slaves for sale

[Deleted]

Det var en dejlig solskins dag, vejret var dejligt, men for en person var det ikke dejligt, det var markeds dag, Immaniuel havde hørt slavehandleren og en anden mand tale om at de skulle sælges slave denne dag. Immaniuel var ikke lige som de andre, de fleste unge drenge han sad i bur med var knækket og turde ikke gøre andet end at høre efter. MEn sådan var Immaniuel ikke, han havde stadigvæk kampgejst i sig og et håb om at han kunne blive fri igen, selvom det ikke så sådan ud. Immaniuel og 4 andre knægte med blevet ud af buret fik bundet hænderne på ryggen og lænker om fødderne så de ikke kunne løbe inden de blev smidt ind i et bur på en hest vogn. 

Immaniuel prøvede at berolige en dreng der var lige mindre end ham selv, han lovede drengen at det nok skulle gå, at de kun kunne komme et bedre sted hen end det sted de var nu, han sagde det selvom han godt viste det ikke var sikkert. Da de ankom til market blev det hevet op på en perron der var hævet over jorden, sådan at alle kunne se dem, Immaniuel var den først der blev hevet frem og slavehandleren råbte " Denne uforskammede unge knægt er billig idag, kom og slå til " råbte han og så rundt, Immaniuel stod helt stille han så flere gange over på slavehandlerens venstre hånd hvor han havde en pisk i hånden, Immaniuel havde dyb respekt  for pisken

Tilegnet : Seraphina Samandria Sálacazar

[Deleted]

Dagen var vel i bund og grund ganske fin, selv foretrak hun nu mørke, men nuvel, sådan kunne det jo gå at solen valgte at skinne. Hun gik med fire andre dødsengle, alle havde deres vinger trukket tilbage, så de kunne ligeså godt være mennesker. Bortset fra den aura de bar, de skabte frygt og rædsel. Corina var på udkig efter nye slaver, der var blevet tyndet ud i de andre, hun havde haft kedet sig og de var ikke gode nok, altså sjov i kort tid inden de døde på grusom vis. En interesse faldt som en mand råbte højt om noget billigt og uforskammet. En at danne lidt? Det kunne vel være et sjovt projekt, uden tvivl. Aimée var jo blevet perfekt efter hun havde kidnappet hende, så hvorfor ikke prøve sig med denne knægt? Hendes blik gled op og ned af ham gentagende gange. Der blev hvisket her og der at fyrstinden var kommet, det fik hende til at smile endnu mere, hun var blevet kendt godt nu og frygtet som hun ønskede det.
"Drengen der, hvor meget?" Spurgte hun med en rolig og blid stemme, hun så mod ham, inden hun trådte op uden så meget som at spørger, for så at se på drengen. Hun greb ud efter hans kæbe for at se ham ordenlig til, han så vel ganske sund og rask ud.

[Deleted]

Slavehandleren så rundt, da der ikke var nogen der sagde noget, folk hviskede og snakkede men ingen sagde noget. Der gik dog ikke længe før d er var en kvinde der trådte op på perronen, og gik over til Immaniuel, slavehandleren bukkede nervøst på Corina, Immaniuel kendte hende ikke, og var ligeglad, da hun tog fat i hans kæb vristede han sig fri og så på hende ” du rør mig ikke ” sagde han og så på hende, Slavehandleren svang pisken ned over Immaniuels bare overkrop, han faldt på knæ med et skrig og bed tænderne hårdt sammen ,det gjorde virkelig ondt. ” de skal få ham for 2 guldmønter” sagde han og kun for at afstraffe Immaniuel svang han pisken ned over hans ryg igen, det fik ham til at skrige af smerte, inden han blev hevet op og stå igen. ” sig pænt tak fordi hun vil købe dig ” sagde slavehandleren bestemt og truende, mens han holde fast i hans arm. ” tak ” kom det surt og vredt fra Immaniuel. Han så truende på Corina, og mærkede hvordan han følte frygt overfor hende, hans ansigt ændrede sig fra truende til nervøs, han kunne ikke lide det her. Han havde aldrig set kvinden før, han viste ikke engang hvad og hvem hun var.

[Deleted]

En ting hun ikke tolererede var ulydige slaver, men de var jo til at lave om på heldigvis, hun så mod ham med de lysegrå, næsten hvide øjne og holdte skarpt øje med ham, som han rev sig løst af hendes greb. Handleren havde tydeligvis sine metoder og straffen kom hårdt, hvilket gjorde hende tilfreds. Smerten drengen oplevede gik lige i Corina, hun lukkede øjnene og måtte nyde den søde lyd af hans skrig, hun følte smerten med ham, det var vidunderligt! Hendes øjne gled langsomt op igen, inden hun lod blikket søge mod manden som skulle udgøre handlen. Som han satte prisen, nikkede hun roligt, inden den ene af hendes følge gav to guldmønter til manden.
"Jeg sætter pris på en fornuftig handel." Lød det blot fra hende, inden hun lod blikket stirre fast ind i drengens som virkede til at være truende, det blev dog hurtigt ændret. Corina smilede sit ballademagersmil, inden hun greb fat i slaven og trak ham med sig, hun havde mere styrke end man lige skulle regne med. Specielt i betragtning af den fine påklædning den mørkelilla kjole udgjorde.
"Fortæl mig, hvad kan du og hvad skal vi have lært dig?" Opfordrede hun ganske blidt, hendes fokus lå dog på at komme hen til heste vognen så de kunne komme videre og tilbage til hendes hjem.

[Deleted]

Immaniuel så på hende, han kunne virkelig ikke lide det her, det føltes så forkert at han stod her og var blevet købt af en kvinde, hvad kunne der ikke ske med ham, han turde dårligt tænke på det der kunne ske ham. ” det en ære at handle med dem” sagde han og bukkede venligt for hende. Hvis det ikke var fordi hans hænder var bundet på ryggen og lænkerne om anklerne som gjorde han ikke kunne tage særlig lange skridt, hvis det ikke havde været der var han stukket af, Han så på hende som han blev grebet fat i, han fulgte med hende, da han ikke rigtigt havde andet valg. Han så på hende som hun spurgte ham, han svarede ikke til at starte med. Lidt efter sagde han dog ” det ved jeg ikke ” hvad skulle han ellers sige, Han så på hende, hun var virkelig skræmmende når han nu tænkte over dette.

[Deleted]

Vognen nåede de til, hvor nogen af de mænd Corina havde med, fik løftet drengen op, uden egentlig at tage sig af hvordan han nu engang tog det, de var store og stærkere, og han var jo bundet. Dog ikke længe, for så snart de var alene og døren til vognen var lukket, samt vognene sat i gang, måtte Corina løsne ham. Hun havde det samme balladefyldte smil på de fyldige læber, hun så roligt mod ham, han sad overfor hende.
"En forkert handling kære, og jeg tøver ikke med at lade dine dage ende i ren lidelse." Det blev sagt i en uhyggelig rolig tone, som snakkede de blot om vejret, men hun mente det, det måtte vanvidet i hendes øjne bekræfte. De lyse øjne, næsten hvide, studerede ham nøje, han så jo ikke helt uduelig ud, så mon ikke han måtte du til et eller andet?
"Dit navn knægt?" Spurgte hun så krævende, inden hun måtte læne sig afslappet tilbage og lade det ene ben krydse det andet blidt. Hovedet søgte på sned, som hun videre måtte studere ham, hvad kunne hun mon bruge ham til? Hestestaldende? Stikirenddreng? Måske som en de unge krigere kunne træne på? Der var jo mange muligheder.
"Der må da være noget du er god til, eller kan lide at lave." Lød det eftertænksomt fra hende, måske hun skulle tæve det ud af ham?

[Deleted]

Immaniuel fulgte blot med ,han kunne ikke rigtigt andet ,selvom han gerne ville stikke af, men det forhindrede lænkerne om hans fødder desværre. Men et eller andet sted, viste han jo godt at han ikke kunne stikke af, hvis han gjorde kunne det koste ham livet, han havde set hvordan slavhandleren ikke var bleg for at slå et menneske ihjel når de forsøgte at stikke af. Han så på dem som han blev løftet op i vognen, han satte sig på det ene sæde der var og sagde intet, men nikkede blot. ” jeg skal nok lade være” sagde han stille og meget bange, mens hun bandt hans hænder fri og fjernede lænken fra hans fødder ” tak” sagde han forsigtigt og så på hende, hun skræmte ham virkelig, han kunne ikke se hvad det var der skræmte ham, men bare hele hendes væremåde og øjne og stemme det skræmte ham faktisk ret meget. ” Immaniuel ” sagde han stille og så på hende. Han viste ikke hvad hun ville med ham, men var heller ikke sikker på at han ville vide det, for hun virkede ikke til at være en kvinde der var særlig sød. ”jeg er god til at stjæle og slås ” sagde han og så på hende med et lille håb i stemmen.

[Deleted]

Vognen var sat i gang og red afsted med dem, de to sad alene derinde, så hun kunne få lov at få alenetid med ham. Hendes lyse øjne forsatte sin undersøgen af ham, mens de talte sammen.
"Godt." Lød det ganske tilfreds fra hende, selvom at hun aldrig lod sine parader være nede, de virkede blot til at være det. Og som kvinde anså ikke mange hende for at være stærk, men det måtte man sige at hun var, ingen tvivl. At han takkede, måtte hun rynke på næsen af, mærkeligt, at finde overskud til sådan noget i hans situation, men det var vel en god ting, han viste sig ikke umulig lige nu. Det kunne dog komme, meget nemt endda.
"Immaniuel, jeg tror du ville være god til at være boksepude for de nye krigere, og derudover som stald dreng, måske en dag en der kan løbe ærinder for mig. Men vi må se hvad du duer til først og fremmest. Hvil dig nu, du får brug for al den energi du kan bruge til når vi når frem." Lød det ganske roligt fra hende, under resten af turen sagde hun intet, og hvis han spurgte om noget, ville hun se advarende mod ham. Det var ikke en slaves pligt at tale. Og blev han vred, ville hun højst sandsynlig slå ham for at få ham til at forstå budskabet. Efter et par timer, var de fremme ved et stort dystert palæ. Her åbnede dørene sig til vognen, og hun trådte selv ud, som hun gjorde tegn til at han skulle følge med. Ville han prøve at stikke af, ville han fortryde det grufuldt, men det havde hun jo allerede advaret om.

[Deleted]

Immaniuel viste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, eller hvordan han skulle side og te sig, han viste ingen ting. Han havde levet på gaden, og der var der ingen regler for hvordan man opførte sig, selvom der var loven, men den var han mere eller mindre ligeglad med. Han sukkede stille ud at sige noget, han kiggede ud af det lille vindue der var i vognen, han tænkte tilbage, tilbage til sin mor, han savnede hende inderligt, og havde gjort det i mange år. Men han viste at han aldrig ville få sin mor tilbage, efter så mange år på gaden, ville hun stadigvæk ikke kendes ved ham når de mødtes tilfældigt, for ingen måtte vide at Immaniuels var hendes barn, det var jo derfor hun havde holdt ham skjult indtil han blev stor nok i følge hende til at klare sig selv. Han mærkede hvordan tårerne pressede sig på, som han sad der og tænkte på sin mor, men han lod som ingen ting ,trak hovedet væk fra vinduet og prøvede så vidt muligt ikke at kigge på kvinden, kvinden han ikke engang havde fået et navn på, men det gjorde man vel ikke når man var en slave? Så vidt han havde forstået og fået banket ind i hovedet havde slaver ikke rettigheder til noget som helst.
Immaniuel var igang med at tage hul på et nyt liv, godt nok ikke frivilligt, men et nyt liv kunne man vel godt kalde det, et liv uden mulighed for at kunne bestemme selv, han viste ikke om han nogensinde ville komme til at kunne lide dette nye liv, eller om det bare ville være noget lort. Dog havde Immaniuel en fornemmelse, for at dette liv ville blive noget særligt, hvorfor han havde denne fornemmelse viste han ikke helt. Men kvinden virkede bare til at være noget særligt, han kunne godt tænke sig at lære lidt om hende, men han turde ikke spørge, han havde nemlig smagt pisken lidt for mange gange til at han viste at slaver ikke stillede spørgsmåls, dog var det noget han nok aldrig ville vende sig til, man kunne altså ikke leve et liv uden at stille spørgsmål, det var i hverfald noget han mente.
Da hun talte til ham igen, havde han fået lidt mere kontrol over sig selv så han ikke ville ende med at sidde og tude, han var jo mand, og rigtige mænd græd ikke, det var han mening, han havde dog grædt, mange gange især lige da hans mor sendte ham bort. Men han havde aldrig fortalt nogen om at han havde grædt, hvis folk spurgte så græd han aldrig, det var det nemmeste at sige, selvom det var en løgn. Han så på hende, han kunne ikke lade være med at kigge på hendes øjne, det var lyse, men smukke, virkelig smukke. ” jeg vil gøre mit bedste ” sagde han stille til hende og forsøgte at sende hende et nervøst smil. Han valgte at læne sig tilbage og lukke øjnene, han havde ikke svært ved at falde i søvn, han havde ikke sovet særlig godt i det bur han havde siddet i.
Mens de kørte, lagde han ikke mærke til noget ,han sov tungt, og drømte, drømte om at han mor ville komme og redde ham, og give ham et bedre liv, det var en dejlig drøm han ville helst ikke vågne men blev dog vækket da vognen stoppede med at køre, han gned træt sine øjne, det havde været en virkelig dejlig drøm, men han måtte nok sande at den aldrig ville gå i opfyldelse. Han så på kvinden og lod hende gå ud før han selv gik ud, det eneste tøj havde havde på var et par slidte shorts. Han havde ingen sko eller andet. Han kiggede rundt og måtte måbe et øjeblik, det var i hans hoved et mega palæ, men det var dystert, han fik kuldegysninger ned af ryggen og så på kvinden.

[Deleted]

Som de ankom, og hun kom ud af vognen, lod hun tilfreds blikket hvile mod ham og måden han måtte måbe på, hendes hjem var jo pragtfuldt. Tårnet der rejste sig i midten hørtes flere klageskrig fra, fortabt jamren fra folk som måtte sidde deroppe, sød musik i hendes øre. Med rolige skridt, søgte hun helt nær den unge mand, hendes fingre gled hen langs hans kæbelinje, som hun lod de næsten hvide øjne hvile mod hans.
"Dette er dit nye hjem Immaniuel. Du er heldig, du kommer til at bruge dit liv på at tjene dødsenglenes leder, og fyrstinde af Dvasias. Jeg ønsker at blive omtalt som Lady Darkheart, og hvis du forsøger at stikke af, udnytter andre slaver, på nogen måder gør min tjenerinde noget, eller du ikke gør din pligter, vil du ende deroppe. Forstået?" Kom det ganske blidt og roligt fra hende, hun smilede sit ballademager smil, fingeren pegede mod tårnet, inden hun sank den igen. Han var en ganske nydelig ung mand, hun elskede selv at kæmpe, med kjole og alt skulle man ikke tro det, men det var bestemt noget hun virkelig måtte bruge det meste af sin tid på. Så frem papirarbejde ikke var noget som lå og ventede, for der kom jo en del ansvar på titler, desværre. Mon denne unge mand kunne blive lidt af hendes fritidssjov? Hun vendte roligt rundt, inden hun gik mod palæet, dørene blev åbnet ind til entreen. Alt var i mørke farve, mørkt træ, røde tæpper og sten.
"Du kommer til at sove med de andre slaver nede i kælderen. Og du spiser naturligvis også med dem. Jeg kommer til at sørger for du er sund og rask, giver dig hvad du har behov for, så du kan leve dit liv her i tjeneste ved mig. Nogen spørgsmål?" Hendes stemme var kølig, men også fyldt med leg og ballade, smilet var lusket, der var bestemt ting hun glædet sig til og som hun håbede på. Først og fremmest, ville hun høre om han måtte have nogen som helst spørgsmål.

[Deleted]

Immaniuel så på hende og kunne godt høre klageskrigende og jamren det løb koldt ned af hans ryg, han håbede inderligt at han ikke skulle være det, det lyd slet ikke rart, det lyd lige som når slavehandleren staffede de ulydige slaver med pisk. Noget han selv havde prøvet og noget han ville ønske aldrig var sket han havde ar på kroppen efter pisken og friske mærker efter pisken lige før han blev solgt. Når han tænkte på det, gjorde det faktisk ondt der hvor pisken havde ramt. Immaniuel så på hende og mærkede hendes finger glide langs hans kæbe, det gys ned af ryggen på ham, men han fjernede ikke ansigtet. Dog stivnede han voldsomt da hun fortalte hvem hun var, han havde hørt om hende, og bakkede bag ud og så omkring sig, var det nu han skulle flygte, han havde virkelig hørt de rygter der gik, og Immaniuel var sikker på at den kvinde ikke var helt normal , hvis man skulle tro på rygterne der gik omkring hende. Og nu han kiggede nærmere på hende sådan rigtigt kunne han godt se hvem hun var, hvordan han havde været så blind ikke at se det før nu hadede han sig selv for, han bakkede lidt mere bagud og endte med at bakke ind i en stor mand. ” jeg vil ikke være slave for dig, du farlig ” sagde han og så på hende, han var tydeligt bange det var ikke særlig svært at se på ham. ” du ” sagde han stille og så på hende, han viste ikke hvad han skullle svare til det næste hun sagde, han ville væk fra hende og det kunne kun gå for langsomt , selvom han nok kunne tænke sig til at det aldrig ville komme til at ske for ham. Hun havde trodsalt købt ham og han stod ved hendes palæ.

[Deleted]

Det måtte bestemt være noget som hun nød godt af, hendes rygter og ry var kommet langt, hendes navn fik folk til at vise frygt, noget hun nærede sig på. Normal var hun langt fra, hun var skingrende skør, og det måtte hendes balladesmil jo også næsten bekræfte, selvom det klædte hende uhyggelig godt. Corina så efter ham som han måtte bakke bagud, dødsenglene bag ham måtte dog stoppe ham. Ordene der lød fra hans mund fik hende til at le en næsten vanvittig latter, hun rystede på hovedet, inden hun gik med faste skridt mod ham og greb hårdt fat i hans kæbe.
"Du har for det første intet valg, jeg har betalt for dig, du er min! Og for det andet, så omtales jeg med De, Dem og Deres! Kend din plads slave, eller du vil fortryde det grusomt!" Stemmen var advarende, men legende samtidig og sukkersød. Hun smilede til ham, inden hun gjorde tegn til hendes krigere om at tage ham med, en arm blev grebet efter af hver mand, som tog ham med. De alle tre lod vingerne bryde frem, og i stedet for at træde ind i palæet, fløj de over og ned i gården hvor krigere blev trænet eller holdte sig ved lige. De landede blidt i gården, hun gav tegn til at de kunne slippe ham og tegn til at fok som var stoppet skulle forsætte. Hendes blik hvilede på slavedrengen hun havde fået sig.
"Har du mere du vil sige? For så har jeg en pæl du kan yde nytte ved." Hun pegede mod en pæl hvor en anden slave stod bundet i kun underbukser, han blev pisket hårdt og var allerede i knæ med blødende ryg. Dødsenglene blev jo stærkere af smerten fra ham, både den de kunne mærke og høre, samt se. Det var helt vidunderligt for dem, inden tvivl. Corina så afventende mod slaven.