It wasn't my fault!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At gå nogen steder, var slet ikke noget som kom til at ske for Lucifer, da han ikke ønskede at lade hende alene. Han elskede hende.. Han var virkelig gået hen og åbnet sig for hende og hendes væsen, så det at vende ryggen til, ville jo kun såre ham endnu mere, end at blive udsat for den behandling, som han havde oplevet hidtil. Denne gang lod han hende dog ikke få lov til at trække hånden til sig. Han ønskede at understrege denne pointe for hende. "Du gør det for at passe på mig.. Det vil kun såre mig mere, at vende ryggen til, og så gå," sagde han direkte. Det forstod hun vel? Det kunne godt være, at hun var grunden til, at han var kommet til skade de sidste par gange. Sidst var han nok selv lidt udenom det, men han havde jo aldrig ment at gøre hende ondt, og det var vel også så småt ved at gå op for hende nu?
Hovedet lod han søge på sned. "Og vel er jeg, når jeg er sammen med dig, Jarniqa.. Ja, det har måske sine op- og nedturer at være omkring dig.. Men jeg vil være her," sagde han med en rolig stemme. Han ville ikke gå nogen steder, og da særligt ikke når hun havde det sådan. Desuden lignede det her bestemt heller ikke hende.. At være så ked af det, forstod han ikke. Han havde det jo fint. Lidt banket, men ellers havde han det jo fint. "Op med hovedet, snuske.. Det klæder dig uanset ikke, at hænge sådan med næbbet," pointerede han med en sigende mine. Han trykkede omkring hendes hånd. Han så hende hellere med et smil på læben. Skulle der ærlig talt ikke mere til, for at vælte hende ud af kurs nu?

[Jarniqa Dynithril]

En følsom ung kvinde var Jarniqa ikke just, men af stål var hun ej heller lavet. Derfor kunne selv hun føle sig sårbar og sikker og særligt når det var noget, der var tæt på hendes hjerte. Der kunne hun jo ikke benægte, at Lucifer var kommet utroligt tæt på. Derfor mente hun også sine ord omkring, at hun elskede ham. Damien og Lucifer var desuden de eneste personer, som hun havde det sådan for. Damien elskede hun, som en datter kunne elsker en far, og Lucifer elskede hun, som en kvinde kunne elske en mand. ”Jeg ønsker bare ikke, at folk skal ønske at skade dig grundet mig.. og slet ikke Theodore,” sagde hun ærligt. Hvis han ej havde forsøgt at komme hende undsætning, havde der selvfølgelig ikke hændt ham noget, men hvordan kunne man sige til den person, som man holdt af, at vedkommende ej måtte hjælpe en? Hun havde jo også selv forsøgt at hjælpe ham, som hun havde forsøgt at springe ind foran ham. En handling der havde frataget hende sin del af kampen. ”Og vil du også synes, at jeg er for det bedste, hvis det ender med at tage livet af dig?” spurgte hun sigende. Nu var han jo blevet forsøgt myrdet hele to gange grundet hende. Hvem sagde ikke, at der ville komme mere af det? Særligt nu hvor, at Theodore tydeligvis havde set sig arrig på hende, og nu også kendte Lucifer. Som han sagde, at det ej klædte hende at se trist ud, måtte hun vende blikket mod ham. ”Og det klæder ej dig at se dig skadet,” svarede hun igen, skønt hun måtte se det mere medtaget ud end ham. Hvor han blot havde røde øjne, havde hun nemlig et stort, uglet og tilkvistet hår, samt adskillige rifter, hudafskrabninger og blå mærker på kroppen. Dog sagde hun intet til al det, som hun nærmere fokuserede på ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej lignede det Jarniqa at være så lille og så skrøbelig at høre på. Var hun virkelig så ked af det, og påvirket, at hun end ikke kunne finde sin plads i alt dette? Forvirrende var det uden tvivl, som hun altid havde fremstået så stærk. Måske at hun ikke var det alligevel? Han rynkede i panden. Dette var da ikke lige hvad han havde regnet med, at skulle se fra hendes side af, og særligt ikke nu. Det sidste, som han ønskede, var da at hun skulle skubbe ham fra sig. "Jeg er ligeglad. Det rører mig ikke," sagde han direkte. Han ønskede slet ikke at diskutere det med hende. Han gik ikke nogen steder, uden at hun var taget med. Tænk nu hvis Theodore kom tilbage igen? Så ville han da slet ikke efterlade hende her! "Skulle det ende med at tage livet af mig - Ikke at jeg tror det, så ved jeg da, at jeg har gjort det for nogen.. ikke? Kom nu med, vi kan ikke blive her," fastholdt han sigende.
I øjeblikket, blinkede Lucifer ekstremt meget med øjnene, men det var udelukkende fordi, at øjnene var voldsomt irriteret. Jo mere han gjorde det, des mere var han i stand til at se, hvilket uden tvivl, var noget som glædede ham ganske betragteligt. Han rystede på hovedet. "En forslået skulder, har aldrig taget livet af nogen.. Kom nu med igen, Jarniqa," bad han endeligt. Det var bestemt ikke på denne her måde, at han havde regent med, at skulle sidde sammen med hende. Hans blik søgte hendes skikkelse, med en tydelig alvorlig mine. Det var bestemt ikke nu, at hun skulle have lov til at vende om nu, hvor de var kommet ud på deres lille eventyr! "Vi kan ikke blive her," afsluttede han. Han gav hende intet andet valg her.

[Jarniqa Dynithril]

Tydeligt blev det hurtigt for Jarniqa, at Lucifer på ingen måde delte hendes opfattelse. Svært var det at håndtere, da hun på den ene side var lettet over, at han ej ville efterlade hende, men på den anden side var ked af det over, at han blev udsat for så mange fysiske smerter ved hende. Meget måtte det også være for hende at håndtere, da hun ikke var vant til at skulle håndtere folk på den led. Hun var nemlig hverken vant til at holde af folk på den led, samt at de var i fare grundet det. Hun var nemlig blot vant til hende og Damien, og dengang havde der aldrig været nogle fare på færde. Blikket vendte hun bort fra hans. Selv kunne hun fornemme, at han ej ville give sig, og ej vidste hun, hvad hun skulle mene om det. ”Fint.. Det er dit liv,” sagde hun kort for hovedet, så det ej var til at sige, hvad hun mente om sagen. Det var hun dog heller ikke selv klar over.. Hånden endte hun med at trække til sig, som hun i stedet valgte at støtte begge håndflader mod jorden, så hun kunne skubbe sig op på benene med en grimasse. Øm og forslået følte hun sig helt, men værre mente hun nu, at hun havde det psykisk. Her måtte nemlig både Lucifer og Theodore faktoren spille ind. Armene lagde hun om sig selv, som hun begyndte at gå tilbage imod deres lejr. Selv følte hun, hvordan hvert et skridt sendte et jag igennem hendes krop. Ondt måtte det gøre, hvor det særligt var hendes ryg og ende, som hun havde fået et hårdt slag. Dog sagde hun intet til det, som hun blot ømmede sig i tavshed, som det langt fra var den første gang, at hun havde fået skrammer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Regnede Jarniqa virkelig med, at Lucifer bare ville vende ryggen til hende, på grund af lidt modstand? Så kunne hun godt tro om igen! Han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. Han holdt af hende.. Han elskede hende jo. Det var meningen, at han skulle være der og passe på hende, og det var uden tvivl også det, som han havde tænkt sig at gøre, i den forstand, at det var ham menneskelig muligt nu. Han stirrede på hende alligevel med en ganske alvorlig mine. Hendes ord var hårde, men ikke noget som han tog tungere end det. Han havde jo trods alt oplevet værre ned det her. ”Korrekt. Det er nemlig mit liv, så lad mig leve det, som jeg har lyst til,” bed han af hende. Betød det her, at hun ikke var glad for det, som han gjorde? Og at han rent faktisk gerne ville gøre sit for at hjælpe hende? For det var jo det, som han gerne ville.
At hun trak hånden til sig igen, sagde han ikke noget til, så lang tid, at hun søgte mod lejren. Til hans glæde, så det også ud til, at være hvad hun havde tænkt sig at gøre. Han nikkede blot, inden han søgte med. Selvom det endnu var svært for ham at se, blev det allerede nu, meget bedre for ham. Det var uden tvivl hvad han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at han nu kunne. ”Det der var straks bedre,” kommenterede han med en kortfattet stemme. Selv dette var noget som rent faktisk formåede at presse selv ham, da han jo som sagt, ikke ønskede, at noget skulle ske med hende. Var det underligt, at han handlede således? Han gned sig endnu en gang i øjnene. Okay, det hjalp bare overhovedet ikke. ”Vi skal pakke og komme videre,” sagde han direkte. Det var slet ikke noget som stod til diskussion.

[Jarniqa Dynithril]

Køligt måtte Jarniqa sende ham et blik, som han direkte bed af hende. Længe siden var det siden, at han sidst havde talt således til hende, og tonen brød hun sig på ingen måde om! Stærkt utilfreds måtte hun faktisk føle sig omkring det hele! Først det, at Theodore havde vendt sig mod hende. Dernæst det, at det havde sat Lucifer i fare. Så, at hun havde forsøgt at redde Lucifer, og på den led havde gjort sig selv ukampdygtig i kampen. Og nu det, at Lucifer talte ned til hende. Hvad skulle der dog ikke ske herfra? ”Fint!” sagde hun kort for hovedet, hvor han dernæst gav hende lyst til at slå ham, som han talte som om, at hun fulgte hans mindste vink. Ej så hun mod ham, som de gik tilbage til lejren, som hun blot gik i tavshed og med alle sine tanker. Rent ud sagt lignede ingen af dem to personer, der lige havde fortalt for første gang, at de elskede hinanden. Som de nåede tilbage til lejren, bevægede hun sig først og fremmest over til det tændte bål, som hun fik slukket. Ved hjælp af den ene fod, sparkede hun nemlig jord på flammerne og brændet, så ilden til sidst blev kvalt. Alt sammen noget der fik hende til at bide tænderne sammen, som hvert et spark rev i hendes ryg. Hvordan hun ville klare en ridetur med sin ømme krop, anede hun ikke, men hun skulle nok vise ham, at hun kunne! Over til selve teltet gik hun dernæst, som de skulle have det ned, inden de overhovedet ville kunne tage nogen veje. Teltet var nemlig deres eneste, samt deres mulighed for ly for regn, kulde og blæst. Ned på hug sank hun derfor, hvor hun begyndte at trække pløkkerne op, så teltet pænt kunne blive rullet sammen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Alt synes næsten at være, som da de havde mødt hinanden i udgangspunktet. Dengang hvor de ikke kunne fungere med hinanden eller noget som helst. Hun var irriteret, selvom det ærlig talt ikke var noget, som han kunne gøre det store ved lige nu. Han lod armene søge over kors. "Skal du nu også rende rundt og være tøsefornærmet?" spurgte han med en direkte stemme. Det var bestemt ikke en tanke, som faldt i hans gode jord, men det var jo heller ikke noget som han kunne gøre noget ved.
Nu hvor han så småt var begyndt at kunne se igen, kunne han selv hjælpe til med at få det pakket ned. Selv ville han ikke blive her, i tilfælde af, at Theodore nu ville komme tilbage igen, og gøre det af med dem. Nu hvor han vidste, at Jarniqa ikke var alene, og at han var der, var det jo aldrig til at vide, hvad der ville ske, og han ville bestemt ikke blive her, for at finde ud af det! Så meget for at nå mørkelverne, for han i forvejen, skulle agere som en slave for hende. Svært nok var det i forvejen for ham! Kunne hun overhovedet ride i den tilstand? Han betragtede hende med en usikker mine. "Kan du klare det?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han begyndte selv at pakke tingene sammen. Hvis hun skulle rende rundt og være sur på ham, måtte det jo bare være det. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede, at noget skulle ske med hende, og hvis hu havde ondt, så kunne han altså godt pakke det hele ned, hvis hun gik rundt og havde ondt, for det ønskede han jo på ingen måder, at hun skulle.

[Jarniqa Dynithril]

Om hun var tøsefornærmet? Mere irriteret blev Jarniqa om end, som han sagde det. ”Jeg beklager, at jeg må være den der må informere dig om dette, men der er nogen med hjerter,” bed hun af ham, som hun faktisk skulle finde hoved og hale i al dette! Ej var hun nemlig vant til at have folk inde på livet, som hun havde Lucifer, og derfor betød det uden tvivl noget for hende, at han blev skadet grundet hende, og at han intet havde imod at blive det. Derudover betød det noget for hende, at Theodore havde vendt hende ryggen, som han ikke blot havde været en fremmed, der havde angrebet hende. Dog syntes Lucifer ikke at tænke på noget af al det. Næsten ironisk, som han var en mentaldæmon. Dog ville hun også flå hovedet af ham, hvis han forsøgte at læse hendes tanker. Som hun fik teltet ned på egen hånd, måtte hun pænt folde det sammen. Let var det ikke just med den forslåede krop, som hun havde, men nødt til det var hun, som tingene var nødt til at blive pakket omhyggeligt, hvis de skulle kunne være der. ”Ja,” lød det kortfattet fra hende, som han ikke skulle tro, at hun ikke kunne klare sig selv. Over til resten af udstyret gik hun med dette, så det kunne blive pakket på hestene, når de sadlede op. En lommelærke måtte hun desuden finde, som hun var ved al oppakningen. Som hun fandt denne, tog hun den med sig og satte sig et par meter fra Lucifer og Lejren. Her måtte hun særligt tage sine albuer og knæ i blik, som de særligt var blevet udsat for hudafskrabninger. Let bed hun sig selv i læben, som hun måtte hælde noget af det kolde vand over det, så det blev renset. Sved gjorde det, men for det bedste var det også, da der ellers kunne gå i betændelse i. Som hun plejede sine egne sår, måtte hendes tanker helt falde på Damien. Hendes værge. Den mand var faldet bagover, hvis han havde set hende nu. Han ville have passet og plejet hende, hvor hun ville have sagt, at det var ingenting, hvor han ville have insisteret. På det punkt virkede Lucifer næsten ligeglad.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer himlede med øjnene. Uanset hvad han gjorde i øjeblikket, synes det at være forkert. Uanset hvad det var! Han var irriteret, nok også fordi, at han selv var temmelig forslået, som han jo havde stået overfor en warlock, og endda en af de stærkere. Dette var dog ikke noget, som han sagde eller gjorde noget ved, da han intet ville få ud af dette. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun sad der med ryggen til ham. "Beklager at jeg spurgte," ende han kort for hovedet, som han igen vendte sig med ryggen til hende. Var det nu forkert at udvise den form for tanker og følelser overfor hende? Han.. elskede hende jo, og var det nu også forkert som alt det andet? Det ønskede han jo ikke ligefrem.
Let rystede Lucifer de mange tanker ud af hovedet. At læse hendes tanker, var ærlig talt ikke en tanke, som faldt ham ind, men dette var lige så nyt og fremmed for ham, som alt mulig andet var. Selv begyndte han at læsse på hestene, som selv ikke tog sig mere af den intense stemning der nu hvilede mellem Lucifer og Jarniqa, hvor de blot tog imod, som var det noget, de var vant til at bære. Det var de jo et sted også. Han vendte blikket.. Der var hun væk? Var hun gået? Han bed tænderne let sammen. Han var ikke den som udviste omsorg i det offentlige. Han forsøgte, men det lå ikke til ham. Han søgte roligt hendes mentale tilstedeværelse, for at finde hende, inden han søgte efter. Han stoppede op ved et træ. "Er du ved at være klar til at komme videre? Eller skal vi finde et andet sted at slå lejr, inden vi opsøger Mørkelverne?" spurgte han. Han ville jo stadig gerne med hende. Nu spørges det pludseligt, om hun ønskede at have ham med?

[Jarniqa Dynithril]

Trykket var, hvad stemningen måtte være lige nu og her. Dog kunne Jarniqa ikke se en anden vej for det, som det var lige nu og her. Ikke med al det der lige havde sket, og med Lucifers nyfundne hårdhed. Ja, lige nu virkede det ikke just som om, at de holdt af hinanden. Dog holdt hun af ham, som hun ej ønskede at være foruden ham. Det kunne hun dog ikke finde på at sige lige nu og her. I stedet satte hun sig et stykke fra ham, hvor hun kunne slikke sine egne fysiske sår. Vandet lod hun søge hen over hudafskrabningerne, så sårene blev renset for blod og snavs. De mange rifter kunne hun dog ikke gøre noget ved, og forhåbentligt var de heller ikke til nogen skade. Som hun hørte hans stemme igen, så hun ikke imod ham, som hun blot fortsatte med, hvad hun lavede. ”Giv mig et øjeblik,” sagde hun kortfattet. Allerhelst ønskede hun at blive her og slå lejr, men for det første havde Lucifer ret i, at området her ikke var sikkert længere, og for det andet ønskede hun ikke at tabe til ham. Dog ønskede hun sig allermest, at han satte sig hen til hende og var den der rensede hendes sår. Hvor irriterende hendes værge nemlig end var, når han gjorde det, fandt hun det alligevel et sted rart, da det blot var et udtryk for hans kærlighed og bekymring for hende. Op til læberne førte hun dernæst lommelærken, så hun kunne fugte sin hals bare en anelse. Dernæst forsøgte hun at gøre sig nogenlunde præsentabel ud, ved at fjerne de forskellige kviste fra sit hår. Vild måtte hun nemlig se ud, som det sad stort og med tusinde af kviste i. Til sidst skubbede hun sig op på benene, hvilket om muligt måtte gøre mere ondt end før, som det helt måtte føle som om, at ømheden tog til. Derfra passerede hun blot Lucifer, som hun bestemt ikke agtede at spørge om hjælp. Derfor gik hun blot over til sin skimle hoppe.. forsøgte at sætte foden ind i stigebøjlen.. og måtte derfra gispe at smerte og i stedet for klynge sig til sadlen med hænderne.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde aldrig været den omsorgsfulde type, som han aldrig havde været udsat for det selv, set i den forstand. Han fik pakket resten end, og lastet deres to heste, så de igen kunne komme videre. Dum var de, om de blev i området her, og særligt efter det sammenstød. Selv ønskede han ikke, at de skulle være her, hvis Theodore valgte at komme retur, og særligt hvis han ønskede at slå dem begge ihjel. Desuden forstod han ikke, hvorfor manden havde valgt at angribe i udgangspunktet?
Her sad hun og var ved at rense sine sår i deres drikkevand. Ikke at han sagde noget til det. Selv ønskede han bare videre, og jo hurtigere de kunne gøre det, des bedre, var det uden tvivl også i hans øjne. At hun rejste sig op, kunne han jo se og mærke på hende, at hun havde ondt. En tanke, som han i forvejen ikke brød sig om, men nu ønskede hun vel bare at klare sig selv? Fordi at hun var gået hen og blevet sur på ham? Det var jo heller ikke ligefrem nyt, at det var sådan, selvom det bestemt ikke var således, at han havde regnet med, at skulle fortælle hende om sine inderste følelser.
Lucifer nåede kun sin egen hest, og skulle til at hoppe op, idet at Jarniqa igen fangede hele hans interesse. Han vendte blikket hurtigt mod hende. "Du er jo for pokker da, langt fra okay," sagde han direkte. Han søgte hendes skikkelse igen. "Og hold nu op med at være sur på mig. Jeg vil jo bare prøve at hjælpe," sagde han med en direkte stemme. Han ville jo bare gerne hjælpe hende, så hun fik det godt igen!

[Jarniqa Dynithril]

Gispet forlod Jarniqas læber, idet hun forsøgte at bestige sin hoppe. Personligt følte hun det som et jag igennem sig, som hun forsøgte at løfte benet. Det var nemlig helt som om, at hendes ryg ikke tillod hende at lave det stræk, der ellers skulle til. Smertende knugede hun sig ind til sadlen, som hendes fingre havde lukket sig om hver sin side af den, alt imens hun trykkede sit hoved ind mod den. Ondt gjorde det, og det var hun denne her gang ikke i stand til at skjule. Øjnene klemte hun i, alt imens hun måtte forbande Theodore i sit sind. Hvorfor havde han dog også gjort dette imod hende? Var det virkelig prisen for at gøre, hvad hun hele tiden havde hentydet til? ”Bare giv mig et øjeblik.. Jeg skal nok komme op, hvis bare du giver mig et øjeblik,” stønnede hun, som hun endnu måtte mærke den prikkende smerte i sig. Hvornår den ville gå over, vidste hun ikke, men inderst inde vidste hun, at hun havde brug for mere end et øjeblik. Dog ønskede hun ikke at give udtryk for det, som hun langt hellere ville udtrykke overfor Lucifer, at hun sagtens kunne klare sig. Desværre havde stødet mod træet og den efterfølgende rulletur været det hårdere, end hvad hun umiddelbart havde troet. Læben bed hun ned i. Selv kunne høre, hvordan han kom nærmere, og at han sagde, at han ønskede at hjælpe. Dette følte hun dog ikke just, som han ikke just havde syntes bekymret for hendes skader. Igen forsøgte hun at løfte benet, og igen måtte hun gispe. Det føltes nemlig helt, som måtte hendes krop sætte i spænd for at afholde hende fra at gøre dette. Et problem var dette, da de jo skulle videre. Selv måtte hun helt spekulere over, om han mon kunne finde på at efterlade hende her, hvis ikke hun kunne ride.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv Lucifer var ikke et sekund i tvivl om, at Jarniqa i sandhed måtte have ondt, og den tanke måtte bekymre ham. Ikke havde han anset ende som svag eller noget lignende, men hun havde ondt.. Og det kunne han bestemt ikke lide. Forbandet være Theodore, som havde gjort dette mod hende! En tanke, som han slet ikke kunne klare at have i sit system!
Hurtig var han væk fra sin egen hest, for at søge hen til hende. Om hun ikke kunne klare at komme op på hesteryg, måtte de finde en anden mulighed, for de kunne ikke blive her, i tilfælde af, at den mand ville komme retur. Han rystede på hovedet. "Vi er nødt til at finde en anden mulighed, for at komme herfra, hvis du ikke kan komme op på hesten," sagde han endeligt. Han lagde hænderne forsigtigt mod hendes overarme. Han forsøgte nok at udvise omsorg på sin egen særlige måde. Ikke at det var noget som gik ham særlig godt, men det var vel point for forsøget? Tomlerne strøg over hendes overarme. At blive her, kunne de bare ikke. Den chance og den risiko løb Lucifer ikke, i tilfælde af, at Theodore nu ville komme retur efter dem. Svagt bed han tænderne sammen. Det var egentlig grufuldt. "Skal jeg hjælpe dig op på hesten? Så må vi tage ind til byen. Jeg vil gerne have dig tilset," endte han. Han ville jo gerne passe på hende, og tænk nu hvis hun havde brækket noget?

[Jarniqa Dynithril]

”Der er ingen anden mulighed,” lød det sammenbidt fra Jarniqa. Hvis de fortsatte til fods, skulle de gå adskillige kilometer, og det hujede hun ikke just efter i sin tilstand. Ej heller turde hun ty til sin magi, som hun kunne føle, at dysten havde afkræftet hende. Om hun kunne ride var dog også tvivlsomt, som hun end ikke kunne løfte sit ben højt nok. Dog var det ej heller en mulighed at blive, som ingen af dem kunne vide, om Theodore ville komme igen eller ej. Selv kunne hun jo kun bede til, at den mand ikke ønskede dem mere skade. Øjnene lukkede hun i, som hun følte hans lille kærtegn. Rart var det at føle en smule omsorg, men selv måtte hun sige, at hun kunne have klaret sig med det mere. Ej var det fordi, at hun ville fremtræde omklamrende og svag, men kunne man klandre hende for at kunne lide omsorg? Selv var hun også vant til at blive mødt af kærlighed derhjemme. Hun tog en dyb indånding. ”Hvilken by?” endte hun med at spørge. Selv var hun trods alt ikke stedskendt her i landet. Dog kunne hun ej heller sige, at hun før havde været til en healer. Gad vide, hvordan sådan noget foregik? Selv var hun trods alt vant til den selvhjælp, som hun og Damien havde udført. Svagt endte hun derfor med at ryste på hovedet. ”Jeg behøver ikke at blive tilset.. Jeg behøver blot en smule hvile.” Hvor det ville være sikkert for dem at slå lejr, vidste hun dog ikke. Var der et sikkert område her i nærheden? Dog betvivlede hun, om det var klogt at ride når nu hun end ikke kunne bestige hesten.. Var det ikke et tegn på, at man skulle lade være?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne jo udmærket godt se, at Jarniqa ikke ville komme derfra lige foreløbig, hvilket uden tvivl var en skam. Han var ikke meget for at se hende i denne mundering, og særligt fordi, at han jo kunne mærke, at hun havde ondt. Det kunne han jo heller ikke lide. Måske at de kærtegn som han skænkede hende, ikke var mange eller tydelige, men de var der, og han forsøgte jo. Ligeglad med hende, var han bestemt heler ikke, og det var bestemt heller ikke meningen, at han ville fremstilles således. "Vi kan tage ind til Corvento. Jeg ved godt, at det ligeledes er med en risiko, men hellere det, end at støde på den mand igen," forsøgte han stille. Hvorvidt, om det var noget, som hun ville gå med til, eller ikke, skulle han ikke kunne sige. Han regnede ærlig talt ikke med det.
For alt hvad Lucifer vidste, havde Jarniqa brækket noget, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem, kunne man jo sige. Det ville blive en lang tur, hvis hun havde, og særligt hvis hun endnu besad ønsket om at få hele verdenen at se. "Og hvor har du tænkt dig, at skulle finde hvilen, hvis du end ikke kan komme op på hesten?" spurgte han med en snert af bekymring i stemmen. Nej, han var måske ikke så omsorgsfuld, som hun ville ønske, at han ville være, men når man ikke selv havde været udsat for det, var det svært, og så godt som umuligt at udvise det.