Finally... I'm home.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var aften og det var iskoldt i vejret, selvom det nu ikke var det som påvirkede Nathaniel mest. For det første, at han ikke kunne se noget som helst. Han blødte stadig en hel del og hans arme kraftigt tvunget om på en så smertefuld måde. At den højre arm var brækket var da kun tydeligt og at han måtte halte ekstremt på det venstre ben, hvor han næsten måtte falde til tider. Vagterne havde fat i ham. Ikke at det var tåre som faldt ned af hans kinder, det var blod.. Brandon havde taget hans øjne bogstavelig talt og smerten hang i den grad stadig ved. Turen fra Dvasias havde i den grad været smertefuld og ekstrem lang for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans krop var tydeligt gennemtæsket. Han var øm, med mærker i former af rifter og sår efter en lang række med piskeslag.. At han var i live, var virkelig et mirakel som måtte ses. Udenfor Neutranium, hvor han blev sluppet, røg direkte i den kolde og hårde jord, hvor frosten i den grad ikke havde sluppet det endnu. Igen og igen måtte han sige det.. Han havde gjort det for familien. Hans 3 elskede børn og Liya ikke mindst som han for hendes egen skyld, havde valgt at sende væk, for at de ikke skulle kunne bruge hende mod ham. Hænderne blev bundet op, hvor han stille tog dem til sig. Den venstre hånd satte han i jorden, hvor han næsten prøvede at komme op.. han kunne bare ikke, han havde virkelig ikke styrken til noget som helst. Mændene lo hånligt. De havde alle stået udenfor torturkammeret, hvor alt dette var foregået. Blodet i hans ansigt.. de vidste, at manden absolut intet kunne se og sikkert ikke ville kunne mere, hvis ikke nogen med virkelig lægekundskaber som ville træde til og det var de færreste som turde at gøre det med tanke på, at denne mand havde stillet sig op mod Jaqia. ”I hørte hvordan ordren lød..” sagde den ene. Nathaniel rystede på hovedet. Han magtede virkelig ikke mere i øjeblikket. Han kunne bare ikke mere nu. Han var træt, han var udsultet og han var i den grad også voldsomt udmattet. De fandt en pisk frem. De tog fat i Nathaniels hænder og tvang dem kraftigt op foran ham. Han bed tænderne kraftigt sammen, da der lød et voldsomt knæk i den allerede brækkede arm. At røre sig, gjorde ondt helt af helvede til! Han blev stående, mens den anden hurtigt fik blottede den allerede forpiskede ryg, inden han hævede sin egen, lod den gang på gang, smælde over hans ryg. Han gispede voldsomt og smertefuldt. Øjnene klemte han kraftigt sammen. Han knyttede hænderne fast og med en voldsom dirren i kroppen, da blodet endnu en gang piblede frem over hans ryg. Han havde virkelig bare størst lyst til bare at give op. Han kunne virkelig ikke klare det mere!

[elmyra]

ringen måtte hvile så tungt på hendes finger.. hun havde virkelig været dumden gang med Nicolas.. hun havde gjort noget dum og det måtte snart endes men ikke endnu.. Elijah gik ved hendes side, han havde grædt længe nu og gråden var endelig aftaget.. hun havde lovet ham at de ikke skulle skildes igen og nu ... nu sendte hun ham tilbage til nathaniel.?! han kunne ikke lide den tanke.. "Jeg vil ik'!" brokkede han sig og stppede op mens han klynkede let igen.. Elmyra stoppede op og satte sig på knæ ved hans side.. de var ikke langt fra Neutranium, og hun ville gerne have ham inden døre.. "Elijah vi har snakket om det her.. Nicolas er farlig, jeg dummede mig som ung men jeg tør ikke have dig i nærheden af ham.. der må ikke ske dig noget og indtil jeg er af med den dæmon igen så er du sikrest her" sagde hun stille og rørte ved hans kind.. han trak sig væk fra hende.. "Jeg vil ikk se dig mere" græd han.. stille forvandlede han sig til en bjørneunge og så forsvandt han ellers mod neutranium.. "Elijah!" råbte hu efter ham og prøvede at nå ham men han forsvandt fra hende i mørket.. "Nej nej nej nej" sagde hun og brød sammen på jorden i gråd.. hendes handlinger for at beskytte ham havde måske skubbet ham helt væk fra hende.. hun ar bange for det..
Elijah nærmede sig neutranuim.. han græd stadig og var vred.. luntende som en nødebrun bjørne unge.. han hørte noget og stoppede op.. ikke langt fra sig så han et forfærdeligt syn.. Nathaniel blødte og de der mænd piskede ham.. Elijah forvandlede sig tilbage og han gispede før han endte med at løbe tilbage mod Eli.. han havde brug for hende nu..

[Nathaniel Diamaqima]

At nogen anden viste sig at være i nærheden, vidste Nathaniel ikke overhovedet. Han var virkelig ikke fokuseret nok til at føle noget andet end det som skete ved ham i øjeblikket. Hans krop var virkelig smadret. Han kunne ikke bruge hænderne til noget, for ikke at glemme, at de dybe sår i hans håndflader var allerede en anelse betændte.. Et vrag var han med andre ord lige i øjeblikket! Pisken som kun måtte fortsætte med at smælde henover hans egen ryg og de tydelige smertefulde gisp som brød hans læber. Han havde lidt i dage i dets bogstavelige forstand.. ikke bare pinsel og tortur, men adskillige gange tvunget i en knægt.. Brandon.. hvis han ville overleve det her, ville han virkelig slå den knægt ihjel! Han endte med at skulle kollapse helt i jorden og under de tydelige hånlige grin fra dem som havde ført ham med sig væk fra Dvasias og kun for at skulle torturere ham e sidste gang lige foran hans egen hoveddør. Blodet piblede stadig frem i hans øjenkroge.. det var jo blevet store sår nu hvor øjnene var taget fra ham.. Han kunne intet se.. hans alkymi var ikke noget som han længere kunne bruge.. han var sårbar.. han havde brug for hjælp.. for første gang i hele hans liv, havde han brug for hjælp! ”Nu ikke så kæphøj mere..” hvislede den ene med en tydelig stemme. Nathaniels arm og det ene ben var vredet i en tydelig smertefuld stilling.. det var rigtigt nok, at den menneskelige krop kunne tåle ekstreme ting, men den havde så sandelig også sin grænse og nu var hans i den grad også nået i den anden ende. Koldsved løb ned af hans pande.. han kæmpede virkelig bare for at skulle holde sig bevidst og det var virkelig hårdt. At Elijah faktisk havde set ham, vidste han virkelig ikke.. bare at han havde hårdt brug for hjælpen denne gang. Bevidstheden gled mere og mere fra ham.. til den til sidst endte med at forlade ham helt.

[elmyra]

Elmyra rundede det sidste stykke for at have frit udsyn da han besvimede.. vred, det var hun, hun havde bedt elijah blive væk så han ikke skulle se nathaniel sådan igen, det havde vikrleig rystet knægten.. med faste skridt nærmede hun sig mændende og varmen i området begyndte at stige i temperaturen meget drastisk.. "Jeg håber virkelig at det var det hele værd drenge for det bliver det sidste som i formår at gøre i jeres usle liv!" der var ingen spøg at hente i hendes stemme, absolut ingen følelser overhovedet.. hun var vred, hendes blik undgik bevidst Nathaniels krop for at hun kunne fokusere.. hun formede en ildkugle så varm og så stor at da den ramte den ene af vagterne brændte han så hurtigt at ansken faldt ned på jorden.. hendes øjne var ildrøde som hun nærmede sig mere og mere de andre og nathaniels krop.. foragt, had nådesløshed var at spore i hende.. hun kunne ikke klare tanken om hvad der kunne have skræmt hendes lille dreng så meget.. hun kiggede på de resterene vagter.. "Nogle sidste ønsker?" purgte hun med en kold og hård stemme.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig bare lang væk i øjeblikket. Han kæmpede virkelig noget så voldsomt med at skulle holde livet i sig. Han havde været igennem ekstremt meget i det sidste, at han virkelig bare havde mest lyst til at give op og alligevel, så kunne han bare ikke få sig selv til det.. Ikke at han græd tårer for øjeblikket, det var blod som strøg stille nedover hans kinder, som de havde gjort siden han blev tvunget fri af lænkerne i Dvasias og tvunget til at gå hele vejen tilbage til Manjarno med en brækket arm og et brækket ben, samt en så forslåede krop, at man skulle tro, at det var løgn. Han sitrede svagt, hørte virkelig ikke noget som helst af det som måtte ske for øjeblikket omkring ham.
Vagterne og mændene hævede blikket, da Elmyra valgte at skulle komme til. Det var jo bare en kvinde i deres øjne og om de jo var vant til i Dvasias, så lå kvinderne som regel langt under mændene. De slog igen ud i den hånlige latter, selvom det hurtigt tog slut, da den ene blev brændt så hurtigt og så smertefuldt, at han faldt til jorden ikke ringere som en bunke aske. De blev fuldkommen tavse og tydeligt chokerede over denne handling. Den ene bakkede næsten skræmt væk og den med pisken, valgte tydeligt at hæve den for at skulle slå den mod hende. ”Hold dig væk kvindemenneske!” hvæsede han med en fast tone. Han var tydeligt blandt de bedste af dem som lige var til stede, også den eneste som sådan set lige kunne forsvare sig også, det var der heller ikke nogen hemmeligheder i overhovedet. De andre havde jo kun været med til at slæbe Nathaniel det sidste stykke som han ikke havde formået at skulle gå selv. Den sidste valgte, at skulle tage flugten, han hastet væk i stedet for og alt det som benene kunne bære ham. Nathaniel blev kun liggende. Kroppen skælvede og den dirrede noget så voldsomt. Han fik sig kæmpet tilbage til en halvvejs bevidst tilstand. Øjnene forblev lukket.. Alt som han havde hørt, det var Elmyras stemme.. den ville han kunne genkende på lang afstand.

[elmyra]

den hånlige latter som de måtte tildele hende fik hende kun til at smile.. hun var stærk, især når hun var vred og lie disse mennesker havde gjort hende virkelig vred.. "Grin i bare, men det bliver vidst mig som ler sidst" sagde hun blot før deres første ven døde.. hun hævede signende det ene øjenbryn og betraktede dem mens de fes rundt som små forskræmte markmus.. det gjorde hende virkelig intet at se dem sådan her.. det morede hende faktisk selvom nathaniel måtte ligge næsten livløs på jorden.. manden som tog flugten kunne hun virkelig ikke lade ske og hun formede en stor fønix som fløj efter ham.. hun hørte hans skrig da han brændte.. hendes skridt kom nærmere nathaniel og tættere på ham med pisken.. "Desværre.. den slags ønsker opfylder jeg desværre ikke" grinede hun mildt og gjorde sig virkelig klar til at dræbe ham.. hun var for langsom for manden nåede at svinge pisken mod hende.. de mange haler ramte hende mest på overkroppen men enkelte ramte hende også på siden af hovedet og hun mærkede hvordan blodet løb ned over hendes kind.. hun vendte blikket mod ham og sendte ild mod ham så han led samme skæbne som de to andre.. de var alene.. "Nathaniel" hviskede hun stille og kravnede hen ved hans side og betraktede ham.. dette var virkelig for meget.. hun hørte nogle løbe bag sig og vendte sig hurtigt rundt.. Elijah kom imod dem og hun nåede ikke at få fat i ham.. "Elijah nej!" men det var for sent.. han stoppede op ved hans side og stirrede ned på ham.. "Far??" spurgte han stille mens tårerne piblede frem igen.. Eli hev elijah væk og gemte hans hovede.. "Elijah tag hen på neutranium og vent på os der.. forstået" sagde han og han nikkede stille og forsvandt i et lys.. stille gik hun tilbage til ham og lagde sig på knæ igen.. "Hvad er der dog hendt dig??" hviskede hun og betraktede ham uden at røre ved ham..

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad pokker der egentlig skete omkring ham, havde Nathaniel virkelig ikke nogen anelse om. Han kunne ikke koordinere noget som helst. Han havde ikke nogen anelse om, hvem som var der eller hvor mange for den sags skyld. Han kunne virkelig ikke se en pind! Han bed tænderne fast sammen og klemte øjnene svagt samme. Han kunne virkelig ikke røre sig uden at det gjorde ondt som en i helvede! Skrig kunne han høre.. den intense varme som fløj henover hovedet på ham. Hvad han vidste af, så var Elmyra i alle fald til stede, hvilket jo så alligevel måtte gøre ham bare en anelse. Lyden af piskeslag, trusler, skrig og så.. stilhed. Han vendte blikket stille mod Elmyras stemme. Den kunne han i det mindste genkende. Han hævede blikket kun en anelse, selvom øjnene forblev lukket. Blodet størknede til hans kinder og med den svage dirren i kroppen. Han havde i den grad noget så frygtelig ondt. Knægtens stemme, kunne han virkelig ikke genkende.. Kaldte vedkommende ham for far?? Han vendte blikket stille mod den. .Det kunne da kun være Elijah, andre kunne det da virkelig ikke være. Han smilede svagt og lod hovedet søge tilbage mod den kolde jord. At hun sendte knægten væk, gjorde ham ikke det mindste.. Han ville bare ind nu.. ind i sikkerhed. Hendes sidste spørgsmål overraskede ham dog ikke. ”Jeg sendte alle væk.. de måtte ikke opleve det..” Han havde jo faktisk taget imod straffen for dem alle.. Den kære engel i Procias, Elijah, Nathia, ham selv og for Liya.. alle dem som Jaqia ville have brugt mod ham, hvis han ikke makkede ret og han havde bare ikke formået at skulle klare sin sidste påtvungne opgave. ”Tortur.. pinsel.. Jeg kan ikke se.. jeg kan ikke se..” hviskede han stille. Han satte sin ene hånd i jorden og prøvede at komme op, selvom han hurtigt måtte give op. Han gispede svagt og lagde sig ned igen. Han havde virkelig så voldsomt ondt!

[elmyra]

tårer trillede ned over hendes kinder mens hun sad der ved hans side.. "Det skal nok gå. jeg er her.. vi skal bare have dig tilbage til Neutranium nu" hviskede hun stille og lod kort og meget forsigtigt en finger stryge ned over hans kender.. hun vidste at der virkelig kun var en måde for hende at få ham hjem på.. "Nathaniel du bliver nød til at holde smerten ud lidt endnu .... jeg ... jeg bliver nød til at bære dig til neutranium.. det kommer virkelig til at gøre ondt" hviskede hun.. hun rejste sig og studerede ham.. hans ene ben var brækket og hans ene arm.. det kom til at gøre rigtig ondt på ham.. hun hev ham stille op og sidde og så hele vejen op og stå.. "undskyld" hviskede hun før hun løfede ha op så hans mave og bryst måtte ligge over hendes ryg.. hun havde fat i venstre ben og arm selvom det var det ben som var brækket.. hun var nød til det.. hun bøjede sig forover og begyndte at gå.. hendes sår i ansigtig havde næsten lukket sig med anstrengelsen fik det til at springe op igen.. "Av for ...." hun tav og bed det i sig.. han skulle ikke vide at hun var ramte for så gik der nathaniel i ham og det gad hun ikke.. endelig nåed ehun neutranium og trådte uinden for.. Elijah stod derinde som ventet og han førte hende op til Nathaniel og Liyas værelse.. forsigtigt lagde hun ham ned i sengen og rystede svagt på hovedet.. "De har virkelig ramt dig godt" hviskede hun..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig ikke gøre andet end at blive liggende. Han var virkelig ikke pivet af sig, det var der ingen tvivl om, men dette, var virkelig langt forbi hans grænse, at det virkelig var helt ekstremt! Han sitrede let ved hendes strøg mod hans kinder. De eneste kærtegn som han havde oplevet i det sidste, havde været Brandons og det var automatisk den følelse, som fik det til at løbe så koldt ned af hans ryg. Direkte, at bede ham om at udholde det noget mere, var virkelig mere end det som han bare lige kunne tage i øjeblikket. Han bed sig tydeligt i læben og nikkede blot. ”O-okay..” sagde han stille, dog tydeligt usikkert.. Han kunne absolut intet se.. Brandon havde fjernet hans øjne bogstaveligt.. Han ville vel rende rundt i blinde resten af hans liv? Han stivnede let, da han blev tvunget op at sidde og så op og tilbage på benene. Han stod dog kun på det højre ben Han vendte blikket mod hendes stemme. ”Og.. hvad så nu..?” spurgte han let stammende. Denne gang var det ham som havde brug for hjælpen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og han kunne virkelig ikke fordrage tanken. At hu tog fat om hans arme, tvang hm over ryggen, hvor hun greb fat om det brækkede ben, fik ham omgående til at stivne, da smerten virkelig måtte tage voldsomt til. Han tvang skriget i sig, slap det kun i et kraftigt smertefuldt suk og tydeligt bag de sammenbidte tænder i en stærk smertefuld grimasse. Han blev liggende, selvom det dog i den grad måtte holde så ekstremt hårdt, at man skulle tro, at det var løgn! At de nåede Neutranum, ham og Liyas værelse, hvor han blev lagt ned i sengen. Han kunne næsten dufte Liyas duft. Det var ikke bare hans ryg som havde været et offer for tortur og pinsel.. det var hele kroppen.. De lukkede betændte sår i hans håndflader.. i hans skulder og i den højre fod hvor en anden skalpel også havde siddet.. Det sidste som han havde set, var Brandons sindssyge blik. Han gøs ved tanken. Han var virkelig blevet gennemtæsket og det var for grumt! Han vendte blikket mod Elmyra.. eller i det mindste, hvor han ville tro, at hun ville være og uden at åbne øjnene.. det var nu et syn, han ville spare hende for. ”H.. hvad gør man ikke for familien..” sagde han stille. Han vidste jo, at Elijah gang på gang, havde råbt i hans ansigt, hvor meget han hadet ham, selvom han jo stadig var en søn i hans øjne. Han lagde hovedet let tilbage.. Han havde i den grad ondt.

[elmyra]

det havde taget hårdt på hende at bringe ham det korte stykke.. hun var ikke så fysisk stærk selvom hun langt fra var svag overhovedet.. et enkelt snøft og et lille hullk lukkede hun ud selvom hun ikke ville det.. "Mand gør alt for dem man elsker" sagde hun stille.. "men fal til ro.. jeg vil fine noget vand så v kan få renset alle disse sår" hun tørrede sin øjne og forsvandt ud af rummen.. men elijah var der stadig.. han stod op af væggen mens han betraktede Nathaniel.. stille og forsigtigt gik han hen til ham og satte sig på sengekanten.. "Du må ikke dø" hviskede han stille og bed sig i læben.. bange for at miste en som stod ham nært gjorde elijah noget som han ikke burde havde gjort.. stille lagde han sig på knæ ved nathaniels side og løftede en hånd over ham.. den anden lagde han på hans skulder og han begyndte at heale ham.. Elijah var langt fra stærk nok til at heale det hele, han var jo kun ni og nok var han stærk men ikke så stærk.. det bvar hårdt for ham, al energien i hans krop blev nærmet hevet ud af ham og ført over til nathaniel.. Elijah var en god dreng men ikke altid lige klog når det handlede om hvad der var bedste for ham selv.. han brugte hver enste smule energi i sin krop indtil han faldt om ved nathaniels side, udmattet og brug for hvile..

[Nathaniel Diamaqima]

Også for Elijahs skyld, så prøvede Nathaniel virkelig, at skulle holde den smertefulde grimasse i sig, da det ikke var noget som han ønskede at vise ham. Hvis det ikke havde været fordi, at de var endt med at dukke op, så havde det nok kostet ham livet i den anden ende på den mest smertefulde måde man nok kunne tænke sig til. Dage med tortur for så at møde pisken, til man bare ikke kunne mere.. Han var nok heldig, at være i live i øjeblikket. Han nikkede til Elmyras i ord. Det var nøjagtigt det som han selv havde haft i hovedet på det tidspunkt, da det hele skulle ske; At der ikke måtte ske noget med dem. At det jo så havde været tvunget, at skulle sende dem væk, så havde han gjort det, endda uden tøven, selvom det faktisk havde gjort så voldsomt ondt i den anden ende, for det havde det virkelig. ”Okay..” sagde han stille. At Elmyra måtte gå, kunne han høre.. det var virkelig nedværdigende ikke at kunne bruge synet.. det var i den grad taget fra ham på denne voldsomme måde, og han kunne virkelig ikke fordrage tanken om det, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Elijahs stemme, var noget som hurtigt ramte ham. Han vendte blikket mod ham og med et svagt, dog påtvunget smil. ”Jeg klarer den, Elijah,” sagde han stille og med en rolig stemme. Han skulle ikke bekymre sig.. De havde jo trods alt reddet hans liv ved at dukke op.. af gud ved hvilken grund. Han vidste jo, at Elmyra helst havde ønsket at holde sig så langt fra ham, som det havde været hende menneskelig muligt. At mange af sårene blev healet og lukket, kunne han nu tydeligt mærke.. healede knægten ham? At han måtte falde udmattet ned ved siden af ham, undrede ham dog ikke. Den friske hånd rakte over hans krop, greb fat i Liyas dyne og lagde den forsigtigt over Elijah. ”T-tak min dreng,” sagde han med en rolig stemme. Han var selv ekstrem udmattet, han måtte bare holde sig vågen.. det var han virkelig bare nødt til.

[elmyra]

ELijah var lige kort vågen til han mærkede dynen ryge om ham hvorefter hans faldt i søvn.. når han havde sovet ville han gøre det igen, om han så skulle snige sig herind.. han puttede sig god ved siden af nathaniel og nød bare at være hjemme igen.. Elmyra kom tilbage med en skål og en klud samt en resende væske som hun havde erhvervet for noget tid siden.. nok kunne hun ikke heale men denne væske kunne rense alt.. til gengæld gjorde den rigtig ondt mens den virkede.. hendes blik faldt på Elijah i sengen.. "Han prøvede at heale dig, ikke??" spurgte hun nærmest opgivende og satte sig ved nathaniels side.. hun var stadig forfærdet over en måske som han så ud på.. det gjorde ondtpå hende at se ham lide.. "Jeg kom faktisk for at finde dig" sagde hun stille og vred kluden i vandet.. "Jeg havde .. har brug for din hjælp.. men nu ser det vidst ud som om det må vente" forsigtigt beginde hun at rense blodet væk fra hans øjne og bed sig i læben.. "du har fået prikket øjnene ud, ikke??" spurgte hun stille og rystede stille.. der ar koldt synes hun egentlig.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var virkelig Nathaniel en glæde uden lige, ikke at Elijah skulle fortsætte med at råbe af ham på denne måde. Det gjorde ham faktisk glad. Måske, at knægten endelig havde indset, at han kun havde gjort dette for at være ham til hjælp og ikke for at rive ham fra Elmyra? Han smilede svagt.. for nu formåede han dog at glemme de smerter som han selv måtte ligge i.. han havde ligget med dem i så mange dage, at det ikke rigtigt var noget som han mærkede sig stort af overhovedet. Forsigtigt følte han sig vejen frem til Elijahs ansigt, hvor han varsomt lod hånden stryge mod hans kind. Han vendte blikket mod lydene af en anden.. han var nu ganske sikker på, at det måtte være Elmyra. På Neutranium var han i hvert fald sikker, også selvom han virkelig ikke kunne se noget som helst. Han nikkede til hendes ord. ”Det gjorde han.. stakkels dreng..” sagde han stille. Han vidste, at han måtte se forfærdelig ud.. med alle de sår, rifter, samt de gule og blå mærker som hele hans krop var præget af. Han klemte øjnene let sammen da hun tørrede ham i ansigtet. Han følte sig virkelig hjælpeløs og det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du søgte mig? For hvad dog?” spurgte han som det første.. han ville klart lyve, hvis han benægtet det, men hun betød virkelig meget for ham. Ekstremt meget endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede endeligt til hendes sidste ord og bed sig let i læben. ”Jeg vil spare dig for synet, Elmyra.. det er ikke noget kønt syn..” sagde han stille. Han lod hovedet synke let ned i den varme pude. Han forventede virkelig ikke at skulle kunne se igen egentlig.. nogensinde.

[elmyra]

hun sukkede stille og kiggede på Elijah.. "Han holder meget af dig Nathaniel men ..... Han vil være hos mig.. Jeg kom her for at bede dig tage dig af ham indtil jeg har fået orden på nogle ting.. ting som han ikek skal være i nærheden af og se.." hun sukkede stille og tørrede øjnene da hun mærkede tårerne trille endnu en gang ned over hendes kinder.. "Jeg har dummet mig virkelig meget ... men det er lige meget" sagde hun stille og fortsatte med at fjerne blodet.. "Jeg bliver her i noget tid.. du kan ikek klare dig selv, hvor er Liya??" hun havde da troet at Liya ville være her til når han jo en gang kom hjem men det var hun ikke?? det undrede hende.. "jeg ved godt at det ikke er et kønt syn og hvis jeg skal være ærlig så har du set bedre ud men du kan ikke klare dig alene.." hun bed sig i læben og tog væsken frem.. "jeg har noget rensende.. det er en magisk væske som kan rense alt, eller det har jeg fået afvide.. det har virkelig perfekt indtil nu men det gør ondt mens det virker.. Jeg bliver nød til at rense dine sår" forsigtigt lod hun sin hånd nusse ham på kinden og bed sig i læben.. hun kunne ikke lige håndtere at han havde det sådan her.. det gjorde så ondt at se på..

[Nathaniel Diamaqima]

At Elijah ønskede at blive ved Elmyra havde Nathaniel vidst siden han havde valgt, at tage knægten til sig og med sig til dette sted.. at han jo så ikke var den onde, onde mand, som Elijah havde fremstillet ham som, var kun noget som faktisk gjorde ham mere glad. Det var virkelig løftende og på mange måder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev liggende med lukkede øjne, selvom det sved noget så frygteligt. ”Hvilke problemer kan være så store, Elmyra?” spurgte han stille. Elijah var en yderst smart knægt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun bragte Liya på banen, dræbte virkelig hans smil og lod det falde til det rene ingenting. Han trak vejret dybt. ”Hun er i sikkerhed i Dvasias, Elmyra.. Jeg.. sendte hende væk.. inden alt dette skete..” sagde han stille. Han bed sig let i læben og skar en let grimasse, da han trygt lagde sig til rette i sengen, hvilket måtte kræve, at han måtte bevæge på det brækkede ben og den brækkede arm. Hovedet lod han søge mod hendes hånd, vel blot et tegn til at han lod hende gøre det.. Det var virkelig en helt anden følelse end det som Brandon havde givet ham i de dage han havde siddet placeret i torturkamrene på Castle of Darkness. ”Det er nyt.. Jeg skal nok finde ud af det.. Jeg tog hellere det hele selv, end at det skulle ramme børnene.. det ville jeg ikke..” Blikket vendte han stille ned mod Elijah ved siden af sig, selvom han hverken åbnede øjnene eller noget som helst.. han ville ikke kunne se en skid alligevel. At han havde set bedre ud, tvivlede han dog ikke det mindste på overhovedet. Han havde det virkelig også forfærdelig. Han blev liggende i et let tænkende øjeblik. Han åbnede sine håndflader forsigtigt. ”Mange af mine sår er dage gamle.. de skal renses.. du går bare i gang,” afsluttede han stille og dog meget beslutsomt. Han vidste at det at rense sår, ville gøre ondt og alligevel, så var han ligeglad. Sårene i hans håndflader var nok de værst foruden de nye på ryggen.. De var allerede godt betændte og det sad voldsomt dybt.