Unexpected meeting

[Alice Lairé-Jênan]

@cathlin

Mørket faldt på og Alice gjorde endnu engang klar til at modtage gæster i kroen. Siden Valerio og hende havde haft et ret voldsomt sammenstød, så var stemningen mellem dem blevet en del bedre. Han var langt fra tilgivet, han havde faktisk en masse, der skulle gøres bod på. Desværre, så havde hun aldrig følt sig så levende med ham som hun havde gjort den aften. Hun følte, at hun havde fået sat sit mærke på ham og fået givet sin dosis af 'stank' til ham. Men hun følte også, at hun ikke havde været hård nok ved ham. Hvordan kunne hun lade ham blive, når han havde været hende utro gentagne gange? Hun vidste det ikke. Hun elskede ham... og hadede ham på samme tid, hvilket var noget svært. Men indtil videre, så prøvede hun bare at undgå flere sammenstød med ham, for hun vidste, at det kunne gå helt galt til sidst. Hun var lige nu i gang med at vaske alle bordene rene, så de første gæster kunne komme til en pæn og ren kro. Hun bestræbede sig efter at holde det så rent som muligt, da det gav et godt indtryk hos de fleste, at der var rent. Hun nynnede en smule for sig selv og gik bare rundt og gjorde alting klar, inden hun gik hen til indgangen. Hun vendte skiltet, hvorpå der nu stod 'lukket' til, at der stod 'åbent'. Hun vendte så tilbage til køkkenet for at røre i gryden. I aften var aftenens ret ris og fisk, som hun var ved at lave klar og smage til. Døren ville hun alligevel høre når den gik, da en lille klokke blev slået til, når nogle gik ind.

[Deleted]

Efter mødet med Valerio sidst, havde han i den grad fået hende tilbage til sig selv igen, hun havde fået nogle ting på plads, og hun var i den grad blevet samlet op fra det rod hun havde været i. Endelig havde hun fået sig et fast hjem, et slot decideret, hun havde fået titlen som vampyrernes leder og intet skulle komme i hendes vej. Det var godt nyt hun kom med til Valerio, hun havde jo fundet en måde hvorpå han kunne få sine tænder igen, faktisk havde hun arrangeret det hele, men det krævede han kom til Dvasias. Uden så meget som at bekymre sig om hans lille tæve, var hun taget til hvor hun vidste med sikkerhed at hun kunne finde ham. Og at rejse alene gjorde hun heller ikke, flere af hendes følge var taget med på ordre, andre af ren lyst fordi de ønskede at være i hendes nærhed. En rimelig ny i hendes slæng var med hende, han havde svært ved at holde sig fra hende, men turde ganske enkelt ikke gøre noget uden hendes tilladelse. Han gik ved hendes side trofast, sammen med en anden mand som var lidt af et brød.
"Bliv her!" Lød det strengt fra hende, for de havde jo været lidt for kreative før hen, og det var selv samme sted de havde været det. Hun ville have Valerio med sig frivilligt, at kidnappe ham var jo ikke ligefrem noget som gav mening, hvilket hun da også havde lært sine små tilbedere nu. De mørke lokker hang og dansede halvt op hendes skuldre, mens resten måtte være sat op. Den fine røde hat, med sort slør, dækkede det meste af hendes ansigt, hvor kun de knaldrøde læber var til syne, formet i et forførende smil. På det smukt formet timeglas af en krop, bar hun en rød silkekjole som næsten måtte ligne den var malet ind til hende. Og de høje støvler sad op til lidt under hendes knæ og støttede hendes læg. Måden hun bar sig selv på var kun blevet mere stolt og rank. Et par sømænd måtte banke hårdt og højlydt i bordet, samt pifte, hun lod blikket glide mod dem og smilede blot kælent i deres retning. Fik de nogen gode ideer senere når hun skred derfra, var maden jo ganske enkelt serveret, og så med en del alkohol. Fantastisk. Lugten af tæven var kraftig her, men det tog hun sig ikke af, faktisk, var det lige før hun håbede at hun ville være der!

[Alice Lairé-Jênan]

Gæsterne begyndte at komme, for klokken begyndt at ringe lystigt kort tid efter, at Alice faktisk havde sat åben skiltet op. En flok på 10 mennesker kom ind, hvilket var ret stort, men så kunne hun da starte godt ud på aftenen og tjene det første ind med det samme. Spandene var blevet lidt tømte, da der var blevet handlet natten i forvejen, hvor en mand var kommet med de varer, som hun havde bestilt. Både en tønde øl, flasker med sprut og råvarer til at lave mad i løbet af den kommende uge. Forretningen kørte og alt var egentligt godt. Et smil var på hendes læber og det var endda et oprigtigt smil, for egentligt var hun ikke sur eller tvær i dag. Hun havde haft det fremragende siden hende og Valerios sammenstød. Faktisk kunne hun næsten ikke lade ham være, hvis de kom lidt for tæt på hinanden. Og det var dejligt at have det sådan igen. Hun bragte hurtigt sømændene et krus øl hver og fik straks betalingen, som hun bragte med sig ud i køkkenet, hvor kobbermønterne røg i sin respektive spand. Hun rørte rundt i maden et par gange og gik lidt rundt ude i køkkenet, da der pludseligt lød en hujen uden lige ude fra kroen. Hun kneb øjnene sammen og lagde grydeskeen fra sig, inden hun trådte ud af køkkenet og ind bag baren. Hun tog den nyankomne gæst i blik og kunne straks lugte det. Det var hende! Hende, som Valerio havde lagt i med op til flere gange. Hun knyttede hænderne fast, men gjorde ikke mere ud af det lige nu, da hun ikke ønskede at lave en scene. Hun blev stående bag baren. "Godnat og velkommen til Dentures Inn. Hvad skulle det være?" spurgte hun. Startede ud med at behandle kvindfolket som enhver anden kunde.

[Deleted]

Det var tydeligt for Cathlina at se genkendelse i kvindens reaktion, det morede hende, men kvinden forstod da at holde en forretning og havde hjerne nok til ikke bare at søge imod hende i vild dræberlyst. Så pigebarnet havde rent faktisk noget mellem ørene, en smule ikke mindst. Med elegante skridt og dansende hofter som udgjorde den sensuelle gang, nåede hun frem mod baren, hun blev taget imod som en hver anden gæst. Cathlina var dog ikke typen som pakkede tingene ind, hun lagde de fine hænder mod bordpladen hvor de lange negle så smukt sad på. Hovedet søgte på sned, som hun så mod tæven og måtte smile næsten hoverende.
"Valerio." Svarede hun, uden den mindste omtanke, for det var derfor hun var der. At det udelukkende drejede sig om hans tænder, og at han skulle vide hvad hun havde opnået siden deres forrige møde, behøvede tæven jo ikke at vide. Det kunne jo sagtens være hun var så fræk at komme efter en omgang mere, lige ved hoveddøren, lige foran hende! Og et sted, kunne hun da også sagtens finde på dette, men det var dog ikke ligefrem det hun søgte. Efter nøje planer, og opnåelse af status og hjem, havde hun faktisk indset en ting eller to omkring hende og Valerio, men det var mellem dem, og ikke en sag denne kvinde skulle blandes ind i. Roligt lænede hun sig frem.
"Vær en god hund og hent ham for mig tak." Hvis nogen vidste hvordan der skulle trykkes på knapper, var det Cathlina, hun havde en evne til at få folk til at se rødt, måske fordi hun ikke gav op? Mange ellers tålmodige pacifister havde faktisk måtte ende med at tæve efter hende fordi hun ganske enkelt ikke gav op.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice så mod kvinden. Det virkede til, at kvinden også udmærket vidste noget til hende, for begge havde de et blik af genkendelse mod hinanden, da de fik øjenkontakt. Kvinden skræmte hende ikke. Alligevel følte hun sig en smule usikker på det hele. Kvinden havde noget af en fremtoning, men det hele var meget på det ydre, så var der overhovedet mere til hende? Det vidste hun jo faktisk ikke. Man skulle ikke dømme en bog på omslaget. Alligevel, så virkede kvinden til at have noget at have sin udstråling i, hvilket irriterede hende. Men allerede nu kunne hun da egentligt godt se, hvis Valerio var faldet i kløerne på en som hende, for hun virkede dominerende og yderst forførende. At hun ønskede ham, forundrede hende end ikke, men det betød ikke, at hun havde tænkt sig at give hende det hun ønskede.
"Han er optaget i øjeblikket, så det kan desværre ikke lade sig gøre," svarede hun hende roligt og meget formelt, som om hun netop havde fortalt, at der ikke var mere øl i tønderne og hun først kunne få en skænk næste nat. Hun tog en dyb vejrtrækning for at berolige sig selv, for hun ville bestemt ikke miste kontrollen nu og her. Ikke midt i kroen. Hendes ord var frygteligt nedladende, men de prallede af hende i første omgang. "Jeg er ikke blevet opdraget til at lystre fremmede," svarede hun hende blot igen. Hun vædede sine læber. "Ellers andet jeg kan hjælpe med?"

[Deleted]

Roligt gled hun ned og sidde, som det ene ben gled over det andet. Slisken i kjolen afslørede et par velformet muskuløse kvindeben, et fyldigt lår som et par mænd måtte lade blikket falde på, og en enkelt kvinde. En opmærksomhed hun uden tvivl nød. Hun så afslappet mod kvinden bag baren, hun måtte sende hende et smil med tydelig morskab i.
"Jeg venter gerne." Stemmen som gled fløjlsblødt fra de røde læber, måtte løbe de fleste enten rart eller koldt ned af ryggen. Hun lod blikket glide rundt, det eneste man kunne se var jo hendes læber, sløret dækkede for resten. Da hun hørte ordet opdraget, måtte hun le og ryste på hovedet.
"Så en opdraget køter? Interessant.... En Valerio har stået for?" Spydigheder havde hun mange af, de lå næsten i kø på hendes tunge, det kriblede helt i hende. Det her var i den grad underholdning i høj klasse, Cathlina kunne ikke ligge skjul på det og hun ville heller ikke. Nej langt fra.
"Vær nu en god tæve og fortæl ham jeg er her! Jeg har noget han har brug for!" Hviskede hun provokerende og måtte lade sine fingre glide legende hen over sit kraveben og ned mod hendes tydelige kavalergang som knapt nok kunne undgås med det brystparti hun rendte rundt med. De lange negle kærtegnede hendes blege kolde hud, det var klart at hun fik det til at lyde som noget helt andet end det måtte være. Men hvad gjorde man ikke for at puste lidt til ilden.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice fulgte kvinden med blikket. Hun kunne ikke helt se hendes ansigt ordentligt, men det var tydeligt på hendes kropssprog, at hun var meget kvinde. Nærmest feministisk af fremtoning, da hun bestemt dyrkede sine kvindelige sider og fremstod noget dominerende. Hun smilede ikke, men så dog ej vred ud på den anden side, da hun prøvede at holde sin professionelle mine på. "Slå dig da endelig ned så," endte hun spydigt, selvom kvinden allerede havde sat sig på den ene barstol. Hvad mændene ude i kroen så på den anden side, var hun som sådan ligeglad med og hun blev pænt på sin plads bag disken. Hvad dette kvindfolk hed, anede hun ikke engang, men hun kunne lugte, at det var hende. Og ilden tændtes langsomt i hendes indre, jo mere kvinden pustede til de små stikflammer. Hun knyttede næverne under baren udenfor kvindens åsyn. På sin vis, kunne man vel godt sige det. For hun havde været ved Valerio i mange år. Mange flere år som lysvæsen end som varulv, da hun ikke altid havde båret denne race. Eller sygdom, som Valerio kaldte den. Det var dog ikke noget hun følte for at dele med kvinden. "Hjemmefra," svarede hun. Hun vædede roligt sine læber. Hun kunne godt mærke, at kvinden var oppe på dupperne for at svare hende igen og prikke til hende. Men hun skulle ikke have den ære. Hendes blik gled ned mod kvindens barm, som hun nærmest selv henviste til den med fingrene, men slog blikket op igen. Hendes maske var blevet lidt mere stram nu, selvom hun prøvede at opretholde den professionelle maske. "Valerio er ikke en del af kroens sortiment. Men jeg kan byde på noget at drikke?" svarede hun hende.

[Deleted]

Var det en hævet puls hun kunne fornemme? Hun måtte give kvinden at hun holdte sig pænt i skinnet, hvem havde troet det om en varulv, de havde det med at være så tåbeligt fremfusende. Foden vippede roligt op og ned, hun blev ved med at nusse sin egen hud elegant med de lange negle. Måske var Valerio her slet ikke? Der var vel kun en måde at finde ud af det på, hun kunne jo rejse sig op og råbe efter ham, eller måske bare give sig til at lede rundt. Eller måske lokke ham frem. Cathlina pressede sine negle ind mod sin hud så den måtte brydes, duften af hendes blod burde da kunne fange ham hvis han rent faktisk måtte være i nærheden. Smerten fik hende til at lukke øjnene og sukke blidt. Ikke en del af kroens sortiment, det var ikke just derfor hun krævede ham.
"Jeg kan se hvor hans ensomhed kommer fra, når du ikke lade ham se nogen. Jeg ønsker intet at drikke, jeg ønsker at tale med Valerio. Så bring mig ham tæve, eller jeg finder ham selv!" Stemmen var næsten kælen, men bar stadig præg af at være fast og alvorlig. Det var tydeligt at hun ønskede at se Valerio, og at hun uanset hvad nok skulle få det hun ønskede. Udenfor måtte hendes folk rykke uroligt på sig, men de kendte deres plads og ville ikke gribe ind med mindre Cathlina kaldte. Det var sjældent hun brød sig om at skulle bruge hjælp, for i hendes verden var hun jo uovervindelig og kunne klare alt. Afventende så hun mod hende med sit legende smil på de røde læber, det kønne ansigt var for nu gemt. Hendes dybtblå dragende øjne skjul bag det sorte net.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice tog en dyb vejrtrækning. Hun følte tit, at hun var ved at miste kontrollen over sig selv. Men hun gjorde alt for at holde fast, da hun ikke kendte sin fulde styrke, hvis hun bare overgav sig til varulven og lod den klare sagerne for hende. Hun blev stående i baren og med blikket fastlåst mod den kvindelige vampyr, da hun ej ønskede at slippe hende af syne. Den kvinde skulle ikke have lov til at manipulere mere med Valerio, for de havde endelig fundet hinanden bedre end før. Også selvom Valerio stadigvæk fortjente at smage sin egen medicin, da han havde gjort rigeligt af dumme ting. Blodet, der dukkede frem, da kvinden pressede sine negle ind i huden, kunne hun selv lugte og hun måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at reagere. Hun rullede med øjnene. "Valerio har selv valgt dette. Han er færdig med dig. Han er kommet hjem for at blive," svarede hun hende roligt, stadigvæk i den samme professionelle tone, selvom der lå mere bag. Hun ville slet ikke give den tøs hvad hun ønskede, for hun kunne ikke se, hvad hun skulle bruge Valerio til. "Hvis det er meget vigtigt, så må du jo fortælle mig sagen, så skal jeg nok viderebringe den til ham. Hvis ikke, så forlad min kro, igle," endte hun med en klar undertone af, at hun bestemt ikke lavede sjov. Den kvinde foran hende, var slet ikke velkommen her!

[Deleted]

En klar hånlig latter kom fra hende, hvor denne kvinde nok helst ikke ville lave en scene, havde Cathlina intet imod det, nej jo mere ballade, dets bedre! Hun lagde en finger mod de fyldige læber, som hvilede der lidt, inden hun løftede den og valgte at tage sin hat af. De dybtblå øjne stirrede koldt mod hans elskede tæve, inden hun måtte rejse sig langsomt og gå lange, rolige skridt, hen til enden af baren.
"Så han har ikke fortalt dig at vi har en aftale? Jamen altså..... Han er slemmere end jeg troede." Grinte hun, inden hun trådte om bag ved baren, uden så meget som at have den mindste smule respekt for hende. Hvad han så i kvinden kunne hun virkelig ikke forstå, men det måtte være svaghed og for lang tid væk fra sine egne. Uden tøven, gik hun videre, hen mod Alice. Smilet voksede kun, hun satte neglene i bordet på sin vej og lod lange baner i træet komme.
"Fortæl ham, at hans leder er her for at se ham, og at jeg har holdt min del af aftalen." Lød stemmen kold, som hun lagde hovedet på sned, inden hun løftede hånden fra bordet. En meter skilte dem kun. Hun frydet sig lige nu, at kalde sig selv leder følte så umådelig godt!
"Men skal det indløses, er han nød til at komme med mig tæve, så hvis du stoler på din mand, må du lade ham tage med. For sandt at sige, er dette trods alt noget han ønsker mere end det meste. Og lige denne ting, kan du ikke nægte ham. Hvis du gør, vil jeg personligt, med glæde, gøre en endelige på hans lidelser i dit stinkende nærvær!" Under den fløjlsbløde kælende stemme, hvilede den truende tone, hun mente hvert et ord! At sige præcis hvad det drejede sig om, var der jo intet sjovt ved. Og ja, hun stod i kvindens kro, hendes ejendom, og truede hende og hendes mand. Det var sjovt, hun elskede det!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde et omdømme at opretholde, så derfor blev hun nødt til at spille sine kort helt rigtigt. Hun kunne ikke lade sit temperament løbe af med hende, for det rygte ville være dumt at have florerende. Men på den anden side, kunne hun heller ikke lade sig overfuse af andre, da hun skulle vise, at dette var hendes kro og hjem, og der var ingen, der skulle komme og true hende her. Hun kneb øjnene let sammen, da kvinden fjernede sin hat og derved afslørede hendes ansigt. Mange tanker florerede i hendes hoved lige nu. Aftale? Hun vidste ikke noget om en aftale, måske mest fordi hun ikke gad høre noget om den kvinde, som han havde været hende utro med. Men hvad aftalen så var... der var jo alt for mange muligheder! Selv svarede hun ikke, men blev stående, som kvinden var så fræk at træde om bag baren. Hendes maske var kølig og hun kneb øjnene en smule sammen ved lyden af kvindens negle mod træet. Hun trådte et skridt imod hende, advarende. Ordet leder, ramte hende ret meget. Så havde Valerio da ikke en chance, eftersom man blev straffet for ikke at adlyde sin races leder. Det gjorde hende faktisk ked af det. Hun blev stående foran kvinden urokkeligt. "Det er op til Valerio selv, om han vil med dig eller ej, blodsuger," startede hun med at svare. Hun trådte et skridt nærmere kvinden, for hun nægtede simpelthen at blive truet i eget hjem! "Og skrub så ud af min bar, du må vente på ham i krostuen. Jeg finder mig ikke i at blive truet i mig eget hjem!" hvislede hun køligt og så alvorligt mod kvinden. "Så skal jeg nok hente ham, så vi kan få løst dette," endte hun til sidst og trådte forbi kvinden, for at søge ud efter @valerio.
Da hun havde fundet ham, så førte hun ham med sig ned i kroen. Og endte med at stå overfor kvinden endnu engang.

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen og natten, hvis ikke Valerio måtte tage helt fejl. Dette var dog ikke noget som gjorde ham noget, da han var vant til det. Faktisk have han ikke været vant til andet. Igennem den seneste tid, var det gået sådan nogenlunde for ham og Alice, hvilket passede ham mere end fint. Dyret var blevet en mere fast integreret del af deres hverdag, hvilket da uden tvivl var noget, som gjorde sit for dem. Det gik uden tvivl langt bedre nu, end det havde gjort i lang tid, og det var naturligvis noget, som selv han rigtig godt kunne lide.
Denne gang måtte han hæve blikket i takt med at han hørte Alice kalde på ham, kun for at informere ham om, at der var besøg. Et sted kunne han vel næsten kun forestille sig, at det måtte være Cathlina som var kommet? Var det muligt, at hun havde fundet på en løsning hvad angik hans tænder? Bare tanken om, at han kunne få dem tilbage, var en fantastisk tanke!
Krostuen var det første som han søgte til med Alice i hælene. Ganske rigtigt, der stod hun. Lige så forførende og smuk som altid. Denne gang var det dog bare ham, som måtte holde igen. Han vidste jo godt, at han i forvejen havde delt stunder med hende, som han slet ikke burde. "Cathlina," hilste han med en rolig stemme, inden han kort vendte sig mod Alice. Var det trygt for hende at være her? Han vidste jo at selv Cathlina havde truet med at slå hende ihjel, hvilket slet ikke fik lov til at komme på tale!

[Deleted]

Se det lignede straks mere en varulv, hun måtte smile det mere bredt af reaktionen, hun måtte jo sande at fryde sig i øjeblikke som dette. Det skulle nydes, til fulde. Hun havde ingen skam i det hende og Valerio havde delt. Det var naturligt, i modsætning til det de havde gang i, men nok om det, det kunne de jo altid tage på et andet tidspunkt.
"God hund." Lød det blot, næsten kælent fra hende, inden hun vendte rundt på sine hæle og forlod baren, for at stille sig på den anden side. Her ville hun vente, for mon hun ville kvidre hans øre fulde som den lille tæve hun var, eller ville hun rent faktisk bare hente ham? Det havde passet hende fint at komme her, hun havde fået styr på sig selv jo og var ophøjet mere end tidligere. Hun var leder nu. Noget som bestemt måtte være til hendes fordel. Hendes blik hvilede mod Valerio da han kom med ind i krostuen, duften af ham fik hende til at lukke øjnene hvorpå billeder fra deres blodbad måtte vise sig for hendes indre øje. Det var i den grad minder hun bevarede trygt i sit sind. Dog måtte hun også sande, at det svie lidt at se ham igen, og lugte at tævens duft igen havde måtte overgå hendes. Sådan var det, hun havde været beredt på at det var slut, men hun ville ikke opgive selve hans væsen, for han var af hendes race og det skulle han leve efter!
"Valerio." Lød det forførende fra hende, som måtte hendes tunge næsten kærtegne hans navn. Hun lod ikke blikket vie fra ham på noget tidspunkt, hendes dybtblå øjne måtte søge hans blik. Tæven var der stadig, det irriterede hende, men nuvel, hun skulle nok opfører sig pænt. Så pænt det var hende muligt.
"Jeg har fundet manden som kan lave nye tænder på dig." Lød det direkte fra hende, hun spildte ikke tiden, for lige nu, mærkede hun brændende hvor meget hun faktisk ønskede at han tog med hende. Nu var spørgsmålet bare, ville det rent faktisk lykkedes?

[Alice Lairé-Jênan]

Alice brød sig virkelig ikke om dette. Men hun vidste, at Valerio var en mand af ord, så hun kunne vel ikke rigtigt gøre andet end at hente ham og så finde ud af, hvad det hele handlede om? Hun havde dog bestemt ikke tænkt sig at lade dem være alene og hun holdt dem også i det offentlige rum, da det forhåbentligt kunne gøre vampyrkvinden mere tilbageholdende. Hun stoppede op ved siden af Valerio. Hun ville gerne finde ud af, hvad det her handlede om. Endelig fik hun også kvindens navn at høre; Cathlina. Kvinden spillede alt for meget op til Valerio til, at hun brød sig om det, men hun blev stående. Hun stolede slet ikke på den kvinde og da slet ikke, hvis det var hans leder! Ordene som blev delt, fik hende kort til at se ret overrasket ud i hovedet. Nye tænder? Kunne man det? Det gav hende nærmest en spændt følelse i maven, men det lød lidt for godt til at være sandt. For hvad skulle Valerio så give til gengæld? Hvad var det, som han skulle gøre, for at få nye tænder? Hun vidste det ikke, men håbede da på at få en afklaring på det, nu hvor hun faktisk kunne følge lidt med i hvad der foregik.

[Deleted]

At Cathlina havde valgt at opsøge ham her, var ikke ligefrem det, som Valerio havde regnet med. Det glædede ham dog alligevel et sted. Igen måtte de billeder af deres omgange i et kar med rent blod, melde sig i hans krop og sind, også selvom han ikke lod det komme alt for meget til udtryk. Særligt når det foregik på denne her måde. Alice var der, og det var nemlig op til ham, at beskytte og passe på hende. Hvilket var noget, som han da uden tvivl måtte stå fast på i den anden ende.
Har du fundet ham?" spurgte Valerio direkte. Hvis der var nogen mulighed for at han kunne få de tænder igen, ville det være helt igennem... fantastisk! Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, inden han igen kort vendte sig mod Alice. Han vidste jo godt, hvad han havde lovet Cathlina, i tilfælde af, at han ville få de tænder igen.. Metaltænder ganske vidst, men de var der endnu, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele, og det var også lidt sådan, at han havde det med det hele. Han så igen mod Catlina. "Hvor kan jeg finde ham?" sagde han med en kortfattet stemme. Denne gang var det bestemt ikke for sjov. Hvis der fandes muligheder for, at han kunne få sine tænder igen, ville han da uden tvivl elske det, hvilket han ikke ville lægge skjul på, overfor nogen af dem! Så forførende og sensuel som hun var, var næsten noget, som han glemte for nu. Han så det ikke engang. Det var mere muligheden for, at han ville få tænderne igen, der fyldte mest i ham lige nu. Han trådte tættere på hende. Han knyttede næverne let. "Nævn din pris," tilføjede han. Han ville have dem retur! Nu var han mere overbevist om det, end hvad han havde været nogensinde før.