My new master?

[Deleted]

Det værste måtte være at han kunne blive ved igen og igen, han havde ikke travlt, han havde hele natten og han bestemte selv sine arbejdstider, så dagen kunne sagtens bruges på at sove. Det var sjovt at se hende vælge forskellige ting hver gang, han studerede hende, knivene var hun godt nok glade for. Et sted lod det ikke til at ville ændre sig helt vildt, for nu var hun over ham igen og ville slå ham ihjel. Heldigvis, måtte han jo styrer drømmen, han knipsede med sine fingre og knivene måtte forsvinde. Som den kvindeglade man han var, måtte han indrømme han havde siddet i værre situationer, det ville se så forkert ud dette her, og nu uden knivene, så det faktisk bare forkert ud.
"Vær sød og sætte dig, lad os tale lidt. Har du tænkt over mit tilbud?" Lød hans stemme rolig, som han gjorde tegn til hun skulle sætte sig. Der gled et drillende smil hen over hans læber, for pokker han kunne jo ikke lade være!
"Med mindre du har det helt fint hvor du er." Den lå jo til det, for det måtte se forkert ud og hans udsyn var ikke ligefrem forfærdeligt, da hun jo var højere oppe end han og derfor havde udsyn til et brystparti og hvilken mand ville ikke være hvis han ikke nød det? Ilden knitrede i pejsen som flammerne måtte slikke sig op af det nu sorte træ, der var nu dejlig fredfyldt og der var ro til at snakke om tingene. Selvom han havde på fornemmelsen hun nok bare ville forsøge at kvæle ham i stedet eller tæve ham. Det ville tage tid, meget tid, men han skulle nok få det til at lykkedes, på den ene eller anden måde. Han ville jo ikke have hun ændrede sig helt, bare lige den lille del af hende som ønskede at halshugge ham, den del måtte gerne forsvinde.

[Deleted]

Som Chryseis befandt sig midt i en drøm, spekulerede hun ikke dybere over det faktum, at knivene blot forsvandt ud af hendes hænder. Alt kunne nemlig ske i en drøm. Dyrisk viste hun tænder ad ham, alt imens hun hårdt havde fat i hans mørke lokker. At hun stod letpåklædt over ham, og at han havde udsyn til hendes brystparti, tænkte hun end ikke over. Seksuel havde hendes tankegang nemlig aldrig været, som den altid kun havde bundet ud i to ting. Død og overlevelse. Et kynisk smil søgte over hendes læber, som hun førte sit hoved tættere på hans. ”Jeg er på det helt rette sted,” hviskede hun faretruende. Det var hun også. Hun var her med ham. Den mand, som hun skulle dræbe. Hånden fjernede hun fra hans hår, inden hun placerede begge tomler mod hans øjne. Her pressede hun ind. Skubbede sine tomler hårdt ind i hans øjenæbler, alt imens hun forsøgte at trykke hovedet fra hinanden. Som dette stod på, lod hun sig alt imens transformere, så der ikke længere stod en muskuløs kvinde, men derimod en stor mand over ham. Sin styrke brugte hun, indtil hans masse pludselig måtte springe og alt sortnede igen..

…Varm følte Chryseis sig, som hun pludselig slog øjnene op. Hurtigt måtte hendes hjerte slå i forhold til, hvad det normalt gjorde efter en søvn. Om på siden gled hun, ligesom hun havde gjort i sine drømme, men i forhold til sine drømme, var lågen ikke længere åben. Ligeså raslede det som hun bevægede sig, som hun nok engang havde lænkerne om sine håndled. Øjnene lukkede hun kort i, inden hun måtte tørre søvnen ud med sin ene håndryg. En underlig drøm havde det været.. eller rettere sagt, underlige. Umiddelbart huskede hun dem, men ej vidste hun, hvad hun skulle føle omkring det. God havde drømmen på sin vis været, som hun både havde fået lov til at slå sin herre ihjel, samt flygte, men alligevel havde hun på sin vis følt sig fanget.

[Deleted]

Afslappet måtte han sidde, selvom hun gjorde tegn til at slå ham ihjel, han mærkede jo ingenting hvis han ikke ville det, og det her var ikke ligefrem noget han havde lyst til at skulle mærke. Hvem ville det? Han sukkede blot, som han igen måtte dø i hendes drøm. Tøsen måtte virkelig elske at slå ham ihjel, tanken måtte jo være hende ganske fantastisk og han gav hende drømme senariet. Dog var det kun første omgang, første søvn, han ville ikke opgive, måske han skulle prøve sig med forskellige udgangspunkter. Skabe andre situationer, måske vildt fremmede og se hvilket kaos hun kunne finde på at lave i det. Han fik alverdens gode ideer. Og før han vidste af det, var han ude af hendes hoved, hun var vågnet.....

Coell sad stadig i stolen, ganske afslappet og næsten helt søvndrukken af at sidde stille så længe. Det havde jo næsten været som at sove for hans krop jo, han kiggede lidt rundt, hvor lang tid havde hun haft sovet? Det var mørkt udenfor, så aftenen var i hvert fald gået, og morgenen endnu ikke oprunden. Roligt rejste han sig, inden han valgte at gå igennem køkkenet som var forholdsvis stille, tjenestefolket var gået i seng. Han åbnede døren ned til kælderen og begyndte at gå ned af trappen, der var tydeligt mere køligt, dejligt forfriskende og han måtte vågne lidt op. Blikket gled han mod buret, det var nu en skam at folk skulle holdes i sådan et, men med den opførsel, gav hun jo ganske enkelt ikke en noget valgt.
"Du sover ikke?" Bemærkede han, med en ganske spørgende stemme. Nu ville han ikke bruge energi på at forklare hende hvordan tingene hang sammen, nej han ville blot føre en samtale om alt andet.

[Deleted]

Lyden af skridt måtte Chryseis hurtigt opfange på trods af, at hun lige var vågnet. Som slavinde eller gladiatrix kunne man ej heller bare tulle omkring, som man derimod konstant skulle være agtpågiven. At det var en mand der var på vej, måtte hun hurtigt opfange ud fra lyden af skridtene. Det var vel hendes nye herre der var på vej tilbage til hende? hvorfor kunne han ikke bare være forblevet død, som i hendes drøm? Eller drømme.. Selv ville hun dog nyde at dræbe ham i virkeligheden, frem for i drømmen, så det var måske ikke så skidt igen? Hendes gennemborende blå blik faldt på hendes nye ejer, som han ganske rigtigt gjorde sin entre ved lågen. Om hun ikke sov? Et kynisk vidende smil søgte over hendes læber. Åh, han skulle bare vide, hvilke forunderlige drømme hun havde drømt! Drømme, hvor hun havde taget hans sølle liv. Om på siden lagde hun sig, så hun nærmest lå slangende hen over gulvet. Blikket tog hun på intet tidspunkt fra ham. ”Du skulle bare vide,” svarede hun næsten helt nydende og forførende igen. Hendes blik søgte hans øjne. De øjne, som hun havde ødelagt i drømmen.. Hendes blik søgte videre ned til hans overkrop. Den skulder og det bryst, som hun havde gennemboret. Længselsfuldt trak hun på smilebåndet. ”Jeg drømte de mest fantastiske drømme..” Hendes blik søgte igen hans. Bleg var hun ikke for at sige, hvad hun havde drømt. Hun nød nemlig ideen om at myrde ham. At spidde ham. At se livet ebbe ud af ham. Ja, det var vel hendes paradis? ”Jeg drømte, at jeg endte dit elendige liv.. At jeg ødelagde dine øjne.. At jeg gennemborede dig med knive. Du skulle komme herhen, så jeg kan vise dig scenariet,” sagde hun legende.

[Deleted]

Ingen tvivl om at hun ville blive perfekt i arenaen, men her, ville hun ikke passe ind med mindre hun fandt ud af han rent faktisk ikke var fjenden. Allerede nu vidste han dog hvordan han ville forme hendes drøm, han ville virke lege med hende, lade sindet bedrage hende på måder hun ikke havde forstillet sig. Men først måtte hun nok hellere få mere søvn, få en dag til at gå med ren kedsomhed og så kunne hun rent faktisk få lov til at komme tilbage til drømmeland. Men først, ville han snakke med hende lidt. Roligt stillede han sig op af stenvæggen ikke langt fra buret, men langt nok til hun ikke ville kunne røre ham. Armene gled over kors, og det ene ben stod hvilende op af det andet, mens hovedet gled på sned for at studere hende.
"Lyder som en ganske fantastisk drøm, for dig, vel og mærke. Jeg ville nu fortrække at beholde mit liv, som bestemt ikke er elendigt, jeg nyder det til fulde. Du skulle prøve det." Lød det roligt fra ham, han sendte hende et svagt skævt smil. Hun ville ikke ændre sig foreløbig, dette ville tage tid, meget lang tid, men han ville ikke give op, nej det umulige var godt, men han måtte nok hellere få hyret nogle folk til at bringe hende til og fra arenaen indtil da. Det var i hans øjne hendes valg at det skulle være sådan her, for han havde jo givet hende et tilbud, det stod han ved, og han ville også gøre klar til det kunne lade sig gøre.

[Deleted]

Fantastisk havde det i sandhed været at myrde ham. Bedre havde det blot været, hvis det rent faktisk havde sket i virkeligheden. For Chryseis vel og mærke. At manden her ønskede at beholde sit liv, var hun dog ragende ligeglad med. Hvad hun derimod ikke var ligeglad med, var hans hånende ord. Hun skulle prøve at nyde sit liv? Sit liv i fangeskab? Dyrisk hvæsede hun ad ham, så hun blottede sine tænder ad ham. Bakken fra i går greb hun om, som hun hurtigt kom op og stå på sine ben igen. Herfra kastede hun den arrigt i mandens retning, så den buldrede mod lågen og skabte et ekko i hele kælderen. Arrigt hvæsede hun, inden hun bevægede sig over til selve lågen. Her greb hun knugende om tremmerne, alt imens hendes gnistrende hadefulde blå øjne hvilede på den selvophøjede mand overfor hende. Åh, hvor ville hun have elsket, at hendes drøm havde været virkelighed! ”Kom herind og jeg vil vise dig, hvor meget jeg nyder mit liv,” hvislede hun ad ham. Åh, hun ville elske at gøre oprør og myrde ham. Og åh, hvor ville hun elske den frihed, som ville følge med. Ingen skam ville hun føle over at myrde ham, men hvorfor skulle hun også det? Han ville ej heller føle nogen skam over at sende hende i kamp om liv og død, for sin egen pengelommes og underholdningsskyld. Hvis hun døde for ham, ville han ikke tænke på hende. Han ville blot tænke på, om han havde tabt penge på hende eller ej. Selv vidste hun nemlig, hvordan al dette fungerede.

[Deleted]

ROligt rystede han på hovedet af hende, hun forstod virkelig ikke hvad pokker han sagde til hende, det var som at tale til en dør.
"Jeg hentød til mit tilbud kære løvinde. Det er som om jeg taler for døve øre, måske du efter et par dage vil lade det sænke ind." Kom det ganske klart fra ham, han skubbede sig ud fra muren og valgte at træde et skridt tættere på, selv var en stærk mand og man skulle ikke tage fejl af ham. Coell stirrede mod hende med et blik der på ingen måde bar frygt.
"Mit opfattelse var du nød at kæmpe i arenaen, jeg vil kunne give dig frihed foruden dette, dit eget hjem, en frisk start, men du nægter at tro mig. Jeg kan få en sandhedsseerske til at overvåge vores samtale, men jeg tvivler på at selv det ville kunne få dit forskruede hoved til at se fornuft." Stemmen var munter og morende, for hun var i sandhed ganske håbløs, måske havde hun direkte mistet sig selv i alt dette, der var ikke andet end et dyr tilbage som kun tænkte på blod på tanden. Mon hun kunne leve uden at være i dette liv hun havde nu? Han måtte ryste på hovedet og valgte at gå fra hende på ny, han gjorde et nik som hilsen, inden han gik op i sit kammer for at få sin søvn. Endnu en dag ville vente, og så snart han fik muligheden igen, ville han søge ind i hendes drømme og skabe et nyt senarie.

[Deleted]

Hans tilbud? Ej stolede Chryseis på manden, og hvis hun fik muligheden for det, ville hun ej heller tøve med at myrde ham. Derfor måtte hun også fortsat hvæse og vise tænder ad ham, som han nærmede sig hendes bur. Hvis hendes hænder ej havde været lænket, og hvis han blot havde taget et skridt nærmere, havde hun uden tvivl grebet ud efter hans hals. Han forpestede hende eksistens, og han skulle fjernes! ”Hvis du havde ønsket min frihed, havde der ikke siddet disse lænker på mig, eller været disse tremmer imellem om.. Du er ingen helgen, så det må være dig med det forskruede hoved og ikke mig!” hvislede hun ad ham. Let kunne han også have ved at tale med hinanden, når de på ingen måde var på lige fod med hinanden. Her stod hun nemlig i et bur og med lænker, alt imens skidtet nærmest sad indgroet i hendes hud og hår. På den anden side stod han derimod. Fri og velsoigneret. Som han vente ryggen til hende og buret, måtte hun nedstirre ham som en høg. Ej brød hun sig om de lege, som han forsøgte at spille hende. Hun vidste nemlig godt, hvad de var for hinanden. Hun var en kommende indtægt for ham, som hun skulle kæmpe for sit liv og for hans pengepung, alt imens han var den der svingede pisken. Nok engang hvæsede hun, som hun mistede ham med synet. Han var vel kommet frem til den konklusion, at hun ikke var det værd at spilde tiden på? Ville de mon først ses igen, når han valgte at sende hende i arenaen? Tremmerne slap hun nok engang, inden hun valgte at sætte sig ved selve lågen.

[Deleted]

Der gik ingen tid før han selv måtte falde til ro i hans varme bløde seng, han lå godt og snorkede højlydt, som timerne gik, gled solen op fra sit skjul på ny og en dag startede igen, i køkkenet blev der gjort klar til morgenmad, både til kvinden nede i buret og til ham. Den ældre kvinde ville dog ikke vække Coell endnu, hun gik i stedet ned i kælderen med bakken. Blikket hvilede vagtsomt mod kvinden, inden hun måtte skubbe den nye bakke hen mod hende. Den gamle skyndte hun sig hen og tage, det her var hun ikke van til og det havde bestemt ikke stået i jobbeskrivelsen! Hendes blik hvilede mod hende roligt, inden hun måtte sukke tungt.
"Jeg ved virkelig ikke hvad han har gang i kære, det ligner ham ikke just at ville holde nogen fanget sådan her." Kort måtte hun overveje at lukke kvinden ud, men et sted var hun vel også bange for at miste sit liv. Hun havde varme og bekymret øjne, næsten moderlige. Hurtigt rystede hun på hovedet, kvinden havde hun overhørt snakke om at ville slå Coell ihjel og det kunne hun ikke lade ske. Hurtigt forlod hun igen kælderen og søgte op til Coell i stedet med morgenmad på sengen. Han snorksov stadig, men måtte grynte lidt som døren blev åbnet til hans kommer. Med et ryk trak hun gardinerne fra og solen generede ham straks.
"Det er ikke fair det der kvinde! Luk dem igen!" Beklagede han sig, som en lille forkælet dreng som bare ønskede at sove videre. Hun kom hen med bakken og så strengt mod ham.
"Hvad skal kvinden nede i kælderen så sige? Ærlig talt Coell, jeg har fundet mig i mange mystiske ting, men aldrig fangeskab af et levende individ!" Skændede hun. Han rynkede utilfreds på næsen, selvfølgelig forstod hun ikke, men det forventede han nu heller ikke. Roligt begyndte han at spise af brødet og frugten som var blevet hentet, han rystede på hovedet.

"Hvis hun nu bare tog imod mit tilbud var hun blevet fri for længst, men neeeeej, hun er tosset, alt hun ønsker er at slå ihjel." Mumlede han tværs, han måtte siges at værende morgensur.

[Deleted]

Synd at sige var det, at Chryseis havde faldet ligeså hurtigt hen, eller sovet ligeså sødt og tungt, som det hendes nye herre havde gjort. Arrig havde hun været, og derfor havde hun brugt adskillige minutter, hvis ikke timer, oppe, inden hun havde faldet hen. Som hun havde sovet, havde hun ikke ligget komfortabel, men ej heller umuligt, som hun trods alt var vant til de hårdere underlag. Dog ville hun helt have ønsket, at hun i det mindste havde haft noget halm at ligge på. Som der havde lydt skridt i kældergangen igen, havde Chryseis desuden vågnet prompte.
De gennemborende blå øjne hvilede øjeblikkeligt på tremmerne, alt imens hun hurtigt måtte søge tilbage til benene igen. Meget værd så hun bestemt ikke ud lige nu, som hendes solbrune hud helt var tilsnavset i skidt og støv. Derudover var hendes lange gyldenblonde hår fuld af totter, som hun ikke just havde muligheden for at rede det. Som det var den gamle dame, og ej hendes nye herre, der gjorde sin entre, måtte hun blive overrasket. Dog lod hun det ikke komme frem, da hun endnu forholdt sig årvågen over for damen. Var hun en ven eller fjende? Det havde syntes, at hun og herren havde et kærligt forhold til hinanden, og derfor var hun villig til at stemple hende som det sidste. ”Han er en forpulet kujon og svækling.. Det er den lalleglade idiots problem,” hvislede hun til damen. At damen hurtigt stak af, efter at have skubbet en ny bakke ind til hende, fik hende kun til at fnyse. Dog var hurtig til at trække bakken ind til sig, hvor hun også var hurtig til at velkomme den. Ej vidste hun, hvornår hun ville få noget igen, eller om damen eller herren ville komme tilbage for at franarre hende den, og derfor slugte hun næsten det brød, som hun havde fået.

[Deleted]

Den ældre kvinde måtte forlade Coell igen, at holde et andet væsen fanget, uanset hvordan hun måtte være, var ikke okay! Men at slippe hende fri turde hun for pokker da heller ikke, da Coell havde ret, mordlyst var alt der måtte skinne fra hendes øjne og det var uhyggeligt, skræmmende. Rystende på hovedet, søgte hun i køkkenet på ny. Maden fik Coell ned med en eftertænksom mine, han vidste allerede nu hvad han ville udsætte hende for, af drømme. Derfor, sad han blot i sengen, dejligt med puder i ryggen, mens han formede i sit eget sind, ned til mindste detalje, så alt ville være parat så snart kvinden faldt i søvn på ny. At skabe sin egen verden var jo ikke ligefrem en smal sag, så dette kunne tage lang lang tid. Men i gang kom han da.

Chryseis ville vågne i et værelse, som hun ville vide var hendes, det ville føles overraskende normalt. Ren ville hun være, håret kun let uglet fra nattens søvn og i værelset ville et sæt rent tøj hænge parat til hende, præcis som hun ville fortrække det måtte være og se ud. Der var liv i huset denne gang, liv og glade dage. En ville banke på døren, og stikke hovedet ind.
"Herren venter Dem til morgenmad." Lød en rolig stemme, den ældre kvinde måtte smile muntert og bar ikke skyggen af frygt. Men forlod hende straks for at give hende plads til at stå op. Selv ville Coell sidde i et par mørke bukser og en mørkt langærmet poset skjorte, halvt åben som altid, i spisestuen med nybagt brød, frugter af alverden, ost og kød, et sandt fest måltid af en morgenmad. Det var allerede sent på formiddagen, men i denne drøm var han selv stået sent op, så det var vel en form for brunch. Her måtte han sidde og vente med en rolig og munter mine.

[Deleted]

Ragende ligeglad var Chryseis med sin nye herre og den gamle dage. I hendes optik kunne de begge to ligeså godt have været døde. I sit eget lille hjørne af cellen sad hun, alt imens hun slugte sin morgenmad. Om hun ville få selskab igen i dag, vidste hun end ikke. Kedeligt måtte der desuden være her, som hun sad der helt alene, hvor hun ellers var vant til at have selskab af sine medgladiatorer. Om den lalleglade tåbe i det hele taget havde andre end hende, vidste hun end ikke. Det havde han vel ikke, siden hun var den eneste, som hun kunne se og høre? Medmindre det var hans plan at holde dem adskilt, og derfor holdt dem hver især i hver sin region af bygningen. Tørsten slukkede hun i det vand, som hun havde fået serveret.
Timerne gik dernæst, som Chryseis kedsommeligt skiftede mellem at: gå omkring i cellen, forsøge at se ud af cellen, sidde og skubbe til de to madbakker, som hun nu havde ved sig, og trille rundt på gulvet. Til sidst, da hun havde kedet sig tilstrækkeligt længe, faldt hun i søvn..

Chryseis øjne vibererede let, men fremfor at slå dem op, valgte hun først og fremmest at putte sig mere i den varme seng. Det var først, da døren til hendes gemak gled op, og den ældre dames stemme lød, at de klare blå øjne kom til syne. ”Fortæl ham, at jeg vil være klar om et øjeblik,” lød det fra hende. En smule søvndrukkent og roligt. Hadet, som hun normalt følte ved tanken om ham, var her ikke i denne drøm. Som den ældre dame forlod hende, skubbede hun dynen af sig, så hun kunne få sin bare krop ud af sengen. Det nyvaskede tøj rakte hun dernæst efter, hvor det mest af alt måtte minde om det tøj, som hun normalt bar. Det var nemlig stadig i to dele med et kort skørt, og en kort sammensat top, der var primitiv, men som dog klæde hendes ydre. Sit lange gyldenblonde hår løb hun let igennem med sine spredte fingrer, inden hun forlod sit gemak. Den sædvanlige gang gik hun dernæst til køkkenet, hvor hun mødte husets herre. Et syn der i denne her drøm ikke gav hende lysten til at flå hovedet af ham. Et kækt smil viste sig over hendes læber, som hun med fingreren greb om et stykke melon, som hun puttede i munden. ”Du kaldte?”

[Deleted]

Det var bestemt spændende at se hende uden alt det skidt, hun var jo rent faktisk en smuk kvinde. På den her måde kunne han få et billede af hvordan hun kunne være uden at skule være fyldt med had og dræberlyst. Hendes arbejde var dog stadig i arenaen, så lysten til at kæmpe måtte jo uden tvivl stadig være der. Ganske som hun havde fortalt ham. Dette var sådan hendes liv kunne være, hjemmet her kunne desuden være hendes når han ikke var der, hvilket faktisk var tit, da færgen tog det meste af hans tid og mere var et hjem end dette. Roligt sad han og trillede med en vindrue, som hun endte med at troppe op, ganske nydelig at se på, smilet voksede sig større.
"Jeg tænkte vi kunne få talt lidt, der kommer til at blive afholdt en del turneringer i arenaen den næste uges tid. Måske det har interesse?" Kom det blidt fra ham, som kendte de hinanden godt og havde gjort det længe. Vindruen stoppede han i munden, mens han gumlede velfornøjet og afventende, lige så langsomt i drømmen, ville hun få mere og mere kontrol over sig selv, med gradvist kun. Hun ville huske hvordan hun kom dertil, som var det kun lige dagen før, huske hans tilbud, hendes had, det hele. Men kun lidt hen af vejen, så hun kunne vende sig til dette senarie rent faktisk var udsprunget fra det andet. Fra hans ord og løfter. Coell lod hovedet søge på sned.
"Hvis der er noget du har brug for, siger du bare til. Der skulle jo nødig ske dig noget, selvom jeg udmærket er klar over du kan klare dig selv." Grinte han så, med tydelig hentyden til at han næsten måtte have ondt af hendes modstandere.