Audiens

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At røre ved tronestolen, uden at være af royalt blod, var noget af det dummeste, som man kunne gøre, hvilket end ikke Mattheus kunne, eller ville lægge det mindste skjul på. Igen gjorde han tegn til vagterne om at sænke deres våben, hvilket de først gjorde, da Shawn valgte at trække sig en anelse fra tronen igen. "Alt forladt," sagde han blot. Bare at manden ikke gjorde det igen en anden gang, så havde han det egentlig ganske fint med omstændighederne, hvis han selv skulle sige det.

Mattheus stillede sig med fronten til denne mand. Han selv var uden tvivl meget nysgerrig på, hvem denne mand måtte være, og det var så sandelig heller ikke noget, som han lagde det mindste skjul på i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, og med et tilfredst smil på læberne. Der var kommet en ny leder på plads, og han var ikke et sekund i tvivl om, at Cathlina ville gøre jobbet ekstremt godt, når det kom såvidt. Han lod hovedet søge let på sned. "Hun er dygtig. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er den rette for den opgave," sagde han med en rolig stemme.
At han var fri til at stille de spørgsmål som han havde lyst til, passede egentlig Mattheus ganske udmærket. Han kunne lide, når manden gav ham det handlerum. Men det var bare.. hvad skulle han da spørge om? "Du forekommer mig som en meget åben mand. Shawn.. Det kan jeg lide." Med rolige skridt søgte han mod ham endnu en gang. Han var nysgerrig. Han agtede at finde ud af, helt præcist hvad det var, han stod overfor i øjeblikket.
"Hvad er der værd at vide for mig? Andet end at jeg står overfor en vampyr som kun bærer de mest naturlige frygte med sig.. Hvilke egenskaber og kompetencer er du i besiddelse af? Hvad er dit foretrukkende våben?" Han ønskede jo at vide det hele!

[Shawn Darcian Torras]

En åben mand? Shawn? Tja så længe man ikke forsøgte at rode for meget i hans fortid så var der ikke meget han ikke ville snakke eller fortælle om. Men det var der jo ikke nogen grund til at nævne. Han havde kun få hemmeligheder om sig selv og udover dem og hans ømme punkter var han nok meget lig en åben mand.
"Som jeg fortalte før er jeg ikke uden evner med et sværd i min hånd. Det er det våben jeg har benyttet mest. Jeg har også brugt kasteknive eller en dolk. Enkelt gange bue og pil til jagt af vildt. Men jeg foretrak at jage det til fods.." Et lille smil gled over hans læber ved minderne om alle de gange han i skovene havde løbet efter kronvildt og nedlagt det. Som et dyr ville mange nok mene. Men det var en hel vild følelse at mærke rusen ved jagten løbe igennem kroppen. Det var god motion og træning. Og det var en oplevelse uden lige. Han ville slet ikke vide hvor han skulle starte at beskrive det for en som aldrig havde prøvet det. Det var uden lige. "Desuden ramte jeg nok bedre med hænder og tænder end med pilen." grinede han let og rystede lidt på hovedet. Han havde aldrig været tålmodig nok til at tage sigte og hvis målet først rørte sig eller ligefrem gav sig til at løbe så var det kun endnu sværere at ramme sådan.
Hans latter havde givet en kort form for ekko i salen bemærkede han. Men der var højt til loftet og det var et stort rummeligt rum så det kom egentlig ikke bag på ham. Han fugtede sine læber på ny endnu en gang. "Men jeg er lærenem og er det påkrævet skal jeg nok lære at benytte det til fulde som var de våben alle en del af mig. Jeg har en god hukommelse og kan genkende folks ansigter og duft selv efter flere årtier. Jeg holder mig godt skjult i skyggerne og kan komme op bag folk uden de ser det komme. Jeg er også erfaren til at slås uden våben og kan klare en del slag. Og give en god proper næve." Han smilede skævt og havde ganske vist været i kamp både med og uden våben. Hvad der var bedst vidste han så ikke helt. Det havde han ikke lagt mærke til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Shawn forekom for Mattheus som en meget åben mand. Ikke at det var noget, som egentlig rørte ham det mindste, for det gjorde det på ingen måde. Han blev stående. Han var nu nysgerrig på manden, og ønskede at finde ud af, hvordan og hvorledes, og det var slet ikke noget, som han kunne lægge skjul på. Langsomt lod han hovedet søge mod den anden side.
"Jeg vil meget gerne se, hvad du er i stand til at udrette med et våben i hånden, Shawn.. Om jeg må få lov?" Han viftede let med hånden i retningen af en vagt, som søgte hen mod ham. Rådgiveren holdt endnu sin afstand, da der ikke var nogen grund til at han greb ind, og særligt ikke, som det var lige nu. Mattheus derimod, var ganske rolig trods disse omstændigheder. Vagten stillede sig ved siden af ham, afventende til hvad der skulle ske videre.
Mattheus vendte blikket mod Shawn med en ganske kortfattet mine. Selv tog han ikke del i latter eller noget lignende, da det heller ikke var noget, som han havde nogen grund til, hvis han selv skulle sige det. Hovedet lod han søge mod den anden side."Naturligvis foretrækker man, hvad man er født med. Ikke nogen hemmelighed der. Vi andre gør jo det samme," sagde han med en rolig stemme. End ikke dette, var noget som han kunne skjule.
"De lyder som en mand, med mange talenter, Shawn. Jeg vil som sagt, gerne se, hvad du kan udrette med de midler som du er født med. Et svært, vil blive dig skænket, hvis det er noget som du vil have. Hvis jeg skal have dig som en vagt eller en soldat, må jeg vide, hvad du kan udrette med et våben for hånd.. Og hvor frygtløs du egentlig er," sagde han med en rolig stemme. Naturligvis gjorde han ikke dette, for at slå manden ihjel. Det var udelukkende, for at se hvad han kunne.

[Shawn Darcian Torras]

Et kort nik kom fra Shawn. Han kunne jo nægte, men det kom der ikke ret meget ud af. Han foretrak dog at bruge sit eget sværd. Det var et han kendte. Han kendte dets vægt og hvordan det påvirkede hans sving. Han vidste hvordan han kunne bevæge sig med det sværd og samtidig gøre som han ville. Men han kunne da nok godt tilpasse sig, at bruge et andet sværd. Så længe det ikke var alt for ringe af kvalitet. Men det tvivlede han nu på, at det ville vise sig, at være.
Han trådte roligt ned af trappen og væk fra tronen. "Jeg kan jo ikke så let sige nej vel? Når De anmoder så pænt." han smilede roligt og havde godt nok ikke benyttet sig af sværd kamp i nogle uger, men det rustede ham vel ikke så meget, at han ikke kunne kæmpe. Han satsede ikke på livet stod på spil i denne..fremvisning? Eller hvad man skulle kalde det. Men derfor skulle man ikke tage for let på det. Man skulle ikke slække på teknikken blot fordi kampen ikke var en sand duel til døden.
Han gik roligt videre hen mod ham, men stoppede op nogle meter fra ham. Om det så var prinsen selv eller vagten han skulle slås med kom ud på et. Et sted. Det var nok vagten. På den måde kunne man jo bedst se det udefra hvordan det foregik. Men var man med i kampen på den anden side oplevede man det på en anden måde. Men han måtte vel vente og se hvem hans modstander var.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde skam ikke tænkt sig, at bekæmpe og bekrige Shawn, hvis han kunne blive fri. Derimod ville han jo gerne se, hvad manden var i stand til at udrette overfor en mand som denne vagt, som uden tvivl gik og gjorde dette til dagligt. Det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han betragtede ham med en ganske rolig mine, og med et tydeligt tilfredst smil på læben.
"Vagten, naturligvis. Jeg ønsker da naturligvis at se, hvad du er i stand til," sagde han med en rolig stemme. Alene det, var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han ville da være sikker på, at dem som han havde tæt omkring sig, rent faktisk også kunne gøre, hvad det krævede, og hvad man kunne forvente af dem, i en stilling som denne.
Langsomt søgte Mattheus tilbage på sin plads og på sin tronestol, hvor han tog plads. Vagten blev stående, da han ikke havde fået besked på noget andet. "Det er naturligvis ikke en kamp på liv og død. Jeg ønsker at se dine kompetencer og egenskaber i kamp og strid, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt, Shawn. For mig, er det grundlæggende, i det arbejde," fortalte han med en direkte stemme. "Ønsker du et våben?"
Mattheus' rådgiver kom roligt frem med et sværd, som han holdt i hånden. Dette kunne Shawn tage imod, hvis han ønskede det. Vagten trak sit eget sværd og stillede sig kampklar. Ved Mattheus' videre tegn til start, svang han det hurtigt og kraftigt mod Shawn.

[Shawn Darcian Torras]

Han så roligt mod vagten. "Et våben er ikke noget jeg behøver for at kunne vinde. Men siden De ønsker at se mig med et sværd så må jeg vel hellere benytte et." han smilede et skævt lille smil. Han kunne ellers også godt tænke sig blot at lege med denne vagt og få ham til at svinge og angribe alt det han lystede. Og så bare snige sig udenom hvert et sving og lade ham køre sig selv træt. Men kunne han også gøre med et sværd. Men han ville sådan set også gerne vise han kunne noget istedet for bare at undvige.
Så snart han havde fået tildelt et sværd prøvede han det lige i hånden og gav det et par sving for at mærke dets vægt i hånden og forberede sig på hvordan det føltes modsat hans eget. Han holdt øje med vagten hele tiden selvom han tvivlede på han ville blive angrebet uden der var blevet givet et signal til start. Han var dog klar på et øjeblik og morede sig lidt over vagten sådan stilte sig klar i angrebstilling og blot ventede på at få lov. Dette her skulle skam nok blive rigtig sjovt!
Han lyttede skarpt til fyrens hjertebanken og holdt øje med hans bevægelser. Han havde nok lidt en fordel ved at hans sanser var forstærket af at være vampyr. Men dette var ikke meget værd hvis han så ikke kunne bruge et sværd jo i en sværddyst. Og vagterne her var nok ikke ligefrem dårlige til dette. Men han var heller ikke selv tabt bag en vogn og han trådte selv fremad og svang sit sværd mod hans for at blokere hans sving.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

"Jeg er fascineret af dit ønske om at gøre det på egen hånd, Shawn, men jeg må også vide, hvad du kan præstere med et våben for hånden," sagde Mattheus med en rolig stemme. Atter en gang, måtte dette vække hans storslåede nysgerrighed, hvilket han skam heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende.
Mattheus fulgte meget nøje med fra tronestolen. Nu havde han placeret et våben i hånden på en fremmede mand, og han vidste, at det jo i værste tilfælde, kunne have fatale konsekvenser for ham selv. Dog håbede han ikke, at det skulle have den effekt på ham i den anden ende. Han lod hovedet søge en kende på sned, og med en tydelig tilfredsstillelse i den anden ende.
Vagten svang sværdet direkte mod ham. At han blev mødt med klingen, sagde han ikke noget til. Et sted havde han vel næsten forventet, at han skulle handle på den måde. Dette var en opvisning. Intet andet end til prinsens tilfredsstillelse, og han håbede da naturligvis at prinsen blev tilfreds ved dette.
Let kneb vagten øjnene sammen, kun for at trække sig et skridt tættere på Shawn. Han tog fat om hans håndled, for at skubbe ham væk, kun for at svinge sværdet mod ham endnu en gang. En vampyr havde alverdens fordele, hvilket Mattheus var ganske klar over. Han brød dog ikke ind. Foreløbig, kunne han da uden tvivl lide, hvad det var han så.

[Shawn Darcian Torras]

Grebet om hans håndled fik ham til at løfte sine øjenbryn og så på vagten. Hvæsede let og viste tænder. "Dum idé." han rystede på hovedet og mærkede godt hvordan manden forsøgte at skubbe ham væk og dermed sværdet som blokerede. Men Shawn lod sig ikke lige så nem rokke. Han fik dog hånden skubbet lidt væk, men hvad ville han opnå ved det? Andet end hans sving blot igen ville blive blokeret eller pareret. For det var hvad Shawn havde tænkt sig og han fik sin hånd revet fri og drejede rundt så han kunne give sværdet et nyt sving med en god kraft og svang det mod vagtens sværd og lod svinget fortsætte så sværdet blev skubbet til siden. Hvis han lagde nok kraft i det ville han nok kunne slå sværdet helt ud af mandens hånd. Men det var han ikke interesseret i lige nu. Måske om et par træk hvis han begyndte at kede sig.
Men kampen kunne heller ikke slutte alt for tidligt. Man var jo nødt til at have tid til, at kunne vise sit værd. hvis han endte kampen efter et minut eller mindre ville der jo ikke være sket ret meget. Samtidig skulle man nok heller ikke trække kampen ud i for lang tid for så ville det jo ikke vise hans sande styrke og iver i en kamp. Men så længe han ikke var den der tabte så kunne alt andet vel næstne kun tælle med positivt? Og selv et tab behøvede jo ikke betyde man var dårlig. Dog bare, at ens modstander var lidt bedre. Men nu var det ikke kun hans lille legekammeret her som skulle have alt det sjove. nu hvor han havde fået sværdet skubbet til siden så ville han have lov at lege. Derfor lod hans sin egen klinge glide af den andens og med et hurtigt sving i håndledet var sværdet allerede på vej tilbage mod vagten.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus fortrak ikke så meget som en eneste mine, under det som skete for øjnene af ham. Ganske vidst, var det ikke en kamp på liv og død, hvilket han skam havde det ganske fint med på sigt. Han lod hovedet søge på sned, hvor han lod hånden gnide over hans hage. Han måtte jo erkende, at manden virkelig var dygtig. Selv med et sværd for hånden af hvad han kunne se. Han trak vejret dybt. Selv rådgiveren blev stående stille og roligt ved siden af ham, og det havde han det fint med. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at blande sig i dette.
Hele kampen synes at vendes. Vagten måtte trække sig, for ikke at ende med at blive ramt eller noget lignende, hvilket han på ingen måder var ude på. Han vendte blikket direkte mod vampyren, og med en fast mine. Det kunne godt være, at det ikke var en direkte kamp på liv og død, men for pokker, så kunne det jo stadig godt mærkes.
Klingerne mødtes, og selv vagten måtte begynde at svede. Det var uden tvivl hårdt for ham, at bekæmpe en vampyr, og særligt fordi, at det skulle gøres, uden at gøre skade, da det jo slet ikke var hensigten med dette, og det var noget som kunne mærkes. Igen trak han sig hurtigt fra Alex, hvor han i stedet for, lod sværdet falde til jorden. For ham, var det uden tvivl tungt at bekæmpe en mand, hvis udholdenhed, slet ikke kunne slås af noget menneskeligt.
Et smil bredte sig på Mattheus' læber. Han kunne ikke være andet end storslået tilfreds, alene ved det, som han havde set. Shawn var dygtig. Virkelig dygtig.

[Shawn Darcian Torras]

Hvor længe de holdt deres sværddans kørende og begge var på dupperne og sværdene slog sammen med høje klang gang på gang anede Shawn ikke. Han tænkte ikke på tiden eller på meget andet end sin modstander faktisk. Det kom en smule bag på ham at se og høre sværdet ramme gulvet med en rungende lyd mellem tronsalens høje loft og vægge. Men han kunne skam godt føle manden var begyndt at blive kørt træt. Shawn selv nærmest var upåvirket. Han var jo også vampyr og havde styrken og udholdenheden som et almindeligt menneske var foruden. Selv med en masse træning i disse aspekter så var en vampyr bare medfødt med det på et højere niveau. Uden dette så ville Shawn nok også være som vagten var; svedende og udkørt. Allerede inden sværdet havde ramt gulvet så havde Shawn allerede sænket sit eget sværd. Hans reflekser reagerede så snart sværdet slap huden i mandens hånd. Der var ingen grund til han holdt sit sværd oppe mere. I en rigtig kamp ville han nok have holdt manden an stadigvæk. Men dette var opvisning og manden havde erkendt sit nederlag. Givet op. Hvad man ville kalde det. Han kunne ikke køre på meget mere så det ud til. Ikke mod en vampyr der stadig ikke engang var begyndt at kunne mærke kampen var begyndt.
Sekundet efter vagtens sværd havde ramt gulvet stod Shawn oppe ved rådgivere med sværdskaftet rakt frem mod ham. Den rungende lyd var ikke engang overstået og han var ved at aflevere sværdet tilbage. "Tak for lån." han smilede med spidserne af sine hugtænder synlige ved læben og var nede hos vagten igen så snart sværdet var givet over til rette ejermand. En hånd blev rakt frem mod vagten. Shawn var reel nok til at genkende og værdsætte en værdig modstander. Havde manden ikke været menneske og dermed stadig haft kræfter og luft ville kampen ikke være endt allerede. Teknik havde han sandelig rigeligt af og selvom Shawn nok havde virket hovmodig i kampen så var han ikke så nærig med at få ros lagt på rette sted. Det havde været en god kamp. Nogle ville måske sige unfair menneske mod vampyr. Men havde han måtte dræbe kunne han nok have vist endnu mere og lagt mere vægt i sine angreb måske. Gået direkte efter hjertet. Det ville Shawn næppe få at vide.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selv Mattheus måtte erkende, at han uden tvivl var meget overrasket over den måde, som Shawn havde valgt at håndtere denne sag på, og det lagde han skam heller ikke skjul på, når det endelig skulle komme så vidt. Hovedet od han søge en kende på sned, og med et tydeligt tilfredst smil på læben. Selvom vagten måtte erkende sit tab, havde han alligevel set, hvad han havde brug for, for at finde ud af, hvad Shawn virkelig kunne. Han var hurtig og han var intelligent, hvilket da uden tvivl var noget, som selv Mattheus kunne lide.
Rådgiveren tog imod sværdet og nikkede mod ham. Han sagde intet, da det ikke var noget, som Mattheus havde givet ham lov til at gøre. Mattheus vendte blikket i retningen af Shawn. "Jeg må sige, at jeg er meget imponeret af dig, og dit håndarbejde, Shawn," sagde han med en rolig stemme. Hvor manden havde lært det henne, vidste han ikke, men det var slet ikke noget, som rørte ham det mindste.
Mattheus valgte denne gang at rejse sig op, og med blikket vendt i retningen af Shawn endnu en gang. Uden tvivl ville det være synd og skam, at skulle sende manden væk, når han havde det talent, som han havde. Han ville gerne udnytte det. Han trak ganske kort, men tilfredst på smilebåndet. Hvordan kunne han da være andet end tilfreds med det, som han havde set frem til nu? Tænderne måtte han let bide sammen, inden han atter rettede sig op. "Hvis jeg valgte, at tilbyde dig en stilling, som noget så personligt, som en livvagt for mig.. Hvornår skal jeg kunne forvente, at du kunne begynde? Og hvordan vil du udføre det arbejde for mig?" spurgte han med en ganske sigende mine. For nu, var det vigtigt for ham, at vide, hvad han selv skulle forholde sig til.

[Shawn Darcian Torras]

Blikket blev roligt vendt mod Mattheus. "Havde jeg ikke været vampyr ville din vagt have haft en større chance. Eller havde vi begge været vampyrer måske. Det er en stor fordel at have større udholdenhed. Men han gjorde det godt. På trods af min høje udholdenhed." Han kunne jo dog ikke gøre noget ved sin udholdenhed. Men Mattheus lod til at være rimelig godt tilfreds på trods af omstændighederne. Så Shawn kunne vel på det punkt ikke være meget mere tilfreds?
"Men jeg takker alligevel for Deres ros." Han smilede roligt og lagde sit hoved lidt på skrå til hans sidste spørgsmål. "Hvornår jeg skulle kunne begynde? Så snart det er krævet af mig. Har ingen forpligtelser eller lignende der skal sættes i orden først." Han trak lidt på sine skuldre. Han kunne sådan set såmænd starte lige i dette sekund hvis det skulle være. "Og udførelsen. En livvagt består jo i at beskytte livet for den man tjener. Så det vil være dumt andet end udføre mit arbejde med at beskytte Dem mod alt der truede Dem. Og gøre det med alt der stod i min magt for at De slap levende fra angrebet. Ofre mig selv hvis det kan frelse Dem." Ikke at han ligefrem ville se frem til at skulle kaste sig ud i døden. Men sådan var livet jo for nogen og man skulle jo dø og væk herfra på en eller anden måde. Så ville det trods alt være rarest at vide man gik herfra  og havde udført et glimrende stykke arbejde i samme omgang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I øjeblikket gav Shawn ham alt hvad han havde brug for, hvilket var noget, som Mattheus havde det mere end fint med, hvis han selv skulle sige det. Hænderne foldede han over ryggen, som han vendte blikket i retningen af Shawns skikkelse. For nu, måtte han uden tvivl sige, at han havde været ekstremt overrasket over, hvad han havde set, men det var skam ikke nogen skidt ting. Langt fra faktisk. Det var derimod en rigtig god ting! "Det handler altid om at drage nytte af de fordele, som man har," sagde han direkte, som han vendte blikket mod hans skikkelse igen.
Mattheus blev i denne omgang stående på sin plads. Han lod hovedet søge på plads. Shawn gav ham de ord, præcist, som han gerne ville høre dem, og det passede ham mere end fint, hvilket han glædeligt erkendte for dem alle sammen. "Du lader mig netop høre, hvad jeg gerne vil høre, må jeg sige.. Det glæder mig," sagde han roligt. En skam, ville det nemlig uden tvivl ende med at blive, dersom at han ville lade denne mand gå. Frygteligt ville det da være, og særligt nu hvor han var en mand med det talent, som han nu havde. Hvem skulle da ikke kunne udnytte det bare lidt?
"De er villig til at gøre hvad jobbet kræves? Jeg forventer meget af dem, som jeg har tæt på mig, såvel som min kommende hustru, Shawn," sagde han direkte. Han rettede sig op, hvor han næsten automatisk skød brystet en smule frem. Døden forventede Mattheus bestemt ikke, at manden skulle kaste sig ud i.. men det var jo altid rart at have den i baghånd. Han vendte sig mod sin rådgiver. "Bring mig pergamenterne," sagde han direkte. Rådgiveren forsvandt hurtigt.

[Shawn Darcian Torras]

Om der var ventet nogle mere direkte detaljer om hvordan han ville gøre hvis de kom ud i en situation hvor der var angribere så ville det næsten være nemmere at vise end fortælle. I alle fald for at vise og give det bedst mulige billede af hvordan tingene kunne forløbe. Man kunne jo sagtens sige man ville gøre visse ting, men var der garanti for, at man faktisk kunne gøre de ting på den måde? Nej. Derfor var det godt at vise hvad man kunne. Derfor kunne Shawn også godt lide, at han var blevet testet lidt nærmere med sin brug af sværdet. Det var en god leder. Et godt leder instinkt som hvilede i denne mand. Shawn kunne godt lide dette. Han var en god leder type, men samtidig en tiltalende mand som man godt kunne lide at omgås. Ikke en sur person som ikke kunne andet end finde fejl og negative ting at sige om sine ansatte og dem rundt om sig. Han vidste hvornår man skulle rose og hvornår man skulle rette. Og i hvilket omfang og form. Det var alle gode tegn.
Shawn gav et nik fra sig. "Jeg kan kun give Dem mit ord på, at jeg vil satse alt på at beskytte Dem og hvem andre de måtte ønske jeg skulle beskytte. Men jeg vil ikke vige bort fra mit ord om, at jeg er villig til at gøre hvad jobbet kræver af mig." Om et løfte om ikke at bryde sit ord var nok var svært at tænke sig til. Man kunne jo sagtens sige, men ikke ville tøve, men så gøre det når det kom til stykket. Men Shawn havde ingen grund til at skulle tøve. Kun for at redde sig selv, men det var ikke noget han var bange for at miste. Han havde ikke nogen til at leve sit liv sammen med alligevel og han havde allerede levet i sorg og alene i mange år. Hans liv ville få mening på en anden måde hvis det kom til stykket at han skulle kæmpe for sit liv i beskyttelsens tjeneste.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Frem til nu, var det Aliyah, der havde ageret som hans vagt så langt, men dette skulle jo forandres den dag, de skulle giftes og have hinanden. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at det var således, at det skulle ende. Det var jo bare et spørgsmål om tid, inden det ville komme så vidt. Hovedet lod han langsomt søge på sned, og med en ganske alvorlig mine. Det var jo ikke småting de snakket om, og særligt ikke, som det stod i øjeblikket. Alligevel måtte han jo sige, at han var en ganske tilfreds mand, når alt endelig skulle komme til alt.
"Det er hvad jeg kan lide at høre," sagde han med en ganske ærlig stemme. Så lang tid, at det var den mentalitet, som manden gik ind i, med det arbejde, så havde han det mere end fint med det på sigt, hvilket han skam heller ikke var bange for at erkende for ham.
Rådgiveren kom tilbage med papirerne og en fjerpen, som krævede underskrift. Han tog vel imod dem. Han nikkede mod ham og sendte ham igen bort. "Jeg sæter krav og forventninger til dig, Shawn. Jeg forventer, at det som jeg ønsker gjort, bliver gjort, for mig og for mine kære. Jeg håber på, at du ved, hvilket ansvar det lægger på dine skuldre?" fortsatte han med en ganske sandfærdig og alvorlig mine. Han trak ganske kort på smilebåndet. Han var en leder. Det var den slags, han var blevet opdraget til. Han vendte sig mod et af bordene, som stod langs væggen. "Jeg vil skænke dig et værelse her. Jo tættere du er på mig, jo bedre er det," sagde han blot. Han satte sin underskrift, og rakte fjerpennen mod Shawn.