Hjemme bedst?

[Deleted]

Det handlede om at nyde tilværelsen, når man havde den, og særligt hvis man havde det godt. Jophiel havde dog svært ved at forestille sig, at man kunne slå sig til ro, når man stort set ikke kendte til noget om sig selv. Han ville ikke kunne det, men okay. Han havde også en temmelig kendt familie i ryggen, og det var uden tvivl noget, som ligeledes også kunne mærkes. Det satte jo også sine spor på ham.
"Hvis du kan leve med det, så er det jo udmærket. Jeg ville personligt ikke kunne," sagde han ærligt, inden han vendte sig mod hytten. Det var noget som hans far i sin tid havde fået bygget, så det var tilpasset hans mor. En kvinde med meget særlige behov, hvilket naturligvis godt kunne mærkes. Eller.. det kunne det, dengang hun levede. Han havde bare ikke fået sig til at flytte derfra. Det hjem havde været hans barndom. Han havde så mange minder fra det sted.
Et smil passerede hans læber. "Ro er deriblandt noget af det, som er til at få her.. Kom.. Lad mig byde dig indenfor. Noget at drikke?" spurgte han venligt. Så venlig som hun også måtte være overfor ham, kunne han uden tvivl godt vise sig, fra den samme side. Han ønskede at vise sin gode side.. Den bedste side. Han søgte hen til døren, som han fik låst op med en nøgle, som han fiskede frem fra lommen.

[Deleted]

Det var som altid en fornøjelse at gå igennem skoven, se dyrelivet, mærke skovebunden under sine bare fødder, men hun havde selskab denne dag, god selskab, og hun værdsatte det uden tvivl. Et sted forstod hun godt folk måtte finde det mærkværdigt at hun rent faktisk bare havde det fint med situationen. Jack havde aldrig været tilfreds, han jagtede spøgelser og hun havde set hvor ulykkelig han blev af det, bedt ham flere gange om at opgive det og leve sit liv som det nu var og få det bedste ud af det. Men han havde aldrig lyttet.
"Du er jo også vokset op med noget andet, jeg kender jo ikke til andet, så jeg har fået det bedste ud af min tilværelse og har faktisk altid været lykkelig og tilfreds." Lød det blidt fra hende, hun smilede sødt og glad ved minderne om barndommen i skoven, leg hele dagen, sjov og fjolleri med hendes bedste ven, hendes bror i sjæl. Men de voksede vidst fra hinanden, det måtte da være forklaringen. Myrina dvælede ikke i det, hun ville bare gerne have han var okay, for efter deres sidste møde, havde hun ikke selv været okay. Hjemmet ude fra så fantastisk ud, hyggeligt og tænk sig, han havde et rigtigt hjem. Mon han havde instrumenter der inde? Hun kunne selv kun spille på violin, men han havde fået det til at lyde som om han kunne mestre flere end blot dette ene.
"Mange tak Jophiel, det vil jeg meget gerne." Lød det overrasket og glad fra hende, hele hendes ansigt måtte stråle. Tænk at han rent faktisk ville bruge mere tid med hende, mon de ville kunne spille mere musik? Hun knugede sin violin ind til sig.

[Deleted]

Selskab var altid at værdsætte, også for Jophiel, selvom det nu heller ikke skete særlig ofte. Denne gang, havde han bare en meget god fornemmelse af det hele, og det var også det, som hun mægtig godt kunne lide. Ikke at det var noget, som han havde tænkt sig at lægge skjul på, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han sendte hende et smil. Måske det var anderledes, fordi at han vidste hvem han var, hvad han nedstammede fra, og at han ikke kunne imødekomme de forventninger og krav, som folk flest faktisk stillede til ham? Det var til tider hårdt at indrømme, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, kunne man jo sige.
"Måske.. Men det er ikke ensbetydende med, at det altid er lige godt at kende til det.. Til tider, kan det også være rart at være uvidende. Jeg er glad for at kende det.. Særligt med den familiebaggrund jeg har," fortalte han med en ærlig stemme. Lige hvad angik det, havde han været heldig.. og så alligevel ikke. At være en Diamaqima, var på ingen måder nogen nem sag, og særligt ikke i hans tilfælde.
At hun gerne ville med ind og have noget at drikke, var naturligvis en tanke, der glædede Jophiel. Han fik døren op, og søgte ind. Han regnede naturligvis med at hun fulgte med. Selve huset var ikke særlig stort.. Det var tæt, men hyggeligt, og meget hjemligt. Der var nips stort set overalt. Fra hans forældres tid naturligvis. Instrumenter i form af violin, fløjte og andet stod langs væggene. Der var stort set ikke det instrument, han ikke kunne spille på.

[Deleted]

Tænk sig, det var første gang hun var inviteret ind i et prociansk hjem, foruden smedens da Jack boede der. Og så Jack generelt, men han var jo ikke en som talte med! Selv havde han flyttet, boet to steder, og nu forladt sin hytte her i skoven. Myrina følte sig bestemt beæret, det var ikke alle som inviterede en fra gaden ind i sit hjem, han måtte virkelig have en god fornemmelse når det kom til hende. Det glædet hende virkelig!
"Du må meget gerne fortælle mig om din familie." Lød det blidt fra hende, ingen opfordring som sådan, blot et ønske. Hun ønskede jo at lære ham bedre at kende, og han havde jo rent faktisk en familie, i modsætning til hende. Elmyra og Elijah var begyndt at føles som familie, ja hele børnehjemmet faktisk, men med de oplevelser hun havde haft der, kunne hun ikke blive der og forblive glad. Noget som i den grad var trist, men hun ville hellere mindes de gode minder hun havde derfra og så leve her med dem i sinde. Som han åbnede døren, fulgte hun glædeligt efter, så sig omkring og tog alle detaljerne til sig, hjemmet her var i den grad noget som virkede som et der var beboet i længere tid med alle de fine nipsting. Men det første som tog hendes interesse, var naturligvis instrumenterne. Selv havde hun sin violin i favnen og buen i hånden, men dette lagde hun blidt fra sig, for at studere hans hjem nærmere, specielt instrumenterne.
"Kan du virkelig spille på alle sammen?" Spurgte hun imponeret, for hvorfor ellers have dem? Med mindre han havde andre han spillede sammen med som lånte dem. Måske han blot fandt dem smukke hver i sær, det gjorde hun i hvert fald. Med tanke på den lyd som kunne komme ud af hver og en af dem, så unik og smuk. Hver en celle hoppede og dansede i fryd, hun havde helt lyst til at klappe i hænderne som et glad lille barn der så en tryllekunstner stå og lave tricks. Hun turde næsten ikke røre ved noget af det, tænk hvis hun ødelagde noget.

[Deleted]

Dette havde været Jophiels hjem igennem rigtig mange år, og det var naturligvis også noget, som efterlod sine påvirkninger af ham. Han havde så mange minder fra stedet her, at han ikke kunne få sig selv til at flytte fra det, hvilket naturligvis godt kunne mærkes. Et sted, var det en tanke, som gjorde ham trist, men hvad pokker.. han måtte jo bare gøre det, så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det uden tvivl var svært, at det forholdt sig således.
"Der er nok ikke så meget at fortælle," sagde han med et kort træk på skuldrene, inden han søgte indenfor. Et sted fordi at han var bange for, at hun ville dømme ham på hans familie, og særligt fordi at hans søster og far, samt mor, ikke ligefrem var ukendte. Han var søn af en kendt alkymist, men ligeledes også en mandemorder, og hans søster var dronning her i landet.. Hvor efterlod det ikke også ham?
Selve hjemmet var fint indrettet, og præget af at være et familiehjem. Hvilket han ikke havde fået sig selv til at forlade på noget tidspunkt. Han smilede let for sig selv, som han vendte blikket mod hende. Tungen strøg han kort over læberne, hvor smilet bredte sig på hans læber.
"Det gør jeg. Jeg har spillet på dem, siden jeg var lille," fortalte han med en form for stolthed i hans stemme. "Jeg finder lige noget at drikke," sagde han med et smil, inden han søgte ind mod det lille køkken. Han var ikke vant til besøg, men han ville gerne vise sig, fra sin bedste side.

[Deleted]

Ikke så meget at fortælle? Skammede han sig mon over dem? Hun bed sig kort i læben, måske det var et ømt punkt for ham. I så fald, ville hun ikke snage mere, det kunne hun ikke være bekendt. Derfor, valgt hun at lade emnet ligge, måske han en dag selv fortalte om dem når de talte sammen, hvis ikke også senere denne selv samme dag. Hun smilede lidt, hun måtte virkelig tøjle sig selv, hun havde lyst til at prøve dem alle, aldrig havde hun fået chancen, kun violinen, som hun lod til at have et naturligt talent for. Mon det også var sådan med andre instrumenter.
"Jeg vil meget gerne høre dig spille på dem alle." Lød det ivrigt fra hende, hun havde jo hørt andre spille på kroer, hvilket i den grad var noget hun havde set til med stor fascination. Et sted, betød det bare mere når det var ham, for her måtte hun rent faktisk give efter for melodierne, lade sig leve ind i hver en tone. Og han havde noget som de ikke havde, den kærlighed han bar til det, som udstrålede fra ham når han spillede, det var den samme hun følte. At han ville hente noget af drikke, nikkede hun bare til, lettere fraværende som hun studerede instrumenterne på liv og løs. Til sidst kunne hun ikke helt dy sig, og lod fingre glide ned af deres former, strenge, mundstykker, hvad instrumenterne nu måtte have rundt omkring. Dog følte hun næsten at hun holdte vejret, for ikke at skulle gøre noget for at ødelægge dem. Roligt trak hun sin hånd til sig igen, så smukke håndværker, hun gad godt møde vedkommende som havde opfundet de forskellige ting, de væsner måtte virkelig have været storslået.

[Deleted]

Jophiel skammede sig bestemt ikke over sin familie, men derimod, at han ikke kunne imødekomme dem, som folket satte til ham og hans familie, og særligt fordi at han skilte sig så meget fra den typiske mængde, og det var også det, som han havde sværest ved. At hun så derimod lod den ligge for nu, var noget som passede selv Jophiel ganske udmærket, for han ønskede ikke at diskutere den for meget, og særligt fordi, at han vel også var bange for, at hun ville dømme ham på det?
Et smil passerede hans læber. At det derimod var instrumenterne, som ville fange hendes opmærksomhed, var derimod en tanke, som gjorde ham glad. Det kunne han være helt med på! Han ønskede nemlig at fremstå fra sin bedste side. Hvem ville ikke det? "Jeg kunne måske godt give dig en lille demonstration," sagde han med et smil på læben. Han kunne godt lide, at han havde fundet nogen, som havde den samme form for interesse, som han selv havde, hvilket uden tvivl måtte komme til udtryk i øjeblikket.
Jophiel kom tilbage med to fyldte glas med vand. Dertil havde han blandet noget bærkompot, som han havde fået lavet. Ja, lidt huslig var man vel, efter at have levet her med en mor, som var gået meget op i den slags? Han kunne i hvert fald godt lide det. "Jeg håber det smager," sagde han med et stille smil på læben. Alt taget i betragtning, så tog han det ikke så tungt. Han ville bare gerne vise sig fra en god side.

[Deleted]

Selvom ingen havde lært hende det som sådan, var hun en meget blid og imødekommende person, nysgerrig, måske lettere naiv og altid klar på at hjælpe folk med hvad hun nu kunne præstere. Det var ikke altid meget, men hun havde da kendskab til lidt af hvert. Myrina smilede stort og dybt fascineret, hun var helt vild med hans hjem og specielt instrumenterne. Aldrig havde hun mødt en som ham før, og nu hvor han så fint var sneget sig ind på hende, så ville hun helst ikke lade det være sidste gang. At han gerne ville give en demonstration, hvad det end var, blev hun glad for, det betød vel at han ville vise hende det. Hun havde hørt ordet før, aldrig rigtig forstået betydningen af det. Hun brugte virkelig for lidt til med andre væsner, men det var sådan hun havde det bedst, med mindre hun spillede for folk, det elskede hun, eller legede rundt med børn og passede dem som ved børnehjemmet. Tænk sig, hun havde jo stået for unge på hendes egen alder næsten, de havde heller ikke altid taget hende lige seriøst, men Elmyra hjalp godt til. Som han kom tilbage med to glas, lagde hun mærke til farven det var, hun lagde hovedet på skrå.
"Hvad er det?" Spurgte hun nysgerrigt, for at være mistænksom var ikke noget hun var, nærmere nysgerrig på alt. Bare det ikke var alkohol, det havde hun prøvet en gang, sammen med Jack og det var rigeligt. Det stads ville hun helst holde sig langt fra, for jo det var da sjovt den ene gang, men hun mærkede også den manglende kontrol over sig selv og uvante lyster som lå i kroppen og det brød hun sig ikke ligefrem om. At det derimod måtte være bær saft som var i, ville glæde hende, hun elskede bær! Hver gang hun fandt buske med bær på, spiste hun sig altid mæt og plukkede til at tage med sig i sin kjole ved at folde den op og lave en stor lomme. Det havde sikkert set ganske komisk ud, men hun var virkelig glad for bær og frugter! Myrina tog imod glasset, for at smage på det, og hun måtte komme med en 'uhmm'-lyd, det smagte virkelig dejligt! Ansigtet var lagt i helt overrasket folder, tænk det havde hun altså ikke lige ventet!

[Deleted]

Myrina var uden tvivl noget for sig, hvilket Jophiel end ikke ville lægge skjul på. Det var i forvejen ikke særlig ofte, at han mødte nogen i det hele taget, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes. Hver ting til sin tid.. Han måtte jo bare finde ud af det hele, og særligt det sociale kunne han godt halte lidt på. Hertil var hun dog en kæmpe hjælp for ham, for hun accepterede ham bare, som den mand han var, hvilket uden tvivl var det bedste af det hele.
Instrumenterne, var det redskab Jophiel brugte rigtig meget af sin tid med, og særligt fordi, at han ikke rigtigt havde andet at lave, for at sige det mildt. Det var måske en tragisk tanke, men det var jo bare sådan, at omstændighederne nu måtte være, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved dem. Alt taget i betragtning, måtte han jo bare gøre det således. "Det er vand med en bærkompot.. Min mors opskrift.. Jeg har været fan af det siden jeg var helt lille," fortalte han med et stille smil på læben. Det kunne godt være, at det var lidt barnligt, men det var sådan at han var. Det var det som han havde haft, som lille, og det havde været den måde, hans mor kunne få bær og den slags i ham, for at holde ham sund. Han selv tog en god tår af det, hvor det også glædede ham, at hun kunne lide det. Det glædede ham uden tvivl! "Det glæder mig, at du kan lide det," sagde han med et stille smil på læben. Det glædede ham faktisk rigtig meget endda.

[Deleted]

Det gik op for hende at hun drak rimelig hurtig, da halvdelen af glasset allerede var drukket, det smagte vildt godt og hun havde slet ikke kunne stoppe med at nippe til det og vupti, væk var halvdelen. Hun smilede sødt og måtte stille glasset fra sig kort, hun kunne lige forstille sig det, en lille dreng med rodet hår og store blanke øjne der var ivrig efter at få saft hans mor havde lavet specielt til ham. Det var faktisk rimelig sødt og hun synes det var skønt han holdte fast i sine minder på den måde, og de ting hans mor plejede at gøre. Hun var her ikke, så enten var hun flyttet, eller også var hun ej i live mere. Hovedet måtte hun lade søge på skrå, burde hun spørger? Nej, det kunne hun altså ikke få sig selv til! Myrina kiggede lidt rundt igen.
"Jeg er hel vild med det!" Grinte hun mildt, inden hun lod sig søge lidt rundt igen, og studerede hjemmet nærmere, foruden instrumenterne, som hun først havde måtte ligge alt sit fokus på. Roligt svang hun sig fra side til side, så kjolen dansede om hende, hun hørte næsten altid en melodi i hendes hoved. En svag nynnen måtte lyde fra hende, som hun lod hænderne samle sig på hendes ryg og blikket gled over de ting familien havde haft brugt til at skabe deres hjem, de hyggeligt hjemlige omgivelser.

[Deleted]

Lige på den front, havde Jophiel ikke givdet slip på det barn, som han havde, som en del af sig, og dette kunne naturligvis godt mærkes på ham. Han rystede let smilende på hovedet ved hendes ord. Så lang tid, at hun ikke dømte ham, havde han det egentlig ganske fint med de omstændigheder. "Mors gamle opskrift fungerer derfor stadig," sagde han med et smil på læben. Minderne var mange, men det var særligt dem omkring hans mor, som han gjorde, hvad han kunne, for at holde fast i. Dette havde han bestemt heller ikke tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være.
At hun begyndte at undersøge igen, sagde han ikke noget til. Nu havde han jo trods alt budt hende indenfor, så det kunne heller ikke komme bag på ham, at hun gerne ville undersøge tingene nærmere. "Lad som du er hjemme.. og hvis der er noget, så spørg," sagde han venligt, som han igen så efter hende. De mange instrumenter kunne han spille på. Det var hans mor, som havde sagt, at de skulle beholde dem, da det var for hans skyld. I dag var han glad for det. Igen, var det minderne om hans mor, som gjorde, at han holdt ved det. Han strøg hånden over hans fløjte. Han endte med at tage den op i hånden. Den havde han ikke spillet på i årevis. Han førte mundstykket til sine læber.. hvorefter han gav sig til at spille. Han havde jo trods alt lovet hende en demonstration.

[Deleted]

At have kontakt med sit indre barn kendte hun jo alt til, hun løb jo stadig rundt i skoven og legede tag fat hvis hun kunne komme til det, hun var virkelig på ingen måde typen som dømte folk på at beholde deres indre barn. Hun stod og nynnede og svang let med kjolen, helt i sin egen lille verden. Hjemme, hun smilede ved ordene, sådan vidste hun vel egentlig ikke helt hvordan man gjorde, var det ikke også noget man bare sagde i ren høflighed? Hun trak på sine skuldre let, men nikkede så, for hun skulle da endelig nok sige til hvis der var noget som helst. Et hjem, hvordan mon det var, at have noget som var ens eget på denne måde? Lyden af fløjtespillet fik hende til at vende rundt, hun smilede stort og lod sine arme slippe fra omme bag hendes ryg, som de faldt afslappet ned langs hendes sider. Øjnene studerede ham, hun elskede virkelig lyden. Roligt søgte hun sit glas, tog en tår mere, inden hun måtte stille det fra sig, og blot sving let med kjolen igen som hun nød musikken og lukkede øjnene for at fokusere udelukket på den melodi han måtte spille. Smilet måtte på intet tidspunkt vie fra hendes læber, kroppen drejede fra side til side i takt så hendes kjole måtte danse om hendes ben, hun havde næsten lyst til at le, hun blev så evigt glad af musik!

[Deleted]

Det var ikke en fejl, at ikke have kontakt med sit indre barn. Han havde, og hun havde da det samme, af hvad han kunne se, og det var noget af det, som han virkelig godt kunne lide, og særligt når det var omkring en som Myrina, som bare.. accepterede ham, som den mand han var.
Fløjten havde han fundet frem, hvor han med et smil, begyndte at spille på det. At se hende slappe af ved musikken, var uden tvivl en tanke, som gjorde ham glad og tilfreds ikke mindst, og det var bestemt heler ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At hun selv synes at kunne lide det, var det, som for alvor gjorde ham helt afslappet. Så vidste han, at det han gjorde, var rigtigt. Øjnene lod han denne gang søge i, mens fingrene fortsatte sit arbejde henover det smukke instrument, så det var den smukkeste melodi som måtte komme til, og derved også måtte bryde stilheden. Hvis det var således, at han skulle kunne vise sig for en kvinde, så gjorde han det. Han smilede let, som han rettede sig op. Han begyndte i stedet for, at bevæge sig rundt i huset, mens han spillede. Han kunne godt lide at være omkring hende, og særligt når det foregik på denne måde. Han elskede at se hvordan det påvirkede hende, at være omkring en, som rent faktisk kunne spille musik, og særligt når det foregik på denne måde. Så var det faktisk kun det bedre i hans øjne!

[Deleted]

At acceptere ham for den han var, det var det letteste, hun kunne virkelig godt lide alt han måtte udstråle af, og derfor havde hun intet problem med at lade ham låne sin violin, synge i hans nærhed, følge med ham hjem og smådanse i hans hjem til den musik han så smukt måtte spille. Myrina elskede det, hun følte sig fri på en helt ny måde, hun følte sig nemlig fri sammen med en, i musikkens verden. Alt forsvandt, alt hvad der nogensinde havde været ondt af minder i hendes sind, der var udelukkende lyksalighed og frihed. Hun greb ud efter sin violin, lagde den for hagen og lod buen stryge hen over strengene med al hendes ynde, så for at spille med, hun var god til at lade sig føre af rent instinkt, lade melodier kombinere. At bare spille, uden det var efter en bestemt melodi var jo hendes speciale og at følge ham, var ingen sag. Myrina var virkelig utrolig talentfuld og dette måtte hun vise nu ved sit spil der fulgte hans, uden så meget som at tæve, dansede hun videre rundt, denne gang mere tydeligt, med åbne øjne denne gang, da hun jo helst ikke ville vælte ind i noget. Smilet lå så tydeligt på hendes læber, hun strålede, for hun var i sit es, i det hun elskede ved livet. Dette her, det ville hun ikke undvære for noget, om ikke andet, ville hun altid mindes det med det største smil.

[Deleted]

Jophiel kunne ikke lade være med at smile. Faktisk lå det næsten på kanten, til at ende i latter, så glad som han var lige nu. Det var ikke ofte, at dette forekom for ham, men her, føles det næsten skræmmende naturligt, når han var omkring et væsen som Myrina. Hvorfor havde han ikke mødt hende tidligere? Et mere varmhjertet og accepterende væsen, skulle man da godt nok lede længere efter. Og det kunne han sige som en Diamaqima! Han var uden tvivl glad, hvilket han heller ikke lagde skjul på.
At hun bragte violinen i spil på samme måde, fik kun Jophiels hjerte til at hamre mod hans bryst. Endelig en, der forstod sig på hans passion for musik, og de fantastiske toner, som man kunne få ud af et musikalsk instrument som dette. Han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at elske det! Øjnene lod han endnu en gang glide i, som han måtte give sig fuldstændig hen til det her. Hun var et fremmed væsen for ham. Fremmed på alle måder, og i alle henseender, men han følte også, at han kunne stole på hende. Han kunne slet ikke få sit spil gjort færdigt. Ikke nu, hvor hun selv havde valgt at deltage og springe direkte ind i det, på den måde, som hun nu have gjort det. Han elskede det jo! Med mundspillet for læberne, gik han roligt rundt i stuen. Han spillede bedst ved at holde sig igang, fremfor at sidde stille. Det alene, plejede at gøre ham temmelig rastløs faktisk. Endeligt måtte han dog give sig, og gjorde spillet færdigt, kun for at fjerne mundstykket fra læberne, som næsten synes at være uden følelse, efter det lange spil.