It wasn't my fault!

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde de valgt at tage turen forbi Corvento, og derfor måtte Jarniqa spekulere over muligheden, som han foreslog det. Selv vidste hun blot, at det var en vampyrby. Hvordan de tog sig af de levende, vidste hun ikke. End videre var det også en risiko at løbe når nu, at de kun var to, og når hun åbenbart var skadet. Hun drog et tungt åndedrag. Måden han talte om Theodore på, gjorde hende uden tvivl trist til mode. Ikke just fordi, at han talte om ham på den måde, men nærmere fordi, at det var blevet berettiget. ”..Jeg ved ikke, om han vil søge os,” endte hun ærligt med at sige. Theodore havde trods alt givet hende chancen for at stikke af, så måske ville han ikke vende tilbage efter dem? Eller var det bare ren og skær ønsketænkning og naivitet? Svært var det dog at lade være med at håbe, når nu de havde haft det forhold, som de havde haft. Som han spurgte, hvordan hun ville finde hvilen, måtte et anstrengt smil søge over hendes læber. ”At ligge mig ned og slappe af ville klart være til en start,” endte hun med at sige. Dog vidste hun, at Lucifer ikke ville lade hende blive her, og da slet ikke nu, hvor de havde fået pakket sammen. Måden han udtrykte sin bekymring for hende, var dog på en spøjs facon. Man kunne nemlig næsten betvivle, om den i det hele taget var der, og det nagede hende faktisk. Hun var nemlig ikke vant til de små hints, som han kom med. ”Er Corvanto det eneste sted, hvorpå vi kan være i fred? Hvor langt vil der være dertil?” spurgte hun. Hvis hun skulle nå nogen steder hen, skulle hun uden tvivl kunne gå dertil. Hun ville nemlig næppe komme op på sin hest lige foreløbig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Aldrig havde Lucifer været den omtænksomme type, og det ville han nok heller aldrig nogensinde gå hen og blive, og særligt ikke som det var lige nu. Ikke sådan, som hun bed af ham, som han havde gjort noget forkert. Han ville dog ikke mene, at han havde noget med dette at gøre. Han ønskede jo for pokker bare at passe på hende, og var det nu også så forkert? Corvento var en mulighed, hvor de kunne komme ind på en kro eller lignende, hvor hun kunne få en seng at ligge i. Det var vel også at foretrække, nu hvor hun ikke kunne komme op på hesten? "Men du ved heller ikke om han kunne finde på at dukke op.. Vi kan ikke blive her," sagde han med en direkte stemme. Ikke fordi, at han ønskede at diskutere det med hende, for det var slet ikke hans intention.
Lucifer strøg hænderne forsigtigt over hendes overarme og skuldre, mens han kiggede på hende. Ej brød han sig om, at se hende på denne måde, og nu hvor han alligevel havde fortalt hende, hvordan han havde det med det hele, så var det bare så. naturligt for ham, at vise dette. I stor grad skete det dog ikke, for det kunne han ikke.. Men lidt, det kunne han da. "Det bliver ikke her," sagde han endeligt. "Det er ikke langt," sagde han roligt. Her i Dvasias, var han jo trods alt på hjemmebane, og han vidste da nogenlunde hvor tingene måtte være placeret i forhold til hinanden. Så langt ind i skoven, var de jo trods alt heller ikke. Han lod hovedet søge på sned. Ville hun klare turen til Corvento? Det var jo trods alt en vampyrby, og de vidste jo, at den var farlig. "Eller skal vi søge videre, og slå lejr et andet sted?" endte han. Han ville jo for pokker bare gerne passe på hende.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt var det, at Jarniqa ikke kunne sige, hvad Theodore kunne og ikke kunne finde på. Sandheden var vel, at han kunne finde på hvad som helst? Sådan følte hun i hvert fald at det var efter, at de havde endt med at gå hver sin vej. Svært havde hun det dog med at tackle det, da det var en ny situation for hende, at hun skulle frygte ham. Det havde jo aldrig før været på tale, som de mere eller mindre havde været på samme side. ”Jeg ved, at jeg ikke kan regne med ham!” endte hun irritabelt med at sige. Ikke grundet Lucifer, men grundet det faktum, at det sårede hende, at det pludselig var blevet således mellem hende og Theodore. Indtil nu havde hun jo troet, at hun havde kunnet regne med ham.. Tungt trak hun vejret. Dog kunne hun ej heller sige, at Lucifer direkte var god til at lette situationen. Hans næsten ikkeeksisterende strøg over hendes arme og skuldrer, gjorde nemlig, at hun ikke fik den ømhed, som hun ønskede. Hun havde nemlig ikke brug for, at han var usikker på, om han kunne røre hende eller ej, eller om han følte med hende eller ej, som hun derimod blot havde brug for, at han tog hende ind i sin favn. Svært var det også, som hun var vant til Damien, der mere eller mindre opførte sig som en hønemor i hendes nærhed. Ud af hans berøring endte hun derfor med at gå, som Lucifer nærmere syntes ukomfortabel med det. Sin hoppes tøjler greb hun om. ”Vis vej til, hvad du mener er bedst. Enten en ny lejr eller en by,” endte hun med at sige. Ej kunne hun ride lige nu og her, og derfor agtede hun i stedet at gå og trække sin hoppe til den destinaton, som han fandt bedst.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorfor pokker, skulle hun pludselig rende rundt og bide af ham? Den tanke, gjorde ham rent faktisk kun arrig, for han fandt det overhovedet ikke nødvendigt! Tvært imod! Han himlede åbenlyst med øjnene og rystede så på hovedet igen. Nu måtte hun da for pokker da stoppe. Dette var ikke noget, som kom nogen af dem til gode, og særligt ikke, sådan som det var lige nu. "Undskyld da," endte han tydeligt irriteret, som han igen vendte blikket mod hende. Var det der overhovedet nødvendigt? Igen var han overhovedet ikke kendt med det bånd, som hun havde til Theodore, da han aldrig rigtigt havde spurgt ind til det. Hvorfor skule han? Så meget som de havde været oppe at slås indirekte, så var det jo ikke ligefrem den slags ting, som han havde begået sig mest i, hvis han skulle være helt ærlig.
Som hun stædigt tog om tøjlerne til sin hest, vidste han ikke, om de skulle finde et sted at slå lejr, så han kunne få hende tilset, eller om de skulle tage chancen og søge ind mod byen, og få det gjort der. På den anden side, så stolede han bestemt ikke på vampyrere! Det var et af de væsner, som han hadede mest! "Vi finder et sted at slå lejr.. Langt herfra," sagde han direkte. Han endte med at søge til sin egen hest, hvis tøjler, han selv tog fat i, for at føre hesten med sig. Han var på ingen måder tilfreds. Det var ikke ligefrem på denne her måde, at han havde regnet med at det hele skulle foregå, og særligt hvis hun skulle til at rende rundt og være sur på ham hele tiden. Det var bestemt ikke noget som faldt i hans gode jord.

[Jarniqa Dynithril]

Ej var det Lucifer, som Jarniqa var irritabel på i dette sekund. Det var derimod Theodore. Dog spurgte han ikke ind til det, som han derimod blot bed igen, og derfor undskyldte hun ej heller. Hvorfor skulle hun også det? Hun havde trods alt heller ikke gjort noget galt! Det var derimod Theodore, som der var noget galt med. Det var ham der havde truet hende. Noget som åbenbart ikke undrede Lucifer, som han ikke havde været interesseret i at spørge ind til det. Det var vel blot fordi, at det var fuldkomment normalt her i landet? Vanvittigt fandt hun det selv. Som Lucifer selv blot gik over til sin hest og begyndte at trække den, måtte hun svagt ryste på hovedet. Hvorfor var han sådan? Sådan havde han ikke været overfor hende i al den tid, som de havde rejst sammen.. Var det fordi, at hun var blevet angrebet og havde sagt, at hun elskede ham? Var det det der havde ødelagt det hele? Dog gav det sidste ikke mening for hende, da han selv havde sagt, at også han elskede hende. Var det mon et problem? Ned mod skovbunden så hun, alt imens hun trak sin hoppe efter hans. Han var trods alt det, som bedst kendte vejen her. Langsomt gik hun dog, da for mange bevægelser og ryk gjorde ondt i hende. Ej talte hun til ham, som hun ganske enkelt ikke forstod situationen. Selv forstod hun særligt ikke, hvorfor han ikke ordentligt havde taget hånd om hende. Normalt var han ikke bleg for at kæle for hende, hvor det også plejede at være hende, som måtte sige stop, men nu kunne han pludselig kun overskue at strejfe hende med sin hånd. Mærkeligt var det, og ej var det, hvad hun behøvede. Meget var det nemlig, at Theodore hadede hende, at Lucifer bed af hende, og at hver en bevægelse gjorde ondt i hendes krop. Hvilken ringe dag det havde udviklet sig til..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frygten for at Jarniqa skule have ondt, var hvad der havde afholdt Lucifer fra at trække hende ind til sig, og skænke hende denne form for kærtegn. Desuden, når hun rendt rundt og bed af ham på den måde, hvorfor skulle han så overhovedet besvære sig med at prøve? Han ønskede virkelig ikke at gå forkert igen. Sidst han havde gjort således, havde det rent faktisk endt med næsten at koste ham livet!
Ikke så meget som et ord blev sagt til hinanden, da han selv begyndte at trække hesten med sig. Selv var han ganske kendt på disse kanter, som han ofte havde været herude med dæmonerne tilbage i sin tid. Det var jo ganske vidst ved at være noget tid siden, men hvad .. visse ting, glemte man bare ikke, og dette var jo så heller ikke ligefrem noget undtag, kunne man sige. Hvor længe de måtte gå,var egentlig op til hende. Jo længere væk fra stedet her, han kunne komme, des bedre ville det uden tvivl også blive for ham. Hvor de kunne slå lejr, var jo så en anden side af sagen. Desuden ønskede han at gøre bod på hvad der nu måtte være galt mellem dem. Han hadede når de skulle skændes, og særligt fordi, at det igennem den seneste tid, havde været så godt de to imellem. Et godt stykke inde i skoven, og alligevel godt fra hvor de havde haft sammenstødet med Theodore, stoppede han op igen. Han så sig om. Stedet var lille, lidt i det skjulte, hvilket passede ham perfekt. "Her.. det bliver her," sagde han med en sandfærdig stemme.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt måtte det egentligt gøre at være sammen, men ikke at tale sammen. Dog agtede Jarniqa ikke at være den første til at bryde det, som hun følte, at det hele var i hendes ret. Derfor gik hun blot i sine egne tanker, som hun måtte spekulere over alt, hvad der havde hændt, alt imens hun måtte ømme sig over sin forslåede krop i tavshed. Afslappet gik hoppen ved hendes side, som den syntes komplet ligeglad med den trykkede stemning, der hang over hende og Lucifer. Tavst gik hun, som man blot kunne høre deres og hestenes skridt, indtil Lucifer meddelte, at de kunne gøre holdt her. Automatisk løftede hun blikket og så sig omkring. Tættere stod træerne her, og derfor måtte de umiddelbart være det mere isolerede. Han håbede vel, at Theodore ikke ville kunne finde dem her? ”Lad os slå lejr og gå i seng,” meddelte hun. Hvis ikke de talte sammen alligevel, kunne de jo ligeså godt sove? Det var vel også for det bedste for hendes vedkommende, at hun blot lå og fik ro? Holdt gjorde hun, hvilket også fik hendes hoppe til at stoppe. Fronten vendte hun dernæst mod hoppen, hvor hun måtte bide tænderne sammen. Ligeglad måtte hun være med, om hun forværrede situationen eller ej og om det gjorde ondt. Ej ville hun nemlig spørge Lucifer om hjælp, og et faktum var det kun, at hendes hoppe havde behov for at komme af med seletøjet. Gjorden spændte hun op, inden hun måtte tage om sadlen. Beslutsomt valgte hun at trække den af, hvor hun måtte bide sig selv i læben for ikke at gispe af smerte igen. Det var nemlig unødvendig smerte i forhold til hendes ryg. Dog klarede hun det selv, som hun lagde sadlen og oppakningen tæt på hesten, inden hun måtte binde den til det nærmeste træ, så den ej ville løbe nogen steder.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ikke så meget som et eneste ord, blev sagt undervejs. Lucifer var ked af det, og særligt fordi at han selv var forslået, men skulle håndtere hendes bideri oveni? Han synes bestemt ikke at det var retfærdigt. Han fandt dette glimrende sted. Var de heldige, og hvis Theodore ikke søgte efter dem, kunne de slå lejr her. Det passede egentlig ganske fint. De kunne slå teltet op mere i det skjulte, og hestene kunne bindes, så de var svære at få øje på. Han strøg sin hest over mulen, inden han begyndte at pakke tingene af igen.
Lucifer startede med teltet, hvor han fik det ned af hesten, inden han begyndte at bakse med at få det op igen. Selv ønskede han jo bare at de kunne snakke sammen, og med hinanden, i stedet for alt det her. Det var komplet unødvendigt, at de skulle være så uvenner, som de viste sig at være for øjeblikket, da dette ikke ligefrem var noget som gjorde situationen bedre af den grund. Ondt gjorde det rent faktisk på ham. Han vendte blikket mod hende, som hun fik sadel og alt af sin hoppe. Han kunne jo se, at det gjorde ondt på hende. Let rystede han på hovedet. Ondt gjorde det, at se hende på denne måde, men hvis hun ikke ønskede hans hjælp.. ja, så kunne hun da blive fri for det. Teltet fik han slået op. "Hvil dig, så skal jeg nok pakke ud," sagde han endeligt, da han igen vendte sig mod hende. Han rejste sig krampagtigt. Selv han havde ondt, men han kunne overkomme det. Hun derimod, var jo kraftigt forslået! "Læg dig i teltet," bad han efterfølgende. Han ville jo bare gerne hjælpe hende.

[Jarniqa Dynithril]

At det hele ligeså gjorde ondt på Lucifer, ænsede Jarniqa ikke. Ligeglad og kold syntes han også at være, så hvorfor skulle hun tro andet om ham? Kunne man mon trække et jeg elsker dig tilbage? Selv følte hun om end, at det var, hvad de havde gjort. Tilfredsstillende fandt hun det dog ikke. Særligt fordi, at hun jo ikke blot var ligeglad med ham. Sjældent var det, at hun tog folk ind i sit liv, og nå hun så gjorde det betød det også, at hun mente det. Noget, som han syntes at være ligeglad med. Som han bad hende om at hvile sig i teltet, valgte hun blot at nikke. Det var jo for det bedste, og det vidste selv hun. Let strøg hun sin hoppe over mulen, inden hun valgte at tage om en pude og et tæppe. Noget at ligge på og med, havde hun trods alt brug for. Tavst valgte hun dernæst at søge ind i teltet, hvor hun lod ham gjorde, hvad han følte var nødvendigt. Det mere trist måtte hun dog føle sig, som hun kom ind i teltet, var alene, og måtte trække forhænget for. Ensom måtte hun nemlig pludselig føle sig på trods af det faktum, at Lucifer var lige udenfor teltet. Dog var der tydeligvis ingen grund til at nævne det, og derfor smed hun blot puden jorden. Dernæst måtte hun langsomt og noget ømt tage plads på jorden, som det jo igen måtte gøre forbandet ondt! Hurtigt var hendes åndedræt derfor, hvor hun ej heller var bleg for at komme med nogle små ømmende lyde, som hun nu var alene. Tænderne bed hun sammen, inden hun lagde sig ned helt. Behageligt var det dog på ingen måde, men hvad kunne hun gøre? Støvlerne sparkede hun forsigtigt af, inden hun trak tæppet over sig, uden at fjerne kjolen. Det gjorde hun dog heller aldrig, når de sov sammen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

På sin egen måde, forsøgte Lucifer at vise omsorg. Svært var det dog, når det ikke virkede til, at hun ville tage imod den. Selv kunne han ikke se, hvad han havde gjort forkert i denne situation, andet end at forsøge at passe på hende. Kunne han end ikke finde ud af det? Ikke fordi, at det var den tanke, der som sådan, gjorde ham ked af det. Det var nok snarere en frustration, at det foregik på denne her måde.
Med ønsket om, at hun søgte til teltet og fik hvilet, mens han ordnede det sidste, kunne han end ikke få et ord ud af hende. Var det sådan, at det skulle være på resten af deres tur? Ikke at det var en tanke, som behagede Lucifer på nogen måde. Selv fik han fjernet den tunge oppakning fra sin egen hest, og fik den bundet fast ved siden af hendes, så han vidste, hvor de stod henne. I aften måtte de undvære bålet, udelukkende fordi, at han var bange for, at en som Theodore, ville finde det, og søge efter dem, og særligt fordi, at han ikke ønskede, at det var noget som skulle ske. Skulle han søge ind i teltet til hende, eller lade hende ligge? Han kunne jo direkte høre, at hun lå og havde ondt, hvilket ikke ligefrem var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Faktisk var det en tanke, som kun gjorde ondt på ham. Han sukkede let, inden han satte sig udenfor teltets åbning. "Må jeg komme ind, eller skal du være så sur, at jeg næsten er nødsaget til at sove under åben himmel?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han ønskede ikke at skændes med hende, men han ønskede bestemt heller ikke, at de gik rundt og skulle ignorere hinanden.

[Jarniqa Dynithril]

Let var det ikke at være omkring en, og ikke at tale med vedkommende. Faktisk gjorde det blot ondt. Dog var det en smerte, som Jarniqa var villig til at bide i sig. Hvorfor skulle hun også andet, når han alligevel syntes ligeglad? Ondt gjorde det dog, som hun ikke kunne lide ham ligeglad. Som hun lå helt alene i teltet, måtte hun hel savne sin værge. Savne han pylrende facon, som han ville gøre sit for at sørge for, at hun havde det allerbedst. Selv vidste hun nemlig, at det blot var ægte kærlighed fra hans side. Derudover måtte hun også savne at være i hans favn. At ligge på siden alt imens han holdt om hende. Kunne han mon fornemme, at hun savnede ham? Kunne han mærke det på trods af, at han sikkert var flere hundrede kilometer fra hende? Selv kunne hun vel kun håbe, skønt det højst sandsynlig var barnligt af hende. Tavst legede hun med tæppets top. Hendes tanker faldt først tilbage på Lucifer, som hun hørte hans stemme udenfor teltets indgang. Om han måtte komme ind? ”Bliv ude eller kom ind.. Det er op til dig,” svarede hun blot, som han selv måtte vurdere, hvad han ønskede. En grimasse skar hun, som hun igen mærkede et nyt jag i sin ryg. Hun burde næsten fjerne puden fra hovedet og lægge den ned til ryggen i stedet.. Dog kunne hun ikke dette selv, som hun havde brug for hjælp. Stillede det hende mon i et dårligt lys, hvis hun spurgte ham om hjælp til det? Selv ønskede hun jo ikke at udtrykke, at hun gav sig, eller at hun var svag. Dog var smerten svær at benægte.. Irritabelt sukkede hun. ”Hvad end du gør, kan du så hjælpe mig med at få puden ned til min ryg?” Hvis han valgte at håne hende for det, kunne hun jo blot være den der sov ude i ro og fred.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad der gik igennem Jarniqas tanker i øjeblikket, vidste Lucifer ikke, og skulle han være ærlig, så var han næsten bange for at undersøge det, ved at søge ind og læse dem. Han var mere bange for, at hun fortrød, at have givet ham de ord. Han elskede hende jo, også selvom det ikke ligefrem var denne måde, han havde regnet med, at fortælle hende det på. Under en kamp, hvor hun så endte med at bide af ham efterfølgende, som fejlen rent faktisk skulle vise sig at være hans. Det ville han dog bestemt ikke mene, at den ville være.
Selv satte han sig udenfor, hvor han nærmest måtte bede om tilladelse til at komme ind. Således følte han det næsten. Tanken måtte dog kun irritere ham som intet andet, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Han himlede med øjnene. At hun så alligevel ikke kunne give ham et klart svar, forundrede ham dog ikke. "Great.." mumlede han let for sig selv. I det tilfælde, synes det næsten at være bedst, at sidde udenfor? Så de ikke kom på tværs af hinanden? Hvorledes han så skulle få sin søvn, måtte de jo så finde ud af på den ene eller den anden måde. Han nikkede. At hjælpe hende, kunne han vel godt? "Vent lidt," sagde han endeligt. Han søgte hen, hvor han kunne finde sin egen pude, som han tog under armen, inden han søgte ind i teltet. Hans egen pude, lagde han ved hendes hoved. "Du kan sove med denne," endte han sigende. Han søgte nedover hende, hvor han tog omkring hendes egen pude, som han forsigtigt pressede ind under hendes ryg, så hun havde denne at ligge på. "Bedre?" spurgte han stille.

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer mumlede noget udenfor, hørte Jarniqa ikke. Det eneste hun hørte var, at han bad hende om at vente. Mente han virkelig det? Hun kunne jo knapt nok bevæge sig! Hvorfor skulle hun i så fald gå nogen steder?! Hun ville kun gå, hvis han sagde, at han ikke ønskede hende mere, og hvis hun skulle være ærlig, følte hun ikke just, at han havde den stærke tilknytning til hende længere. Han forekom hende blot ligeglad og vred.. Tavst ventede hun, hvor hun blot lå og stirrede op i teltets loft. Hvor længe han lod hende vente, vidste hun ikke. Svært var det nemlig at fokusere på andet end al den smerte, som hun følte. Dog havde hun på fornemmelsen, at an alligevel ikke trak tiden ud. Hun så imod ham, som han kom ind i teltet med en pude. Hun måtte få den. ”Hvad skal du så sove med?” endte hun blot med at spørge om. Hun kunne jo blot få sin egen om bag ryggen og lade det være det.. Det var jo også, hvad hun egentligt havde forberedt sig på. Som han kom over til hende og begyndte at rode med alle puderne, måtte hun skære en grimasse, inden hun hjælpsomt måtte hæve sin overkrop for ham. Bedre blev det dog så snart, at hun mærkede, hvordan den bløde pude lå bag hende. Hun pustede ud igen. Perfekt lå hun ikke, men hun lå nu det bedste, som hun overhovedet kunne komme til lige nu og her. ”Meget.. Tak.” Hvad nu? Gik han? Blev han? Ønskede han, at hun gik? Forvirrende var det, men alt syntes også at have ramlet sammen på en gang. Det var vel helt, hvad man kunne kalde for typisk? Det var vel skæbnebestemt, at det hele skulle ramle sammen, når en ting endelig faldt?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hans egen pude, ønskede Lucifer, at hun sov med. Uden tvivl synes hun, at have mere brug for den, end det som han selv havde, og han kunne rent faktisk godt være en ordentligt mand, når det endelig skulle komme til stykket. "Jeg sover bare uden," sagde han. Han ville desuden gerne have, at hun lå så godt som muligt, og særligt når hun havde det som hun havde lige nu. Hvorvidt om hun så overhovedet ville lade ham tilse hende,var svært at sige, men det ville vel alt sammen komme med tiden?
Forsigtigt fik Lucifer presset puden under hendes ryg, tæt ved lænden, så hun fik den nødvendige støtte, som hun havde brug for. Forhåbentlig ville dette også hjælpe på hendes velbefindende og hendes hvile. Han trak sig med et svagt træk i den ene mundvig. Han fik rent faktisk et tak? Så det var alligevel ikke alt, som han gjorde forkert? Glad gjorde det ham faktisk at vide.
Hurtigt søgte Lucifer ud igen, for at hente sit tæppe, så han havde noget at ligge med. Så godt som at sove på jorden, var jo hvad han skulle for natten, og selv han, havde uden tvivl brug for hvilen. Ondt ville det uden tvivl komme til, men igen, så havde hun mere brug for det, end hvad han havde. Han kom tilbage med tæppet i sine arme, og begyndte at lægge sig til. Selv med tøjet på. "Så hvil," bad han. Nu ville hun vel få muligheden for det?

[Jarniqa Dynithril]

Op til Lucifer måtte det være, hvorvidt han ønskede at sove uden sin pude eller ej. Glad var Jarniqa blot for, at hun måtte få den, så hun kunne ligge det mere komfortabel. Perfekt lå hun nemlig på ingen måde, men bedre var det uden tvivl. Tungt trak hun vejret. At Lucifers humør var begyndt at lette, ænsede hun ikke selv. Selv følte hun nemlig ingen bedring på det punkt, som hun blot følte sig ked af det. Værre syntes det også at være i samme telt som ham, når de end ikke talte sammen, eller havde det vel i hinandens selskab. Faktisk fik det blot hendes bryst til at knuge. Derfor overvejede hun helt, om det blot var bedst, hvis hun søgte ud.. Dog tvivlede hun på, at han ville bifalde det, som han allerede havde dikteret, at hun skulle være herinde. Tæppet trak hun godt op omkring sig. Hvorfor var det hele også endt så galt? Lucifer var irriteret på hende, og Theodore ønskede at myrde hende. Anden gang var det i hendes liv, at der decideret var en bestemt person der ønskede at slå hende ihjel, og ej brød hun sig om det. Hun havde på ingen måde vænnet sig til det faktum, og ville næppe komme til at gøre det! Derudover måtte der også være hendes savn, som særligt Damien måtte stå stærkt i hendes tanker og hjerte lige nu og her. Hvorfor kunne han ikke bare være her lige nu og her? Nu hvor, at hun havde brug for ham? Øjnene lod hun langsomt søge i. Sin vejrtrækning forsøgte hun at gøre rolig, alt imens hun forsøgte at tøjle sin smerte bedst muligt. Det betød, at hun måtte rykke sig en anelse frem og tilbage, indtil hun følte, at hun lå i en overkommelig stilling. Afkræftet var hun, men grundet smerten faldt hun ikke i søvn med det samme.. Et par minutter gik der derfor før, at hendes åndedræt var stille, og før hun røg i drømmenes verden.

// Out