Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ligget halvvågen igennem et stykke tid efterhånden, også selvom det kun var med kvalme, når han forsøgte at åbne øjnene. Det mørke hår, som han derimod havde havde set, gik han vel ud fra, var Silias? Svimmelhed påvirkede ham, og det samme gjorde følelsen af alt for meget vin fra aftenen før! Selvom han havde sovet igennem en hel nat, følte han alligevel at han kunne fortsætte med at sove, og særligt når han nu lå der med armen trygt hvilende omkring en kvinde. Det var det som betød mest. Han gik vel ud fra, at det var Silia, som måtte ligge der ved hans side? Hvem skulle det ellers være?
At vedkommende begyndte at vende sig, var det som nærmest måtte tvinge Gabriel ud af den halve søvn, som han var røget i efterhånden. Øjnene åbnede han kort igen, også selvom de føles tunge som bly, og det var hårdt at holde dem oppe. Armen spændte han, inden han trykkede hende tættere ind mod sig. Silias duft var det ikke, hvilket var det, som vækkede ham for alvor, og særligt når det foregik på denne her måde. Det var her han for alvor måtte tvinge sine øjne op. Silia var det ikke.. Det kunne han da tydeligt se nu. Var det.. åh gud.. hvad pokker havde de da lavet? Denjarna?! De krystalblå øjne hvilede på hendes skikkelse.. Skulle han trække sig? Slippe hende? Fuldkommen stille blev han liggende foran hende, uden at vide hvordan han skulle reagere. De havde vel ikke..? Åh gud.. Silia kom da til at slagte ham for det her!

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvorvidt Denjarna burde flytte sig eller ej, vidste hun oprigtigt ikke. På den ene side var dette jo Gabriel, og på den anden side kunne hun svagt mindes, hvad de havde gjort, og at det vidst havde været godt. Forkert måtte det dog også føle, som det igen var Gabriel. Hun havde fravalgt ham for en million år tilbage! Han kaldte hende diverse skældsord, hvis han kunne komme til det! Tungt trak hun vejret. En knude måtte også langsomt opstå i hendes bryst. Jo, hun havde vel før spekuleret over, om Derick havde været det rigtige valg for hende, men nu havde hun jo fundet Salvatore, skønt de ikke nævnte noget som helst om, at de var et par. Endvidere havde hun ikke haft to mænd på samme tid siden Derick og Gabriel.. Hvad foregik der dog?! Hvad havde gjort, at de var endt her? Hvem havde charmeret hvem? Umiddelbart erindrede hun nemlig blot en rar følelse og det at være ham nær. Hun sank en klump, som han trak hende nærmere. Sov han eller var han vågen? Vidste han dette eller ikke? Svar fik hun dog, som hans krystalblå øjne pludselig stirrede ind i hendes, og hans krop stivnede. Ej slap han hende, og derfor kunne hun endnu helt fornemme hans hjertebanken mod sine bare bryster, og hans varme ånde imod sit ansigt. Ud fra hans reaktion, som han blev stiv som et bræt, tolkede hun det dog som om, at han ligeså var overrasket. På den anden side slap han hende dog ej heller.. Betød det, at han var i konflikt med sig selv? Hvad skulle hun i det hele taget selv mene?! Var det overhovedet forsvarligt at drage nogen konklusioner efter at man havde drukket så megen rødvin? ”..Godmorgen,” endte hun langt om længe med at sige. Hvad kunne man egentligt sige? Godmorgen var ganske enkelt blot hendes første indskydelse.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvordan Gabriel skulle tolke og tage alt det, som skete for øjnene af ham, vidste han faktisk ikke ,og det var svært for ham. Gud hvor var det svært, når han ikke vidste, hvad pokker der egentlig var sket! Hans blik stirrede mere eller mindre på hendes skikkelse.. Var det sandt, hvad hans øjne viste ham? Var det virkelig Denjarna som han lå sammen med.. lå med armen omkring. Det var helt utroligt! Det sidste, som han havde regnet med, for at sige det mildt.
Blikket vendte han stille ned af dem begge. Han vidste, at han lå i ingenting.. han kunne mærke, at hun gjorde det samme, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Godmorgen? Godmorgen?! Var det hvad hun ville sige til ham?! Han trak vejret dybt. "... Godmorgen.." endte han i mangel på bedre, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige til hende. Grebet løsnede sig omkring hende. Skulle han rejse sig og gå? Blive sur? Råbe og skrige? Eller bare slå sig til ro med tanken om, at han rent faktisk havde nydt det? Han havde nydt det.. han kunne jo mærke det på hans egen krop og sjæl, at det føles sådan. Det var lang tid siden, at han havde mærket sig af dette. End ikke med Silia, var han efterladt med den følelse. Silia... samvittigheden efterlod han med en knude i brystet. "... Vi har vel ikke..?" begyndte han. At færdiggøre sætningen, kunne han ikke. Den var for grusom i hans verden til at blive sagt højt for nogen som helst! Han kunne ikke have gjort det sammen med hende!

[Denjarna Dark Dynithril]

Tiden syntes at været gået i stå, som de sølvgrå og krystalblå øjne stirrede ind i hinanden. Hvorfor var hun for helvede ikke en tankelæser?! Hvad tænkte han?! Tænkte han, at han kunne få struben af hende? Eller tænkte han, at han kunne blive her? Hurtigere måtte Denjarnas hjerte slå. At hun havde sagt godmorgen til ham havde ganske enkelt været i mangel på bedre. Dette havde trods alt ikke været den typiske omgang, som hende og Gabriel for det første ikke var på talefod, og for det andet plejede hun at mindes det bedre, hvad hun lavede med folk. Hun stirrede på ham, som han end ikke kunne sige ordet for, hvad de havde gjort. Det var ham vel en rædselsfuld tanke når nu han tænkte, at hun kom fra helvedet? En vis kulde måtte det efterlade hende med. At han i det hele taget lå der endnu, måtte være hende utroligt. Han var vel komplet lammet? ”..er jeg blevet så ringe?” endte hun blot kortfattet med at sige, hvor det vel også var svar nok på hans spørgsmål? Ganske vidst havde hun ikke husket ham, som hun havde slået øjnene op.. Som hun derimod havde set ham, havde visse minder gjort sin opdagelse i hendes hukommelse i hendes nethinde. Deres læber der havde suget sig til hinanden.. Hans krop oven på hendes, som han havde taget hende.. Hendes krop ovenpå hans, som hun havde reddet ham.. Sveden.. Nydelsen.. Hvilken forbandet nydelse, som hun i princippet stadig kunne føle i sin krop! Og en.. var det hungren? Dog sagde hun intet, hun trak derimod dynen ned foran sig, så han ikke længere kunne se hendes frie barm, som han trak sig fra hende. Dette havde bestemt ikke været planlagt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var bestemt ikke fordi, at Gabriel havde regnet med nogensinde, at møde Denjarna igen, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket direkte mod hende, hvor han i stedet for at stirre på hendes krop, stirrede på hendes ansigt. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Problemet var, at det var sket.. han havde været tæt på hende, og det her havde ikke just gjort det meget bedre!
Indvendig, måtte samvittigheden nærmest kvæle ham. Det efterlod ham med en virkelig klam smag i munden, og særligt fordi at vidste, at Silia sad derhjemme, og ventede på, at han kom hjem, og så lå han her.. med hende? Hvad pokker var det der skete i denne her verden?! Han trak vejret dybt, som hun pakkede sig mere ind i dynen. Der lagde han sig mere om på ryggen. Hendes ord alene, var kun en bekræftelse for hans vedkommende på, at de rent faktisk havde gjort det. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans del. Han rystede på hovedet. "Nej eller.. nej.. Jeg kan ikke huske det.." Han lod hænderne glide over hans ansigt. Burde han skamme sig? Burde han nyde det, eller burde han hade det? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, hvilket nok var noget af det værste af det hele, når det endelig skulle siges! Tænderne måtte han derfor bide fast og hårdt sammen. "For pokker.." Han satte sig op, hvilket han hurtigt fortrød. Det kørte med det samme rundt i hovedet på ham. Han lagde sig ned igen. Det dunkede med den vildeste hovedpine lige nu! Alle de tanker og alt den vin. Det var en dårlig kombination!

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriels mimik tilkendegav på ingen måde, at han huskede, hvad der havde hændt, eller om han havde nydt det, og et sted gjorde det faktisk Denjarna … arrig. Ganske vidst erindrede hun det ikke selv i detaljer, men hun mindedes noget, ligeså vel som hun mindedes en ubeskrivelig nydelse. Derudover brød hun sig ikke om ideen om, at hun ikke var mindeværdig.. På ingen måde! Aldrig før havde hun prøvet at være glemt, og ej kunne hun sige, at hun brød sig om følelsen. Ganske vidst var det højst sandsynligt for det bedste, at dette aldrig havde sket, men hvad fanden kunne hun gøre, når det rent faktisk havde sket?! Tænderne måtte hun bide sammen. ”Glem det.. Lad mig,” lød det fra hende i en lettere skarp tone. Først sagde han, at han ikke huskede det, og nu forsøgte han at flygte?! Nej.. Så skulle hun nok være den der var gået! Selvom hun ikke just havde noget at være ked af – ud over de mange år – vendte hun ham ryggen i sengen, inden hun måtte stemme hænderne imod madrassen. Hjem.. Hun måtte komme hjem! Og forhåbentligt havde ingen set dem! Hvad lavede han i det hele taget også i hendes land?! En dyb indånding tog hun, ingen hun satte sig op i en siddende stilling, og med benene ud over sengekanten. Det hele sejlede! Snurrede rundt gjorde hendes hoved, hvilket fik hende til at lukke øjnene i for en stund. Hvad havde dog gjort, at hun havde fået så meget indenbords?! Hendes fingrer klemte let om lagnet alt imens hun sundede sig. Det eneste han umiddelbart ville kunne se af hende, var hendes lange ravnsorte hår – der var lettere filtret efter en hed omgang i lagnerne og efter en omgang nattesøvn – der dalede ned over hendes arrede ryg, hvor det sluttede med, at man kunne se det øverste af hendes ende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at de burde gå hvert til sit, selvom.. han lystede ikke at rejse sig, af grunde, som han ikke helt kunne finde ud af. Nu havde han gået i alle de år, for at glemme Denjarna.. være vred på hende, bare for at holde hende på afstand, og nu var det hele rent faktisk spildt? Han ønskede ikke at gå, og et sted, ønskede han jo heller ikke, at det var noget, som hun skulle gøre! Han blev denne gang liggende, og vendte blikket mod hendes skikkelse, og med en fast mine.
"Stædige æsel," mumlede han let. Ha nvidste virkelig ikke hvordan han skulle tage det hele! Og ærlig talt, så ønskede han slet ikke, at det skulle være på denne her måde. At hun så blev siddende på sengekanten indikerede vel også, at hun ikke var klar til at rejse sig endnu? Han sukkede let og himlede med øjnene. "Denjarna... læg dig.." sagde han denne gang. Denne gang hvor han også brugte hendes fulde fornavn i stedet for. Han lagde sig om på siden, hvor han denne gang tog fat om hendes arm. Her kunne han se det smukke lange, og mørke hår.. de mange ar.. alt for mange ar, og han kunne bestemt ikke lide det. Hvad var der sket? Måske det var et dumt tidspunkt at spørge på, men hvad pokker. Hånden greb ud efter hendes overarm. Det var ikke nu, at hun skulle til at lege stædig og stolt! Det var virkelig det helt forkerte tidspunkt at gøre det på.

[Denjarna Dark Dynithril]

Stædig og stolt kunne man vel næsten sige var Denjarnas mellemnavne? Derfor fandt hun sig ikke i, at hun kunne gå i glemmebogen! Og da slet ikke i Gabriels glemmebog! Hvad værre var jo, at hun endnu erindrede en nydelse, og at hendes krop nu måtte hungre efter mere. Svært havde det været for hende at give afkald på ham i sin tid, og derfor kunne det næppe hjælpe på sagen, at de endnu engang lå der.. At han bad hende om at lægge sig, hørte hun godt, men ej forstod hun det. Ham der var gift.. Ham der fortalte, at hun var som gift for ham.. Ham der alligevel ikke erindrede, hvad de havde lavet.. Fristende var det dog at lægge sig tilbage. Som hun sad op kunne hun nemlig kun fornemme, hvordan alkohollen måtte rumstere i hendes mave, og hvordan lokalet måtte være som en karrusel for hendes hoved. ”Hvorfor?” endte hun skarpt med at spørge, inden hun måtte mærke en let prikken i sig, som han tog fat i hendes arm. Hvad var meningen med det? Tungt trak hun vejret, inden hun langsomt lod sig glide tilbage i madrassen. Blød og stabil var den og derfor måtte den også være åh så lokkende. Gad vide, om hendes vagter endnu var at finde her på kroen? Hun kunne nemlig se, at værelset her ikke var et af Neutraniums.. Vidste de mon, hvad der havde foregået i nat? Øjnene lukkede hun i. Køn var situationen ikke just på det punkt, hvis man så på det i et offentligt billede. Hun var trods alt dronning af Manjarno, og han var derimod konge af Procias, og tilmed gift. Havde nogen mon set dem? Det gav hende en knagende hovedpine at tænke på, og derfor var det vel bare bedst at lade være?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke et sekund i tvivl om, at mange i forvejen havde set dem, og nu hvor de havde ligget i sengen sammen, så hvorfor ikke bare.. lade den ligge? At fortsætte med at blive sure på hinanden, og spille stolt og stædig, var ikke noget, som kom nogen til gavn, og særligt ikke, som det var lige nu. Han greb derfor fat omkring hendes overarm, mest for at understrege, at han altså ikke ville lade hende gå nogen steder. Det var i hvert fald ikke hvad han havde af intentioner i denne situation. Han vendte blikket direkte fast mod hendes skikkelse endnu en gang.
"Fordi jeg siger det?" endte han kort for hovedet. Stolt og stædig, som hun kunne være, kunne han sagtens være det samme. Særligt nu hvor han ikke var den lille dreng længere, så det kunne da uden tvivl godt mærkes for hans vedkommende. Langsomt trak Gabriel sig mere om bag hende. Hvis han ikke kunne, tvivlede han stærkt på, at hun var i nogen situation, som gjorde det muligt for hende, at komme op i det hele taget. Han rystede kort på hovedet. "Jeg går ud fra, at du har det mindst lige så dårligt, som jeg har.. så kom ned og læg dig," endte han igen. Han trak let i hendes arm, for at illustrere, at det her altså var et alvor. Han ønskede slet ikke, at hun skulle rejse sig og gå, og så efterlade ham her. Hun fik bestemt ikke lov til at vende ryggen til ham igen!

[Denjarna Dark Dynithril]

Fordi han sagde det? Hvem troede han, at han var?! Der var ingen der havde ret til at bestemme over hende! Ikke siden, at hun havde valgt at forlade Derick for så at klare sig selv. Tilbage i sengen til ham kom hun dog, og skønt en del af hende følte sig fristet til at ligge sig ind til ham, var en andel del af hende fristet til at gå. Kønt ville det dog næppe være med det sidste, som han havde ret.. Hun havde det højst sandsynligt ligeså dårligt som ham. ”Måske har jeg det værre end dig, fordi jeg ikke lider af det samme hukommelsestab som dig?” endte hun skarpt med at sige, som han sammenlignede deres tilstand med hinanden. Problemet var bare ikke, at hun ikke erindrede nogen dårlig nat i sengen.. Hun – eller hendes krop i hvert fald – erindrede noget der var en higen efter en gentagelse værdig. Op i loftet endte hun med at stirre, som hun havde valgt at lægge sig på ryggen denne her gang. Hvordan kunne han ikke erindre det? Hun begreb det ikke! Hun havde aldrig før været glemt, og nu skulle Gabriel ikke til at begynde på det! Tungt trak hun vejret, som hun forsøgte at samle sig. Hvad nu? Ej mente han, at det var passende for hende at gå, men hvad skulle hun foretage sig her? Hun var strandet nøgen i en seng med en mand der for det første ikke huskede deres nat sammen, og som for det andet sikkert brugte dagene derhjemme på at skyde pile efter hendes malerier i håb om, at det havde en virkelig effekt. Øjnene lukkede hun i for nogle sekunder. Hun burde for det ene få noget vand at drikke.. og hun burde for det andet tage sig et bad. Gårsdagen alkohol, røg og sengeaktiviteter hang sikkert over hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad alt dette måtte betyde, havde Gabriel virkelig ikke nogen anelse om, og svært var det at finde ud af, hvordan han skulle tage og håndtere tingene! Det var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. At hun ikke var tilfreds med hans ord eller noget lignende, var ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved. Han stirrede fast mod hendes skikkelse, som hun alligevel valgte at lægge sig ned. Hun måtte have det dårligt, ellers var han da godt nok gået til med vin i går, og hvis han ikke tog helt fejl, havde hun rent faktisk drukket mere, end hvad han havde.
"Med andre ord, så har du det lige så skidt, som jeg har. Du kan lige så godt lade være," sagde han med en direkte stemme, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. At hun lagde sig på ryggen, passede ham fint. Nu stod han så bare i den anden situation: Hvad nu? Hvad skulle de gøre? Uanset hvad de gjorde, så var det jo forkert! Det sidste, som han dog ønskede, var at hun skulle vende ryggen til ham igen! Der var vel også grunde til at de havde gjort det? Selvom han ikke helt kunne huske det, så måtte der jo være en grund til det hele. Hvad nu? Hvad skulle de gøre? Han vidste det ærlig talt ikke! "Du nød det... Du kan jo lige så godt indrømme det.. Men hvorfor?" Selv forsøgte Gabriel blot at finde hoved og hale i det hele, og hun gjorde det for pokker da heller ikke nemt! De krystalblå øjne vendte han atter mod hendes skikkelse, og med en langt mere hård mine. Han havde det ikke godt. Langt fra faktisk.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ringe havde Denjarna det, som hun uden tvivl kunne mærke, at hun ej skulle have drukket det sidste glas. Rundt på gulvet gjorde det hende, hvor det også havde ført til dette. Hvem af dem der i det hele taget havde startet det, anede hun ikke. Havde hun mon forført ham? Havde han kastet sig over hende i gammel forelskelse? Hun trak vejret tungt uden at kommentere på hvorvidt, om de havde det lige dårligt. Dog kunne man vel sige, at han havde mere at miste på dette, end hvad hun havde? ..eller havde hun selv noget at miste? Hende og Salvatore dannede jo hverken par eller var gift.. men stadig havde hun været ham monogam indtil nu. At Gabriel valgte at konstatere, at hun havde nydt det, alt imens han havde sagt, at han intet selv erindrede, irriterede hende kun! Ja for fanden hun havde nydt det! Og af hvad hun erindrede, havde han også nyt det! Forbandet ligegyldigt var det dog, når han ikke mindedes, at de havde gjort noget. Faktisk var det kun ydmygende. Særligt fordi, at hun huskede det. ”Ja, jeg nød det. Jeg nyder at ligge med alle de mænd, som jeg vælger at bringe med i seng,” svarede hun ærligt og i et forsøg på at hævne sig på ham, som han havde sagt, at han intet huskede. Hvis han alligevel intet huskede, hvorfor så ikke sige, at han blot var ligesom alle andre? Desuden vidste hun, at det ville påvirke ham, som han altid havde ønsket at have hende for sig selv. Hårdt var det måske, men havde han ikke også været direkte modbydelig overfor hende efter, at hun havde forladt ham? Derfor ønskede hun ikke, at han også skulle have håneretten over, at hun havde nydt noget med ham, som han end ikke fandt værd at mindes!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne godt huske små glimt fra natten og aftenen før, men det var svært at finde ud af, om det var noget som han bildte sig ind, eller om det var noget som rent faktisk var sket.. Han kunne virkelig ikke finde ud af det! Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. For pokker, hvor var det svært! Han himlede næsten opgivende med øjnene. Skulle hun virkelig forsøge at hæve sig over ham nu?
"Honestly... skal vi igennem det igen nu?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Den stædighed og den stolthed, kunne hun lige så godt lægge til side, for det gad han da slet ikke! Det her var spild nok for hans vedkommende.. eller.. var det? Han kunne virkelig ikke finde ud af! Her blev hun da alligevel liggende, og det var noget, som passede han mere end fint, hvis han selv skulle sige det. Han ønskede ikke at bruge tiden på at skændes og diskutere yderligere med hende. Hans hoved føles, som var det ved at springes, og han ville ikke mere! Han bed tænderne fast sammen. Hans drengeaften var ødelagt, og nu skulle hun også have lov til at ødelægge den nat, som de lige havde været igennem? Det var heller ikke fair i hans øjne! "Jeg tror vi begge nød det.. Jeg gjorde.. Jeg kan mærke det." Naturligvis var det en tanke, som direkte måtte irritere ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Skaden var sket.. Silia ville da slå ham ihjel for det her!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej støttede Denjarna op om ideen omkring, at hun huskede dem, og at han ikke kunne det. Hvorfor var det overhovedet, at hun kunne huske det, men ikke ham? Burde det ikke være omvendt?! ”Det ved jeg ikke. Skal vi?” spurgte hun ham sigende igen. Hvorfor kunne han intet huske? Af hvad hun vidste af, havde hun da ikke slået ham i hovedet med en stegepande, så han tabte bevidstheden! Dog skulle man næsten helt tro det.. At han dernæst måtte konstatere, at han havde nydt det, fik hende til at se på ham ud gennem øjenkrogen. Løj han? Talte han sandheden? Det kunne meget vel være en fælde for at få hende til at indrømme, at hun huskede mere end hvad godt var, og at hun endnu kunne fornemme det på sin krop.. Derudover kunne det mirakuløse også have sket, og at han derfor havde genfundet opmærksomheden. Kroppen endte hun med at dreje mod ham, så hun ligeså endte med at ligge på siden. Komplet ligeglad med, at hendes barm tittede en anelse frem. Var der også noget galt i, at han måske ville længes efter hende? ”Du kan mærke det, men ikke huske det?” gentog hun blot. ”Hvad får dig til at sige det?” Ej valgte hun at lægge sine egne kort på bordet, men hvornår havde hun også nogensinde gjort det? Hun havde altid yndet at sidde tilbage med den stærkere hånd, så ingen kunne ramme hende. Dette var også en af årsagerne til hendes utroskab.. Hun havde blandt andet ønsket at sikre sig selv, samt såre modparten inden vedkommende ville blive i stand til at såre hende. Forstyrret var hendes tankegang måske til tider, hvor det bestemt ikke var blevet bedre efter, at hun havde været underlagt tortur, men hvad kunne hun gøre ved det? Det var den kvinde hun var.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Måske kunne Gabriel huske det.. Måske kunne han ikke. Faktisk kunne han ikke rigtigt finde ud af, om det var noget, som han burde fortrænge, eller hvad pokker det var, og det var nu bare sådan at tingene måtte forholde sig. Han rystede let på hovedet endnu en gang. Han gjorde sig tanker om hans egen personlige og største fjende, som han slet ikke burde gøre sig! "Det er for pokker det, jeg spørger dig om," endte han med en langt hårdere stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Hvor var hun dog direkte irriterende lige nu! Og hun skulle da absolut prikke sådan til ham, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre!
At hun lagde sig om på siden, så barmen igen måtte titte frem, krævede sit fra Gabriels side, for ikke at stirre på den. Smuk som hun var, så havde hun bestemt heller ikke nogen grund til at skjule sig. Begge havde de det dårligt efter aftenen i forvejen, og havde nok godt af en dag i sengen. At det jo så lige skulle være med hinanden, var ikke just planen. Silia ville virkelig slå ham ihjel for det her. "Ja, jeg kan mærke det," endte han. Han behøvede vel ikke sige det to gange? Den ene hånd gled bag hans hoved, inden han slap et tungt suk. Hun var da.. irriterende lige nu! "Jeg ved det ikke.. Jeg kan mærke det.. jeg føler mig.. tilfreds.. selv med dig liggende i min seng," kommenterede han med en sigende mine. Han kategoriserede den som sin. Han havde nemlig ikke haft en grund til at gøre andet.