Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var uden tvivl et farligt spind, Gabriel var fanget i, og det kunne da uden tvivl også godt mærkes. Som han var præget og påvirket af det forbudte, så kunne han da uden tvivl også godt mærke det samme. Hans blik søgte hendes skikkelse, og med et smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke ligefrem lade være. "Lad det være en miks af begge," kommenterede han ærligt. Nu var han i forvejen, direkte elendig til at lyve, og derfor, kunne han heller ikke se nogen grund til, at skulle fortsætte med at forsøge. Nu hvor han havde levet i benægtelsen igennem alle disse år, så kunne han nu for alvor godt mærke, at det var på tide, at komme ud af den hårde skal af vrede, benægtelse og foragt, som han havde levet i, igennem alle disse år. Han følte endnu for hende, og det var nu også gået op for ham på den hårde måde.
Kysset tog han mere end glædeligt imod, som han trykkede hende ind mod sig. Han bed tænderne svagt sammen, og trak sig derefter igen. Godt..? Ja, det var det uden tvivl, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre andet end at nyde, hvad hun kunne give ham! "Du skylder mig stadig en historie," kommenterede han endeligt, og med et smil på læben. Denne havde han bestemt ikke glemt endnu, som han heller ikke havde nogen intentioner om at lade den ligge. Han ønskede oprigtigt at vide, hvad hun havde været igennem, samt hvad hun havde haft at slås med, siden hendes liv og hendes tilværelse, havde været så frygtelig hård ved hende. Han havde ondt af hende.. oprigtigt, selvom han havde givet udtryk for det modsatte frem til nu.

[Denjarna Dark Dynithril]

Morende trak Denjarna på smilebåndet. ”Det kan jeg leve med,” lød det muntert fra hende. Hvorfor også begræde, at han nød, hvad hun introducerede ham for? Desuden.. han havde altid nydt, hvad hun havde vist ham. Det havde alle mænd groft sagt gjort. Dog tænkte hun ikke just på andre mænd i øjeblikket, som hun blot tænkte på ham. Hånden flyttede hun tilbage til hans hofte. ”Hvilken dræber at skulle begynde på efter en sådan nydelse, men nuvel..,” lød det fra hende. Stemningsfuld ville hendes historie nemlig ikke være hele vejen igennem. Dog havde hun intet imod at give ham den, som hun trods alt havde lovet at indvilge ham i det liv, som hun havde ført efter ham. ”Det er ingen hemmelighed, at mit liv med Derick altid har været turbulent.. Efter at jeg havde valgt Derick, friede han til mig. Godt var det, indtil det selvfølgelig skulle blive slemt og han døde, da han ofrede sig for mig, da jeg blev angrebet af en warlock. Alene var jeg derfor, indtil jeg pludselig måtte gense ham en dag, og denne her gang pludselig som dødsengel fremfor en vampyr. Da vi havde genfundet hinanden, skyndte vi at gifte os, samt flytte væk fra al det, som vi ellers altid havde været omgivet af. I en hytte midt ude i skoven og langt væk fra civilisationen boede vi, lige indtil der kom den situation, som du nu kender til. Der, hvor jeg blev kidnappet..” Besynderligt var det uden tvivl lige at have nået sit klimaks på grund af Gabriel, og dernæst fortælle om sit ægteskab til Derick, efter at hun ellers havde fravalgt ham. Dog var det en fortælling hun ville give ham, som han ønskede at høre hele hendes historie. Derfor var hun eller ikke færdig endnu.. På nogen som helst måde!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det kunne godt være, at det var en stemningsdræber, at snakke om det, som var sket dengang, men for Gabriel, var det nødvendigt for ham at vide det, og det kunne han heller ikke rigtigt lægge skjul på, hvad end om det var noget, som man nu ville det, eller ikke. Han ønskede at vide det, også selvom han nok kun fik den kortfattede udgave, så var det bedre, end at høre, hvad så mange andre, kunne finde på at sige, og særligt, når det foregik på denne her måde.
Tavs forblev Gabriel, som hun fortalte ham sin historie. Grotesk som den end lød, måtte han jo bare tolke den, som var det slet ikke et liv, for hende, at være sammen med Derick. Den mand havde vel heller ikke været den rette for hende, når det kom til stykket? Jo mere hun fortalte, des mere skadefro, måtte han jo alligevel føle, at han blev, når det kom til stykket. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Man må jo sige, at det har været en grotesk historie, du har lagt bag dig," kommenterede han roligt. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han tog imod de lette strøg mod hans kind. Øjnene lod han let glide i, som han slap et dæmpet suk. Han prustede ganske let. Træt som han følte sig, og særligt nu, så var det også bare begrænset, hvad han kunne stille op med det på sigt. Han lod hånden stryge over hendes ryg. "Han fortjente dig aldrig.. det stod jeg fast ved også dengang." At snakke om hendes eks, rørte ham ikke. Det bekræftede jo kun mere for ham, at det valg, som hun dengang havde taget, havde været forkert.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det er i hvert fald mere, end hvad jeg har hørt andre opleve,” sagde Denjarna sandfærdigt. Hun kendte nemlig oprigtigt ikke en med en historie som sin egen. Ikke at hun just ville være stolt af det, som hun uden tvivl ville ønske, at hun havde været foruden visse af tingene.. Særligt torturen kunne hun have undværet. Dog kunne hun sige, at alt hvad hun havde oplevet, havde gjort hende det stærkere. En overlever var hun i hvert fald. Hun betragtede Gabriel, som han fastholdt, at hende og Derick aldrig havde været ment for hinanden. ”Og fortjener du mig?” endte hun roligt med at spørge, inden hun valgte at fortsætte sin historie. Kortfattet fortalte hun den måske, men hvis hun skulle fortælle den i detaljer, ville de aldrig blive færdige. ”..Efter at have stukket af og myrdet mine kidnappere, måtte jeg leve alene. Jeg levede af, hvad jeg måtte finde og boede, hvor jeg kunne komme til. Intet havde jeg, som jeg havde mistet min mand og mit hjem.. og vel også min forstand i den efterfølgende tid. For ikke at brænde om dagen, levede jeg i faldefærdige hjem og skuer i dagstimer. Derudover myrdede jeg, hvad jeg kunne komme til, som jeg havde en ustoppelig blodrus efter at være blevet sultet i flere år.. I lang tid levede jeg sådan, hvor jeg en nat pludselig mødte Derick igen. Ej kunne jeg kende ham til en start, men det endte med at komme. Dertil valgte han at fortælle mig, at han havde været med din mor i den tid, hvor jeg var blevet tortureret, og ja … jeg dræbte ham.” Tænksom var hendes blik blevet, som det uden tvivl var meget, som hun pludselig skulle huske. ”..Da jeg næsten havde tømt ham for blod, endte jeg dog med at fortryde. Jeg omgjorde ham derfor til en vampyr i stedet, og derfra skiltes vi igen, og igen for flere år.” Ja, et turbulent forhold havde hende og Derick uden tvivl haft. ”Mit til dels psykotiske liv fortsatte derfra.. En nat stødte jeg dog på en vampyr kaldet, Vladimir, og her skulle det vise sig, at vi blev i stand til at hjælpe hinanden tilbage på rette fod. Jeg flyttede ind hos ham, hvor jeg kom tilbage på rette spor, og der mødte jeg så også Dvasias’ daværende konge. Mattheus. Du har måske hørt, at Dvasias på et tidspunkt var ved at ramle sammen? Det skete dog, som Mattheus åbenbart nærede de flere følelser for mig, end jeg gjorde for ham, og bare rolig.. vi var aldrig tilnærmes vist sammen. Jeg så ham nemlig aldrig i det lys. Dog skete al det på den baggrund, at jeg havde mødt Derick igen..”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

En grotesk historie var det, Denjarna kunne lægge bag sig, og særligt nu, hvor det virkede til, at hun åbnede op for ham, og fortalte mere frit, end hvad hun havde gjort hidtil. Dette kunne nu godt mærkes, og et sted, var det en tanke som gjorde ham.. vred. Han havde i forvejen aldrig været meget for hans moders valg af mand, og særligt fordi, at det aldrig havde været meningen at hende og Derick skulle have været sammen.. eller så mange andre, for den sags skyld.
Gabriel sukkede let, selvom han igen ikke brød ind i hendes historie. Lang og brutal som den var, så var det tydeligt, at hun alligevel, havde valgt at komme sig igennem det. Han måtte nu alligevel tage hatten af, for hvad hun havde formået at klare igennem sit liv. "Noget siger mig, at din groteske historie, endnu ikke er nået mod sin ende.." bemærkede han med en rolig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hende. Grotesk som det end måtte være, så var der bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. Han bed tænderne tydeligt sammen, som hun fortsatte.. Hvordan kunne nogen være sådan overfor hende? "Jeg vil nu alligevel påstå, at jeg var det bedre end Derick. Jeg ville have givet dig hele verden.." kommenterede han. Selv nu, hvor han fik sandheden og den oprigtige historie fra kilden selv, så var det.. grotesk at lægge ører til. Selv måtte han jo erkende, at hun fortjente det bedste, og det havde tilsyneladende ikke været noget, som nogen havde været i stand, til at kunne give hende.
"Well, når end ikke kongen af Dvasias, kan håndtere dig, så er det vel bare på tide, at der dukker en op, som rent faktisk er i stand til at gøre det?" pointerede han med en rolig stemme. Han var glad lige nu. Virkelig glad.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Vi er kun nået halvt igennem den,” endte Denjarna med at sige. De manglede endnu bidet, graviditeten, tilfangetagelsen og døden, af grusomme ting, som hun havde oplevet. At Gabriel sagde, at han ville have givet hende hele verdenen, fik hende til at se bort fra ham. Hun vidste det.. Det havde hun altid vidst. Gabriel ville have givet hende et liv fuld af kærlighed, og alligevel havde hun fravalgt det. Selv havde hun nemlig altid vidst, at livet med Derick aldrig ville kunne være let. Hun led vel af et snert af masochisme på det punkt? ”..Jeg ved det,” sagde hun sandfærdigt. Hans tale om, at det var på tide, at en rigtig mand dukkede op i hendes liv, ophøjede dog lidt stemningen igen.. På trods af det faktum, at hun tvivlede på, at der fandtes den mand, der for alvor kunne sparke benene væk under hende og holde hende i et godt forhold. ”Kald på mig, hvis du skulle finde den person,” kommenterede hun med et skævt smil, inden hun valgte at fortsætte sin historie. Der var jo et godt stykke tilbage endnu! ”..Men tilbage til historien, da jeg mødte Derick igen, ønskede vi at forsøge os igen. Jeg havde dog også nogle personlige ting, som jeg ønskede at opnå. Jeg ønskede nemlig ikke at være en vampyr et sekund længere. Det var også der, at jeg mødte Salvatore. Han hjalp mig med at finde den kongelige rådgiver i Dvasias, Enrico, der indvilligede i at gøre mig til mørkelver igen. Dette lykkedes, som du også selv kan se, men det havde nu sine konsekvenser. Da jeg fandt Derick igen efter det, endte han med at bide mig. Ikke noget livstruende, men alligevel.. Utilpas var jeg omkring ham efter det, men vi forsøgte stadig. Lige indtil, at jeg fandt ud af, at jeg var med barn.. Du ved, at jeg aldrig har været meget for ideen om børn, og heller ikke da jeg stod i situationen, var jeg meget for det.. Jeg aborterede derfor ved hjælp af nogle elviske urter, hvorefter jeg gjorde det forbi og flyttede tilbage til min gode ven, Vladimir. Det er også det sidste jeg har set til Derick.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Grusom som Denjarnas historie måtte være, så var det meget lidt, Gabriel kunne gøre ved den. Han håbede naturligvis at den rette mand ville dukke op for hende, før eller siden, da han selv tvivlede på, at det var en titel, som han kunne påtage sig, og særligt, når det var på denne her måde. Dengang havde han været klar til at give hende, alt hvad hun pegede på, for at give hende den trygge tilværelse, men var alligevel valgt fra. Nu var det vel nemmere for ham, at acceptere det tilfælde, end det var med så meget andet? Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, og med et kort smil på læben. "Mhmm." Ikke fordi, at han ønskede at køre rundt i det.
At hun derimod havde været svanger, var et sted en tanke, der kom bag på ham, for han vidste hvor meget hun direkte havde hadet at skulle have børn og stifte familie. "Du har nu aldrig været den type kvinde for mig, der ville slå sig til ro, og få børn, min kære," sagde han med en sandfærdig mine. Han blev dog liggende ved siden af hende. Det var måske også bare til det bedste, at det forløb sig på denne her måde? Han måtte jo sande, at det var en tanke, som han rigtig godt kunne lide. "Det er en grotesk historie, du kan lægge bag dig, Denjarna.. Jeg håber i hvert fald, for din skyld, at det bliver en lysere tid, du går i møde nu," sagde han med en ganske sandfærdig mine, da han slet ikke ønskede, at se hende rende rundt og opleve smerte på smerte.. End ikke det, var noget som hun havde fortjent. Hånden strøg han fra hendes ryg og over hendes side. Derick havde aldrig været god for hende.. Det gik da mere og mere op for ham nu.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige var Denjarna ikke typen der fik mand og barn, og gik hjemme og passede huset. Der følte hun, at hun kunne få meget mere ud af sit liv på anden vis. Svært havde mænd dog ved at acceptere dette faktum, og derfor prøvede de ofte at skubbe hende i deres ønskede retning, hvilket selvfølgelig altid endte som en katastrofe. ”Jeg vil hellere udsættes for tortur, end at ende i et lille hjem med et barn på hver en arm, mens jeg skal kokkerere til en mand,” sagde hun sandfærdigt og skar en grimasse, som det i sandhed måtte være et skræmmebillede. ”Men til alles fortrøstning, kan jeg sige, at min liv lige nu og her går. I min historie derimod, er der dog endnu nogle hop,” sagde hun ærligt, inden hun fortsatte. ”..Jeg boede som sagt nu med Vladimir, og som jeg altid har haft fjender, havde han også blandt sine egne. Jeg endte derfor med at blive fanget i Den Mørke Skov en dag af en vampyr. Hvad der er blevet af Vladimir, ved jeg ikke, men vampyren holdt mig om end for at skade ham. Der var jeg i gud ved hvor lang tid, indtil Salvatore kom efter mig. Det var selvfølgelig der, at han valgte at bringe mig til Catalena, hvor du forsøgte at jage mig ud.. Sammen skjulte vi os i dit land, som han plejede mine sår, til jeg selv kunne tage vare på mig selv. Det var også der, at jeg besluttede mig for at gå efter den manjanske trone. Med al det der var hændt mig, var jeg begyndt at føle mig forvist fra Dvasias. Derfor ønskede jeg at skabe mit eget.. Som du ved, tog jeg derfor også den manjanske trone. Godt gik det herfra, som jeg fik vendt landet. Jeg stødte ligeså også på en skadet drage, som jeg valgte at tage til mig.. Pludselig skete der dog det, at jeg måtte forlade landet i et statsligt anliggende og det var her, at jeg fandt ud af, at jeg var gravid igen. Denne her gang aborterede jeg dog ikke, som jeg fødte, hvilket endte med at tage mit liv..” Hvad havde han i det hele taget følt, da hun var gået bort? ”Det næste jeg husker er en femtenårig pige der ligner mig og en mand der præsenterede sig selv som Nathaniel Diamaqima. Her sandede jeg, at jeg åbenbart var gået bort, og det første jeg gjorde var selvfølgelig at drage hjem. Som det skete, jagede jeg Theodore Acheron bort, der uberettiget sad på min plads, og resten kender du nu til..”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Atter en gang, måtte Gabriel forblive tavs, til Denjarna måtte færdiggøre sin historie. Hård og grotesk som den end var, var det meget lidt, som han kunne gøre ved det, og det var også lidt det, som han måtte stå ved, når det var sådan i den anden ende. Han blinkede let med øjnene. Vampyrerne havde uden tvivl været hårde ved ham, hvor hun vel også havde lært, at det ikke var et væsen, som hun skulle have noget med at gøre på sigt? Han sukkede let, hvor han havde haft et langt bedre liv, end hvad hun kunne prale med, så kunne han da også godt mærke, at det var noget, som havde påvirket ham på sigt.
"Jeg vidste at du var gået bort.. Eller historierne sagde det, da ingen vidste hvor du opholdt dig. Det blev bare aldrig bekræftet," pointerede han med en sandfærdig mine. Han vidste ikke, om det var en tanke, som han skulle juble over, selvom det nok mest var det, som han havde haft lyst til dengang, men hvad pokker.. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, som det var lige nu, og det var nok også noget af det mest groteske ved det hele. Han trak hånden let til sig. Ikke var det en historie, der skræmte ham som sådan, for han kunne jo se, hvad det havde ført til i den anden ende, hvilket i hans øjne, var det, som var det vigtigste af det hele. "Det glæder mig da, at min kære svigerfar, var der, til at skænke dig den mulighed.. Men betyder det så, at du reelt set, har en datter?" Svært var det for ham, at forestille sig, og særligt nu hvor det jo trods alt var hende. Det med børn, havde jo trods alt aldrig været hendes kop the!

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarnas sølvgrå blik hvilede i hans krystalblå. At han fjernede hånden fra hende, syntes hun ikke just om, men intet gjorde hun ved det. Hele hendes historie var nu fortalt – i store træk om ikke andet – og nu var det op til Gabriel at finde ud af, hvad han mente om den. ”Nej, jeg hører godt, at det var uvidst, hvad der var blevet af mig.. Død var jeg dog, og nu agter jeg bestemt ikke at gå nogen steder,” sagde hun ærligt. Forhåbentligt havde hun adskillige år tilbage! Brynet løftede hun let, som han spurgte ind til, om hun virkelig havde en datter i så fald. ”Af hvad jeg ved af har du ellers allerede mødt hende,” sagde hun ærligt. ”Af hvad jeg ved af, hører jeg dog også, at du ikke er hendes favoritperson.” Hun trak let på smilebåndet. Vidste han slet ikke, at hun havde en datter? Pigebarnet havde sågar siddet på den manjanske trone. Men igen.. det var vel igen et bevis på, at Procias kun interesserede sig for Procias? Roligt strøg hun ham hen over siden. ”Men nok om min historie.. Fortæl mig, hvad du har oplevet, siden vi skiltes. Det sidste jeg hørte dengang var, at du havde forladt landet. Det næste jeg fandt ud af mange år efter var, at du giftede dig med Silia Diamaqima, og fik din mors trone på den måde,” lød det nysgerrigt fra hende. Hun ønskede nemlig oprigtigt at lære ham bedre at kende, samt vide, hvad der havde gjort, at han havde udviklet sig til den mand, som han var i dag. En mand der umiddelbart fald i hendes smag.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Gabriel skulle have mødt hendes datter, kunne han vel et sted godt erindre? En kvinde, som var lige så irriterende, som Denjarna selv var? Ikke at det var noget, som kunne komme bag på nogen, da det derimod, var noget som han bare måtte lære at leve med.
"Jeg tænkte mig godt familieligheden.. For hun ligner dig. Jarniqa.. ikke sandt?" At hun derimod var en kvinde, der ikke kunne lide ham, var i forvejen ikke en tanke, som kom synderlig meget bag på ham, hvis han selv skulle sige det. Han lod hovedet søge en kende på sned atter en gang, og med et kort smil på læben. Død havde hun været, men det var aldrig bekræftet, hvilket nok var det, som havde reddet det hele fra den tid i hvert fald. "Jeg tror du skal være ganske tilfreds med, at du ikke blev bekræftet død, min kære," sagde han med en ganske sandfærdig mine. At hun derimod ønskede at vide hans historie, forundrede ham dog en smule. Ikke at den var så mørk og dyster, som det hendes havde været, men noget, var der trods alt også sket undervejs i det. "Min historie, er langt fra så mørk, kold og dyster, som din er, Jarna. Jeg blev knust, da du valgte mig fra.. søgte tilbage til Procias.. forsøgte at leve et ganske normalt liv, selvom det ikke rigtigt, var i mit favør. Jeg kunne ikke se min moder i øjnene, så jeg søgte rundt.. forsøgte at leve et liv, og lade som ingenting. Mit navn var sortnet til, efter min tid sammen med dig, hvor jeg samtidig også forsøgte at glemme det hele. Jeg måtte jo bare sande, at jeg ikke havde været god nok," fortalte han med en sandfærdig mine. Han trak kort på skuldrene, inden han igen rullede om på ryggen. Hvorfor var det hårdt, at skulle fortælle den? "Jeg farede rundt i mange år, inden jeg søgte tilbage til Procias, og til slottet. Jeg faldt i snak med en af de tjenestepiger som var der.. Evelynn. Vi blev glade for hinanden, og vi fandt sammen.. Det var der, at hun fortalte mig om en brutal opgave, som hun var blevet sat på, hvor hun faktisk skulle tage mit liv.. men hun kunne ikke.. Hun tog sit eget liv, for at bryde den kontrakt, som hun var underkastet.. Derfra blev hun skænket et nyt liv, og denne gang som engel," fortalte han.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Gabriel alligevel kunne ane familieligheden mellem hende og Jarniqa, måtte Denjarna alligevel se sig tilfreds med. Ganske vidst vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med barnet, men stadig ønskede man vel, at ens barn lignede en? ”Jarniqa Dynithril, ja,” endte hun med at medgive. At hun skulle se det som en positiv ting, at hun ej var blevet erklæret død i sin tid, havde han vel ret i. Roligt drog hun en indånding. ”Folk er som gribbe. Dette viste Dvasias sig også tydeligt at være,” sagde hun direkte, som Dvasias jo havde forsøgt at erobre hende land. Heldigvis havde de ikke være i stand til at holde det i det sekund, som hun var kommet tilbage på banen. Ej var det dog hendes historie, som de skulle fokusere mere på, som hun nu ønskede hans. At han var overrasket over det, kunne hun hverken se eller forstå. Han interesserede hende jo, og derfor faldt det hende naturligt ind, at hun skulle høre lidt om ham. At han dog skulle starte med at beskrive, hvor sønderknust hun havde gjort ham, og at det havde ødelagt hans navn, var dog som et slag i ansigtet. Det var vel også derfor, at han endte med at trække sig helt fra hende? Tænderne bed hun sammen, som hun trak sin egen hånd til sig og lagde den på madrassen foran sig. ”Denne Evelynn.. Hende mener jeg ikke, at jeg nogensinde har hørt om. Hvad blev der af hende?” Forholdet var vel gået i stykker siden hun ikke længere var i billedet? Det var måske kommet, som kvinden var blevet engel? Eller også var der blot sket noget efterfølgende? For Denjarnas vedkommende var det også naturligt, at forhold forliste før eller siden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var vel ikke underligt, at mødre ønskede, at deres børn skulle ligne dem, og når det kom til stykket, så ville han da heller ikke tro, at Denjarna var meget anderledes. "Hun ligner dig ikke bare af udseende, men også af person, må jeg sige.. Lige så irriterende," pointerede han med en ganske sigende mine, og et drilsk smil på læben.
Dvasias, var et land af grippe og egoister, og det havde det alle dage været, så det var vel ikke en nyhed, som kom bag på synderlig mange? Han rystede let på hovedet. "Sådan har det nu alle dage været," sagde han sandfærdigt, inden han dog valgte at fortsætte. Tanken Evelynn, var en tanke, som uden tvivl gjorde forbandet ondt på ham. Han havde elsket den kvinde, noget så ubeskrivelig højt. "Som engel, flyttede vi sammen. Marius havde på daværende tidspunkt, et børnehjem i Procias, hvor han samlede de børn ind fra gaden, og gav dem muligheden for at få et bedre liv. Vi tog imod en dreng.. Jeremiah. Han havde visse problematikker, som gjorde, at han næppe ville få muligheden for et fast hjem. Jeg tog ham til mig, som min søn.. Elskede ham lige så højt som en far, ville elske sin søn.. Vi flyttede ud i skoven, i en hytte, hvor vi kunne være alene. En dag, hvor jeg havde været ude, for at hente forsyninger og andet til os alle 3, dukkede en Horror op.. Det var fuldmåne.. De blev begge slået ihjel. Jeg fandt dem liggende i en blodpøl," fortalte han dæmpet. Knuden følte han tildels stadig i brystet, men det var ved at være mange år siden. Grotesk som det end var, så havde det knust ham. Hans mange forsøg på at etablere sig, havde altid slået fejl.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Burde jeg være bekymret for min datter og dig, siden hende og jeg er lig hinanden?” spurgte Denjarna med et glimt i øjet, inden hun måtte kysse hans læber. Direkte forkasteligt ville det være, hvis hende og hendes datter endte med at ligge i med den samme mand. Det var i hvert fald ikke en opførsel, som hun støttede op omkring, og ej heller håbede hun, at Gabriel gjorde det.
Som Gabriel fortalte om sin historie, måtte det faktisk gøre ondt på Denjarna. En kynisk kvinde var hun nemlig ikke på den led, og derfor kunne hun skam sagtens føle omsorg. Gabriel var nemlig en god mand, og det, at han rent faktisk havde fundet sig en kvinde for livet, og at de rent faktisk havde fået en søn sammen, var en smertefuld historie, når man hørte slutningen. Hans historie var nemlig ikke som hendes, hvor hun selv havde valgt at gå fra Derick. Han havde derimod fået frarøvet sin familie gennem mord, og derfor havde han endnu haft følelser i klemme. Ej rørte hun ham, som hun ikke vidste, om han ønskede det nu. Derfor lå hun blot ved hans side og betragtede ham. ”Det er altid tragisk at miste dem man elsker, når man ikke selv er parat til at slippe dem. Særligt når måden man mister dem på er så traumatisk,” sagde hun ærligt og oprigtigt medfølende. At det havde været en horror der havde gjort det, og at det havde været under en fuldmåne, var jo også blot med til at stille mørkest racer i et dårligt lys. Dog kunne man intet gøre, som de var en del af livet. Selv havde hun jo også måttet acceptere, at hun var blevet vampyr for en lang periode imod sin egen vilje.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel rystede på hovedet. Det kunne godt være, at han kunne finde på meget, men at være sammen med mor og datter, var slet ikke noget, som ville komme på tale for hans vedkommende. "Jeg er nok mere fornuftig, end at være sammen med moder og datter," sagde han med et let smil på læben.
Selvom det var en direkte tragisk historie, som han kunne lægge bag sig, så var det jo bare en anden måde at opleve det voldsomme på, end det som godt måtte være i den anden ende. Nu hvor han stod i en situation, hvor han havde mistet frygtelig mange endda, så var det også begrænset hvad man kunne holde til. Jeremiah og Evelynn var blevet brutalt revet fra ham, da han havde været ude, og var kommet hjem for at finde dem liggende i deres egen blodpøl. Der havde han allerede set liget af sin døde søn, og måtte lulle sin elskede ind i døden, ved at have hende i favnen. Horroren havde været død.. Han havde ikke rørt ved den dyriske skikkelse, som havde ligget på gulvet ved siden af dem. "Jeg fik dem gravlagt på et sted, hvor de fortjente det, og hvor de fortjente at ligge, og stadig havde hinanden. Det havde knust mig. Jason havde været gift med min moder, for at sikre sig, at Procias endnu måtte stå. I samme omgang havde de valgt at træde fra, og give den til Silia, som glædeligt havde taget imod. I ren og skær forretning, og for at hjælpe mig, fik hun mg bragt til slottet, hvor vi giftede os.. At vi fik følelser for hinanden, havde ikke været meningen.. og ja.. Resten af historien, kender du nok," sagde han. Den var ikke præget af mange eventyr, eller noget som helst over en lang årrække, men derimod få, men meget tragiske ting.