My new master?

[Deleted]

Det var en tilfreds følelse som skød igennem ham da hun valgte at følge med, det tog alligevel sin tid, men han fik dem da væk fra byens mylder. Hendes ord rørte ham på ingen måde, han smilede blot lunefuldt ved dem, hun var jo hans, i teorien kunne han gøre med hende som det passede ham. De begyndte at komme til udkanten som bestemt ikke havde så meget liv, et par enkelte kendte ham og løftede en hilsende hånd og kiggede nysgerrigt efter hvad han havde med sig. Coell valgte at give et kast med hovedet som en hilsen i stedet, for at løfte hænder brød han sig ikke om med en kvinde ude af kontrol i sin varetægt. Så snart de var ude forventede han næsten kun at hun ville gøre noget, men han var skam forberedt, de lå i hans person, da mange kampe han selv havde været igennem kendte ingen til. Kun hans personale som havde haft tilset ham, han havde på ingen måde tænkt sig at lade nogen som helst vide hvad han egentlig gik og foretog sig. Det vedkom kun ham selv. Roligt tog han en dyb vejrtrækning, han var parat, de måtte forlade byen helt, men fulgte stadig grusstien. Han holdte øje med hende, han havde sørget for at holde sin kåre i modsatte side af hende, det var bestemt det smarteste. At straffe hende ville han nok ikke udøve sig i, men at forsvare sig kunne han derimod og han forstod jo godt hvis hun ønskede sin frihed.
"Har du et navn, jeg nægter at kalde på dig som han gjorde." Kom det rimelig pludselig fra ham, hans blik gled mod hende, resten af vejen var ganske simpel, lige ud og så skulle man dreje til venstre, ned mod stranden hvor hans store hjem måtte befinde sig.

[Deleted]

Området de befærdede sig i, kendte Chryseis ikke. Dog kunne det også være irrelevant at lære at befærde sig i, som hun alligevel aldrig ville blive sluppet løs i gaderne her. Ikke medmindre, at hun blev givet sin fulde frihed, og det tvivlede hun på, at denne her mand ville give hende. Hvorfor også sætte noget frit, som man havde købt, og som man kunne tjene penge på? Med ham fulgte hun, hvor hun under fødderne kunne mærke, hvordan de bevægede sig fra brosten til grus. Ud af øjenkrogen kunne hun se, at det var fordi, at de var ved at forlade byen. Hvor agtede han i det hele taget at føre hende hen? Hvor levede han, og hvem var han, siden han turde tage hende med sig ud af den befolkede by helt alene? Tabt som et barn måtte han være blevet, siden han var så dum.. ”Hvor ædelt.. Tror du, at du er min prins på den hvide hest?” lød det dybt ironisk fra hende. Hvad troede han også, at han fik ud af, at tale til hende på den måde? Troede han, at hun i så fald ville agere som en blid lille engel? En illusion var hans høflighed desuden.. Et skuespil var det nemlig, at han respekterede hende, da han umuligt gjorde det. Der var trods alt en grund til, at han havde betalt for hende, og at hun gik med lænker. Selv vidste hun, hvordan det fungerede.. Hun var hans, og hun ville tjene penge, så han kunne leve i bedste velgående.. Medmindre hun selvfølgelig fandt en måde at myrde ham på inden da. Ud af det blå måtte hun flå sine hænder til sig, så han måtte slippe grebet om lænkerne. Langt nok ude vurderede hun dem nemlig til at være, og derfor var der ingen årsag til at følge pænt med længere! En snerren forlod hendes strube, som hun forsøgte han lægge lænkerne omkring halsen på ham, så hun kunne kvæle livet ud af ham, hvis hun fik det som hun ville have det.

[Deleted]

Der måtte komme en morende latter fra ham, som han rystede på hovedet, hvis det var det hun troede, blev hun da slemt skuffet. Og det var klart hun undervurderede ham, men det var klart, han var ikke ligefrem det mest skræmmende type normalt. Han var jo også en godhjertet mand, lige indtil man pissede ham nok af eller rent faktisk forsøgte at myrde ham.
"Næppe, men så må jeg jo bare kalde dig løvinde, hvis du nægter at sige dit navn." Lød det roligt fra ham, som han trak på sine skuldre, rimelig ligeglad. Det var blot en rar ting, det var jo ikke altid man kunne få sin vilje og det var han rent faktisk opdraget med. Men det var udelukkende på grund af hans forældre ikke just sagde sig god for hvad hans passion egentlig havde været. Forberedt var han, faktisk var han næsten helt ventende på at hun ville gøre noget. Hvilket hun også så sit snit til, hendes lænker forsvandt ud af hans hånd, men hans reaktion var ikke overrasket, nej den var morende og ansigtet var malet med et stort smil som gled helt op i hans øjne. I hendes forsøg på at lægge lænkerne om hans hals, måtte han gribe fat om dem, snurre rundt på hælen og trække hårdt til for at få hende op over sig og hårdt ned mod jorden. Coell var uden tvivl en stærk mand, men også en med sine reflekser i orden, han handlede hurtigt. At hun var en tung kvinde grundet musklerne lod ikke til at røre ham, men han havde jo også haft mange år at bære på tungt træ og tunge sten i.
"Undervurder aldrig din modstander!" Lød det køligt fra ham, dog stadig med smilet på læberne, og i godt beredskab, for han vidste godt hvordan folk i arenaen kæmpede, de brugte tit beskidte tricks.

[Deleted]

At blive kaldt for løvinde, rørte ærlig talt ikke Chryseis. Det var trods alt, hvad hun var vant til at blive kaldt, når hun stod i arenaen. Blandt gladiatorer syntes gense navne også generelt at være ligegyldige, som de hurtigt dannede sig et arenanavn, som hængt ved dem. Deres ægte navne var også generelt ligegyldige for deres herskere og deres publikum, som de blot var et legetøj set i deres øjne. Ikke et andet værdigt individ. Hvem denne mand var, vidste hun ej heller, som han ej heller havde fortalt hende sidst. Dog vidste hun på forhånd, hvad han ønskede at blive kaldt.. Herre eller hersker. Det ønskede de alle.. Dog var det aldrig, hvad hun startede med at kalde dem, som hun altid startede med at ligge på tværs. Ligegyldigt var hans væsen også for hende, og derfor forsøgte hun også at myrde ham, som hun så sit snit til det. Meget betød hans liv nemlig ligeledes ikke i hendes øjne, og derfor forsøgte hun sig hurtigt med at kvæle ham. Desværre for hendes vedkommende, syntes dette hurtigt at mislykkes.. Med et bump ramte hendes ryg jorden, hvilket resulterede i en lettende støvsky omkring hende! En snerren søgte over hendes læber, som om hun ikke var andet end et dyr. Hans selvfedme irriterede hende uden tvivl, sådan som han stod og forsøgte at belære hende! Derfor reagerede hun hurtigt, hvor hun hårdt forsøgte at sparke ud efter hans ankler, så han ville styrte ned i gruset til hende! Selv ønskede hun nemlig at vise ham, at hun ikke blot ville føje ham bare fordi, at han havde betalt for hende. Så let at danse med var hun nemlig bestemt ikke, og det ønskede hun også, at han sandede!

[Deleted]

Det ville komme med tiden, at hun lærte at han på ingen måde var som nogen andre, hverken fra hendes land eller hans. Nej han var en speciel type, som ikke engang hans egne forældre kunne acceptere, derfor færdes han bedst alene eller på havet hvor ingen kunne dømme ham. Kaptajn på sin færge, den der bestemte og folk skulle rette sig ind eller blive smidt over bord. Det passede ham perfekt, men han måtte nok hellere finde en måde at forblive i hans samfund, og holde huset, være lidt mere hjemme. Stadig holdte han fat i lænkerne, som han stod foroverbøjet, med nogenlunde styr på hende. At hun sparkede ud efter ham, fik ham til at reagere, men ikke hurtigt nok, da han endte med at falde til jorden og blev tvunget til at slippe hende igen. Dog var han hurtigt over hende og forsøgte at få fat i lænkerne, så let slap hun ikke!
"Sig mig giver du aldrig nogensinde folk en chance frøken vilddyr?" Spurgte han så tydeligt morende, det måtte være en ensom tilværelse hun havde gang i, men måske passede det hende fint, som det gjorde det for ham. Når han altså ikke lige trængte til en kærlig kvindelig hånd. Det var dog nemt nok at få, han havde åbenbart noget over sig som de fleste tøser elskede og selvom de endte sure på ham, var det ikke i lang tid af gangen. Så godt som han nu kunne, søgte han at holde hende nede, men uden kamp gik det ikke, det vidste han allerede nu, for ellers havde hun jo ikke været en god investering. At komme hjem med lidt skræmmer var bestemt hvad han forventede.

[Deleted]

Ej passede det Chryseis, at hendes køber kunne stå over hende som en eller anden sejrherre! Nedværende var det nemlig, hvor hun ikke ønskede, at det skulle syne, at hun havde underkastet sig ham. Af den årsag valgte hun nok engang at angribe ham, hvor hun denne her gang ikke gik efter det direkte drab og hans hals, men derimod hans ankler. Tilfredsheden stak også i hende, som hun måtte sande, at det havde lykkedes hende at smide hendes herre ned i jorden. En yderst tilfredsstillende følelse, samt syn. Dog viste det kun en brøddel af hendes verden. ”Dræb eller bliv dræbt,” lød det kun kortfattet fra hende til hans spørgsmål. Mere præcist kunne det dog ej heller siges. Som han nok engang kom over hendes liggende skikkelse, og fik fat i hendes lænker, måtte hun ty til en ny mulighed! Hverken hænderne eller benene brugte hun denne her gang, som hun derimod brugte hovedet. Ligeglad var hun med smerte så længe, at der var en mening med det, og derfor forsøgte hun at nikke ham en skalle. På ingen måde en kvindelig handling, men ej heller kunne hun agere kvindeligt, hvis hun ønskede at vinde i arenaen. Der var det nemlig alt der galte. Hvorvidt hun nogensinde personligt gav en folk en chance, kunne dog diskuteres. Denne mand som rigmand og som hendes hersker, ville hun aldrig acceptere. Folk af lignende stand som hende selv, kunne hun dog tage til sig. Dog vidste hun, at det gjaldt om ikke at blive for venskabelige med folk, da de alligevel blev myrdet i det næste sekund. Derfor var det bedst at være alene som gladiator eller gladiatrix. Der var nemlig ingen kære mor for dem i den sidste ende, og til sidst ville det desuden også være alene, at de døde.

[Deleted]

Vise ord, hvis de havde været i en arena, men hun måtte der fandtes et liv udenfor den og det var et liv han rent faktisk ønskede at skænke hende. Det blev ikke let dette her, men det var jo faktisk hovedgrunden til at hun var blevet købt. Coell var på ingen måde klar til at give op, det var han noget så sjældent, ikke før han virkelig blev træt af det, men utroligt nok, havde han en tålmodighed der var ud over det sædvanlige. Fokusset lå udelukkende på hende, han var i den grad forberedt, og så alligevel ikke, for faktisk havde han ventet noget af hendes ben, eller et ryk i arme og hænder, men nej en skalle var hvad han måtte modtage. Dog reagerede han som en vædder og holdte hovedet stift som deres hoveder stødte sammen, det gjorde ondt som bare pokker og han måtte skære en grimasse, men han blev siddende og holdte godt fast i lænken. Det ville bestemt give en bule, hun havde ramt rimelig godt. Var det, var det blod? Havde hun rent faktisk formået at flække hans øjenbryn, han lod den anden hånd søge op, som han måtte trække hurtigt til sig igen. Det sveg! Ikke flere julelege, han endte med at rejse sig som han sad der over hende, hive hende med op i et hårdt ryk, og forsøge at trække hende med sig på ny.
"Du vil sikkert ikke advares, og har jeg forstået dit væsen ret, vil du kaste mine ord over skulderen eller trampe på dem. Men jeg advare dig, jeg vil ikke tøve med at gøre dig bevidstløs for at få dig med hjem, så tag og flyt dine fine lille røv så vi kan få noget at spise. Jeg er sulten." Brummede han, dog kastede han et smil til hende, inden han ville fokusere på vejen hjem. Kvinden ville give ham kamp til stregen, men så var det godt han havde sine egne små tricks!

[Deleted]

Fuldt ud tilfredsstillende var det at fornemme og høre det hårde dunk, som de knaldede panderne ind i hinanden. Det var en smerte, som Chryseis var vant til at fornemme, og derfor tog hun det ikke tungere end som så. At se blodet pible ned fra hans ene flækkede øjenbryn, gjorde det kun bedre, end hvad det ellers havde været! Dybt velfortjent var det nemlig at se en rigmand, som denne mand, bløde, som hun så ofte gjorde. Tænder viste hun ad ham, alt imens hun snerrede, så hun blot så det mere vild og utæmmet ud. Komplet ligeglad var hun med sin egen feminisme, som der blot gjaldt én ting. At overleve. Som han forsøgte at hive hende op i lænkerne, snerrede blot igen ad ham, alt imens hun strittede imod. Hun nægtede at lade sig underkaste så let! Og at slå hende bevidstløs? Ha! Hvordan ville han bære sig ad med den, og hvordan ville han i så fald få hende med sig? Som hun strittede imod, blev hendes krop stiv som et bræt. Fødderne strittede arrigt imod, som hun pressede hælene ned i gruset under sig. Skråt måtte hun derfor hænge, hvor det var ham der måtte holde hendes krop hævet over jorden. ”Pas på, og jeg vil muligvis undgå at flænse din røv,” svarede hun arrigt og modstridende igen. Hun havde bestemt ikke i sinde at samarbejde med ham! Alt for let købt ville det nemlig være af ham, og den tilfredshed ønskede hun på ingen måde at skænke ham! Hun skulle nok kæmpe og holde sig i live i arenaen, men det var ej for ham, som det nærmere var for sit eget liv, og fordi hun nød fornemmelsen af, at folk heppede på hende. De lænkede hænder forsøgte hun nok engang at få hevet til sig.

[Deleted]

Stædig som et æsel, nuvel, han måtte vel tage det sure med det søde, og så havde han jo trods alt selv valgt det. Han var ikke stoppet med at finde det morsomt, skrammer var han van til at få, i uheldige kampe på hans rejser igennem livet. Og en slåskamp på kroer i ny og næ. Som han forsøgte at få hende med sig, måtte han grine af hendes ord, det fik ham til at stoppe op, lade hende falde kort bagud i håb om hun fik overbalance og så trække hende til sig.
"Jeg ved godt jeg har en fantastisk røv, det er skønt med nye måder at høre folk sige det på." Grinte han bare, som han forsøgte at få lidt styr på hende. Det var dog en kamp uden lige, men det var vel også det han søgte, en som bestemt havde det i sig! Coell havde sine moments, han kunne skifte fra det ene til det andet, men for det meste var han munter. Så snart de kunne komme hjem, så kunne han få noget af spise, og det samme kunne hun. Og så ville han gerne vide mere om hende, rent faktisk få snakket med hende, mere end dette. Desuden manglede han også at finde ud af hvad han gjorde med hende, for et bur ejede han ikke andre steder end i kælderen hvor deres vin normalt var lås inde. Skulle hun virkelig have plads i en kold og klam kælder? Han ville jo gerne undgå det, men sandsynligheden for hun stak af fra et almindelig værelse var også stor. Så skulle han have støbt en jerndør til en af de mange værelser. Der var så mange ting at skulle gøre op, men han ville rent faktisk gerne finde ud af tingene med hende, i stedet for over hendes hoved, det var trods alt hendes liv og han ønskede de bedste vilkår, for den bedste kriger. Var det virkelig så langt ude som de fleste mente?

[Deleted]

Som Chryseis strittede imod og gjorde sin krop stiv, faldt hun også på enden, som han pludselig slap hende. Et jag gav det i hendes krop, som hun pludselig måtte befinde sig på jorden igen. Slemt var det nu ikke, men problematikken var, at hun nærmest havde sultet og tørstet de seneste par dage, og at hendes styrke derfor ikke var i top. Levevilkårene blandt en slavehandler havde nemlig aldrig været fortrinlig. Ej heller var det fordi, at man levede luksuriøst blandt herrerne og fruerne, men alligevel fik man det mere sul på kroppen der. Men det var vel også fordi, at de vidste, at de skulle være mætte og ikke udsultede, hvis de skulle klare sig i selve arenaen? Hun snerrede ad sin nye herre, som han tog hendes ord som en kompliment, fremfor en trussel, som den ellers var ment som. ”Vend den til mig, og lad mig vise sig, hvad jeg kan gøre ved den,” lød det ildevarslende fra hende. Stædigt siddende blev hun på jorden, som hun bestemt ikke ønskede at samarbejde med ham.. Af den årsag var det vel også bare at tage nye og anderledes midler i brug? På sin plads blev hun siddende, som hun valgte at forandre sig for øjnene af ham. Flere centimer, muskler og former mistede hun, som hun gled ned i skikkelsen af en otteårig pige. Endvidere ændrede hendes minimale tøj sig til en støvet hvid kjole. Stort og uglet var den lille piges hår, alt imens skræmmer hvilte hen over hendes lyse krop, og mens et ulykkeligt blik hvilede over de nu brune øjne. ”Jeg ber’ dig.. Jeg er bare en lille pige.. L-Lad mig gå,” tiggede den lille pige der måtte være en tro kopi af, hvad der kunne have været muligt. Hendes korrekte form var dog ikke den, som det var gladiatrixen.

[Deleted]

"Det er altså ikke af de grunde jeg har købt dig." Grinte han og blinkede drillende til hende, som havde hun fået det til at lyde som noget dybt perverst. At drille folk, vende deres ord, det var præcis en af de ting som måtte kendetegne ham som person. Og en af de ting som gjorde han tit kom ud i problemer, men altid forholdte sig munter. Ja altså lige indtil at folk brugte ting som gjorde ham rassende, så havde han det med at slå lidt klik oppe i hovedet og så kom en side frem som ingen, end ikke ham selv, brød sig om. Stædig var hun, og med ham frivilligt, det kom hun skam ikke. Han så mod hende med et løftet øjenbryn som hun valgte at forvandle sig, det var noget af en gave at have som væsen og han fandt det i den grad unikt. Hvis nogen virkelig troede på det, så ville de ikke tøve med at betale dyre domme. Han havde virkelig fået noget for pengene! Væsnet hun forvandlede sig til, og den lille pigestemme som tiggede ham om at lade hende gå, fik det til at stikke i hjertet på ham, børn..... En svaghed han altid havde haft og at hun rent faktisk brugte så beskidt et trick, fik ham til at se rødt. Han greb ud efter hende, i forsøg på at nå et punkt ved hendes skulder, nakke og ryg som ville få hende til at gå ud som et lys. På den måde havde han ikke skadet hende, givet hende noget medicin, eller på andre måde skadet hende, blot fået hende til at gå ud som et lys. Og i den form, ville han let kunne få hende op over skulderen og hjem, selv i hendes normale form kunne han dette. At løfte tungt træ det meste af livet gjorde en muskuløs kvinde til en smal sag! Og nu ville han for pokker gerne hjem, og så ville han få snakket med hende. Hvor mange timer, dage, uger det ville tage, det var han ligeglad med, han ønskede at få hende til at forstå en ting eller to om hendes nye liv.

[Deleted]

Købt. Chryseis foragtede ordet, da det betød, at hun ingen værdi havde. Ganske vidst havde hun aldrig været velhavende som ham, men alligevel havde hun engang været fri, og det havde på alle måder været bedre end dette! Det var derfor også den frihed, som hun forsøgte at kæmpe sig tilbage til. Muligt var det at tjene sin frihed tilbage, men selv vidste hun, at det var de færreste der levede til den dag. Hvor god man end var, kunne man nemlig altid blive overrumplet i arenaen. Intet sagde hun til hans ord, som hun i stedet forvandlede sig til en lille uskyldig pige, der tiggede for sin frihed. Noget, som uden tvivl kunne være en svaghed for de fleste. At han så mente, at det var et beskidt kneb, kunne hun være særdeles ligeglad med. I hendes verden var det nemlig alle kneb der gjaldt. Det var nemlig opskriften på at holde sig selv i live. Endvidere følte hun ikke selv den samme forkærlighed til børn, som han gjorde. Som gladiatrix kom man nemlig ikke tæt på børn. Endvidere havde hun heller aldrig haft muligheden for at skabe et andet individ. Til sidst kunne man også sige, om hun var blevet for forstyrret oppe i sit hoved til nogensinde at kunne mønstre en opvækst af et barn. De uskyldige brune øjne så op imod manden, som de måtte afvente en reaktion fra ham. En reaktion nåede der dog ikke at komme fra hende selv, som hun i det næste øjeblik mærkede et jag, og et mørke der vældede ind over hende! Som han trykkede det korrekte sted på hendes krop, gled hun nemlig bevidstløst hen. Mørket lagde sig hen over hendes øjne, som hun intet kunne se, som hun slapt og tungt faldt helt ned i jorden. Som al dette skete, foregik forvandlingen desuden hurtigt igen! Som hun mistede besindelsen, mistede hun nemlig også herredømmet over sin forvandling. Lyst blev hendes hår nok engang, alt imens hendes krop voksede, og som hendes tøj krympede til de små lasede dele.

[Deleted]

Det var i den grad på tide at der kom noget ro over hende, han havde en svaghed når det kom til børn, men han kendte til hendes væsen og det gjorde han på ingen måde stolede på hende. Et lille barn kunne ikke eje så beskidt en mund, det nægtede han at tro på! Desuden blev det også bekræftet da hun slapt måtte falde til jorden og forvandlede sig tilbage til den oprindelige skikkelse. Han rynkede på næsen, et barn, det var simpelthen for lavt! Men så igen, hvad gjorde man ikke for sin frihed? Coell sukkede som han samlede hende op for jorden, da ikke uden besvær, men han fik hende op over skulderen og vandrede den sidste vej hjem. Der var faktisk ikke så langt igen, så de havde været tæt på. Han drejede af stien og tog genvejen hen over eng og til sidst sand. En ældre kvinde kom ham i møde med et undrende ansigtsudtryk og halvt om halvt i forskrækkelse.
"Hvad i al verden har du nu lavet?!" Himlede hun op. Kvinden her havde kendt ham længe, ikke hele hans liv, men længe og hun havde næsten fået et moder forhold til ham. Han rullede med øjnene og ignorerede hende blankt, inden han gik ind i det store hjem.
"Vi skal have tømt vinkælderen, jeg skal bruge buret dernede. Jeg har fået mig en gladiatrix!" Erklærede han stolt, den gamle kvinde rystede på hovedet og havde armene over kors, dog fik hun sat folk i gang og der gik ikke lang tid før at alting var parat. I første omgang fik hun ingenting, kun det tomme rum at vågne i. Coell havde fået lagt hende på stenene, inden han havde sat sig udenfor buret på en skammel og så på hende lige indtil hun ville vågne. Den ældre kvinde stod og så mod ham, hun undrede sig, hvad havde han nu gang i? I de mange år hun havde været der, lige siden hun var en ganske ung kvinde, havde han haft skøre projekter i gang, men aldrig noget som involverede et andet væsen på denne måde, ikke hvad hun havde set af.

[Deleted]

Ud som et lys havde Chryseis gået, som hendes nye herre havde formået at trykke til på det helt korrekte punkt. Af den årsag havde hun ikke mærket noget som helst til turen til hans hjem. Ej hans løften. Ej hans skridt. Ej den anden stemme. Det eneste hun havde sanset, havde været mørket. Ingen drømme havde hun drømt, og derfor var det sidste hun havde husket ham, der så pludselig havde nærmet sig hende.
Svagt begyndte Chryseis at flytte på sin krop, som hun langsomt måtte komme til bevidsthed på gulvet i sin nye herres kælder. Som hun først forsøgte at blinke med øjnene, måtte det hele snurre omkring hende, som hun måtte føle sig desorienteret. Øjnene kneb hun kort i, inden hun igen slog dem om. Fra siden måtte hun få øje på sin nye herre, hvor hun kunne se ham gennem nogle tremmer. Allerede nu måtte hun fornemme hans selvfedme, som hun vidste, hvad hun befandt sig i, mens han sad på den anden side på en skammel og blot studerede hende. Ej sagde hun noget som det første, som hun derimod blot snerrede og viste tænder ad ham. Glad var hun på ingen måde! Langsomt måtte hendes hænder glide over det kolde stengulv, inden hun måtte skubbe sig op i en siddende stilling. Rart måtte det næsten synes at være i et afkølende rum, hvor det hele også måtte forekomme hende noget så velkendt. Det var nemlig disse omgivelser, som hun var vant til at leve i. Fire vægge, et loft og et gulv. Et tæppe manglede hun ganske vidst, men mere end det var hun ej heller vant til. Helt op på benene skubbede hun sig nu. Sulten og tørstig måtte hun helt føle sig, men ej spurgte hun ind til det. Han havde vel også allerede mæsket sig, som han selv havde sagt? Endvidere ønskede hun ej, at han kunne holde mad op imod hende i forhold til, at hun skulle give ham noget retur. ”Kujon,” fnøs hun kort for hovedet, som han måtte holde sig på sikker afstand til hende gennem et par tremmer. Ryggen vendte hun ham dernæst, som hun bevægede sig over i det fjerneste hjørne af cellen og derfor også ham.

[Deleted]

Endelig begyndte hun at røre på sig, han sad bare roligt og studerede hende videre, som hun måtte komme til sig selv igen. At hun så valgte at kalde ham en kujon og krybe hen i et hjørne som en eller anden lille pige, fik ham blot til at smile. I stilhed sad han længe og kiggede videre mod hende, inden han valgte at rette sig lidt op.
"Kan du lide det?" Spurgte han roligt, og nysgerrigt. Det var ikke til at sige hvad han egentlig talte om, hvilket først gik op for ham, lidt tid efter. Han måtte smile af sig selv og ryste på hovedet.
"Kan du lide at kæmpe i en arena?" Spurgte han så, lidt mere direkte. At vide hvad hun var for en, hvad hun egentlig bestod af, om han læste hende korrekt, det var vigtigt for ham. Hun kunne jo hade det, men også et sted elske det. Det var blot friheden hun manglede, en frihed han godt kunne give hende, med tiden. Men det kom helt an på hvordan deres fremtid formede sig. Det kom meget an på hende, men også ham selv, han skulle finde ud af sin rolle i alt dette her, for at blive kaldt herre, det var han ikke interesseret i. Derfor var der ingen på stedet som talte formelt til ham med mindre andre var på besøg. Omkring ham, var det som familie, de var på lige fod. Hvilket også var grunden til han ikke ejede en eneste slave, ikke før hende, og hun var jo en gladiatrix, ikke en simpel slave.