Hjemme bedst?

[Deleted]

Var det unaturligt, at blive glad for en kvinde så hurtig? Jophiel vidste jo faktisk ikke særlig meget om hende, og det var nok også lidt det, som fik ham til at reagere. Desuden havde han svært ved at forestille sig, at en varm og smuk kvinde som hende, ikke skulle have et hjem at vende hjem til. Eller en mand, som skulle vente på hende. En ting var dog helt sikkert: Den mand som fik hende, var uden tvivl en af de frygtelige heldige, for en kvinde så hjertevarm som hende, var helt igennem fantastisk. Jophiel nød af det, og han vidste ikke engang, om han overhovedet kunne tillade sig, at nyde det med hende.
At hun måtte fortælle, at hun intet hjem havde, kom bag på ham. Ingen mand, var en ting, men ikke et hjem? Hun kunne da ikke sove udenfor! Det var jo endnu halvkoldt om natten, og tænk hvis hun blev syg? Det var i hvert fald ikke utænkeligt, at det ville forekomme. Svagt måtte han bide sig i læben, som hun lagde hovedet mod hans bryst. Hun var så åben og fortalte bare. Han trak vejret dybt. Burde han? Svagt måtte han bide sig i læben, inden han vendte blikket mod hende. Selv herfra, kunne han ane den røde farve i hendes kinder. Den klædte hende. Og han kunne lide at se den. "Så.. du sover altså udenfor?" spurgte han med en næsten varsom stemme. Han vidste ikke rigtigt om han overhovedet kunne tillade sig det, men det kunne ikke være rigtigt, at hun skulle gøre det, for det kunne jo faktisk være farligt! "Altså.. i fare for måske at gå hurtigt frem, så.. Jeg har jo et helt hus alene, og kan sikkert godt finde en sengeplads til dig her," fortsatte han. Hun skulle endelig ikke føle sig forpligtet til noget.
Jophiel vendte blikket mod hende. Hvorfor reagerede han på den måde? Han kunne virkelig ikke finde ud af det, og det var tildels frustrerende. "Kun hvis du vil. Jeg tænker bare at.. det er bedre og mere trygt, end at sove under åben himmel," tilføjede han. Denne gang forsøgte han sig med et stille smil.

[Deleted]

Denne mand var jo uden tvivl den af dem som bar et varmt sind og et varmt hjerte, han tænkte på alt, bekymrede sig om en vildt fremmede gadepige og gav hende en omsorg som vel slet ikke var noget hun havde gjort sig fortjent til. Var det? Hun blev pludselig helt i tvivl, deres musik sammen havde jo påvirket dem begge på en måde som ingen af dem nok havde regnet med. Det fik hende til at smile svagt og sødt, det passede hende helt fint, det fik hende til at huske på hvorfor væsner i Procias var vigtige at holde nær og kær. Hun så mod ham, studerede ham nedefra og fandt det lidt sjovt at kunne gøre dette. At han virkede helt overrasket fik hende til at le sødt.
"Jeg har boet det meste af mit liv under åben himmel, skoven har taget sig godt af mig." Forklarede hun blot, som var det meget normalt, hvilket det jo også var for hende, hun ejede ingenting, ikke andet end det hun faktisk havde på lige nu, kjole og violin, det var det. Og hun var tilfreds! Det var vel det vigtigste. Hans ord fik hende til at flytte hovedet lidt, hun så på ham med hovedet spørgende på sned, hvad mente han mon med at gå for hurtigt frem?
"Hurtigt frem med hvad dog?" Måtte hun spørger, for hun var nysgerrig, der var mange af de ting han måtte sige som hun ikke helt forstod. Da hendes naive barnlige sind stadig lå i at det på ingen måde var unormalt at gøre noget som helst, og så alligevel var hun eftertænksom med nogen ting, takket være Elijah som havde forklaret hende lidt af hvert.
"Det ville glæde mig at blive her det længere Jophiel, men om det er bedre at sove under åben himmel? Næppe. Det er så smukt og man føler sig så fri. Måske du en nat vil sove med mig under åben himmel? Jeg skal nok passe på dig." De sidste ord var ren og skær drilleri, som hun måtte le sødt og igen kramme sig ind til ham. Hun var så glad, hun måtte blive længere, og endda få lov til at sove i en seng, det var altid dejligt at sove i en seng. Eller bare sofaen, hans sofa var dejlig blød!

[Deleted]

Jophiel frygtede naturligvis at gå for hurtigt frem, og særligt fordi ,at det vigtigste for ham, var at hun havde det godt, om det så var her, eller om det var et andet sted. Han kunne nu slappe af ved tanken om, at der ikke var nogen der ventede på hende derhjemme, for.. hun havde jo ikke noget hjem. At hun intet havde, havde han da uden tvivl svært ved at forholde sig til.
"Naturen kan også godt ødelægge, hvad den har skabt. Særligt med frost, hård vind og kolde nætter," pointerede Jophiel roligt. Det var i hvert fald hendes beslutning, men hun skulle have valget. Desuden ville han overhovedet ikke have noget imod, at have hende omkring sig på denne her måde, og det var noget, som han gerne stod ved, når det endelig skulle være i den anden ende.
At hun ikke direkte tog imod en sengeplads, måtte naturligvis være hendes eget valg. Det vigtigste for ham derimod, var at hun bare.. blev der, og var der lidt sammen med ham, for han kunne jo godt lide, at være omkring hende, og sammen med hende. Dette var han skam heller ikke bange for at vise hende. Særligt ikke på denne her måde. Han lod hovedet søge let på sned, hvor et smil passerede hans læber. "Det er naturligvis dit valg. Jeg vil bare gerne give dig buddet," sagde han endeligt. Svagt måtte han jo alligevel trække på skuldrene. Han betragtede sig af hendes smukke skikkelse. "Men om jeg kunne sove under en åben himmel.. Det ved jeg faktisk ikke," tilføjede han. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Hvorfra kom den følelse og lyst til at passe på hende? Det var jo heller ikke ligefrem noget, som man kunne sige, var typisk ham, for det var det slet ikke!

[Deleted]

Det hun bed mærke i, var at han rent faktisk ikke svarede hende på hendes spørgsmål, mon han havde gjort det og hun ikke helt havde opfanget det? Hun måtte bide sig i læben og sænke sit blik lidt, hun blev så nemt forvirret! Det var virkelig en belastning til tider og hun måtte føle sig lettere dum ved dette, men kun kort, før hun blot trak på skuldrende, der var vel intet hun kunne gøre ved det? Der var ingen tvivl i hende, hun ville meget gerne blive der for natten, mere tid med ham var jo ren luksus! Den følelse hun havde indeni, var jo helt igennem ubeskrivelig dejlig og hun måtte næsten tage sig selv i ikke at ønske den nogensinde gik væk igen. Hun sukkede blidt, det var skønt at stå her ved ham.
"Jeg vil meget gerne tage imod Jophiel. Det betyder mere tid med dig, og det vil jeg hellere end gerne tage imod!" Hun måtte mærke varmen stige lidt igen, hun var meget ærlig og direkte til tider, hvorfor ligge skjul på det, et sted fortalte hendes krop det vel tydeligt? Han trykkede hende ind til sig, hun måtte smile næsten lyksaligt, det føltes så fantastisk naturligt at han gjorde dette, at de stod i hinandens arme som et forelsket par. Hovedet nussede hun ind mod ham, stadig lige smilende, hun kunne stå sådan her for evigt! Hvis det ikke var fordi kroppen havde andre behov, for mad, drikke, hvile.
"Med mig kan du, jeg lover dig, du vil ikke fortryde det! Men om du får sovet, det ved jeg ikke, det er meget smukt og selv jeg efter så mange nætter i det fri, har svært ved ikke bare at ligge og se på stjernerne og månen." Lød det dagdrømmeragtigt fra hende, hun måtte smile svagt, inden hun løftede hovedet for at se bedre på ham. Var det mærkeligt at have lyst til at kysse ham, bare for at mærke følelsen af hans læber? De så dejlige varme og bløde ud. Hun havde kysset Elijah, han havde ikke taget det pænt den første gang. Men han var blevet van til det, og faktisk glad for det til sidst. Hun turde ikke, nej for hun vidste hvordan hun havde det med Jack som bare havde kysset hende ud af det blå og hun vidste ikke hvad var op og ned når det kom til sådanne ting. Hvornår modparten rent faktisk ønskede det. Det vidste Jack heller ikke da han kyssede hende, at han derimod blev ved hver gang de mødtes, var trættende. Burde hun overhovedet finde ham? Hun ville nok blive ked af det igen, ligesom alle de andre gange. Hun forsøgte at holde fast i et broder og søster forhold som ikke måtte eksisterer længere.

[Deleted]

Jophiel ville naturligvis ikke tvinge alt muligt nedover hovedet på hende, hvis det var andre tanker og ønsker, som hun gjorde sig, men det var vel altid rart, at vide, at man havde et sted, som man kunne søge til, hvis der var behov for det? Det var i hvert fald sådan, at han så på det, og det var også noget, som påvirkede ham i den forstand. Han sendte hende et stille smil. Hun var virkelig god og hjertevarm, og en som han ikke havde noget imod, at lukke tæt på sig. Problemet var vel, at det var noget, som han allerede nu, havde gjort? Hvad det var for nogen følelser, vidste han faktisk ikke helt. Det hele var nemlig gået så hurtigt. Var det overhovedet normalt? Han blev forvirret!
"Du er velkommen til at blive her. Det er også rart med noget selskab engang imellem. Det sker jo ikke så ofte på disse kanter," sagde han roligt. Mesteparten af tiden, sad han jo faktisk alene, og kun med musikken. Det blev hurtigt trist og ensomt på sigt, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Hun stod tæt på ham.. gned sig op af ham. Mest forekom det ham som en dyrisk adfærd, men han fandt det nu ganske charmerende. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det, hvilket bestemt heller ikke var noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hovedet lod han søge på sned. Lysten til at kysse hende, havde han skam, men kunne han tillade sig at gøre det?
Et kort grin brød Jophiels læber. "Du frister mig jo næsten til at prøve det. Jeg går næsten ud fra, at du kender nogen gode sovesteder her i skoven?" spurgte han roligt. Han ville jo gerne tilbringe den tid sammen med hende, så var det overhovedet underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde? Den frie hånd hævede han, kun for at stryge den let over hendes kind. Han var fristet. Umådelig fristet til at gøre ting med hende, som han nok slet ikke burde.

[Deleted]

Det var rigtig rart med selskab, hun havde altid haft en at følges med, så at være alene lige pludselig, var faktisk en kende hårdt. Måske det var derfor hun så hurtigt havde måtte finde varme hos ham, hans blide væsen, deres fælles passion, det måtte være grunden til det var gået så stærkt. Behovet i en andens selskab lå stærkt i hende, mon det også gjorde det i ham? Hun havde det i hvert fald skønt og det ville hun langt fra benægte. Roligt måtte hendes fingre cirkulere mod hans hals og nakke som armene hvilede på hver side af hans skuldre. Hun var ikke særlig stor, faktisk en meget lille kvinde, og når hun så stod i en mands favn, kunne hun jo næsten blive helt væk.
"Jeg kommer til at være dig en plage i sidste ende, du kommer på ingen måde til at slippe for mit glade smil i dit hjem." Grinte hun, for nu vidste hun hvor han måtte bo og hun ville bestemt svinge forbi i tide og utide, bare for at spille musik med ham, danse og synge, være tæt på ham. Hun måtte lukke øjnene og stå smilende i ren dagdrømmeri, det var vidunderlige tanker, og hun så mange dejlige uforglemmelige dage i sigte, præcis som denne her. Myrina kunne vel godt virke som et kælent dyr i ny og næ, hun færdes jo allermest omkring disse, så det var vel ikke så unormalt i sidste ende? Hvordan man var og opførte sig, havde hun aldrig helt lært, hun var stadig i læringsproces og selvom hun var blevet hjulpet godt på vej, så var der vel et stykke endnu. Ikke at hun var ked af dette, hun havde hele livet foran sig.

"Det glæder mig, jeg kender det perfekte sted hvor vi kan overnatte. Men alt ting til sin tid." Lød det blidt fra hende, for hun ville til at starte med, bare gerne være her hos ham og så måtte hun vel i sidste ende kunne finde en dag, eller nærmere nat, hvor de kunne nyde en tur under åben himmel sammen. De kunne spille for stjernerne, det ville hun elske!

[Deleted]

At være alene, var uden tvivl ensomt. Frygtelig ensomt faktisk, hvilket også var noget som selv Jophiel måtte stå fast på. Således havde hans egen tilstedeværelse været igennem de sidste mange år, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han skilte sig bare så meget fra sin egen familie, at rigtig mange valgte at vende ham ryggen. Her ved hende, var hans familienavn ukendt, og han var bare en del af mængden, hvilket han havde det utrolig fint med, hvis han selv skulle sige det. Han rystede smilende på hovedet. Han tvivlede stærkt på, at han kunne gå hen og blive træt af hende.
"Jeg må være tilbøjelig til at tvivle på, at jeg nogensinde kan blive træt af en kvinde som dig, Myrina," sagde han med et stille smil på læben. Så god og varm hun var. Så... accepterende, hvilket da uden tvivl, kun måtte være til hans egen klare fordel, så kunne han jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, som det stod lige nu. Dog måtte han jo erkende, at han intet havde imod det, når det skulle komme til stykket. Særligt på denne her måde.
At sove under åben himmel, havde Jophiel aldrig prøvet før. End ikke som barn, selvom de havde haft alverdens muligheder for det, i og med, at de boede i en skov. Han sendte hende et varmt smil. Han var faktisk spændt på det. "Jeg ville gerne se det," sagde han endeligt. Måske at det bare ville gøre godt, at komme bare en smule på afstand fra hende? Han var jo kun lige igang med at lære hende at kende, så de mange tanker, som han gjorde sig i øjeblikket, var nogen som han måtte forsøge at tvinge lidt mere i baggrunden, for han burde virkelig ikke. Selvom lysten ti at kysse hende, stadig var helt ekstrem lige nu!

[Deleted]

Hvordan kunne hun føle sig andet end hjemme? Hun havde en tryg favn, en varm og blid mand som forstod sig på den passion hun havde, en de måtte dele og de lod til at kunne give hinanden en masse ud over dette. Flere oplevelser lå og ventede, og hvor hun dog måtte glæde sig til det! Hun kunne ikke lade være med at smile, hun var så utroligt glad og spændt. Hele kroppen snurrede og hun følte sig på ny næsten helt svimmel, men det var rart på en mærkværdig måde og hun tog følelsen til sig. At skulle flytte sin krop fra ham lige nu, det ønskede hun virkelig ikke, men hun måtte jo nok gøre dette alligevel. Hun bed sig blidt i læben, inden hun valgte at se ham dybt i øjnene. Det var så fristende, men hun måtte dy sig, for at skulle overskride grænser han ikke ønskede, ville blot bringe ham længere fra hende og han var jo så dejlig tæt på!
"Nu må vi se, jeg kan være ret så nærgående, hvilket du vidst har fundet ud af." Grinte hun sødt, som hun egentlig bare drømte om at sidde favn i favn med ham og spille musik dagen lang, synge og måske danse. Hun ville elske at danse med ham. Mon han dansede? Det måtte hun finde ud af, der var stadig meget at lære om ham, hvilket kun gjorde hende mere ivrig for at bruge tiden med ham. At han gerne ville se det, fik hende til at smile endnu mere, øjnene lyste helt op, inden hun måtte se lidt forvirret ud igen.
"Som i lige nu? Eller en anden dag?" Hun blev helt i tvivl, og når hun gjorde det, spurgte hun jo, da hun på ingen måde var genert lige hvad det angik. Nej ville hun vide noget, spurgte hun som regel. Altså lige med undtagelse af at skulle kysse ham, det spurgte man ikke om, det gjorde man bare og lige nu, var det måske for tidligt bare sådan lige at kysse ham. I forvejen stod de meget tæt af nogen som kun lige havde mødtes første dag.

[Deleted]

Jophiel følte sig virkelig, virkelig vel omkring Myrina, hvilket han bestemt heller ikke kunne lægge skjul på. Det kunne godt være, at der var andre, som følte, at hun var alt for nærgående, men han havde nu ikke noget imod det. Endnu i hvert fald. Han kunne virkelig godt lide at være omkring hende og hendes person. Hun var måske meget tæt på, men det var slet ikke i den forstand, at en som Jophiel fandt det ubehageligt. Hånden strøg han let over hendes kind. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han alligevel havde muligheden for at gøre det.
"Du står mig måske meget nær.. i fysisk forstand, men anmassende og nærgående, er du på ingen måde," forsikrede han hende med et stille smil på læben. Han havde virkelig ikke noget imod det. Faktisk måtte han jo erkende, at dette var noget af det, som han virkelig godt kunne lide, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lænede sig frem, hvor han plantede et kys mod hendes pande. Det var vel ganske uskyldigt? Det behøvede jo slet ikke at betyde noget på sigt.
"Vi kunne gå derud og kigge, og så gå tilbage hertil? Der er ingen der siger, at vi skal gå hvert til sit," sagde han endeligt. Det var måske bare lidt bedre, at få tingene lidt på afstand, nu hvor de stod så tæt på, og han stod med tanker, som han slet ikke burde gøre sig omkring hende. Særligt fordi, at han først lige havde mødt hende, og det var deres første møde. Det var uden tvivl noget, som han slet ikke burde gøre sig tanker om! I hans hoved i hvert fald.

[Deleted]

Det glædet hende virkelig at han på ingen måder måtte finde hende for anmassende eller nærgående, for det betød jo at han kunne lide dette, ligesom hun selv kunne det. Om det var lige så meget, vidste hun dog ikke, men han gjorde det tydeligt at han nød det, det fortalte hans krop hende og de dejlige strøg han måtte tildele hendes kind. Det fik hende til at lukke øjnene hver gang og bare nyde det, det føltes så dejligt. Kysset mod hendes pande, fik det der velkendte sug i maven til at komme frem igen, hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke bare at trække hans hoved ned mod sit eget og kysse ham. Myrina var blevet lidt mere velkendt med den del af sig selv, det fysiske behov på den måde. Hun så det på ingen måde som det samme som det den fremmede mand med stenvæsnet havde gjort ved hende, det havde på ingen måde været rart og blidt, eller med hendes sammentykke! Det fik hende kort til rynke på næsen, hun rystede dog på hovedet, væk med de minder!
"Det lyder som en fantastisk dejlig ide. En gåtur i skoven inden natten må trænge sig på ville nu gøre godt!" Lød det blidt og ganske ivrigt fra hende, hun kunne slet ikke lade være med at mærke hjertet springe i glæde bag hendes bryst. Det var så fantastisk rart at han måtte vise interesse og så var det oprigtigt, ingen tvang. Og selvom det betød de ikke kunne stå tæt, ville hun mere end gerne vise ham stedet! Mon hun burde lade sin violin ligge her? Så var hun jo nød til at komme tilbage, det ville ikke gøre hende noget og hun kunne altid synge. Inden hun havde tænkt sig op, havde hun i sin begejstring givet ham et hurtigt kys på læberne. Det var på ingen måde gået op for hende, for hun var faktisk lettere oppe og køre og helt glad og spændt, hun kunne næsten ikke vente.

[Deleted]

Myrina var virkelig noget for sig, hvilket Jophiel for længst havde fundet ud af. Uden tvivl, var det noget, som havde sin egen personlige charme, hvilket han nu heller ikke havde noget imod. Han kunne virkelig godt lide det. Nu hvor han heller ikke havde haft andre at snakke med, så var det uden tvivl utrolig rart, at hun måtte give ham muligheden for det, og det var ikke noget som han kunne skjule for hende. Han rystede let smilende på hovedet. Hun var da virkelig noget særligt!
"Så lang tid, er der nemlig ikke til mørket falder på. Og jeg er jo nysgerrig. Du kender nok skovene her bedre end hvad jeg gør," sagde han med et smil. Det måtte hun jo næsten gøre, hvis hun sov udendørs. En tanke, som han stadig havde svært med. Havde hun virkelig klaret hel dette liv, uden at have tag over hovedet, eller et trygt sted at være? Det var virkelig... underligt, at det var sådan at det måtte forholde sig!
Så ivrig som hun blev, nåede han kun lige at smile, inden hun.. kyssede ham på læberne. Automatisk begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst, som selv den røde farve for alvor måtte melde sig i hans kinder. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det, og særligt når det havde foregået på denne her måde! "Lad violinen ligge her. Så slipper du for at slæbe den med dig.. Og så kan du vise mig vej i stedet for," opfordrede han efter et kort øjeblik. Han sendte hende et forfjamsket smil. Hvordan skulle han rent reelt tage, at hun havde.. kysset ham?

[Deleted]

I sin rene iver og spænding, havde hun faktisk slet ikke lagt mærke til sin handling, det var sket overildet og hun bemærkede det end ikke efter lidt tid hvor hendes læberne måtte føles helt, hvordan føltes de egentlig? Hun tog sig kort til læberne og lagde mærke til hans røde kinder, hun bed sig i læben og forsøgte lidt at finde en måde hvorpå hun kunne bortforklare sig. Burde hun forklare sig? Den slags skete jo, det gjorde det da, gjorde det ikke? Hun vidste slet ikke hvor hun skulle gøre af sig selv i et kort øjeblik, men han fik hende til at vende tilbage da han snakkede om at lade violinen ligge. Hun nikkede blidt og sendte ham et sødt smil, inden hun tog hans hånd og valgte at åbne døren ud til det rige dyreliv i skoven og den søde dejlige duft. Ivrig var hun, og hun ville have ham med sig! Skoven formede sig i ujævnt terræn, med bakker, og dybe dale, der var næsten ingen ende på den når man rejste og der var vidunderligt smukt! Godt kendte hun skoven, men ikke det hele, så som denne del hvor han boede, der havde hun ikke været endnu. Myrina måtte trække ham med sig af samme vej som de var kommet, fra hvor de havde mødtes. Videre måtte de følge bækken, som den udgjorde et mindre fald fra en høj bakke. Deroppe, kom man tættere på himlen, tættere på stjernerne. Hun slap ham roligt, inden hun så sig lidt om, de bare fødder krummede tær kort, inden hun fandt den sti hun plejede at tage. Eller den vej hun plejede at kravle, hun elskede at blive udfordret af bakker og træer!
"Kom!" Lød det bare ivrigt for hende, som hun begyndte at klatre op af jord, sten, græs og mos. Det var tydeligt hun var van til det, for hun var hurtig til at komme opad, det var en smuk udsigt deroppe og selv der stod træerne smukt, men med en lysning hvor man kunne se alt på himlen!

[Deleted]

At hun havde kysset ham, var en handling, der uden tvivl var kommet meget bag på Jophiel. Der blev man måske en anelse for tæt på, men for pokker, han kunne jo godt lide det, hvilket næsten var det værste af det hele, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke, så kunne han jo ikke ligefrem gøre noget ved det, uanset hvad! Han kneb øjnene svagt sammen, hvor han bed dem svagt sammen. Okay, nu måtte han nok tage et skridt tilbage!
Dog var det ikke fordi at han ønskede at slippe hende, for det ønskede han på ingen måde. Jophiel var vel gået hen og blevet glad for hende, selvom dette var første møde med hende, og han endnu var i gang med at lære hende bedre at kende. Han elskede virkelig at have hende tæt på sig, og være tæt på hende, men dette var bare.. en kende for tæt? Han havde jo faktisk ikke delt kys med nogen i rigtig mange år. Han rystede på hovedet. Sådan var hun næppe. Det var ikke hans indtryk af hende i hvert fald.
Sådan som hun trak afsted med ham, måtte endnu et grin forlade hans læber. "Jeg kommer," sagde han endeligt. Han var jo lige efter hende, og her stod han så. Han kunne jo virkelig godt lide det. Døren fik han låst, inden han fulgte efter hende. Han var faktisk temmelig nysgerrig på hvad hun ville vise ham. Han havde måske boet her hele livet, men så godt kendte han det jo faktisk ikke. Han var efterhånden virkelig ved at være nysgerrig!

[Deleted]

Skoven var smuk, den formede sig så forskelligt og alligevel så ens på nogen punkter, det kunne være svært at finde rundt hvis man ikke værdsatte hver og en af de forskellige steder man stødte på. Myrina elskede naturen, hun havde alle dage drømt om at have en lille køkkenhave hvor hun kunne dyrke en masse forskellige ting, hun havde rimelig grønne fingre, det vidste hun da! Men det var aldrig blevet til noget, hun havde endda forsøgt at spare op til et hjem, men det virkede så uoverskueligt, at hun havde måtte opgive dette. Og nu dansede hun bare rundt i skovene med sin musik og muntre hjerte. Myrina var begyndte at klatre op af denne høj, denne bakke, for at vise ham en af hendes ynglings steder, som faktisk ikke lå så langt væk fra ham igen. Det var imponerende hun aldrig lige var smuttet den vej, men nu vidste hun det var der og hun ville komme der så ofte det var hende muligt! Endelig nåede hun toppen, vandets fald lød smukt og næsten forfriskende, bækken klukkede ligeså heroppe og i lysningen lå græs højt med mos under som gemte sig i dets skygge og groede godt. Her var helt perfekt, hun ville dele det med ham, musikken kunne høres for hendes indre øre, hun lavede små friske dansetrin, som hun løftede et ben og snurrede om sig selv. Den muntre musik hun altid spillede heroppe var så tydelige i hendes minder hun næsten kunne høre den for sig. Hun grinte sødt og løftede hænderne op som hun så mod himlen, når den blev helt mørk og stjernerne tittede frem, var dette virkelig en af de smukkeste og bedste steder at nyde det. En sidste gang måtte hun snurre om sig selv, inden hænderne gled ned langs hendes sider, hun var altid fyldt med energi og munterhed. Det var svært at være andet når man nu følte sig så glad og fri.

[Deleted]

At dele disse stunder med Myrina, var slet ikke noget som Jophiel havde noget imod, for han kunne virkelig godt lide det, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Et smil passerede hans læber, som han rystede på hovedet af hende. Lige nu forekom hun ham som intet andet end et lille barn, men han kunne derimod godt lide det. Det var rart, at der var nogen, som ikke tog alt dybt alvorligt, og tillod sig selv, at nyde de særlige stunder, når de endelig dukkede op, og særligt fordi, at det ikke var noget som skete særlig ofte i forvejen, kunne man jo sige. Denne gang gjorde det!
Højen nåede han op på sammen med hende. Smilet var slet ikke til at tage fejl af. Mørket var ved at falde til, og det begyndte at blæse op, men for ham, var det ligegyldigt. Det vigtigste for ham, var at hun havde det godt, og at han kunne nyde den tid sammen med hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Musik var ikke det eneste som hun brændt for, men ligeledes også naturen, og det var noget som selv han rigtig godt kunne lide. Ikke at man skulle tage fejl af det, og særligt ikke på denne her måde. Han smilede tydeligt for sig selv. Det var da svært at lade være, når han var i det fantastiske selskab, som han nu måtte befinde sig i.
"Det overrasker mig stadig, hvor smukt her egentlig er," sagde han endeligt. Han lænede sig op af et træ, og med armene korslagte. Han kunne ikke lade være med at være glad i nærheden af en kvinde som hende. Han elskede det jo!