Two become one... or something..?

[Romeo Direshade Acheron]

Mérandon Direshade Acheron

---

Endelig var dagen kommet. Endelig i manges øjne. Romeo kunne ganske enkelt ikke være mere ligeglad, end hvad han egentlig var. Selvom han i dagens anledning, uden tvivl også måtte vise sig, at være meget pænt klædt, så var det jo kun fordi at han skulle giftes.
Kimeya ville være til stede, og det samme ville hans forældre være, sammen med lille Nick. Endnu måtte han erkende, at han ikke kunne være andet end ligeglad med den knægt, også selvom han fandt det underligt, at hans moder var så meget over ham, kontra hvad hun havde været over en mand som ham. Han fortjente det vel egentlig også, som hendes førstefødte søn?

Tronsalen var uden tvivl gjort pæn og flot i dagens anledning. Rækker var afspærret med røde bånd, hvor der også var lagt en temmelig fin løber ud foran ham. Der var lavet, hvad der mindede om et alter for enden af den massive og flotte tronesal, og folk var kommet fra nær og fjern, for at overvære denne stund. Det var stort at en Acheron giftede sig, hvilket han vidste, og han agtede at gøre sin egen far stolt.
Han var klædt i mørke klæder og han var gjort i stand. Dette havde han fået hjælp til, da han igen ikke havde gjort det vildeste ud af det på egen hånd. Hans bror og fader stod ved hans side, og ligeledes hans moder og lille Nick. Hele familien var samlet til denne ellers så fantastiske stund. Hvorfor ikke bare få det overstået? Musikken begyndte at spille, hvilket fangede hans interesse. Endelig skete det. Endelig skete der noget. 

[Mérandon Direshade Acheron]

Det havde været en utroligt stresset morgen for Sashas vedkommende. Hun var slet ikke god til alt det med at være så piget, så det at skulle i en kjole, var noget af en omvæltning for hende. I det mindste, så kunne hun da have flade sko på indenunder, så hun ikke væltede rundt på nogle hæle. Kjolen hun havde, var blevet speciallavet til hende, for det skulle jo være så fint og fornemt det hele. Den var hvid med lange silkeærmer, en krave af bløde dun og havde en overdel, der var smukt pyntet med dyre ædelstene. Skoene under kjolen var et par ankelstøvler i hvidt læder, for det hele skulle jo passe sammen. Som hun stod foran spejlet og stirrede på sig selv, så anede hun knapt nok hvad hun så. Det var for mærkeligt det her. Denne her dag, var underlig, som intet andet. Hun havde fulgt med i ankomsten af masser af mennesker og hvor de allesammen kom fra, det vidste hun ærlig talt ikke. Hun ville ønske, at hun bare kunne hoppe i et par bukser og så få det hele klaret. Men sådan gik det ikke. Et suk passerede hendes læber, som hun løftede op i kjolen som hun havde lært det og begav sig ned. Det var tid, for hun var netop blevet kaldt på gennem døren. Hendes hår var blevet flettet i en pæn fletning og hun havde også lidt sten i håret, der matchede kjolen. Intet måtte gå galt i dag, for hun følte, at dette var den store prøve for hende. Hun havde trænet og øvet alting i så lang tid og hun kunne jo godt det hele. Alle manerer, alle skikke og ting og sager. Det var bare et spørgsmål om at gøre det. Hun tog en dyb vejrtrækning da musikken begyndte at spille og dørene gled op. Hun trådte ind i den store sal hvor alles øjne automatisk blev vendt mod hende, hvilket fik hendes hjerte til at hamre mod hendes bryst. Hun gik langsomt op ad løberen, der var mellem rækkerne og søgte bare op mod Romeo, da det jo var der, hun skulle hen. Da hun nåede ham, så trådte hun op ved siden af ham og smilede skævt til ham.

[Romeo Direshade Acheron]

Tanken om et ægteskab, havde Romeo været vant til, siden han ikke havde været særlig gammel. Han vidste, at det var det, som hans kære fader havde forventet og krævet af ham, og dette var noget, som han havde tænkt sig at imødekomme, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det. Kun det bedste for familien, var godt nok i hans øjne, og hans faders stolthed, var uden tvivl noget, som han ønskede at opnå, nu hvor han havde muligheden for at gøre det.
Romeo drejede blikket ned mod Sasha, da hun gjorde sin entré i den store sal. Selvom han ikke fortrak så meget som en mine, som indikerede om han var overrasket, glædelig eller lykkelig, så var det alligevel noget, som prikkede en smule til ham. Han kunne lide det, hvilket der nok heller ikke var nogen tvivl om, når det skulle komme til dette.
Endelig nåede hun ham, hvor han vendte blikket mod hende. Hvorvidt, om de ville få det til at fungere på sigt, måtte de jo finde ud af. Man kunne jo kun håbe. Hans moder og fader havde været i stand til det, så mon ikke, at de også kunne gøre det samme? Man kunne jo trods alt kun håbe i hvert fald. "Du ser godt ud," sagde han. Det havde hans fader trods alt fortalt ham, at han skulle huske at fortælle hende. Derefter tog han omkring hendes hænder, inden han vendte sig mod præsten, som begyndte sin lange tale. Så langt, så gik det vel egentlig ganske fint, gjorde det ikke?

[Mérandon Direshade Acheron]

Selvom Sasha havde brugt lang tid på at vænne sig til tanken om ægteskab, så føltes det stadigvæk underligt på dagen. Hun var selv vokset op med den vide, at Romeo og hende skulle være sammen altid gennem ægteskabet, fordi deres forældre havde indgået en aftale. Hun havde brugt det meste af sit liv på at blive værdig ved at gennemgå træning, som Tiyanna skænkede hende, selv være med til at holde sig i gang og ellers holde styr på alt det pigede med manerer og skikke og traditioner. Hun havde fået styr på det hele og nu skulle det hele endeligt ske, hvilket kun glædede hende. De skulle nok finde ud af det hele, for nu havde hun jo set hvordan Tiyanna og Sephiran klarede det sammen. Hun smilede skævt og lettere nervøst, som hun nåede op til Romeo. Hans ord fik hende til at smile let. "Du ser heller ikke værst ud selv," svarede hun dæmpet til ham, inden præsten selv begyndte på sin tale. Hun lod ham tage sine hænder og holdt fast, mens talen blev holdt. Hun holdt sit blik rettet mod ham, da hun ikke vidste hvor hun ellers skulle kigge hen.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo havde for længst accepteret det som hans forældre havde tvunget ham ind i. Selv de kunne være glade sammen af hvad han havde set, og erfaret, som de kunne være det stik modsatte, og det var noget som han selv ønskede at finde ud af. Særligt når det foregik på denne her måde.
Smuk var hun. Det var en flot kjole, som uden tvivl klædte hendes krop meget godt. Let tog han omkring hendes hænder, inden han vendte sig mod præsten, som fortsatte sin lange tale, inden han vendte sig mod Sasha som stod ved Romeos side. To store familier skulle slås sammen i forbindelse med dette, så det var uden tvivl en meget vigtig dag i dag. "Så spørger jeg dig, Sasha Marvalo, Vil du tage Romeo, som hos dig står til din sande ægtemand? Vil du elske ham i medgang og modgang, til døden jer skiller?" spurgte han med en rolig stemme. End ikke Romeo fortrak så meget som en eneste mine, som han vendte blikket mod hende. Han var måske fuldstændig ligeglad med dette, men han havde jo trods alt længst accepteret, at det var Sasha som han skulle giftes med, og det var noget som han faktisk var glad for. Stoltheden gik han selv rigtig meget op i, og særligt fordi at det var noget, som var meget vigtigt for hans egen familie.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha havde vidst hele sit liv, at hun skulle giftes med Romeo. Det var en stor ting, at Acheron og Marvalo slog navnene sammen. Også selvom hun nok ikke var den mest populære Marvalo, da hendes forældre sådan set ikke bekymrede sig meget om hende. Det hele var ret professionelt og opstillet, men sådan måtte det jo være. Faktisk havde hun end ikke set hendes mor i dag, da hun ikke havde kunnet få øje på hende i rækkerne. Hun havde kun set Kimeya, hendes far. Begge hendes forældre kaldte hun faktisk ved navn, da det familiære bånd aldrig rigtigt var blevet dannet. Men hun klarede sig selv. Det værste ved dette bryllup var faktisk, at det var hende forventet at blive gravid. Hun var pålagt at skulle føde Romeo en arving - en dreng selvfølgelig - så hun håbede inderligt på ikke at skuffe! Tænk hvis hun også fødte en datter som den første? Hun holdt Romeos hænder og så mod præsten, da han ledte opmærksomheden mere ud på dem, da han havde talt i et godt stykke tid. "Ja," svarede hun. Det var det svar, som var hende forventet og det svar, som hun nu gav. Uden at tøve faktisk, det var nærmest mere et svar, der kørte på auto. Hun smilede skævt. Han var nu slet ikke så slem, for siden deres aften med fangeleg, så havde de jo faktisk gået langt bedre i spænd.

[Romeo Direshade Acheron]

Forventningerne til dem begge, var uden tvivl enorme. Selv Romeo, kunne nærmest mærke hvordan hans faders øjne måtte hvile i hans nakke, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes på ham. Han stirrede let mod hendes skikkelse. Han betragtede hende med en tom mine. Forhåbentlig ville det gå. Man kunne jo trods alt kun håbe på det, om ikke andet. Som præsten henvendte sig til hende, blev han stående og afventende. Selvom han allerede nu, kunne forvente et 'ja', så trak han alligevel tilfredst på smilebåndet. Det hele var gået, som han gerne ville have det, såvel som familien og hendes for den sags skyld, så kunne det jo trods alt heller ikke ligefrem blive bedre.
Denne gang var det ham, som præsten vendte sig imod. "Og vil du Romeo Direshade Acheron, tage Sasha som hos dig står, til din sande hustru. Vil du elske og ære hende, i medgang og modgang, til døden jer skiller?" fortsatte præsten med en rolig stemme. Kort måtte Romeo vende blikket mod ham. At elske nogen ville han jo trods alt aldrig være i stand til, og det vidste hun jo udmærket også godt. Han endte med at nikke til præstens ord. Kunne hans moder og fader, så kunne de vel også formå at få det til at fungere? "Ja," endte Romeo med en ganske bestemt tone.
Præsten hævede blikket. "Og med magten, som er blevet mig skænket, vil jeg hermed erklære jer for ægtefolk at være.. De må nu kysse bruden," fortsatte præsten. Romeo vendte blikket mod hende. Han vidste, at det var tradition. Han strøg hendes kind let, inden han lænede sig frem, for at skænke hende et kys.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha vidste ikke, om hun var i stand til at elske heller. Hun holdt af Romeo og bekymrede sig da også om ham hvis han kom til skade, men som regel skulle hun lige grine af, før hun faktisk gjorde noget ved det, hvis han lavede et stunt mens hun var der. Hun trak vejret roligt. Kjolen sad flot på hende og hun var jo faktisk utrolig smuk, selvom hun følte sig meget malplaceret i dette tøj. I det mindste havde hun da fået lov til at bruge sit normale tøj med bukser og bluse til hverdag og så kun gå i kjole ved arrangementer. Hun sendte Romeo et lille smil og lyttede til præstens ord, mens hun så mod ham. Hans ja gjorde hende faktisk lidt glad. De skulle nok få det hele til at gå, selvom hun følte, at ansvaret kun blev endnu større nu end det havde været. Der var virkelig meget at leve op til med de navne hun skulle bære, for hun skulle ikke alene gøre Marvalo stolt, men nu også bære Acheron navnet. Og ingen af dem skulle sættes i dårligt lys på grund af hende, det ville hun ikke tillade. Ved præstens ord om at kysse så spærrede hun øjnene op en smule. Det havde de aldrig gjort før. Altså kysset. Det sitrede helt i hende og hendes hjerte slog nærmest et slag over, som hun bare stod lettere fastlåst og lod ham gøre arbejdet. Da hans læber mødte hendes, så lod hun øjnene glide i og gav sig prøvende hen til kysset. Kort tid efter udbrød der dog en klapsalve gennem hele salen og hun brød derfor kysset, som hun pustede ud. Hun smilede lidt genert og vendte fronten ud mod salen, som hun var blevet instrueret til at gøre, når ceremonien var færdig med præsten. Nu skulle de så videre ud til ring ceremonien, hvor de skulle drikke med armene flettet og alt muligt som hørte traditionen til. Hun hev let i Romeos hånd og begyndte så ellers at gå ned gennem gangen igen, da de skulle ind i næste sal.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo håbede da, at de kunne få det til at fungere i samme forstand, som hans forældre havde. De stod jo lidt i samme situation som det de nu gjorde, og det samme med hans bedsteforældre. Han var jo omringet af folk, som rent faktisk havde fået det til at fungere, og det ønskede han bestemt ikke at se bort fra. Slet ikke på denne her måde, og ikke hvis han kunne blive fri for det. Han trak kort på smilebåndet. Alene det, var noget som skete frygtelig, frygtelig sjældent.
Kysset skænkede han hende, ganske enkelt kun fordi at det var præstens opfordring. Øjnene lukkede han ganske let i, inden han hørte klapsalven omkring dem. De havde vel med andre ord, gjort det udmærket? Han trak sig langsomt, inden han tog omkring hendes hånd. De havde øvet det her et par gange, bare uden at kysse. Han måtte erkende, at det føles underligt at kysse hende, men det var ikke noget, som han gjorde tydeligt i den forstand, for det kunne han slet ikke få sig selv til. Han nikkede mod hende, inden han fulgte med hende ud af tronesalen, for at komme videre til ceremonien, som traditionen tro, skulle involvere dyre drikke, god mad og dans.. Nok den del, som han måtte se mindst frem til. I takt med at de forlod tronesalen, måtte hans familie, såvel som hendes fader følge med efter dem. For nu, gik det ganske fint, alt taget i betragtning. Han smilede svagt. Det skete frygtelig sjældent.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha gjorde alt hvad de havde studeret og øvet, for sådan skulle det jo trods alt ske, for at hun kunne bestå for alvor. Men det var vel kun nu det hele begyndte? Hun vidste hvad der ventede senere og det huede hende ikke ligefrem, for tanken gjorde hende nervøs. Men der var tradition for, at der var vidner til, når Romeo skulle tage hendes mødom, eftersom det var en del af det at blive gift. Hun sank en klump ved tanken og puttede et smil på læberne. Kysset føltes sjovt og det summede let på hendes læber, selvom han allerede var færdig. Hun fulgte ham ud af salen, selvom han vel egentligt burde føre, men hun kunne simpelthen ikke lade vær med at tage styringen af og til. Folk begyndte at følge med, da de skulle videre nu. Inden middagen skulle de uddele ringene og drikke af to pokaler, så de kunne starte festen. Det skulle da nok blive en lang aften og nat med alt det de skulle igennem. Og hun hadede at være midtpunkt. Men det måtte hun jo vende sig til. Hun sukkede let og nåede ind i spisesalen med ham, hvor hun stoppede op hvor de havde øvet, at de skulle stå. Den nærmeste familie skulle stå rundt om dem, hvor de så skulle dele ringene og drikke.

Sephiran var den første til at være efter dem og han stod med de to pokaler i den ene hånd og vinen i den anden hånd. "Tillykke med Jer, min dreng," endte han til sin søn, som han nåede hen til ham. Lille Nick ville holde ringene, da Tiyanna stod for at holde dem, men Nick sikkert havde fået æsken i hænderne til at lege med.

[Romeo Direshade Acheron]

Det var uden tvivl svært for dem begge, men selv for Romeo, var det en ting, som man bare måtte lære at acceptere, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare således, at det måtte være. Hans blik søgte hendes skikkelse igen, som de nåede den anden sal. Han vidste, at dette var en forventning, hvor han også ville være nødsaget til at tage hendes mødom i håbet om, at der ville komme en søn ud af det. Dertil ville han jo kun håbe på, at det var en kvinde, som kunne vække den tilfredsstillelse ved hans forældre, da det uden tvivl var noget af det som han gik meget op i. Det var derimod også noget af det som han forstod sig på: Ære og stolthed. Og han ønskede uden tvivl at gøre sin fader stolt, hvilket var noget af det, som for ham, var det vigtigste af det hele.
Romeo vendte blikket mod sin fader, som kom mod ham med glas og vin. Ikke at det var noget som han kunne sige eller gøre noget ved. Han nikkede mod ham, tydeligt med en respekt i krop og ansigt. "Tak, fader," sagde han roligt. Det formelle var gjort. Nu var det traditionen tro, og der havde Acheron sin egen måde at gøre det på. Ringene skulle på, og løfterne skulle skænkes. Lige her, havde hans moder rent faktisk hjulpet ham en del. Han tog glassene, inden han vendte blikket rundt, for at se, om han kunne få øje på hans kære lillebror. "Ringene..?" spurgte han sigende. Dette var jo noget, som han rent faktisk kun ønskede, at få overstået.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha fulgte alle instruktioner og regler, da hun ikke kunne gøre meget andet. Der var utrolig meget, der var hende pålagt af ansvar og forventninger, som hun ikke kunne gøre det mindste ved. Hun blev nødt til at gøre hvad der blev sagt, for i denne familie havde hun ikke meget, der mindede om egne ønsker og drømme. Det hele handlede om familien, hvilket hun havde utroligt svært ved. Hun måtte jo lære at leve med det, da hun ikke rigtigt kunne lave det om. Hun måtte jo se hvordan det kom til at gå med hende og Romeo. Hun ville da ønske, de faktisk ville ende med, at kunne finde ud af det. Og hun skulle håbe på at få en oprigtig accept og respekt fra hans forældre. Hun havde virkelig meget at leve op til! Hun vædede flygtigt sine læber og så mod Sephiran, der ankom med pokaler og vin. Hun vidste, at Romeo så meget op til sin fader, men var der noget at sige til det? Hun holdt bare mund, da hun ikke rigtigt var blevet talt til, så hun ville heller ikke blande sig. Hun trak vejret dyb og forholdt sig roligt og høfligt. De var jo officielt mand og kone, nu skulle de bare følge familiens traditioner og skikke for resten af aftenen.
"De burde komme lige om lidt," svarede Sephiran og så sig rundt. Og ganske rigtigt, der kom de; Nick, der var blevet en knægt på de 3 år, holdt stolt marcherende med æsken i hænderne, som han holdt meget omhyggeligt. Selv han var klædt rigtig fint på til lejligheden. Nick nåede hen til dem og rakte æsken op til Romeo, inden han genert vendte om og løb tilbage til sin mor. Sasha måtte tage sig selv i at stå og smile ligeså stille. I mens hældte Sephiran op i pokalerne. "Tiyanna min kære, kom... Så vi kan få ringceremonien i gang," endte han.

[Romeo Direshade Acheron]

Ikke så meget som en mine, var at se ved Romeo, som han nu stod overfor sin fader, og ved siden af sin hustru. Han var tilfreds med, hvordan det var gået til nu, og særligt fordi at hun holdt sig på den rette side, ved ikke at kommentere på noget som helst. Hun var jo trods alt ikke talt til endnu. Han lod hovedet søge på sned, hvor han nikkede. Et forhold kunne man ikke just sige, at han havde til sin lillebror på stående fod, og det ville han nok heller ikke ligefrem få, når det nu endelig skulle være. Han nikkede. "Udmærket," svarede han med en rolig stemme. Han vendte blikket mod sin lille lillebror, hvor han tog imod ringene. Han nikkede mod ham, men dog uden så meget som et ord, da han løb tilbage til deres mor.

Tiyanna holdt sig mere i baggrunden, hvor hun lod mændene styre dette. Det var også nu, at de vigtige ting skulle gøres, hvilket var noget som hun ikke havde noget imod. Det glædede hende derimod, at det hele var gået så godt, trods omstændighederne, og hun var stolt af Nick, over at han klarede det så flot. Hun strøg ham stolt over håret. "Det var flot, skat," sagde hun med et stille smil på læben, inden hun selv gik hen mod dem. Hånden hvilede på den lille drengs skulder. Han vidste helt præcist hvordan han skulle opføre sig, men det var også noget, som de var gået meget op i. "Jeg er klar, når I er," sagde hun roligt. Romeo var uden tvivl en ung mand, som hun elskede meget højt, selvom hun intet forhold havde til ham. Det havde hun jo aldrig haft.
Romeo vendte blikket mod sin moder og lillebror, inden han lod hånden glide omkring Sashas liv. Han håbede da på, at han kunne få et lige så godt forhold til hende, som hans bedsteforældre og forældre havde til hinanden. Nu var han klar.

[Mérandon Direshade Acheron]

Sasha vendte blikket en smule forskrækket ned mod Nick, da han pludselig stod ved Romeo og hende, da hun ikke havde set ham komme løbende. Hun havde haft for travlt med at se sig lige frem, mens hun forsøgte at huske alt det hun skulle sige og gøre. Hun kom dog hurtigt tilbage til virkeligheden, da Romeo rykkede på sig og hun smilede skævt, da hun ligesom kom tilbage til at være nuværende. Hun var faktisk lidt nervøs for denne del også, fordi det helst skulle gå glat og fejlfrit for sig. Det burde hun også kunne, de havde øvet det flere gange. Og det hele havde rumsteret i hendes hoved de sidste mange nætter. Hun så mod Romeo, som han trak hende ind til sig og fulgte så ellers bare med i handlingerne, der skulle til at ske.

Sephiran blev stående ved brudeparret med en tilfreds mine. Han var glad så langt, så han håbede bare, at festen ville gå godt. En del var nok taget hjem efter selve ceremonien i tronsalen, da man skulle have en invitation for at være med til festlighederne. Folkene, der boede i byen, ville dog spise godt i dag, for Sephiran havde doneret masser af ris og noget kød til borgerne, så de kunne få lidt fin mad på denne festlige dag. Han beholdt pokalerne i sin ene hånd og skænkede vinen op i begge pokaler. Når de havde uddelt ringene til hinanden, så skulle de drikke af pokalerne med armene flettet ind i hinanden. Romeo skulle egentligt bare starte nu...

[Romeo Direshade Acheron]

Nick var lidt for livlig for Romeo, selvom han nu heller ikke ligefrem tog det så tungt. Hans lillebror havde lidt andre ting at tage sig af i livet, end hvad han havde, og nogensindeh avde haft. Den form for liv, havde bare aldrig været hans at få. Han vendte sig mod Sasha, hvor han selv blev stående med ringene. Han rakte hende den ene, da hans moder tog pladsen ved siden af hans fader.
Alle var de nu til stede. Alle af betydning for ham i hvert fald, hvilket ville sige hans familie. Denne måde at gøre tingene på, havde altid været familiens tradition, og naturligvis agtet han at føre den videre. Nervøs var han ikke, og heller ikke urolig. Den form for følelser havde han aldrig haft en grund til at skulle tage del i. Han vendte sig roligt mod Sasha og med et kort træk på den ene mundvig. Netop denne del, havde de øvet rigtig mange gange, for det var den, som han havde sværest ved. Ringen placerede han på hendes finger. "Som min hustru, vil jeg love dig, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at passe på dig. Jeg ønsker at give dig en stemme, et navn, et godt liv i trygge rammer. Du er kvinden, som jeg skal leve mit liv med. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at imødekomme dine krav og dine forventninger til mig, som jeg forventer det gengældt.. Som en ny Acheron," afsluttede han.

Tiyanne blev stående tæt ved Sephiran. Her lod hun hånden stryge over hans ene skulderblad med en rolig hånd, og videre over ryggen. Som at se dem til deres eget bryllup, selvom de havde råbt og skreget af hinanden, og direkte havde hadet hinanden som pesten. Nick gjorde det godt, og ej heller så hun nogen grund til at blande sig. Romeo gjorde det godt, og hun var uden tvivl stolt af ham.