Hjemme bedst?

[Deleted]

At timerne sammen med ham i bund og grund for fløjet afsted, det ænsede hun ikke, for hende var den første time stadig i gang, men himlens ændrende farver fortalte en anden historie. Hun følte sig stadig varm og derfor frøs hun på ingen måde, nej hun tog glædeligt imod den frisk vind som måtte kærtegne alt på den vej. En barnlig sjæl havde hun, lidt mere end hvad man egentlig fandt passende hos en ung kvinde, men at vokse op, var intet hun var som sådan, hvem skulle hjælpe hende til netop dette? Jo hun havde da følt sig moderlig når hun tog sig af de små ved børnehjemmet og hun forstod ansvaret deri, men hun var så ung og stadig ude af stand til at slippe det barn. Om hun nogensinde fik det smidt fra sig tvivlede hun faktisk på, hun nød det jo, det gjorde hende glad og lykkelig. Hun måtte betragte ham som han stod der, han så dejlig ud, så rar og venlig en mand, hun kunne virkelig godt lide ham! Med et par yndefulde hop, endte hun ved ham og prikkede ham blidt på næsen.
"Kom og fang mig hvis du kan!" Fniste hun, inden hun snurrede om sig selv og stak af på de bare fødder, hun mærkede modstanden i vinden som rev i hendes kjole og hår, det føltes skønt! Hjertet måtte igen få fart på, som hendes fødder, hun var ganske hurtig faktisk og i den grad smidig, ind og ud mellem træerne, hen over bækken sprang hun. Livet for hende var en uendelig dejlig leg, og det var bare med at nyde den! At sove godt, krævede en tung krop, det havde hun erfaret, så derfor brugte hun altid massere af energi, selvom hun næsten virkede til ikke at kunne løbe tør for den.

[Deleted]

Timerne og tiden, var uden tvivl gået hurtigt. Langt hurtigere end det som selv Jophiel havde regnet med. Dog var det noget, som han for sin egne del, valgte at tage som en god ting, da han ikke ønskede, at gøre andet. Her i skoven, kunne de være alene, og de kunne være sig selv. Let måtte han rystede tanker ud af hovedet, som han vendte blikket mod hende, da hun nærmede sig. Han sendte hende et smil.
Hendes intentioner ved den tilnærmelse, gik først op for ham, da hun havde prikket ham på næsen, var vendt om, og direkte løbet den anden retning. Var det her nu fangeleg? Okay, hun var virkelig et barn indvendig, men det var derimod også noget af det, som han virkelig godt kunne lide! Han slog ud i en latter. Her var der virkelig ikke noget ondt, som kunne ramme nogen af dem, og han elskede det uden tvivl også! "Jeg skal nok fange dig!" udbrød han med en morende stemme, inden han satte af fra træet, som han stod ved, og løb direkte efter hende. Det kunne godt være, at hun var et væsen af skoven her, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ikke kunne følge med, for det kunne han skam! Han var glad.. Det var vel næsten på grænsen til ren lykke han følte i øjeblikket, fordi at han ikke behøvede at tænke på alle de ting, som han gjorde normalt i løbet af en dag, hvilket uden tvivl var frygtelig rart for ham!

[Deleted]

Det var ren paradis at være i skoven, hun elskede hvert sekund af det og lige nu havde hun fundet en ny legekammerat og det betød uden tvivl alt for hende. Latteren som lød fra hende var varm og mild, hun løb så hurtigt hun kunne, sprang over sten, bæk og videre om bag træ og buske. Men holdte sig hele tiden i området ved lysningen, så de ikke blev helt væk derfra. Hun nåede ikke at hoppe helt rigtig da hun skulle over bækken, og derfor ved at vælte og lande lige på numsen ned i vandet. Et højlydt hvin lød skingert igennem skoven, som hun skyndte sig op på benene igen og så var hun ellers helt flad af grin. Selvom hun begyndte at ryste svagt, det var godt nok koldt! Og kjolen blevet rimelig tung. Hun stod med armene ud til siden og vidste ærlig talt ikke helt hvad hun skulle stille op.
"Ville det komme bag på dig hvis jeg siger det her sker alt for tit for mig?" Grinte hun sødt, inden hun måtte træde op fra bækkens rislende vand. Kjolen dryppede og havde nået at suge godt med vand til sig, hun prøvede forgæves at vride vandet ud af. Hun rystede smilende på hovedet af sig selv, det var så typisk! Men hun havde jo snydt bækken for et faldt allerede en gang i dag, så det gik altså ikke denne gang, hun var klodset og det vidste hun, for det var ikke første gang noget lettere uheldigt måtte ske for hende. Dog havde hun været i værre situationer end denne, hun gav sig til at ryste stoffet lidt for at få det tørret, men vejen var lang og hun var allerede blevet rimelig kold.

[Deleted]

Det hele havde vist sig, at tage en drejning, som Jophiel ikke havde forestillet sig. Han havde ikke løbet igennem skoven siden han havde været et barn, og det var jo ved at være temmelig mange år siden, kunne man jo sige. Han grinede. Han havde det uden tvivl rigtig godt omkring Myrina, og derfor havde han da helt klart tænkt sig, at udnytte tiden, nu hvor den endelig var der. Denne gang med en ordentlig omgang fangeleg, og han skulle nok fange hende!
Jophiel stormede igennem skoven.. Over bakker, forbi træer og over de små buske. At hun så måtte ende på numsen i den lille bæk, som hun ikke kunne komme over, måtte han stoppe op, kun for nærmest at knække sammen af grin. Det var noget af det mest morende, som han længe havde været udsat for! "Sød, charmerende og klodset. Jeg kan lide det!" endte han morende. Selvom det måske var sjovt at rende rundt og fange hinanden - eller forsøge på det i hvert fald, så ønskede han jo igen ikke, at hun skulle ende med at blive syg. Han sprang over bækken, som selv var større, end hvad han først lige havde regnet med. Selv han fik næsten overbalance og faldt i! Han vendte sig mod hende og med et stille smil på læben. "Vi skal måske få dig hjem og ind i varmen. Vandet er jo iskoldt," pointerede han sigende, og med en bekymret rynken på næsen. Han ønskede jo ikke, at hun skulle ende med at blive syg eller sådan noget!

[Deleted]

Kinderne blussede for fuld skrue af hans ord, hun måtte sætte hænderne op for dem og prøve at køle dem lidt af, de frøs i hvert fald ikke! Han beskrev hende som ingen havde gjort det før, det gik jo lige i hjertet og hun blev bestemt glad ved det, men også helt forlegen, for hun blev jo næsten gjort til noget helt fantastisk som hun ikke var. Myrina måtte dog stadig le, for det havde været sjovt og det bedste var nu at kunne grine af sig selv. Og han grinte med hende, og af hende, og det gjorde hende intet! Når noget var sjovt, skulle man endelig benytte sig af latter og smil, hun elskede desuden at høre ham grine, så det måtte på ingen måde gøre hende noget! At han selv næsten var ved at falde i, fik hende til at holde sig for munden men grinet gik helt op i hendes øjne, det kunne have set så kønt ud, men han fandt da sin balance igen. Den våde kjole føltes bestemt tungt mod hendes skuldre, hun kunne ikke vente med at få den af! Selv hendes underkjole var jo blevet våd da hun var landet lige på bagen.
"Det er ret koldt ja." Grinte hun, som kroppen skælvede blidt, hun lagde armene om sig og forsøgte for gæves at varme sig lidt, nej det gik nok ikke. At han var der til at tage sig af hende, var jo fantastisk, han havde varme at byde på, ikke kun i sit dejlige væsen, men også i sit hjem. Og så var hun blevet ret glad for hans sofa, den sad man godt i! Hun kunne lige se sig selv sidde i den med et tæppe, op af ham og et krus med varm the eller suppe.

[Deleted]

Det forundrede virkelig Jophiel at Myrina tog det så hårdt. Ikke at han havde sagt det, for at gøre hende blød i knæene, men derimod havde han valgt at skænke hende en sandhed. Han mente det, når han sagde, at hun var et kært væsen, der var både sød, varm, charmerende, og tilsyneladende også klodset. Han kunne jo uden tvivl godt lide at se hende på den måde, og særligt med de ekstremt røde kinder. Det var jo lige før, at hun gav tomaterne konkurrence om at være mest rød!
En latter brød Jophiels latter, som han igen rystede på hovedet uden at smilet falmede fra hans læber. Han kunne i hvert fald ikke skjule det. Han rettede sig op, som han kom over på den anden side af bækken. Han skulede let mod hende. "Ikke sjovt," pointerede han med et morende smil på læben, inden smilet atter bredte sig. Han kunne ikke engang forholde sig alvorlig over tid. Han rystede på hovedet. Hun var og blev nu alligevel noget af det kæreste, som han nogensinde havde været ude i, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag i den anden ende. Svagt måtte han nu alligevel bide tænderne sammen. "Så lad os komme hjem. Du skulle jo ikke ende med at blive syg, Myrina," sagde han med et stille smil på læben. Den kjole skulle hun ud af, og han kunne nok finde en af sin mors gamle, som hun kunne låne. I hvert fald til hendes egen måtte blive tør igen.

[Deleted]

Vinden tog lidt til, og det måtte skære igennem marv og ben på hende, hun rystede lidt og endte med at søge ind til ham. Hun så op mod ham med et uskyldigt smil, det var virkelig ved at blive koldt, specielt fordi solen også tog sin vandring ned. Myrina havde bestemt moret sig, men kjolen var ikke sjov at have på mere, så den skulle af! Hendes mave måtte knurre højlydt, hun fniste sødt og lagde en hånd ned mod den, det var en del timer siden hun sidst havde spist noget.
"Jeg ved godt jeg virkelig er besværlig, men jeg får nok brug for noget varmt at dække mig med, og noget mad, hvis det altså ikke er for meget at bede om." Lød det blidt fra hende, næsten usikkert, for hun ville ikke bede om alt for meget. Men det var lidt nødvendigt for at hun kunne blive der, hun så sig rundt, inden hun valgte at føre dem tilbage til stien de var kommet af. Det var let for hende at finde vejen tilbage, også selvom det var blevet det mere mørkt, hun holdte godt fast i hans hånd under hele turen, mens en glad nynnen lød fra hende, hun var stadig glad og i den grad ved højt humør. At skulle hjem til ham igen glædet hun sig selv, måske de kunne nå at spille lidt mere, inden de gik til ro? Det ville hun i hvert fald elske! Den tunge våde kjole gik hende virkelig på nerverne, men den kom snart af, det kunne hun trøste sig med. Snart ville de være tilbage ved hans hjem, parat til at få varmen på ny. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hun mon kunne tillade sig at komme tæt på igen, som inden de var gået deres tur.

[Deleted]

Det var ved at blive kold, og særligt fordi at solen også måtte være på vej ned. Ikke at det var en tanke, som måtte bifalde Jophiel på noget tidspunkt, og særligt nu hvor hun rendt rundt og var kold og våd på samme tid. Han ønskede jo endnu ikke, at hun skulle ende med at blive syg. Det ville hun jo blive, om de blev ude alt for længe, og særligt når hun havde det, som hun havde det lige nu.
Et stille smil passerede hans læber, som han lagde den ene arm trygt omkring hende. Nej, han ville ikke have noget imod at give hende noget af det, som hun havde brug for. Lige nu var det jo heller ikke ligefrem noget, som skoven kunne give hende, kunne man jo sige. "Du skal ikke være bange for at være til besvær, Myrina. For det er du på ingen måde," forsikrede han hende med en rolig stemme. Han endte med at tage omkring hendes hånd, for at føre hende med sig tilbage til huset. Det skulle da bare mangle, også selvom hun selv havde opfordret til leg og det hele, så gjorde det ingen forskel for ham. Det var slet ikke meningen, at det skulle ende med sygdom!
Turen tilbage til huset, var ikke så lang igen. Heldigvis. Her fik han igen døren op, så han kunne føre hende med sig ind. "Jeg er sikker på, at min moders gamle kjoler, er nogen som du kan passe. Kom," sagde han, inden han førte hende med ind mod det gamle soveværelse. Det som havde stået tom, siden begge hans forældre havde efterladt det. Han søgte til garderobeskabet med en mere tom mine, hvor han fik skabet op. Der hang smukke kjoler i alskins farver. "Du kan bare vælge en," sagde han. Han fremtvang et svagt smil.

[Deleted]

Selv i frysende og skælvende tilstand havde hun det helt fortryllende, hun havde hans varme hånd i hendes og det var faktisk det hun måtte fokusere på. Var det underligt at hun rent faktisk måtte elske at være i fysisk kontakt med ham? Myrina nød turen hjem til hans hytte, alting så smukt ud uanset hvor lyst eller mørkt det var, blot på hver sin måde. Hvilket hun elskede, uden tvivl! Og endelig var de fremme, og ind kom de, hun bemærkede hvordan kjolen nu også var blevet beskidt og næsten helt mudret grundet den var våd og havde ramte jorden. Hun havde det helt dårligt med at skulle gå ind, men hun lod ikke til at have det store valg. En ting var nu sikkert, hun ville gøre rent efter sig! Blikket gled lidt rundt om hende, hun havde jo ikke fået set resten af hjemmet, men hvad skulle hun også se værelserne for? Nu stod hun der, i den tunge kjole, som i hendes verden ikke kunne komme hurtigt nok af! Med hurtige fingernemme bevægelser, fik hun bakset sig ud af kjolen og lod den falde til gulvet, det samme med hendes underkjole og resten af undertøjet. Myrina var langt fra blufærdig som sådan, og så vidt hun vidste havde hun da intet at skamme sig over, da hun var født i denne tilstand, fuldkommen nøgen. Uden en trævl på kroppen, gik hun roligt mod skabet og så på noget af et valg af kjoler, men hun vidste ikke om hun kunne få sig selv til det. Det var jo hans mors!
"Er du sikker? Jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle kunne vælge. Det er mig ret grænseoverskridende. Vil du ikke nok finde en til mig?" Spurgte hun, hvad hvis en bestemt kjole var et bestemt minde, nej hun ville altså ikke risikere noget. Tænk at tage det forkerte valg! Huden var præget af strittende små fimmerhår, gåsehuden lå tydeligt som hun frøs og hendes arme fandt da også vej om sig selv.

[Deleted]

At komme ind og hjem i varmen, var uden tvivl noget som glædede Jophiel, for han ønskede bestemt ikke, at hun skulle blive syg. Undervejs, fik han tændt nogen stearinlys, så der var noget lys i den lille hytte, inden han søgte til sine forældres gamle soveværelse. Der havde ikke været nogen her, igennem den seneste tid, og dette var bestemt ikke noget undtag, kunne man sige.
Han vendte sig mod hendes skikkelse endnu en gang. At stå i hans forældres soveværelse, var helt klart også et meget ømt punkt for ham, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det, kunne man sige. Tøj skulle hun jo have på kroppen. At hun så bare uden at tøve, kom ud af kjolen, såvel som undertøj og det hele, fik for alvor varmen til at stige i ham, og hans hjerte til at hamre endnu hurtigere, end hvad det havde gjort frem til nu. Han klemte øjnene svagt sammen, inden han vendte sig mod skabet. I det mindste i et forsøg på at tage sig bare en smule sammen, selvom hun uden tvivl gjorde det rigtig svært for ham lige nu! Han rystede de tanker lidt ud af hovedet. "D-du kan bare vælge en.. Du skal jo have tøj på," sagde han lettere forfjamsket. Hvordan kunne hun bare stå overfor ham, uden en trævl på kroppen! Han rystede de tanker ud af hovedet. Det var ham næsten en kamp, ikke at skulle kigge på hende, i frygten for at hun ville finde det meget ubehageligt. Han stillede sig ved siden af hende. "Æhm... P-prøv denne," sagde han, inden han trak en smuk skovgrøn kjole frem. Den var tilpasset en slank kvinde. Han rakte hende den - uden at kigge på hende.

[Deleted]

For hende var det normalt at være nøgen, hun så ingen problemer i det, altså hun vidste at Elijah havde sagt at nogen mænd var ubehagelige og ikke ville kunne holde sig fra en nøgen kvindekrop, men Jophiel var jo en blid og kærlig mand. Hun var ikke bange for at han ville gøre noget som helst, og hun måtte smile sødt til ham da hun så hans reaktion. Det var vidst ikke lige det han havde regnet med, men hun havde ikke den store blufærdighed, i starten da hun vidste hvad det kunne gøre ved en mand havde hun, men så fandt hun ud af at det også var naturligt og så kunne hun virkelig ikke se det farlige i det. Udvalget af kjoler var jo intet hun var van til, hun var heldig hvis hun fik nyt i tide inden det andet var fuldkommen gennemslidt. Hendes blik gled mod kjolen han fandt frem, hun måtte smile begejstret, så smuk en kjole havde hun aldrig haft på før, det var hun i hvert fald ret sikker på. Aldrig noget med farve i så kraftigt som denne. Hun tog blidt imod den, og lod den hænge ud fra sin krop, hun snurrede kort rundt og lo.
"Du er virkelig alt for god ved mig!" Måtte hun udbryde, inden hun klemte hånden om kjolen, for så at omfavne ham. Igen var Myrina virkelig ikke blufærdig, det havde nok været noget andet hvis han intet tøj havde haft på, måske, faktisk havde hun aldrig helt stået i den situation med andre end Elijah, og der var det jo utrolig rart og bragte underlige fornemmelser i kroppen. Dem havde hun ingen af lige nu, hun var bare glad og følte for at give et kram, at hun var nøgen, var bestemt ingen hindring. Roligt slap hun ham igen, for at finde rundt i kjolen, hvad var for og bag, og hvordan hun lige fik dem bakset på.

[Deleted]

Ikke var Jophiel typen, der ville gøre hende noget, for det ønskede han på ingen måde, men at hun derimod valgte at stå der i absolut ingenting foran ham, var virkelig svært for ham, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om. Han bed tænderne tydeligt sammen.. Hans kinder endte direkte røde, og hans hjerte hamrede, så han næsten følte, at han blev svimmel. Han kunne i hvert fald ikke gøre noget ved det! Øjnene lukkede han let i, som han rakte hende kjolen, hvor han samtidig måtte tigge og bede til, at hun bare ville tage den på.
Det gik dog ikke ligefrem som han ville have det, hvilket ikke ligefrem var noget som han kunne gøre for. At blive omfavnet af en helt nøgen kvinde, gjorde for alvor hans kinder helt røde. Han spærrede næsten øjnene op, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han trak svagt på smilebåndet, inden han kort lod hånden stryge over hendes nøgne ryg. Aldrig havde han været udsat for noget lignende af det her før. "J-jeg... jeg.." Han bed tænderne let sammen, som han følte at hans kinder direkte måtte brænde. Uden tvivl noget af det mest voldsomme som han længe havde været ude for. Som hun slap ham, for at komme i kjolen, kunne han trække sig en anelse, for at trække vejret. For ham, var det uden tvivl noget af det mest grænseoverskridende, som han nogensinde havde været udsat for!

[Deleted]

Et dæmpet suk gled over hendes læber som hans varme hånd gled ned over hendes kølige nøgne ryg, varme, hun kunne godt bruge mere af den! Sådan, over det hele! Hans stammen, de røde kinder og hans helt forfjamsket udseende, fik hende til at se lidt bekymret mod ham, havde hun gjort noget forkert. I stedet for at tage kjolen på, trådte hun mod ham igen og lagde en blid hånd mod hans overarm.
"Har jeg gjort noget forkert Jophiel?" Spurgte hun, tydeligt bekymret, for hun ville da ikke gøre ham utilpas, nej langt fra. Blikket gled ned over hende selv, var det det nøgenheden var for ham? Hun tog kjolen foran sig og trådte lidt bagud igen, hun måtte stoppe med at glemme det slet ikke var så naturligt for andre end hende selv. Fumlende med kjolen, forsøgte hun at tage den på.
"Undskyld, jeg.... Jeg er bare van til.. Det var virkelig ikke min mening at gøre dig utilpas!" Skyndte hun sig at sige, inden hun næsten formåede at vende kjolen rigtig og få den ned over hovedet, inden den drillede hende og mistede balancen. Hun faldt lige så lang som hun var, ned mod gulvet så det gav et ordenligt bump og hun jamrede da hun måtte lande lige på sin hofte. Helt opgivende, blev hun liggende, armene fanget over hovedet med kjolen viklet helt rundt. Hvorfor udsatte hun altid sig selv for det her? Et opgivende suk kom fra hende, højt og tydeligt.

[Deleted]

At hun overhovedet ikke var blufærdig, var da tydeligt gået op for Jophiel, selvom det var svært for ham at håndtere, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Hans hjerte hamrede direkte mod hans bryst, som intet andet, som overhovedet kunne beskrives. Han havde aldrig været udsat for noget lignende! Ikke fordi at det var ubehageligt som sådan. Han vidste bare ikke rigtigt, hvad han kunne tillade sig at gøre, uden at det skulle ende med at blive.. forkert? Et eller andet sted, for det ønskede han jo på ingen måde.
"Nej.. nej, jeg.." Han tav igen, som hun trådte hen mod ham med kjolen i hånden. Kunne hun ikke bare tage den på?! Det var jo lidt der, at hans problemer måtte være! Han vendte blikket ned mod hendes hånd, hvor han alligevel ikke kunne undgå at kigge på hende og hendes smukke krop. Meget var der jo trods at kigge på, og en smuk kvinde var hun da i allerhøjeste grad!
Den røde farve tog kun til i hans kinder. Ikke var det her noget, som han var blevet introduceret til før, hvilket han da udmærket godt kunne mærke nu. Han trak vejret dybt, som han igen så mod hende. Han rystede afvisende på hovedet. "Jeg er bare... ikke vant til det der. Det er ikke din skyld, Myrina. Virkelig, jeg.. bare.. tag kjolen på," bad han. Okay, det her var kun endt med at blive temmelig akavet!

[Deleted]

Kjolen var endt over hendes hoved, ned om hendes arme, hvor den havde rullet sig helt sammen til en pølse og nu bare sad helt forkert og mærkeligt, det var her hun måtte miste balancen og nu bare lå på gulvet med en øm hofte. Hovedet løftede hun kort, for at banke det ned mod gulvet i ren afmagt.
"Det her er nød til at stoppe med at ske for mig, akavet og dumme situationer. Gang på gang. Jeg kan virkelig ikke finde ud af at være nær andre væsner end mig selv." Mumlede hun, tydeligt utilfreds over sin situation. Men at blive liggende sådan kunne hun jo heller ikke just. Roligt satte hun sig op, med en grimasse da hoften var øm, inden hun trak kjolen af, fik den viklet ud, og til sidst tog hun den mere blidt og elegant på. På den måde, krøllede den sig ikke sammen, hun havde haft for meget fart på og ville vel, skåne ham for synet af hendes nøgenhed? Myrina kom på benene igen, og glattede kjole ud, som sad ganske pænt på hende. Et sted skammede hun sig sådan, at have gjort som hun nu havde, hun følte virkelig hun havde gjort noget forkert. Hvad sagde man nu, sagde man noget? Et tungt suk kom fra hende, hun tog sig til panden og rystede på hovedet af sig selv.
"Jeg er altså virkelig ked af det!" Lød hendes stemme, næsten helt lille, hun så forsigtigt mod ham, men slog hurtigt blikket ned igen. Burde hun bare gå ud fra soveværelset nu, sætte sig i sofaen, måske gå helt? Nej det kunne hun ikke med kjolen som var hans mors. Hun så sig rundt, kjolen skulle vaskes, og så skulle gulvet også have en tur, måske hun skulle gøre det. Da hun tog et blidt skridt, mærkede hun igen hoften, den havde siddet perfekt og var i den grad ømt!