It wasn't my fault!

[Jarniqa Dynithril]

Nervøs var Jarniqa, men hvordan kunne hun også være andet? Ikke nok med, at hun frygtede for sit liv, så frygtede hun også for Lucifers. Værre blev det også kun af, at det var Theodore der forårsagede denne smerte. Dum følte hun sig helt omkring det faktum, at hun nogensinde havde ladt sig binde til den mand. Derudover begyndte hun også at tænke, om det havde været dumt af hende at bringe Lucifer med sig. Først havde der været det med Damien, og dernæst var der nu det med Theodore.. Var hun overhovedet god for ham? Kunne han overleve det at være omkring hende? Ondt gjorde det, og bedre blev det ikke just, som hun så, hvordan Theodore svingede omkring med Lucifer, som om han ikke var andet end en marionetdukke. I hendes øjne begyndte det helt at se umuligt ud.. Hvordan bekæmpede man også en gal mand, der ikke værdsatte noget? Hurtigt slog hendes hjerte, som hun vurderede, at hun ej ville kunne gøre en forskel så længe, at hun lå bundet, og at Lucifer ej var i stand til at klare en dygtig warlock som Theodore. ”Lucifer?” kaldte hun, som frygten kun vældede op i hende, som Theodore skød en magisk kugle op i luften. Hvad den gjorde, vidste hun ikke, og det var præcist det, som hun frygtede. Hendes smaragdgrønne øjne hvilede på Lucifer. Hun måtte få ham væk. Hun måtte få dem væk.. Men kunne hun nå at gøre det, inden det overhovedet var for sent? Hvad Theodore havde forårsaget, vidste hun nemlig ikke, og derfor vidste hun ikke, hvornår det ville slå til. ”Kom tilbage og grib om mig,” kaldte hun. Ej vidste Theodore, at hun havde lært at transportere sig fra det ene sted til det andet. Derfor kunne hun kun håbe, at det kunne være til hendes fordel, og at hun kunne nå at få dem væk i sikkerhed.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt havde Lucifer i sin skulder, som han måtte tage om, idet han kom op på benene igen. Han bed tænderne let sammen. Denne modstander var stærk. Langt stærkere, end hvad han egentlig havde regnet med, at han ville være, men for pokker.. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske med Jarniqa, og derfor handlede han egentlig bare, efter bedste hensigt og intention lige i øjeblikket. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Han var ikke kæreste.. selvom han et sted ville ønske, at han var det, så var det jo bare ikke ligefrem tilfældet, kunne man jo sige, hvilket naturligvis var en skam. Han bed tænderne sammen. "Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at stoppe det..!" endte han med en fast tone.
Meget vel at Theodore var en stor modstander, men hvad var det Jarniqa havde haft med denne mand at gøre? Den kugle, som manden sendte op til himmels, gjorde det bestemt ikke meget bedre for hans vedkommende. "Hvad er det du laver?!" endte han med en fast tone. Hans blik gled kort i retningen af Jarniqa, der lå på jorden. Ikke at det var en tanke, som han brød sig synderlig meget om, for det gjorde han da godt nok ikke. Han bed tænderne fast sammen, inden han satte direkte i løb mod Jarniqa. Denne modstander, ville han uanset ikke kunne slå, hvilket han jo udmærket godt vidste. Han måtte bare prøve!

[Theodore Jarvis Acheron]

Så lang tid, at Jarniqa blev liggende på sin plads, var det fint for Theodore, for så kunne han holde øje med Lucifer i stedet for. Denne mand var ham ikke andet end en torn i øjet. De var måske ikke kærester.. og hvad så? Det var han da fuldstændig ligeglad med. Noget af en betydning, måtte de jo have for hinanden, sådan som de var omkring hinanden. Ikke at det var noget som rørte Theodore. At komme i berøring af hans hjerte, var så godt, som en tabt sag på forhånd.
"Du kan prøve at stoppe mig, knægt," endte han med en fast tone, som han igen kneb øjnene sammen. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Jarniqa havde han øje for ud af øjenkrogen. Kuglen havde han sendt op i luften. Han selv vidste da hvordan han skulle drage nytte af de muligheder han havde, og særligt nu hvor han havde fået Jarniqa ned at ligge. Han stirrede fast mod den unge mand, da han forsøgte at løbe. "Tror du virkelig, at det er så nemt?" spurgte han med en fast tone. Han gjorde en kraftig bevægelse med hånden. Den mørke kugle han havde sendt op mod himlen, eksploderede i et så kraftigt lys, at det ville blænde selv de fleste. En ny kugle dannede han, og sendte direkte efter Lucifer i samme omgang. Den mand skulle ikke have lov til at komme derfra så nemt! De skulle lære på den hårde måde, at han ikke var den, som man ønskede som sin fjende og modstander!

[Jarniqa Dynithril]

Prisværdigt var det uden tvivl, at Lucifer ønskede at redde Jarniqa. Man kunne vel sågar sige, at det var romantisk? Lettere tragisk blev det dog af, at det lignede, at Lucifer var ved at tabe. Faktisk fik det helt Jarniqas hjerte til at synke og hendes bryst knuge. Ondt gjorde det nemlig, skønt hun måtte blive lettere håbefuld, som hun anede, at han var på vej tilbage til hende. Så langt, så godt! Nu skulle han blot ligge hånd på hende, og så skulle hun nok sørge for at få dem væk i en fart! Håbet sank dog i hende, som hun pludselig måtte blive frygtsom, som et bidende lys pludselig meldte sig overalt. Det hvide skær skar direkte i hendes øjne, og tvang hende til at lukke dem i, som tårer måtte forme sig i hendes øjenkroge. Ej vidste hun, hvad det betød, men bange gjorde det hende, og det fik hende automatisk til at beskytte sig selv. Benene trak hun op til sig, så hun nærmest rullede sig om til en kugle. Meget andet kunne hun dog ikke gøre, som hun ærlig talt var bundet på hænder og fødder. Hvordan Lucifer klarede den, vidste hun ikke.. Hun kunne blot mærke, at han ej var ved hende, og det var en tanke, som hun ikke brød sig om! Hvad lavede han? Hvad lavede Theodore? Uvisheden var næsten den værste! Endvidere var det også forbandet irriterende ikke at kunne gøre noget! Ej var hun vant til at være ’den hjælpeløse ungmø’, og nu hvor hun var det, måtte hun indrømme, at det var forbandet irriterende! Var der virkelig nogen der kunne lide den rolle? Hun kunne bestemt ikke!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var udmærket godt klar over, at den modstander, som han i øjeblikket stod overfor, var af slagsen, som han slet ikke kunne gøre noget ved. Han ville uanset ikke kunne slå ham. Krig og strid, var han dog ikke ude på, som han jo egentlig kun ønskede, at redde Jarniqa ud af denne situation, som hun var havnet i. Ikke ønskede han, at noget skulle ske med hende, og det var også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. En kamp på liv og død, var på alle måder nyt for ham, men ikke reagerede han med en voldsom frygt eller lignende. Det var han nok for fokuseret på andet til, at kunne være.
Det kraftige lys, skar ham så frygteligt i øjnene, at han måtte dække dem til med sine hænder. Han kom med et næsten smerteligt udbrud, idet han måtte stoppe op. Hvad pokker handlede det her om?! Omgående måtte hans øjne løbe i vand, som han forsøgte at genvinde fokus. Svært var det dog, som han næsten synes ikke, at kunne se noget som helst! "Tror du, at du kan slå mig!?" udbrød han med en fast tone. Han drejede let rundt, inden han bakkede nogle skridt. Hvor Jarniqa måtte ligge i forhold til ham selv, kunne han overhovedet ikke fokusere på lige nu. Denne mand var farlig, og han ville ikke have, at den mand fik fat i hende! Overhovedet ikke! "Jarniqa!" kaldte han med en fast tone. Han var ikke bange, men følte sig derimod temmelig presset. Han brød sig ikke om det her! Mentalt forsøgte han at fokusere. Han måtte se igennem den vej. Han blinkede med øjnene. Theodores udstråling, var så tydelig at fornemme. Her forsøgte han at gøre brug af Faiths gamle trick. Han forsøgte at fokusere.. Forsøgte at varme Theodore op indefra.. Forsøgte at brænde ham op!

[Theodore Jarvis Acheron]

Det kraftige lys som kom, var Theodore den eneste, der var forberedt på, og derfor kunne han også gemme ansigtet væk, så det netop ikke ville skære i hans øjne. Han vendte blikket efterfølgende mod Lucifer igen. Denne gang havde det haft den ønskede effekt. Manden var nemlig ikke i stand til at se noget! Jarniqa tænkte han ikke på. Så lang tid, at den unge tøs forblev tavs, gik han nemlig ud fra, at hun ikke var kommet fri, hvilket i forvejen, også var noget som passede ham fint. "Du kommer til at bøde for det her..!" hvislede han. Aldrig havde han været så meget i kontakt med sine følelser, som han var i en stund som denne. Om det var fordi, at det havde omhandlet Jarniqa, kunne han ikke sige. Det eneste, som han vidste, var at han i hvert fald ikke var tilfreds med, at hun havde valgt at vende ham ryggen på den måde, som hun nu havde gjort det.
Igen stoppede Theodore op, som følelsen af en intens varme i hans bryst, meldte sin ankomst. Han tog sig til det allerede brændte bryst, inden han bakkede igen. Forsøgte han at varme ham op indefra? Han bed tænderne svagt sammen. Han havde måske sat sit eksempel, men en ting var sikkert. Han var bestemt ikke færdig med dem endnu! De kunne bare vente sig! En sidste kugle samlede han i sin hånd, som han kastede direkte mod Lucifer, for at få ham til at stoppe. Dertil valgte han at forsvinde i en kulsort dis. I takt med at han forsvandt, måtte magien der holdt Jarniqa fas, også brydes.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Lange syntes sekunderne at være i det øjeblik, hvor Jarniqa måtte knibe øjnene sammen og klynge kroppen ind til sig. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun bestemt ikke brød sig om at være udenfor på den måde! Direkte forfærdeligt var det nemlig at være til stede, uden at kunne være med! ”Lucifer?” kaldte hun igen, som hun hørte hans kalden. Ej brød hun sig om, at det måtte foregå på den måde, og derfor blev det også bedre for hende, som hun pludselig ikke længere kunne seun det klare lys gennem øjenlågene, og som hun ikke længere kunne mærke de strammene reb omkring sin krop. Hvad foregik der mon? Desorienteret blinkede hun med øjnene, og begyndte at røre på sig. Havde Lucifer skåret hende fri, uden at hun havde opdaget det? Som hun langsomt rørte på sig, kunne hun dog mærke, at rebene helt manglede.. Det var som om, at de helt havde ophørt med at eksistere. Ned af sig så hun, hvilket gjorde, at hun måtte blive bekræftet i sin mistanke. Rebene var der slet ikke længere.. Hurtigt slog hendes hjerte dog endnu.. Og Lucifer? ”Lucifer?” kaldte hun igen, inden hun langsomt måtte skubbe sig selv op i en siddende stilling. En handling der fik hende til at skære en grimasse, som det gjorde ondt! Først og fremmest var hun jo blevet slynget ind i et træ.. Dernæst havde hun slynget sig ind i Lucifer.. Og til sidst havde hun trillet igennem skovbunden. Lettere uglet var hendes lange ravnsorte hår blevet, hvor der også måtte sidde små kviste i det. Derudover var hendes kjole blevet snavset, og hendes krop fuld af skrammer. Dog umiddelbart overfladiske, som der var nogle hudafskrabninger, rifter med friskløbet blod og blå mærker. Hun stirrede frem. Var Theodore forsvundet? Havde han valgt at stikke af? Hun kunne i hvert fald ikke se ham længere.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Helt blændet synes Lucifer at være, efter det kraftige lys, som havde skåret ham så voldsomt i øjnene, at det endnu måtte svide voldsomt. Han bed tænderne sammen. Var Theodore endnu til stede? Det håbede han da godt nok ikke, og særligt fordi, at han jo absolut intet kunne se i øjeblikket! Han bakkede endnu en gang, hvor han stødte ind i et træ. Han gned sig endnu en gang voldsomt i øjnene. Ryggen gjorde uden tvivl ondt, men det var ikke det, som han ikke kunne overkomme i øjeblikket. Han ville finde hende, og bare lige sikre sig, at hun var okay. "Jarniqa.." Han forsøgte at åbne øjnene, også selvom han stadig ikke var i stand til at kunne se noget som helst, hvilket heller ikke ligefrem, var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han rystede på hovedet. Igen lød hendes stemme, hvor han direkte vendte blikket mod den. Hun var der endnu, hvilket uden tvivl var noget, som glædede ham. Han søgte mod den. Mentalt kunne han da heldigvis også godt fornemme, hvor hun var i forhold til ham, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. "Er han væk? Er du okay..?" Primært de første tanker som han gjorde sig, og særligt når det kom til dette, for han havde jo aldrig ønsket, at noget skulle ske hende, og særligt når det var på denne her måde. Han rystede de tanker ud af hovedet. Så lang tid, at hun var sikret og havde det godt, så var han tilfreds. At han så selv var forslået nu, måtte han lære at leve med.

[Jarniqa Dynithril]

Ej var dette, hvad Jarniqa havde håbet på, som hun havde undersøgt sine omgivelser. Dog var det, hvad der havde sket, og glad kunne hun vel blot være for, at de begge var i live? Øjnene lukkede hun kort i igen, som hun hørte Lucifers stemme.. Hvilken lettelse. Stille blev hun siddende, som hun afventede, at han kom tilbage til hende. I sikkerhed måtte de være, som de umiddelbart var alene. Dog vidste hun ikke, om Theodore kunne finde på at komme igen, og måske med styrker, og derfor vidste hun ikke, om det var for det bedste, om de stak af. Som Lucifer kom tilbage til hende, måtte hun trække svagt på smilet, inden hun blidt tog om hans hånd. Beroligende måtte dette forekomme for hende, da det betød, at han endnu var hel. ”Jeg lever,” sagde hun stille, som det var, hvad der var vigtigst. Ej heller manglede hun nogle kropsdele, som det hele blot var skrammer. Blidt lod hun sine læber kysse hans håndryg, inden hun lagde sin pande imod den. ”Jeg tror, at han er væk.. Ej kan jeg se ham, og ej kan jeg føle hans magi længere.. Du kan åbne dine øjne igen.” Som hun sagde al dette og mærkede ham, måtte hun ligeledes føle, hvordan blandede følelser vældede op i hende. På den ene side måtte hun føle en umådelig kærlighed til ham. En der holdt af ham og sågar elskede ham. På den anden side følte hun en umådelig sorg, som den side måtte se den barske realitet i øjnene. Øjnene endte hun med at klemme sammen, alt imens hun pressede om hans hånd. På den ene side ønskede hun at holde ham, og på den anden side ønskede hun at give slip.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt gjorde det i Lucifers øjne, som han forsøgte at genvinde kontrollen over situationen. Lyset som havde været så stærkt og kraftigt, havde nemlig formået at blænde ham og hans øjne, uden at han egentlig kunne gøre noget synderligt ved det, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han fortsatte stille mod hendes stemme, frem til han kunne mærke at hun tog omkring hans hånd. Et sted lettede det ham at vide, at hun var okay. I princippet var det faktisk det eneste, som havde betydning for ham lige nu. Det var ligeledes også først nu, at han kunne mærke, hvor ondt dette rent faktisk gjorde.
Uanset hvad hun måtte gøre sig af tanker, var hans eneste ønske, at hun skulle komme godt fra det. Han forsøgte igen at åbne øjnene, også selvom det eneste, som han nærmest kunne se, var sol, måne og stjerner. Han rystede på hovedet, inden han hævede den frie hånd, og gned sig i dem. "Jeg kan næsten ikke se noget.." endte han tydeligt irriteret. Man skulle næsten ikke tro, at han var påvirket af dette, og særligt, som det stod i øjeblikket. Igen måtte han vende blikket mod hendes skikkelse, da han igen forsøgte at se. Hans øjne var røde. Tydeligt, at de måtte være irriterede over, hvad de var blevet udsat for. "Her kan vi ikke blive, Jarniqa. Det kan være farligt," sagde han endeligt. Heldig havde de måske været til nu, fordi at manden havde valgt at søge væk herfra, hvilket var til deres fordel. Dog ville han ikke sidde her, i tilfælde af, at han kom tilbage med forstærkning. Han trykkede om hendes hånd, inden han knælede ved hende. "Du er helt okay?" spurgte han igen. Han ønskede ikke, at noget skulle ske hende.

[Jarniqa Dynithril]

Beroligende virkede det på Jarniqa at mærke Lucifer ved sin side igen. Man kunne vel næsten vove og påstå, at han var blevet en del af hende? Ondt gjorde det derfor også på hende, som han sagde, at han næsten ikke kunne se noget. Det føltes nemlig som et direkte stik i hjertet. Underlæben bed hun ned i, hvor hun blot måtte håbe, at skaden ej var permanent. Dog var hun ikke tilfreds lige meget hvad. ”Giv det tid..,” sagde hun stille. Forhåbentligt skulle hans øjne blot vænne sig til det faktum, at det skarpe lys nu var forsvundet. Hvordan Theodore havde gjort dette trick, vidste hun endnu ikke, men virket efter hensigten, havde det tydeligvis. Som han sagde, at de ej kunne blive, vidste hun, at han havde ret. Hvad Theodore tænkte, vidste hun ikke, men der var en risiko for, at han ville vende tilbage, og det var en chance, som hun alligevel ønskede at løbe. ”Jeg ved det,” sukkede hun. Hvorfor havde Theodore også handlet sådan imod hende? De havde jo næsten været … familie. Ondt gjorde det, men værre blev det vel kun af, at hun tænkte over det? Tungt trak hun vejret, inden hun skulle til at kæmpe sig op, inden hendes hjerte måtte stoppe. Ej var det fordi, at Lucifer lignede en der var døden nær – overhovedet – men alligevel måtte det smerte hende at stirre ind i de røde øjne og vide, at det var hendes skyld. En skælven tog fæste i hende, hvor hun endte med at trække hånden til sig, så hun i stedet kunne lægge dem begge i sit skød. Om hun var okay? På ingen måde! Ikke just grundet det fysiske, men nærmere grundet det psykiske. Blikket sænkede hun. Varme begyndte at opstå i hendes hoved, hvor de særligt samlede sig omkring hendes øjne og fugtede dem. ”.. Jeg tror det er bedst, hvis du tager af sted.. Alene,” lav måtte hendes stemme være, som hun sagde dette, som de nærmest måtte være en ulykkelig hvisken.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

På trods af omstændighederne, var de begge kommet fra det, og det var naturligvis det som glædede Lucifer. Ikke at han ønskede, at nogen skulle komme tæt på Jarniqa, og nok til at gøre hende ondt, for det ønskede han på ingen måde! Han vendte blikket mod hende. Han kunne ganske vidst ikke se hende ordentligt, men han kunne da se hende lidt, og det var vel det, som for hende var det vigtigste? Han sendte hende et stille smil. "Jeg kan ikke gøre andet," sagde han direkte.
Skaden som Lucifer denne gang havde pådraget sig, havde endnu en gang været for hendes skyld. Sidst var det jo af hendes værge, fordi han havde gjort hende ondt. Det var ikke tilfældet denne gang. Han havde sprunget ind, for at hjælpe hende, og det kunne man jo godt sige, havde virket efter omstændighederne. At hun gav slip på hans hånd, gjorde ham dog urolig. "Du vil have mig til at tage videre.. selv? Tror du, at jeg vil lade dig sidde her?" spurgte han med en direkte stemme. Nix! det var på ingen måder noget, der ville komme på tale for hans del! Overhovedet ikke faktisk! "Jeg lader dig ikke sidde her, Jarniqa.. Kom nu med," sagde han kort for hovedet. Var hun... ked af det? Hvorfor? Den mand havde jo været ude på at gøre hende ondt, og så ville hun sidde og flæbe over det? Hans hånd søgte hendes endnu en gang, som han trykkede om. Han ville jo passe på hende, og det havde han tænkt sig at fortsætte med. "Du får ikke lov til at blive her," sagde han kortfattet.

[Jarniqa Dynithril]

Om Jarniqa fik det værre eller bedre af, at han nægtede at efterlade hende, vidste hun ikke. På den ene side gjorde det hende glad, da hun elskede at have ham omkring sig, hvor det på den anden side gjorde hende ondt, da hun tydeligvis var skidt for ham. Dette var nemlig den anden gang, at hun satte ham i fare, og burde hun virkelig være egoistisk og lade det ske en tredje gang? Svært var det, som hun på den ene side ønskede at være egoistisk og kræve ham, men hvor hun på den anden side ikke kunne bære at være årsag til, at han adskillige gange kom til skade. Tænderne bed hun sammen. Hård var skyldfølelsen ved hende, hvor hun ej var vant til at føle den. Hånden forsøgte hun derfor igen at liste ud af hans, som han forsøgte at tage om den igen. Mest af alt ønskede hun dog at lægge sig ind i hans favn. Ej så hun ham ind i øjnene, som det gjorde ondt at se den røde farve og vide, at det var grundet hende, at det var sket. Blikket vendte hun ned mod jorden. Svært måtte det også være at se ham i øjnene samtidig med, at hun bedte ham om at forlade hende. ”Det er blot at vende ryggen til og gå,” sagde hun stille, skønt hun ikke selv følte, at det var så ligetil igen. Hvis det havde været det, havde hun vel selv skubbet ham væk og gået? ”.. J-Jeg elsker dig, men jeg ønsker ikke at være årsagen til, at du gang på gang bliver skadet.. Gå,” lød det stille fra hende, hvor det vel måtte være hendes største kærlighedserklæring hidtil? Aldrig havde hun sagt, at hun elskede ham, og det at hun ønskede ham væk betød jo kun, at hun holdt så meget af ham, at hans smerte gjorde hende ondt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ikke ønskede Lucifer at lade Jarniqa være igen her. Hvorfor hun pludselig opførte sig på denne måde, havde han rent faktisk svært ved, da det på ingen måder lignede hende, at gøre dette. Igen afviste hun ham, da han søgte hendes hånd. Det gjorde ham trist et sted. Under omstændighederne, havde han det jo faktisk fint, så hvad var grunden til at hun handlede som hun gjorde? Han rynkede i panden. "Tror du, at jeg går nogen steder? Jeg har ikke tænkt mig at vende ryggen til, og bare gå," afviste han med en direkte stemme. Dette var rent faktisk noget af det sidste, som han ønskede sig!
Lucifer var efterhånden ikke i tvivl om, hvad han følte omkring Jarniqa. Aldrig havde han stået i en situation, hvor han direkte havde elsket en anden kvinde, og særligt ikke på denne her måde. Som hun direkte skænkede ham de store ord, hvor hun sagde, at hun elskede ham, endte han med at stå fuldkommen stille. Hun elskede ham? Gjorde hun virkelig det? Vidste hun overhovedet hvad de ord betød? Nu hvor hun havde været så blank på alt mulig andet. "Jeg går ikke nogen steder, Jarniqa," fastholdt han med en sigende mine. Han rystede fast på hovedet. Han ville ikke høre tale om andet, og særligt ikke når det forholdt sig på denne her måde. "Som du elsker mig... så elsker jeg dig. Hvorfor tror du, at jeg gør, som jeg gør? Jeg ønsker ikke, at noget skal ske med dig," fastholdt han. Igen mere bestemt, greb han ud efter hendes hånd. Han lod hende bestemt ikke være her!

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Lucifer gik eller ej, var Jarniqa begyndt at tvivle på. Stædig som et æsel syntes han nemlig at være, som han blev ved med at gentage, at han ej ville gå nogle steder. Selv ønskede hun bare, at det var, hvad han gjorde, så hun kunne stoppe med at gøre ham fortræd. Det var nemlig tydeligvis, hvad hun gjorde. Der kunne de to seneste par gange nemlig ikke tage fejl! Det hele omhandlede jo hende.. Fordi han var hende nær. Øjnene lukkede hun igen i, som han fastgjorde, at han ej forlod hende her, og at han elskede hende. Varm måtte hun uden tvivl føle sig om tanken om, at han ligeledes elskede hende. Derudover forstod hun ham godt, for selv havde hun jo heller aldrig forladt ham, hvis det var ham, der havde kommet noget til. Det havde hun også bevist, som hun havde blevet hos ham i Paggeija. Læben bed hun ned i, som han igen tog om hendes hånd. Skulle hun mon forsøge at rive den til sig igen. ”Og hvis du ligeså forstår, hvad jeg siger, vil du også forstå, at jeg ikke ønsker at være årsag til dine smerter,” endte hun ærligt med at sige. Det måtte vel give mening for ham? Han ønskede vel heller ikke hende noget ondt? ”..Jeg bringer dig tydeligvis ulykke, og det ønsker jeg ikke at gøre. Jeg ønsker, at du har det vel.” Selv vidste hun, at hun gjorde ham glad, men kunne glæde virkelig opveje for det faktum, at folk forsøgte at slå ham ihjel grundet hende? Det mente hun ikke just, at det kunne, som hun ikke kunne bære tanken om, at hun kostede ham hans sikkerhed. Der holdt hun for meget af ham til at ønske at påføre ham smerte.