Hjemme bedst?

[Deleted]

En musikalsk karriere, havde Jophiel faktisk ikke tænkt på. Han gjorde det jo kun, fordi at han fandt en glæde i det, og ikke rigtigt noget andet. Han kunne jo lide at spille, så hvorfor skulle han da stoppe med det? Han sendte hende et smil. Han gik lidt ud fra, at det var den røde farve i hendes kinder, at hun måtte hentyde til, for hvad skulle det ellers være? Det var i hvert fald, hvad han tydeligst kunne se på hendes kinder, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget.
Let rystede han på hovedet. Han måtte tage sig sammen. Han havde jo gæster! Han grinede let for sig selv, som hun holdt sig for kinderne. "Det er nu meget sødt," kommenterede han med et stile smil. At hun havde været så glad for bærsaften, gjorde ham glad. Han nikkede. "Selvfølgelig," svarede han sandfærdigt, inden han let nikkede mod hende. "Jeg kommer igen om et øjeblik. Se dig endelig om imens," fortalte han med et smil på læben. Her var der ikke rigtigt nogen hemmeligheder. Han tog begge glas, for derefter at søge mod køkkenet, hvor han begyndte at blande op endnu en gang. Han selv forsøgte imellemtiden, at få styr på sine tanker. Han havde lige mødt hende, og hun var endnu meget ukendt for ham. En ting, var han dog allerede fast besluttet på: Det skulle bestemt ikke være sidste gang han ville befinde sig i Myrinas selskab.

[Deleted]

Fandt han det sødt? Åh gud, det gjorde det på ingen måde bedre i hendes kinders blussen. Hun måtte lige tage sig lidt sammen, hun følte næsten hun mistede pusten, varmen som måtte stige i hendes kinder, den kildende mave og så var hun overvældet af den glæde hun rent faktisk måtte føle. Myrina sendte ham et genert og sødt smil, det var virkelig svært at lade være, han var så venlig og god af sig. I det sekund han forlod rummet, måtte hun tage en dyb indånding, hun tog sig til hovedet og rystede opgivende på hovedet. Fløjten faldt på sin plads, hun havde jo set hvor den var, så at ligge den på plads var hende intet problem. Og så fandt hun ellers vej i sofaen, hvor hun satte sig ned, hun var helt svimmel som blodet havde suset rundt i hendes krop, hjertet der havde fart på og maven som kildede. Roligt lænede hun hovedet tilbage og sukkede blidt, som hun forsøgte at slappe lidt af igen, farven måtte også aftage lidt og da hun rettede hovedet op igen, fandt hun sig selv afslappet og lidt mere tilpas. Hænderne hvilede hun roligt i skødet, som hun ventede på han kom tilbage, blikket gled rundt, der var virkelig hyggeligt og hun følte sig hjemme grundet instrumenterne og hans gæstfrihed. Hun skulle nok få spillet mere, men lige nu, skulle hun have en pause, slappe af og finde ud af hvorfor hun havde det som nu engang havde det. Mon det var fordi hun var så glad, kunne hun ikke helt tåle det? Var der noget som hed for meget glæde og så reagerede kroppen således? Mange tanker gled igennem hendes hoved, for det var virkelig underligt dette her. Lidt havde hun haft det på samme måde før, det huskede hun, med Elijah. Hendes øjne spærrede sig kort op, det gik op for hende hvorfor hun havde det sådan og det var en tanke hun slet ikke vidste hvor hun skulle gøre af!

[Deleted]

Efterhånden, var det kun ved at være på tide, at Jophiel fik styr på sin egen krop og tanker. Var det normalt det han gjorde sig? Han rystede på hovedet. Han var en venlig og åben fyr, men at det rent faktisk skulle gå så godt, var noget af det sidste, som han havde regnet med. Dog måtte han erkende, at det var en dejlig og positiv overraskelse ikke mindst. Han smilede let for sig selv. Han kunne lide hende. Om ikke andet, så som en ven, for han havde jo kun lige lært hende at kende, og endnu var der mange ting, som var ukendte for ham, hvad hende angik.
Han fik skænket op i de to glas endnu en gang, hvor han lige måtte tage sig et øjeblik, for at få klareret sine tanker. Var det normalt at det gik så hurtigt? Han følte sig varm i kroppen. Uanset hvad, måtte han jo sige, at den mand som havde hende, uden tvivl måtte være blandt de heldige. Rigtig heldige endda. Han tog omkring begge glas, da han igen følte, at han var klar til det, og gik tilbage til hende. "Her, Myrina. Den skulle være god og kold," sagde han med et smil, inden han tog pladsen ved siden af hende i sofaen. Han var glad. Rigtig glad endda, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft det på denne her måde. En ting vidste han dog - at det udelukkende måtte være Myrinas fortjeneste, for det var først efter, at hun var dukket op, at det var gået sådan til.

[Deleted]

I det han kom til syne igen, måtte hendes hjerte hoppe en takt over. Det måtte være hans kærlighed til musik hun var faldet sådan for, hun kendte ham jo overhovedet ikke! Selvom hun følte det, som fortalte deres musik om dem og på den måde havde de bare, knyttet sig ganske ubevidst? Det var fuldkommen fjollet det her! Hun måtte dog smile sødt til ham, hun havde mindre og mindre lyst til at skulle gå derfra. Myrina tog imod glasset med glæde, hun fandt det dejlig frisk og samtidig sødt.
"Tak Jophiel. Tak for alt. Din gæstfrihed, dit venlige sind, leksionen og smukke toner." Det var så vigtigt for hende at han vidste hvor glad hun var og taknemmelig. I et liv på gaden mødte man jo folk, men ingen som kom tæt på som sådan. Ikke ud over da hun havde mødt Elijah. Et sted måtte hun skille sit hjerte ud, for hun elskede jo Elijah, at forråde sit eget hjerte var da dumt. Han var der bare ikke, og nu var hun rejst. Det var faktisk lidt forvirrende. Det måtte være musikkens skyld.

[Deleted]

Jophiel var nu bare sig selv, hvilket var dejlig nemt omkring Myrina. Uden tvivl var det rart, at der var nogen, der kunne acceptere ham som den mand han var, og særligt når det foregik på denne måde. Han rakte hende glasset og med et smil. Selv han måtte føle varmen som hun.. takkede for absolut alt, som han havde gjort. Ikke fordi at det var så meget i hans øjne. Han var vel bare venlig overfor hende?
"Der.. der er virkelig ikke noget at takke for, Myrina. Jeg er bare glad for, at du kan lide det.. Altså.. min musik og.. min drik," sagde han med et kort grin. Han var virkelig ikke ude på noget. Han ønskede derimod bare at lære hende bedre at kende, og særligt når hun var det dejlige og varme væsen, som hun nu var, så blev det virkelig ikke bedre for hans vedkommende. Han kunne virkelig godt lide det. Han tog en god tår, mest for at forsøge at køle sig ned. Det lignede heller ikke ham, at reagere på denne her måde, men den taknemmelighed som hun viste ham, så følte han samtidig også godt, at han kunne tillade sig at gøre det. Han vendte blikket mod hende. Han havde heller ikke travlt med at få hende ud herfra. "Du er et godt væsen.. Jeg kan lide det," sagde han direkte. Måske at hun ikke følte det, men ligeledes, som hun følte, at hun havde noget at takke for, så følte han skam også det samme.

[Deleted]

Det lå bare til hende at være taknemlig, specielt når hun blev behandlet så godt som hun nu engang blev det, han var virkelig en varmhjertet mand. Myrina sad virkelig godt her i sofaen, hun tog glasset op til læberne og drak roligt af det, det var dejlig forfriskende og fik hende til at køle lidt af. Hvilket hun bestemt havde brug for!
"Der er virkelig alt at takke for, jeg har aldrig haft det så godt, det mindes jeg i hvert fald ikke. Du har ingen anelse om hvor meget mit hjerte hopper og danser af fryd når vi spiller sammen." Lød det blidt fra hende, hun så ham direkte i øjnene, mens hun holdte om glasset med begge sine hænder, så vidste hun da hvor hun skulle gøre af dem. Det var ikke kun når de spillede mere, det var værd gang hun kiggede på ham, men det var vel det som han stod for, med passionen for musikken, der fik hende til at have ham så nært til sit hjerte allerede nu. Og så det at hun var ganske naiv i det hele taget og havde let ved at tage folk til sig, men også lige så let ved at give slip. Måske fordi hun nød dem når de var der og når det var slut, trak hun på skuldrene, for det var intet nyt? Det var kun Jack hun havde haft altid, og ham hun savnede, men hun savnede barnet i ham, ikke den voksne udgave som konstant ville presse hende til ting hun ikke ville. Endnu en tår blev taget, inden hun satte glasset på bordet og trak sine ben op under sig, så hun sad med fronten mod ham.
"Jeg kan også godt lide dig, altså dit væsen, dit selskab." Hun gik lidt i panik, åh hvor lød det forkert! Den kraftige røde farve måtte vende tilbage, hvilket fik hende til at læne sig ind mod ryglænet og skjule sit ansigt ned i. Et opgivende suk lød fra hende, hun tog sig normalt ikke af denne slags, men nu hvor hun var blevet mere klar over tingene, kendte hun pludselig til at blive genert, og til at se tingene mere klart og tænke ud over bare, nej hvor rart!

[Deleted]

Jophiel kunne ikke se, hvad han havde gjort ved hende, for han havde da ikke gjort noget særligt, havde han? Han havde budt hende indenfor, og han havde spillet musik sammen med hende, men det var jo kun fordi, at han særligt godt kunne lide, at være omkring hende. Han sendte hende et smil. Det var ikke bare hendes hjerte der hoppede og dansede. Det gjorde hans faktisk også.
"Det er ikke kun dig, som sidder og har det sådan. Jeg må erkende, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har smilet på denne her måde," fortalte an med et smil på læben. Det derimod, var noget, som han kunne takke hende for. Selvom hans familie var kendt, så var han ukendt for hende her, og det kunne han uden tvivl godt lide. For ham, var det dejlig afslappende, at han ikke behøvede at føle sig tvunget til noget, eller havde noget at skulle imødekomme.
Et grin passerede hans læber, som han let rystede på hovedet. "Bare rolig, jeg ved hvad du mener," fortalte han med en rolig stemme. Han selv tog det ikke særlig tungt. Han kunne lide hende, og særligt det faktum, at hun kludrede sådan rundt i ordene. Hovedet lod han søge let på sned. "Jeg kan godt lide det.. altså.. at være omkring dig. Det føles dejlig afslappende," sagde han endeligt. Selv i frygten for, at det skulle misforstås.

[Deleted]

Et sted var hun jo taget hertil for at glemme hvad var sket hende, og Jophiel fik det til at lykkes, var det et under hun følte sig så godt tilpas ved ham? Det de delte var jo smukt, musikken som nærmest måtte flyde i begge deres åre. Hun kunne ikke lade være med at smile sødt. At han derimod havde det som hende, fik hendes hjerte til at sætte farten op igen, så hun var ikke helt tosset? Hun så op fra ryglænet igen, roligt lagde hun sin hånd mod hans og smilede kun endnu mere.
"Jeg er ved at lære lidt mere om hvilke reaktioner er normale, og hvordan man er omkring folk. Hvilket har gjort jeg er knapt så naiv og dum som jeg har været. Selvom jeg ville ønske jeg var det, for sikke med akavet situationer jeg havner i." Forklarede hun stille, med et blik som var mod hendes skød, hånden hun stadig havde mod hans, gav hun dog slip på. Det føltes rart, men det havde slet ikke været meningen den skulle blive der som sådan. Myrina så mod glasset og greb ud efter det, for at tage en tår og så stille det fra sig.
"Jeg ved det, jeg har det på præcis samme måde. Det er sjovt ikke, i betragtning af at vi kun lige har mødt hinanden. Det føles langt fra sådan." Hendes stemme var blid som hun talte, blikket endte op mod hans, hun havde det virkelig dejligt og lige nu sad hun så dejligt afslappet. Et lille suk kom fra hende, hun lukkede blidt øjnene og hvilede hovedet ind mod ryglænet igen.

[Deleted]

Hvad Myrina egentlig kom fra, havde Jophiel ikke nogen anelse om, og naturligvis var det noget, som gjorde ham selv en kende nysgerrig. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at snage i hendes ting, for det var det på ingen måde. Et venligt smil bredte sig på hans læber. Han havde det godt omkring hende, selvom han jo allerede nu vidste, at en kvide som hende, da burde have en mand i hjemmet, så forsøgte han skam ikke på noget. Det var bestemt heller ikke hans mening, at gøre det ukomfortabelt for hende. Langt fra faktisk.
"Du som er så hjertevarm og god af dig? Der kan umuligt være noget ondt i dig," sagde han endeligt. Han sende hende et smil. "Alle har vi nok oplevet noget, som har gjort os til det, som vi er i dag," tilføjede han med et kort skuldertræk. Han følte i hvert fald, at han kunne stole på hende, og det var ikke ofte, at den fornemmelse satte sig så hurtigt.
Jophiel tømte sit glas endnu en gang, inden han stillede det fra sig. Han nød at være omkring hende, og at vide, at det var gengældt, var uden tvivl en tanke, som gjorde rigtig godt for ham. Han sendte hende et smil. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde smilet så meget, som det han gjorde nu. "Jeg ved det ikke.. Det.. føles som jeg har kendt dig i evigheder," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Det var i hvert fald sådan at han havde det.

[Deleted]

Det var så rart at sidde her med ham, bare at snakke, mærke hvor meget de egentlig havde til fælles og så det at de havde det på præcis sammen måde. Hun følte sig tæt knyttet til ham, skønt han i bund og grund var en vildt fremmede. Det føltes uhyggeligt naturligt for hende at sidde her og snakke med ham, nyde hans selskab.
"Intet ondt nej, jeg er så blid som sommerens vind. Men uviden og ung, det må jeg sige jeg er. Før jeg forlod skoven for en tid, havde jeg aldrig vidst hvilke væsner der kunne rumme grusomheder i sit hjerte. Jeg er bare glad for at være tilbage i trygge rammer." Lød det roligt fra hende, hun smilede skævt og fik sat sig lidt mere op, det var jo lige før hun kunne døse hen, det rareste hun havde at sidde eller ligge på, var mos. Myrina boede jo i det fri, det havde hun alle dage gjort før Elijah, og nu også efter. Hun måtte le mildt.
"Jeg tror det er musikken." Hviskede hun, som var det den største hemmelighed i verden. At fjolle elskede hun, det var en del af den hun var, delen som også måtte stå frem som barnlig, men også charmerende til tider. Det bevarede hendes uskyld et sted. Hun måtte læne sig frem mod ham og skænke hans kind et blidt kys, fordi det føltes rigtigt og et sted ganske naturligt.
"Lær mig mere!" Bad hun ivrigt.

[Deleted]

Myrina havde en personlighed, som Jophiel virkelig godt kunne lide. Dette var han ikke bange for at erkende, og særligt således, som det nu måtte forekomme. Han sendte hende et let smil. Intet ondt var er at spore i hendes hjerte, som det derimod havde taget bo i så frygtelig mange andres. Det var en grotesk tanke i hans verden. "De tryggeste rammer finder man nu i skovene her, må jeg erkende. Jeg kan lide at være her.. Intet ondt er nogensinde forekommet mig her," fortalte han sandfærdigt. Var der væsner derude, som havde forsøgt at gøre hende noget ondt? Den tanke, var bestemt ikke noget, som måtte falde i hans gode bog, som hun uden tvivl var en kvinde af typen, der fortjente det bedste. Ingen tvivler om det. "Du fortjener det bedste," sagde han direkte. Hun fortjente da, at rende rundt i sikkerhed!
En mild latter brød hans læber, som han let rystede på hovedet. Ret havde hun dog. Musikken havde de jo som en kæmpe fælles interesse. Han kunne lide det. Det var virkelig rart med nogen, der delte den samme interesse som han gjorde. "Og du er sikker på, at det er den alene?" spurgte han med et let smil. Han kunne jo ikke ligefrem lade være. Han lod hovedet søge let på sned. Hun ville lære mere. Jamen.. hvad mere havde han, hun kunne bruge? Han endte med at rejse sig op. "Æhm.." Han kløede sig lidt i baghovedet. "Hvad kunne du tænke dig at lære at spille?" spurgte han. Instrumenter stod over alt.. De små som han havde lært som barn, og hans faders gamle piano som stod i det ene hjørne. Der var rigeligt at tage fat i.

[Deleted]

Skovene var nemlig trygge, det eneste som var sket hende, var misforståelser med Jack, og det var ikke just ondt, ikke den form for ondt som hun havde været igennem. Hun rystede tankerne af sig, nej hun havde det alt for dejligt til at måtte tænke tilbage på de skrækkelige hændelser. Som hun sad med benene oppe i sofaen, måtte hendes hånd alligevel søge ned mod hendes fødder som hun næsten nussede. Ubehaget sad for en kort stund og trykkede mod hendes bryst, lige indtil han sagde hun fortjente det bedste.
"Det gør jeg vidst også lige nu." Lød det lettere genert fra hende, hun mærkede blusset i kinderne på ny. Det var lige før det blev en vane snart, hun måtte da vende sig til det på et eller andet tidspunkt. Det var hun nød til! Hans latter var henrivende, hun måtte smile af den, næsten helt smittet endte hun faktisk med at le med. Om hun var sikker, overhovedet ikke! Hun smilte sødt og rystede på hovedet blidt.
"Jeg ved ikke hvad det ellers er. Foruden musikken, for musikken har bestemt sin del af det." Hun var på bar bund, alt hun vidste var at det føles godt og naturligt, og hun ville ikke støde det fra sig fordi det ikke gav helt mening, nej hun ville omfavne det. Ingen fast melodi kendte hun til på fløjten, så i bund og grund var de jo slet ikke færdige med den. Roligt rejste hun sig, og gik hen for at tage den igen, før hun gik hen til ham.
"Jeg vil gerne lære en melodi, lære at spille bare halvt så smukt som dig." Hendes øjne søgte hans, hun stod faktisk rimelig tæt på ham, med fløjten tæt knyttet ind til sig. Smilet forlod ikke hendes læber, det blev ved med at være der, blidt og sødt, hun var i den grad glad og nysgerrig som altid og alligevel, som aldrig før.

[Deleted]

Her var man tryg. Det var måske også derfor, at hans forældre havde valgt de procianske skove i udgangspunktet. Ikke at det var noget, som han havde noget imod, for han var uden tvivl gået hen og blevet rigtig glad for stedet her, også selvom det havde sine udfordringer fra tid til anden. Særligt fordi, at han ikke rigtigt havde nogen at tilbringe sin tid sammen med, så han sad der faktisk mest alene. Han rystede de tanker af sig, kun for at sende hende et stille smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han havde muligheden for det. "Det glæder mig, at det er således, at du kan se på det," sagde han ærligt. Det var noget, som rent faktisk betød meget for ham.
At se hende sidde og rødme på denne måde, var en grund nok til at lade Jophiel grine. Ikke fordi at han var hånlig eller nedgørende, men fordi, at han rent faktisk godt kunne lide det. Han fandt det uden tvivl rigtig sødt, når hun var således, og det lagde han heler ikke ligefrem skjul på. "Musikken gør uden tvivl også sit.. Men jeg finder det nu meget rart at være omkring dig. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, det kommer til at ske," sagde han endeligt. Han sendte hende et let smil igen, som hun rejste sig, for at hente fløjten. Var hun ikke færdig med den endnu? Han rystede smilende på hovedet. "Okay," sagde han muntert. Han rejste sig op, kun for at stille sig bag hende igen. "Du blæser.. så spiller jeg.. Så skal jeg nok lære dig den," sagde han med et smil.

[Deleted]

Uden tvivl måtte hun elske lyden af hans grin, hvis det var det hendes rødmen fik ud af at være der, måtte den egentlig gerne være der. Hun smilede genert, det var ikke ligefrem med vilje jo.
"Det bliver langt fra sidste gang, det lover jeg dig." Hun så mod ham med et forsigtigt smil, det var jo sandt, her ville hun komme til at bruge meget tid, hvis hun fik lov til dette. Myrina så mod det rare ansigt, han havde nogen dejlige varme øjne faktisk, lige til at falde helt i staver i. Hvilket hun faktisk gjorde for en kort stund, inden han forsvandt om bag hende. Som hun løftede fløjten, tog hun hans hænder mod den i stedet, for så at ligge sine fingre oven på hans så de kunne følge dem.
"Sådan her, jeg har en god hukommelse, hvis jeg mærker hvordan dine fingre går med mine egne, så kommer det til at ligge i mig efter et par gange." Lød det lavmeldt fra hende, han stod så tæt på! Det fik det til at kilde i hendes mave, hun måtte kort bide sig i læben, inden hun fugtede dem og så satte fløjten for læberne. Roligt måtte hun puste, som tonerne igen måtte lyde. Dette ville hun aldrig nogensinde blive træt af, hun tog sig selv i at ønske hun havde svært ved at lære det, så de kunne stå sådan her længere tid. Myrina måtte rødme stort igen ved de tanker, burde hun overhovedet have sig dem? Hun kunne godt lide at have ham nær, hun var tryg, var det en meget slem ting?

[Deleted]

At hun ville komme igen, og tilbringe tiden sammen med ham, var helt igennem fantastisk for ham. Han elskede det uden tvivl, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at fortælle hende. Hun var i hvert fald mere end velkommen her. "Du er velkommen her. Til enhver tid," fortalte han med en rolig stemme. Han mente det dog. At have andre omkring sig, så han også havde nogen at tale med, var bestemt heller ikke noget, som han ville have noget imod. Faktisk var det en tanke, som han ville elske, og særligt hvis det var væsner som Myrina. Det gjorde det kun bedre.
Forsigtigt stillede Jophiel sig bagved hende, og lagde armene omkring hende. Ikke i en omfavnelse som sådan, men hun stod jo tæt ind mod hans favn. At hun lagde hænderne over hans, så hun kunne følge ham i hans melodi, var noget som fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Han nikkede. "Det lyder som en meget god ide," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et stille smil. Som hun begyndte at puste i fløjten og tonerne måtte komme, begyndte han langsomt at løfte fingrene i takt, så det blev en rolig, men meget yndefuld melodi. Kun det bedste var godt nok, og særligt når han skulle til at lære hende det. Så var det bedste da kun godt nok!