My new master?

[Deleted]

Skræmt var Chryseis ikke af situationen, som det hele måtte forekomme hende vant. En celle med absolut ingenting.. En selvfed herre eller frue på den anden side. Irriteret var hun nærmere, som hun var irriteret over det faktum, at han havde formået at gøre hende bevidstløs. Dog kunne hun altid hovere over det faktum, at han aldrig ville have fået hende med sig, hvis ikke han havde gjort det. Tilbage over skulderen så hun, som han talte til hende igen. Som hun så, hvordan han bevægede læberne, måtte hun helt fascineres over ideen om at snitte hans tunge af, for dernæst at fodre den til ham selv. Muligt var dette dog ikke så længe, at han insisterede på at have tremmer imellem dem, samt at holde sig bort fra dem. Det rovdyrslignende blik tog hun ej fra ham, som hun valgte at bevæge sig tilbage mod tremmerne. Her greb hun om dem oppe over sit hoved, så hun kunne stå langt og henslængt overfor ham. ”Jeg nyder at slå mænd ihjel.. Jeg elsker at vinde,” lød det fra hende uden tøven. Hun havde dog heller aldrig været typen, der lagde en finger mellem sine ord. Hendes hoved søgte en kende på sned, så hendes viltre gyldenblonde hår lagde sig til den ene side. ”Jeg ville kunne nyde at dræbe dig.” Selv var hun sikker på, at hans blod ville strømme pragtfuldt, hvis blot man skar halsen over på ham. Måske ville der også komme en dag, hvor hun fik muligheden for det? Det var om end, hvad man altid kunne håbe på, samt drømme om.. Anderledes end hendes forhenværende herrer og fruer, syntes han dog. Dog var det ikke ens betydning med, at hun ville ændre sit syn på ham. Hun var nemlig stadig hans ejendel, hvor han ville bruge hende, som han lystede.

[Deleted]

Som hun stod der, lignede hun bestemt en krigerisk gudinde, smuk var hun da, noget han bestemt havde bemærket, men det var ikke sådan han ville se på hende. Coell havde sine ideer og planer, det var nye muligheder for sjov og ballade. Som han lagde hovedet på skrå og betragtede hendes læber som hun snakkede om at nyde at slå ihjel og vinde, nikkede han roligt.
"Så at være i arenaen er faktisk noget du godt kan lide. Det er mere livet i fangeskab som ikke just er rart." Lød det overvejende fra ham, han kløede sig i sine skægstubbe og kiggede lidt rundt, det her var ikke et hjem for hende. Roligt rejste han sig, inden han tog skamlen og satte den til siden ved vintønderne. Mangel på penge havde han ikke just, han brugte dem som den møg forkælet unge han et sted var blevet efter hans forældre var kradset af. Coell kørte hænderne igennem hovedet, mens han nynnede lidt, inden han stoppede ved hendes ord om at dræbe ham.
"Så du vil gerne slå mig ihjel?" Lød det morende fra ham, inden han gik hen til tremmerne, og så ind mod hende, hans reflekser fra dem som holdte ham sikker, og det at han var konstant på vagt.
"Du ved ikke engang hvad mine planer er med dig, selvom jeg ikke bebrejder din skepsis for omverdenen." Lød det roligt fra ham, han skubbede sig væk fra tremmerne igen, inden han lavede et par små dansetrin i ren og skær spænding. Han var drenget at se på, man ville aldrig kunne gætte på hvor gammel han rent faktisk måtte være.
"Faktisk, havde jeg tænkt mig du skulle arbejde for mig, som i at få løn og jeg vil tilbyde dig et hjem her, hvis du ønsker det naturligvis. Det ville give dig mulighed for at more dig i arenaen, have et hjem og en arbejdsgiver som holder styr på det praktiske. Altså, nyd livet, slå ihjel, kæmp og få dig det frie liv du sikkert dræber for." Det var sagt som var det et eventyr, en salgstale, noget fra et cirkusnummer i præsentation. Smilet på hans læber var fyldt med ballade, drenget og øjnene strålede.

[Deleted]

Øjnene kneb Chryseis’ sammen. ”Sagt som en sand rigmandståbe,” lød det afvisende fra hende. Hvorvidt hun kunne lide arenaen eller ej, var en todelt opfattelse. På den ene side nød hun nemlig at slå ihjel, det at vide, hvordan folk heppede på hende, og følelsen af at vinde. På den anden side ville hun ønske, at hun ej skulle kæmpe for andre end sig selv, og at det derfor havde været op til hende at bestemme, hvilke kampe hun ville dyste i og ej. Dog var sandsynligheden for, at hun ville vælge arenaen – som en fri kvinde – minimal. Det var nemlig ikke de andre slaver der var hendes fjende, men derimod dem, som stod bag dem. Personer som denne mand. ”At ville slå dig ihjel et mildt ord for det,” sagde hun sødladent, alt imens hun smilte falskt til ham. Det ene bryn løftede hun. Hun vidste ikke, hvad han ville bruge hende til? Ha! Dum måtte han være, siden han troede, at hun tog fejl. Han fik det i hvert fald til at lyde som om, at hun tog fejl af hans person.. og det troede hun næppe, at hun gjorde. Arbejde? Løn? Et hjem? Nu måtte hun le! ”Tror du virkelig, at du har regnet mig ud, efter at du har tilbragt fem minutter med mig? Du er jo en ligeså stor en tåbe, som det du ser ud til at være,” svarede hun ham køligt igen. Ej ønskede hun at arbejde for ham. Hun ønskede at arbejde for ingen. Hun var ligeglad med hans forbandede æra, penge og hjem. Intet af det her var hendes. Det her var ej hendes hjem. Det var Peulas gader derimod. Livet som en slave og livet i en arena var blot kommet ind fra sidesporet.. Hvis han oprigtigt agtede at gøre hende glad, måtte han lukke hendes bur op.. Lade hende skære halsen over på ham, og alle andre som ham, så hun og de andre kunne vælge de kampe, som de ønskede, fremfor dem som deres herrer satte dem for.

[Deleted]

Der var lang vej, det vidste han, og denne kvinde var dybt forstyrret, hvilket jo ikke var så mærkværdigt efter det liv hun havde haft. Sælgeren havde fået det til at lyde som om hun havde været i dette liv i mange år, hvilket jo måtte sætte sine spor. Han trak på sine skuldre til hendes ord, roligt måtte han stille sig op af væggen og betragte hende med hænderne dybt begravet i sine lommer.
"Hvem siger jeg ønsker at regne dig ud? Jeg siger hvordan jeg havde tænkt tingene kunne være, men det kan jeg godt se næppe vil komme til at ske. Meget vel, det er jo trods alt op til dig." Lød det roligt fra ham, han kastede et blik op af trappen og nikkede en kvinden for enden. En ældre kvinde kom gående ned med en bakke med mad og vand, normal næringsfyldt mad. Massere af kød, da han vidste det var godt for kroppen, eller det havde hans mor da bildt ham ind i sin tid, at det hjalp hans muskler. Mindet om den gode mad hun havde været i stand til at lave fik ham til at smile, det var godt med mad. Duften fik hans mave til at skabe sig.
"Vær en engel og hent noget til mig også, jeg er ved at gå til." Bad han med sit drenget smil, kvinden lo af ham, inden hun nev ham i kinden og så gik derfra. Han så irriteret efter hende og tog sig til kinden, ikke foran hans nye legetøj! Helt ærligt! Et blik kastede han over mod løvinden, han rystede på hovedet og gik over med maden til hende, stillede det foran tremmerne.

[Deleted]

Hendes skæbne var op til Chryseis selv? Nu måtte hun le! Det var nemlig uden tvivl noget værre sludder! Der var jo en årsag til, at han havde spenderet sit guld på hende, og det havde været fordi, at hun skulle være hans. Ikke hendes egen. Hvis han havde ønsket det, havde han allerede sat hende fri. ”Dine illusioner virker ikke på mig.. Så stop med at beskrive noget, der ej er virkeligt,” sagde hun direkte, som hun ej var meget for eventyrer, men derimod den barske sandhed. Sandheden var jo, at hun var en slave og skulle kæmpe for ham. Løgnen var, at hun var en fri kvinde der kunne gøre, hvad hun ville. Hvordan han i det hele taget kunne finde på at bilde hende andet ind, begreb hun sig ikke på, da sandheden var tydelig, som han havde puttet hende i et bur, som om hun blot var et dyr. Et nyt stykke legetøj. Som maden blev båret ind af en ældre kvinde, begyndte hendes mave øjeblikkeligt at rumle. Duften og synet var jo ulideligt. Som den ældre kvinde kneb ham i kinden, måtte hun knibe øjnene sammen. Var denne irritable mand kvindens unge? Ville hun kunne bruge kvinden for at ramme ham? Tankerne søgte uden tvivl omkring i hendes sind. Som kvinden gik igen, og som hendes nye herre kom over til hende med bakken af mad, måtte hun trække armene til sig. Ville han nu hovere ved at spise dette måltid foran hende? Håbede han på, at det ville gøre hende det mere medgørlig? Hun studerede nøje alle hans handlinger, som han ej begyndte at spise, men blot stillede bakken fra sig ved tremmerne. Hurtigt reagerede hun herfra, som hun hurtigt var nede på knæ, hvor hun i en hastig bevægelse trak bakken med mad ind til sig, så han ikke ville kunne få fat i den! Hvis han agtede at få maden igen, måtte han jo gå ind til hende, og ville hun ikke tøve med at angribe ham. Bakken med mad trak hun med over til den ene væg, hvor hun valgte at sætte sig. Det var uden tvivl et formidabelt måltid! Et måltid, som hun normalt kun fik, når hun havde vundet en stor kamp.. ellers stod det som regel bare på grød. Kødet greb hun om med hænderne, hvor hun blot begyndte at gnave det velsmagende måltid i sig. Ej spiste hun med manerer, men ej heller var hun vant til at sidde med en kniv og gaffel.

[Deleted]

Tiltro fik hun ikke til ham, det så han nu, måske hvis han bare tømte huset for folk, og så lod hende gå? Grunden til han ønskede at tømme huset for folk, var for deres egen sikkerhed, han ønskede ikke nogen kom noget til bare fordi han lavede små eksperimenter. Coell lagde hovedet på skrå, studerede hende tage maden til sig og spise, gad vide hvornår hun sidst havde fået mad? Og hvilket kvalitet havde det mon været i? Selv gav han hende lige nu det bedste af det bedste. Maden duftede skønt og hans mave måtte brokke sig igen, han så længselsfuldt op af trappen, og der viste den ældre kvinde sig igen, nu med mere mad. Bakken tog han imod, inden han satte sig på skamlen, ganske afslappet med bakken på en tønde. Han greb ud efter maden og spiste så med velbehag, ikke pænt, eller grimt, bare naturligt og med iver da han for pokker jo var sulten! Øjnene lukkede han i, mad var virkelig noget af det han værdsatte. Efter et par mundfulde, så maven faldt til ro, lod han sin opmærksomhed søge hende igen.
"Jeg kan finde en sandhedsseer som kan læse den skinbare sandhed for dig hvis det er? Lige nu taler jeg det rene alvor, jeg ved godt jeg i min person er svær at tage seriøs, men den facade jeg holdte i byen magter jeg ikke når jeg kan være fri for det." FOrklarede han med et skævt smil, inden han spiste roligt videre. Roligt pegede han mod tønden.
"Kan du lide vin?" Nu snakkede han også med mad i munden. Roligt stillede han maden var sig igen, for så at lede efter noget han kunne drikke af, hun havde jo allerede fået en kop med vand i.

[Deleted]

Sulten måtte Chryseis være, og når der stod et så appetitvækkende måltid foran hende, var det også forbandet svært at stå imod! Selv vidste hun ej heller, om han nogensinde ville give hende et tilsvarende et igen, og derfor ville hun nyde det så længe det varede. Normen var dog normalt, at hun fik sådanne måltider, når hun klarede sig storslået i arenaen. Sultent tog hun for sig, hvor hun kun lod sig standse i nogle få sekunder, som hendes nye ejer fortalte hende et mærkeligt ord. Sandhedsseer. Var det mon en handicappet race her, ligesom kentauren, der var en syg blanding mellem en mand og en hest? Kunne hun mon også ende op med at bekæmpe sådan en? ”..Jeg kender ingen sandhedsseere,” lød det fra hende, inden hun tog en ny bid af sin mad. ”Er det endnu et misfoster af en race, som I har her?” Ej vidste hun, hvordan det fungerede her. Umiddelbart vidste hun blot, at de havde kentaurer her i forhold til, hvad de havde, hvor hun kom fra. En ny bid tog hun af maden. Besværligt havde han uden tvivl gjort det for hende at spise, som hun endnu sad med sine håndlænker. Dog beklagede hun sig ikke, da han ej skulle tro, at hun var svag eller havde brug for hjælp. Hun skulle nok vise ham! Hun skævede i hans retning, som han talte om vin. Vin.. Aldrig havde hun smagt det, som hun kun havde set det. Set, hvad det gjorde ved dem der drak det. ”Aldrig har jeg smagt det.. Blot ved jeg, at det gør folk tåbelige og svagelige, så bare rolig.. Du behøver intet af det,” svarede hun ham kynisk igen. Ej ønskede hun det, som hun ikke ønskede at svækkes. Tænk engang, hvis han sendte hende svækket i kamp for sin egen underholdnings skyld? Eller ønskede at få hende til at drikke, så hun blev mere medgørlig? Ingen af de fornøjelser ville hun skænke ham!

[Deleted]

Som folk her ikke kendte til hende, kendte hun naturligvis ikke til dem, så hun havde jo ingen anelse om hvad han rent faktisk var i stand til. Måske hun skulle have en smag på hvordan livet ville være hvis tingene blev som han havde sagt det? Coell var fast besluttet, det var jo en helt perfekt ide! Der kunne hun ikke skade ham, men til gengæld kunne hun få lov til at slå ham ihjel gentagende gange, mon det ville give hende lidt forløsning?
"Et væsen som kan se igennem enhver løgn." Forklarede han kort, mere var der vel ikke at sige om dem, det var det vigtigste som var at vide om dem. De var pisse irriterende, specielt fordi man jo i bund og grund ikke kunne se hvem der var sådan en, ikke før de konfronterede en med en løgn. Misfoster? Hvad ville hun kalde sig selv så? En kvinde som kunne forvandle sig til en lille pige, en løve, en gammel mand, hvad hun end ønskede. Det var da absurd i hans verden, men han tog nu imod det med åbne arme, for han fandt det lige ledes interessant. Gladiatrixen havde tydeligvis ikke meget til overs for andre end sig selv. At hun spydigt måtte sige som hun gjorde, fik ham til at bryde ud i en varm latter, hun morede ham, han elskede at hun sådan gik efter ham verbalt da hun ikke havde andre muligheder lige nu. Coell, spiste færdig i stedet, mens han betragtede hende. At sige noget igen havde han intet behov for, nej på ingen måde, for det var nemlig ikke ham som var i et bur. Og så blev han ellers færdig, hendes bakke måtte vente med at blive fjernet, det ønskede han at gøre selv, andre skulle ikke sættes i fare i hans sted. Nej ikke tale om!
"Tænk over hvad jeg har sagt, og få så noget hvile." Lød det bare fra ham, med det drenget smil på læberne, han gik kort, for at komme tilbage med to tæpper og en pude. Et at ligge på og ligge med om sig. Herefter valgte han at forlade hende igen, og tog sin egen bakke med sig. Herefter satte han sig i sin stue, i den store lænestol foran pejsen, afventende til hun ville give efter for søvnen så han kunne træde ind i hendes drømme, eller mareridt.

[Deleted]

Et væsen der kunne se igennem enhver løgn.. Gad vide, hvordan sådan en var og så ud? Var alle på denne her ø noget underligt, eller havde øen blot nogle enkelte afstikkere? Muligt var det vel.. Der var trods alt også forskel på racerne i de forskellige landene derhjemme. Der var alle racerne bare stadig kendt. ”En skam, at I er så løgnagtige på denne ø, at I har brug for sådanne midler,” bed hun igen, skønt hun ikke tvivlede på, at folk ville kunne se ideen i at have sådan en race i besiddelse i hendes hjemland. Selv løj hun dog sjældent, og hvorfor skulle hun også andet? Hun nød desuden den barske sandhed. Især fordi, at andre sjældent brød sig om den. De beskidte og fedtede fingrer tørrede hun af i stengulvet, inden hun greb om sin kop vand i stedet. Tørstig måtte hun være både oven på rejsen og det mættende måltid, og derfor slubrede hun væsken i sig. At hendes nye herre i mellemtiden forsvandt, sagde hun intet til. Ligeledes ignorerede hun hans ord, for hvorfor skulle hun værdige dem? Et sted ventede hun også bare på, at hans hoved sagde klik, grundet hendes opførsel. Som han kom tilbage igen med tæpper og en pude, måtte hun se sig tilfreds. Dog takkede hun ikke eller smilte til ham, som hun end ikke så i hans retning. Hun krøb først efter tingene, da han var forsvundet, for hvem sagde nej til at ligge bare en lille bitte smule mageligt? Nøjsomligt måtte hun trække klæderne gennem tremmerne, så hun kunne tage dem med sig over til bagvæggen. Der var nemlig ingen grund til, at hun lå så tæt på døren, at han ville kunne røre hende, hvis han kom tilbage igen. Langsomt – grundet håndlænkerne – måtte hun lægge det ene tæppe på gulvet, så hun kunne lægge sig på det. Som hun havde gjort det, placerede hun sit hoved oven på puden, så det ej ville smerte. Til sidst trak hun det sidste tæppe over sig, så hun bare havde en lille smule varme og tryghed. Hurtigt måtte hun falde i søvn derfra, for skønt hun ej brød sig om tilværelsen her, var det præcist, hvad hun var vant til.

[Deleted]

Der skulle overraskende meget til at få det til at sige klik i hans hoved, han var virkelig en tålmodig mand, noget han havde lært ved at bygge sin færge enemand i løbet af mange mange år. Det havde i den grad krævet tålmodighed, for det havde da ikke lykkedes i første omgang, nej det havde krævet nogle forsøg. Lige nu længdes han igen efter havet, han elskede at være på den færge, sejle rundt og møde nye folk, se nye øer. Nu sad han så her, tålmodigt i sin stol, ventende på hun ville give efter for sin søvn, hvilket gik stærkt. Det var klart, kvinden havde jo brugt en del energi denne dag. Han lukkede øjnene med et smil, nu begyndte det sjove for hans vedkommende, men også krævende, han formede drømmen til hende.

Det var en morgenstund i drømmen, fulgenes kvidren kunne høres i det fjerne fra kælderen, her ville hun vågne til en åben låge i buret, en åben dør op fra kælderen og mod køkkenet. Der var tomt i hele huset, på nær lyden af hans lalleglade nynnen et sted fra, men hvor? Det måtte hun jo finde ud af. Igennem køkkenet, nåede man spisestuen, videre til entren, hvor på den modsatte side formede stuen sig med alverden reoler med bøger, en pejs med en sofagruppe omkring og et stuebord i midten med friskplukket blomster. Trappen i entren førte op til endnu en stue, samt døre i alverdens værelser, alle lukket i. Hans nynnen stoppede brat igen, og stilheden måtte sænke sig foruden fuglenes kvidren. Et par tydelig skridt hørtes, ganske bestemte, for så at stoppe igen. Nu måtte han først og fremmest se hvad hun sagde til at være fri. Han var i sikkerhed her, da det blot var en drøm, der kunne intet ske ham, heldigvis.

[Deleted]

Afkræftet og vant til de cellelignende omgivelser var Chryseis, og derfor gik der ikke mange sekunder, før hendes åndedrat blev tungere, og før hun trådte ind i drømmenes verden..

..Øjnene slog Chryseis op, hvor hun måtte ligge, hvor hun havde lagt sig til i den fjerne ende af cellen. Som hun vågnede op med fronten mod tremmerne, var hun ikke mange sekunder om at slå øjnene helt op og røre på sig. Lågen var åben. Automatisk fik det hende til at sætte sig helt op. Årvågent fik dette hende til at se sig omkring. Hvor var han? Var der nogen anden med hende? Hun kneb øjnene sammen. Der var ingen.. Helt op på benene skubbede hun sig, inden hun forsigtigt måtte bevæge sig hen imod den åbne låge. Var det et trick? Hovedet var det første, som hun listede ud, hvor hun behændigt så fra den ene side til den anden. Der var ingen.. Var der mon en anden slave i huset, som havde forbarmet sig over hende og lirket låsen op? I det fjerne hørte hun en nynnen.. Hendes nye herres irriterende stemme. Ud fra den glade melodi kunne hun vel tolke, at han intet vidste? Svagt måtte hun trække på smilet. Forsigtigt trådte hun ud af cellen, som hun måtte føre sig selv frem på lette trin, så hun ej blev opdaget. Gangen fulgte hun, hvor hun lod sig føre hen til køkkenet. Udenfor stoppede hun op, hvor hun måtte bruge nogle sekunder på blot at lytte. Hun skulle trods alt helst ikke rende ind i armene på en, som hun ikke ønskede at støde ind i. Efter at sekunderne havde passeret, og hun intet havde hørt, listede hun sig dog videre ind i køkkenet. Her måtte hun hurtigt orientere sig, inden hun gik over til en knivblok. Her trak hun de to største knive, som hun kunne finde. Hendes yndlingsvåben. Igen hørte hun sin nye herres nynnen.. Hun burde vel sige ’farvel’ til ham, inden hun gik.. Igen måtte hun liste frem og ud på gangen. Årvågen måtte hun dog konstant være, som hun konstant var klar på at springe ind bag et skjul, hvis nogen skulle komme i hendes retning!

[Deleted]

Det fede ved at styrer drømmen, var at han kunne se hvad der skete over det hele, så han vidste præcis hvor hun var, hvad hun lavede. Dog besluttede han sig for at ende i selve drømmen i hans naturlige form, og endte derved i stuen, hvor han rent faktisk sad i selv samme stol som han havde siddet i da han gik ind i hendes sind. Foden vippede lidt, som hørte han en melodi inden andre kunne, hans nynnen var jo var stoppet igen. Roligt sad han med et glas vin og en bog, bar samme tøj som da han havde forladt hende i kælderen. Fulgene stoppede med at kvidre, ganske pludselig, han så op fra sin bog, søgte hendes ventede skikkelse. Gad vide hvad der egentlig gik igennem hendes yndige lille hoved?
"Du får ikke brug for dem der løvinde, læg dem venligst på plads." Lød det bare fra ham, som han viftede lidt ligegyldigt med hånden, for så at smække bogen sammen og ligge den fra sig. Glasset med vin bundede han, inden han stillede det fra sig, for så at rejse sig og stikke hænderne ned i lommerne.
"Har du tænkt over mit tilbud? Det står stadig ved magt." Endte han med at spørge, ganske nysgerrig på hvad hun mon havde at sige. Selvom han næsten vidste hvad hun ville, der var jo en grund til hun rendte rundt med knivene, og ord ville ikke hindre hende i det hun fandt naturligt, at dræbe fjenden, som lige nu var ham.

[Deleted]

Den glade nynnen hørte Chryseis, hvor hun mest af alt måtte fantasere om at stoppe den. For evigt. Selv fulgte hun lyden, hvor hun måtte følge den ind til det der måtte være en stue, og ganske rigtigt.. Der sad han. Et forhold til manden havde hun som sådan ikke endnu, men ej heller behøvede hun at få det. Hun vidste nemlig, hvad hun ville, og det var ikke at være her. End videre vidste hun, at denne mand var en af verdens fordømte, og derfor gjorde hun alle og enhver en tjeneste ved at fjerne ham. Han havde nemlig ydet et slavekøb. Et køb af en gladiatrix. Derfor var hans sti på alle måder lagt. Hun trådte ind i stuen.. Kneb de blå øjne rovdyragtigt sammen, som han pænt gjorde klar til at hilse hende. ”Jeg ved, hvor jeg vil lægge dem,” svarede hun kort for hovedet. En i hans hals. En i hans hjerte. Til at snakke med om punkterne, kunne hun dog. Fællesnævneren skulle blot være, at han døde. Derfor svarede hun ej heller på hans spørgsmål med ord, men derimod med handling. Ej heller følte hun behov for at sige mere til ham. Hvis han derimod havde behov for et sidste ord, måtte det hellere være nu. Hastigt og adræt måtte hun bevæge fødderne og sin krop, som hun i et langt spring sprang hen mod ham, alt imens hun faretruende gjorde klar til at spidde hans krop med knivene. Smuk og vild måtte hun se ud, som hun lagde i hvert fald ikke skjul på, hvad hun agtede at opnå med dette!

[Deleted]

Det kom jo som ventet, han måtte ryste på hovedet, han slappede fuldstændig af da hun valgte at springe på ham, det gjorde ham jo ikke det mindste, for hun kunne ikke røre ham her, dette var hans spil. I det hun ville kunne mærke knivene glide igennem hans kød, ville drømmen begynde forfra. Den muntre nynnen, ham siddende i stuen, fuglenes kvidren udenfor, huset tomt ud over dem. Nu måtte han se hvad hun ville sige til dette, hver eneste gang hun slog ham ihjel, ville drømmen begynde forfra, lige indtil hun ville vågne. Hans ord stod stadig ved magt, han mente hun havde sin frihed, men det krævede jo at hun rent faktisk vidste hvordan hun ville benytte den. For at slå ham ihjel, var ikke ligefrem en god ide. På den her måde ville de kunne lære hinanden lidt af kende faktisk. Drømmen denne gang, var faktisk en smule anerledes, der stod to glas, samt en masse frisk frugt på stuebordet. Og så snart hun ville gøre sin entre i stuen, ville han give tegn til at hun skulle sætte sig, med ordene:
"Lad os tale lidt i stedet for." Stemmen ville være rolig og mere alvorlig. Hvis hun forsøgte at flygte i stedet, ud fra husets vægge, ville drømmen igen begynde forfra. Et sted, var hun stadig fanget, bare i et større rum og med chance for at slå ham ihjel på al verdens måde. Men han ville blive ved med at forsøge indtil hun vågnede af sig selv. Om han så skulle plage hende hele natten, hver nat.

[Deleted]

I sin nye herres retning sprang Chryseis, alt imens hun holdt knivene parat. Underligt var det at se roen i hans ansigt, mens hun sprang frem, men ligegyldigt kunne det være.. Det vigtigste var blot, at han døde. Tilfredsheden mærkede hun også, som knivenes skæfter gennemborede hans kød. Den ene i hans skulder og den anden i hans brystkasse. Det hele blev sort..
..Øjnene slog Chryseis op. Automatisk flyttede hun på sig, som hun vågnede, hvilket fik hende til at vende sig om. Der var åbent. Hurtigt måtte hendes hjerte så. Hvad betød det mon? ..Var hun fri? Var hun endelig fri? Opmærksomt skubbede hun sig op på benene, inden hun nærmede sig den åbne låge. Der var ingen.. Der var virkelig ingen. Hurtigere måtte hendes hjerte nok engang slå. I det fjerne hørte hun både menneskenynnen og fuglekvidder. Mennesket var hendes nye herre. Hun vidste det.. Ned ad gangen gik hun. Tog om to køkkenknive i køkkenet. Burde hun søge efter ham? Dræbe ham? Tage hjem? Fristelsen for at dræbe ham var der uden tvivl. Dog var fristelsen der også for at komme hjem. Stærk var den.. Meget stærk. Hænderne med knivene sænkede hun. Hun måtte komme ud. Komme væk. Komme hjem. Ud af køkkenet søgte hun. Ud i gangen og ud i hallen. Her fandt hun den store dør. Døren mod friheden. Hun åbnede den, og igen blev alt sort..
..Øjnene slog hun op. Hun var alene. Hun gik ud af cellen. Fandt køkkenet og de to køkkenknive. Hørte hendes nye herres nynne og søgte ham. Her i huset fandt hun ham i det der måtte være en dagligstue. Hun hørte hans ord.. i stedet for.. I stedet for hvad? Øjnene kneb hun sammen. Knivene havde hun endnu i sine hænder, tydeligt for ham at se. Dyrisk måtte hun bevæge sig hen mod ham. Helt hen til ham måtte hun bevæge sig, så hun næsten stod over ham, alt imens han sad. Et ben placerede hun på hver sin side af ham, alt imens hun lod den ene hånd søge ind i hans mørke hår, så hun kunne tvinge hans hoved tilbage. Med den anden hånd placerede hun knivens skæfte mod hans hals. ”Nogen sidste ord da?”