Hjemme bedst?

[Deleted]

Det glædet hende at de kunne være dus, det andet var hun ikke helt vildt god til, det var hende ikke blevet lært, for hvem skulle have lært hende det? Hun havde været dus med stort set alle hun havde mødt, men det var jo heller ikke mange som hun egentlig havde haft snakket med som sådan. Hendes blik hvilede mod ham, hun havde det dejligt lige nu, fredfyldt og i godt selskab. Hun valgte at sætte sig ned, lige overfor ham igen.
"Rimelig stor, jeg har svært ved at lade være med at leve mig ind i en smuk melodi." Indrømmede hun med et sødt smil på læberne, hun gjorde tegn til at han skulle være mere end velkommen til at tage hendes violin igen. Den havde været med hende stort set alle dage, det var sjældent hun gik uden den, for hun levede jo af sin musik. Et sted følte hun at hun kunne bruge resten af dagen på dette, at synge til hans spillen, det var uden tvivl en fantastisk følelse hun måtte sidde med. Myrina elskede virkelig musik, det var der hun fandt sin glæde og sin fred, uanset hvad livet måtte byde hende. At være trist, lignede bare ikke hende, selvom hun naturligvis kunne blive ramt i tide og utide af ubehagelige minder, men musikken holdte dem væk, hvilket gjorde hun spillede og sang og dansede rundt mere end nogensinde før.

[Deleted]

Denne kvinde var noget for sig, og det var deres første møde. Hvorvidt om de ville mødes igen på et senere tidspunkt, vidste Jophiel ikke, men han kunne vel gå rundt og håbe på det, kunne han ikke? At sandsynligheden ville være stor, for at hun igen ville bryde ud i sang, var noget som glædede ham. Han kunne lide at høre hende synge nemlig, og derfor havde han da også tænkt sig, at udnytte dette.
"Det glæder mig," sagde Jophiel med et stille smil, inden han atter valgte, at tage hånden om den smukke og gamle violin, og lagde den trygt ved hans skulder. Han rullede let med skuldrene. Var han nervøs? Det plejede ikke at ligne ham. Han trak vejret dybt. Okay, nu var det på tide, at han tog sig bare en smule sammen. Buen lagde han igen på strengene. Han blev siddende i et øjeblik, inden smilet bredte sig på hans læber. Melodien havde han lært af elverne her i skoven. Han havde jo levet her hele livet, og derfor kendte de ham trods alt også. Han startede ud med den elviske vise. Igen lod han øjnene glide i, hvor han gav sig helt hen til tonerne og musikken. Han ville jo også gerne vise hende, hvad han kunne. Fuglene, dyrene.. ja, sågar skoven, som de i øjeblikket var placeret i, synes glemt for ham, da det var musikken og denne søde Myrina, som han tænkte på i stedet for. Det var det eneste, som han egentlig havde i tanker og sind for øjeblikket.

[Deleted]

Det glædet ham? Igen fandt den røde farve hen over hendes kinder, hun bed sig kort i læben, hvorfor glædet det ham dog? Hun forstyrrede jo hans smukke spil, men så igen, hun nød jo at lade tonerne blande sig, hendes stemme og violinens vidunderlige melodier. Nød han det mund ligesom hende? Bare at høre i stedet for at synge. Hun måtte lagde hovedet søge på sned, som hun studerede ham på ny. Han var virkelig ikke som nogen hun havde mødt, men igen var folk meget forskellige. Bare den måde han så tydeligt elskede musik på, præcis som hende, det fik hende til at føle som hun aldrig havde gjort før, hun havde end ikke et ord for det, men hun vidste hun kunne lide det, det føltes rart! Igen begyndte tonerne, og hun lod øjnene glide i med det samme så hendes høresans fik lov til at træde mere i kraft, hun lyttede bare til at starte med. Det var smukt, selv kendte hun ingen bestemte viser, mon han ville lære hende dem? Hun måtte spørger ham! Men først, musik. Smukke toner som gled igennem skoven, og før hun selv havde bestemt sig, lod hun sin mund åbne let og lod sin stemme lyde med tonerne. Kroppen vuggede blidt i hendes siddende stilling til musikken de dannede sammen, hun havde et smil på sine læber, næsten saligt var det, som hun sad i ren lykke og nød hvad de egentlig dannede sammen. En ting var at have det for sig selv, men det var virkelig en helt anden at dele det med en. At hun ville opleve det igen var sikkert, men dagen var langt fra omme, så disse tanker gjorde hun sig slet ikke, nej hun nød at være i nuet.

[Deleted]

At møde nogen, der elskede musik og det naturlige lige så meget, som Jophiel selv gjorde det, var uden tvivl en fantastisk tanke. Han kunne i hvert fald rigtig godt lide hende! Selvom de kun lige havde mødtes, og han kun kendte til hendes interesse for musik, samt hendes navn, var der endnu langt igen. Hver ting til sin tid. Han var i hvert fald af den overbevisning, at dette var noget, som skulle nydes, og det kunne han ikke gøre tydeligt nok.
Den elviske vise begyndte han at spille. Han havde jo stort set give sig hen til musikken, allerede fra dengang han ikke havde været særlig gammel, grundet de problematikker, som han havde. Det havde skilt ham fra familien i den forstand, at mange kvinder valgte ham fra, da han ikke levede op til det, som ville sige, at være en Diamaqima. Dette kunne han glemme for en stund, og han elskede det uden tvivl også!
Hvorvidt om hun kunne lide hvad han lavede eller ej, vidste han dog ikke. Det ville vel gå op for ham, når han gjorde sig færdig? Igen var det udelukkende musikken, som han havde i hovedet, som der ikke var andet, der betød noget for ham lige nu. At spille musikken for andre, havde han ikke gjort, siden hans moder havde været i live, hvilket var ved at være nogle år nu. Hans øjne forblev lukket, til han gjorde den elviske vise færdig. Derefter fjernede han igen buen fra violinen.

[Deleted]

I musik havde hun sit tilflugtssted, sit liv, det var her hun kunne komme til udtryk på den bedst mulige måde og måden hun kunne sprede det muntre hjerte hun bar i sit bryst. Dette her var uden tvivl noget hun nød, det var som malet i hele hendes ansigt, smilet som formede hele hendes ansigt i glade folder, det gik helt op ved hendes øjne, skønt de var lukket. Da hun åbnede øjnene, følte hun sig næsten svimmel, sådan som hun havde siddet og vugget. Det var allerede slut, det gik alt for hurtigt, men sådan var det vel når man nød selskabet, samt handlingerne. Hun sendte ham et sødt og muntert smil, det nåede helt op i hendes øjne der næsten strålede, hun elskede virkelig musik og at dele det med en, det var mere end fantastisk!
"Du må til hver en tid spille på min violin." Lød det stille fra hende, som hun lod sine fingre række frem, hvorpå hun strøg strengene blidt. Måske hun kunne vise ham en dag hvordan hun virkelig optrådte, med dans uden næsten fald i bækken. Det kunne have set sjovt ud, men det ville da blive en våd omgang og så havde de måske slet ikke siddet her. Han måtte hellere end gerne spille på hendes violin, hun kunne godt lide det, det var nyt at hun ikke selv var den som spillede. Det gjorde hende ikke det mindste, da hun jo stadig kunne nyde musikken, selvom det ej var hendes fingre der måtte stryge over strengene.

[Deleted]

Jophiel lagde endnu en gang violinen fra sig. Han havde ganske vidst ikke fået sang denne gang, men hun havde nydt det, mindst lige så meget, som han havde, og det kunne han jo godt se og mærke på hende. I det tilfælde, så havde det uden tvivl også vist sig, at være det værd i hans øjne, og det var det som han godt kunne lide.
Hendes ord, fik smilet til at brede sig på hans læber. "Det vælger jeg at tage som et stort kompliment, Myrina," sagde han taknemmeligt. Han trak hænderne roligt til sig, og samlede dem i sit skød, nu hvor han alligevel sad på den fine skovbund. Skoven her var hans hjem, og det havde det været, siden han ikke havde været særlig gammel. Faktisk kunne han næsten ikke huske, at han havde boet andre steder. Igen vendte han de mørke øjne mod hende. Rart var det uden tvivl, at der var nogen, der ikke dømte ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. "Jeg spiller selv musik.. På rigtig mange instrumenter. Det er lidt det, som jeg har at gå op i," fortalte han videre. Han var stolt af, hvad han kunne præstere med det. "Er du herfra? Eller en udefrakommende?" spurgte han med en nysgerrig mine. Selv vidste han jo, at grænserne var åbne. Det var bare sjældent, at han mødte nogen herude i det hele taget. Særligt fordi, at han jo som regel, holdt sig væk fra andre.

[Deleted]

Et sted havde hun lyst til at blive ved, dagen lang, i flere timer, bare sidde og omfavne tonerne som lød fra både hendes stemme og fra violinen i hans kyndige hænder. Myrina smilede stort da han valgte at tage det som et kompliment, det var det skam, et stort et. Ingen andre havde haft spillet på den ud over hende, og nu ham. Myrina var ikke specielt gammel af alder, hun var jo kun en meget ung kvinde, med ikke den største livserfaring, men da mere efter hun havde haft forladt skoven. Hånden gled blidt hen over skovbunden, som hun lod sine fingre glide hen over noget mos.
"Ja, lige herfra, selve skoven. Jeg er vokset op herude sammen med....." Hun stoppede op, et tungt suk lød fra hende, det var faktisk rimelig trist, hun anede jo ikke hvor han var henne, om han var okay. Hvorfor hun blev ved med at holde af ham, når han gjorde som han nu engang gjorde, det var ikke til at sige, måske fordi hun så ham som sin bror, så tilgav hun alt.
"En dreng, jeg ser som min bror. Jeg aner faktisk ikke hvor han er lige nu. Vi var uadskillelige dengang, passede på hinanden, overlevede. Og du?" Forklarede hun blidt videre, hun rystede det triste af sig, og begyndte at smile igen, for det nyttede jo intet at dvæle ved triste tanker, hellere være glad i sindet og holde sig munter, holde hovedet højt.

[Deleted]

At Myrina måtte være herfra, gjorde Jophiel langt mere rolig. Selvom de havde musikken som en fælles interesse, var det tydeligt en ting, som fik Jophiel til at slappe mere af i hendes selskab. Han havde i forvejen svært ved den sociale omgang med nogen som helst, hvilket han nu heller ikke var bange for at erkende for hende. Men for nu, så gik det jo egentlig ganske fint, gjorde det ikke?
Stemningen ændrede sig på et øjeblik, hvilket Jophiel i forvejen ikke brød sig om. Havde hun mistet? Selv vidste han hvordan det var at miste, som han havde mistet begge sine forældre, og hans søster var travlt optaget med titlen som dronning af landet her. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg mente ikke... Altså.. Jeg mente ikke, at gøre dig trist," sagde han dæmpet, som han endnu en gang, vendte blikket mod hende. Enhver mødte modstand før eller siden, og det vidste han jo godt. Særligt når det foregik på denne måde, og særligt i disse tider, så skete det ekstra meget.
Jophiel trak let på skuldrene. "Jeg er ikke født her.. Men i Dvasias," begyndte han med en ærlig stemme. "Jeg har dog boet her i rigtig mange år nu. Procias og skovden her, er blevet til mit hjem," fortalte han ærligt. Her levede han alene. Det var jo sjældent, at hans søster fandt tiden til at kigge forbi.

[Deleted]

At han måtte reagere som han nu gjorde, fik hende til at smile næsten kærligt.
"Det var da på ingen måde din skyld Jophiel, man kan ikke komme udenom bumpene på vejen, og jeg dvæler heldigvis ikke i triste miner i længere tid af gangen." Lød det muntert fra hende, hun sad roligt og pillede ved sin kjole, hun var begyndt at få skiftet tøj noget oftere, det nåede på ingen måde at blive så slidt som det førhen var blevet. Hos Elijah havde hun haft alt hun behøvede, men omgivelserne var bare ikke så trygge og vante som de var her, og han havde været væk længe, så hun måtte tage hjem og sikre sig Jack var okay. Det var faktisk hans skyld hun var her, men om han var vendt hjem anede hun intet om. Han lod ikke til at ville det da de havde mødt hinanden sidst. Men der var hun gået fra ham i vrede, for at støde ind i manden med stenvæsnet. Sikke en tur, men hun levede, utroligt nok, og det kunne hun takke Elmyra for!
"Hvad er du så for en?" Spurgte hun nysgerrigt, hun viste slet ingen tegn på at frygte ham, blot på baggrund af hans fødested, for der måtte være en grund til han kunne færdes i Procias uden problemer. Desuden virkede han så rar som person, at det var hende ligegyldigt, det var blot en detalje som var ude af betydning. Gad vide hvor i skoven han så boede?
"Hvis jeg nu gerne vil se dig igen, hvor finder jeg dig så henne, i skoven altså?" Spurgte hun så, ganske nysgerrig og lidt genert.

[Deleted]

"Bump i vejen, kan man måske ikke undgå, men det var slet ikke min mening, at gøre dig ked af det," sagde Jophiel med en rolig stemme. Selvom hans racer måske var mørke, var det bestemt ikke noget, som kunne mærkes på ham. Han derimod, ville gerne vise, at han havde et lyst hjerte, selv på trods af det. Hovedet lod han søge på sned, som han vendte blikket ned mod sine hænder.
At hun derimod ikke var afvisende, var noget som glædede ham. Skulle han fortælle sin blanding? Det var jo en temmelig.. dyster en, selvom det nok ikke kunne mærkes på hans person. "Lover du, ikke at løbe væk?" spurgte han med et stille smil på læben. Han strøg kort tungen over læberne. "Jeg er alkymist, sensuel dæmon og magiker," fortalte han direkte. Ikke fordi at han kunne drømme om, at gøre noget ondt med sine racer, for det kunne han på ingen måde! Tvært imod! Han sendte hende et smil. "Den store hytte, som ikke ligger langt herfra.. Det er der jeg holder til. Jeg kan vise dig den?" foreslog han. Et godt selskab, ville han ikke sige nej til, og særligt fordi, at det jo som sagt, ikke skete særlig ofte. Han ville gerne lære hende lidt bedre at kende.

[Deleted]

Det havde jo på ingen måde været hans skyld, det var vel i bund og grund ingens skyld, når man mindedes noget som gjorde en trist, måtte man jo bare se bort fra det, fokusere på de ting som gjorde en glad, hvilket hun i den grad var god til. Hun smilede blidt, han virkede så god af sig, tænk at han følte han måtte overbevise hende om det ej var hans mening. Fjollet måtte det et sted være i hendes hoved, men det var nok en af de mange ting hun ikke helt forstod sig på. At hun skulle love ham at hun ikke løb væk, fik hende til at le varmt.
"Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle løbe væk." Lød det ganske ærligt fra hende, hun så på ham med et undersøgende blik, som han forklarede den blanding han var af. Hun kendte til magikere, havde hørt lidt om alkymister, men en sensuel dæmon havde hun ingen ide om hvad gik ud på, dog selve navnet fik hende til at blusse i kinderne igen.
"Jeg har fundet ud af jeg er en druide, det er faktisk ikke så lang tid siden. Jeg aner ikke hvad jeg kan og ikke kan." Lød det i en sød klukken fra hende, hun så ned af sig selv, planter havde hun altid været god til, det var sådan hun var overlevet. Men foruden dette, vidste hun faktisk ikke så meget om druider, måske hun skulle finde nogen af sin egen slags der rent faktisk vidste noget? De levede jo her i skoven, det vidste hun.
"Meget gerne Jophiel." Der var virkelig intet hun hellere ville, for hvis de kunne forblive i kontakt med hinanden i ny og næ, kunne de skabe mere musik sammen. Roligt rakte hun ud efter sin violin for at samle den og buen op.

[Deleted]

At hun ikke blev skræmt, var en tanke, som rent faktisk gjorde Jophiel glad. Det var ikke noget, som han kunne, eller ville skjule for hende. Smilet forblev på hans læber. Hans race, var som regel ikke det, der gjorde, at folk mistede interessen, men det behøvede jo ikke vide, og særligt hvis han var så ukendt for hende. "Det plejer at være med til at folk trækker sig fra mig," fortalte han med en rolig stemme. Let måtte han trække på skuldrene. Han kunne jo ikke gøre for det. Det var jo ikke noget som han selv havde valgt, kunne man jo sige. Det var sket alligevel, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
At hun først nu for nylig, havde fundet ud af, at hun var Druide, fik ham til at rynke i panden. Havde hun ikke vidst det? Eller havde det bare været ukendt for hende? "Jeg mener ikke, at snage, men.. hvordan kan man ikke vide hvad man er?" spurgte han med en tydeligt nysgerrig stemme. Det var ikke noget som han forstod sig på.
At hun derimod gerne ville se hvor han boede, gjorde ham glad. Han havde normalt ikke nogen med hjem, for.. ja, han havde ikke den store omgangskreds. Han klarede sig bedst alene. Han endte med at rejse sig. "Det er ikke langt herfra," sagde han med en tydelig stolt mine. Han gjorde tegn til, at hun kunne følge ham, inden han søgte tilbage ind mod den tætte skov.

[Deleted]

Tænk sig hun forstod ikke hvordan folk kunne trække sig fra personer uden at kende dem, udelukkende på deres race og afstamning, det var jo ikke altid et valg. Elmyra havde et varmt omsorgsfuldt hjerte, hun tog sig af en masse børn og selv hun ville være en mange tog afstand fra, blot ved at vide hun var dæmon. En ilddæmon var hun vidste nok, huskede hun korrekt? Hun blev pludselig i tvivl, noget som i den grad var pinligt! Jophiel virkede som en godhjertet mand, med musik i både hjerte og sind, det var smukt.
"De ved tydeligvis ikke hvad de går glip af." Hun ville for alt i verden da ikke have misset hans talent på baggrund af hun ej kendte hans person, kun hans race. Nej, det ville være tid som kunne afgøre hvem man var, og indtil videre, så hun jo en rar mand med kærlighed til musik som hende selv. Det kunne ingen race lave om på!
"Jeg kan ikke huske at have haft nogen forældre, jeg husker kun da jeg mødte Jack. Jeg har vandret i skoven uden at vide hvem jeg var, kun mit navn siger mig noget, mit fornavn, jeg har intet efternavn tror jeg. Måske, hvem ved?" Forklarede hun, tydeligt afklaret med hvorfor tingene var som de var, selvom det kunne virke som en trist ting, beklagede hun sig ikke. Hvilket hun nok heller ikke burde, hun havde haft kendt sine forældre, men de blev taget fra hende på grusom vis, og selve dette havde hun lykkeligt fortrængt. Som hun fik samlet sin violin op og buen med, var hun jo ganske klar som hun stod der, det var alt hun havde på sig, det var nok. Hendes smil var sødt og varmt som hun betragtede ham, han virkede så dejlig munter, ligesom hende selv! At se hans hjem ville være en god ting, så kunne hun altid opsøge ham. Myrina glædet sig til at lære ham bedre af kende, allerede nu vidste hun dog at der ikke kunne ske noget som gjorde hun brød sig mindre om ham.

[Deleted]

Mange dømte andre på deres racer, før de overhovedet lærte dem at kende i det mere personlige. Jophiel havde aldrig gjort en flue fortræd. Nej, han elskede alle væsner, og særligt dem, som udviste den samme venlighed overfor ham, var noget, som han særligt måtte bide sig fast i. Det var det som glædede ham mest, hvis han selv skulle sige det. Hendes måde at se tingene på, var derfor noget, som faldt i ekstra god jord hos ham.
"Det glæder mig, at det er således du ser på det. Det er desværre bare ikke et syn på tilværelsen, som særlig mange deler med dig," sagde han med en rolig stemme, som han kort trak på skuldrene. Efterhånden kunne man da sige, at han var vant til det, selvom det da uden tvivl var en hård ting, at skulle vænne sig til. Lige den form for lykke, havde aldrig rigtigt været på hans side.
"Jeg ved ikke om det er noteret nogen steder? Det er da synd og skam, at du.. .stort set intet ved om dig selv og din race? Hvis du ikke engang kender dit eget navn?" sagde han endeligt. Han rynkede let i panden, mens han fortsatte. Hans hjem var ikke langt derfra, og lige hende, havde han ikke nogen kvaler ved at vise, hvor han boede. Han boede jo som en procianer, opførte sig som en procianer, så der burde ikke være noget ved ham, som man skulle være bange for. Særligt som det stod lige nu i hvert fald. Ikke langt derfra, kunne man ane hytten, som den stod. Han smilede let for sig selv, ved synet af den. "Her bor jeg så," afsluttede han stolt.

[Deleted]

Det gjorde hende jo intet at tingene var som de var, hun nød livet som det var blevet hende budt og tog imod det hun kunne med åbne arme. Hun var i den grad ikke en person som bare følte sig fortabt uden videre, der skulle virkelig meget til. Et hjem, et fast hjem, det havde hun haft i New dale, på slottet følte hun sig hjemme og i den fantastiske have der måtte have været der. Skønt det var der hun havde stødt på dødsenglen i sin tid. Hun bed sig i læben, den havde været flækket da hun faldt mens han mere eller mindre havde leget rundt med hende i en mærkværdig form for tagfat. I dette nu, gjorde hun som hun normalt før i tiden havde gjort, sov tilfældige steder, vandrede rundt til hun blev træt, sov, og så startede hun forfra. En seng havde hun ikke været van til at sove i.
"Jeg har det fint med det, det er mit lod i livet og jeg beklager faktisk ikke, jeg nyder at have haft det så godt." Hendes stemme var blid og rolig, som hun ellers kiggede sig godt omkring, hun måtte huske dette, huske hvor det var. Et sted var hun rigtig god til at finde rundt, men skoven var så enorm og hun havde jo ikke ville gå på elvernes områder, eller komme for tæt på grænsen. Ikke før første gang hende og Jack blev uvenner. Myrina lagde mærke til hvor stolt han var, hvilket hun fandt utroligt sødt, hun så frem for sig hvor hytten kom til syne, det fik smilet til at vokse.
"Det må være skønt at have så meget fred og ro. Det er smukt." Lød det roligt fra hende, hvad vidste hun egentlig overhovedet om huse? Et sted var det vel bare hendes mening, hun synes det var smukt udefra. Øjnene viste den nysgerrighed hun bar, gad vide hvordan han egentlig boede?