Audiens

[Shawn Darcian Torras]

Det var en kølig og mørkt aften. Det var sent og næppe ligefrem altid muligt at kunne komme til audiens på denne tid hos de kongelige. Men som vampyr havde man ikke meget andet valg end at forsøge sig på denne tid. Selvom det var ved at være sent så var der stadig tjeneste folk som arbejdede både her i tronsalen, men også på vejen herind. Shawn var blevet vist herind af en af de mange der var. Han havde bedt om mulighed for at snakke med den mørke prins. Han kunne vente så længe det skulle være. Stå her hele natten hvis de sov og ikke skulle forstyrres for en ganske almindelig vampyr der blot var mødt op. Han havde ikke nævnt for nogen hvad hans formål her var. Han havde blot sagt han ønskede at snakke med prinsen og kun ham.
Han havde en almindelig mørk bluse på med korte ærmer og almindelige bukser. Han var ikke adelig og lignede heller ikke en rig mand. Men han var skam heller ikke fra fattiggården. Han stod roligt midt i salen hvor han var blevet vist hen til og ventede. Han havde alt den tid det skulle være. De mørke øjne gled ind imellem rundt og så mod de mange tjenestefolk. Han kunne høre hjerter banke. Blod løbe. Der var så meget liv herinde at det næsten var utroligt på dette tidspunkt. Men selv om natten var et kongeligt slot tilsyneladende ikke spor stille og mørkt. Han havde sørget for at spise før han ankom. For en sikkerheds skyld. Han ville ikke risikere, at alle disse bankende hjerter med drivende blod rev i hans sult og ville fjerne hans fokus og koncentration. Det ville desuden heller ikke gøre alt for godt et indtryk for hverken prinsen eller nogen på slottet hvis han gik og så efter dem med sultne øjne. Han var ikke i tvivl om, at de vidste hvad han var. De holdt nok i forvejen afstand af den grund. Ikke nødvendigt at ligge yderligere oveni. Shawn var dog forbløffet på sin vis over alt det liv der var på slottet så sent. Næsten lige før det var så fyldt som på enten Krypten eller Den Dansende Flamme. Bortset fra i forhold til Krypten, at der var det mest kun vampyrer. Her var der ikke særlig mange af hans slags aktive så vidt han kunne sanse. 

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved nattetide, at slottet i Dvasias, for alvor begyndte at vågne til live. Præcist som rygterne og historierne måtte lyde. Ikke fordi at det var noget som gjorde Mattheus det mindste. Han var jo deriblandt. Han sad allerede placeret i tronen, da denne mand blev vist ind til ham. Hans blik fulgte ham med en meget årvågen og meget sigende mine.
Langsomt satte Mattheus sig tilbage. Hvorvidt om manden overhovedet vidste hvordan man skulle begå sig, vidste han ikke. Dertil var det ikke noget, som han tog sig af endnu. Ved hans side, stod hans rådgiver. En mand som skulle have lidt en hjælpende hånd allerede fra starten af? Kort måtte han udveksle blikke med sin rådgiver. Et sted måtte han finde denne tanke ganske morsom. Dog var det ikke noget, som kom synderlig meget til udtryk for ham lige i øjeblikket. "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang valgte at rette sig op. Vagterne var de eneste, som var til stede i lokalet, og ellers Mattheus selv, og hans kongelige rådgiver, som trygt stod der ved hans side. Hovedet lod han søge let på sned. Det var med en fast og intens mine i blikket. Selv på trods af hans temmelig unge alder, så havde han endnu rigtig meget at lave, og lære ikke mindst. Derfor hang mesteparten af audienserne på hans skuldre, og han havde virkelig intet imod det.

[Shawn Darcian Torras]

Hvordan det var mest rigtigt at omgås hos hoffet var ikke Shawn særlig kendt. Han havde kun få gange omgås adelen på den måde. Dog vidste han, at man da ikke bare skulle brase ind eller være uhøflig. Det ville kun komme til at koste og gå galt i sidste ende. Hvilket han ikke var spor interesseret i. Han så op mod stemmen der lød fra tronen og han lagde sit hoved en smule til siden. hans øjne hvilede roligt på den unge prins. Han så mod rådgiveren og vagterne kort før han atter havde blikket vendt mod prinsen. "Godaften Deres Højhed. Beklager hvis jeg har forstyrret Dem på nogen måde. Men i mit tilfælde er nattetide det eneste tidspunkt jeg kan gå ud." Han mente det var bedst trods alt at vise sig fra en god side af før man bare brasede ud med sit gøremål. Han ville trods alt gerne kunne gå herfra igen på sine egne to ben og ikke i en kiste eller kravlende. Eller slet ikke gå herfra overhovedet.
"Jeg er kommet for at søge arbejde hos Dem." Han kunne lige så godt sige tingene ligeud hvad det var han gik efter. Ikke noget med at rende forsigtigt rundt om skålen med mælk på listefødder for at sikre sig den store stygge hund ikke kom og rev en væk. Være høflig, men alligevel præcis og kort i sine ord. 

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ej havde denne mand formået at forstyrre Mattheus. Det var jo hans arbejde at tage imod disse audienser, og det var det, som han havde tænkt sig at gøre. Denne mand var langt fra, hvad han typisk tog imod til sådan en audiens, men det var derimod noget, som gjorde ham ganske tilfreds. Det var dejligt med noget afvigende af, hvad han typisk måtte se under et arbejde, som det her.
"Ej skal De undskylde," forsikrede Mattheus med en rolig stemme. Han rettede sig op i stolen. Aldrig havde han hørt en vampyr undskylde for at være kommet sent. Slottet her vågnede først op, når det blev mørkt, og det var noget, som han selv havde det ganske fint med i den anden ende. Han ville gerne have et job? Det var han en blandt rigtig mange, der ønskede sig, men det var derimod også ganske begrænset hvad han kunne gøre, uden at kende til manden først. Han lod hånden gnide sin hage ganske let. "Hvad slags job søger De?" fortsatte han. Nysgerrig var han jo trods alt, og kunne han, ville han jo rigtig gerne sikre sig, at folket havde det godt. I hans øjne, var det jo noget af det vigtigste af det hele.
"De vækker min nysgerrighed.. Hvad er Deres navn?" spurgte han videre. Hovedet lod han søge på sned, hvor han intenst lod blikket hvile på den unge mand. Dette var uden tvivl meget fascinerende for ham.

[Shawn Darcian Torras]

Shawn var en smule undrende, men viste det ikke udadtil. Manden virkede ikke helt som han havde forestillet sig en prins ville være. Men det var da kun godt nok, at manden ikke var storsnudet og så ned på alt og alle som trak vejret. Ikke at Shawn hørte til den kategori godt nok jo.
Han stod lidt og så blot mod ham og før man næsten nåede at registrere at han bevægede sig så var han allerede oppe på modsatte side af tronen end rådgiverens plads. "Et job hvor jeg kan benytte mig af mine medfødte evner. Gøre gavn med mit sværd og min kampteknik.." Han så roligt på ham og vidste, at det nok var lidt dumt at gøre sådan. Bare komme helt tæt på uden at få lov eller noget. Men han kunne komme rimelig let og hurtigt ind på livet af folk og det havde han blot ville demonstrere. Havde han ønsket at gøre prinsen skade ville han havde haft sin chance. Ikke sikkert han var sluppet fra det. Eller han måske havde kunne gøre arbejdet færdigt. Alt efter hvor gode refleksser vagterne og prinsen selv lå inde med.
"Og mit navn er Shawn. Shawn Darcian Torras." Hans navn var ikke af nogen større betydning. Han vidste ikke om det ville gøre nogen forskel andet end prinsen ønskede at vide noget om ham. Og det var jo kun forståeligt nok hvis han skulle så meget som overveje at tage ham ind i tjeneste på en eller anden måde. Shawn lod sig dog ikke mærke med om vagterne på nogen måde havde reageret og var blevet alarmeret over Shawn sådan kom tæt på deres regent. Han ønskede jo ikke at skade den mørke prins. Havde han haft ønske om dette så ville han allerede have gjort sit træk mod dette. Dog var det ikke sikkert, at vagterne tænkte i sådanne baner, men blot så ham som en trussel.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ikke rokkede Mattheus sig det mindste, da manden kom helt tæt på. Vagterne derimod valgte at reagere ved at hæve deres våben, hvor det var Mattheus' håndtegn, som fik dem til at sænke det igen. Mattheus følte sig nemlig ikke truet. Langt fra faktisk. Han vendte sig langsomt i retningen af den fremmede mand. At komme så tæt på, var uden tvivl med en risiko. Mange ville have fjernet hans hoved, for at gøre brug af sådan et træk!
"Det der, min kære mand.. Var et meget risikofyldt træk," pointerede han med en ganske sigende mine, som han atter vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Selv Rådgiveren betragtede dem begge med et meget årvågent blik. Han selv var halvvejs vampyr, så han kunne sagtens gøre noget, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed.

Mattheus rejste sig roligt op, kun for at søge ned langs gulvet i stedet for. Han havde godt af at bevæge sig. Det var rigtig mange timer om dagen, han sad stille, og naturligvis var det noget, som vakte en form for frustration selv ved ham. Han vendte sig mod ham. "Shawn.." Han vendte blikket mod ham. Han ønskede et job, hvor han kunne få lov til at udnytte sine evner? Og hvilke evner var det helt præcist? "Hvilke evner har du helt præcist i din besiddelse? Udover dine vampyriske egenskaber?" spurgte han nysgerrigt. Han ville jo gerne vide hvad han havde med at gøre.

[Shawn Darcian Torras]

Våbenenes raslen både da de blev trukket og lagt væk igen rørte ikke Shawn. Det lod dog ikke til, at prinsen blev rørt over det som vagterne. Men han var vel vant til, at de havde dækket hans ryg mod mulige attentater? Eller så var han bare meget god til at skjule sine følelser. Hvis han havde nogen. Shawn blev roligt stående og var ligeglad med de andres blikke. Det eneste han lige nu fokuserede på var prinsen som kort efter rejste sig op og gik lidt rundt. Ikke noget han havde tænkt ville ske, men naturligvis var det i hans ret at rejse sig og gå rundt hvis han ville. Både hvis han var prins, men også hvis han var en fattig mand. Alle havde ret til at bevæge sig som de ville jo.
Han svarede ikke lige med det samme. Var der ingen grund til. Heller ej vente for længe så det virkede som om han ikke vidste hvad han skulle svare. "De har sikkert i forvejen mange soldater eller vagter som er glimrende med et sværd. Men jeg vil selv mene, at jeg er en af dem som kan håndtere et sværd. Og jeg kan opspore folk og dyr både på lugt og spor de har efterladt. Jeg er lærenem så kan hurtigt lære de ting jeg ikke allerede har tillært mig igennem mine år." Han var tæt på at læne sig op af tronens ryglæn, men det var nok at vise lidt for meget respektløshed. Så det holdt han inde med. Han havde dog svært ved at stå stille længere tid af gangen og gik derfor lidt rundt om tronen. Blot for ikke at stå helt stille og ligne en idiot. "Jeg har intet at miste i mit liv så jeg kæmper til døden hvis det bliver nødvendigt. Jeg har ingen som man kan true på livet for at knække mig og vinde. Jeg holder mit ord eller dør i sidste ende." Hvert et ord var sandt. Han havde kun tomheden og ensomheden i mørket at vende tilbage til. At komme igang med en form for arbejde ville trods alt få ham til at kunne foretage sig noget så han ikke følte han forsvandt i sig selv og skyggerne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville ikke lade nogen ødelægge dette ellers ganske så spændende møde. Det var ikke noget, som ville komme nogen af dem til gode. Sandt at sige, at denne mand, uden tvivl havde fanget hans opmærksomhed, hvilket i forvejen, ikke var noget som skete særlig ofte, hvis han selv skulle sige det. Han måtte næsten forestille sig, at det var noget fast og bestemt, som manden reelt søgte efter?
"Noget siger mig, at du fisker efter noget særligt i det henseende?" spurgte han med en rolig stemme, som han atter en gang, vendte sig mod Shawn. Han selv ville ikke benægte, at der kunne være noget, men hvorvidt, om det var noget, som ville virke på sigt, var jo så straks en helt anden sag, kunne man jo sige. Hovedet lod han søge på sned, inden han søgte forbi ham. Han holdt dog et skarpt øje med ham. Han var fremmed og derfor ukendt. Det var jo aldrig til at vide, hvad han stod overfor.
"Jeg har mange vagter og soldater omkring mig, det er sandt. Jeg har mange som sørger for min, såvel som landets sikkerhed. Jeg mangler dog nogen som er nærmere mig." sagde han med en rolig stemme. Denne gang stoppede han foran midt på gulvet. Han tænkte bare højt. Det var ikke noget som han ville skjule for ham.
"Vil du da påstå, at du ikke er bange for noget? En frygtløs vampyr.. Den har jeg aldrig oplevet før." Alle havde de haft noget at være bange for. For mange var det et chok, når man fandt det. Han ville være sikker på, at manden reelt var ærlig overfor ham.

[Shawn Darcian Torras]

Shawn kunne godt lide denne mand. Ikke kun som mand, men så sandelig også som prins. Af det han i den korte tid her havde opfanget i alle fald. Og det var da en begyndelse. Hans spørgsmål var ikke alt for nærgående af hvad Shawn foretrak at have sin grænse. Det var indtil videre heller ikke urimelige ting han spurgte om jo. Ikke når man tænkte på at Shawn nok var den urimelige sådan at komme her og ville have et arbejde. At han så havde fanget mandens opmærksomhed vidste han ikke. Han tænkte ikke over om han opførte sig anderledes end han ville overfor andre. Han tog det han så som det han kunne forvente.
At han fiskede efter noget særligt var ikke helt tilfældet. Han ville sådan set bare helst have noget hvor han kunne bruges. Hvor han kunne holde sine evner med sværdet ved lige og sine sanser. Hvor han måske endda kunne lære at blive en rigtig god bueskytte også hvis det var. Så længe han ikke skulle gå og gøre noget lignende som at støve af. Men det var jo nok også  kun kvinder man ansatte til det. Han havde ikke mødt nogen mænd der arbejdede sådan endnu.

Om prinsen gik og talte til ham eller mest for sig selv var ikke helt klar i talen. Det kunne godt lyde meget som om det mest var tanker han blot sagde højt. Måske var det meningen. Måske ubevidst. Dog så lyttede Shawn i ro og mag til hvad det var han sagde. Det var sådan set vældig interessant de ord der kom fra hans læber i øjeblikket. Hans spørgsmål til sidst fik ham dog til at tænke lidt over det han ville vide. "Jeg vil ikke sige jeg ikke er bange for noget.. Jeg vil heller ikke sige jeg er bange. Men det er skam ikke fordi jeg ligefrem ville se frem til at hilse på solen eller en træpæl i mit bryst. Men hvis et af tingene skulle ske er det fordi jeg ikke har kæmpet godt nok eller været hurtig nok til at sige ly eller undvige." Og i sådanne et tilfælde så var det jo ikke mere end blot skæbnen, at han måtte lide. Han havde gjort det før. Dog ikke følt det på sin egen krop, men i sit hjerte. Han havde ikke været hurtig nok eller opmærksom nok til at frelse sin hustru eller datter. Ikke kunne beskytte dem og det havde kostet ham sin familie. Nu havde han kun sig selv.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne mand var uden tvivl en, som virkelig havde formået at fange hans interesse, hvilket bestemt heller ikke sagde så lidt, når det endelig skulle være. Han blev denne gang stående på gulvet, og med blikket mod den kære mand, som havde valgt at opsøge ham. Hvorvidt om han fiskede efter noget særligt, skulle han ikke kunne sige. Det lød i hvert fald sådan, ud på de ord, som han nu måtte høre.
Mattheus lod langsomt hovedet søge på sned. Enhver ønskede da, at end kompetencer og egenskaber skulle udnyttes i den forstand, at de følte, at de udrettede noget, og han gik bestemt ikke ud fra, at denne mand, var noget undtag af den grund. Han trak ganske kort på smilebåndet. Selv gik han nemlig meget op i, at tingene skulle forholdes rigtigt, og dette var ikke ligefrem noget undtag.
"Alle har noget de er bange for. Nogen har ting, der er mere oplagte, end andre," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han lod hænderne blive foldet over ryggen.
"Som du ikke ønsker at møde solen og en træpæl i brystet, vil jeg ikke ønske at blive mødt med sølv," sagde han med en rolig stemme. Han ønskede blot at vide, om denne mand kunne bruges i den forstand, og særligt fordi, at han jo ikke ønskede, at en mand.. hvad end om han var soldat eller vagt her på stedet, skulle kunne udnyttes i den forstand. Slet ikke faktisk. "Vagter og soldater, kan jeg altid bruge. jeg ved ikke, om det er en stilling, som vil være interessant for dig?" spurgte han denne gang direkte.

[Shawn Darcian Torras]

Han trak en smule på sine skuldre. "Jeg frygter som sådan ikke hverken solens lys eller en træpæl. Omend begge ting kan dræbe mig er det ikke noget jeg vælger at frygte. Som sagt.. skal jeg dø til en af delene har jeg ikke været i stand til at slippe. Ikke været stærk nok." Han lod let fingrene kort dreje ringen om hans finger rundt et par gange før han atter vendte sin opmærksomhed mod prinsen. "At være soldat eller vagt vil sådan set være mig ganske udmærket. Begge dele er noget hvor jeg kan få gjort nytte af hvad jeg kan. Men jeg tror ikke ret mange vil være glad for, at skulle arbejde sammen med mig. Folk har tendens til at ville undgå vampyrer." Han smilede et skævt lille smil med et sideblik over mod rådgiveren som han nu stod ganske få skridt fra. "De nævnte selv De godt kunne bruge en som var tættere på Dem. Hvorfor bragte De mon det på bane hvis De ikke mente noget med det tænker jeg så?" Han lagde sit hoved på skrå og havde atter vendt sit blik hen mod prinsen.
Det var ikke fordi Shawn var helt skidt tilpas med idéen der lidt var begyndt at danne sig i hans hoved. Han mente selv det gik rimelig godt som sagerne så ud lige nu. Men hans vampyr blod ville nok få en del til at skæve til ham. Med frygt eller uro for, at han ville komme og bide dem i en rus af sult. Han var dog til sin side en del kræsen og ville ikke bide hvem som helst. Det kunne være et problem hvis man virkelig var sulten, men han havde da klaret det indtil nu og havde tænkt sig at holde sig i den standard. Man ville jo heller ikke spise mad der var råddent vel? Så hvorfor skulle han drikke blod der nærmest smagte sådan eller i anden mening var ringe kvalitet? Dog så var det et spørgsmål man måtte se til når den tid kom. Kunne jo også være, at vagterne her på stedet faktisk var ligeglad med hvad han var? "Men De vil måske ikke være tryg ved en vampyr så tæt på Dem selv? Ikke fordi jeg ønsker at gøre Dem skade. Ellers havde jeg gjort forsøg på det allerede.." Selvom man jo godt kunne snige sig tæt på folk og vinde tillid før man angreb. Men det var næsten spild af tid hvis man kunne gøre det fra start af.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

"Jeg frygter heller ikke for sølvets påvirkning af ulven i mig, Shawn," sagde Mattheus med en direkte stemme, som han atter vendte blikket mod hans skikkelse. Denne mand forekom ham ganske fornuftig, hvilket var noget, som han udmærket godt kunne lide. Langsomt lod han hovedet søge på sned. Han blev denne gang stående. "Det er måske ikke mange, som er villig til at samarbejde med en vampyr. Mest i frygten for hvad dit væsen kan forårsage. Vampyrer har forårsaget meget i disse tider, og særligt på disse kanter," fortalte han sandfærdigt. Det var jo trods alt også derfor, at han havde ladet Cathlina indtage pladsen som leder. Forhåbentlig kunne der komme styr og kontrol på racen nu. Han håbede virkelig!
Et kort smil passerede Mattheus læber. Manden var da på ingen måder dum. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Han kunne derimod rigtig godt lide det. "Jeg tænker højt. Jeg kunne ane, at det var en stilling, som selv du ville kunne være interesseret i?" spurgte han med en rolig stemme. Han benægtede ikke, at det kunne være meget interessant, at se hvad manden kunne udrette i sådan et sted.
At have en vampyr tæt på sig, var intet som rørte Mattheus det mindste. Hans moder havde racen spide i sig, som hans kongelige rådgiver var halv vampyr. De var jo lidt over det hele, kunne man sige. "Skulle jeg frygte noget, som jeg har haft tæt ind på livet i mange år? Kære Shawn. Der er vampyrere over det hele, og de fleste, har kun vist mig, at jeg kan stole på dem. Skulle du være anderledes?" spurgte han direkte. Nu måtte han jo spille op til ham. Han ville i sandhed gerne finde ud af, hvad slags mand, han stod overfor i øjeblikket.

[Shawn Darcian Torras]

Blikket var fortsat rolig hos Shawn. Han lyttede interesseret til hvert et ord. Indtil nu var der ikke kommet et nej eller lignende fra den mørke prins foran ham. Ej heller et ja jo, men dog virkede det ikke til at være en helt umulighed at kunne komme på tale. Det var vældig interessant dette her. Han var vældig tilfreds med sit valg om, at søge et job her. Og han måtte jo give prinsen ret. Hans race havde været med til meget besvær igennem årene og det var ikke uden tvivl, at nogen stadig huskede det og mærkede uroen i sig ved tanken om, at være tæt på dem. "De eneste jeg nogensinde har dræbt er folk der kun selv har bedt om det. Jægere som har jagtet min slags og som kom mig lidt for meget på tværs.." Han havde lagt sin ene hånd på kanten af tronens ryglæn og strammede nu sit greb rundt om træet ved tankerne om de fordømte vampyr jægere som heldigvis havde fået deres straf. Han havde dog aldrig dræbt nogen som han havde taget føde fra. Han tog kun det han behøvede og efterlod nok til, at de kunne leve videre. Mange vampyrer dræbte dog selvom de ikke behøvede alt blodet. Det vidste han udmærket.
"Men jeg ved udmærket godt, at min slags ikke altid har været lige nemme at styre. Og jeg bebrejder skam ikke dem som vil tøve med, at lade mig beskytte deres ryg i kamp. Vi er jo nogle blodsugere.. som mange kalder os." Han trak lidt på sine skuldre. Var stadig anspændt i skulderen og hånden der stadig havde strammet sit greb. Dog lidt mindre, men slet ikke givet slip på kanten endnu af tronen. "Men jeg kan skam godt lide Deres tanker." Han smilede svagt og løsnede stille sit greb helt og lod hånden falde ned langs siden af sig selv igen. "Og jeg ville da være beæret hvis De havde tillid nok til, at lade mig vogte Deres ryg." Han fugtede let sine læber. I samme proces strejfede han sine hugtænder med tungen også. "Og hvem De har i Deres nærvær igennem livet er jeg ikke i stand til at fortælle meget om. Der er min første gang her på slottet. Første gang jeg er i nærheden af det endda." Han lod blikket glide lidt rundt i salen igen. "Jeg er dog glad for at høre, at Deres Højhed har haft en glimrende erfaren med min slags. Det er sjældent nu til dags desværre.." Han havde selv mødt vampyrer der var besværlige endda mod andre vampyrer. Men måske var det netop fordi han var prins, at de opførte sig bedre? Måske og måske ikke.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dette var uden tvivl hvad selv Mattheus måtte kalde, for et meget interessant møde. Dog var det ikke noget, som han havde noget imod. Tvært imod. Han kunne uden tvivl godt lide det. En mand lige efter hans smag, hvilket i forvejen, ikke måtte sige så lidt igen. Han trak kort på smilebåndet. "Hvorfor tror du, at jeg netop har sat en ny leder på den post? Til tider, er den slags en nødvendighed. Der har længe været uro i landet her. Det vil tidsnok vende igen," fortalte han med en direkte stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hans skikkelse. Han var uden tvivl en meget interessant mand, og det var det som selv fastholdt Mattheus' storslåede opmærksomhed.
"Jeg ville give slip, hvis jeg var dig." sagde Mattheus direkte. Ingen anden end de royale, havde lov til at røre ved stolen. Og endnu mindre, at tage plads i den. Vagterne havde endnu en gang gjort tegn til at ville trække våben, men gjorde det ikke uden tilladelse.
"Alle skal have sin form for næring, og alle skal der såmænd også være plads til," sagde han fortsat. Han ville ikke benægte, at han godt kunne forestille sig, at se den mand tæt på sig som en af hans nære mænd, men hvorvidt om det ville blive realistisk, var jo en anden sag, trods alt. Armene lod han denne gang søge over kors. Kort måtte han alligevel trække tilfredst på smilebåndet. Han elskede at modtage ros. Hvem gjorde da ikke det?
"Jeg er kendt med hvad der kendetegner en god mand, når jeg ser den. Jeg er endnu ikke kendt med dig.. Jeg vil da vide, hvem jeg ansætter.. Særligt hvis det skal være som min personlige livvagt." Hans moder ville næppe være glad for tanken, men hvad.. han var i stand til at tage beslutninger og valg på egen hånd.

[Shawn Darcian Torras]

Det havde været en ren refleks, at han havde grebet ud efter tronen for at gribe fat i noget ved de vrede tanker der drev frem med minderne om hans fortid. Han havde slet ikke opdaget det synderligt selv. Men det lod ikke til, at det vækkede en dyb vrede. Det var mere bare som et godt..råd af en slags? En form for mild advarsel. Han så hen mod vagterne der igen havde gjort klar til at trække deres våben og sætte ham på plads. "Beklager.. Det var ikke min mening." Han så tilbage mod ham. Det var sandt. Han havde jo før tænkt det næppe var klogt bare at røre ved tronen så det var kun godt han ikke havde gjort det dengang. Han trådte et skridt væk fra tronen. Bare for at sikre sig han ikke ville komme til at gøre det igen. Næste gang var det ikke sikkert det blev set så roligt på.

Han havde godt hørt snak om en ny leder var blevet valgt. Ikke at han havde mødt denne nye leder endnu. Haft den fornøjelse udsat til et senere møde håbede han. Ikke fordi han sådan var vildt ivrig. Han ville dog bare gerne kunne genkende hvem det var der havde magten over hans slags. Hvem der sad med snorene og trak. Det var altid en god ting at vide hvem der bestemte. "Jeg har godt hørt det rygte. Dejligt at få det bekræftet. Det bliver skønt at der kommer lidt styr på tropperne igen. Med en leder i toppen vil der være lidt mere kontrol." Shawn smilede lidt og så kort op i loftet før hans blik atter kom vandret og vendt mod prinsen.
Han slog let ud med den ene hånd. "Eftersom jeg blot kun er mødt op her i aften bebrejder jeg Dem ikke for ikke at vide ting om mig. Men spørg blot. De har alt ret til at skulle vide ting om mig hvis nogen har. Især hvis De tænker på at lade mig ansætte." Han kunne dog godt lide hans tone og hans udstråling. Men han vidste også, at man ikke bare mødte op og bang fik man et job. Selv hvis han bare skulle have været ude og rode i haven eller køkkenet skulle der jo nogle fakta om ham på bordet. Men hvad helt præcist der skulle fortælles om ham ville han lade være op til hans mulige kommende arbejdsgiver. Han havde få ting han helst ville undgå at skulle snakke om, men hvis han blev spurgt om det nu. Kunne det godt være han blev nødt til det.