Frem og tilbage er lige langt

[Deleted]

Rejsen havde været lang og hård. Der var ikke sket meget undervejs. Heller ikke fra han ankom til Dvasias og satte kursen mod Atterlin. Skulle han have en god pris for de heste, han bragte med sig, så måtte han til et sted, hvor der var behov for dem, og hvor der kunne betales for dem. Det var netop Atterlin, han havde haft i tankerne som de helt rigtige. 

Som husene blev en anelse tættere og handel trådte mere frem i bybilledet, var aftenen ved at tage sin start. De havde reddet hele dagen, men på trods af dette var det nok mere Caith end hestene, der trængte til et hvil. Han fandt et sted, hvor han havde plads til flokken nær et trug på torvet. Her blev de bundet op, mens de kunne drikke, og han dernæst kunne få striglet dem. 

Det havde været en underlig fornemmelse at være tilbage i Dvasias. Alt var så velkendt, og ingen tænkte nærmere over at se en dødsengel her. Forhåbentlig ville det også gøre et salg lettere. Mistilliden her havde en anden form end i Manjarno. Uanset hvad vidste han dog, at de fleste i Atterlin kendte hinanden, og på den måde ville han stadig skille sig ud. Han var fremmed her. 


//Tag: Seraphina Samandria Sálacazar

[Deleted]

Atterlin, hendes gamle hjemby, og for en del andre dødsengle. Nogen var endnu ikke fulgt med, end ikke med Zean i lederstillingen, men nu havde hun taget over og hvor havde mange ting ændret sig. Alene måtte hun være for nu, da hendes krigere, hendes følge, sad og drak. Hun havde givet dem lov til at slå sig løs for denne aften, skabe sig tosset og lave lidt ballade. Selv ville hun nok joine dem senere, men først skulle hun lige se gaderne an i byen og se hvem hun kunne få fat i af gamle bekendte. Et par besøg var blevet aflagt allerede nu, hvilket havde sat et tydeligt smil på hendes læber, det var nu fantastisk at få sin vilje, allerede syv andre dødsengle ville tage med hende, til hvor de hørte til, med sin egen art. I nærheden mærkede hun dog en dødsengel mere, det var virkelig en god dag for hende! I iver satte hun farten lidt op for at se hvem der nu skulle overtales. Hendes lange sorte hår viftede fra side til side i den høje hestehale som var flettet. Kjolen hun bar var mørkeblå i fint stof, med et corsage om livet kun som rammede hendes smukke figur ind. Tæerne var bare, en titel som fyrstinde havde ikke ændret hende helt, kjolerne var lige det finere i stoffet og måske en smule i udseendet, men det var også det. Corina glædet sig til at feste igennem senere, men først måtte hun gøre hvad hun var kommet for, at få samlet sit folk til et stort og stolt folkefærd på ny.

[Deleted]

Lyden i gaderne skjulte, at en kvinde nærmede sig Caith. Det var først, da han så op, at han bemærkede kvinden med det fyldige, mørke hår, der var sat i kontrol med fletninger, og de sorte vinger, der afslørede, at der var tale om en fælle. "Godaften" hilste Caith med et venligt smil, mens han fik bundet det sidst knob, så hestene ikke ville lade sig lokke væk så let. De var ganske gode heste, og de blev stående, hvis man bad dem om det - men ikke hvis man tog tøjlerne. Det vidste Caith trods alt om disse heste, der holdt en god pris for deres egenskaber. Særligt var de gode i krig, men det ville denne kvinde næppe være interesseret i. Dødsengle red vist sjældent på hesteryg, hvis de kunne blive fri. De havde deres vinger i kamp - et stærkere middel end nogen hest. Og ved lange rejser ville de fleste foretrække en vogn fremfor hesteryggen. Både til læs og til hvil. Og den slags solgte Caith ikke. 

[Deleted]

Dødsenglen som mødte hendes blik, fik hende til at smile, et smil som skreg langt væk af ballade, noget der måtte kendetegne hende. Roligt nærmede hun sig helt, mens hun nikkede i en høflig hilsen.
"Godaften min gode mand. Hvordan kan det være De færdes her og ikke ved Deres egne?" Spurgte hun direkte, det var jo sidst kendt Zean som havde været lederen. Så dem i byen hun allerede nu havde fundet, var blevet noget overrasket, men kunne se at hun uden tvivl talte sandt. Corina lod blikket glide ganske åbenlyst op og ned af denne mand, derefter lod blikket sig falde mod hestene, var han sælger eller ejede han disse kræ selv? Uanset hvad, forstod hun det ikke, det var en mærkværdig ting for en dødsengel, burde han ikke lave noget lidt mere, voldeligt? Der var ingen grund til at ligge lederkortet på bordet, nej hun ville da lære denne dødsengel lidt af kende, der var noget over ham som ikke lige hang sammen og hun ville finde ud af hvad det mon var. Nu måtte hun se hvordan natten ville gå, det kunne nemt gå i hver sin retning jo, det kom helt an på denne mands interesse for hvad hun i bund og grund havde at tilbyde.

[Deleted]

En variation af det daglige spørgsmål mødte ham, selvom tonen var langt mere høflig end den, han normalt selv lagde sig for dagen overfor andre racer. Netop i dette tilfælde, hvor det var indbyrdes, valgte han derfor den mere gængse tilgang: "Godaften frøken. Jeg har levet i Manjarno de sidste par århundreder. Undersøgt vores styrke på anden vis end vores naturlige, impulsive drift". Der var ingen grund til at holde det hemmeligt for en frænde. Når det var noget, der gavnede ham, kunne det måske også gavne andre. Særligt fordi død og vold ikke ligefrem var noget, som der altid blev set den anden vej med, hvis man befandt sig de forkerte steder. "I øjeblikket rejser jeg rundt i et forsøg på at sælge disse heste og åbne et nyt marked i Dvasias. De vil være særligt gavnlige i de kommende krige". For krig ville der komme. Fred forblev der ikke. "Men hvad laver De selv her, tilsyneladende på egen hånd?" spurgte han med et skævt smil, mens han gik hende i møde fremfor at stå ved hestens mule. Den foretrak på dette tidspunkt også mest at få lov at drikke af truget i fred.

[Deleted]

Hun blev overrasket, en dødsengel var han, men auraen var på ingen måde så ondsindet som den i bund og grund burde være, han virkede alt for, rar? Øjenbrynet skød i vejret, deres impulser fejlede da intet, de burde nydes og dyrkes på bedste vis. Hestene gav hun et kort blik, så han var salgsmand, ikke et job som krævede det store, han kunne passe sig selv og rejse som det passede ham. Hun lagde hovedet på skrå, mens hun studerede hans ansigt nøje.
"Hvad er De så nået frem til?" Hvad var det præcis han måtte have undersøgt og hvordan? Hun var da nysgerrig, tydeligvis. Hendes lyse øjne var intense, det var tydeligt hun var interesseret i at vide mere. At han derimod også var nysgerrig, var vel ganske fornuftigt, hun måtte lade ballademagersmilet tage over igen.
"Leder efter Dem. Og jeg er en stor pige, jeg kan tage vare på mig selv." Lød det kækt fra hende, som hun forsat smilede. Med blide bevægelser, lod hun sig bevæge lidt væk fra ham, for at se hestene nærmere. Dem kunne hun vel godt bruge et sted, hvis de da altså var noget værd.

[Deleted]

Måske virkede han langt fra så ondsindet som andre dødsengle, men sandsynligvis handlede det blot om, at han levede med en langt mere gennemtænkt, struktureret og planlagt ondskab, der ikke lod sig vise på samme måde, som den impulsive reaktion når muligheden for et kill bød sig. "En nydelse, der varer længere og bliver mere intens end et tilfældigt drab" forklarede han halvt uden at give det hele væk på en gang. Det krævede arbejde, og det krævede ro og løgne. Mange løgne. Han måtte dog kort grine, da hun sagde, at hun ledte efter ham: "Mig? Det lyder ildevarslende. Hvordan ved De, at De leder efter lige netop mig?" Smilet var skævt og nysgerrigheden stod fra hans mørke øjne, der betragtede hende, som hun bevægede sig mod hestene. Han kom derfor med den korte udmelding fra hans noget længere salgstale, som hun næppe var interesseret i lige nu - ved mindre hun netop ledte efter ham, fordi hun skulle bruge en hest: "De er opdrættet til at være rolige, lystre, og ikke frygte et angreb. De kan ridde dem direkte i døden, og de vil ikke tøve". 

[Deleted]

Corina var impulsiv, også i den grad, hun havde aldrig meget tanke over sine måder at få folk til at lide på, det skete bare og lige som hun måtte finde det morsomt. At han sagde som han gjorde, fik det til at sitre i hende, hun bed sig svagt i læben, hvordan?! Hun ville vide hvordan! Corina var i den grad en kvinde som søgte det bedste til sig selv, intet mindre, og at lære af andre var hun på ingen måde for stolt til, nej tværtimod så hun det som en sund ting.
"Det lyder næsten for godt til at være sand, hvordan?" Spurgte hun lettere nysgerrigt, mens balladen måtte skinne ud af de lyse øjne hun bar, de søgte lige ind i hans mørke. Et grin kom fra hende, hun rystede på hovedet.
"Jeg leder efter resterne af vore art, så vi kan blive samlet, intet farligt for Dem, nærmere for andre." Lød det morende fra hende, hun vendte sit fokus på hestene, nogle engle kæmpede bedst fra hest, andre på jorden, og en del fra luften. Dog med alliancen med Mister J, havde hun luftangreb nok i dragerne. Krig havde hun skam forberedt sig på, mere end rigeligt. Hun lagde hovedet på skrå, det lød jo ganske godt med hestene, på ny søgte hun hans blik.

"Jeg vil både have Dem og hestene." Stemmen bar bestemt ballade, smilet ligeså, og øjnene måtte næsten stråle af det, men hun mente det, hun ville have dem alle med sig!

[Deleted]

Denne smukke engel havde en energi og et væsen, der tiltalte ham. Måske var det de lange tider i Manjarno, der havde fået ham til at glemme, hvordan man kunne gøre sig fri af alverdens bånd blot ved at stå ved sine fælles sider endnu engang. "Alt godt kommer til den, der venter... Det kræver tålmodighed, stor selvkontrol og flere løgne end De nok nogensinde har givet før" kom det fra endnu et skævt smil, hvor de mørke øjne var nærmest drillende. "mere kan De få at vide, når vi ikke risikere at have andre ører med os". At stå her med en begyndende nat var at skrige op om alle hemmeligheder, hvis han begyndte at forklare. Og den slags rygter ville løbe stærkt.

Det undrede ham, at hun ville forsøge at samle dødsenglene, og det fangede klart hans egen nysgerrighed. "Intet kommer gratis" svarede han kækt igen, da hun sagde, at hun ville have både ham og hestene "Men De har vagt min interesse".

[Deleted]

Nu var det jo klart, hun tog ingen steder uden ham, hun ville vide ham små hemmeligheder! Iveren lå så tydeligt i hende, det kriblede i hendes fingre for at finde ud af hvad pokker det egentlig betød, hvad han havde fundet ud af, som hun endnu ikke vidste noget om. Selv var hun jo langt fra den klogeste dødsengel i verden, men hun havde da sin viden, havde hun ikke? Naturligvis efter fangeskab i et ægteskab som gjorde alt for at hun bare var en dum pyntedukke, var hun ikke ligefrem dannet i den rette retning.
"Hvor vil De fortrække at indlede mig i Deres yderst lokkende hemmeligheder?" Spurgte hun så med den balladefyldte stemme, som kunne forveksles med flirterier i stor stil. Det var dog ikke just sådan det måtte hænge sammen, men det gjorde hende intet hvis folk troede dette, for det var virkelig ikke hendes problem, men derimod deres. Naturligvis kom intet gratis, dette var hun klar over, men som han ikke virkede til at være den store familietype, var han nok alene, og som sælger der rejste rundt, var han vel ikke ligefrem bosat et bestemt sted.
"Naturligvis ikke, men jeg har nu også forslag jeg tvivler stærkt på De ville kunne modstå." Lød det ganske hemmelighedsfuldt fra hende, hun gik ham lidt det nærmere, som hun måtte mærke efter i hans aura, for dødsengel var han og det kunne mærkes! Dog ikke en som vækkede meget opsigt, men måske var det deri hans små hemmeligheder lå i?

[Deleted]

Det farlige ved at være i Dvasias med hestene var, at man ikke kunne stole på nogen som helst. At lade dem ude af syne kunne være noget af et sats. Det var derfor specielt hestene, han tænkte på, da han gav hende sit foreslag: "Der må være et sted et stykke ude, hvor vi ikke risikerer nysgerrige ører og lange fingre". Han hentød tydeligt til hestene, som et lille nik i deres retning understregede. Var hun interesseret i at købe dem, så ville hun heller ikke risikere, at de pludselig var væk. "Kan det ikke passe, at der lå en kro et lille stykke ude af den vej" pegede han i den retning, hvor han tidligere var kommet fra. Der kunne næppe være mange folk - eller der ville i hvert fald være nogen, han kunne hænge et tyveri op på, fordi hestene ville være under en andens ansvar. Og sådan et sted var det oftest muligt at sidde i fred - enten leje et værelse eller på anden hvis finde et lukke, hvor ingen nysgerrige væsner ville høre dem.

[Deleted]

Det var klart han ikke ønskede hestene skulle stjæles, eller at nogen skulle lytte med, hun kunne nu også godt lide privatlivets fred. Han virkede jo i bund og grund ganske fornuftig, og opmærksom, hun nikkede til det med kroen, der lå en kro lidt mere i udkanten af Atterlin, der var omrejsende kort inden de tog videre som regel, ingen som søgte noget i byen som sådan. Hendes blik vandrede lidt rundt, inden hun nikkede lidt igen.
"Lad os søge dertil." Det var jo fornuftigt, så hvorfor ikke? Og selv hvis krostuen ikke var et sted han ville spilde sine dyrebare ord, jamen så ville et værelset intet problem være for hende. Langt fra. Den mørkeblå kjole måtte føres blidt tilbage af vinden som gled igennem enhver afkrog af byen, hun lukkede øjnene, snart skulle hun bestemt ud og flyve, men for det meste blev hun ført i vogn. Det var rimelig kedeligt, lidt fritid, lidt ballade, det kunne hun nu godt bruge. Roligt gjorde hun tegn til at gå, inden et par dødsengle gik i deres retning, den ene valgte at hviske noget til hende, hun smilede roligt.
"Bring dem hjem til vores lille samfund og lad dem få sig et nyt liv med sine egne. Jeg ved ikke hvornår jeg selv vender tilbage, men tænk ikke på mig, jeg ankommer når jeg ankommer." Lød det med en rolig stemme fra hende, manden bukkede roligt som tegn på at ordreren var modtaget, inden han og den anden valgte at tage derfra igen.