Where it all began

[Jarniqa Dynithril]

At denne Faith havde opfostret ham, hvor han ellers ville have været død, var Jarniqa skam taknemmelig for. Hvad hun derimod ikke priste var, at kvinden kunne finde på at slå hende ihjel. Hvad var der dog med deres værger og det at forsøge at myrde den anden part? Damien havde nemlig uden tvivl forsøgt at slå Lucifer ihjel, og Lucifer fortalte hende, at Faith ville forsøge at slå hende ihjel, hvis hun mødte hende. Hvorfor skulle det hele være så problematisk? Hende og Lucifer elskede jo blot hinanden.. ”Fint.. Vi placerer os bare på en øde ø, kun med hinanden, så vi kan være glade, og så ingen kan påvirke os,” sagde hun ironisk i et forsøg på at være kæk. Det var dog lige før, at det var en god ide.
Som han hviskede til hende, at der endnu var meget, som de endnu ikke havde prøvet, måtte hun mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Nysgerrig var hun, ligeså vel som hun var spændt, hvor hun også måtte føle sig varm ved tanken. Selv vidste hun, at der var mere, og selv vidste hun også, at det endnu ikke havde været på tale, fordi hun ikke havde tilladt det.. Glad var hun uden tvivl for, at han havde endt med at respektere hende. Det gjorde nemlig, at hun kunne nå at følge med, forstå, samt nyde, inden hun var parat til at udforske de næste skridt. Sikker på en ting var hun dog. Det var ham, som hun skulle udforske den verden med. Selv ønskede hun helt at hoppe med på den sensuelle leg, men selv vidste hun også, at det ikke gik. Hun måtte vente til, at hun havde fysikken med. Deres sammenflettede hænder førte hun op til læberne, så hun flygtigt kunne kysse hver og en af hans fingre. ”Jeg vil se frem til, at du viser mig det,” hviskede hun kælent igen. At navnet Valandil så skulle være en komplet stemningsdræber, var måske for det bedste. Dog følte hun ikke just, at det var hendes skyld, da han selv havde bragt det på banen. ”Jeg er sikker på, at det vil gå med salven og bandagen,” endte hun med at sige.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man kunne sige, at de havde en beskyttende værge på hver deres måde. Faith beskyttede værdierne i det dæmoniske samfund. De værdier, som han i forvejen var blevet opdraget med, som de eneste rette, hvor hendes værge gjorde alt for at beskytte hende. Aldrig kunne man sige, at Lucifer havde handlet og reageret for at gøre hende noget ondt. Det var jo bare en skam, at det havde været den opfattelse, som der var kommet ud af det. Et kort smil passerede hans læber. "Det er jo lige før, at det er en fantastisk god idé," sagde han blot. Hvis det var det, som skulle til, for at han kunne undgå hendes værge, så var det jo lige før at det var fristende, at slå sig ned på en ø, som den nye Tayevania. "Den nye ø... hvis vi finder en måde, at komme derud på," tilføjede han. Han tænkte bare højt. Var det overhovedet utænkeligt? Om hendes værge, var klar til at give slip på hende, var derimod straks en anden sag.
Der var virkelig mange ting, som Lucifer endnu ikke havde introduceret Jarniqa til, og selvfølgelig ønskede han at gøre det. Bare ikke når det gjorde ondt på hende, som det ville gøre i en stund som denne, for det var han på ingen måder interesseret i. Kysset mod hans finger, fik ham til at slappe af. Det var også rart, at hun var sådan omkring ham. De kunne godt. Selv det, var noget som han måtte sige til sig selv. "Det gør jeg også," sagde han ærligt. Elveren ønskede han ikke at snakke om. Men derimod hende og ham, var en anden sag. Han nikkede. Så lang tid at hun kom tilbage på benene igen, var han glad. Ingen tvivl om det. "Jeg har også fundet en, så hvis det er, kan jeg også godt smøre dig for fremtiden," tilføjede han endeligt. Han ville passe på hende. Han ville ikke have at andre skulle gøre det.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert måtte Jarniqa helt ende med at slippe en latter, som Lucifer nærmest indvilligede i at stikke af med hende. Fysisk ondt måtte det dog helt gøre på hende, og derfor endte det også med, at hun helt måtte tage sig ømmende til siden, som latteren bevægede hendes ribben. Hvorvidt han mente sine ord eller blot lavede sjov, kunne hun ikke just sige. Dog kunne man sige, at han intet havde at miste ved at stikke af med hende. Hun var jo alt, hvad han havde, hvor hun derimod havde sin familie i Manjarno. Familie der rent faktisk holdt af hende og ville blive såret, hvis hun bare forsvandt. ”I så fald må vi skynde os at lægge kursen mod den,” endte hun drillende med at sige. Ungt, oprørsk og romantisk, kunne man dog sige, at en sådan handling ville være.
At Lucifer nærmest blev helt saglig, som Jarniqa kyssede hans fingrer, fik et smil frem på hendes læber. Selv nød hun nemlig helt alle de effekter, som hun kunne have på ham. Ligeså elskede hun også, hvad han kunne gøre ved hende.. medmindre det var irritation og vrede. Roligt sænkede hun deres hænder igen, hvor hun nu fortsatte med at stryge ham blidt over håndryggen i stedet. At han skulle indskyde, at han ligeså havde fundet en salve til hende, og at han ønskede at smøre den på hende, som Valandil havde gjort, måtte få hende til at smile indvendigt. Lettere morsom måtte hans jalousi nemlig være på det punkt, alt imens hun nød, at han ville sørge for hende. ”Du kan tilse min ryg i morgen og se, hvordan det står til,” endte hun med at sige, skønt hun vidste, at det ikke just ville blive morsomt for hende at få bandagen af og på igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rynkede kort i panden, som han kunne se, at det at grine, gjorde ondt på hende. Ikke ønskede han, at hun skulle rende rundt og have ondt, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Han mente det dog, når han sagde, at de kunne stikke af. Han havde ikke nogen forpligtelser, andet end hvad han havde overfor hende. I det tilfælde, kunne man jo sige, at han var en fri mand. Frit stillet til at gøre hvad han egentlig havde lyst til. Han sendte hende et let smil. "Det synes jeg lyder meget fornuftigt," sagde han ærligt. Han kunne sagtens finde på at gøre alvor ud af det her. Han ville nemlig gerne være med hende, og gerne alene, hvis han kunne komme til det.
Der var endnu rigtig meget, de ikke havde gjort sammen, og at hun ville have at det var ham, som skulle vise hende det, var uden tvivl det, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han ville være den, som skulle vise hende det, når det kom så vidt! Han nikkede. Han ville jo gerne vise hende, at han havde lært af det, og derfor ville han også meget gerne være den, som skulle tilse hende. "Det gør jeg så i morgen," sagde han med en rolig stemme. Han havde helt klart lært af dette, og det lagde han ikke skjul på for hende. "Bare du har det godt, så har jeg det godt," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil, inden han igen trykkede omkring hendes krop. Her ville han nu ligge og passe på hende. Det var det eneste, som havde betydning for ham lige nu.

[Jarniqa Dynithril]

Som Lucifer igen medgav til, at de burde flygte, kunne Jarniqa godt fornemme, at han måske tog deres samtale det mere seriøs, end hvad hun gjorde. Hendes sandhed til det var dog, at hun ikke bare kunne lægge sit liv fra sig. Ikke Damien. Tænk, hvor ondt han ville have det, hvis hun blot forlod ham for evigt? Selv for et par måneder, savnede han hende allerede.. Burde hun mon fortælle Lucifer, at hendes værge havde efterlyst hende? Hun tog en indånding. ”..Jeg ville aldrig bare kunne gå under jorden. Valandil fortalte mig, at min værge har eftersøgt mig, selvom jeg havde givet ham en note om, hvad der ville foregå i den løbende tid,” endte hun ærligt med at fortælle i en stille tone. Hvad tænkte Lucifer mon til det? Blev han nervøs ved tanken om, at hendes værge søgte? Fandt han hendes værge for pylrende? Eller var han misundelig på omsorgen? Måske ønskede han også, at han bare var den der ydede hende den form for tanker? Et smertefuldt gisp endte med at forlade hendes læber, som han valgte at lægge armen om hende og direkte trykke om hende krop. Hensigten havde garanteret været god, men stadig føltes det som om, at han fik hendes krop til at falde fra hinanden! ”Hvis bare vi kunne vente med at kramme lidt endnu,” gispede hun, inden hun måtte smile anstrengt. Hun bad ham trods alt ikke om at stoppe, fordi hun ikke kunne lide det. Hun bad ham om at stoppe, fordi den mindste berøring af hendes overkrop gjorde ondt! Dumt var det helt, da hun jo savnede at have ham så tæt. Derfor passede det hende bestemt ikke, at hun nu måtte afvise ham! Hvorfor skulle de også være så uheldige med deres skader?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer gjorde alvor af sin trussel. Det ville virkelig ikke gøre ham noget, at de tog afsted sammen Fandt et sted hvor de kunne slå sig ned, hvor ingen ville kunne genere dem. Han ønskede at finde ud af det hele med hende, men hun gjorde det heller ikke nemt for ham altid. At hun så ikke ville, var noget som alligevel gjorde ondt. Han havde ingen forpligtelser overfor nogen, andet end overfor hende. Han bed tænderne sammen. Havde hendes værge virkelig efterlyst hende? Han sukkede tungt og med en tydelig irritation i minen. Lige den mand, brød han sig på ingen måder om! Han havde jo forsøgt at slå ham ihjel! "Så hvis noget holder dig tilbage.. så er det ham?" spurgte han direkte. Hvad skete der med at være ung og gøre hvad de havde lyst til?
Selvom Lucifer forsigtigt trykkede hende ind mod sig, var det tydeligt, at det ikke lige havde den ønskede effekt, hvilket var noget som gjorde ondt på ham. Han ønskede jo, at finde ud af det hele med hende. Han slap hende med det samme. Det var da direkte frustrerende! "Undskyld.." endte han dæmpet, inden han trak armene til sig i stedet for. Hvor han dog hadede, at han end ikke kunne lægge armen om hende, og holde hende tæt ind mod sig, som det han egentlig gerne ville. Han rystede let på hovedet, hvor han bed tænderne fast sammen. Han rystede på hovedet af sig selv. Han var vel bange for, at når eventyret var slut, at hun ville vende tilbage til Manjarno og sit liv der som landets prinsesse? "Manden der ønsker at grille mig, er hvad der afholder dig fra at give slip.." Han trak på smilebåndet. Det var simpelthen for komisk!

[Jarniqa Dynithril]

Damien, hendes værge, var uden tvivl en hæmning for, hvad Jarniqa og Lucifer ellers kunne have planlagt sammen. I femten år havde det nemlig kun været hende og Damien, og derfor var det naturligt for hende, at hun ikke bare kunne slippe ham. Særligt når hun ikke vidste, om han kunne klare sig uden hende. Ej ønskede hun, at hendes værge slap hende fuldstændigt, men selv håbede hun, at han fandt en der elskede ham og gjorde ham lykkelig. Ikke en hvilken som helst person selvfølgelig, men derimod hendes moder. Selv vidste hun jo, at han elskede hendes moder, så var det ikke naturligt for hende at håbe, at de to fandt sammen, ligesom hun havde fundet sammen med Lucifer? Damien var desuden som en fader for hende, hvor Denjarna var hendes moder, så naturligt var det vel kun, at de var sammen? ”Det har altid bare være mig og ham, så hvis jeg forsvinder, hvordan ved jeg så, om han har det godt eller ej? Han har ikke nogen, som jeg har dig..” Selv kunne hun jo ikke bære ideen om, at han var ensom og utilpas! Derfor kunne hun først flyve helt fra reden, når hun var sikker på, at han ville klare sig. At han undskyldte for at have trykket lidt for hårdt, fik hende til at ryste svagt på hovedet. ”Det går,” endte hun med at sige. Skævt trak hun på smilet, som hun hørte hans konklusion. Ret havde han jo. ”Jeg er, hvad der betyder mest for ham.. og så er han ikke synderlig god til andre end mig.. og min moder.” Ja, af hvad hun vidste af, var det de eneste to personer på jorden, som han kunne lide og holde ud. Og eftersom han efterlyste hende, var hans moder tydeligvis ikke nok for ham endnu.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer fandt det uden tvivl frustrerende, at Jarniqa var bundet så meget til sin værge, at hun ikke var i stand til at tage en beslutning på sine egne vegne. Han blev liggende, hvor han vendte blikket mod hende igen. Han havde jo ikke nogen forpligtelse overfor nogen, for han var alene, og særligt efter at Faith havde valgt at smide ham ud af Appolyon og tage det hele fra ham, for det var jo hvad hun havde gjort, kunne man sige. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Han er en voksen mand. Han burde kunne tage vare på sig selv, Jarniqa," sagde han direkte. Han fandt det ikke direkte nedladende, men hvis hendes værge var så præget af følelser, at han ikke kunne finde ud af det på egen hånd, var det da direkte.. pinligt et eller andet sted.
Lucifer rystede kort på hovedet og med et tungt suk. Han ville elske at kunne have hende alene, hvor der ikke var nogen, til at være omkring dem. Ikke nogen til at være dem i vejen, og de bare kunne gøre, hvad de havde lyst til, og nu fortalte hun ham så, at hendes værge, ville komme i vejen for det? "Hvis han har din moder, så burde det da også være fint nok? Han efterlyser dig måske, fordi at han ikke ved hvordan du har det, men hvad forskel vil det gøre? Du er en voksen kvinde, som er i stand til at tage egne valg. Og det burde du også," sagde han direkte, da han igen vendte blikket op mod teltet, som lå beskyttende om dem. Bare tanken om, at have hende lidt for sig selv, anså han som fantastisk.. Og det ville ikke blive til noget, på grund af den mand? Han lod da heller ikke Faith eller Athena komme i vejen for, hvad han gerne ville.

[Jarniqa Dynithril]

Dæmpet sukkede Jarniqa. Ja, Damien var en voksen mand, og ja, han burde kunne undvære hende, men selv vidste hun, at hendes værge var en speciel mand, samt de havde et helt særligt forhold til hinanden. Engang havde hun jo været vant til, at de havde været hinandens et og alt, som de ganske enkelt kun havde haft hinanden. Nu skulle hun også give plads til Lucifer, hvor han nu ønskede, at de var hinandens et og alt, fremfor at hun blev delt med sin værge. ”Du forstår det ikke.. Han er speciel.. og vi har et speciel bånd,” endte hun med at sige i en ærlig tone, uden at hendes ord var klandrende. Nu forstod hun nemlig, at Lucifer aldrig havde haft det bånd til nogen, som hun havde haft til Damien. Blidt strøg hun sine fingre over hans håndryg. ”Jeg ved, at jeg har retten til at træffe mine egne valg, og det har jeg også gjort. Jeg er trods alt her og med dig..,” sagde hun ærligt. ”Måske har du ret i, at han blot har efterlyst mig fordi, at han ønsker at høre, hvordan jeg har det. Det var også den besked, at jeg gav Valandil, da han nævnte det for mig. Det kan dog også være, at du tager fejl, og at han i virkeligheden ønsker at komme efter mig.. Hvad det end er, ville jeg personligt have det bedst med at fortælle ham i egen person, at jeg er lykkelig, og at han derfor ikke behøver at bekymre sig. På den led ville jeg også kunne spørge ham, om han selv klarede den.” Ordentlig ønskede hun uden tvivl at være i sit forhold til Damien, og kunne Lucifer virkelig hade hende for det? Være vred over, at hun kunne føle den kærlighed og respekt?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frustrerende var det uden tvivl for Lucifer at vide, at han skulle dele Jarniqa med en anden mand. En mand, som ovenikøbet ville slå ham ihjel, om han kunne komme til det, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved den beslutning, om det var noget som man ville det eller ikke. Han rystede kort på hovedet. Nej, han forstod sig overhovedet ikke på det særlige bånd, for det havde han aldrig haft til nogen. "Det er fint.." endte han. Det var jo ikke engang fordi at han kunne tillade sig at blive sur over det eller noget lignende. Han havde jo bare ikke nogen forpligtelse overfor andre end hende, og det var det som nok også gjorde det svært, nemlig fordi, at hun havde andre i sit liv, hvor han stod alene.
Lucifer rystede kort på hovedet. Han vidste jo godt, at han ikke kunne tillade sig, at blive sur over det, men det blev han nu alligevel. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han så mod hende igen. "Så uanset hvad, så vil du stadig bede om hans tilladelse til at blive lykkelig, Jarniqa? Den mand vil slå mig ihjel, hvis han ser mig. Han burde som en voksen mand, kunne klare sig selv, uden at efterlyse gud og hvermand, fordi at han ikke kan have sine øjne i deres nakke," pointerede han direkte. Bådnet som hun delte med den mand, havde han ingen forståelse for, for.. det var svært, og så langt fra hans verden, som det overhovedet kunne komme. "Men.. okay, hvis det er noget, som du vil have det bedst med.." endte han. Kunne han overhovedet forvente, at få hende lidt for sig selv?

[Jarniqa Dynithril]

Ej ville Jarniqa undskylde for det forhold, som hun havde til sin værge. Nej, hun elskede Damien overalt på jorden, samtidig med, at han måtte være som en far for hende. Desuden vidste hun, at det var gengældt, som hun vidste, at Damien elskede hende, og ikke ville gøre det for at sikre hende, alt imens hun var som en datter for ham. ”Jeg er lykkelig, og det har jeg ikke bedt om tilladelse til,” endte hun frustreret med at sige, som Lucifer i øjeblikket var som at løbe panden ind mod en mur. ”Han vil ikke slå dig ihjel, fordi jeg vil fortælle ham, at det i så fald vil knuse mig, og mig vil han aldrig gøre ondt.. Og grunden til, at han har efterlyst mig er fordi, at vi end ikke nåede at tale sammen, inden jeg tog af sted. Jeg var nødt til at skrive ham et brev.” Selvom Lucifer sagde, at det var i orden, tvivlede hun ærlig talt på, at han forstod det og mente det synderligt meget. Det lød nemlig blot som om, at det var ord, som han kastede ud i forsvar for, at han ikke forstod. Det smaragdgrønne blik lod hun hvile på ham. Hun var skam hans, men ej kunne det stoppe hende i at være Damiens datter. Kunne man overhovedet forlange det af nogen som helst? Prøvende smilede hun til ham. ”Jeg elsker dig,” lød det mildt og ærligt fra hende. Ej sagde hun det bare fordi, at han lignede en der trængte til at høre det. Selv sagde hun det også fordi, at hun mente det, og der vidst ikke havde været et roligt øjeblik, hvor hun rent faktisk havde sagt det til ham. Som hun havde sagt det til ham den første gang, havde hun trods alt bare skudt det ud i en lang sætning, alt imens meget andet havde foregået.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tænderne måtte Lucifer bide tæt sammen ved hendes ord, hvilket næsten var tydeligt i hans kæbe. "Det er ikke hans fortjeneste i hvert fald," pointerede han med en kortfattet og mere direkte stemme, end tidligere. Hans blik gled mod hende. Nej, han forstod ikke hvordan det var, for han havde aldrig oplevet eller haft det på den måde, omkring nogen som helst faktisk. Han havde aldrig oplevet det faktum, at man skulle stå i en situation, hvor der også var andre, som man skulle tage hensyn til, for sådan havde det aldrig været for ham tidligere. Han rystede kort på hovedet. "Han er overbevist om, at jeg har gjort dig ondt. Hvorfor skulle han ellers forsøge at slå mig ihjel tidligere? Du skrev ham et brev. Alene det, burde være nok," pointerede han direkte. Var det så svært at forstå?
Lucifer blev liggende. Frustrerende var det uden tvivl, at Jarniqa ikke bare kunne glemme den fortid, som hun havde, og se på fremtiden sammen med ham. Han ville jo bare gerne være sammen med hende. Hans blik søgte hendes igen. Et kort smil passerede hans læber. "Er det et forsøg på at gøre tingene gode igen?" spurgte han sigende. Han trykkede let omkring hendes hånd. "Men jeg elsker også dig," tilføjede han dog. Sandheden var vel, at han i øjeblikket, ikke kunne undvære hende? Og ikke havde lyst til at undvære hende?

[Jarniqa Dynithril]

Næppe ville Lucifer og Damien nogensinde blive perlevenner. Ikke med Lucifers afvisende attitude, og med Damiens lethed til opfarenhed. Ja, det var vel ligefrem dømt til at gå galt? Hvorfor kunne de to mænd ikke blot være glade på hendes vegne, og derfor forsøge at komme overens? Lykkelig var hun nemlig med Lucifer, og derfor skulle Damien acceptere det. Damien var hendes værge og ”far”, og derfor skulle Lucifer ligeså acceptere det. Mænd.. Var de altid sådan? Det føltes helt som om, at de begge anså hende for at være deres territorie, og på den led ønskede at pisse det af. ”..Han forsøgte at slå dig ihjel tidligere, fordi jeg var ked af det. Jeg er ikke ked af det længere, så hvad skulle problemet være? Han vil ikke røre dig, hvis det skulle såre mig, hvilket det ville gøre.” Lettere ville det være, hvis han blot accepterede og forstod.. ”Ville du have det fint, hvis jeg skrev et brev til dig om, at vi ikke ville ses i en ubestemt periode?” endte hun helt med at spørge, da det måske ville få ham til at forstå. Han forstod sig måske ikke på hendes og Damiens forhold, men han forstod sig vel på deres. Han måtte i hvert fald selv vide, hvordan han ville reagere på ting i forhold til ham og hende. Som han spurgte ind til, om hun forsøgte at gøre tingene gode igen, måtte hun smile uskyldigt. ”Er der da noget, der skal gøres godt igen?” spurgte hun roligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne bestemt ikke lide Damien, og det var udelukkende fordi, at han havde handlet og gjort, som han nu havde gjort. Han rystede let på hovedet. Frustrerende var det uden tvivl, men nu havde han aldrig haft en grund til at skulle sætte sig i andres sted på den måde. Det bånd til en faderfigur, havde han jo trods alt aldrig haft. Han havde aldrig haft noget, der mindede om en fader i sit liv. "Er du nu sikker på det? Han virkede nemlig temmelig bestemt sidst," pointerede han med en rolig stemme. Han var bestemt ikke meget for tanken om hendes værge, eller at hun ikke bare kunne give efter for hvad hun inderst inde ville ønske, på grund af ham. Som hun derimod satte det i perspektiv, forstod han det måske bedre, men det var da stadig irriterende!
"Jeg ville blive vred... søge efter dig.. Ikke nøjes med at få andre til det," pointerede han direkte, som han et sted stadig skulle gøre det tydeligt, at han var det bedre end den mand, som kaldte sig for hendes værge, og at han altid ville have, at det skulle forblive sådan. Han trak kort på smilebåndet, inden han lagde sig om på siden, så han kunne ligge så tæt på hende, som overhovedet muligt. "Der er altid noget, som skal gøres godt igen," hviskede han, hvorefter han kyssede hendes kind.

[Jarniqa Dynithril]

Om Damien havde set sig kold på Lucifer for livet, kunne Jarniqa egentligt ikke vide. Et sted var der vel en reel chance for det? Dog håbede hun på, at hendes værge først og fremmest tænkte på hendes lykke, og Lucifer havde rent faktisk endt med at gøre hende lykkelig. ”Det er kun fordi, at jeg var såret dengang.. Det var dengang,” endte hun optimistisk med at sige. Det var vel bare fordi, at hun håbede, som hun ikke ønskede, at de to mænd skulle hade hinanden? Hun havde trods alt valgt at have dem begge i sit liv. At Lucifer så havde brug for at håne Damien, fordi han havde efterlyst hende, fremfor selv at komme efter hende, måtte hun helt tage sig i ikke at rulle med øjnene af ham. Han var på alle måder tung og danse med! Glad var hun dog for det faktum, at han ville have haft søgt efter hende. ”Manden er halvblind. Så årsagen til, at han ej kan søge mig er fordi, at han ikke ville have haft en reel chance,” endte hun ærligt med at sige, hvor det vel også var for at beskytte sin værge? Morsomt var det egentligt at tænke på, at de to mænd til dels havde de samme tanker omkring hende. Som Lucifer ønskede at bringe hende til en øde ø, så det kun var dem, ønskede Damien nemlig det samme for ham og hende. Som han vendte sig om på siden, så han kiggede på hende, samt lå tættest muligt på hende, måtte det bringe smilet frem på hendes læber, på trods af hans lettere sørgelige ord. Kysset som han skulle til at skænke hendes kind, fik hende til at hans hurtigt. Hovedet vendte hun til siden, så det blev hendes læber, og ikke hendes kind, som han mødte. Meget bedre! ”Jeg vil da håbe, at der kan være perioder, hvor det hele går godt.”