Finally... I'm home.

[elmyra]

det gjorde hende intet at snakke om Liya.. Hun var hans kæreste selvom dette faktum var noget hun hadede.. hun måtte vel bare vende sig til tanken om at hun ikke kunne få ham og hun måtte leve i grebet på Nicolas indtil hun havde fundet en anden udvej.. "Det er ikke relevant lige nu Nathaniel.. det vigtigste er at få dig på rette køl igen" hviskede hun blidt.. hun nussede ham stadig på kinden og måtte dy sig fra ikke at hive hånden til sig.. Ringen som nicolas havde givet hende sad stadig på hendes ringefinger som en forlovelsesring burde.. hun vidste ikke hvorfor hun ikke tog den af, måske fordi hun ville minde sig selv om det hver eneste dag hun levede.. "du gjorde klogt i at sende hende væk.. Hun burde ikke opleve det her og ej heller burde jere to piger heller ikke.. det er måske bedst at lade dem blive hvor de er i noget tid endnu.. Liya nogle dage måske og så kan jeg sende bud efter hende.. du vil vel hellere have hende til at tage sig af dig" hun vidste ikke hvorfor hun sagde det men hun regnede med at det ville være sådan.. det ville være noget andet for ham med Liya omkring sig, måske en smule mere trygt?? hun åbnede flasken og bed sig i læben.. "tag en dyb indånding" sagde hun stille og hældte en smule af væsken ned i hans håndflader.. hun vidste ikke hvordan han tog det men hun havde skreget den gang hun selv havde brug det.. hun synes det gjorde helvedes ondt..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste virkelig ikke hvor han egentlig stod med Liya efterhånden.. det var altid et skridt frem og så to tilbage, det havde altid været sådan, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet. ”At få mig på ret køl, kommer til at tage tid,” sagde han stille. Han havde virkelig indset det allerede for længe siden. At hun ar tvunget i forlovelse og endda også med en mand som Nicolas var ikke noget som han vidste og havde han vidst det, så havde han i den grad også reageret på det. Den mand havde virkelig forårsaget ham selv så meget. At han havde gjort ret i at sende Liya væk, var han ikke det mindste i tvivl om overhovedet, selvom han vidste, at hun ville tage det så tungt.. han var ærlig talt bare bange for hvordan hun ville reagere på det. ”Jaqia ville bruge hende og de 3 børn mod mig.. det ville jeg ikke acceptere..” sagde han stille og med en ærlig stemme.. hvis ikke Elijah havde søgt væk fra ham før det, så havde han også sendt ham væk ligesom alle de andre, også mest for hans egen skyld. ”I-ikke sede bud efter hende.. Hun skal ikke se mig sådan..” sagde han dæmpet. Liya ville få panik og det ville i den grad ikke være ham selv en hjælp, det ville virkelig være det stik modsatte! Han bed sig let i læben, da han mærkede væsken falde ud i hans hænder. Lige før han endte med at spærre øjnene op, hvor han kraftigt gjorde et ryk i hele hans krop og med et let kraftigt smertefuldt gisp. Det gjorde jo ikke bare ondt.. det gjorde helvedes ondt! Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han rent instinktivt endte med at knytte hænderne fast og kraftigt. Han havde en ganske god smertetærskel og der skulle normalt meget til før han overhovedet ville reagere, men dette var i den grad uventet. Han blev liggende lettere anspændt og med den voldsomme sitren og dirren i hans egen krop. ”.. Av..” endte han fast, dog mere sammenbidt.. Han ønskede virkelig ikke at Elijah skulle vågne.. Det føles virkelig godt, at have ham liggende ved siden af sig.. som en far og søn.

[elmyra]

hun blev overrasket over hans reaktion.. at han ikke ville have Liya ved sin side når han havde det sådan her gjorde hende virkelig en smule underlig til mode.. hvorfor ville han dog ikke det?? hun spurgte dog ikke ind til det men endte baremed at nikke selvom han jo ikke kunne se det.. "Så sender jeg ikke bud efter hende" sagde hun stille og bed sig let i læben.. et sted var hun vel egentlig glad for at han ikke ville have Liya på Neutranium.. det gav hende en mulighed for at være ham nær.. hun så hvordan han reagerede på væsken og måtte selv kigge væk.. "Undskyld men tror mig når jeg siger at det hjælper" hviskede hun stille.. "Når jeg er færdig med at rense dine sår og alt betændelse og hvad der ellers er derinde er blevet renset ud så vil du føle en varme og en lettelse" hun fortsatte med væsken og begyndte at rense hans arme og hans overkrop.. hu ville give ham nogle andre tanker sådan så han ikke fokuserede på sårene.. "Elijah hader mig" sagde hun stille og sukkede.. "Fordi jeg ikke mener at han bør være i nærhede af mine problemer.. han skal blive her indtil jeg har fået det ordnet men han tror at han kan klare hele verdenen selvom dette ikke er tilfældet overhovedet.. han er jo bare en lille dreng men jeg r bange for at han vil dumme sig så grumt snart.."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han slet ikke var i stand til at skulle takle Liyas panik ved siden af alt det som han nu måtte lære sig at skulle leve med. Igennem resten af hans liv, skulle han vel.. vandre i det mørke som han havde nu? Han kunne jo lige så godt vænne sig til det, selvom det var lidt som at bide sig selv i halen.. Det ville virkelig gå galt for alvor, hvis de endte med at stå ansigt til ansigt nu og det ville så sandelig også gå galt, hvis de forblev adskilt. Smerten i hans håndflader og at hun lod den falde mod resten af hans krop. Hun kunne næsten lige så godt bade ham i det, det ville jo næsten gå hurtigere! At hun ikke ville sende besked efter Liya glædet ham dog.. han ville selv opsøge hende når det kom til stykket, det andet ville han virkelig helst undgå.. han kunne jo intet stille op.. kunne ikke gå, kunne ikke stå, han kunne virkelig ikke noget som helst, og det var virkelig noget af det værste ved det hele! Det brændte virkelig så dybt og intenst, det var selv svært for ham, at skulle se væk fra og faktisk bare ignorere, det kunne han virkelig ikke! Hendes ord.. Han vendte blikket mod hende, da han igen havde tvunget øjnene til at glide i og forholdt dem der. Han bed tænderne let sammen. ”Han hader dig ikke..” afveg han med en stadig let sammenbidt stemme. Smerten var at spore. Han lå virkelig helt spændt ved siden af Elijah… Han forstod sig jo udmærket godt på knægten.. det var jo ikke sjovt at have sin mor hjemme på børnehjemmet, blive revet fra hende, kommet til hende igen for så at blive placeret et andet sted, fordi hun havde problemer.. I hans øjne, var det virkelig ren og skær logik. Han trak vejret tydeligt med en voldsom dirren.. Han havde haft meget tid til at tænke i.. alt form eget tid til at tænke i. ”Han er en intelligent knægt, Elmyra.. Ikke undervurder ham, som jeg gjorde..” sagde han med en rolig stemme. Han huskede, at han havde siddet med Elijah i favnen en gang.. den ene gang, hvor han virkelig for alvor, var kommet tæt på knægten. Han håbede virkelig , at det var noget som kunne etableres for alvor og forblive der. Han måtte virkelig tage sig godt i nakken, for ikke at ende med at gøre et eller andet som ville vække Elijah. Han havde virkelig ondt! Hans krop sitrede virkelig voldsomt. ”Hvad pokker er det stads..!” hvæsede han sammenbidt. Det var i den grad ikke nogen form for brug eller væske som han havde kendskab til, det var der ingen tvivl om!

[elmyra]

hun fortsatte med at rense hans sår selvom hun vidste at det måtte gøre forfærdeligt ondt på ham.. "Han sagde at han hadede mig.. Jeg tror at han mente det Nathaniel.. Han vil så gerne hjælpe mig men dette er den ene gang han intet kan gøre.. Der må ikke ske ham noget og er han sammen med mig er jeg bange for at der vil ske ham noget.. jeg kan ikke klare den tanke ligeså lidt som du kunne hvis der var sket ham noget" sagde hun stille og stoppede op.. hun var færdig med at rense sårene foran man han havde stadig alle dem på ryggen som også skulle ses til.. hun bed sig let i læben.. "Han er ikke bare intelligent.. han er vildt udspekuleret.. han er en speciel dreng Nathaniel.. han er meget stærk for en ni årig og nogle gange så glemmer jeg hvor stærk.." hun sukkede stille og kiggede stille ned på flasken.. en magisk flaske som gjorde at der var mneget mere væske i end hvad man kunne se med det blotte øjne.. hun smilede svagt da han måtte hvæse og spørge hvad det var hun rensede hans sår med.. "Jeg erhvervede mig det en gang på et arbejde jeg havde.. det er virkelig effektivt" hun rejste sig og endte med at gå om på den anden side af nath og flytte Elijah en smule væk fra ham.. "Jeg skal have dig til at trille rundt min kære?? Kan du det??" spurgte hun blidt og nussede ham på kinden..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nægtet virkelig at skulle lytte til det. Han vidste, at drenge sagde hvad som helst i vrede.. det samme med tøser for den sags skyld. Han rystede stille på hovedet og vendte hele opmærksomheden mod hende, selvom det i den grad smertede i hele hans krop, Elijah kunne han stadig føle ligge ved siden af sig.. På sit vis, var det faktisk en tydelig tryghedsfølelse. Men det at ligge og spænde så fast som han gjorde i den brækkede arm og i det brækkede ben, var virkelig kun noget som måtte gøre det hele meget værre! Nathaniel kunne virkelig ikke tælle på fingrene hvor mange gange at Elijah havde fyret de samme ord af ovrfor ham.. og nu blev han kaldt for far? Og med den tryglende bøn til at han ikke måtte dø.. det var virkelig heller ikke det som han havde planer om. Bestemt ikke. Han bed sig let i læben, da Elijah blev flyttet.. Denne nye tilværelse var virkelig kun noget som han var tvunget til at skulle leve med og han vidste det.. han hadet virkelig den tanke mere end det som han kunne hade pesten selv! Igen hvor han stumt endte med at nikke til hendes ord. Knægten var virkelgi intelligent, det herskede der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget tidspunkt. Han trak vejret stille og dybt.. Det at bruge sine evner på denne måde var ganske tungt.. det tog hårdt på den energi som han virkelig ikke havde og han vidste, at detj o faktisk kunne gå hen og blive farligt, hvis han gad efter for søvnen nu. "Av.." mumlede han med en dæmpet stemme. Han bed tænderne let sammen, også da smerten stille og roligt måtte lægge sig igen. Hovedet slog han stille ned i puden igen med et næsten opgivende suk.. Aldrig havde han været ude for noget lignende af dette.. aldrig nogensinde! Nathanie tvang sig stille om på siden. Det brændte som en i helvedes i hans ryg! Han klemte øjnene fast sammen og med et svagt smertefuldt gisp. Han var mildest talt bare gennemtæsket.

[elmyra]

hun sukkede stille og bed sig i læben.. "Jeg ved godt at det må gøre så forfærdelig ondt Søde men du bliver bare nød til at bide det i dig lidt endnu.." hviskede hun blidt og beroligende mens hun hjalp ham med at vende sig rundt.. hans blottede ryg fik hende til at gispe svagt.. han var virkelig gennemtæsket.. enkelte tåre trillede ned af hendes kinder inden hun valgte at gå i gang med at rense hans sår.. det måtte virkelig gøre så ondt men der var ikke meget at gøre.. hun rensede de sidste sår og ventede på at den brændende følelse ville aftage og at smerten fra væsken ville stoppe.. hun ønskede jo ikke at han skulle have så ondt.. forsigtigt vente hun ham tilbage på ryggen og nussede ham på kinden.. "Jeg er færdig nu" sagde hun blidt og satte sig lidt længere op mod hovedgæret og der ved tættere på ham.. hun bed sig let i læben og smilede let.. "det skal nok gå.. det skal nok blive bedre" stille endte hun med at ligge sin ned ved ham helt ude på kanten sådan så hun ikke ramte ham.. det var virkelig ikke noget som hun ønskede..

[Nathaniel Diamaqima]

At tvinge sig til at skulle ligge på den dårlige arm eller det dårlige ben, var noget som Nathaniel tydeligt kunne mærke.. hvis der var noget som hans tøj skjulte, så var det lige netop de to steder, hvor Brandon havde hamret den lange pløkke direkte igennem hans hud og splintet knoglerne. Han var allerede klar over, at det ville tage tid for ham, at skulle komme sig efter dette. #Lettere sagt end gjort..# Denne gang undlod han at bevæge læberne på samme tid.. Hun skulle jo nødigt finde ud af, at det ikke bare var synet som var taget fra ham, men selv tungen og hans talegave var fjernet i samme omgang. Det ville klart lyde som han talte til hende direkte og ikke bare i hendes hoved.. At holde det som en åben samtale, så selv Elijah ville kunne høre med, var det som kostet ham den uendelige mængde energi som han ikke følte, at han havde det mindste af lige nu.. Og nu hvor knægten sov, så var det nemmere for ham på denne måde. At hun begyndte, at skulle smøre den healende væske ud over hans ryg, hvor den så kraftige brændende fornemmelse så kraftigt måtte tage til der også, var noget som han så tydeligt kunne mærke. Han klemte øjnene kraftigt sammen og bed tænderne tydeligt sammen med. De spændinger i kroppen, var noget som så kraftigt kunne mærkes. Hans højre arm var helt følelsesløs og det samme var hans venstre ben. Han havde virkelig mødt sin overmand i form af en vampyr.. det var i den grad det som han reagerede mest på af det hele. Den brændende fornemmelse i ryggen føles virkelig meget værre og længere om at dæmre end den havde gjort i hans hænder og over hans bryst og mave. Han faldt dog stille mere og mere til ro. At hun lagde sig ved ham, kunne han dog tydeligt godt mærke, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste overhovedet.. tvært imod. Han vendte blikket stille ned mod sig, selvom han stadig ikke åbnede øjnene.. de tomrum skulle hun ikke få lov til at se. #Havde jeg haft synet, var sagen da anderledes.. Jeg kan intet gøre nu.. Jeg kan ikke være den mand jeg var.. jeg kan ikke beskytte dem jeg holder af..# Det var jo i sig selv en sandhed.. Den stærke alkymist havde virkelig lidt et noget så kraftigt nederlag i aften. Han undlod at bevæge læberne.. Hun måtte jo vide det før eller siden.

[elmyra]

hun vidste at der var sket meget med ham, det var der ingen tvivl om.. hun kiggede stille på ham mens hun fik ham tilbage til at ligge på ryggen.. hun øsnkede bare at han kunne få det bedre og det skulle være hurtigt.. "Jeg ville ønske at jeg var en Healer" hviskede hun stille og kiggede op på ham.. der gik lidt før hun opdagede at han ikke snakkede men det hun hørte var telepatisk.. *nej nej nej* tænkte hun stille og lagde sig ned igen ved hans side.. hun græd stille og helt lydløst.. hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham.. hun tog sig sammen og fik sin stemme i ro, men tårerne trillede stadig.. "Det skal nok gå?? er der ikke noget magi som kan give dig synet igen?? Healing kan tage dine smerter og sår men det ......" hun tav og satte sig op.. det var virkelig svært for hende det her. hun holdt jo så meget af ham og så ham sådan her var virkelig værre end at se ham sulte.. hun var forvirret og vidste ikke hvordan hun skulle takle det hele.. *Hvorfor??* tænkte hun stille og måtte rejse sig for at han ike kunne mærke de hulk som hun valgte at holde tilbage.. at se ham sådan her knuste hende virkelig..

[Nathaniel Diamaqima]

Talens gave var på sit vis taget fra ham.. Hans syn var væk og ved at ødelægge knoglen i hans overarm og hans lårknogle, var funktionen også gået bort i det ene ben og i den ene arm. Han bed sig svagt i læben, da hun fik ham tilbage på ryggen igen. Det gjorde virkelig ondt! Ikke at han var pivet og med en ekstrem god smertetærskel, men dette kunne han da i den grad mærke, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod hende, selvom han stadig nægtede at åbne øjnene.. Han var selv klar over, hvad der skulle til for at give ham synet igen, men det var virkelig noget som han nægtet.. foruden ham selv, så kendte han kun to som stod i stand til at udføre alkymi på denne måde.. det var de selv samme som havde ladet Brandon tage det hele fra ham, så det kom slet ikke på tale! Han trak vejret dybt og selv med en svag dirren i hans krop. At bede Jaqia eller Samuel om hjælp kom virkelig ikke på tale for hans del, så ville han næsten hellere vente til Jesse selv fandt den mulighed for at skulle hjællpe ham med det.. det var mere eller mindre den eneste som han faktisk måtte stole på med hensyn til alkymi. #Der er 2 foruden mig selv, er i stand til alkymi og magi på den her måde, Elmyra..# svarede han hende stille. Han kunne jo trods alt ikke hjælpe sig selv.. Hvis det bare havde været muligt.. Han ville virkelig give alt for at få synet igen, men at gå til de to, var virkelig ikke noget som han ville snakke om... aldrig nogensinde! Han vendte blikket op mod loftet, der hvor han kun for en kort bemærkning måtte åbne øjnene, selvom han hurtigt lukkede dem igen.. det var stadig helt mørkt. At hun rejste sig igen, kunne han mærke i sengen. #Det er de samme som tog det fra mig.. Lov mig, at du aldrig opsøger dem.. Lov mig det..# endte han med en næsten tryglen.. Stemmen kunne blot høres i hendes sind, selvom den havde den samme klang som havde han udtalt ordene selv.. Det som blot var umuligt uden at have tungen.. Den som Brandon så fint havde taget fra ham.

[elmyra]

hun havde rejst sig og hun lod sig falde på knæ på gulvet hvor hun bare faldt helt sammen.. hun var virkelig ikke vant til at skulle være den stærke af de to som hun førte at hun skulle være det nu.. hun sagde dog ikke en lyd, hun ville ikke lade ham vide hvor meget dette egentlig påvirkede hende.. hun ville ikke lade ham vide hvor ondt det gjorde.. hans tiggeri om for hende ikke at opsøge dem gik hende også på.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. "jeg .. jeg lover dig at jeg ikek vil opsøge dem.. der må være andre derude, nogle som kan hjælpe.. nogle som vi ikke ved noget om" denne gang havde hun ingen kontrol.. gråden i hendes stemme var tydelig og man kunne høre hvor ondt det gjorde på hende.. hun elskede ham jo så meget at se ham sådan skræmte hende.. hun måtte gøre noget, hun vidste at hun ikke bare kunne lade ham ligge sådan her.. stille bed hun sig i læben og kom på benene.. "Jeg ... jeg må finde en Healer.. en som kan hjælpe dig" sagde hun stille og gik hen til døren.. "Jeg skal nok skynde mig" hun gik ud af døren og forsvandt på den anden side.. hun måtte søge hjælp til ham og det kunne kun gå for langsomt..

//out

[Nathaniel Diamaqima]

Nok var dette en ganske ny tilstand for Nathaniel, så var det nu alligevel bare noget som han havde valgt, at skulle acceptere, ikke at han havde noget andet valg i den anden ende. Han klemte let øjnene sammen og prøvede at skulle lægge sig mere til rette, selvom det nu var noget som han gjorde forsigtigt.. Han vidste ikke hvor Elijah lå henne for hans vedkommende i øjeblikket og han ville jo heller ikke gøre den lille knægt noget. Hendes gråd i stemmen, var noget som tydeligt også måtte påvirke ham, selvom han virklig gjorde sit for ikke at lade det komme frem. Det påvirkede i den grad også ham. Han kæmpet for at holde sig stærk.. han vidste at han ikke kunne blive liggende som en svaghed. Det var bare ikke ham som person! Han rystede stille på hovedet til hendes ord.. han havde selv store kendskaber til de forskellige lande.. det var jo udelukkende af den grund, at han virkelig var en trussel for Jaqia og Samuel trods alt. #Der er ingen andre..# endte han næsten forsigtigt. Ikke fordi at han ville gøre det værre for hende, men han var virkelig bare realistisk i den anden ende med hensyn til dette. At hun følte for ham, var ha nselv ikke i tvivl om.. det var virkelig også noget af det som gjorde, at han automatisk ville være så forsigtig med hensyn til alt dette, det var der heller ikke nogen tvivl om.. Han ville nødigt sende hende de forkerte signaler, også selvom han virkelig ikke havde nogen anelse om hvor han egentlig måtte stå med Liya efterhånden og det var virkelig også noget af det værste ved det hele! Blikket vendte han igen i hendes retning og mod døren, selvom han intet nåede at gøre før hun var endt med at fordufte. Han klemte øjnene i endnu en gang og slog det bevidst tilbage ned i sengen med et svagt gisp. Den friske hånd lukkede han om sengetøjet.. Han var stadig helt følelseskold i den anden. Han blev bare liggende.. ikke fordi at han havde noget andet valg.. lå bare og lyttet.

//Out