, så snart han var i sikkerhed på sit værelse. Hun var nemlig ikke det monster, som han troede hun var. Endvidere måtte han være den der var monsteret, da han ville elske at se hende sejle i sin egen sø. Svagt nikkede hun med hovedet, som han accepterede sit værelse uden den helt store beundring. ”Hvis det er fiii..,” ordene nåede hun ej at udtale, som de begge pludselig måtte bevæge sig faretruende til bens, som han vadede direkte ind i hende uden at stoppe. Pulsen tabte hun også helt, som hun først mærkede sine ben støde mod sengekanten, for dernæst at hendes krop faldt ned i madrassen, og med ham over sig. Dansende var hendes hoved helt af den pludselige aktivitet, hvor hun havde svært ved at samle sig om ideen for, hvad der lige netop havde hændt. Det var først, da loftet over hende nogenlunde stoppede med at cirkulere rundt, at hun kunne danne sig et billede af skikkelsen der måtte ligge over hende. Hurtigere slog hendes hjerte. Den ene hånd løftede hun, så den kunne stryge over hans overarm, og igen fornemme den store overarm, inden den lagde sig imod hans kind. Her strøg hun ham blidt over kinden, mens den anden hånd lagde sig bag hans nakke. Om det var gamle følelser der rørte på sig, eller om det var grundet hendes berusede tilstand og det faktum, at hun kunne mærke en mands vægt og se hans attraktive ydre over sig, at hun reagerede således, vidste hun ikke. Halvt i sank hendes øjenlåg, som hun hævede sit hoved en anelse fra madrassen, så hun kunne trykke sine læber mod hans i et dybt kys.
|
|
Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Jun 26, 2015 6:28:24 GMT 1
Det vigtigste for Gabriel lige nu, var at få Denjarna på afstand, også for at illustrere at han bestemt ikke var tilfreds med noget som helst af dette, og det erkendte han da også mere end glædeligt for hende, når det endelig skulle være i den anden ende. Værelset var fint, og han ville få sig den søvn, som han skulle bruge, inden han ville tage færden hjemover. Lige nu glædede han sig virkelig til at komme hjem! Det var dog en glæde, som skulle vise sig, at være meget kortvarig, da han bogstavelig talt, måtte falde over sine egne ben, direkte ind i hende, og direkte ned i sengen, da han ikke havde nogen mulighed for at genvinde balancen. Det svimlede uden tvivl for Gabriels blik, da han pludselig lå stille over hende. En hånd havde han placeret på hver side, for ikke at lægge alt for meget vægt over hende. Automatisk måtte han spænde i kroppen, som han pludselig var kommet frygtelig tæt på Denjarna, og det havde jo aldrig nogensinde været meningen! Hans hjerte begyndte at hamre. En ting, var at han havde ladet hende føre ham, via hans arm, men nu.. i sengen og med hende under sig? Det havde jo på ingen måder været meningen! "Jarna, je.." Igen måtte han tie, som hun strøg hånden over hans kind. Hvad var det helt præcist hun lavede? Den anden hånd som lagde sig i hans nakke, efterlod ham med en form for tvivl.. Hvad pokker var det der skete? Inden han overhovedet fik tænkt sig om, mærkede han hendes læber mod sine. En varme uden lige, var næsten hvad det efterlod ham med, inden han lod øjnene glide i - også for kvalmen og svimmelhendens skyld, inden han gengældte det. Det var som at blive bragt tilbage til sine unge dage.. Og hvilken fantastisk følelse det var!
|
|
Mørkelver
Dronning af Manjarno
496
posts
2
likes
You either love me or hate me
|
Post by Denjarna Dark Dynithril on Jun 26, 2015 6:48:19 GMT 1
Ej havde det været Denjarnas hensigt at ende i sengen med Gabriel, som hun havde ledt ham til et værelse. Det havde virkelig blot været hendes hensigt at føre ham til et. At han så i sin egen fuldskab skulle vakle ind i hende, og tvinge hende med ned i et fald, kunne hun ikke selv styre! Om hun kunne styre det efter var tvivlsomt, eller måske kunne hun.. Selv ville hun dog påstå, at hendes hænder havde mærket ham per automatik, ligesom to magneter var tiltrukket af hinanden. Læberne der fulgte efter, var vel blot for at danne trop? Følelsen det efterlod hende med, som han villigt besvarede kysset, var dog en helt anden sag! Hjemligt måtte det helt forekomme hende at ligge således med ham, som de også havde gjort det utallige gange. Dog i en helt anden tid. En tid, hvor hun havde været leder af mørkelverne, og hvor han blot havde været en kronprins, der lige havde mødt myndighedsalderen. Øjnene lod hun nu søge helt i. Både så hun helt kunne stoppe cirkulationen i sit hoved, samt give sig hen til kysset, der faktisk var … utroligt dejligt. Som han endnu måtte holde sig en anelse svævende over hende, valgte hun vejledende at gøre et tryk mod hans nakke, så hun helt kunne tvinge hans krop ned over sig, og hvilken dejlig følelse det var! Mere moden føltes hans krop end sidst, hvilken helt fik det til at krible i hendes fingre, som de måtte ønske at undersøge ham. Dog følte hun også stadig det velkendte ved at ligge med ham, hvilket gjorde, at det måtte føles skræmmende normalt, selvom de lige havde kørt på hinanden. Så bitter var han måske heller ikke på hende alligevel, sådan som han for nu måtte give sig hen til hende?
|
|
Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Jun 26, 2015 6:55:58 GMT 1
Gabriel var vel vred, for at holde Denjarna på afstand? For at sikre sig, at denne slags ting, slet ikke ville forekomme? At det så hermed heller ikke ville virke efter hensigten, kunne han jo ikke rigtigt gøre for! Han måtte vel bare forsøge at slå tankerne ud af hovedet? Svært var det, når man var fuld, var tildels svimmel, og nok lidt mere modig, end hvad man ville være normalt, da han havde fået en del indenbords. Øjnene havde han lukket, mest for at undgå den svimmelhed, men samtidig også for at sikre sig, at han slap for at kigge på hende. Han vidste jo et sted godt, at hvad han gjorde, var frygtelig forkert! Særligt fordi, at han havde Silia der sad og ventede på ham derhjemme. Denjarna trykkede ham tættere på, hvilket næsten automatisk efterlod ham med følelsen af, at hun.. ønskede, at dette var noget som skulle ske. Et kort suk brød hans læber, hvor han denne gang lod armene glide omkring hende. Vingerne bredte han en anelse, som hjælp med balancen.. Han forsøgte i det mindste. En engel var han trods alt, selvom der ikke var meget rent og uskyldigt i, hvad han var i færd med at gøre med hende. Hvilket slet ikke var noget, som burde forekomme! Den ene arm søgte omkring hendes ryg, hvor han førte hende mere ind på sengen, inden han atter måtte lægge sig over hende. Her ønskede han at være lige nu. Det føles egentlig.. forbandet rart.. Som at være ung igen, uden at have de mange problematikker og forpligtelser, som ellers stod og bankede på døren. Det sitrede i fingrene efter at få lov til at gå på opdagelse.. mon han kunne huske hvordan hun så ud under tøjet?
|
|
Mørkelver
Dronning af Manjarno
496
posts
2
likes
You either love me or hate me
|
Post by Denjarna Dark Dynithril on Jun 26, 2015 7:14:14 GMT 1
Silia tænkte Denjarna ikke just på i denne situation, ligesom hun ej heller tænkte på Salvatore. Hun tænkte vel blot på, at dette i stunden føltes rigtigt? At høre ham sukke fik hende også automatisk til at tænke, at han måtte føle, at det var rigtigt. Han stoppede det trods alt ej heller. Han tog hende derimod nærmere i sin favn. Som hun hørte og fornemmede, hvordan han bredte sine vinger, måtte hun slippe ham om nakken, så hun i stedet kunne række hånden ud mod dem. Her lod hun blidt sine fingre stryge ham over de bløde fjer, alt imens hun måtte mindes. Mindes, hvordan han plejede at lægge sine vinger over dem begge, så det kun var ham og hende, afskærmet fra resten af verdenen. Sin egen krop hjalp hun til med at rykke længere ind mod midten af sengen, så hendes ben ikke længere hang ud over kanten. At han måtte ønske at røre hende og se hende, som han engang havde gjort, syntes hun helt at vide på trods af, at intet blev sagt. Selv ønskede hun dog også at gense hans krop, samt se, hvilke ændringer den havde foretaget sig. Kysset brød hun langsomt. ”Du må godt,” hviskede hun sensuelt, som havde hun læst hans tanker. Hendes hoved faldt en kende på sned, så hun blidt og pirrende kunne kysse ham langs kæben og ned over halsen. Hvis han rørte hende uden på kjolen, ville han kunne fornemme den samme krop som før. Proportionerne var nemlig, som de altid havde været. Hvis han derimod så hende uden kjolen, ville han se en tydeligt forandret krop. En krop der havde været gennem et helvede. Ar fra diverse pisk, gifte, knivstik, prægede nemlig rub og stup af hendes krop. Om dette ville vække noget i ham, vidste hun dog ikke.. Ville han blive vred over, at nogen havde gjort hende fortræd? Ville han være ligeglad? Ville han føle afsky over, at hun ikke var som før?
|
|