Minions with no brains!

[Deleted]

@valerio

Det var ved at være et stykke tid siden hun var hjem tilbage fra turen til Manjarno, en tur hun aldrig burde være taget på. I stedet skulle nogen være sendt ud for at slå ham ihjel, og så var det forbi, men nu, nu var hun kun endnu mere på dybt vand og anede hverken hvad hun skulle stille op med følelser eller hvordan hun skulle forsætte med at være sig selv. Alligevel havde hun fundet sin måde at være på, krypten var blevet hendes hjem de sidste mange dage og nætter, her drak hun, både alkohol og blod, men ingen mand eller kvinde havde været så meget som tæt på hende. Denne nat, orkede hun ikke engang at gå nedenunder hvor folk hyggede sig, nej hun ville sidde her i sit kar og bare tænke over sit evige fantastiske liv, som var gået helt i spåner ved en enkel stupid mands handlinger. Hovedet gled bagover og hvilede mod karets kant. Det var ikke fyldt med vand, men blod, mange ofre var blevet taget, for det meste fattige unødige svage væsner. Hun havde ikke selv løftet en finger, men hun havde siddet i karet, afventende, mens hendes små nattens børn kom på skift med et nyt offer, som måtte forbløde ned i hendes kar for øjnene af hende, ud over hende. I den grad havde hun nydt det, at se lyset forsvinde fra deres øjne og mærke det varme blod dække hendes krop, løbe ned af hende og samle sig i bunden af karet, til det til sidst var fyldt helt op. Og nu, var der ro. Hun var alene, omgivet af fantastisk blod, det eneste som rent faktisk fortjente hendes kærlighed. Benet løftede hun prøvende op, mærkede blodet glide langsomt ned af det, hun sukkede blidt og studerede det. Blodet kunne da tage hendes tanker fra ham.

I de seneste dage, havde hendes tilbedere bestemt været bekymret for hende og som det gode folk de var, ville de naturligvis gøre alt for at gøre hende glad. Hvilket var at hente Valerio! Det gav da helt sikkert mening at bringe manden til hende, så hun kunne få fred og få gjort det hun skulle, hvad end det måtte være. For hvad hun ikke vidste, var at de ville respektere hvad end hun gjorde, i hvert fald disse mænd og kvinder som var taget den lange vej efter ham. De havde gjort hvad der var nødvendigt for at få ham med, han havde trods alt været oppe imod en del og nogen af de ældste følgere som hun ejede. Og bundet, med en pose over hovedet, var de taget hele turen tilbage med ham, for nu at tvinge ham med ind til krypten, ind på det værelse hvor Cathlina måtte være. Da døren gik op, og de bragte ham ind, stivnede hun, den duft huskede hun jo noget så tydeligt. Hun så mod dem og blikket viste alt andet end tilfredshed.

"Hvad har i gang i?!" Vrissede hun hårdt, dog uden så meget som at flytte sig fra karet. Det kunne hun ikke, hun måtte være her i blodet, omfavne det og få styr på sig selv. For hver celle i hendes krop måtte hoppe og danse i uro, om det var glæde eller panik kunne hun slet ikke finde ud af!

[Deleted]

Cathlina var en kvinde, som havde været i hans tanker igennem rigtig lang tid nu, og særligt fordi, at han ikke følte, at han havde fået den afsked, som han egentlig havde haft behov for. Havde det virkelig været så svært, at give slip, for hun var en kvinde, som satte sig under huden på ham, og det var vel ikke underligt, at han i det tilfælde, havde svært ved at give slip.
Hvad der dog var sket efterfølgende, var næsten det, som var kommet mest bag på ham! Så mange vampyrere, som havde valgt at gå til angreb på ham. Han havde hvæset, mens han febrilsk havde forsøgt at få dem af, inden hans hænder var tvunget om på ryggen. Før han havde fået muligheden for at se sig om, var en sort sæk, tvunget over hans hoved, hvilket havde blændet ham, inden han overhovedet havde haft mulighed for at se sig om.

Valerio var direkte anspændt, efter den lange tur tilbage mod Dvasias. Hvor han egentlig var henne, kunne han ikke vide, da ingen havde sagt så meget som et ord til ham. Han fnøs let.
Det var først, da han endnu en gang var på færden videre, at han reagerede på det. Igen forsøgte han at få sine hænder fri. De var så godt fastlåst på ryggen, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det, hvilket naturligvis var en frustrerende fornemmelse.
Stemmen som han dog hørte, genkendte han allerede med det samme. Selvom han ikke var i stand til at se noget som helst. Var det Cathlina? Var det hende, som nærmest havde fået ham kidnappet i hans hjem? Og bragt ham hele vejen? Det gjorde ham direkte vred! Han forsøgte igen at vride hænderne fri, hvilket gjorde, at de strammede grebet yderligere om ham. "Jamen frue... vi ønsker bare at se dig glad," forsøgte den ene, som stod med hånden mod Valerios skulder.

[Deleted]

Det passede hende på ingen måder at han var her, overhovedet faktisk! Han skulle være ved sin lille tæve i Manjarno og glemme alt om hende, mens hun genvandt sin stolthed igen. Hendes øjne kneb sig hårdt sammen som hun så mod dem, det her var skandaløst! Hvad troede han ikke om hende lige nu? Hun måtte læne hovedet tilbage med et tungt suk, inden den ene hånd måtte hvile ved hendes pande, blodet gled ned af hendes arm og dryppede ned mod overfladen. Der stank direkte af blod, en sand fornøjelse som væsner af natten, men for en normal dødelig, knapt så behageligt.
"Jeg er glad når der bliver fulgt ordre, jeg har aldrig bedt jer om at være kreative! Slip ham straks fri!" Hendes stemme var hård og næsten isnende. Det her passede hende langt fra! Men hun måtte forsøge at få det bedste ud af det, hvordan gjorde man egentlig det? Hvad skulle hun sige? Hun var stukket af, så pludseligt, hun havde ikke kunne holde det ud længere og alle de blandede følelser måtte vælde op på ny og male hende i ansigtet med håbløshed.
"Lad os være alene." Bad hun derefter, lidt mere fattet, inden hun valgte at sætte sig lidt mere op, brystet kom til syne, fyldigt og struttende, dækket af blod som begyndte at løbe nedad. Cathlina så væk fra ham, det var næsten som om det gjorde ondt værre, hun kunne ikke have det, men hun skyldte ham naturligvis en undskyldning på vejene af hendes stupide folk. Ja, og hvad så, hun havde været ved siden af sig selv, og det var tydeligt på grund af ham, men det gjorde ikke tingene bedre at de hentede ham hertil! Åndssvage kvajpander! Dem måtte hun tage sig af senere.
"Det må du virkelig undskylde, jeg har på ingen måder bedt om dette. Jeg...... Jeg skal nok betale for du kommer hjem igen." Lød det stille fra hende, hun så stadig ikke mod ham. Fingrene var søgt længere ned, hvor hun sad og nussede sig over brystet lettere fraværende, det krævede meget af hende ikke bare at dykke ned under blodet og gemme sig. Det var det hun havde lyst til, blandt så mange andre ting. Sikke et helvede!

[Deleted]

At det derimod ikke havde været på Cathlinas ønske, gik hurtigt op for Valerio. Havde de kun taget ham, for at gøre hende tilfreds? Havde hun taget det så tungt, at alle de forbandede vampyrere omkring hende, var påvirket af det? Han spændte fast i kroppen. Han havde ikke nogen anelse om hvad den slags betød. Han forstod sig ikke på den slags.
"Vi gjorde det jo for din skyld, frue.." undskyldte de sig, inden de fjernede sækken over Valerios hoved, og frigjorde hans hænder. Lyset som var i rummet, påvirkede Valerio hurtigt. Særligt fordi at han havde siddet med hovedet under den sorte sæk i det, som føles som en mindre evighed nu. Han havde trods alt haft den på, siden han havde forladt Manjarno - mod hans ønske!
Kort gned Valerio sig i øjnene, inden han ømmede om sine håndled. Det havde strammet godt, men det havde det også været nødt til, for at kunne holde ham fast. Han var jo ikke en ung vampyr, og i og med, at han var født som en, så var han også bland de stærkere. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var hende. Badende i et massivt kar kun af blod. Var det underligt, at det var en tanke, der rent faktisk... tændte ham? Hvilket det overhovedet ikke burde! "Jeg formoder at de havde en grund til at gøre det," sagde han blot. Hun slog dem ikke ihjel på grund af dette? Og nu ville hun betale for hans tur hjem? Han rystede på hovedet. "Jeg når ikke hjem, før det bliver lyst," pointerede han med en sigende mine. Tanken irriterede ham ganske vidst, men hvad pokker kunne han gøre ved det? Og hvor mange havde de egentlig været? Og de havde gjort det for hendes skyld? Hvad pokker var det der foregik?

[Deleted]

De ville få deres straf, men i bund og grund havde hun virkelig ikke lyst til at spilde tid på det, ikke når han var der og desuden nød hun jo lige sit bad. Det måtte da være grunden, ikke ham, nej, sådan måtte hun ikke tænke! Cathlina lukkede øjnene i, som hun strøg sin egen hud der var smurt ind i blod, hun nød det og hun måtte dufte til den kraftige lugt for at lige samle sig lidt igen. Det var nu altid det bedste ved sådan et bad, man måtte tænke mere klart. Hun nikkede tilfreds da de endte med at følge ordre, inden de måtte blive ladt alene som hun ønskede dette. Hvorfor hun gjorde det? Fordi at hun ikke gad se på deres stupide ansigter, og fordi hun ønskede at være alene med ham. Nu var han her jo, så hvilken skade ville ske, som ikke allerede var sket vel og mærke? Hans bemærkning fik hende til at skære en grimasse.
"De er uden hjerne, det er deres grund." Lød det fra hende, hun ville hade at indrømme det var hendes skyld fordi hun et sted havde gået og sukket over ham. Hendes glød var næsten helt væk og hun havde prøvet de sidste mange dage at genvinde den ved druk og hor, men hun havde ikke kunne få sig selv til at røre en eneste. Så det blev til druk og blod i massevis og selvmedlidenhed over at have fået vækket noget hun ønskede blev begravet igen. Følelser. Føj! Det var sandt, han kunne ikke nå nogen steder.
"Sov i min kiste, det er det mindste jeg kan gøre. Mine tilbedere vil gøre alt for mig, selv ting jeg ikke har bedt om. Så det er min fejl udelukkende." Det var det mindste hun kunne gøre for ham, ikke sandt? Hun måtte åbne sine øjne og lade blikket lande mod ham, hun bed sig i læben, faktisk bed hul. Hun ønskede ham nær, det dyriske blev vækket bare hun lagde blikket på ham. Det var virkelig ved at blive irriterende så meget hun ønskede ham!

[Deleted]

Valerios blik hvilede stift på kvinden foran ham. Ikke at han vidste hvad han kunne forvente af hende, og særligt efter den ekstreme afsked, som hun havde udsat ham for, da han havde set hende sidst. Væk havde hun været, og nu stod han atter foran hende. Havde det virkelig påvirket hende så meget, at hun desperat havde følt for, at søge fra ham? Uden at give ham en ordentlig afsked? Uden tvivl, var det noget, som han måtte sige, at han havde ekstremt svært ved, og han hadede det. Lige nu kom han dog bare ikke hjem.. Han stod overfor en smuk kvinde, som han uden tvivl var draget af. Hun var nøgen som naturen havde skabt hende, og hun stod bogstavelig talt badet i blod. Var det noget vidunder, at han virkelig følte sig draget af hende i øjeblikket? Han kunne for pokker da ikke engang gøre for det!
"De må i sandhed elske dig," sagde han blot, som han kort måtte trække på skuldrene. Alt det som de havde gjort for hende. Tage hele vejen til Manjarno, for at kidnappe ham, for at gøre deres frue tilfreds? Aldrig havde han haft den største forståelse for den form for slavehold, men hun så da ud til at nyde det.
Langsomt lod Valerio sine hænder falde ned langs hans side endnu en gang. Han rettede sig op. Han måtte for pokker tage sig sammen. Han kunne ikke gå rundt og gøre sig de tanker om hende, som det han gjorde, bare fordi at hun stod der i ingenting! Han rystede kort på hovedet. Han ville uanset ikke kunne nå hjem, så et sted, var han vel næsten tvunget til at blive her? "Og hvad skal du finde hvilen i, for dagen, Cathlina?" spurgte han direkte. Det kunne godt være, at han var ved at være godt sur, men dette skulle bestemt heller ikke være på bekostning af hende selv. Det havde han jo heller aldrig nogensinde ønsket.

[Deleted]

Der måtte komme et morende grin fra hende, hun trak på sine skuldre, måske elskede de hende, men det vidste da bestemt ikke hvad hun ville have. Og de kunne på ingen måder give hende det. Det kunne ingen, det ville være umuligt. Det brændende ønske hun havde, var at lave om på fortiden og det kunne ingen jo gøre! Cathlina nød følelsen af blodet som måtte glide ned af hendes flotte silhuet, det gjorde hende da lidt mere klar i hovedet. Blikket af hans, der intenst måtte hvile på hende, var faktisk ubehageligt, hun kunne et sted ikke lide tanken om hun var nøgen lige nu. Derfor valgte hun at skjule sig næsten helt i blodet, som hun sank ned i, til hovedet måtte hvile på kanten igen og resten af hende gemte sig under det smukke røde syn i karet.
"Er det ikke hele ideen med tilbedere? At de forguder det som de vælger at tilbede?" Spurgte hun så, hun kunne godt lide at have fokus på hendes folk, for det var mindre fokus på ham og hende sammen i lokalet, fanget for dagen som ville oprunde. Hendes blik lå ned mod blodet, det her måtte virkelig ikke passe hende, måske hun skulle få skyndt sig op og skyllet sig ren, for så at få noget tøj på? Et dybt suk måtte komme fra hende, hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, og det værste af det var, når hun sad her i blodet og havde gjort det så længe, var hun godt opstemt. Blod havde det jo med at drive hende til begær og lyst, og så stod han der pludselig, fantastisk!
"Jeg kan sagtens klare mig uden hvilen, jeg har ikke en lang rejse foran mig." Lød det fra hende, med begæret som egentlig trådte frem nu hvor hun lå og slappede af med lukkede øjne. Fristelsen til at røre ved sig selv var næsten ikke til at bære, men hun var ikke alene og selvom det normalt ikke rørte hende, var det noget andet når det var Valerio. Specielt fordi han ikke selv havde valgt at skulle være der. Cathlina endte med at måtte rejse sig helt og stige ud af karet, blodet piplede ned over hende og hun kunne ikke dy sig for at lade sine fingre gribe om hendes eget fyldige bryst og mærke hvor glat hendes hud måtte være på grund af blodet. Et dybt nydende støn kom fra hende, inden hun lod de blodige fingre søge op til sin mund hvor tungen snoede sig om dem og hun endte med at sutte dem langsomt at, hun havde ikke travlt, hun ville nyde det. Cathlina glemte at han rent faktisk var der, hun var dybt optaget af blodet, som hun jo faktisk havde planlagt, og lige nu, der virkede det. Det var ikke længe hun glemte ham, for i det hun kom i tanke om ham, valgte hun bare at smile forførende og sendte ham et blik fyldt med den dyriske sult som i den grad havde gemt på.

[Deleted]

Valerio var der ikke på sit eget ønske, hvilket også gjorde situationen akavet for ham. Ganske vidst havde han set hende før, og hun var en smuk kvinde. Selv han var præget af det dyriske, når han var omkring hende, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes, og særligt i situationer som dette, hvor han ikke selv kunne gøre noget som helst ved det. Svagt knyttede han næverne. Det var nu, at han skulle vise sig, at være det væsen, som beholdt kontrollen over sig selv, men gud hvor var det svært!
"Jeg går ud fra, at det er meningen. Jeg har aldrig selv haft dem," sagde Valerio direkte. Han havde altid været et meget selvstændigt væsen, og dette var ikke noget undtag. Ganske vidst havde han været underlagt sin kære bror for mange år siden, men selv den mand var jo væk fra jordens overflade. Lige foruden Alice, så var han jo faktisk meget alene, hvis han selv skulle sige det, og ikke at det var en tanke, som faldt i hans gode jord, for det gjorde den ikke altid. Ikke når han stod overfor en kvinde som hende, der rent faktisk gjorde det svært for ham.
Som hun rejste sig, og stod der stort set i ingenting, foruden blodet og.. rørte ved sig selv, fik selv Valerio til at reagere. En svag brummen brød hans strube, inden han vendte blikket mod det blodige kar. Så meget blod. Det var næsten synd, at det skulle gå til spilde i hans øjne. Han rystede på hovedet. Nej, nu måtte det altså stoppe! "Måske.. Men jeg kan ikke frarøve dig.. din kiste," sagde han så kontrolleret, at det var ham overhovedet muligt. Forbandet være Cathlina, nu hvor hun forsøgte at gøre det så svært for ham, som hun gjorde lige nu! Det var da kun direkte irriterende, at det skulle være på denne her måde! Og særligt fordi at han reagerede så voldsomt på det, hvilket han i princippet jo slet ikke burde!

[Deleted]

Det var lettere bare at give efter, i stedet for at kæmpe imod, hvilket hun bestemt gjorde lige nu, det var blot over for blodet, men vel i bund og grund, også for ham. For det var et spørgsmål om tid før hun valgte at ville udnytte ham, han stod der jo, han nød synet, det vidste hun og hvem ville ikke også det som vampyr? Som hun måtte sutte sine fingre rene, med et smil der skreg langt væk af den lyst hun bar, var hun endelig parat til at sige noget igen.
"Du har alligevel allerede frarøvet mig min frihed fra tåbelige følelser og dilemmaer. Alting var så simpelt før dig kære." Lød hendes stemme, dryppende af begær, hun valgte at se direkte mod ham, at være smurt ind i blod på denne måde rørte hende ikke negativt, hun elskede det. Den nøgne hud mod det tykke blod som klamrede sig til hendes krop som enhver elsker burde gøre det, den søde duft, den dejlige smag, det var rent paradis at få disse bade. Med tydeligt vuggende hofter gik hun mod ham, hendes smil fortalte at hun var ude på unoder og om hun så skulle tvinge ham op af væggen fordi han søgte væk, ville hun gøre dette. Hun stoppede ikke før hun stod klods op og ned af ham, gjorde hans tøj blodigt, inden hun ville forsøge at få det af ham. Det var hende en hindring, hun ville mærke ham igen, mærke hans dyriske jeg træde frem og tage hende med storm endnu engang. Var det så forfærdeligt? Hun ønskede vel bare det enhver vampyr ønskede? Noget hun aldrig havde ønsket før, for hun havde været tilfreds, lige indtil hun forstod at hendes nyeste elsker også lå med en varulv og rent faktisk måtte elske hende! Det stod hende langt ud af halsen, føj hvor var det ækelt og nej hvor ville hun gerne lave om på det, og hvilken bedre måde var der, end at vise ham, hvad han rent faktisk måtte gå glip af? Det sitrede i hendes krop som blodet stadig fandt deres vej ned af hende bag hendes ryg, ned over hendes velformede balder og videre ned af hendes lår, hele vejen ned, til det måtte ramme gulvet. Men de var van til at der skulle gøres rent for blod, det var trods alt et sted for vampyrer. Cathlina havde det bare med at være, ekstrem.

[Deleted]

Valerio vidste hvilken sti, han skulle forholde sig til, men en som Cathlina, gjorde det så sandelig heller ikke nemt for ham. Gud hvor var det dog frustrerende, når det foregik på denne her måde! Svagt måtte han dog alligevel ende med at bide tænderne sammen, som han vendte blikket væk. Her måtte han vie sig som den stærke, men nøj hvor hun dog gjorde det svært for ham, at gøre det! Særligt når hun opførte sig på denne her måde!
At piben atter havde fået en anden lyd, var på ingen måder noget, som kom bag på Valerio. Det eneste, som han kunne sige, var at han virkelig var træt af det. "I så fald, beklager jeg fra det dybeste i mit kolde og døde hjerte," endte han direkte sarkastisk. At se hende stå dryppende i blod, var selv noget, som måtte påvirke ham på en måde, som han slet ikke havde regnet med. Det var uden tvivl en tanke, som tændte ham, og han kunne ikke engang gøre noget ved det!
Hendes hænder som gled over ham, og ham som blev komplet blodet til af hendes nære tilværelse. Hun var da uden tvivl noget af det mest anmassende, som han nogensinde havde været i nærheden af! Hans hænder lukkede sig automatisk omkring hendes blodige skuldre. Det var næsten som tjære mellem hans fingre med den konsistens, men han elskede det jo selv. Han vendte blikket direkte mod hende. "Hvad er det du laver, Cathlina?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme. Det der havde han på ingen måder givet hende lov til at gøre ved ham!

[Deleted]

Han var på ingen måde i stand til at beklage, han var med garanti helt fuldkommen ligeglad og det var det som i sidste ende måtte drive hende til vanvid. Normalt var hun ligeglad med hvem hun betød noget for, men ham, skulle hun have betydning for, sådan var det bare! Som han havde fået en forbandet betydning for hende. Hvor hun dog hadet det! Drevet af lysten som blodet måtte fremkalde i hende, havde hun bestemt ingen stopknap, det hun ville have stod der jo rent faktisk, så på sin vis havde de vel været dygtige nok de åndssvage tilhængere af hendes. Cathlina havde på ingen måder tænkt sig at holde sig tilbage bare fordi han tog ved hendes skuldre som gled under hans fingre. Det var faktisk en fantastisk fordel at være smurt ind i blod lige hvad dette angik. Fingrene var stoppet med at forsøge at få hans klæder af, hun så på ham med et smil og rystede opgivende på hovedet af ham.
"Prøv du bare at benægte alt det du vil Valerio, men du er glad for at være her i sidste ende, glad for at se mig igen, og du vil bestemt ikke have noget imod at mærke mig igen. Slip dit sande jeg fri og nyd det med mig!" Hendes hvisken lød sensuelt mod ham, som hun endte med at nappe ud efter hans læbe med sine egne. Hun ønskede ham jo nær, at mærke ham, at være dyrisk med ham, i værste tilfælde, ville hun sikkert ende med at nægte ham at gå igen. Cathlina ville vel prøve at se om han nu egentlig var så fantastisk som hun gjorde ham til, om ikke andet, gjorde det jo alting meget lettere når han endte med at være langt fra det hun sådan lige gik og drømte om. Selvom hun jo huskede deres møde, det havde været fantastisk og hun havde følt sig så fri og levende, hun ville mærke det igen og var det skuffende, var det jo nemt nok at give slip. Dog havde hun en slem fornemmelse af at det ikke ville være dette, nej det gjorde sikkert alting værre, men hvad pokker, nu var han der og hun ville have ham!

[Deleted]

Valerio frygtede for, hvad der ville ske hvis han blev her for længe, også selvom det allerede nu, var gået op for ham, at dette var situationer, som han slet ikke kunne komme ud af igen. Han bed tænderne sammen. Nej, han var ikke ked af det. Han var snarere vred og irriteret over, at hendes følgere havde valgt at kidnappe ham, for at stille hende tilfreds, for han havde jo intet haft med denne sag at gøre, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. Dette anså han slet ikke som retfærdigt!
"Det er en drømmetanke for dig, Cathlina. Du ved hvad jeg har, der venter på mig derhjemme. Og hun er rent faktisk bekymret for mig," hvislede han med en sammenbidt stemme. At holde fast i hende og skubbe hende væk, var svært, når hun var så.. blodig! Han tændte i forvejen på det, og særligt fordi, at det virkelig appellerede til det dyr og væsen, som han havde i kroppen og sindet, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Gud hvor han dog hadede, at det foregik på denne her måde, og særligt fordi, at han intet kunne gøre ved det af den grund. Han rystede let på hovedet og bed tænderne sammen. Hans skjorte havde hun fået op.. hun nappede ham i underlæben, og igen måtte det dyriske glimt melde sig i hans øjne. Det var slet ikke meningen, at hun skulle have den magt og den kontrol over ham! Overhovedet ikke faktisk! "Cathlina, jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at slippe mig..!" Denne gang strammede han grebet om hendes overarme. De gled. Han kunne jo knapt holde fast i hende!

[Deleted]

Der kom et hånligt grin fra hende, hun måtte lade dyret tage fuldkommen over, alt kontrol var fuldkommen væk for hendes vedkommende.
"Der er et problem med det du siger Valerio. Det er kun halvt sandt! Jeg kan mærke det på dig, den dyriske lyst som brænder for at komme ud, brænder for at tage mig...." Om det i virkeligheden måtte få hende til at se desperat ud dette her, var hun faktisk ligeglad med, hun så det nærmere som en magtdemonstration. Og når hun ville have noget, så tog hun det! Valerio var det hun havde ville have lige siden hun så ham, ikke som noget kærestekedeligt fast forhold, men som en elsker hun kunne slippe sit dyr løs med. Og den elsker, skulle ikke ligge og hugge i en tæve som han legede far, mor og børn med! Den mand som var en elsker af hende, skulle have en stolthed og den blev fjernet fra ham ved at han var nær en varulv på den måde! Det var sødt at han rent faktisk forsøgte at holde sig standhaftig, men han havde allerede været der, så hvorfor ikke blot tage for sig igen? At han sagde som han gjorde, fik hende til at grine, hun lod sine negle køre ned af hans bryst, som efterlod mærke hele vejen og måtte bryde hans hud. Tungen lod hun søge op af dem, mens hun sukkede nydende, for så endelig at slippe ham, og gå væk fra ham igen. Med sine hofters dans, gik hun direkte mod et dyreskin som hang på væggen og pyntede, hun rev det ned og kastede det mod gulvet, inden hun hurtigt gled op i karet igen, for på ny at dække sig af blod. Da hun kom op, søgte hun i sin elegance ned på skinnet og lagde sig til rette, hun slangede sig som hun lå der. Gudindesmuk og i den grad klar over det, hendes fingre søgte fra hendes lår, hele vejen op over de brede hofter, fulgte hendes talje, for videre at glide over hendes eget bryst. Hendes tænder måtte blotte sig, som hun kom med nydende lyde og i den grad blot tog for sig af sig selv. Han kunne lige så godt vende sig til det, for hun ville blive ved hele dagen, indtil han igen kunne forlade værelset. Fingrene søgte ned over hendes bryst igen, videre ned over hendes mave og endte ved hendes skød, som selv begyndte at kæle for. Blod gjorde det ved hende, og at han var der, hjalp overhovedet ikke på det! Hvis han kunne modstå, var det vel hans tab, hun ville få den forløsning hun havde brug for uanset hvad.

[Deleted]

Valerios problem, var jo at Cathlina havde ret. Han havde virkelig lyst til hende, selvom han udmærket godt vidste, at han slet ikke burde det! Han burde slet ikke gøre sig den slags tanker, men her, kunne han ikke gøre noget ved det! Han bed tænderne svagt sammen. Nej, han var nødt til at holde stand! Han var nødt til at holde sig på den rette side denne gang! Det var bare svært. Han vidste jo, hvad hun kunne, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for ham.
"Du drømmer, Cathlina. Det er noget som du ønsker, og tror du virkelig, at jeg er den type mand?!" vrissede han sammenbidt. Han forsøgte, men hun gjorde det forbandet svært for ham! Virkelig, virkelig svært, og han hadede det virkelig! Hun rev op over hans bryst, som nærmest fik hans hud til at skilles i form af mærker og ar, som hun nu måtte give ham. Et støn brød hans læber. Ikke fordi at det gjorde ondt, men fordi at han virkelig elskede det! Han elskede det virkelig! Han burde ikke, men hun gjorde det forbandet svært for ham! Fast trak han sig væk fra hende, hvor han i forvejen kom temmelig tæt på kanten til hendes kar. Skindet som hun rev ned fra væggen og lagde på gulvet, og det styrtdyk hun nærmest tog i karret, inden hun atter kom op og lagde sig, som gjorde hun sig til for ham, havde uden tvivl også sin påvirkning. Han blev tændt af det. I en forstand. Kroppen reagerede, og ønskede desperat at komme tættere på. Særligt da hun nåede sit skød og begyndte at.. kæle for sig selv. Han endte med at stå fuldstændig stille. Hans blik søgte til hendes smukke krop. Han nød det jo.. en kende for meget desværre. Han lukkede øjnene. "S-stop..." forsøgte han. Han var jo nødt til at prøve!

[Deleted]

Der var virkelig intet han kunne gøre for at få hende til at stoppe, jo at tage over, men så havde hans standhaftighed været for ingen verdens nytte. Selvom hun vidste at den uanset hvad var blevet brudt, han var bare stædig. Den ene hånd kælede for hendes underliv forsat, som støn måtte bryde hendes læber og kroppen let vride sig på skinnet, den anden hånd kælede grådigt for hendes bryst som hun tog hårdt fast ved, skønt hendes hånd måtte glide grundet blodet.
"I så fast.... er min drøm.... utrolig virkelig!" Det var svært at snakke når stønnende pressede sig på, hun nød det uden tvivl og blodet gjorde det hele så intenst og dybt fantastisk. Cathlina gjorde sig til ja, men hun gjorde det mindst lige så meget for nydelsens skyld, flere gange var hendes små håndlangere gået ind på hende mens hun havde fornøjet sig i sit bad. Et blodbad gjorde virkelig bare hun blev drevet til vanvid af ren og skær lyst, og når ingen var i nærheden til at tage sig godt af hende, måtte hun jo selv gøre det. Og nu hvor Valerio valgte at være stædig, måtte hun jo selv give sig noget af det som hun søgte.
"Tag mig!" Lød det i en grådig hvisken, hun vidste han gerne ville det, så hvorfor holde igen, hans lille ulveveninde så jo intet her og den stank skulle af ham! Han skulle dufte af hende og dufte af blod, allerede nu lå hun med tanken om hans dejlige krop glidende hen over hendes med blodet som måtte gøre begge deres hud helt utrolig glat. De nydende støn tog til i kraft, hun nød det, og hun gjorde det kun mere intenst for sig selv, det måtte jo stille og roligt bygge sig op inde i hende, men hvor ville hun dog elske at han færdiggjorde det!