Post by Deleted on Jan 12, 2010 20:29:40 GMT 1
En historie jeg engang har skrevet over et H. C. Andersen eventyr, I må jo selv prøve at gætte hvilket et det er : D
Efterlad gerne en kommentar om hvad i syntes om det, det er så dejligt at få både god og dårlig kritik for det man laver xD
Prinsessen og Projektoren.
Hun ser sig skuffet omkring på den mørklagte gade. Det er Nytårsaften, og her sidder hun. Udsultet og frysende. Vinteren er kommet over dem, og de tunge dunede snefnug falder fra den mørke overskyede himmel. Det eneste lys kommer fra en halvudgået gadelygte, der engang imellem giver et forskrækket glimt af lys fra sig. Hun sparker vredt til en isklump der ligger få fortovet. Man kan se at en Service-bot, for nyligt har været her og feje fortovet rent for sneen, men de tunge snefnug er dog ved at lægge sig igen, og slette dens arbejde, som havde det aldrig været gjort. Hun ser ned af sig selv. Hendes fødder er iklædt et par slidte sutsko, hun har fundet i en skraldespand, og de er ikke specielt gode til at fortrænge den bidende kulde, der allerede har gjort hendes fødder følelsesløse. Hendes ben er beklædt med et par gamle overalls, hun har hugget fra sin stedfar, samt en gammel skovmandsskjorte der er alt for stor til hende. Hendes bølgende lyse fehår hænger ned af hendes ryg, med fine prinsessekrøller. Hun sukker kort, og kigger op imod Regentens Tårn. Hun burde være prinsesse.. Så kunne hun være til fine selskaber, og spise alt den mad hun kunne. Hun føler kort på sin tynde mave, ved tanken om mad, og den beklager sig med en dyb rumlen. Hun har ikke fået noget at spise siden i går aftes, og det kan mærkes. Hun ryster på hovedet, og krydser gaden. Hun må ned på centralen, der vil de give hende mad. Tanken om at vende hvem strejfer hende et kort sekund, men så føler hun på den smalle ar, hele vejen ned af hendes kind, og ombeslutter sig hurtigt. Hun vil ikke hjem til dem..
Siden hendes fars død er alting gået skævt. Hendes mor blev syg, og fandt hendes stedfar, som hun giftede sig med. Hun tænker bittert på stedfaren. Han er en ond mand, der vidner arret på kinden for. Det var derfor hun løb hjemmefra. Juleaften, for et år, og en uge siden. Hun gik rundt i gaderne, da en af de andre unger fra centralen fandt hende, og tog hende med dertil. Hans navn er Jacoby, ham kan hun godt lide. Når de ligger i sovesalen, og lader som om de sover, strøer han tit en af hendes lyse slangekrøller om bag hendes øre, mens han hvisker: ”Du er en prinsesse Kais.” Hvilket gør hende varm om hjertet.
Hun skæver igen op imod Regentens Tårn. Hun burde være prinsesse.
Hun kigger igen ud imod gaden, og opdager at hun er kommet til Hovedvej 46. Selvom det er nytårs aften, er der masser af trafik, og de svævende biler farer i hver deres retning, med en sådan fart, at de barer ligner små lyskugler. Bilerne oser ikke, men frigiver en svag varme, hendes iskolde krop, grådigt suger til sig. Hun går lidt langs vejkanten, og ænser ikke lyden af trafikken. I denne verden er man vant til byens larm, eftersom hele verden er en stor by. Ingen ved hvor den starter eller hvor den ender.
Hun stopper ved en tunnel der går under vejen, og går tøvende ned i den mørke tunnel, her er lyset også i stykker, og her er endnu koldere end oppe på gaderne. Hun trækker skovmandsskjorten tættere om sig. Selvom sneen ikke kan falde direkte ned på tunnelens betongulv, er en del af den gledet ned og lagt sig på det grå gulv, så det er svært at komme fremad i starten. Hun når endelig ud af sneens klør, og opdager ikke at hun har tabt begge sine sutsko i sneen, og at hendes bare fødder nu er helt blå af kulde. Hendes ben er trætte og forfrosne, og hun besidder ikke viljestyrken til at fortsætte hele vejen til Centralen, men må give efter for fristelsen til at tage et kort hvil.
Hun sætter sig ned på det kolde betongulv og prøver at varme sine forfrosne fødder, med sine hænder, der er mindst ligeså kolde.
Et kort lysglimt fra lampen oplyser tunnelen, og hun får øje på noget på gulvet. Det er en lille flad grå tingest. Hun opgiver at varme sine fødder, og samler i stedet tingesten op. Da hun får den op i hånden, og får et lille stykke tid til at studere den i det svage lys fra byen over hende, kan hun godt se hvad det er. Det er en mini-projektor, et stykke legetøj, en eller anden forkælet møgunge sikkert har smidt fra sig. Hun betragter den nysgerrigt, og trykker forventningsfulgt på on knappen, men intet sker, og hun vender den med skuffet mine om. Hun husker tilbage på engang hvor hende og Jacoby havde fundet et lignende stykke legetøj, der heller ikke havde virket. Hun huskede at Jacoby havde lirket bagklappen af, og fundet en af de lightere de rendte rundt i gaderne og solgte frem. Han havde taget det øverste af lighteren af, hvorefter han havde skilt den af, så der kun var den lille dims tilbage der lavede en gnist, der skulle antænde lightergassen. Han havde sat gnisttænderen til solcelle batteriet i legetøjet, og tændt en lille gnist, hvorefter, legetøjet havde virket igen for en kort stund.
Hun trækker en lighter frem fra en af skovmandsskjortens lommer. Det er Centralen der giver alle gadebørnene dem, så de kan sælge dem, og på den måde dække over nogle af Centralens udgifter. Folk gider dog aldrig købe gadebørnenes lightere, i hvert fald ikke dem hun tilbyder dem. Hun trækker igen på skuldrene. Så kan hun da få lidt underholdning ud af det i stedet, hvis hendes lille startershow altså vil virke.
Hun lirker forsigtigt bagklappen af mini-projektoren, og smiler, da hun opdager at solcelle batteriet er nogenlunde lig det, det andet stykke legetøj havde. Hun skiller langsomt lighteren ad, eftersom det var svært at få hendes forfrosne fingre til at makke ret, men endelig lykkes det dog, og hun sidder tilbage med mini projektoren, og gnisttænderen. Hun holder ’on’ knappen inde, mens hun sender en lille gnist ind i solcelle batteriet. Og ler triumferende, da et hologram billede begynder at tone sig frem. Hun smiler endnu mere da hun ser at det forestillede en varm brændeovn, af den rigtig gamle fine slags. Hun rækker tøvende hånden ud for at varme sig ved den, selvom hun ved at den bare er et hologram. Men i samme nu forsvinder den. Hun sukker skuffet, men tager fat i gnisttænderen igen, og gentager processen. Denne gang er det et stort smukt dækket julebord der kommer frem. Hun har aldrig i sit liv set så meget god mad. Men da hun stikker næsen frem for at dufte til det, forsvinder det også.
Næste gang er hun hurtigt med at få sat gnisttænderen til. Hun er begyndt at glemme kulden, og sender endnu en gnist ind i solcelle batteriet. Hun må gispe forbløffet denne gang, da hun sidder under et stort juletræs pyntede grene. Der hænger rosiner på grenene, men da hun skal til at røre ved dem, forsvinder de. Hun kigger beslutsomt på gnisttænderen, men denne gang vil det ikke virke. Hun mærker kulden og elendigheden, langsomt begynder at krybe ind på hende, men så til sidst, kommer der en gnist. En velkendt person dukker frem, men hun virker mere virkelig end de andre hologrammer, og så alligevel ikke.
”Bedstemor!” Udbryder hun, og kulden er igen glemt. Det er virkelig hendes gamle bedstemor, der har elsket hende, og fortalt hende historier da hun var lille.
”Det er mig mit barn.” Siger bedstemoren smilende og rækker ud imod hende med åbne arme.
”Bedstemor. Jeg ved at ligeså snart jeg vil røre ved dig, løber projektoren tør for strøm, og du vil forsvinde igen.. Bliv hos mig bedstemor.” Siger hun med tårer i øjnene, og kigger på bedstemoren.
”Jeg bliver så længe du vil Kais.” Siger hun mildt, og trækker hende ind i din varme trygge favn. ”Du er jo helt kold min prinsesse. Kom med mig til et sted hvor alt er trygt og varmt.” Fortsætter bedstemoren, og hun trykker sig så langt ind i bedstemorens favn hun kan.
”Tag mig med Bedste! Tag mig med!” Siger hun bedende, og knuger sig længere ind i favnen, mens hun stiger højere og højere op sammen med bedstemoren. Op over Hovedvej 46. Op over Regentens Tårn, op over Den Evige By, op til himlen, hvor der ingen sult eller sorger findes.
Næste dag finder en cyklist liget af en død pige nede i en tunnel. Hendes lyse slangekrøller ligger smukt om hendes hoved, og hun har et saligt smil på læben. Det bliver kun noteret kort i den lokale områdeavis. Man siger at hun nok er frosset ihjel, og den eneste der sørger over tabet er Jacoby, der på indse at hans prinsesse er død. Kais, hans prinsesse.
Efterlad gerne en kommentar om hvad i syntes om det, det er så dejligt at få både god og dårlig kritik for det man laver xD
Prinsessen og Projektoren.
Hun ser sig skuffet omkring på den mørklagte gade. Det er Nytårsaften, og her sidder hun. Udsultet og frysende. Vinteren er kommet over dem, og de tunge dunede snefnug falder fra den mørke overskyede himmel. Det eneste lys kommer fra en halvudgået gadelygte, der engang imellem giver et forskrækket glimt af lys fra sig. Hun sparker vredt til en isklump der ligger få fortovet. Man kan se at en Service-bot, for nyligt har været her og feje fortovet rent for sneen, men de tunge snefnug er dog ved at lægge sig igen, og slette dens arbejde, som havde det aldrig været gjort. Hun ser ned af sig selv. Hendes fødder er iklædt et par slidte sutsko, hun har fundet i en skraldespand, og de er ikke specielt gode til at fortrænge den bidende kulde, der allerede har gjort hendes fødder følelsesløse. Hendes ben er beklædt med et par gamle overalls, hun har hugget fra sin stedfar, samt en gammel skovmandsskjorte der er alt for stor til hende. Hendes bølgende lyse fehår hænger ned af hendes ryg, med fine prinsessekrøller. Hun sukker kort, og kigger op imod Regentens Tårn. Hun burde være prinsesse.. Så kunne hun være til fine selskaber, og spise alt den mad hun kunne. Hun føler kort på sin tynde mave, ved tanken om mad, og den beklager sig med en dyb rumlen. Hun har ikke fået noget at spise siden i går aftes, og det kan mærkes. Hun ryster på hovedet, og krydser gaden. Hun må ned på centralen, der vil de give hende mad. Tanken om at vende hvem strejfer hende et kort sekund, men så føler hun på den smalle ar, hele vejen ned af hendes kind, og ombeslutter sig hurtigt. Hun vil ikke hjem til dem..
Siden hendes fars død er alting gået skævt. Hendes mor blev syg, og fandt hendes stedfar, som hun giftede sig med. Hun tænker bittert på stedfaren. Han er en ond mand, der vidner arret på kinden for. Det var derfor hun løb hjemmefra. Juleaften, for et år, og en uge siden. Hun gik rundt i gaderne, da en af de andre unger fra centralen fandt hende, og tog hende med dertil. Hans navn er Jacoby, ham kan hun godt lide. Når de ligger i sovesalen, og lader som om de sover, strøer han tit en af hendes lyse slangekrøller om bag hendes øre, mens han hvisker: ”Du er en prinsesse Kais.” Hvilket gør hende varm om hjertet.
Hun skæver igen op imod Regentens Tårn. Hun burde være prinsesse.
Hun kigger igen ud imod gaden, og opdager at hun er kommet til Hovedvej 46. Selvom det er nytårs aften, er der masser af trafik, og de svævende biler farer i hver deres retning, med en sådan fart, at de barer ligner små lyskugler. Bilerne oser ikke, men frigiver en svag varme, hendes iskolde krop, grådigt suger til sig. Hun går lidt langs vejkanten, og ænser ikke lyden af trafikken. I denne verden er man vant til byens larm, eftersom hele verden er en stor by. Ingen ved hvor den starter eller hvor den ender.
Hun stopper ved en tunnel der går under vejen, og går tøvende ned i den mørke tunnel, her er lyset også i stykker, og her er endnu koldere end oppe på gaderne. Hun trækker skovmandsskjorten tættere om sig. Selvom sneen ikke kan falde direkte ned på tunnelens betongulv, er en del af den gledet ned og lagt sig på det grå gulv, så det er svært at komme fremad i starten. Hun når endelig ud af sneens klør, og opdager ikke at hun har tabt begge sine sutsko i sneen, og at hendes bare fødder nu er helt blå af kulde. Hendes ben er trætte og forfrosne, og hun besidder ikke viljestyrken til at fortsætte hele vejen til Centralen, men må give efter for fristelsen til at tage et kort hvil.
Hun sætter sig ned på det kolde betongulv og prøver at varme sine forfrosne fødder, med sine hænder, der er mindst ligeså kolde.
Et kort lysglimt fra lampen oplyser tunnelen, og hun får øje på noget på gulvet. Det er en lille flad grå tingest. Hun opgiver at varme sine fødder, og samler i stedet tingesten op. Da hun får den op i hånden, og får et lille stykke tid til at studere den i det svage lys fra byen over hende, kan hun godt se hvad det er. Det er en mini-projektor, et stykke legetøj, en eller anden forkælet møgunge sikkert har smidt fra sig. Hun betragter den nysgerrigt, og trykker forventningsfulgt på on knappen, men intet sker, og hun vender den med skuffet mine om. Hun husker tilbage på engang hvor hende og Jacoby havde fundet et lignende stykke legetøj, der heller ikke havde virket. Hun huskede at Jacoby havde lirket bagklappen af, og fundet en af de lightere de rendte rundt i gaderne og solgte frem. Han havde taget det øverste af lighteren af, hvorefter han havde skilt den af, så der kun var den lille dims tilbage der lavede en gnist, der skulle antænde lightergassen. Han havde sat gnisttænderen til solcelle batteriet i legetøjet, og tændt en lille gnist, hvorefter, legetøjet havde virket igen for en kort stund.
Hun trækker en lighter frem fra en af skovmandsskjortens lommer. Det er Centralen der giver alle gadebørnene dem, så de kan sælge dem, og på den måde dække over nogle af Centralens udgifter. Folk gider dog aldrig købe gadebørnenes lightere, i hvert fald ikke dem hun tilbyder dem. Hun trækker igen på skuldrene. Så kan hun da få lidt underholdning ud af det i stedet, hvis hendes lille startershow altså vil virke.
Hun lirker forsigtigt bagklappen af mini-projektoren, og smiler, da hun opdager at solcelle batteriet er nogenlunde lig det, det andet stykke legetøj havde. Hun skiller langsomt lighteren ad, eftersom det var svært at få hendes forfrosne fingre til at makke ret, men endelig lykkes det dog, og hun sidder tilbage med mini projektoren, og gnisttænderen. Hun holder ’on’ knappen inde, mens hun sender en lille gnist ind i solcelle batteriet. Og ler triumferende, da et hologram billede begynder at tone sig frem. Hun smiler endnu mere da hun ser at det forestillede en varm brændeovn, af den rigtig gamle fine slags. Hun rækker tøvende hånden ud for at varme sig ved den, selvom hun ved at den bare er et hologram. Men i samme nu forsvinder den. Hun sukker skuffet, men tager fat i gnisttænderen igen, og gentager processen. Denne gang er det et stort smukt dækket julebord der kommer frem. Hun har aldrig i sit liv set så meget god mad. Men da hun stikker næsen frem for at dufte til det, forsvinder det også.
Næste gang er hun hurtigt med at få sat gnisttænderen til. Hun er begyndt at glemme kulden, og sender endnu en gnist ind i solcelle batteriet. Hun må gispe forbløffet denne gang, da hun sidder under et stort juletræs pyntede grene. Der hænger rosiner på grenene, men da hun skal til at røre ved dem, forsvinder de. Hun kigger beslutsomt på gnisttænderen, men denne gang vil det ikke virke. Hun mærker kulden og elendigheden, langsomt begynder at krybe ind på hende, men så til sidst, kommer der en gnist. En velkendt person dukker frem, men hun virker mere virkelig end de andre hologrammer, og så alligevel ikke.
”Bedstemor!” Udbryder hun, og kulden er igen glemt. Det er virkelig hendes gamle bedstemor, der har elsket hende, og fortalt hende historier da hun var lille.
”Det er mig mit barn.” Siger bedstemoren smilende og rækker ud imod hende med åbne arme.
”Bedstemor. Jeg ved at ligeså snart jeg vil røre ved dig, løber projektoren tør for strøm, og du vil forsvinde igen.. Bliv hos mig bedstemor.” Siger hun med tårer i øjnene, og kigger på bedstemoren.
”Jeg bliver så længe du vil Kais.” Siger hun mildt, og trækker hende ind i din varme trygge favn. ”Du er jo helt kold min prinsesse. Kom med mig til et sted hvor alt er trygt og varmt.” Fortsætter bedstemoren, og hun trykker sig så langt ind i bedstemorens favn hun kan.
”Tag mig med Bedste! Tag mig med!” Siger hun bedende, og knuger sig længere ind i favnen, mens hun stiger højere og højere op sammen med bedstemoren. Op over Hovedvej 46. Op over Regentens Tårn, op over Den Evige By, op til himlen, hvor der ingen sult eller sorger findes.
Næste dag finder en cyklist liget af en død pige nede i en tunnel. Hendes lyse slangekrøller ligger smukt om hendes hoved, og hun har et saligt smil på læben. Det bliver kun noteret kort i den lokale områdeavis. Man siger at hun nok er frosset ihjel, og den eneste der sørger over tabet er Jacoby, der på indse at hans prinsesse er død. Kais, hans prinsesse.
