On the melodies and the high notes ringing

[Deleted]

Langt omkring havde Alrik allerede rejst, og for nylig var han nået Procias. Det land hans forældre oprindeligt var fra. Aldrig havde han hørt om, hvorfor de var rejst derfra. Her virkede så fredeligt og så smukt. I hvert fald nød han hvert et skridt han tog langs stierne her i skoven. Blomster stod i flor som et farverigt gulvtæppe i skovbunden, mens en bæk hørtes risle ikke langt herfra. Fugle kvidrede let, og Alrik forsøgte at fløjte de samme små melodier. Her var så stille, at han ikke forventede, at nogen ville høre ham. Om han så stoppede op og råbte af sine lungers fulde kraft, så ville kun skovens stilhed svare ham igen. Men han turde ikke forstyrre stilheden her. I stedet forlod han stien og gik et stykke til et større træ, hvis stamme han gled ned af for at sætte sig ved dets rødder. Her fandt han det brød frem, han havde i sin lædderpose, der skulle gøre det ud for hans mad indtil næste by. Imens sad han fortsat og lyttede til fuglene og forsøgte at fløjte med, da han tøvede med brødet. Hvornår var den næste by? Han vidste det ikke, og solen stod endnu højt på himlen, så det måtte være muligt at nå frem - eller også måtte brødet gemmes til senere. For nu trængte han i hvert fald til dette hvil, imens han oplevede og gik i et med den magiske natur omkring ham. 

[Deleted]

Siden mødet med Jophiel havde hun gået i sin egen lille boble, hun var blevet mere klodset end sædvanlig, men i den grad også mere let til toner og hun spillede næsten dag ud og dag ind. Lige nu var hun dog ved at tage sig lidt vand, hun var blevet tør i halsen og søgte derfor i knæ ved bækken. En hvid kjole bar hun, ganske løs og en smule lang, dog ikke lang nok til at gemme de bare tær, håret sad vildt og rodet som altid, men bar sin charme, øjnene bar et skær af eventyrlyst og lykke. Roligt måtte hun forme hænderne til en skål, som hun fik vand i, og drak af, inden hun gav sig selv noget af det kolde vand i ansigtet. Dejligt forfriskende. Hun rejste sig blidt, violinen hang med buen omme på hendes ryg lige nu, hun havde lyst til at spille, men hun måtte hellere finde et sted væk fra vandet, for ellers ville hun ende med at falde i igen. Uheldet havde hun efterhånden formet sig lidt efter, hun gjorde sig lidt forholdsregler. Da hun nåede en lille lysning, stoppede hun op, inden hun tog violinen frem, her var godt, massere af plads for hende at leve sig ind i musikken. Hun tog buen i den ene hånd og lod violinen møde hendes skulder og hage blidt, inden hun gav sig hen til tonerne. Buen gled lystigt op og ned af strengene, som fingrene ligeså hjalp til at en melodi formede sig lystigt som en munter folkesang. Efter lidt tid, begyndte hun at danse rundt med, mens hun nynnede glad med til musikken hun måtte danne. Snurrende rundt om sig selv, mærkede hun i den grad sin glæde udstråle i alt, musik, stemmen som nynnede, kroppen der dansede. Øjnene var gledet i, som hun lukkede alt ude og lod violinen være hele hendes verden for nu.

[Deleted]

En indånding. En kort pause heri. Og en lyd, der ikke machede skoven, nåede hans øre og fik ham til at tie helt. Alrik rejste sig, da han genkendte lyden som et strengeinstrument, der spillede i nærheden. Posen greb han i det han satte efter musikken, der blev tydeligere som han bevægede sig længere og længere væk fra stien. Her i skovens stilhed gik lyden af violinen klart igennem. Alene tilsyneladende. Lidt ensomt, trods den glade melodi. Og der gik ikke så længe endda, før han kunne se en lysning, hvor en skikkelse i hvidt dansede omkring. Han nærmede sig forsigtigt, men hun lod ikke til at ænse, hvad der skete omkring hende. Det gjorde kun hans indtryk af et magisk Procias endnu stærkere. Hun behøvede tilsyneladende ikke frygte noget her. At ingen ville gøre hende ondt. Som han aflurede melodiens rundgange, satte han sig ved et af træerne og begyndte et stille akkompagnement med klap og en mere afdæmpet fløjten, så violinen fik lov at blive scenens hovedperson. Den dansende violin. Det havde han ikke set før. Alle andre stod så stive og rykkede højest i overkroppen. Hun spillede og dansede og snurrede. Magisk. 

[Deleted]

Altid måtte hun leve sig ind i hendes musik, da den først og fremmest måtte være hendes liv og levebrød, og nu havde hun jo fået en at dele det med, en at spille med. De harmonerede så smukt, hun elskede det, og savnede det allerede, skønt det ikke var mange dage siden. Hun ænsede intet, nej hun var helt væk i musik og dans, selv da en gjorde sig ganske bemærket, måtte det være hende vane at bare tage det med. Som hun sluttede af, snurrede hun en sidste gang, og stod så stille, bevæget af musikken, forpustet af dansen. Det smukke instrument gled roligt ned, hun måtte helt gispe da nogen klappede, enhver kunne snige sig ind på hende og hun opdagede intet, at en fremmede måtte sidde og klappe, samt fløjte, fik hende til at smile stort, inden hun nejede blidt. Roligt måtte hun søge nær personen, langt fra bange, med violinen og buen i hver sin hånd, samlet foran hende.
"Det glæder mig du kunne lide det." Lød det blidt fra hende, hun snakkede altid med fremmede, var ikke på vagt i disse skove, for hun følte virkelig ikke at hun behøvede frygt i sit sind. At tale fornemt gjorde hun ikke, da hun aldrig havde lært dette, derfor var hun dus med stort set alle på sin vej. Dog forsøgte hun sig da ind imellem, men det lød helt tosset og forkert i hendes mund synes hun.

[Deleted]

Hun var helt væk. Lige nu betagende, men blot fordi Alrik allerede var fortryllet af stemningen i skoven. Som hun nåede den tonale kadence sluttede han selv af. Hun havde taget hans akkompagnement pænt, tilsyneladende. Ingen takken eller glæde over, at han havde spillet med. Alligevel gav hun udtryk for, at hun havde nydt en, der havde lyttet. Han rejste sig, da hun kom nærmere og svarede:
"Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker".
Sådan lød Alriks varme og smilende svar til hende. Han talte i rim, i remser, i vers og lyrik. Nogle forstod hans ord, andre gjorde ikke, men dybest inde lige nu, forsøgte han blot at fortælle hende, at naturen og hendes samspil med denne var det, der havde fortryllet ham for en stund.

[Deleted]

Det var hende ikke nyt at høre en tale sådan, men det var som regel for at underholde andre, han gjorde det blot og det virkede ham som en naturlig taleform, hun lod hovedet søge på sned som hendes smil måtte vokse. Han var da en sjov en! Hendes munterhed havde for tiden virkelig ingen ende, ingen mareridt, ingen skræk, ingen frygt i sit sind, hun var rent faktisk lykkelig og tryg. Med rolige skridt nærmerede hun sig endnu, hun var langt væk når hun spillede for tiden, længere væk end nogensinde før. Man kunne næsten råbe hende ind i hovedet og hun ville intet ænse. Hun var forelsket! Men det gik op for hende at han havde måtte haft deltaget, hvilket fik hende til at grine lidt.
"De må undskylde hvis jeg forstyrrede Dem, eller slet ikke så Dem. Jeg har det med at leve mig lidt for meget ind i min musik." Forklarede hun stille, med et stort smil, det var bestemt fantastisk en følelse hun måtte rende rundt med. Myrina var uskylden selv, hun var ren og sød, hjertevarm og kærlig, som sommerdage var lange. Hendes væsen udstrålede heller intet mindre, hun måtte næsten til tider forekomme som et barn. Forsigtigt lagde hun sin violin og buen fra sig, op af et træ hvor man ikke faldt over det. Rundt i lysningen, måtte hun springe lyksaligt et par gange, med kjolen flagrende om sine ben. De bare fødder landede blidt i mos og græs, hun var yndefuld og livlig som hun sprang rundt.

[Deleted]

Det havde hun helt ret i. Hun havde vist været helt væk og lod ikke rigtig til at have opfattet noget som helst omkring sig. Lidt skuffende egentlig, men han lod sig ikke bemærke videre af det. Til gengæld så han undrende på hende, da hun begyndt at springe rundt i lysningen. Hun var en underlig en. En skovalf måske? Han kendte ikke alverdens racer, men sådan en kunne hun vist godt minde. Lille, springende rundt og lod sig ikke mærke med resten af verden. Virkelighedsfornemmelse var der nok ikke noget, hun havde ret meget af. Han smilede derfor drillende og sagde, mens han betragtede hende:
"But you've got to know small things also count
Better put your feet on the ground"
Hun virkede så flyvsk lige nu at selv de mindste ting forsvandt fra hende. Der var ingen kritik i hans stemme, blot et venligt, varmt råd fra en fremmede til en anden.

[Deleted]

Et sted havde hun virkelig brug for at komme væk fra virkeligheden, at være i sin drømmende verden hvor alting var godt, hun var forelsket, havde mødt en fremmede som hun nærmest måtte føle at have kendt altid. Det var hans skyld hun faktisk var så flyvsk lige nu, at hun havde det så godt. Dansende måtte hun springe rundt, lige indtil hans stemme lød igen, hun løsrev sig og stoppede op, næsten lige nok til at få overbalance, men hun genvandt den igen med et fnis.
"Du taler sjovt." Fniste hun videre, inden hun snurrede rundt om sig selv, mens hun førte sig rundt omkring ham, lige indtil hun blev rundtosset og måtte falde til græsset hvor hun landede dejlig blødt. Armene lagde hun over hovedet strakte, mens hun så op imod himlen som var så fin og blå.
"Taler du altid sådan?" Spurgte hun så nysgerrigt, inden hun stak begge fødder i vejret og vippede dem legende op og ned.

[Deleted]

Alrik grinede svagt, da hun pointerede, at han talte sjovt. Ja, og hun opførte sig sjovt. Det var vel et fint match her i den magiske skov. Han skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, før han blev nærmest småforlegen, da hun i den hvide kjole pludselig havde benene i vejret, og han gik tættere på, så han ikke kunne se, hvad han ikke burde. Ikke langt fra hende satte han sig i skrædderstilling men forventede et eller andet sted, at hun snart ville springe op igen:
"Men det så svært at få det sagt
Alle de kønne ord får jeg ødelagt
For hvordan sku' jeg kunne tilegne dig
ord der klinger lidt smukt
Dem jeg finder på har alle de andre jo brugt"

[Deleted]

Blufærdighed havde hun ikke meget af, man var jo skabt som man nu engang måtte være, hvilket hun jo ikke skammede sig det mindste over. Hun var derfor ikke bleg for at vise alt under kjolen, så at løfte sine ben så den gled, gjorde hende ikke det mindste. At han satte sig ned, fik hende til at sænke benene og trille om på maven, hun lod hovedet søge på sned, som hun mod underarmene og albuer holde sig lidt oppe. Hendes fingre snoede sig om noget græs som hun plukkede, inden hun kildede sig egen hud med det. Ordene han sagde fik hende til at fnise, det lød altså sjovt!
"Det lyder sjovt, men også smukt faktisk. Er det noget du lever af? Jeg selv lever af min musik, det er jeg nemlig god til. Du kan da bestemt en ting eller to med ord." Lød det muntert, hurtigt og meget snaksaligt fra hende. Faktisk elskede hun jo at tale med andre, hun var bare ikke så tit i nærheden af nogen som ville snakke med en gadetøs, men alle i skoven var så rare, derfor fandt hun det også meget bedre at være her. Fred var der nemlig. Ingen skadet hinanden, og alle virkede til at være på lige fod som levende individer.

[Deleted]

Noget så sød og uskyldig. Det kunne man sikkert også sige om ham selv. Alligevel måtte han tilkendegive, at han var blufærdig. Han var vokset op med, at man var noget ud ad til. Noget godt. Noget pænt. Noget folk ville se op til. For man skulle stadig være retfærdig, god og loyal, også overfor de, der tjente en. Det var ganske givet et liv, han havde forladt, men det var ikke glemt, og værdierne havde han taget med sig.
Pigen her snakkede en del ja, og hun rullede rundt med en sælsom energi:
"hvad sku' jeg tude for
jeg klarer mig pænt
jeg ejer ikke en øre
men jeg har gadetalent "
Ganske givet var han da nok arving til en masse, men det var ikke noget, han forsøgte at tale om. Selv hans navn havde han valgt at ændre for at skjule, hvor han kom fra. Hans far havde sat dårlige rygter i omegnen. Men den omegn var langt væk herfra. Men også han kunne stille spørgsmål og dreje samtalen mod hende:
"You, you dressed up so nice
But all I could see was your eyes
And the crowd, came, and pulled you away
And then you were gone...
And I don't even know your name
All I remember is that smile on your face"

[Deleted]

Benene gled op igen, blot den anden vej, hun måtte vippe dem frem og tilbage, ramte sig selv bagi en enkelt gang med for hurtigt et sving, hvilket fik hende til at klukke af grin. Igen måtte han tale med rim og remser, det var sjovt at lytte til, og han kunne jo finde ud af det. Tænk at skulle tale sådan, mon han fandt det nemt, havde han altid været sådan? Det var mærkværdigt, men det gjorde ham jo også blot unik, og unikke væsner var dejlige væsner!
"Det har du bestemt." Klukkede hun i en varm latter, mens benene røg frem og tilbage bag i hende, fik kroppen til at ligge uroligt. Fingrene strøg hen over det grønne frodige græs, det kildede hendes håndflade og føltes rart. Hun elskede naturen, her boede hun jo sådan set, selvom hun et sted halvt om halvt vel egentlig også boede ved Jophiel. Hendes hjerte var der, hele tiden, altid. Et drømmende blik gled over hendes strålende øjne, det var vidunderligt at have det sådan her. Et suk brød hendes læber, hun plukkede en lille blomst mellem de mange græsstrå, hun duftede til den og smilede salig. Endnu engang måtte han tale, hun fniste sødt.
"Myrina er mit navn, hvad med dit rimseremsedreng?" Spurgte hun nysgerrigt, hun studerede ham lidt, der var bestemt noget barnligt over hende, den barnlige sjæl ville aldrig forlade hende. Igen måtte hun rulle rundt, og dufte videre til blomsten med lukkede øjne og et salig udtryk i ansigtet.

[Deleted]

Myrina. Det lød også som sådan et magisk navn, ligesom hendes alfe-opførsel her i skoven. Det var svært at forestille sig hende i et seriøst øjeblik, og Alrik havde lige nu ikke lyst til at prøve, som hun lå der og legede med græsset og blomsterne. Navnet, der ellers signalerede styrke og kampegenskaber, var for en tid forvandlet til at danne ramme om en pige, der var uskylden selv på et grønt tæppe i en af naturens smukkkeste sale.
"Men i Alriks drömmar, så seglar han än
i ljumma hav, vid Västindien
Å strax intill en reling, så gled Mona förbi
Hon var en ångbåt hon, med ett skovelhjul,
å ett himmelskt akterparti
Å hon guppade, guppade, guppade runt, på en våg i ett hav"
Alrik grinede let, som han sluttede verset af. Det var nu et sødt vers, som han holdt af at give. Om det drømmende, de lune have, og om smukke kvinder.

//Oversat:
Men i Alriks drømme, så sejlede han ud
i lune have ved Vestindien
Og straks på siden af rælingen, så gled Mona forbi
Hun var en damper med et skovlhjul
og med et himmelsk agterparti.
Og hun vuggede, vuggede, vuggede rundt på en bølge i et hav

[Deleted]

Det morede hende at han måtte tale sådan, som var hvert et ord en melodi værd. Hendes øjne åbnede sig som hun så ham på hovedet ved at ligge på ryggen med blomsten næsten oppe i næsen. Forsigtigt rullede hun rundt igen, blev hun ved på denne måde ville hun jo næsten nå en omgang rundt om ham. Blomsten blev sat bag hendes øre, hun så mod ham med strålende øjne, det var en sjov en hun var stødt på.
"Så hvilket væsen er du Alrik?" Spurgte hun med mildt røde kinder, som både skyldtes varmen, men også hendes dagdrømme. Myrina elskede at dagdrømme, og hver en dagdrøm var om Jophiel, hun havde sådan set bestemt sig og burde tage hjem til ham snarest muligt. At leve hver dag med en musikalsk mand, som bar selv samme passion som hun, det var næsten for godt til at være sandt. Skoven ville jo stadig være hendes hjem, hun ville blot have tag over hovedet pludselig, en at have en hverdag med, en at dele sine små eventyr med. Et par hare hoppede lystigt rundt i deres nærhed, ikke synderlig forstyrret af deres tilstedeværelse, hun måtte se mod dem med glædefyldte øjne, hun elskede dyr! Vinden gled blidt igennem trækronerne og fik bladene til at hvisle blidt, smukt måtte det lyde, hun elskede det. Alt her elskede hun, i den grad lalleglad og lykkelig.