Minions with no brains!

[Deleted]

Med hende siddende i halsen, og den ekstrem intense behandling, som skete for hans underliv, var slet ikke noget som Valerio kunne se bort fra. Hvad hun havde gjort med andre mænd før ham, var han ligeledes ligeglad med, for det eneste, der betød noget lige nu, var at han gjorde det med hende, og det var sådan, han gerne ville have det. Han elskede uden tvivl at kunne mærke hende på denne her måde, hvilket han så sandelig heller ikke var bange for at erkende overfor nogen.
De dybe støn var slet ikke til at tage fejl af. Han elskede uden tvivl bare at have hende så tæt på sig, som det han måtte have i øjeblikket. Han klemte øjnene sammen, som han strammede grebet om hendes lår. Lysten til at sætte tænder i hende, var virkelig ekstrem, men han kunne bare ikke gøre en skid ved det, når han ikke havde nogen tænder at gøre det med! Han brummede let, som han selv måtte nærme sig den endelige eksplosion, som nærmest skete mens de var igang. Han kunne ikke rumme mere. To omgange, var selv hårdt for ham. Han snak mere ned i blodet efterfølgende og med et tungt suk til følge. Hendes greb om hans hals, måtte slippe, som han vendte blikket mod hende igen. Præget af sin egen ekstase, måtte han nu alligevel nikke. "H-hvordan får jeg dem..?" spurgte han. Han ønskede så brændende at vide det, så han igen kunne få sin vampyriske værdighed tilbage. Den var uden tvivl hårdt på sigt at mangle, og særligt når han var omkring en kvinde som hende!

[Deleted]

Det var klart at det han måtte ønske var sine tænder, og da han ikke var her af fri vilje, var det jo ikke dem han kom for, og hun vidste det der lige var sket, ikke var på grund af hendes viden, men hendes kunnen. Hvilket måtte lade et selvsikkert smil glide over hendes læber, hun havde virkelig noget tæven ikke havde, faktisk havde hun alt! Bort set fra pussenusse følelser og lysten til at lege lillemor som ventede på han måtte komme hjem. Gad vide hvad hun egentlig måtte tænke lige nu, og hvordan hun ville tage den duft som hang så tydeligt over ham, duften af en kvindelig vampyr, duften af massere af blod. Tungen gled hen over hans hals endnu engang, han var så dejlig at smage på, både på grund af blodet, men også bare i sig selv!
"Den tidligere leder havde mistet sin ene tand, jeg kendte ham personligt, en gammel ven af min. Han havde fået den erstattet med en form for metal, den virkede perfekt, sad som den skulle. Det var vidst på det sorte marked han fandt en som kunne dette, jeg kan undersøge det nærmere for dig hvis du ønsker det kære?" Hviskede hun blidt, mens hun lod fingrene lege ned af hans krop for at mærke ham. Underlivet rykkede drillende hen over ham, og hun bed mærke i hvor følsom hun måtte være, for et støn måtte bryde ganske pludseligt over hendes læber.

[Deleted]

Hendes kunnen, var uden tvivl også noget, som gjorde sit for Valerio i en stund som denne. Aldrig havde han oplevet noget lignende. Lige det, måtte han jo erkende, at end ikke hans kære Alice, var i stand til at imødekomme, og særligt ikke på denne her måde. Han havde det fantastisk. Aldrig havde han været så.. tilfreds, som det han var i øjeblikket, og det var jo en helt igennem fantastisk følelse at sidde igen med. Han lagde hovedet tilbage. Endnu ønskede han at vide den mulighed for at få sine tænder igen. Han ønskede så brændende, at få dem tilbage endnu en gang.
Metaltænder? Ikke at Valerio havde hørt om dem før, men han kunne bestemt heller ikke benægte, at det var noget, som han gerne ville have undersøgt mere. Hvis det kunne give ham den vampyriske værdighed tilbage, så var det til enhver tid værd at overveje, og særligt også i hans ører, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Hænderne strøg over hendes krop. Et støn brød hans læber, da hun trykkede sig ned mod ham igen. Han vidste ikke, om han kunne rumme endnu en omgang. Det var jo faktisk også hårdt for kroppen, også selvom det var helt igennem fantastisk! "Undersøg det for mig, Cathlina.. Jeg er nødt til at vide, om der er mulighed for at få dem igen," bad han. Han kunne ikke holde ud, at skulle undvære dem mere! Særligt ikke efter, at han havde mødt hende.

[Deleted]

Man måtte sige hun var en kvinde med sine forbindelser, det var nemt for hende med så mange bolde i luften at få dem til at lande de helt rette steder. Det kunne da tage nogle forsøg, men det havde hun intet imod, hun ville gerne hjælpe ham. Måske det kunne være et led af vejen til han ville finde stolthed nok til at indse at det han havde gang i var med til at pille det fantastiske væsen han var ned? Man kunne jo altid håbe! Cathlina nød i den grad at være ham nær, hun synes umættelig, men kroppen var så overstimuleret at det nok ville tage noget hvile før hun så meget som kunne rykke på sine hofter på den måde. Blidt måtte hun ende med at ligge op af ham, hun kærtegnede stadig hans hals, det var jo bare om at nyde hun kunne røre ham mens han endnu var hendes. Et afslappet suk gled over hendes læber, hendes krop måtte snurre stadig af efterskælv grundet deres vidunderlige handlinger.
"Alt for dig!" Hviskede hun drillende, men en vis sandhed lå bag ordene, og det skræmte hende, for på sin egen syge måde ville hun gøre alt for at han skulle være den vampyr som hun var helt sikker på hun havde set den nat! Varulven ødelagde det ellers så perfekte billede og forlod han hende ikke selv, skulle Cathlina nok sørger for at hun forsvandt. Men alting til sin tid, sådanne ting kunne jo være længere processer. Og her i Dvasias manglede hun endnu et hjem.
"Jeg kommer til at savne det her...." Hviskede hun, næsten uhørligt, da det mest af alt var til hende selv.

[Deleted]

At det måtte være svært for Cathlina at han havde en derhjemme, var ikke noget som Valerio kunne gøre noget ved. Han havde ligeledes brug for at have et sted, som han følte sig tryg og respekteret ikke mindst. En vampyr var han, og et sted var han virkelig stolt af det, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun lagde sig op af ham. Hvis hun kunne sørge for at han ville få sine tænder igen, ville han uden tvivl stå i gæld til hende. Han ville gøre alt hvad han kunne, for at få dem igen, og særligt fordi at han havde.. brug for det efterhånden. Han manglede dem nu, mere ned hvad han havde gjort nogensinde før, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt.
"Jeg er bange for, at jeg bliver for glad for at høre dig sige det," pointerede han med en dæmpet stemme. Ordene i sig selv, var han glad for. Han ville virkelig gerne have det undersøgt! At hun lagde sig til rette ved ham, sagde han intet til. Armene gled let om hende, hvor han strøg hende over siden. Kort måtte han trække på smilebåndet. Han kunne jo udmærket godt høre hende. Skulle han kommentere? Han vidste jo godt, at det her var så forkert, som noget kunne være. "Det er jeg også bange for, at jeg gør.." svarede han ærligt. Han var bange for, at han var gået hen og blevet afhængig af det her.

[Deleted]

At ende med at hvile her resten af tiden hvor solen holdte ham her, ville bestemt ikke gøre hende noget, hun lå i den grad helt fantastisk godt. Hun sukkede blidt, som hendes læber kyssede hans hals blidt. Hovedet hvilede dejligt på hans skulder, så hun havde fri adgang til hans hals, det var pragtfuldt. Hun kunne ligge og beundre sine bidmærker i hans fine hud. Det ville jo trods alt være en lodret løgn hvis hun benægtede at hun elskede at se sine værker, det var præcis som de rifter hun måtte give folk, eller andre fine mærker under tortur. Det var længe siden hun havde leget med et offer, men hun havde bare ikke haft de rette omstændigheder. Hun måtte smile tilfreds af hans ord, han måtte hellere end gerne blive glad for de ord, for det betød vel at han ville benytte sig af det? Blikket gled hen mod hans tøj som hun havde flået af ham, bogstavlig talt, hun måtte hellere finde ham noget nyt, selvom det kunne se sjovt ud hvis han tog den lange rejse hjem nøgen, var det jo nok ikke helt forsvarligt. Hvilken kvinde ville ikke overfalde ham på stedet? Tanken fik hende til at grine.
"Vi må hellere finde noget tøj til dig, så du ikke vender hjem i den her tilstand." Det morede hende uden tvivl, hånden gled ned langs hans krop og endte med at gribe om ham, bare for at demonstrere hvad hun mente med tilstand. Cathlina blev overrasket over at han rent faktisk ville savne dette et sted, for, hvis det var sådan, kunne han så i bund og grund holde sig væk? Hun så mod ham med et undrende blik, men valgte at lade den ligge og nyde tanken i stedet, for det var bestemt noget som gjorde hende glad at høre. Hovedet hvilede hun igen ind mod ham, som læberne kyssede ham blidt på halsen. Et suk brød dog hendes handlinger, og som øjnene gled i, gled hun lige så stille også ind i en dvale.

[Deleted]

Igen begyndte fornuften t banke lidt på hans tanker og sind, også selvom han slet ikke kunne få sig selv til at fjerne sig fra øjeblikket. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun lå der ved hans side. Ikke at han havde noget imod det, for det havde han på ingen måde. Et kort smil passerede hans læber. Han vidste jo godt, at han ikke kunne blive her, og slet ikke sådan her. Han havde Alice derhjemme.. Alice.. Han måtte hjem før eller siden, også fordi at han jo atter måtte være her uden at det var med hans eget ønske. Han kunne ikke gøre for, at alt det som skete, slet ikke var noget som burde, men gjorde alligevel. Det var hende, som påvirkede ham i en retning, som hun slet ikke burde!
Valerio nåede ikke rigtigt at reagere, før hun havde valgt at tage fat omkring ham. Et svagt støn brød hans læber. Selvom han følte sig for træt til en omgang mere, var det ikke ensbetydende med, at han var fristet til det. Desuden ville han stadig ikke kunne komme nogen steder hen, så lang tid, at solen måtte være oppe, hvilket da uden tvivl var noget som godt kunne mærkes på ham. Han måtte jo bare forsøge, at gøre det så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende igen. Selvom det slet ikke var nødvendigt at trække vejret, skete det nu alligevel. "Vi har ikke travlt, Cathlina. Jeg kommer ikke nogen steder så lang tid, at solen er oppe.. Så lad os blive her," sagde han endeligt. Han nød jo at ligge der sammen med hende. Hånden strøg nedover hendes krop, hvor den tog en tur over hendes bagparti. De var to om at lege den leg.

[Deleted]

Hvis nogen mand skulle være hende perfekt, var det uden tvivl Valerio, men at slå sig ned nogensinde, det kom vidst ikke ligefrem på tale. Siden mødet med ham, havde hun faktisk ikke haft fornøjet sig med nogen anden, mon det ville forsætte? Det ville da uden tvivl drive hende fuldkommen til vanvid! En kvinde havde vel sine behov, men hun var langt mere rolig nu end hidtil og hun var faktisk næsten sikker på at alting faktisk ville løse sig i hende nu. Kontrollen var tilbage, det føltes ufatteligt godt! Cathlina måtte smile ved hans ord, han var helt igennem dejlig, hun valgte at rykke lidt på sig, for at nå hans læber, mens hånden ved hans hals guidede ham i hendes retning. Kysset var intenst som hun jo havde et rygte for at være, hun greb hårdere om ham blot for at drille ham det mere. Hånden som havde vandret over hendes krop og endt ved hendes bagdel vækkede bestemt noget som ellers så fint var gået i dvale. Hun gav et suk ind mod hans læber, hun var umættelig når det kom til ham, et sted kunne hun på ingen måde få nok af ham, også selvom det blot var rolige handlinger som nu. Kysset brød hun, med et smil og endnu lukket øjne.
"Du er virkelig en mand som man kun kan finde pragtfuld. Bevar din stolthed Valerio, mist aldrig det dyr du har vist mig. Udnyt det, lev det! Nyd det...." Hviskede hun intenst, inden hun valgte at sætte sig lidt mere op igen og mase sit bryst mod ham, mens kroppen måtte gnide sig over ham. Hun ville gøre alt i sin magt, for at han forblev den mand han var sammen med hende, for det var den mand han fortjente at være, det var hans sande natur og han var forbandet dejlig i den. At have set ham ved hans hjem havde skræmt hende, for han var bestemt en hel anden og det gjorde hun næsten havde frygtet det ikke kunne findes igen. Men her var de, badet i blod og havde bestemt delt noget dyrisk igen. Tungen gled kælent hen over hendes egne læber som hun betragtede ham, han var en utrolig flot mand, han måtte ikke spildes på en tæve, nej, hun ville finde ud af noget!

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at han nød dette mere end hvad han egentlig burde gøre, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved. Han fandt det betryggende at ligge der med hende, igen selvom han ikke burde gøre det. Han havde trods alt Alice derhjemme, og han vidste, at han ikke ville komme hjem, inden solen ville stå op, hvilket vækkede en form for frustration i ham. Han kunne dog glemme det lidt for nu, og særligt fordi at hun endnu havde den kraftige påvirkning af ham, som hun slet ikke burde have!
Et tungt, men dæmpet suk, brød hans læber, som han denne gang lod øjnene glide i. Det var uden tvivl fantastisk, at hun gjorde det. Kysset gengældte han uden at tøve, hvor han selv lod hånden søge ned mellem hendes baller. Igen bare for at drille hende, men også fordi at han vidste, at han kunne tillade sig at gøre det. Uanset hvor forkert det så end måtte være. "Du er den første som har vist mig, at jeg kan tillade mig at gøre det." Det hele havde været gemt af vejen. Det havde det været i frygtelig mange år. Særligt siden hans familie var blevet brændt for rigtig mange år siden. Han havde ikke tænkt iver det i så mange år. "Du vækker det naturligt i mig.. Som den første i rigtig mange år," sagde han direkte. Det var forkert.. som intet andet, men han kunne virkelig ikke lade være med det!

[Deleted]

Der var ingen skam over det væsen som de var, og det at han stadig kunne lade dyret leve, på trods af han havde mistet et af de største kendetegn ved at være vampyr, var jo helt igennem beundringsværdigt. At det måtte være hende som vækkede det i ham, var kun noget hun stolt af, det passede hende helt perfekt at det måtte være sådan det hele hang sammen. Som hun lå her, nød at mærke ham, at gnide sig op af ham, mærke hans dejlige hænder lege over hendes hud, følte hun sig faktisk heldig.
"Du har ikke været nær din egen slags i lange tider så, mange af os omfavner det dyr som ligger i os, og det er sådan det skal være Valerio, det er det liv vi fortjener og vi bør ikke gemme os af den grund. Lad ikke noget eller nogen forsøge at tæmme noget, som ikke burde tæmmes!" Cathlina ville ikke kunne holde ud at se ham under samme omstændigheder som sidst, for i så fald, burde hun jo næsten slå ham ihjel for hans lidelser. Det var intet liv som vampyr, og fik han først sine tænder, og forsatte med at lege krofatter med en varulv som kromutter, måtte hun virkelig ende hans liv, eller måske kidnappe ham. Dette var jo gået fint, på trods af det på ingen måde havde været hendes opfordring.
"Hvis du glemmer hvem du virkelig er, og føler dyret er blevet holdt inde for længe, så ved du hvor du kan finde mig Valerio, min krop vil med glæde hjælpe dig på vej igen, til hver tid!" Hviskede hun begærligt mod hans øre, som hun lod tungen snog sig ved, inden hun lod tænderne ridse ned over hans hals, før hun trak sig og rettede sig helt op og sidde så han kunne se hende helt. Hænderne gled ned i blodet, som de blev dækket og nu måtte glide op af hendes egen krop, op mod hendes eget bryst som hun greb fat i, uden så meget som at fjerne de dybtblå øjne fra ham.

[Deleted]

Valerio havde taget al afstand til sin egen slags, og særligt efter at hans broder var gået bort. Derefter havde han jo ikke haft nogen, og han havde været nødsaget til at starte et helt nyt liv. Det var det som han havde gjort i Manjarno. Han havde vel efterhånden.. glemt hvilket væsen han var? At han var et dyr, som havde brug for at få udløb for det, som han gik rundt med, og som hun havde tvunget frem i ham. Hånden lod han hvile mellem hendes balder, hvor han let kælede for hende. Ikke fordi at han lagde op til noget, men bare.. lidt hygge vel? Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang.
"Det har du helt ret i. Jeg har ikke været i nærheden af vampyrerne i frygtelig mange år. Ikke siden min broders død," sagde han med en rolig stemme. Han kunne jo heller ikke tage det tungere end det. Han var generelt en meget lukket mand hvad angik ham og hans eget liv. Der var vel ikke nogen omkring ham, som vidste, at hans egen familie var brændt inde, hvor kun et fåtal var kommet levende fra det? Og at det var derfor at brødrene havde overtaget hele familiens forretning? For længst glemt af tid og sted, heldigvis. At hun gerne ville hjælpe ham, kom bestemt heller ikke bag på ham. "Det kommer slet ikke bag på mig, at du siger det. Det er lige før, at det er fristende for mig," sagde han med et svagt træk på den ene mundvig. Som hun kælede for sit eget bryst, vendte han blikket mod hendes smukke øjne. Grebet strammede han om hende, inden han krævede hendes læber i et intenst kys.

[Deleted]

De lærte jo faktisk hinanden bedre og bedre af kende, det skræmte hende et sted, for han kom jo tættere på rent personligt nu, og ikke kun fysisk. Der var jo næsten ikke det sted han ikke havde rørt hende efterhånden, hvilket var en tanke hun uden tvivl var ganske tilfreds med. At det personlige kom tæt på, var derimod farligt for hende, han havde jo allerede fået hende til at føle ting, som i den grad ikke lige var noget som passede hende. Hun måtte dog ligge det fra sig, som hun nød hvad han egentlig måtte gøre ved hende. At tirre ham var jo også bestemt hendes hensigt, og det virkede jo uden tvivl også.
"Lige før kun? Det må jeg gøre noget ved...! Lød det intenst fra hende, inden hun måtte mærke det strammende greb så hun slap sit bryst og endte ned mod ham igen for at deres læber kunne mødes. At være dyrisk og mærke ham være så intens var vidunderligt, dog valgte hun at bryde kysset rimelig hurtigt, måske strammede hun den, men hun ville have alt det ud af ham hun kunne og nu havde de jo fået et godt hvil.
"Vær hård ved mig Valerio! Jeg vil mærke dig miste din kontrol fuldkommen!" Stemmen var bestemt og næsten hård, som hendes negle satte sig mod toppen af hans brystkasse og flænsede ned af ham, bare for at lade smerten være antænding til at bringe dyret frem igen.

[Deleted]

De kom tættere og tættere på hinanden, hvilket heller ikke ligefrem var meningen. Valerio måtte jo erkende, at han godt kunne lide Cathlina, og hun var efterhånden kommet skræmmende tæt på ham, hvilket heller ikke ligefrem var meningen i hans øjne. Han bed svagt tænderne sammen. Dette var ikke ligefrem bedre for ham. Han sukkede let. Hun tog skræmmende let på hans historie, hvilket han skam havde det fint med. Han rystede let på hovedet. Han burde virkelig ikke ligge her med hende, som han gjorde, men at lade være, det kunne han ikke. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han stadig lod hånden kæle for hende. De var nemlig to om at lege denne leg.
"Lige før ja.." hviskede han gengældende tæt ved hendes øre. Han smilede tydeligt tilfredst for sig selv, alene ved tanken omkring dette. Han kunne ikke ligefrem gøre for det i hvert fald. Som hun igen gned sig op af ham, og lod neglene bore sig direkte ned i hans bryst, slap han et .. støn. Hans greb omkring hende, slap på ingen måde. En vampyr havde slet ikke brug for luft, så hvorfor ikke udnytte det optimalt, at de var omringet af blod? Det mest fantastiske som en vampyr kunne være i nærheden af, foruden en af det modsatte køn? Han elskede det virkelig meget! "Du vækker det i mig!" hviskede han intenst, inden han tvang dem begge til at rulle, så det denne gang var hende som ville ligge nederst. Han førte sit ansigt tættere på hende, hvor han førte ansigtet længere ned. At det så søgte mere og mere under overfladen af blod, rørte ham ikke. Han havde jo ikke brug for luft. Tunge og fortænder lege med hendes følsomme bryst, hvor han lod hånden genoptage en kælen for hende. Han ønskede at stille hende helt tilfreds!

[Deleted]

Et sted følte hun jo lidt at han hørte til hos hende, det var her han kunne være sig selv fuldkommen, kunne han ikke se det? Han kunne være sit væsen, udfolde sig og blive til noget fantastisk stort, var det meget slemt at ønske ham ved sin side på en eller anden måde? Cathlina ville bestemt intet have imod at være ved ham altid, at han var der, lige til at hamre mod væggen og kræve. Tanken måtte være næsten skræmmende, for hun havde aldrig haft behov for en anden person, som hun havde behov for ham. At hun vækkede det i ham, at blive bekræftet i det, det var noget som måtte tænde hende utroligt meget, for hvis ikke en fantastisk kvinde som hende kunne, hvem kunne så? Et latter slap hende som han valgte at rulle dem rundt, endnu engang var hun under ham og et sted måtte hun virkelig nyde dette. Desperat havde hun jo brug for en fast hånd i ny og næ, og Valerio kunne uden tvivl give hende den. At han sådan forsvandt langsomt under blodet, var en prægtigt syn, hun gispede som han fik fat i hendes bryst og han måtte genoptage sin kælen for hende. De slanke fingre gled igennem hans hår som hun blidt greb fat i, inden den anden hånd søgte længere ned mod hans overarms om hun greb fat i bare for at have fat i noget. Hvordan pokker hun ville skulle kunne undvære dette fremover, det vidste hun ikke, men hun måtte jo forsøge! Cathlina måtte vride sig let under ham, det føltes uden tvivl fantastisk og hun var slet ikke i tvivl om at han nok skulle vise hende hvad hans indre dyr var i stand til. Allerede nu havde de jo allerede været godt i gang, men hun var sulten, sulten efter ham og grådigheden havde ingen ende. Mon han kunne få stillet den lyst? Hvor hun dog håbede det, for det var ved at drive hende til vanvid!

[Deleted]

Alice var noget af det sidste, som Valerio måtte have i tankerne lige nu. Det var dyret, som han havde så tydeligt og så meget fremme i sig, uden at han kunne gøre noget ved det lige nu. Selvom de allerede havde været tæt på hinanden to gange, kunne han udmærket godt mærke, at hun slet ikke var færdig endnu. Selv han kunne nok ikke rumme mere, men hvis hun kunne, var hans arbejde med hende, på ingen måder overstået endnu.
Nu hvor han havde søgt under blodets overflade, var han da uden tvivl kun glad for, at han ikke var afhængig af luften, som enhver anden levende. Om det skulle være nødvendigt, så kunne han jo blive liggende der i en evighed, om det skulle være det! Hans øjne forblev lukket, hvor han lod sin krop tale for si. Han ønskede at give hende det. Hans tunge og mund kærtegnede for hendes bryst, som hans hånd fortsatte for hendes nedre, hvor han maste hendes ene ben ned under sig, så han lå hvor han havde kontrol over hvad der måtte ske med hende. Ikke kunne han høre hende, men selv han kunne mærke, at hun virkelig nød det. Fingrene legede med hendes skød, inden han lod hovedet søge til overfladen igen. Fuldkommen dækket i blod. "Du kan lide det," hviskede han med en intens stemme. Han var vækket igen, selvom han ikke kunne holde til mere. Han ønskede bare at give hende det, og særligt fordi at hun havde gjort så meget for ham, som hun nu havde. Han vendte bestemt ikke ryggen til det nu!