Hjemme bedst?

[Deleted]

Som hun stod der, lagde hun mærke til hvor høj han var i forhold til hende, hvor store hans hænder var i forhold til hendes små, hendes fingre hvilede oven på hans, dog fast så hun kunne følge ham så snart han begyndte at spille. Hun trak luft ind stille og rolig når en pause lod til at være tilladt i melodien, pustede nænsomt så fløjtens melodi var fin og klar. Det lød smukt, og at stå sådan med ham, fik hende til at slappe helt af. Det var tryghed og varme som der var her, hun lukkede øjnene, koncentrerede sig om fløjtens toner, samt hvornår hans fingre måtte hæve og sænke sig. De røde kinder var ved at være fast inventar. Dog til sidst, måtte hun stoppe igen, for hendes læber kildede og summede sådan. Forsigtigt slap hun hans hænder, inden hun vendte sig rundt og lagde dem blidt mod hans brystkasse.
"Jeg ved ikke om jeg nogensinde vender mig til den følelse." Lød det blidt fra hende, ganske stille, da hun jo stod helt tæt op af ham. Hun lavede små grimasse igen, bevægede læberne rundt og forsøgte at få det til at holde lidt op igen. Endelig stoppede det, hun stod godt her, og selvom hun var klar til at forsætte, ønskede hun ikke helt at flytte sig endnu. Hendes blik søgte hans, hun kunne godt lide at stå her. Selvom hjertet måtte hamre fast bag hendes bryst, følte hun sig afslappet og tryg.

[Deleted]

Jophiel forsøgte for alt i verden, ikke at være anmasende eller påtrængende. Det var bare nemmest på denne her måde, hvis han skulle vise hende hvordan og hvorledes, og særligt fordi, at han så stod rigtigt i forhold til den fløjte, som hun havde i sine hænder. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som aldrig nogensinde før, men han kunne lide det. Det var fremmede og ukendt, men det efterlod ham med en god fornemmelse, og det kunne han derimod rigtig godt lide. Det var han heller ikke bange for at erkende på nogen måde. Han sendte hende et stille smil. Øjnene lukkede han. Det gik hurtigt op for hende, hvornår hun kunne tillade sig at trække vejret under spillet. Hun var uden tvivl rigtig talentfuld.
Selv Jophiel vågnede let til live igen, da hun fjernede fløjten fra sine læber. Det var også først der, at han slap grebet om den, og derved også hendes hænder. At hun ikke trak sig fra ham, men derimod vendte sig, og lagde hænderne mod hans bryst, var noget som meget hurtigt fangede hans opmærksomhed. Okay... hvad så nu? Hænderne vidste han ikke rigtigt hvad han skulle gøre af, og særligt sådan som det måtte være. Han sank klumpen i halsen. "Hvilken følelse..?" spurgte han med en tydelig nysgerrighed i stemmen. Han havde vel ikke gjort noget havde han?

[Deleted]

Et lille fnis kom fra hende, var han nervøs ved hun var så tæt på, et sted måtte det næsten føles sådan. Hun bed sig svagt i læben, inden hun valgte at forklare sig.
"Den summen som kommer i læberne?" Grinte hun sødt, han havde intet andet gjort end at være helt fantastisk. Han var så blidt et væsen, hun kunne slet ikke forstå at han virkelig måtte være en blanding af de andre væsner, hvor hørte de hjemme henne? Fingrene lå blidt mod hans klæder som dækkede hans brystkasse, dog mærkede hun tydeligt varmen fra ham, da han jo var et levende individ. Hun måtte smile blidt, det var dejligt at stå der, hvorfor var det pludselig så svært at vende sig op og bare spille videre?
"Jeg...." Hun stoppede, hvad ville hun sige? Hun følte sig pludselig helt blank og tom for ord, hun så lidt genert ned og lod sine fingre glide af hans brystkasse igen. Hvorfor var det egentlig blevet så svært at være nær folk? Bare fordi hun vidste hvordan nogen tog det, normalt var hun ligeglad, for hun vidste ikke betydningen af dette eller hvad det kunne sætte af tanker i folk. Nærhed var bare noget hun nød, at kramme og omfavne folk var herligt!

[Deleted]

Jophiel vidste ikke hvad han skulle gøre af sine hænder. Disse situationer, var ganske ukendte for ham efterhånden, og han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. At det var den summen for læberne hun snakket om, gjorde ham tildels rolig igen, hvilket var noget som han havde det ganske fint med. "Åh... ja.. Det kommer hurtigt. Jo mere man spiller, des mere vant til det, bliver man også," forsikrede han hende med et stille smil på læben.
Selv forsøgte Jophiel at finde sig til rette. Jo mere hun rørte ved ham, des mere varmt måtte han føle det. Det var første gang, at han oplevede det på denne her måde, hvilket han da godt kunne mærke. Han lod hovedet søge på sned endnu en gang, som han betragtede sig af hende, og hendes smukke røde kinder. Han bed sig svagt i læben, som hun fjernede sine hænder. Det var jo ikke fordi at han ville have, at det skulle stoppe. Slet ikke faktisk. "Det.. det er okay.. virkelig," forsøgte han endnu en gang. Han hævede forsigtigt hånden, og tillod sig for et kort øjeblik, at stryge den over hendes kind. Hun var så god af sig, og han kunne jo lide, at være omkring hende, så var det overhovedet underligt, at han tog det på denne her måde. "Jeg har ikke noget imod det," sagde han. Hun havde jo ikke gjort noget forkert.

[Deleted]

Det var okay, at hun stod her, at hun hvilede sine hænder mod ham? Hvad var det som var okay? Hun blev kort forvirret, gjorde hun noget som ikke ville være okay normalt? Tankerne strømmede næsten panisk igennem hendes hoved, lige indtil hans hånd måtte stryge mod hendes kind, hvilket fik det til at give et helt sug i hendes mave. Hun så forsigtigt op mod hans varme øjne, med et lille genert smil på sine læber. Var hun helt blank for ikke at ane hvad han rent faktisk måtte snakke om, hvad var det han ikke havde noget imod? Hun følte sig helt tabt bag en vogn. Hendes fingre lod hun dog prøvende ligge mod hans brystkasse igen, så så hun prøvende op mod ham, det måtte jo næsten være det, for han havde reageret da hun fjernede dem. Under hendes fingre bemærkede hun rent faktisk hans hjerte slå bag, hun smilede sødt, det var næsten lige så meget ude af kontrol som hendes eget. Forsigtigt lagde hun hovedet ind mod hans brystkasse og lod øret hvile ind hvor hans hjerte måtte gemme sig bag. Det fik hende til at føle sig mindre alene, hun var ikke den eneste der havde et hjerte som bankede alt andet end normalt afslappet bag brystet.
"Er det min skyld?" Spurgte hun så, inden hun rettede hovedet op og så op mod ham i stedet med et nysgerrig blik. For han var udelukkende grunden til hendes hjerte måtte hamre bag hendes bryst jo, forsigtigt søgte hun hans hånd, for at hæve den mod sit bryst og lade ham mærke sit hjerte hamre løs.

[Deleted]

Sagen var vel, at Jophiel ikke havde noget imod at Myrina stod så tæt på ham? Selvom han aldrig havde været god til det, med at have andre så tæt på sig, så var det en ting, som næsten forekom ham naturligt omkring hende. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende for hende. Et stille smil bredte sig på hans læber.
At hun lagde hovedet mod hans bryst, var dog at komme temmelig tæt på. Endnu vidste han ikke, hvad han skulle gøre med sine hænder, og det var også det, som faktisk frustrerede ham mest. Hun var ikke alene. Han var også en mand med et stærkt og lige nu, temmelig hamrende hjerte, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det, hvis han selv skulle sige det. Tænderne bed han let sammen. Han endte med at nikke. Den kraftige hjertebanken, var noget som hun havde sat i ham. "Det er ikke ubehageligt.. tvært imod," forsikrede han hende efterfølgende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ville jo ikke have, at det var noget, som i værste tilfælde, ville ende med at skræmme ende væk. Det var da noget af det sidste, som han ville lige nu. Særligt nu hvor de pludselig var kommet hinanden så tætte.

[Deleted]

Myrina havde det rart, utroligt rart og hendes blik måtte forblive mod hans. Det var som om hun næsten farede vild i dem, men hun kunne lide det. Hendes hjerte hamrede forsat.
"Det ved jeg, jeg har det på samme måde." Hviskede hun forsigtigt, inden hendes fingre igen forsvandt fra hans brystkasse. De kunne jo ikke blive ved med at stå her og tale om bankene hjerter, selvom hun ikke ville have noget imod det. En dyb indånding blev taget, det kildede i hendes mave, som var hun spændt på hvad der ville ske. Hun bed sig kort i llæben, burde hun flytte sig? Burde hun komme videre? Kunne hun tillade sig at blive stående og nyde hans nærhed bare lidt længere? Myrina følte stadig sine kinder blusse og være varme. Hendes ene hånd søgte op, som hendes fingre gled ned af hans kind, dernæst hans kæbe, videre hen over hans hage og kort ned ved hans hals. Hovedet søgte på sned som hun studerede ham let.

[Deleted]

Denne situation var fuldstændig ny og fremmed for Jophiel, men han måtte jo erkende, at han kunne lide det. Det var bestemt ikke hver dag, at han lod nogen komme så tæt på ham, at han lod dem røre ved ham på denne her måde. Han betragtede sig af hende med en rolig mine. Han vidste, at det et sted var forkert.. Hun havde vel også en derude? Han ville i hvert fald ikke være forundret, så god og hjertevarm, som hun måtte være.
Endnu en gang fjernede hun hånden, selvom Jophiel ville ønske, at den forblev liggende på hans bryst. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, som han lod hovedet søge på sned. "Det vælger jeg, at tage som en god ting," sagde han endeligt. Som hun hævede hånden igen, blev han denne gang bare stående. At hun strøg ham over kinden, var helt igennem en fantastisk fornemmelse, hvor han igen lod øjnene glide i. Han stolede på hende, og endda nok til at lade hende gøre dette. Han sukkede let, inden han bed tænderne sammen. De tanker som han gjorde sig, burde slet ikke forekomme, og særligt fordi, at han jo ikke kendte hende så godt endnu. Han ville hende jo bare det bedste, og det var det som han stod fast på fra nu og til evig tid. Hun rørte ved ham.. på en måde, som ingen anden havde gjort det. "Det føles godt," bemærkede han med et svagt smil.

[Deleted]

Dybt koncentreret måtte hendes fingre følge hans ansigt, og ned af hans hals, videre ned af hans kraveben og brystkassen lige så. Hun studerede ham, studerede måden han måtte reagere på. Og da han bemærkede det føltes godt, havde hun da slet ikke lyst til at stoppe, for hun ville gerne gøre ham glad. Hendes vejrtrækning var blevet en smule tungere, hun glemte alt om fløjtespil, for ikke at sige tid og sted. Myrina kunne til tider være en kende for nysgerrig, lidt for nærgående og i den grad ude af stand til at vide hvordan det hun gjorde måtte påvirke andre. Smilet lå svagt på hendes læber, hele hendes ansigt var formet i ren og skær fascination. Hun havde ikke behov for at sige noget, hun ville bare, studere ham for nu. Fingre måtte igen søge hans ansigt, hun fjernede den sidste smule luft som var imellem dem og stillede sig helt tæt på så deres kroppe mødtes. Hans varme var hende så tydelig, suget i maven fortalte hende hun kunne lide det og måtte kilde afsindigt. Smilet måtte selv blive en smule større. De små feminine fingre strøg hen over hans købe igen, om bag hans øre, for at røre blidt ved hans hår. I sin koncentration stod hun og bed sig i læben, mens hun måtte lade sine fingre ende nede ved hans nakke hvor nakkehårene blev nusset blidt.
"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg finde det spændende at mærke hvordan du ser ud, lige så meget som at se det med mine øjne. Er det helt skørt?" Spurgte hun sødt, med den fascination som måtte ligge i hende. Øjnene fulgte hendes fingre, men søgte også konstant tilbage til hans blik. Og lige nu, så hun ham dybt i øjnene som hun talte til ham, hun var hudløs ærlig og fortalte måske tingene på en måde som folk ville forstå meget lidt af. Men for hende gav det mening. Myrina havde nu begge arme til at hvile på hans skuldre, mens den ene hånd forsat måtte nusse ham, da det kildede så rart på hendes fingerspidser.

[Deleted]

At blive berørt på den måde, var slet ikke noget, som Jophiel var vant til. Dog måtte han erkende, at det var en tanke, som han rent faktisk godt kunne lide. For ham, føles det faktisk rart, at der var nogen, som skænkede ham omsorg. Han havde været vant til, kun at have sin søster, og i sin tid, også hans mor, der gjorde det. At stoppe hende, var derfor ikke noget, der kom til udtryk, for det ønskede han faktisk slet ikke. Slet ikke som det stod i øjeblikket. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, som hun igen lod hånden søge til hans ansigt. Øjnene lukkede han for et øjeblik. Han nød det. Uden tvivl mere, end hvad han nok burde gøre, men det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved.
Et kort smil bredte sig på hans læber, hvor han atter en gang lod de mørke øjne komme til syne. Denne gang måtte selv hans smilehuller vise sig for ham. "Det er ikke skørt," begyndte han med en rolig stemme. Let rystede han på hovedet, som han endnu en gang lod hovedet søge let på sned. Så sød og god som hun var, kunne han jo ikke lade være med at bide sig fast i det. Han kunne ikke lade være med at smile omkring hende, og han forstod så ikke rigtigt hvorfor. Han kendte hende jo faktisk ikke rigtigt. "Jeg har det bare lidt... på samme måde," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne jo ikke lade være, og særligt når det var på denne her måde. Han hævede ligeledes hånden, og lod den stryge over hendes kind med en rolig mine. Smuk var hun virkelig, og han elskede at være omkring hende, og særligt når det foregik på denne her måde.

[Deleted]

Det var et sted virkelig en lettelse at han ikke syntes det var skørt, for det gjorde hende kun tryg ved at forsætte. Fingrene gled over hans skuldre, om mod hans skulderblade, i modsætning til hende, var han jo bredskulderet, og virkede langt mere stærk. Hun måtte smile lidt, som fingrene gled op igen og søgte hvile. Hendes arme lå godt her, om hans hals, at have kroppen så nær ham, gjorde stadig det hele gav et sug i ny og næ og maven måtte kilde som en vanvittig. At han derimod, selv havde det sådan, fik hende til at fnise sødt.
"Du må hjertens gerne se mig med andet end dine øjne." Det lød helt skørt, men han vidste jo hvad hun måtte mene. Myrina var lige nu, ikke genert, blot beæret og virkelig varm i kroppen. Det føltes vidunderligt at stå her med ham, slappe af, føle nærhed og næsten, en form for omsorg. Hun lukkede øjnene i og sukkede stille da han måtte røre hendes kind, hun fokuserede på hvordan det føltes, gav sig hen til øjeblikket og bare nød det. Fløjten var så godt som glemt lige nu, det samme med hendes egen violin og at hun egentlig burde se at komme videre. For hvad havde hun egentlig at nå? Nej hun ville blive her sammen med ham, faktisk, ville hun slet ikke af sted igen. Desværre var det jo nok noget som hun var nødsaget til. Stille måtte hun åbne sine øjne.
"Du må sige til hvis jeg maser mig for meget på, jeg vil helst ikke være anmassende." Kom det stille fra hende, hun vidste jo ikke hvornår man normalt gik, og hun ville ikke kræve mad, eller noget andet fra ham. Han havde allerede givet hende så meget!

[Deleted]

Jophiel kunne ikke finde ud af, om det her var rigtigt at gøre, eller om det var forkert, hvilket i forvejen, slet ikke var noget, som lignede ham. Han lod hovedet søge en kende på sned, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Desuden vækkede hun en nysgerrighed i ham, som han slet ikke var vant til at gå rundt med, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sendte hende et stille smil. Hans hjerte hamrede så kraftigt mod hans bryst, at han næsten kunne mærke det.. Han kunne næsten høre det, som en puls i det indre øre. Det lignede ham bestemt ikke. "Mig en glæde," var de ord, som fløj direkte ud af munden på ham, som hun sagde, at han godt måtte betragte hende med andet end øjnene.
Hånden lod han søge over hendes kind, som han selv blev stående, da hun kom ham helt tæt. Han fandt det.. varmt pludselig. Virkelig, virkelig varmt, hvilket bestemt ikke var noget, som lignede ham. Slet ikke på denne her måde i hvert fald, og det kunne i den grad også godt mærkes, hvis han selv skulle sige det. Han sank klumpen i brystet. Han sad inde med fristelser og lyster, som han slet ikke var vant til. Det lignede på ingen måder ham, at gøre sig tanker som det, han gjorde i øjeblikket. Hånden strøg fra hendes kind og videre over hendes hals, krave, skulder og nedover hendes arm. Ganske uskyldigt. "Jeg begynder at tvivle stærkt på, at du overhovedet kan gøre noget, som for mig er for anmassende, Myrina. Jeg kan virkelig.. godt lide, at tilbringe den her tid sammen med dig," sagde han endeligt. Var det ham som var forhastet nu?

[Deleted]

Det var for hende virkelig en måde at se ham på, det var den evige nysgerrighed som måtte bo i hende der ville vide alt. Var han så varm som han føltes til at være når hun stod så tæt på? Mon hans ansigts hud var blød eller mere ru? Var håret så blødt som det nu så ud som? Hun ville vide det hele! Myrina nød at være tæt på folk, hun så sjældent noget galt i det. At putte med Jack havde hun jo gjort siden hun var barn, men pludselig med alderen var han begyndt at reagere anderledes. Det var forvirrende for en som hende, for hun så ham langt fra på den måde. Med Jophiel var det dog en helt anden sag, han fik hendes mave til at give små sug, kroppen kildede og hjertet måtte hamre afsted. Følelsen af hans fingre som søgte hendes kind, for så at gå videre på opdagelse, fik hende til at sukke nydende, højere end hvad var meningen og hun rødmede derfor. Det føltes rart og trygt, så det var dejligt, meget dejligt. Øjnene gled i og ansigtet lå i helt salige folder. Hans ord fik hende til at smile, betød det at hun ikke behøvede at tænke på hvornår det ville være passende at gå igen? Det ville bestemt være en dejlig ting. Hun trykkede sig helt automatisk mere ind til ham og omfavnede ham i et kram. Læberne plantede et lille kys på hans kind, hendes måde at sige tak på. Hun så ham ind i de øjne hun fandt så dejlig varme, og måtte holde vejret lidt igen. Måske hun var lidt for nærgående?

[Deleted]

Jophiel havde uden tvivl svært ved at forestille sig, at en kvinde som hende, ikke skulle have en mand, der ventede derhjemme på hende. Derfor var det vel egentlig højst upassende, hvad de havde gang i? Ikke at det var en tanke, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle trække sig, og ikke komme igen, fordi at det hele var gået så akavet for sig. Sagen var jo, at han nød hvad hun gjorde. Særligt når hun berørte ham på den måde. Ingen anden havde gjort noget lignende ved ham, og derfor var det vel heller ikke så underligt igen, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde?
At hun krammede sig ind til ham, og placerede et kys mod hans kind, satte en tydelig sitren i ham. Ikke fordi at det var ubehageligt, men nok en kende uventet, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det af den grund. Han lod øjnene glide i endnu en gang. "En smuk og varm kvinde som dig, må have en mand, der venter derhjemme?" spurgte han pludseligt. Nej, det var ikke fordi, at han var ude på at skubbe hende fra sig, for det var det langt fra! Han ville vel bare finde ud af, hvor meget han kunne tillade sig at gøre ved hende og med hende på denne her måde? Det var jo bare det som han ville. Armen gled forsigtigt om hende, i frygten for, at hun ville trække sig, da det var det sidste som han ønskede. Han ønskede rent faktisk at finde ud af det her sammen med hende.. Særligt nu, hvor hun alligevel appellerede til hans nysgerrighed på denne her grusomme måde. En nysgerrighed, som han aldrig havde mærket sig af på denne måde før.

[Deleted]

Elijah og hende var vel på ingen måder sammen mere, de havde delt kys ja, og hun havde bestemt mærket til at være nær en mand og hun havde været nysgerrig. Men de havde haft en hel del tid at vende sig til hinanden i, hun havde været meget forelsket i ham, og han havde da rent faktisk formået at lukke hende ind. Dog efter alt det som var sket, kunne hun ikke være der længere, og Elmyra havde hun set rende rundt omkring dødsenglen som havde skadet hende, så der følte hun sig vel lidt forrådt. Hun savnede dem, savnede det før krig havde fået dem til at skulle flygte. Derfra var alt gået helt galt og nu var hun startet på en frisk. Det var fortid som hun havde lagt bag sig, så i bund og grund, havde hun ingen som ventede på hende og en helt anden ting var, at hun intet hjem havde. Som hun nød at stå der, følte hun sig bestemt også tryg, han var vel stadig en fremmede, men det føltes jo på ingen måde sådan. Nej langt fra faktisk. Var det virkelig så forkert at have det sådan, gjorde det hende naiv når hun ikke vidste det store om ham? Hun vidste hans væsen, hans navn, hans bolig, hans talent og passion for musik. Og at han vidst ikke helt brød sig om at tale om hans familie, andet end når det kom til minder om hans mor, hvilket hun synes var så utroligt sødt og dejligt! En kraftig rødmen måtte stige til, smuk og varm kvinde, sådan noget kunne han da ikke bare sådan slynge ud! Det havde hun på ingen måder været forberedt på, og derved gik det røde farve også rimelig fluks op i hendes kinder uden hun kunne gøre så meget derved.
"Ingen mand og intet hjem." Lød det stille og uskyldigt fra hende, hun smilte sødt, hun havde det jo fint som hun nu engang boede, rundt omkring i skoven og sov på mos. Mos var dejlig blødt og fungerede jo helt fint som en seng, at sove op af en sten eller et træ var heller ikke dumt. Nej hun klarede sig jo ganske fint. Armen der søgte om hende, fik hende til at smile, hun lagde hovedet ind mod hans brystkasse og sukkede blidt. Ansigtet var vendt op imod ham, så hun stadig kunne se på ham, han var dejlig at se på.