Minions with no brains!

[Deleted]

Lige nu følte hun sig faktisk uovervindelig, den følelse havde bare at forblive der, selvom at han var væk, for med den, kunne hun virkelig komme tilbage hvor hun var før ham. Hendes krop reagerede i den grad på hans gøren, sitrede og vred sig i nydelse, fingrenes greb i hans hår og hånden som havde fast i hans overarm. Det var virkelig perfekt det han måtte udrette, og så under blodets overflade, der var virkelig noget frækt ved det! At han kom op igen, fik hende til at smile begærligt mod ham, fuldkommen dækket af blod, et syn for guderne, så det var godt at hun så sig selv som intet mindre end en gudinde.
"Jeg elsker det!" Lød det mindst så intenst tilbage, for det gjorde hun virkelig! Fingrene gled ned af hans side, som fingre måtte stryge ind mod hans nedre ganske søgende. Hun bed sig i læben, og bed hul med vilje, så dråberne måtte pible frem. At give ham lov til at smage lidt på hende var jo intet problem og når han ikke selv kunne bide, ville hun da mere end gerne gøre det for ham. Dog forventede hun at han bed hende så snart hun fik skaffet ham tænderne, så vidt hun vidste, var det heller ikke en billig fornøjelse, men hun lagde gerne ud for ham når det endelig kom til stykket. Hvad hun dog ikke ville gøre for den mand, det irriterede hende et sted, men at se ham gå til spilde var virkelig forfærdeligt!

[Deleted]

Sådan som hendes krop måtte reagere, kunne end ikke Valerio være et sekund i tvivl om, at dette var noget, som hun virkelig måtte elske! Han elskede at være den, som kunne give hende det, og særligt når det var således, at hun valgte at reagere på det hele. Det gjorde virkelig intet for hans vedkommende.
Langsomt måtte han komme op af blodet igen, også selvom han var helt blodig i ansigtet. Ej var det noget som var skræmmende for ham, som det ej var skræmmende for hende, hvilket uden tvivl var noget, som han virkelig godt kunne lide. Det i sig selv, kunne han heller ikke lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være. Smilet bredte sig tydeligt og tilfredst på hans læber, inden han lænede sig frem. Hun prikkede hul på sine egne læber, og gud hvor han dog ville elske at smage på hende. Han trykkede sig tættere på hende. Hun påvirkede ham uden tvivl i en forstand, som hun slet ikke burde, men for pokker, hvor var det dejligt! Hans tunge strøg over hendes læber, inden han tvang sig adgang til hendes. Han var et dyr når han var omkring hende, hvilket uden tvivl var noget, som han havde brug for efterhånden. Øjnene lod han glide i, endnu en gang. Selv han var uden tvivl påvirket af, hvad der foregik de to imellem. Igen måtte Alice glide helt ud af hovedet på ham. Det som han delte med Cathlina var.. dyrisk. Aldrig havde han været udsat for noget lignende af dette!

[Deleted]

At hendes ellers så afslappet blodbad, for at glemme ham, var blevet til at han faktisk lå i det, med hende og gav hende rendyrket nydelse under dyriske omstændigheder, var bestemt intet som gjorde hende noget! Til hver en tid måtte han gerne deltage igen, hun ville tage imod ham, give ham flere uforglemmelige dage og nætter, alle dem han måtte ønske! Cathlina havde dog ikke tænkt sig at være kvinden som rendte efter ham, tiggede ham om at blive hendes, det blev over hendes lig! Nej, lige nu nød hun hvad hun måtte få, og selvom hun da ville elske at få ham igen, var hun faktisk næsten sikker på det var sidste gang. Måske det var grunden til hun var så umættelig, fordi hun på en måde frygtede at det var forbi dette her efterfølgende? Det ville i hvert fald være det sundeste for hende, inden hun blev mere afhængig af ham. Og dog.... Nej hun kunne ikke beslutte sig i sit sind, og det var heller ikke tiden til det. Hendes fingre gled om ham og trak ham helt ind til sig, for at mærke ham bedst muligt, mens han smagte på hendes blod, hendes læbe og tog vel imod ham på ny. Cathlina elskede dette, hun pressede neglene mod ham og brystet ligeså søgte op mod ham, underlivet vuggede nede i blodet op mod ham, næsten tiggende.

[Deleted]

Valerio var ved at blive træt. Det var begrænset hvad mere han kunne rumme, men for pokker, han ville jo rigtig gerne give hende det her, hvilket han bestemt heller ikke ville lægge skjul på. Han elskede at mærke hende så tæt på, velvidende om, at det slet ikke var noget, som han burde! Overhovedet ikke faktisk! Dog måtte han jo sige, at hun ikke var den eneste som var fristet. Lige nu kunne han godt lide at ligge der og pirre og tirre hende. Ikke at det var noget, som han kunne skjule for hende.
Tungen strøg over hendes smukke læber, inden han tvang sig adgang. Denne gang lod han for alvor dyret komme frem i ham, og han lod det komme helt frem denne gang. Hånden fortsatte ved hendes nedre, inden han førte hovedet videre mod hendes kind og videre over halsen. Denne slikkede han fri for blod. Lige nu, var det uden tvivl hans tænder, som han måtte mangle, og han håbede virkelig, at det ville være muligt for ham, at få dem retur! Som hun skubbede sig mod ham, kunne han jo mærke, at det vækkede ham igen. Han sukkede tæt ved hendes øre. Hun påvirkede ham da uden tvivl på en måde, som hun slet ikke burde, men for pokker, det var jo dejligt. "Du vil jo gerne.." hviskede han tæt på hendes øre. En stemme præget af dyrisk lyst og begær. Han kunne ikke holde igen. Han havde brug for at mærke hende!

[Deleted]

Vild måtte hun være med alt som han gjorde ved hende, hun var i den grad helt givet hen til ham, og hvis han ville det, ville han jo i teorien kunne slå hende ihjel. Men de vidste begge to at den handling kun ville ske hvis Cathlina rørte et hår på hans tæves lille hoved. De måtte se hvad fremtiden ville bringe, for blev det nødvendigt, ville hun få det til at ske. Uden tvivl. Hun nød uden tvivl at ligge her badet i blod, sammen med ham. Småstønnende alene ved hans handlinger fordi hun var så følsom efter de gange de allerede havde haft. At han var ude af form i dette, måtte vel more hende lidt, for hun var i den grad ikke træt, som kroppen lystede mere. Cathlina måtte le ved hans ord, hun så ham dybt i øjnene, tydeligt med dyrisk lyst.
"Hvad er det så helt præcis du venter på?" Spurgte hun fløjlsblødt og kælent, inden hun greb fat om hans hånd der havde kælet for hende, fjernede hvad der måtte forhindre dem i at forene sig og svang benene over kanterne på karet for at give ham fuld plads. Hænderne lagde hun mod hans baller i et fast greb, som hun pressede ham hårdt til sig. Cathlina tog altid det hun ville have, hvorfor skulle hans krop være en undtagelse? Stønnet lød højt og kroppen skælvede kort i ren og skær fryd. Så overfølsom, det var fantastisk! I den grad var hun overstimuleret.

[Deleted]

Valerio var slet ikke vant til at praktisere dette så meget, på så kort tid. Det var helt overvældende for ham, hvilket han da uden tvivl godt kunne mærke, og særligt, når det skulle være på denne her måde! Han lystede det jo selv. Her følte han jo, at dyret kunne komme frem, og når hun gang på gang, formåede at vække det hele i ham, så blev det bare ikke bedre!
At hun lystede det mindst lige så meget, som det han selv gjorde, gjorde ham bestemt heller ikke noget. Derimod, var det kun noget, som gjorde det mange gange bedre, selv for hans vedkommende. Et tilfredst smil passerede hans læber, som han lod hovedet søge på sned. Han brokkede sig på ingen måde. Det havde han jo slet ikke nogen grund ti, hvis han selv skulle sige det. Han grinede let, som hun smækkede benene op over kanten, og trykkede ham tættere på sig. "Det er langt sjovere at pirre og tirre dig, kæreste," hviskede han roligt. Denne gang valgte han igen at forene dem. Aldrig havde han været udenfor en mere dyrisk handling, end det, som skete mellem dem i øjeblikket. Det var helt ubeskriveligt som intet andet, og det var han bestemt heller ikke bange for, at lade hende vide. Et dybt støn brød hans læber. Han var virkelig ved at kære træt efterhånden. Virkelig, virkelig træt! Han satte endnu en gang tempoet igang. Hans næver greb omkring kanten, som han trykkede så hårdt om, at kanten af karret, næsten måtte knuse under hans hænder. Det var virkelig fantastisk!

[Deleted]

At drive hende til vanvid ved at trække det ud ville jo være dybt ondt, men også fantastisk, hun kunne selv finde på det, så hvorfor skulle han ikke også have lysten til det? Hun var i den grad på ingen måde i tvivl om at det at straffe hendes håndlangere for dette, ikke kom på tale, uden deres handling, var dette smukke og fantastiske senarie ikke opstået og det ville jo være en skandale i sig selv! Som de blev forenet, måtte hun helt krumme tær, det føltes vidunderligt og det var som om hun kunne mærke ham mere og tydeligere for hver omgang de havde. Altså var dette i den grad overvældende! Dyret kendte ikke til træthed for hendes vedkommende, det var kort gået i dvale, men han fik det hurtigt bragt til livs. Klar til at springe på ham, eller få ham til at springe på hende. Måden han måtte tage hende på, var vidunderlig, hendes underliv søgte opad for at løfte hende og gøre han ramte dybere endnu, hovedet lagde hun bagover, så hun næsten måtte forsvinde i blodet. Hænderne holdte hårdt fast i karet for hun ikke gled væk og benene spændte over kanterne. Det følte vidunderligt, hvor ville hun ønske det aldrig måtte stoppe! Hurtigt byggede det hele sig også op på ny, grunden så følsom hun rent faktisk måtte være. Hendes støn gled over i skrig som hun mærkede hvordan det hele måtte eksplodere i en vidunderlig kaskade af nydelse i hende. Karet ville ikke holde til meget mere, og hun ville nok ende med at få mavekramper af grin hvis de rent faktisk formåede at ødelægge det og blodet ville flyde over alt. Hvordan ville det ikke se ud når man kom udefra?

[Deleted]

Selv Valerio kunne trække pinen ud, men selv for ham, blev det for meget, og derfor valgte han for tredje gang, at forene dem. Selv var det uden tvivl begrænset, hvad mere han kunne holde til, for han kunne da uden tvivl godt mærke, at det blev sværere og sværere for ham. Han klemte øjnene let sammen, som han trykkede sig så meget i bund i hende, som det var ham overhovedet muligt.
De faste støn brød hans læber, som hans hænder lukkede sig så fast omkring kanten, at det næsten endte med at knuse under hans faste greb. Han kunne ikke holde igen mere. Hvorvidt om det hele ville ende med at gå i stykker, var han ligeglad med. Han ville og han agtede at bringe Cathlina til den uendelige højde, som selv kun englene burde være i stand til at opnå, hvilket var noget som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han klemte øjnene sammen, som han hørte hendes støn glide mere og mere over i det, som mest af alt, måtte minde om skrig, og.. hun blev gjort færdig. Havde han rent faktisk formået at gøre hende helt færdig?
Langsomt åbnede Valerio sine hænder igen, ved at sprede fingrene, som selv krampede, som resten af hans krop måtte gøre det. Det var en helt fantastisk fornemmelse. Han sukkede dæmpet, inden han nærmest lagde sig ved hendes side. Et kys tildelte han hendes kind. "Kom ikke og sig, at jeg ikke kan," hviskede han. Der var kommet en massiv revne i karret, sådan som hun havde klemt og sådan som han havde trykket om det, men intet som han ville tage sig af lige nu i hvert fald.

[Deleted]

Kroppen måtte skælve, hun var i den grad lige hvor hun ønskede at være, og hun vidste at han i bund og grund måtte have det på samme måde. Cathlina havde sine planer allerede, han havde vækket hende på mere end en måde, hun var hel igen og ikke et rod som før de havde hentet ham. Hun var tilbage! Smilet hvilede tilfreds på hendes læber, hun var i den grad udmattet nu, og selvom hun ikke følte i sindet hun kunne få nok, måtte kroppen nok alligevel brokke sig. Han gled ned ved hendes side i karet, hun gled op på siden og lagde sig ind mod ham med brystet mast mod ham. Den følelse blev hun aldrig træt af. Kysset mod hendes kind måtte hun smile lidt af, hun vidste ikke helt om det var en god ting med små kys andet end de dyriske alle andre steder. Hun lo lavmeldt.
"Jeg har aldrig påstået andet, der er jo en grund til jeg ikke kunne stoppe med at tænke på dig." Hviskede hun kælent, mens hun nussede ham blidt mod brystkassen. Øjnene gled roligt i, som hun nød at få lov til at slappe af. Det måtte banke på døren, hun løftede sig kort for at se hen mod den, orkede hun virkelig nogen lige nu? Nej...
"Jeg vil ikke forstyrres!" Lød det højt og hårdt fra hende, inden hun gled ned ved ham igen og sukkede blidt. Lige her ville hun ligge til solen igen måtte gå ned, og han ville vende hjem til tæven. Det var et sted hårdt, men hun vidste bedre end at dvæle i det og hun havde efterladt noget i ham, og hun vidste hun altid ville give ham noget den kvinde ikke kunne. Man havde det bedst med sine egne, så simpelt var det.

[Deleted]

Aldrig havde Valerio nogensinde gjort noget lignende af dette, hvilket da uden tvivl godt kunne mærkes i hans egen krop og i hans eget sind for øjeblikket. Det havde været helt igennem fantastisk, og det kunne han heller ikke ligefrem lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være. Træt som han var, var han i øjeblikket glad for, at solen var oppe, for det at komme derfra, var ikke noget som han kunne lige nu. Med andre ord, var han mere end i stand til at blive liggende, bare for at genvinde kontrollen over sin egen krop.
Uden tvivl, var dette noget som selv Valerio måtte nyde af, og uden tvivl mere, end hvad han egentlig burde, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Fornemmelsen af dette, var helt igennem fantastisk, og det kunne han ej heller skjule for hende. "Jeg ved det. Jeg er unik. Det er også derfor, at du ikke kan holde fingrene fra mig," pointerede han med en sigende mine. Ikke at det var noget, som han tog tungere end det, for det var der virkelig ikke nogen grund til, i den anden ende. Selv måtte han jo bare gøre tingene, så godt som han nu kunne, og så håbe på, at Alice ville tilgive ham derhjemme. Han kunne jo kun ligge og tænke på det lige nu.
Hendes strøg over hans bryst, gjorde ham intet. At det derimod bankede på døren, var en anden sag, for han ville jo heller ikke forstyrres! Han himlede med øjnene, inden han atter vendte blikket mod hende. Blodet løb igennem revnen. Før eller siden ville karret være tomt, og der ville ligge blod over det hele. "Jeg må vel sige, at jeg reddede din aften og nat?" sagde han lettere kækt. Han havde været der ude af sin frie vilje, men selv han måtte jo erkende, at han havde elsket det.

[Deleted]

Det var da rart med noget selvtillid, men hun måtte le lidt, selvom han havde ret, så måtte hun prøve at overbevise sig selv om at det ikke gjorde noget hvis dette var sidste gang. Det gik ikke særlig godt, hun ville jo ikke undvære ham for pokker! Hun måtte samle sig lidt yderligere op så snart han var væk, der blev det lettere, og hvis hun virkelig ikke kunne undvære ham, skulle hun nok få ham på den ene eller anden måde! Cathlina var i den grad en kvinde som tog det hun ville have, og ingen hindring var for stor, absolut ingen! Da slet ikke en nylig forvandlet varulv. Fingrene dansede næsten af sig selv, hun ænsede ikke de bevægede sig over hans brystkasse, men det gjorde de.
"Vil du måske påstå at du kan holde dig fra mig?" Spurgte hun med et forførende smil, hendes tunge gled hen over hans skulder hvor blodet stadig lå. Et sted var hun jo mæt på alle tænkelige måder og det var jo der man havde det allerbedst. Der var ingen tvivl om at han havde reddet hendes aften og nat, men det burde ikke være sådan, hun skulle ikke have det sådan igen og efter at have mærket ham på ny, at skilles på en måde som var mere rar. Så ville hun være okay igen, og hun kunne godt leve med at han rent faktisk løb hjem som en lille skødehund, hun skulle nok få ham til at vende tilbage til sine egne, hvor han hørte til. Om det var som hendes, det måtte tiden vel vise.

[Deleted]

Valerio var ikke et sekund i tvivl om, at Cathlina, var en kvinde, som typisk var vant til at få sin vilje. Ikke at han havde tænkt sig at give hende den på sigt, men lige nu, var det bare noget, som man desværre kunne sige, lå lidt naturligt til ham i denne forstand. Hun havde givet ham noget, som han endnu ikke havde mødt på hjemmefronten, hvilket da uden tvivl også godt kunne mærkes. Et stille smil passerede let hans læber, som han vendte blikket mod hende.
"Jeg tror det er bedst, at jeg ikke kommer med nogen udtalelser hvad det angår," pointerede han med en rolig stemme. Han var afhængig af det, og selv han måtte jo erkende, at hun var en kvinde, der alligevel havde formået at krybe ind under huden på ham, selvom det slet ikke var meningen. Det var slet ikke meningen, at hun skulle have den effekt af ham eller hans væsen, som hun havde vist sig at få på denne her måde! Let rystede han dog på hovedet alene ved tanken om det. Han blev dog bare liggende. For nu handlede det om at nyde det, mens han nu kunne. "Desuden, så skylder du mig et sæt tøj.. Jeg var pænt klædt, før jeg kom hertil," pointerede han med en sigende mine. Ikke at han sagde noget til det. Han havde jo slet ikke haft det mindste imod det, og særligt ikke, at være omkring hende, som han havde været frem til nu. Det havde jo været helt igennem fantastisk!

[Deleted]

Det passede hende fint at tingene var som de var, selvom hun var begyndt at holde af ham, hun måtte dog se bort fra det, at rende rundt og rent faktisk få følelser, hvad end det var venskabelige eller romantiske, det gik bare virkelig ikke! Men de lå der, og at blive såret som hun så så mange andre blive, det agtede hun ikke at blive, for at være et andet valg, ville hun bestemt ikke kunne acceptere, og så ville hun rent faktisk ikke have noget problem med at slå ham ihjel. Det ville ende i tragedie og drama, hvilket hun ikke orkede, det måtte de om, hun skulle ikke være andet end den anden kvinde, og måske denne gang, for sidste gang. Færdig slut. Hun måtte sukke tungt af sig selv, det gik ikke videre godt med at overbevise sig selv om dette. Tøj? Når ja. Hun måtte smile lusket.
"Jeg må ærligt tilstå jeg ikke så hvad duhavde på, jeg havde travlt med at få det af dig." Lød det endnu kælent fra hende, hun sukkede blidt og prøvede at nyde dette, nyde ham. Man nu hvor hun slappede af, og dyret havde lagt sig, så kom tanker og følelser frem igen, følelser som ikke var velkommen på noget punkt! Det var dybt unaturligt for hende, og hun kunne ikke finde rundt i det.
"Jeg skal nok sørger for noget tøj til dig Valerio. Og så snart jeg ved noget om hvordan du får dine tænder igen, så skal jeg nok give besked." Hviskede hun roligt, hun lå med lukkede øjne og var i den grad i himlen, hendes krop summede stadig efter deres gerninger. Da hun åbnede øjnene, lagde hun mærke til revnen i karet, og blodet som i bund og grund var blevet mindre end da hun havde lukket øjnene. Det fik hende til at smile, det var heldigvis noget hun kunne betale sig ud af. Hun ville savne ham, og i den grad aldrig nogensinde glemme dette, uanset hvad der måtte ske i fremtiden, for sandt at sige, anede hun intet om hvordan det ville udvikle sig. Præcis det, var noget som måtte gøre hende dybt frustreret.

[Deleted]

Valerio var vel egentlig også begyndt at holde af hende, selvom det slet ikke var meningen? Tænderne måtte han bide sammen. Jo mere blod der forlod karret, des mere måtte de begge to synke i det, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han havde ganske vidst været med til at ødelægge det.. Og hvad så? det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved lige nu i hvert fald. Hans blik søgte hendes skikkelse ganske langsomt. Han kunne blive liggende her for tid og evighed, sådan som han følte det i øjeblikket. Det var helt ubeskriveligt, hvilket han bestemt heller ikke kunne lægge skjul på, når det nu endelig skulle være. Et let smil passerede hans læber ved hendes ord.
"Ønsker du da at dele et nøgen og blodigt syn af mig med hele Dvasias og Manjarno på min færd hjem?" spurgte han direkte. Pæn i tøjet, havde han jo trods alt været, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham det mindste lige nu. Han kunne virkelig ikke være mere ligeglad med tingene, end hvad han var.
Hans ende nåede bunden af karret, hvilket var hvad der fik ham til at sætte sig op med hende ved sin side. Blodet lå bogstavelig talt ud på hele gulvet. "Vi burde komme op," sagde han blot. At blive liggende, ønskede han jo heller ikke over alt for lang tid. Hun var fristende og lokkende.. Han kunne jo ikke blive ved med det her.

[Deleted]

Der kom en tydeligt morende latter fra hende, hun rystede på hovedet.
"Ikke tale om! Det syn er kun for mig!" Måtte hun sige med en stemme der i den grad var grådig, for det var kun hendes syn dette her, end ikke dette ville en varulv stå model til. De havde ikke just det samme forhold til blod som vampyrer havde, nej langt fra faktisk. Hun mærkede godt hvordan blodet egentlig måtte svinde mere og mere, hun hævede blikket og lod det betage gulvet som var malet noget så smukt. En unikt og fantastisk griseri, og det var udelukkende deres værk. Det burde blive malet, lige dette øjeblik. Da han nævnte de burde komme op, nikkede hun enig, inden hun rent faktisk måtte komme forsigtigt op fra karet, uden at glide i blodet. Hun var nær gledet, men genvandt sin balance med et grin. Dette her, det var det tætteste man så på et lykkeligt smil på hendes læber, hun var rent faktisk, glad for en person, det var skræmmende og hun skulle give slip om ikke så lang tid, kun få timer faktisk. Tanken var næsten uudholdelig. Kisten stod åben i baggrunden, det var vel et sted ret komisk at de sov i disse, som levende døde, tal om ironi. Selv foretrak hun jo en stor seng hvor hun kunne lave massere af unoder, men her var det jo hvad der måtte være. Kisten var stor, og de ville sagtens kunne ligge der, selvom det ville blive tæt. Dog var hun sikker på at de begge intet havde imod det.
"Jeg sørger for noget tøj, og en måde du kan komme hurtigere hjem på. Det var virkelig ikke min mening at få dig fjernet fra hjem på den måde. Men jeg må indrømme, jeg er ret glad for udfaldet." Lød det roligt fra hende, hun bed sig i læben som hun vendte ryggen til ham. Hjem, det var ikke her, men hos en tæve i Manjarno. Det burde være ved hende, i hendes arme at hjem var! Hun rystede tankerne ud af hovedet. Roligt gik hun mod døren, stak hovedet ud og fik fat i en håndlanger for at bede om tøj og en vogn, samt to heste så snart mørket faldt på. Så lukkede hun døren og stod der, stadig nøgen og stadig blodig.