It wasn't my fault!

[Theodore Jarvis Acheron]

Som Jarniqa havde valgt at vende ham ryggen.. dolke ham i ryggen, havde hun gjort ham til en fjende, hvilket var noget som hun bare måtte acceptere. Som en mand uden sjæl, var han nok næppe den, som man ønskede som sin fjende, og det skulle hun tidsnok finde ud af. Vrede følte han ej, som han ej kunne føle glæde, sorg, frustration eller noget lignende. Til tider prikkede det til ham, selvom han aldrig kunne finde ud af, om det var det ene, eller om det måtte være det andet. Han klarede sig på trods af dette, og det havde han alle dage gjort.
"Ej kan jeg være den, som du ønsker som din fjende, Jarniqa." Hans stemme var advarende, som han denne gang blev stående. Han kendte hendes handlingsmønster, da han selv havde skænket hende det. Han havde skænket hende den magiske kunnen, som hun havde i sin besiddelse, og dette ville forfølge hende resten af hendes liv. Øjnene kneb han tydeligt sammen. Kuglen som han greb, sendte han direkte retur. Den eksploderede nærmest mod det skjold, som hun hævede mod ham. Meget muligt, at hun i denne situation, måtte være på hjemmebane, men selv han kendte områderne heromkring i større forstand, end hvad hun kunne sige sig, at gøre.
Hvad Theodore dog ikke havde regnet med, var rødderne, der skød op af jorden, hvor de greb omkring hans håndled og ankler, hvor han endte med at stå fuldkommen fastspændt. Han knyttede næverne. Hans øjne endte denne gang med at blive sorte. Han begyndte at messe.. I sammendrag med dette, begyndte jorden at ryste under dem. Nede ved jorden, begyndte rødderne at brænde. Han tøvede ikke med at gøre skade på skoven, for at komme fri!

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigt måtte Jarniqas hjerte banke som ’kampen’ stod på. Alligevel måtte hun samtidig finde sig overraskende klar i hovedet. Denne her gang tøvede hun nemlig ikke med, hvad hun skulle gøre, som hun blot gjorde det. Derudover vidste hun også, at det var nu det gjaldt, som hun vidste, at han ej ville være mild ved hende, hvis først hun gav ham muligheden for det. Desuden.. hvor hård kunne han finde på at være ved hende? Kunne han dræbe hende? Hende han havde boet med og trænet? Var det virkelig ulempen ved at støtte sig til en sjæleløs mand? ”Er jeg måske den, som du ønsker som din?” spurgte hun sigende for nej. Der var ikke en del af hende, der ønskede ham som sin fjende. Ikke kun fordi, at hun vidste, at han var stærk, men fordi, at de rent faktisk havde et personligt bånd sammen. Et bånd, som hun følte han havde glemt. Som kuglen eksploderede imod det skjold, som hun havde oprettet, måtte hendes første tanke være, om det havde gået forbi Lucifer? Havde han hørt braget? Havde han opdaget de pludselig svajende træer? Ja, døv og blind skulle han vel være, hvis han ikke havde opdaget det.. Dog frygtede hun et sted, at han ville komme forbi, da hun ikke ønskede, at det skulle gå ud over ham. Øjnene kneb hun sammen, som det faktisk lykkedes hende at binde Theodore fast. En ny handling måtte hun dog komme med, som hun så, hvordan rødderne og grenene omkring ham begyndte at brænde, samt hun kunne mærke, hvordan jorden rystede.. Behændigt trådte hun et par skridt tilbage i tilfælde af, at han skulle ønske at styrte jorden. Skønt han endnu ikke var fri, måtte hun sende en ny magisk kugle efter ham, som hun måtte distrahere ham, inden hans vrede vendte sig imod hende!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var bestemt ikke den mand, som Jarniqa ønskede som sin fjende. Han var kold og sjæleløs. Han var ligeglad med hvad andre sagde, gjorde og tænkte, da han udelukkende handlede for sin egen del, og ikke for alle andres, for det havde han jo trods alt aldrig haft en grund til, og det ville han nok heller ikke få lige foreløbig. Han kneb øjnene let sammen. Hun ville hade at have ham som sin fjende, men hun havde selv valgt at gøre ham til en, ved at handle imod ham, selv på trods af alt det, som han igennem den seneste tid, havde valgt at give hende. Han havde jo givet hende så meget andet, som andre ikke havde gjort!
Theodore spændte fast i hele hans krop, som han forsøgte at rive hænder og fødder til sig, selvom det ikke helt ville som han ville. Det kunne godt være, at skoven og naturen var hendes domæne, men mørket og magien var hans. Og der, ville hun ikke være i stand til at slå ham endnu! "Du har netop gjort mig til din fjende," endte han med en fast tone. Han ville ikke være nem at slå, og det vidste hun jo trods alt også godt, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Kuglen som hun kastede direkte mod ham, ramte denne gang. Røddernes kontrol over ham, blev brudt, da han blev kastet baglæns. Han ramte dog ikke jorden, før han var forsvundet i en mørk og sort dis. Denne samlede sig igen ved en samling træer. Hans øjne var denne gang helt mørke. Energien gnistrede nærmest i hans håndflader. Hovedet od han kort søge på sned, inden han skubbede begge hænder kraftigt fra sig, hvor han sendte en trykbølge direkte mod hende. At slå ihjel, var han ikke ude på. Tvært imod, så ville han hellere sætte et godt eksempel. Dette fandt han sig ikke i!

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det, som Theodore reklamerede, at de hermed var erklæret fjender. Ej var det nemlig, hvad hun lystede. Dog tænkte hun, at hun måtte have været frygteligt naiv med ham, siden deres forhold havde kunnet vende på en tallerken. Det var måske blot, hvad der skete, når man allierede sig med sjæleløse mennesker? Hun burde vel have vidst, at han før eller siden ville havde kastet hende fra sig som ingenting? Intet sagde hun dog, som det gjorde for ondt. I stedet så hun blot til, som det hun gjorde ved ham lykkedes. Hun så, hvordan rødderne og grenene blev flænset op, som hans krop blev kastet bagud. Mange gange havde de dystet mod hinanden, men hvad værre var, at denne her gang var det rene alvor. I princippet kunne dette vel være et spørgsmål om liv og død, hvis han virkelig mente, at de var fjender nu? Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte nærmest stoppede, som hans trykbølge ramte hende, og kastede hende bort! Desorienteret måtte hun helt føle sig, som hendes bagkrop slog ind i et af træerne, og fik hende til at lande siddende på jorden. Et jag gav det i hendes krop, hvor det ligeledes gav hende en dundrende hovedpine! Dog vidste hun, at hun ikke måtte hvile på laurbærerne, og derfor placerede hun begge hænder mod jorden. Igen begyndte jorden at bevæge sig, som den begyndte at ryste. Sprækker begyndte at opstå, hvor vand begyndte at pible op for disse revner. Hurtigt slog hendes hjerte, som det uden tvivl krævede sit af hende at benytte sig af sin magiske og mørkelviske kunnen, samtidig med, at hun rent faktisk frygtede for sit ve og vel. Skrammer havde hun også fået på sin krop, som hun havde fået et par rifter af at vælte ind i træet. Ligeså tvivlede hun ej heller på, hvilke blå mærker hun ville få bagtil. Det smaragdgrønne blik lod hun igen søge mod Theodore og de mange træer der stod omkring ham. Levende måtte skoven helt se ud, som træer og rødder nok engang kom i bevægelse! Både for at spænde ben for ham, slå ud efter ham og at fange ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor lang tid Lucifer havde siddet og ventet i lejren på, at Jarniqa ville komme retur, vidste han ikke, men efterhånden kunne man sige, at han var ved at blive utålmodig. Bålet havde han fået gang i, selvom det alene, ikke havde krævet alverdens set fra hans side af. At det derimod begyndte at buldre under jorden, og lyden af det kraftige brag, var hvad der havde revet Lucifer ud af hans tanker, hvor han også hastigt måtte rejse sig op. Hvad med Jarniqa? Var hun ved at komme galt afsted?
Med faste skridt, søgte Lucifer igennem skoven, for at finde ud af, hvad der foregik. Tænk hvis der var sket hende noget? "Jarniqa!" kaldte han med en fast tone. Han spændte fast i kroppen. Det var en urolig fornemmelse, som meldte sig i hans krop og sind, og dette var i forvejen ikke noget, som han brød sig om. Han skubbede grene og buske til side, for at komme forbi. Her kunne han også fornemme Jarniqa mere og mere, så han måtte efterhånden også nærme sig. Han hastede hen mod hendes skikkelse, da han havde fået øje på hende. Theodore var ham en ukendt mand, og særligt af udseende. "Hvad pokker foregår her?" endte han med en tydelig alvorlig stemme. Alene ønskede han jo ikke, at der skulle ske hende noget. Hun var ham for vigtig og alt for betydningsfuld, til at han ville have, at det skulle ske! Han vendte blikket frem for sig. Skikkelsen i kamp med buske og træer, var dog det næste.. Var det.. dem som var skyld i alt det her?

[Theodore Jarvis Acheron]

Fuldstændig ligeglad med Jarniqas følelser, var hvad Theodore var, og det var han heler ikke bange for at lade hende vide. Han var skuffet over hendes handlinger og de beslutninger, som hun nu havde valgt at tage, og særligt fordi, at det havde været imod ham. Det var nu også konsekvenser, som hun måtte tage. Kuglen ramte ham direkte i brystet, hvilket uden tvivl kunne mærkes. Det gjorde ondt, og han var ikke typen der peb. Det havde han aldrig nogensinde været. Det var en svaghed i Acheron-familien at gøre således!
Trykbølgen som han efterfølgende satte direkte mod hende, ramte også hende. Bare alene lyden af det, var som sød musik for hans ører. Hun havde fordele at gøre brug af, og drage nytte af, som han havde det samme, så det var bestemt heler ikke noget, som man skule tage fejl af. Han nåede kun lige at rette sig op, inden træerne omkring ham, nærmest vågnede af en dvale eller koma, for derimod at tæske løs på ham. Med faste skridt, trådte han bagud, for ikke at ende med at få en massiv gren direkte i ansigtet. Vred som hans end måtte være, vendte han sig mod dem. Den gnistrende kugle dannede han endnu en gang, hvor han smed den direkte mod det nærmeste træ, som omgående gik op i flammer, der lyste hele stedet op. "Få det til at stoppe!" endte ham med en fast tone, som han igen vendte sig mod hende. Omringet af træer og natur, som slog ud efter ham, samt gjorde alt for at holde ham hen. Kreativt, men det ville ikke holde i længden. Igen samlede han sig en lille kugle, inden han smed den direkte efter hende og manden ved hendes side. Han gjorde det nu, for at ødelægge og dræbe. Grænsen var nået!

[Jarniqa Dynithril]

Ondt måtte det pludselig gøre, hvor det både måtte være i hovedet og i kroppen. Længe siden var det, at Jarniqa havde fornemmet denne form for smerte, men længe siden var det også siden hende og Theodore sidst havde trænet. Dog var dette ikke længere nogen form for træning, som dette her var virkeligheden. Det her var en reel dyst. Hvor langt Theodore kunne trække den, var hun rent faktisk i tvivl om, og det var lige netop den uvished, som hun frygtede. At Lucifer pludselig endte ved hendes side, gjorde ikke just sagen bedre, for skulle hun nu til at kæmpe for de to? Det nyttede nemlig ikke just, at han bare stod der og … kiggede på. ”Theodore,” nåede hun at sige, inden hun bemærkede en ny kugle komme i deres retning. For sent opdagede hun den til, at hun kunne sende et modangreb, og derfor sendte hun i stedet et forsvar. Et skjold dannede hun nok engang, hvor hun denne her gang måtte gøre det stort nok til, at det både kunne dække hende og Lucifer. Det mere afkræftende måtte det være, hvor hun ej heller ønskede, at Theodore også begyndte at gå efter Lucifer.. Derfor sagde hun hurtigt med sammenbidte tænder til ham. ”Gå!” Ganske vidst var hun kendt for at være bedst magisk, når hun var mest presset, men alligevel ønskede hun ikke at sætte ham i en mulig fare. Derfor måtte det være bedst at sende ham væk igen.. En håndbevægelse lavede hun, som hun sænkede skjoldet – som det ikke længere var nødvendigt – så hun i stedet kunne sende tre kugler i Theodores retning denne her gang. Eftersom det var ham der havde et problem med hendes tilstedeværelse, måtte det også være ham det gik! Ej skulle han tro, at han så let kunne koste rundt med hende!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad pokker var det egentlig der foregik? Det var den eneste tanke, der slog ind på Lucifer! Ikke ønskede han jo, at der skete noget med hende, og derfor ville han da straks undersøge denne sag. At hun derimod skulle findes midt i en magisk duel mod en stærkere warlock, var da det sidste som han havde regnet med! "Så det her, er den store Lucifer?" Han nåede kun lige at vende blikket mod manden, idet at hun lod skjoldet vokse omkring dem, så besværgelsen ikke ville ramme dem.
Automatisk måtte Lucifers hjerte slå mere og mere mod hans bryst, som han endnu en gang rejste sig op. Gik denne mand nu også mod ham? En mand, som intet havde haft med dette at gøre? Hvad det her handlede om, var i forvejen temmelig ukendt for ham, da han ikke rigtigt kendte til denne mand, eller hvad deres bånd og relation omhandlede, men før eller siden, ville det nok også gå op for ham. Han kneb øjnene let sammen. "Jeg går ikke nogen steder," sagde han med en tydeligt bestemt tone. Tanken alene om det faktum, at denne mand udelukkende var ude på at gøre Jarniqa fortræd, var slet ikke en tanke som han kunne have. Han knyttede næven sammen, som omgående gik op i flammer. Selv burde han måske ikke gøre dette endnu, men for pokker, så var det her jo en situation, som nærmest krævede det af ham. "Ikke når han gør dig fortræd," endte han med en bestemt tone. Denne gang sendte han en kugle af ild mod denne Theodore. Ligeglad med hvem han var, eller hvad betydning han havde. Han skulle ikke gøre Jarniqa noget ondt!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore mærkede det sitre og dirre i hans krop. Var det sådan vrede føles? Han vidste det faktisk ikke. Det eneste han vidste, var det her rent faktisk pressede ham ud i noget, som han faktisk ikke brød sig om, og de træer der forsøgte at slå ud efter ham, gjorde det heller ikke ligefrem meget bedre for hans vedkommende. Selv nu hvor hans kugle ikke ramte, hvilket nu heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så gjorde det ham kun mere rasende, end hvad han havde været til nu.
Hvem end den mand var, som havde kommet hende til undsætning, vidste han ikke, men en ting var sikkert. Den mand ville komme til at bøde for det valg, at komme her og blande sig. "Så det må være kæresten," endte han med en iskold og hvislende stemme, inden han igen kneb øjnene sammen. Som ildkuglen blev sendt direkte mod ham, fik ham til at grine.. Han grinte rent faktisk, udelukkende fordi at han måtte finde denne tanke ekstremt morende, og det var i forvejen, ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, uanset hvor meget, man nu ville det eller ikke. Denne gang hævede han hænderne, hvor han selv rejste det beskyttende skjold, som ildkuglen braste direkte imod, med et mindre brag. Hans øjne blev denne gang helt kulsorte. Magien skød igennem hans krop og sind, som blod. Det fyldte ham med en følelse af energi, og en følelse af magt. Han gjorde et kraftigt kast med hånden, hvor slangelignende reb, slyngede direkte ud af hans ærmer, og direkte mod Lucifer. Hvis det var den mand han skulle ramme, for at ramme hende, så gjorde han det selv med den største glæde!

[Jarniqa Dynithril]

Han gik ingen steder? Det hjalp jo på ingen måde! Faktisk forværrede det kun situationen, at han blev og stod og så på! Distraherende var det også for Jarniqa, som hun rent faktisk holdt af Lucifer. Ej ønskede hun, at der skete ham noget, og derfor ønskede hun, at han enten skulle holde sig bort eller formå at jage Theodore helt på flugt. Det andet hjalp jo ikke en meter! ”Gå nu!” bad hun Lucifer igen, som det kun forværrede situationen, at Theodore nu også begyndte at kommentere på Lucifers tilstedeværelse. Hun ønskede jo for helvede ikke, at han blev blandet ind i sagen! Han havde jo intet med det at gøre, som dette udelukket omhandlede hende og Theodore. At Lucifer forsøgte at angribe Theodore, hjalp en anelse på det hele … lige indtil hun så, at Theodore blot grinte af det hele! Nervøs gjorde det hende, som det betød, at det hele oprigtigt kun var blevet forværret. En klump i halsen fik hun, som hun dernæst så, hvordan reb sprang ud fra Theodore, og ilede sig vej mod Lucifer. Hvorvidt hun tænkte eller ej, vidste hun ikke, men mirakuløst fik hun hurtigt kæmpet sig tilbage på benene, så hun blot kunne springe ind i Lucifer, så hun tog pladsen fremfor ham. Selv kunne hun fornemme, hvordan reb kvælende måtte binde sig om hendes håndled og liv, hvorefter hun pludseligt blev trukket væk fra Lucifer. Som dette skete, måtte hun også glide og vælte, Som hun i stedet blev trukket hen imod Theodore. Hurtigt slog hendes hjerte, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle mene om noget af al dette! Hvad kunne Theodore mon finde på? Hvorfor holdt Lucifer sig ikke væk? Hvorfor var det hende, som igen skulle redde ham? Ufatteligt dumt var det, hvor hun selv blot følte, at det hele var blevet forværet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde bestemt heller ikke tænkt sig, bare at stå og kigge på, og særligt når det forløb sig således. Tanken brød han sig bestemt ikke om, og alene tanken om at noget skulle ske hende, var direkte dræbende for ham, for det ønskede han da på ingen måde. Selv hans hjerte begyndte at slå og hamre mod hans bryst. Manden grinte.. manden var ond og kold, og mere end hvad selv Lucifer var i stand til at beskrive med ord. Hvorfor gjorde han det her? Havde Jarniqa provokeret ham til den form for handling?
"Jeg går ingen steder!" endte han med en fast og mere bestemt tone, end hvad han havde gjort brug af hidtil. Selv gik han til angreb på Theodore, udelukkende fordi, at han gjorde det på hende. At han så valgte at tage ordet 'kæreste' i sin mund, måtte få selv Lucifer til at stoppe op for en kort stund. Det var måske ikke sådan, at de var officielt, men et sted, så opførte de sig vel således? Han selv nåede dog ikke at gøre sig andet end tanken, før Theodore havde gjort sig modtræk, og Jarniqa var.. hoppet ind foran ham? Et sted var det med en meldt vrede i sindet, da hun bestemt ikke skulle have lov til at lege martyr, for at redde ham, når det burde være omvendt! "Lad hende gå!" udbrød Lucifer med en hård og fast mine, idet han bare.. satte direkte i løb. Han hastede forbi hende. Han skulle ikke have lov til at tage hende. Alt hvad hans ben kunne bære af fart, gjorde han, idet han gjorde et direkte udfald mod Theodore da han kom tæt nok på. Igen hævede han sin kropstemperatur, så den igen føles hed og brændende. Hans hænder blussede op i flammer, hvor han tog direkte fat i manden. Han skulle ikke tage hende fra ham!

[Theodore Jarvis Acheron]

Det måtte være kæresten. I bund og grund, var det faktisk det eneste, som gav mening for Theodore i en stund som denne, og særligt, sådan som de forsøgte at beskytte hinanden. For ham, var det et ekstra punkt, som han kunne få lov til at ramme, og det var uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre!
Rebene slyngede han direkte mod Lucifer, selvom Jarniqa sprang ind foran. Ikke at det gjorde ham noget, for at få hende med sig, ville bestemt heller ikke gøre ham noget. Han begyndte at trække, samtidig med, at de ville stramme, så det ville være umuligt for hende, at komme fri. Dette var hensigten ene og alene, og det var lidt sådan, at han havde det med tingene. At den unge mand reagerede så voldsomt, gik dog først op for ham, da han satte i direkte løb mod ham. Rebenes kontakt med hans egen krop, måtte han bryde, idet at Lucifer sprang direkte ind mod ham. Han vaklede baglæns og røg direkte ind i et træ. Det første som han bed sig mærke i, var den følelse af varme der bredte sig, og .. synet af ild. Var knægten ilddæmon? Han skulle bestemt ikke have lov til at gøre det! Hænderne placerede han hårdt mod Lucifers bryst, hvor han med en trykbølge, skød ham direkte af sig igen. Begrænset var det nemlig, hvor godt den unge mand, ville være i stand til at holde fast i ham, hvilket var noget af det, som han da havde tænkt sig at udnytte i den forstand at han kunne. Rebene begyndte at slange sig om Jarniqas krop, for at holde hende fast. Imellemtiden, kunne han jo passeligt skænke hele sin opmærksomhed til Lucifer. Brændt som hans tøj var, bredte duften sig af brændt kød også. Et imponerende træk, men forhastet. Det ville koste dyrt.

[Jarniqa Dynithril]

Ej var det fordi, at Jarniqa ønskede, at det skulle være nødvendigt for hende at redde Lucifer, som hun derimod ønskede, at han var stærk nok til at tage vare på sig selv. Dog kunne hun ej heller få sig til at se væk, og derfor sprang hun også ind i ham, så hun kunne tage pladsen i stedet for ham. Denne duel var desuden ment for hende og Theodore. Ikke for hende, Theodore og Lucifer. Problematikken steg dog på et splitsekund, som hun mærkede rebenes tag om hende. Hvordan de bandt hende, og hvordan de trak hende imod Theodore. Selv hørte hun svagt, hvordan Lucifer himlede op, men svært var det at tage ind, som hun selv kæmpede med rebene og det at blive væltet omkuld. Pludselig stoppede hun også med at blive trukket hen over jorden, men som det skete, følte hun ikke just, at det blev bedre for hendes vedkommende. Stille lå hun på jorden, men ej gjorde rebene det. Som kvælende slanger bandt de sig om hende. Tvang hendes arme ind til hendes krop, samt benene ind til hinanden. Meget efterlod det hende ikke med, som hun blot kunne bevæge sig, som var hun en orm. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun følte sig frygteligt handicappet. Ej kunne hun slå fra sig og løbe. Magien vidste hun ej heller, hvordan hun skulle benytte. Tænderne bed hun sammen. Hvad foregik der i det hele taget? Som en orm forsøgte hun at slange sig, som hun forsøgte at vende sig om. Let var det ikke, som grene, rødder og sten måtte genere hendes krop, men alligevel fik hun vendt sig til sidst. Hurtigt fik hendes smaragdgrønne øjne øje på det, som hun ønskede at finde. Lucifer og Theodore. Prisværdigt var det uden tvivl, at Lucifer forsøgte, men det at Theodore syntes upåvirket, fik blot hendes frygt til at stige.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede på ingen måde, at noget skulle ske med Jarniqa, og derfor handlede han lidt uden egentlig at tænke sig om. Et sted var det vel egentlig bare typisk, at det foregik således? Han løb alt hvad hans krop og ben kunne bære. Han sprang direkte på Theodore, hvor han forsøgte at brænde ham. Alt for at få ham til at slippe Jarniqa, for han ville ikke have at han skulle røre ved hende!
Trykbølgen som han sendte direkte mod ham, kastede Lucifer adskillige meter bagud, hvor han røg direkte ind i et træ med ryggen først. Han gispede svagt, idet han faldt ned på jorden nogle meter fra Jarniqa. Det kunne godt være, at han ikke havde noget med det her at gøre, og at det i princippet, slet ikke burde være hans kamp og strid, men han var blevet frygtelig glad for hende, og derfor ønskede han heller ikke, at noget skulle ske med hende. "Lad hende gå," hvislede han med en fast og iskold stemme. Han kunne ikke skjule det ubehag, som han følte ved at stå fanget i en situation som denne, og særligt fordi, at det var som det nu var. Jarniqa.. En kvinde, som han virkelig var gået hen og blevet ekstremt glad for, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Svagt måtte han alligevel bide tænderne sammen. Igen blussede flammerne op i hans hænder, som Theodore vendte sig mod ham. Kamp og strid, var han dog ikke ude på. Han ønskede bare at beskytte Jarniqa, og det var med alt hvad det indebar.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodores øjne lynede. At de var to, var slet ikke noget som rørte ham på noget tidspunkt, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han lod Jarniqa blive liggende på jorden, da han umiddelbart ikke gik ud fra, at hun kunne finde ud af, at komme fri. Så denne gang var det udelukkende Lucifer, som havde hans fulde opmærksomhed, og det var sådan at han gerne ville have det.
"Giv mig en god grund," endte han med en kortfattet og tydeligt hvislende stemme. Han kneb øjnene let sammen, som han så Lucifers hænder blusse op i flammer igen. Tanken alene om det, var noget som vækkede en følelse af ren og skær vrede. Var det virkelig sådan at det føles at være vred? Han vidste det faktisk ikke helt, for han kunne ikke huske det. Det var jo så lang tid siden, at han havde følt noget, som bare måtte minde om det. "Tror du virkelig, at det der vil gøre nogen forskel?" spurgte han med en hvislende stemme. Hovedet søgte let på sned. Han søgte langsomt i retningen af hans skikkelse. Bange var han ikke for denne unge mand, og han havde heller aldrig haft en grund til at skulle være det. En gnistrende kugle skabte han atter i hans hånd. Denne søgte dog op i himlen, i takt med at den blev færdig.. kun for at forsvinde deroppe i mørket. Det kolde smil bredte sig på hans læber. Koldt og morderisk.