Unexpected meeting

[Deleted]

At Cathlina havde valgt at opsøge ham her, var ikke ligefrem det, som Valerio havde regnet med. Det glædede ham dog alligevel et sted. Igen måtte de billeder af deres omgange i et kar med rent blod, melde sig i hans krop og sind, også selvom han ikke lod det komme alt for meget til udtryk. Særligt når det foregik på denne her måde. Alice var der, og det var nemlig op til ham, at beskytte og passe på hende. Hvilket var noget, som han da uden tvivl måtte stå fast på i den anden ende.
Har du fundet ham?" spurgte Valerio direkte. Hvis der var nogen mulighed for at han kunne få de tænder igen, ville det være helt igennem... fantastisk! Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, inden han igen kort vendte sig mod Alice. Han vidste jo godt, hvad han havde lovet Cathlina, i tilfælde af, at han ville få de tænder igen.. Metaltænder ganske vidst, men de var der endnu, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele, og det var også lidt sådan, at han havde det med det hele. Han så igen mod Catlina. "Hvor kan jeg finde ham?" sagde han med en kortfattet stemme. Denne gang var det bestemt ikke for sjov. Hvis der fandes muligheder for, at han kunne få sine tænder igen, ville han da uden tvivl elske det, hvilket han ikke ville lægge skjul på, overfor nogen af dem! Så forførende og sensuel som hun var, var næsten noget, som han glemte for nu. Han så det ikke engang. Det var mere muligheden for, at han ville få tænderne igen, der fyldte mest i ham lige nu. Han trådte tættere på hende. Han knyttede næverne let. "Nævn din pris," tilføjede han. Han ville have dem retur! Nu var han mere overbevist om det, end hvad han havde været nogensinde før.

[Deleted]

Iveren han havde for at få sine tænder igen var i den grad noget hun forstod, en vampyr uden sine tænder, var jo som en nat uden sin smukke måne. Hun lige her havde faktisk vist sig at have noget der mindede om et hjerte, overfor ham, viste hun rent faktisk en blød side, som hun afskyede utroligt meget. Men man kunne vel altid vende det om til noget ondskab? Så som at fjerne to elskende fra hinanden som levede et liv der var alt andet end naturligt. Roligt måtte hun nikke, hun havde skam fundet ham, og i dette nu, blev han vartet op i hendes nye hjem, et som hun slet ikke havde tænkt på kunne blive hendes, men som havde stået tomt længe og hun var i den grad værdig et helt slot. Smilet lå forførende på læberne, svagt og fyldt med lumske planer.
"Du kan finde ham i mit hjem, jeg har sørget for alt, som lovet." Lød det roligt fra hende, ganske køligt faktisk, mest af alt fordi jo længere tid hun var her, jo mere måtte hun tænke på at han rent faktisk ikke var hende og det gjorde hende ikke ligefrem glad. Blikket gled mod Alice, den tæve forpestede et smukt væsen med sin tilværelse, hun burde i den grad udryddes!
"Som din leder, foreslår jeg at du følger med mig tilbage, får lavet dine tænder, giver dem tid til at hele og udfylder din del af aftalen." Stemmen måtte næsten lyden kælen, for bare tanken om det sitrede i hende, hun ville i den grad glæde sig til at han endelig kunne mærke sig på hende, som hun utallige gange havde mærket ham. Fingrene løftede sig roligt mod den fejlbare hud over hendes bryst, som hun måtte nusse blidt med de lange negle.
"Jeg går ud fra du intet har imod jeg låner ham lidt Alice?" Man kunne næsten se hun frydet sig over dette, og over at hun rent faktisk kendte hendes navn, uden at hun selv måtte have givet hende det. De dybtblå øjne hvilede trygt mod Valerio stadig, hun måtte sande hun havde svært ved at tage blikket fra ham og forstilingen om han fik sine tænder tilbage, det ville gøre ham næsten komplet igen som vampyr, han manglede blot levestien derefter. En uden en varulv!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice følte sig malplaceret og lettere uvelkommen i det selskab, som hun var endt i. Han kunne godt fornemme Valerios umiddelbare tiltrækning, også selvom han kæmpede imod den. Det gjorde hende ked af det. Og vreden lurede nedenunder overfladen, så han skulle uden tvivl passe på. Han havde selv sagt, at han var hendes, så det havde han bare at holde! Hun forstod godt, hvis Valerio ønskede at få hugtænder igen, men hun brød sig ikke om, at Cathlina skulle være der samtidigt. Valerio virkede også alt for ivrig og alt for villig. Og det irriterede hende, at han vel ville gøre alt for det? For at opnå det mål, der havde været ham umulig i så mange år? Hun sagde dog endnu ikke noget, for hun ville først blande sig, hvis hun syntes, at det begyndte at være lidt for meget.
Og selvfølgelig skulle Cathlina lige ødelægge det hele. I hendes hjem, ja, det var da klart. Hun rullede med øjnene og lagde armene over kors. Hvad var Valerios del af aftalen? Hun kunne ikke se det. Hun trak vejret dybt og holdt sig i skindet så langt. Hun ville ikke flippe ud nu, selvom hun næsten kunne forudse, at det ville ske, hvis det fortsatte på denne måde. Hendes sidste ord valgte hun at ignorere, i stedet så så hun mod Valerio. Det hele hvilede uden tvivl på ham og hans valg...

[Deleted]

Naturligvis var Valerio draget af en kvinde som Cathlina. Dette var bestemt ikke noget som sagde så lidt. Hans mine udtrykte dog ikke det mindste, da han agtet at holde det så meget i det skjulte, som han kunne. Han var Alices, hvilket han stod fast på. Den del af ham, ville Cathlina ikke kunne tage fra ham, og det håbede han da kun, at han havde understreget tydeligt nok for Alice. Han sukkede ganske let. Hun havde virkelig formået at få det hele tilrettelagt? Han nikkede mod hende. Leder? Havde kongehuset virkelig givet hende den form for post? "Har det mørke kongehus virkelig skænket dig den post?" spurgte han direkte. En leder, havde hun ikke ligefrem været, sidst han havde været omkring hende!
Hans andel af aftalen? Han vidste jo godt, at han havde lovet at sætte tænderne i hende, når eller hvis muligheden ville komme, og nu var den kommet. Han nikkede, inden han vendte blikket mod Alice. Det kunne godt være, at Cathlina ikke kunne lide hende, og det var han ærlig talt ligeglad med, da hun intet havde med hans forhold til Alice at gøre. For nu, havde han bare brug for, at hun stolede på ham. Han hævede begge hænder, og strøg dem over hendes kinder. Han kunne jo så tydeligt se, at dette ikke var noget, som hun var tilfreds med, og han forstod hende jo godt.
"Jeg beder dig kun om at stole på mig, Alice," sagde han roligt. I princippet kunne hun tvinge ham med, for at få det gjort, som hans leder. Han ønskede de tænder. Han ønskede den værdighed tilbage, og dette var en måde, hvorpå at han kunne få den.

[Deleted]

Et fnys kom fra hende, som hendes ansigt måtte ligge sig i lettere fornærmet folder. Virkelig skænket hende den post? Hvad var det dog for en måde at spørger hende på?! Naturligvis havde de det, det var jo hvad hun næsten var skabt til, hun var uden tvivl perfekt til dette, intet mindre. Men her så hun jo også sit snit til at lade sine planer lufte en smule i det underbeviste.
"Jeg ved hvordan vampyrer bør leve og har intet problem i at bruge de rette midler til at få alle til at makke ret. Jeg vil mene jeg er perfekt til denne titel, og jeg var åbenbart ikke den eneste." Det var tydeligt hun var blevet fornærmet, for det måtte da sige sig selv at hun var født til at lede sin race. Ingen anden ville kunne det så godt som hun agtede, og som hun allerede gjorde. Og Valerio, var en af hendes egne, hun ville naturligvis gøre alt for at han havde det godt, men også at han levede som en vampyr burde gøre og det var ikke med en varulv! At tæven var uopdragen og valgte ikke at svare, så hun vel kun som en sejr, køteren havde vel mistet tungen i alt dette. Det passede hende ganske fint!
"Jeg kan naturligvis ikke sige med sikkerhed hvor lang tid det vil tage." Lød det roligt fra hende, hun havde snart fået nok af at stå der, og hun fik kvalme af at se ham rent faktisk røre ved tæven på den måde. Cathlina måtte virkelig tøjle sig selv, for i hendes eget lille vanvid kunne hun let give efter for lysten til at rive hovedet af tøsen og mæske sig i hendes blod. Tanken var faktisk lettere ophidsende, hun så den anden vej, mod døren hvor hun så sin ene håndlanger stå ganske utålmodigt. Han var rimelig kær, ganske betaget af hende, og i den grad nysgerrig af sig, fyldt med mordlyst og et desperat håb om at kunne imponere Cathlina. Dog måtte hun sende ham et strengt blik, og vifte med hånden, han skulle ikke der ind, hun havde bedt om at der blev ventet og hun forventede det gik således. Igen lod hun blikket falde mod Valerio og Alice, hun forsatte sin nussen over brystet, mens hun afventede hvad der ville ske.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice stolede normalt på Valerio, men slet ikke når det var sammen med den vampyrtøs til Cathlina. Hun stolede nemlig ikke på hende og da slet ikke nu hvor hun faktisk stod med ledertitlen i sin hånd. For det betød, at vampyrerne så måtte lystre hende, kun fordi hun kunne misbruge sin magt og titel som leder. Hun vædede flygtigt sine læber og morede sig lidt over Valerios svar til, at hun var blevet leder, men sagde dog ikke noget og prøvede også at undertrykke lysten til at more sig ved svaret.
Hvad Valerios del af aftalen gik ud på, det anede hun ikke. Men hun ville ikke lade ham gå herfra, før hun faktisk vidste det, for hun kunne ikke stole på ham hvis hun ikke havde alle fakta. Hun lukkede kort øjnene ved hans hænders strøg over hendes kinder, men trak sig så et skridt tilbage. "Jeg stoler ikke på dig i hendes nærvær," svarede hun direkte. Faktisk ligeglad med hvad tøsen sagde til det, for dette var hendes hjem, hendes kro... Og hun skulle ikke blande sig her! Cathlinas ord gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun ville garanteret holde på Valerio, bare for at prøve at ødelægge det. Hun sukkede dæmpet og så på Valerio. "Hvad er det du skal gøre for at få de tænder overhovedet?" spurgte hun.

[Deleted]

Det kunne godt være, at denne måde, at snakke til nogen på, ikke var noget, som faldt i Cathlinas gode bog, men han måtte jo erkende, at kongehuset nok alligevel havde gået så langt, og taget det rette valg. Cathlina var definitionen af en ægte og sand vampyr, så det kunne ikke rigtigt komme bag på nogen som helst i den anden ende. Han rystede ganske let på hovedet og bed tænderne sammen. For nu valgte han bevidst at ignorere Cathlina, for hun var da intet andet end direkte irriterende lige nu!
"Tilsyneladende ikke," endte han kortfattet, selvom det var Alice, der havde hans fulde opmærksomhed. I forvejen, var det her jo ikke ligefrem noget, som han brød sig om. Han stirrede fast på hendes skikkelse. "Og det ved jeg godt du ikke gør.." Han lod derfor også hænderne falde, da hun valgte at række sig væk fra ham. Hvorfor hun gjorde det, vidste han ikke.
Hvad han skulle, for at få dem, vidste han jo udmærket godt. Det værste var vel hvad han skulle gøre, når han havde fået dem? Han lod hovedet søge på sned. "Jeg skal intet gøre for at få dem, men derimod sætte sætte tænderne i hende, når jeg har fået dem," sagde han med en direkte stemme. Han ville ikke skjule det for hende, og særligt ikke nu, hvor hun spurgte ind til det. Igen lystede han mest at ignorere Cathlina, men vidste, at han ikke kunne. Svagt bed han tænderne sammen. "Og hvor lang tid, kan jeg forvente, at det her vil tage?" spurgte han med en direkte stemme, som han denne gang vendte blikket direkte mod Cathlina igen.

[Deleted]

Kvinden gjorde vel klogt i ikke at stole på ham i hendes nærvær, for han havde jo før haft problemer med at holde sig fra hende, og hun ville ikke blive overrasket hvis det ville ske igen. Men igen, stædighed kunne gøre meget og ligeså vidste denne, kærligheds ting kunne. Var det virkelig det de to modsætninger overfor hende havde? Kærlighed? Kvalmen måtte næsten stige i hende. Tænk at hun rent faktisk var nød til at overvære noget så hæsligt som det her drama, der burde kun være en blodig kamp mellem disse væsner, højst et samarbejde. Men at være sammen med dem, ønske et liv sammen? Det var uhørt! Øjnene måtte rulle kort, armene gled over kors, mens hun stod og så mod dem.
"Det kommer an på hvordan din krop reagere på det hele Valerio, jeg kan virkelig ikke sige det med sikkerhed." Lød det roligt, men bestemt fra hende. Hun glædet sig dog til at give ham hvad han ønskede, for ikke nok med at han skulle bide hende, så ville hun bestemt kræve mere af ham. Den tid den sorg dog, for hun ville ikke tale med ham mens tæven var der, nej hun ville have ham for sig selv. Cathlina måtte træde kort frem mod dem, inden hun løsnede sine arme der lå i kors og valgte at rette på sit mørke hår. Hendes blik gled ned af ham, lugten han bar var ikke til at holde ud og hun vidste en del vampyrer ville kigge noget efter ham. Der ville endda blive protesteret hvis nogen som vidste noget ville sladre, hvilket hun vel ikke helt kunne bebrejde dem. Men hun arbejdede på det! Nu skulle han bare tage med hende, så de kunne komme i gang. Og Alice, hun måtte jo holde skansen imens han var væk. Stod det til Cathlina, forblev han væk, og hvis hun ønskede det, kunne det jo sagtens blive sådan. Hvorvidt det blev uden vold, det var så en anden side af sagen, men hun håbede da på at kunne tale ham til fornuft.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice brød sig slet ikke om dette. Hendes mave snurrede sammen og hun fik det næsten dårligt. Vreden boblede i hende igen, for hun kunne slet ikke lide dette. Der måtte være en pris for, at han kunne få nyt hugtænder. Ikke alene, at Cathlina ville holde på ham eller prøve at beholde ham for evigt. Men der var noget mere, noget som Cathlina sikkert gerne ville have, som ville ødelægge det mellem dem. For hun kunne mærke, at Cathlina meget gerne ville af med hende. Hun bed tænderne sammen og knyttede hænderne, for hun var tæt på et kogepunkt. Hans ord, var som et kæmpe slag i maven på hende. Sætte tænderne i hende? Den hore af en tøs? Havde hun ikke ødelagt deres forhold nok?! "Nej... nej, du får ikke lov, Valerio. Jeg vil ikke miste dig til den blodsuger, du er bedre end det!" startede hun med en bestemt stemme. Hun trådte hen til og lagde en hånd i hans nakke, som hun kiggede ham dybt ind i øjnene. "Du har ikke brug for hende, vi kan finde ud af det her sammen," fortsatte hun. Hun ville ikke lade ham gå med hende, for hun stolede slet ikke på Cathlina. Og faktisk heller ikke på Valerio, i hendes nærvær. Hun ville ikke stå herhjemme i kroen og bare vente nat ud og nat ind på, at han igen trådte ind af døren, for det kunne hun slet ikke klare.

[Deleted]

Valerio var udmærket godt klar over, at han ikke var helt i kridthuset i en stund som denne, men for pokker.. hvad kunne han gøre ved det? De tænder havde han brug for, hvis han for alvor skulle være i stand til at dyrke det dyr i ham, som også Alice nu havde åbnet op for. Han havde virkelig brug for dem!
Selvom Cathlina var der, og uden tvivl kunne sætte ham i en situation, som han slet ikke burde placeres i. Hun var en ekstrem sensuel af slagsen, og uden tvivl noget, som appellerede rigtig meget til dyret i ham, hvilket han slet ikke kunne gøre noget for! Han sukkede let. Han vidste, at det nok ikke var noget som ville falde i god jord. "Det må tage den tid det nu tager," sagde han blot. Det skulle ikke gå galt, og særligt ikke, hvis han havde muligheden, for at kunne gøre noget ved det, hvilket bestemt heller ikke sagde så lidt igen i den anden ende.
At hun ikke afviste ham, glædede ham uden tvivl. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han let rystede på hovedet. Han trak vejret dybt. "Jeg ved godt, at det ikke falder i din gode bog.. men det her, er noget som jeg har brug for." Grebet omkring hans nakke, satte en sitren i ham. Hun var så varm i forhold til ham selv. Han sendte hende en ganske alvorlig mine. Han kunne i hvert fald ikke skjule det!
Ikke havde Valerio brug for Cathlina.. men derimod de midler, som hun kunne drage nytte af for hans skyld. "Du har ret.. Det er dig, jeg har brug for.. Vent på mig herhjemme," fortsatte han. Han ønskede at finde ud af det hele, også sammen med hende.

[Deleted]

Alice fik i den grad prikket til Cathlina med sine ord, hun mærkede vreden komme op i hende, men i stedet, valgte hun at grine. Hvordan kunne Valerio føle sig elsket, når kvinden her tydeligvis havde glemt alt om hvem pokker han egentlig var? Hun måtte fnyse kort, inden hun lænede sig roligt op af et bord og lagde det ene ben over det andet.
"Alice kære, det næsten som om, du glemmer at Valerio selv er en såkaldt blodsuger. Han fortjener det bedste, det er vi enige om, så hvorfor nægte ham sine tænder tilbage? Bliver han så for meget blodsuger for dig?" Lød hendes stemme spydigt og kælent på samme tid, og helt uden at kalde hende et skældsord, hun var jo ligefrem næsten for sød. Det bånd hun havde lagt om Valerio var jo noget som måtte kvæle det fantastiske væsen som han var. Hun værdsatte ham jo ikke, ikke for det væsen han var, men det hun prøvede at gøre ham til. Det kunne hun ikke lade ske, og slet ikke nu hvor hun var leder. At vende ryggen til sådan noget var ikke på tale. Valerio havde mere brug for Cathlina end hvad han ville indse, men det skulle hun nok få ham til, og svært blev det da ikke hvis Alice blev ved som hun gjorde lige nu. Faktisk klarede hun jo næsten opgaven for hende.
"Han har brug for mig til at få sine tænder tilbage, og at han skal have lov af lillemor, er da noget af det mest nedværdigende du kan gøre mod en mand. Jeg troede det var hunde som var i snor?" Lød det denne gang lidt hårdere fra hende, mens hun så mod dem begge, den ene ben gled kælene og langsomt op og ned af det andet, hun ventede, ventede på at Valerio tog sin beslutning.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice fandt slet ikke noget fair i dette. For hende, så betød den aftale, at han igen ville være hende utro og det fandt hun sig virkelig ikke i. Det var slut med de to og hun nægtede simpelthen at leve med den viden om, at han ville sænke sine nye tænder i den forbandede tøs før hende. Hun ville være hans eneste og mente bestemt også, at hun havde krav på det. Hun nægtede at sidde hjemme og vente på, at han kom hjem. Nok havde han brug for tænder, det tvivlede hun ikke på, men der måtte være en anden måde end at slikke røv på sin leder for at få den. Og gøre alt hvad hun sagde, for så snart han var på hendes jord, så havde hun vel fuld ret til at bede ham om hvad end det skulle være? Hun strøg ham blidt over nakken, for hun ville have, at han skulle blive. "Jeg forstår dit behov, Valerio, det gør jeg... Men jeg tillader ikke at du skal bide den tøs før mig," endte hun og det var tydeligt, at det var alvorligt. Hun mente skam hvert et ord, for nu satte hun simpelthen foden ned. Hun nægtede at blive løbet mere om hjørnerne med, blive rendt over eller blive 'glemt' for ham. Hun rystede på hovedet. "Vi kan finde på noget andet," endte hun igen, denne gang mere bestemt. Vreden boblede lige under overfladen og det ville de nok begge opfange på hendes vejrtrækning og hjerterytme, for hendes hjerte slog hårdere i hendes bryst. Hun drejede blikket skarpt mod Cathlina. "Jeg nægter ham ikke sine tænder, jeg nægter ham at få dem af dig din heks," snerrede hun, for hun faldt slet ikke for hendes søde stemme, den gav hende kvalme. Hun trak vejret dybt og vendte sig mod Valerio igen. "Den her hund kan ikke tæmmes," endte hun fast og holdt fast i Valerio. Det var tydeligt, at det her gjorde hende både vred og ked af det. Havde han ikke såret hende nok for nu? "Hvis det er så vigtigt, så vil jeg gøre alt for, at du kan få dem igen... Bare ikke gør det gennem hende," bad hun en sidste gang.

[Deleted]

Valerio havde forståelsen for, at det var svært for Alice, men dette var noget som han havde brug for. Dette var ikke noget som han fik, ved at slikke røv på sin leder, for det havde han aldrig været ude på. Aldrig faktisk. Han sendte hende en meget alvorlig mine. For nu, valgte han bevidst at ignorere Cathlina, da hun ikke ligefrem gavnede denne situation, ved at fortsætte med at åbne munden, og han var træt af alle de problemer, for der var alt for mange af dem lige nu!
"Det her er noget, som jeg har brug for, Alice.. Tro ikke, at jeg ønsker at sætte tænderne i hende, for det gør jeg ikke. En aftale er en aftale, og kan jeg få dem, så gør jeg det," sagde han kort for hovedet. I det tilfælde, havde han ikke tænkt sig, at tage hensyn til hende, og særligt når det måtte være på denne her måde. Han bed tænderne sammen. Det kunne godt være, at Alice var en varulv, men hun var stadig den kvinde, som han havde valgt, og det var det som Cathlina for pokker måtte lære at acceptere. Hvordan kunne han da være endt i det trekantsdrama? Det havde jo heller aldrig været hensigten. "Cathlina!" endte han med en fast tone. Han sendte hende kort en streng, men advarende mine.
Denne gang var han bare bange for, at det skulle gå igennem Cathlina, og han vidste, og kunne mærke på Alice, at hun hadede den tanke. "For mig er det vigtigt.. Hun har fundet den mand, som kan give mig dem, og det har jeg tænkt mig, Alice.. Stol på mig," bad han direkte. Han ville ikke skuffe hende igen!

[Deleted]

Ingen tvivl om at hun morede sig over dette her, meget faktisk, den vrede lille tæve som stædigt holdte fast i ham, men hun kunne ikke være der hele tiden og hun måtte give slip på et tidspunkt jo. Cathlina kunne i den grad udnytte sin magt, men hun ville ikke gøre det, lige her betød Valerio's vilje faktisk meget og den ville hun ikke fratage ham. Hendes blik hvilede mod dem begge, det gav hende kvalme at se dem så tætte, men hun måtte holde sig i sit skin jo. Smilet lå provokerende på hendes læber, at han sådan rettede på hende, fik hende til at grine, han måtte nu heller ikke glemme hvem hun var, men et sted kunne hun godt lide han forsøgte at sætte hende lidt på plads.
"Valerio, i mine øjne har du din frie vilje, trods jeg kunne ændre det, er det intet jeg ønsker. Du er af en stærk og stolt race, du fortjener dine tænder, men jeg kan ikke vente evigt, og det samme kan min lille kontakt heller ikke......" Lød det denne gang lidt mere alvorligt fra hende, hun lod blikket falde på den lille ophidsede trunte. Valerio løj hende direkte op i hovedet, han ønskede at bide Cathlina, det vidste hun, efter alle de gange hun havde måtte markere sig på ham, trængte han i den grad til at gengælde det. Og et sted, betød hun vel noget for ham, hun havde mindet ham om hvem han virkelig måtte være og fundet hans dyr frem igen. Derfor burde han også være ved sine egne og ikke her, men det kunne altid komme på plads. Først skulle han have sine tænder.
"Jeg venter ude i vognen. Så når i to er nået frem til noget, må vi håbe solen ikke er begyndt at stå op, for til den tid er jeg kørt, og din chance forspildt Valerio." Kom det køligt fra hende, det sødlige og sensuelle var forsvundet fra hendes stemme, blikket hvilede hovedsagelig mod ham, men gled mod varulven efterfølgende. Hun vendte rundt, inden hun gik med sine rolige og vuggende hofter fra dem begge, hun forlod stedet og satte sig til at vente i vognen. Her måtte hun mærke det stikke i hende, forbandet tæve fortjente på ingen måde at være i hans nærhed, hun ødelagde en smuk og vidunderlig skabning og gjorde ham til en skødehund!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice forstod ikke, at Valerio kunne tillade sig det. Lige nu bad han hende sidde og vente herhjemme, mens han rendte afsted med sin tøjte, legede rundt med hende og så ville han komme hjem, når han synes det var nok. Det fandt hun sig virkelig ikke i, ikke længere. Nu måtte han jo vælge fremfor det andet, for det her gad hun ikke stå med længere. Ved hans ord, så skubbede hun ham fra sig. "Ved du hvad? Så skrid! Gør hvad du vil med hende, så skal jeg nok også gøre hvad jeg vil," endte hun fast og slog armene over kors. Det irriterede hende, hele situationen. Cathlina ville nok tro, at hun havde vundet, men for Alice vandt hun mere ved at afvise ham fremfor at sidde og græde snot i et hjørne. Det var hun færdig med, for han fortjente slet ikke hendes tårer. "Jeg stoler ikke på dig, Valerio... Og det tror jeg aldrig jeg kommer til på samme måde. Du må jo se om jeg overhovedet gider have dig her, når du er færdig med hende," endte hun blankt. Hun var færdig med ham og hans skide behov. Hun vendte om, gik om i baren igen og vendte sig ud mod kroen, der sad som forstenet over det hele.
"Øl på husets regning!" Endte hun til gæsterne og flere reagerede straks for at få et krus øl.