Hjemme bedst?

[Deleted]

Det var lige før det for hende var som et rus at have denne oplevelse, hun følte sig i den grad helt flyvende i både hjerte og sind. Hvis ikke man kunne blive afhængig af dette, hvad så? Hun mærkede bestemt selv til at hendes hjerte måtte træde til i lidt hårdere og hurtigere slag, hun var glad, helt oppe og køre faktisk. Hendes fødder bevægede sig yndefuldt rundt, som hun dansede til den fælles musik de måtte skabe. En fælles passion, aldrig havde hun mødt en med passion for musikken som han havde. Hun snurrede lyksalig om sig selv, lod hånden føre buen hen over strengene, som fingre dansede hen over dem lige så ved modsatte hånd. Det var i den grad en helt fortryllende oplevelse, hun ønskede det aldrig måtte stoppe. Hendes blik gled flere gange mod ham, for at se på ham spille, hun fandt ham usædvanlig smuk med et instrument i hænderne, og bare måden han selv måtte stråle på når han gav sig hen til musikken. Alt for hurtigt, selvom det vel i bund og grund slet ikke var det, måtte melodierne ende, hun stoppede præcis samtidig med ham, som hun måtte sænke violinen og stoppe sin dans. Kjolen snurrede færdig og lagde sig så på plads, hendes bryst måtte hævede og sænke sig lidt mere merkant. Smilet var i den grad slet ikke til at tage fejl af, hun var gladere end hvad hun havde været længe og det betød ufatteligt meget for hende. Myrina havde stadig ikke fuldt lært det med at man ikke bare sådan krammede folk, så når hun følte for det, så krammede hun folk. Derfor lagde hun violinen og buen fra sig, inden hun måtte lade armene søge om ham og krammede sig ind til ham.
"Tusind tak!" Lød hendes stemme blid, og taknemligheden lyste også ud af den, hun havde virkelig brug for dette her og hun ville vise ham hvor meget det betød for hende. Hvordan bedre end et kram og et tak?

[Deleted]

Jophiel var næsten grebet af en følelse af lykke for øjeblikket. Alene den tanke om, at hun selv var lige så glad for musik, som det han selv var, var uden tvivl noget, som gjorde det til en helt særlig oplevelse for ham, hvilket han bestemt heller ikke kunne eller ville lægge det mindste skjul på, for hendes vedkommende. Glad gjorde det ham uden tvivl, at hun selv bare.. accepterede det, og det var uden tvivl også noget af det, som direkte lettede ham. Dette kunne han heller ikke lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være.
Fra tid til anden, måtte han lige åbne øjnene, for at se hende, og se hvordan hun sprang rundt, som et lille lam, der lige var lukket på græs for første gang. Selv han måtte jo sande, at dette syn, var noget, som han hurtigt kunne ende med at vænne sig til. Desværre? Han vidste jo ikke, om han ville få muligheden for at se hende igen. Den tid den sorg.. hun var der jo trods alt nu, og det var bare typisk ham, at være negativ. Det var vel heller ikke underligt, når det her ikke skete oftere end hvad det gjorde? Han fjernede fløjten fra sine læber, som synes at være helt følelsesløse, efter det lange spil. Han elskede det dog, og endnu mere, at hun selv var så glad for det, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele, hvilket han nu heller ikke kunne skjule.
At Myrina valgte at lægge armene om ham derimod, var ham helt nyt og helt fremmed. Det var han slet ikke vant til. Forsigtigt gengældte han det dog. "Det.. det var virkelig ingenting," sagde han næsten forfjamsket. Han grinte lidt. Hun havde en god påvirkning af ham, og det kunne han nu godt lide. Han vendte blikket mod hende efterfølgende. "Det er det værd.. At se dig danse på den måde." Smukt var det uden tvivl.

[Deleted]

Mange gange før, havde folk bare stået og gloet dumt på hende når hun gav dem et kram, men han gengældte det rent faktisk, hvilket gjorde hun knugede sig ekstra ind til ham, det var virkelig rart! Dog virkede han lidt som andre, i ikke helt og vide hvordan man egentlig skulle reagere. Det gjorde hende intet, hun vidste jo det var sådan det var, men alligevel fik hun et kram tilbage, hvilket måtte få hjertet til at hoppe og danse bag hendes bryst i ren og skær lykke. Myrina slap ham roligt igen, hun havde fået varmen og kinderne viste også tydeligt dette ved at være lidt det mere røde end normalt.
"Ingenting? Det er vidst ikke helt sandt, jeg har øjne i hovedet og jeg ved hvad jeg så, du nød det mindst lige så meget som jeg gjorde!" Lød hendes stemme lys og glad, som hun måtte sende ham et drillende smil. Hun vidste han prøvede at være beskeden, men det behøvede han på ingen måde! Sandheden var jo at de begge elskede det de lavede og når de kunne gøre det sammen, så var det jo ud over det sædvanlige og helt igennem unikt. Det var en oplevelse hun meget gerne ville dele med ham igen, hellere end gerne. Roligt måtte hun tømme resten af sit glas, hun havde brug for det efter at have danset sådan rundt. Hun måtte dog føle sig ekstra rød i hovedet, som han kommenterede hendes dans, hun så lidt ned og smilte sødt for sig selv. Hvorfor var det at det gjorde hendes mave føltes som om den kildede når han sagde sådan?

[Deleted]

Jophiel havde bestemt ikke noget imod et kram, og særligt sådan, som det foregik lige nu. Han gengældte det, også fordi at det jo var sådan, at han var opdraget. Han var jo opdraget med at skulle gengælde den slags, og særligt fordi, at det var behageligt for ham. Han havde bestemt ikke noget imod det, for han kunne jo godt lide det!
"Den kan jeg vidst ikke benægte," sagde han med et stille smil på læben. At se hende rende rundt og springe på den måde, som var hun det glade lam på græsmarkerne, men han kunne jo lide det.. Og særligt fordi at hun gjorde det så tydeligt, at hun godt kunne lide det, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde noget imod. Han mtåte jo erkende, at han virkelig godt kunne lide det, og særligt, når det foregik på denne her måde.
Langsomt slap Jophiel hende igen, også selvom det uden tvivl havde været rart at have hende tæt på sig, på denne her måde. Han trak vejret dybt, inden han gnubbede hånden let over sin arm i stedet for. Det var ikke fordi at det var akavet, for det var det på ingen måde. Det var vel bare.. svært, at være omkring hende, når hun gjorde den slags? "Jeg nød at se det.. som jeg nyder at høre på dig spille violin. Du har talent," sagde han med et smil, inden han søgte tilbage til sit glas, som han tog en god tår af det, og derfor tømte det, inden han satte det fra sig igen.

[Deleted]

Hvis han havde benægtet havde hun nok ikke ville stole på ham mere, ikke som hun gjorde det nu, men det lod heller ikke til at han ville lægge skjul på det. Det havde været fantastisk, en oplevelse som bestemt skulle gentages hvis hun havde noget at skulle have sagt og et sted var hun ret sikker på at hun altid var velkommen til at svinge forbi og spille noget mere med ham. Krammet havde været dejligt, hun elskede jo at være nær folk på den måde, der var intet bedre end et kram. Hun var en meget varm person, hendes hjerte var bestemt det rette sted og det var noget som kunne skræmme nogen, mens andre i den grad fandt hende fantastisk og nogen valgte at udnytte hende. Men alt i alt, var hun selv glad for hvem hun var blevet til, uden nogen form for guidens igennem livet i form af forældre. Igen med at nyde at se hende danse, hun følte næsten hendes hoved skulle koge over og hendes mave skulle eksplodere.
"Du er selv fantastisk på fløjte, jeg er imponeret. Jeg har altid kun haft min violin. Men du, du har et helt orkester i dit hjem. Jeg kunne nemt gå hen og blive misundelig." Hun måtte smile sødt til ham, som hun fumlede lidt med stoffet fra hendes kjole, hun følte sig helt genert og ved af sig selv, som bar hun det helt forkerte skin. Var der andre ting hun ville vide om ham? Hun tænkte sig godt om, et sted havde hun alt hvad hun ønskede at vide om ham. Den passion han bar var jo mere end rigeligt til at hun vidste hun kunne lide ham, og han var gæstfri, beskeden, blid og varm. Et lille suk kom fra hende, hun følte sig så godt tilpas lige nu!

[Deleted]

Jophiel støttede ikke op i tanken om løgne, for hvorfor skulle han? Han var vokset op i et hjem, hvor hans moder var gået meget op i ærlighed, og det var ikke nogen hemmelighed, at det var hans mor, som var hans store forbillede, også selv på trods af de problematikker, som hun havde haft. Han sendte hende et smil. Han nød jo at se hende hoppe og springe rundt.. Smuk som hun var, var hun også en yndefuld danser, og hun var musiker.. Kunne det overhovedet blive bedre? Uanset hvilken mand, som havde en kvinde som hende, så var han i den grad også heldig.
"Nu ved du hvor jeg bor. Du er mere end velkommen til at kigge forbi igen p et andet tidspunkt," sagde han med et stille smil på læben. Han ville ikke have noget imod et besøg fra tid til anden, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Han kunne jo rent faktisk godt lide, at snakke med hende, og være omkring hende. Det føles bare så dejlig naturligt.
"Vil du gerne prøve?" spurgte han med et smil, tydeligt henvendt til fløjten, som han lige havde lagt fra sig. Han kunne jo godt prøve at lære hende det, hvis det var noget, som hun var interesseret i a lære naturligvis. Det gav dem jo også bare en god grund til at se hinanden igen på et senere tidspunkt. En tanke, som han godt kunne lide.

[Deleted]

Igen, lysten til at klappe begejstret i sine hænder var der, men det ville sikkert virke helt tosset, så hun modstå fristelsen. I stedet sendte hun ham et kæmpe smil.
"Du ender mig at blive træt af mig så, jeg ville ikke kunne gå mange dage uden at måtte vende tilbage." Grinte hun sødt, som hun igen genert måtte svinge sig fra side til side, hun var ikke van til så lange tykke kjoler, så hun kunne godt lide følelsen når den svang fra side til side. Myrina blev overrasket over han spurgte om hun ville prøve, der var intet hun hellere ville, men ville hun kunne finde ud af det uden at ødelægge deres øre? Hun havde hørt folk prøve at spille som ikke kunne finde ud af det, og det lød forfærdeligt!
"Det vil jeg hjertens gerne, men du må lære mig hvordan, jeg har aldrig spillet på andet end violin." Lød det begejstret fra hende, og til sidst måtte hun virke en smule nervøs, for hun ville jo ikke risikere at ødelægge hans fløjte, eller øre for den sags skyld. Tænderne bed sig fast i hendes underlæbe som hun næsten måtte tygge på, gad vide om det var lige så let som violinen? Han fik det til at virke let da han spillede, og når han selv var så god, var han nok også en god lærer. Man kunne jo kun håbe at det ville være tilfældet. Hendes hjerte hamrede i spænding bag hendes bryst, hun mærkede iveren, hun ville virkelig gerne lære det, hun ville lære at spille på dem alle!

[Deleted]

Den iver og den begejstring, var noget, som gik lige i hjertet på Jophiel. Han elskede at se hende på denne måde, som han uden tvivl også elskede at se hvordan det hele gik for sig. Det hele gik så vanvittig hurtigt. Det var næsten som havde de kendt hinanden i evigheder for øjeblikket. En fornemmelse, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han sendet hende et glædeligt og muntert smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være!
"Jeg sidder her jo som sagt alene, så du skal da være velkommen til at kigge forbi," lød det muntert fra ham. Med alle de fællesinteresser, som de havde, så kunne han faktisk ikke se det helt store problem i dette henseende. Overhovedet ikke faktisk!
At hun derimod gerne ville lære at spille på fløjten, gjorde ham glad. Det var måske ikke de samme toner, som ved en violin, men han kunne derimod godt lide det alligevel. Det var befriende og afslappende. Sådan havde han det generelt med alt der mindede om musik, og det var han heller ikke bange for at stå ved. "Tvært imod. Med det talent du udviser for den smukke violin, ved jeg, at du kan lære det.. Kom.. lad os prøve," opfordrede han. Man lærte det jo trods alt ikke, ved ikke at prøve. Han søgte hen til den slidte sofa, hvor han samlede fløjten op fra bordet. Han rakte hende den. "Her," sagde han glad. Hun gjorde ham rent faktisk glad.

[Deleted]

Måske hvis vinteren blev rigtig slem, havde hun en ven at søge varme ved, tanken var virkelig rar, hun følte hun havde en ven, var det for tidligt at kalde ham en ven? Myrina holdte så nemt af folk! Og med ham var det jo ufatteligt nemt, skræmmende nemt faktisk, han var lige gået i hjertet på hende og hun holdte ham tæt der allerede nu. Hvorfor ikke? Deres passion for musik var unik, hun fandt det faktisk næsten smukt! Livet var smukt, hun var så glad lige nu og spændt som bare pokker! At han måtte virke så sikker i sin sag, gjorde hende langt mere tryg ved det, hun var godt klar over det ikke lød fantastisk i starten, det havde det ikke gjort med violinen heller som barn, men hun lærte det næsten skræmmende hurtigt. En dyb indånding måtte blive taget, hun så mod ham med et smil der bød på gåpåmod. Inden hun tog imod fløjten. Første studerede hun den, lærte den at kende rigtig med fingrene, inden hun fugtede sine læber blidt med tungen og så satte mundstykket for munden. Hun så ned og blev næsten helt skiløjet. Hun prøvede at sige noget, stadig med den for munden, men måtte grine af sig selv da det lød fjollet og mislykkedes rimelig grumt.
"Hvordan holder jeg den? Og hvordan skal den sidde ved mine læber?" Spurgte hun så, for jo hun havde da studeret ham spille, men det var noget helt andet at stå med den selv!

[Deleted]

Jophiel var et smilende og optimistisk individ, hvis man gav ham muligheden for at være det - ligesom hun gjorde i øjeblikket. Han kunne lide hende. Hun var et varmt individ, som han godt kunne lide at være omkring. Man skulle næsten tro, at de havde kendt hinanden hele livet, sådan som de var omkring hinanden. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde det virkelig ikke. Han sendte hende et smil, som han så at hun betragtede sig af den smukke fløjte med fingrene. Musikken faldt dem begge naturligt.. At se hende igen, ville han ikke have noget imod. Tvært imod.
"Tillad mig," sagde han roligt, inden han trådte om bag hende. Han lagde armene forsigtigt om hende, hvor han tog omkring hendes hænder, for at placere fløjten nogenlunde rigtigt. Det skulle ligge naturligt i grebet, hvis man skulle finde de sande smukke toner frem. Det var sådan, at han havde lært det i sin tid. Han spredte hendes fingre forsigtigt og lod dem lukke sig om fløjten på rigtig vis.
"Mundstykket skal kun lige i kontakt med læberne," forklarede han videre. Han kunne godt lide, at hun spurgte, og at han kunne lære hende det. At lære fra sig, var nemlig også en ny situation for ham, men han kunne derimod rigtig godt lide det. Det var ikke ofte, at dette forekom for ham, Han sendte hende et smil, inden han gav slip. "Pust roligt og kontrolleret. Fløjten er et meget følsomt instrument," forklarede han med et smil.

[Deleted]

Det var mange år siden hun sidst havde skulle lære noget, så at stå som en ung voksen kvinde og skulle lære, fandt hun ganske udfordrende, men også spændende. Som han lod sig stille bag hende, holdt hun kort vejret, han var så tæt på! Og det var ikke ligefrem bare et kram, hun fandt det dog rart. Som han fik hendes fingre på plads, måtte hun rødme, heldigvis var hun rimelig overbevist om han ikke kunne se det. Grebet ved fløjten var blidt, hun havde ikke hårdt fast i den, nej hun holdte den blidt, dog også fast så og sige. Hun lod fingrene vippe lidt, som forberedte hun dem, inden hun trak vejret dybt. Fløjten hvilede ved hendes læber, som hun samlede dem om mundstykket uden at luft kunne komme andre veje end ind mod fløjten. Hendes hjerte hamrede bag hendes bryst, det lød næsten som trommer mod hendes øre, hvorfor var hun så nervøs? Hun fik nogenlunde styr på sig selv, slappede af i skuldrene, fandt hurtigt ud af hvor den lå helt perfekt i hendes små hænder. Og som han havde instrueret hende, pustede hun roligt og kontrolleret, fløjten lød i en enkel rolig tone, før hun løftede sin ene finger og en ny tone kom frem. Hendes øjne lyste, det var ikke en melodi, hun kun havde styr på hvordan man gjorde og det i sig selv var hende en sejr, da det ikke lød helt forfærdeligt, men som enkelte toner. Prøvende løftede hun hver en finger på skift, lyttede til hvordan tonen måtte ændre sig, det var fascinerende! Roligt tog hun fløjten fra læberne igen, hun lavede et par sjove grimasse, hun var ikke van til at have munden sådan, eller puste på den måde, det kunne hun da mærke!

[Deleted]

At hun havde rødmet, var ikke noget, som Jophiel havde lagt mærke til, da hans fokus havde ligget helt andre steder. Desuden var han slet ikke ude på, at gøre det ukomfortabelt for hende. Han ønskede jo rent faktisk bare, at hjælpe hende, nu hvor hun havde indvilget i at lære. At lære fra sig, var ikke noget, som han var vant til, men han kunne lide det, og særligt fordi, at hun var så åben for det, som hun nu var. Hvorfor havde han ikke gjort det er noget før?
Langsomt trak Jophiel sig fra hende, så hun kunne samle sig, om hvad hun nu skulle samle sig omkring. Han var spændt. Spændt på at se, om det han havde givet hende, rent faktisk var noget som virkede. Var hun nervøs? Det var der overhovedet ikke nogen grund til! Hun var jo dygtig, og havde uden tvivl også talent indenfor musik og instrumenter. Han lod armene afventende glide over kors, til den første tone lød. Meget ren.. tydelig. Hun gjorde det jo helt perfekt! Smilet bredte sig kun mere på hans læber. Det hele handlede om luft og fingerarbejde, og hun gjorde det uden tvivl rigtig godt! "Jeg synes du sagde, at du aldrig havde prøvet en fløjte før. Du er jo et naturtalent," fortalte han med et smil på læben. Han grinede let. Hendes grimasser fandt han underholdende og morsomme. "Du er meget fingernem. Det er en klar fordel," fortalte han glad. Han var ikke i tvivl om, at hun nok skulle lære det.

[Deleted]

Det her kunne let blive hende en vane, at komme og lære at spille på fløjte, og så måske også nogen af de andre instrumenter han havde sig. For ikke at tale om at danse og synge til når han måtte spille, eller mens de spillede sammen. Hun følte virkelig hun skulle springe i luften af ren lykke, aldrig havde hun været så begejstret og glad! Musikken havde altid været hendes liv og her stod en mand, som glædeligt hjalp mere af det ind i det. Den røde farve som ellers lige var forduftet tilpas, måtte blusse op igen.
"Du er en god lærer." Forklarede hun blot, for det passede, hun havde jo blot gjort som han havde bedt hende om. Desuden faldt musik hende jo naturligt, men hendes læber derimod, var ikke van til dette her, det var faktisk ret hårdt. Igen måtte hun lave lidt bevægelser med hendes læber.
"Mine læber og kinder derimod!" Udbrød hun overrasket, som hun måtte sætte sin ene hånd op for at massere sine kinder og til sidst sine læber lidt. Kinderne var faktisk det der var slemmest. Hun måtte grine lidt, inden hun hævede fløjten igen, for at eksperimentere lidt mere. Det ville være lettere hvis han havde en fløjte mere, måske hun skulle skaffe sig sin egen fløjte? Den var jo ikke så stor at have med sig på farten. Som hun tænkte lidt over dette, pustede hun roligt i fløjten igen, og prøvede at løfte flere fingre på en gang nu, se hvordan det måtte lyde. Hun var utrolig nysgerrig og tydeligt fascineret.

[Deleted]

Myrina var virkelig lærenem, hvilket gjorde det til en sand fornøjelse for Jophiel at lære hende at spille på den. Det var jo ikke fordi at han behøvede at instruere hende særlig meget, for hun havde det jo allerede i fingrene. Det var måske talentet og fascinationen for musikken der gjorde, at det var noget som måtte falde hende så skræmmende naturligt. Uden tvivl var det noget, som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
"Jeg kommer bare med gode råd. Det er dig selv, der fører det ud i praksis," fortalte han med et stille smil på læben. Sandt at sige, at han jo ikke gjorde noget som helst. Det var hendes fortjeneste. Udelukkende hendes. Han sendte hende et smil. Han ville glædeligt lære hende det, som han ønskede at lære hende de andre instrumenter, om det var noget, som hun var lige så interesseret i, som resten. Han lod hovedet søge let på sned, og med et stille smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han havde muligheden for det, kunne man jo sige. Han brød direkte ud i latter. "De røde kinder, er ikke fløjtens skyld, men ja.. det kilder mod læberne. Det kommer med tilvænning," forsikrede han hende. Hun var virkelig bare dejlig at være sammen med. Han følte det uden tvivl rigtig komfortabelt omkring Myrina. Ikke noget, som han var vant tl.

[Deleted]

Tænk sig, han burde næsten få sig sin egen lille karriere, lærer folk at spille rundt omkring. Det ville være helt perfekt, han var dygtig, en god lærer og et fantastisk væsen. Igen så beskeden, men det var jo sandt, uden hans instrukser havde hun aldrig kunne gøre det sådan, så havde hun bare pustet til og den skingre lyd en fløjte kunne give, ville lyde igennem hans hjem og sikkert skræmme flere dyr fra i en stor omkreds af huset. Tanken måtte få hende til at smile lidt som fløjten jo igen havde fundet vej til hendes læber. At han grinte, fik hende dog til at stoppe og rødme endnu mere. Det var jo ikke den røde farve hun havde hentydet til! Det var mere det at puste sådan faktisk kunne mærkes i kinderne. Men hun havde han gjort hende opmærksom på de var der, og at han havde set dem! Lige nu havde hun næsten lyst til at kravle i skjul, hun så genert ned og bed sig hårdt i læben, det var svært at vide hvor hun skulle gøre af sig selv lige nu. Myrina endte med at vende sig rundt på hælene, for at lægge fløjten og tage sine hænder til sine kinder, ville de ikke venligst holde op med at være så varme og røde! Det var næsten helt frustrerende.
"Du skulle vel ikke have mere af den dejlige bærsaft?" Spurgte hun så blidt, hun kunne godt bruge noget af drikke, hun havde det virkelig varmt og følte sig næsten helt svimmel. De røde kinder skulle i den grad have tid til at forsvinde, hun følte sig så fjollet og det hjalp ikke just på dem!