It wasn't my fault!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa Dynithril, Lucifer Phoenix I. Jaceluck og Theodore Jarvis Acheron

~~~~~~~~~~~~

Sen eftermiddag var det, som Jarniqa vandrede omkring i Den Mørke Skov. Et par hundrede meter tilbage var Lucifer og den lejr at finde, som de havde opstillet. Passende havde de fundet det at gøre holdt for natten her i skoven, da træerne afskærmede dem. Derudover havde hun blot set sig nysgerrig på stedet, som hun altid havde nydt naturen og derfor fundet skoven som en selvfølge. Som hun var her, kunne hun dog på ingen måde sige, at området mindede om noget hun kendte. Dødt så det nemlig helt ud, som bladende på træerne ej var sprunget ud, skønt de syntes at havde gjort det alle andre steder. Det var en opdagelse der øjeblikkeligt havde fået hende til at rynke på brynene, som det forekom hende direkte mærkværdigt! Dog havde det også fået hende til at undersøge området noget nærmere, og derfor havde hun sagde til Lucifer, at han blot kunne hvile sig i lejren, mens hun spenderede en times tid på at studere nærområdet.
Fra Appolyon til Den Mørke Skov havde de reddet, hvor de nu håbede på snarligt at støde på mørkelverne. Selv kunne Jarniqa mærke, hvilken lettelse det havde givet hende at forlade Appolyon for at finde mørkelverne, da det havde betydet, at hun ikke længere burde være i fare for at miste Lucifer. Hvis han havde ønsket at afbryde turen, havde han nemlig gjort det i sin fødeby.
Nysgerrigt søgte de smaragdgrønne øjne omkring. Hendes røde kjole bølgede let til hendes yndefulde bevægelser, som hun bevægede sig hen over rødder og ind mellem de mange træer. Ej kunne hun spotte noget liv, men høre det kunne hun uden tvivl. Særligt uglernes tuden. Let føjede hun en løbsk ravnsort hårlok om bag det ene spidse øre, inden hun nysgerrigt fortsatte sin vej. Meget var der måske ikke at se her, men interessant var det stadig at opleve!

[Theodore Jarvis Acheron]

En hård tid havde det uden tvivl været for Theodore, efter at han havde været tvunget fra Manjarno. Den forbandede drage og Denjarna havde nemlig været den faktor, som havde jaget ham på flugt. Rygterne sagde sågar, at disse havde noget med Jarniqa at gøre, hvilket kun skænkede ham en fornmmelse af.. skuffelse? Var det således, at det føles? Selv havde han hørt rygterne om Jarniqas tur til Dvasias, og dete havde han bestemt heller ikke ligefrem tænkt sig, at lade gå sig forbi, hvis han kunne blive fri for det. Med rolige skridt, søgte han derfor igennem skoven med hænderne foldet over ryggen. Endnu påvirket af hvad der var sket, da de havde indtaget Manjarno, selvom dette nu var mistet igen, så var de dvasianske interesser søgt mere mod øst og mod den nye ø, som havde vist sig i det hidtil store og ukendte farvand.
Øjnene kneb han svagt sammen, som han bevægede sig igennem skoven. Han kendte disse skove som sin egen bukselomme efterhånden, da han havde vandret igennem dem så mange gange. Mon hun ville kunne huske ham? Ej var det noget som han vidste med sikkerhed, og derfor reagerede han lidt på den måde, som han nu gjorde. Roligt stoppede han op. Selv han kunne fornemme hende i sin nærhed. Langsomt drejede han hovedet. I skoven kunne han fornemme hende, og derfor begyndte han roligt at søge tættere på. Han havde ikke nogen grund til at skulle søge forbi.. Nej, tvært imod. Han var skuffet over, hvad der var sket, og særligt hvis det rent faktisk skulle vise sig, at Jarniqa havde noget med dette at gøre. Hans blik gled mod hans hånd, inden han langsomt.. klemte den sammen. Dette ville klemme om hendes hjerte. Et træk fra hans side, som hun burde kende.

[Jarniqa Dynithril]

I sin egen verden måtte Jarniqa helt gå, indtil hun pludselig mærkede noget, som hun umuligt kunne se bort fra! Et gisp forlod hendes lyserøde læber, alt imens hun mærkede den pludselige trækning i sit bryst. Ondt gjorde det, hvor det øjeblikkeligt fik hende til at ligge den ene hånd over hjertet, alt imens hendes anden hånd søgte støtte hos et af de nøgne træer. Presset måtte hendes ansigtsmimik se ud, som hun blot kunne fornemme, hvordan noget forsøgte at stanse hendes hjerte, alt imens hendes hjerte forsøgte at kæmpe. Hendes negle søgte ind i barken, som de let måtte rive over. En tanke slog hende.. Velkendt syntes følelsen efter at de første par sekunder havde passeret. ”..The.. Theodore?” gispede hun, som det var svært at udforme en egentlig sætning, som han nærmest havde taget hende på sengen! Hendes smaragdgrønne blik vovede op og rundt. Det søgte en ældre og velkendt skikkelse mellem træerne. Det trick kunne nemlig kun tilhøre ham! ..Eller kunne det virkelig være en anden? Langsomt begyndte at det at blæse op. Ikke på grund af naturen, men på grund af hende. Tungt trak hun vejret, som det måtte være en reaktion på at føle sig truet på livet. Hendes blik nåede endelig sit mål. Theodore. Et pænt stykke stod han for hende, og … hvorfor gjorde han dette ved hende? Var det en del af hans egen morskab eller forsøg på at træne hende, eller var det et seriøst angreb, fordi han mente, at hun havde gået bag ryggen på ham? Hun sank klumpen, der syntes at have dannet sig i hendes hals. Han måtte stoppe dette! Han måtte stoppe dette, eller også måtte hun ty til lignende midler! ”St..op d..det,” bad hun ham hivende, som det var svært at samle luft, tale, og kæmpe for sin hjertebanken på e nog same tid!

[Theodore Jarvis Acheron]

Blikket søgte Jarniqas skikkelse med en tomhed uden lige. Han var skuffet. Ingen tvivl om det, og det var noget, som han så tydeligt kunne mærke i en stund som denne. Langsomt trådte han frem, som han kunne se, at dette var noget, som tydeligt måtte påvirke hende, sådan som hun nærmest faldt sammen, ind mod træet, som hun stod ved. Han vidste at dette var noget som gjorde ondt, og det var det som nærmest frydede ham at se. Han var genkendt. Denne metode, var nemlig ikke den, som de fleste gjorde brug af.
Langsomt trådte Theodore frem mod hende. Hans blik udstrålede absolut ingenting af tanker eller følelser. Der var intet gemt bag den tunge og hårde facade, som han gav udtryk for. "Så helt glemt, er jeg ikke endnu," endte han med en hvislende stemme. Alt det som han havde givet hende, og så var det her takken? Han havde givet hende alle de midler og alle de ting, og så havde hun bare vendt ham ryggen? Selv han vidste, at det ikke var noget, som skulle ske! Han gjorde et sidste lille klem, inden han brød det, og derved lod hende gå. Hånden lod han roligt falde ned langs hans egen krop endnu en gang. "Jeg er skuffet, Jarniqa," afsluttede han direkte. Hovedet lod han let søge på sned. Ikke så meget som en mine var der at spore i hans mine. At hun var der, sagde han intet til, som han heller ikke vidste, at der var en anden omkring. Denne gang var det udelukkende hende, som havde hans fulde opmærksomhed, og ikke noget af det andet. At stå ansigt til ansigt med hende, havde han dog ikke regnet med.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt havde Jarniqa håbet på at se Theodore igen, men da ikke på denne her måde! Forfærdeligt var det, hvor hun også kunne høre på hans hvislende ord, at han ikke var tilfreds. Var han mon så utilfreds med hende, at han kunne finde på at ende hendes liv? Den blotte tanke fik hende til at bide tænderne sammen. Uden kamp ville hun om end ikke give sig! Et sidste gisp slap hun, som han endelig slap taget om hendes hjerte. Hurtigt og vildt måtte det banke de første par sekunder, som det i stunden efter endnu frygtede, at det måtte kæmpe for sit liv. Til sidst blev hendes vejrtrækning dog rolig igen, hvilket også tillod hende at ranke sig op og slippe træet. ”Jeg ved, at det ej var, hvad du drømte om, men samtidig vidste du, at det var, hvad jeg drømte om,” endte hun ærligt med at sige, som han altid havde vidst, at hun langt hellere havde set et selvstændigt Manjarno end et underkastet et. Hun trak vejret ind. Dog havde hun ikke just ønsket at påkalde sig Theodores skuffelse, som hun jo havde respekteret ham og holdt af ham. God ved hende havde han trods alt været, som han havde givet hende muligheder, som hun aldrig havde kunnet drømme om. ”Jeg ved ikke, hvordan og hvornår du blev sendt bort, da jeg var opholdt andetsteds på det tidspunkt.. Dog er det mig der påkaldte min moder og retmæssige dronning af landet. Den titel var ment for ingen af os.” Ej havde hun været ude på at skade Theodore. Hun havde nemlig blot gjort, hvad hun havde fundet rigtigt, og ej havde hun fundet det rigtigt at føre sig selv frem som en regent, samt have sit land underkastet et helt andet land. Om Theodore forstod, vidste hun dog ikke, da det ofte var begrænset, hvad den mand forstod sig på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorvidt om Theodore havde håbet på, at skulle se mere til Jarniqa, var svært at sige. Han var jaget fra det land, som han skulle have holdt kontrollen over, for Jaqias skyld, som han jo havde været hendes øjne på denne side af grænsen. Nu hvor landet viste sig, at være tabt, vidste han jo et sted godt, at Jarniqa havde haft sit at sige i denne sag. Om han var skuffet? Hvis det var således det føles, så var det uden tvivl sådan at det lå for ham lige nu. Ej var han en mand, der normalt gav sig hen til tanker og følelser, selvom han i denne omgang, ikke kunne gøre for det. Svært var det virkelig.
Langsomt lod Theodore hende dog gå. Endnu havde han ikke nogen grund til at skulle ende hendes liv, og ej heller havde han nogen grund til at påkalde sig Denjarnas vrede, såvel som den drage, som havde taget pladsen ved hendes side. "Jeg tænkte nok, at du havde haft dit at sige i en sag, som denne," endte han med en direkte kortfattet stemme. Han blev denne gang stående. Hvad hun egentlig lavede her, var vel også hvad der vækkede hans nysgerrighed? Siden hun havde ønsket et frit Manjarno, var det bestemt ikke på denne side af grænsen, at hun burde opholde sig. Svagt kneb han øjnene sammen atter en gang. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til dette. Svært havde han jo altid haft det med de sociale omgange. Han forstod sig vitterligt ikke på den slags. "Aldrig har jeg været efter den kongelige titel, Jarniqa.. Jeg ønskede og forsøgte at gøre, hvad jeg blev beordret til. Ej havde jeg i min vildeste fantasi, regnet med at bive jaget bort af en afdød dronning og en kæmpe drage," endte han fast. Igen knyttede han næven. Tanken gjorde ham.. anspændt?

[Jarniqa Dynithril]

Personligt havde Jarniqa ønsket at se Theodore igen, men som han havde lagt ud med at angribe hende, var hun pludselig i tvivl. Hun kunne måske ikke stole på den mand længere? Dvasianer var han også, og hvad værre var, at han var den dvasianske trone tro. Det værste der herfra kunne ske var vel, at han ville udlevere hende til Jaqia? En skæbne, som hun bestemt ikke ønskede sig! Faktisk ville det ikke kunne blive meget værre end det.. Hun trak vejret tungt. ”Jeg er ked af måden det matte foregå på.. Det er jeg virkelig,” sagde hun oprigtigt, som han fortalte hende, at han var blevet jaget bort af hendes moder og Damien. ”Jeg handlede for mit lands bedste, da jeg vækkede min moder fra de døde.. Ej kunne jeg fortælle dig om dette, da jeg ikke kunne risikere, at du ville stoppe mig i det. Jeg vidste nemlig, at du ej ville støtte mig i det, skønt det var det eneste rigtige at gøre.” Selv håbede hun, at han ville forstå, som hun forklarede ham det. Hun havde jo ikke gjort noget for at være ond ved ham. ”Desuden.. Du fortalte mig selv, at som regent burde jeg ej spørge, men gøre, og denne her gang handlede jeg.” Det var nok ikke, hvad han havde ønsket, at hun skulle gøre, men hvad kunne hun gøre ved det? Hun havde stået som landets regent, og derfor havde hun naturligvis også reageret ud fra sit lands bedste. For det bedste havde det også været, som Manjarno aldrig kunne være dvasiansk. Folket var nemlig ikke som i Dvasias’, og det kunne det ikke blive bare fordi, at der var nogle højtstående der bedte dem om det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorvidt om Jarniqa var ked af det, var Theodore egentlig ganske ligeglad med, da det som så meget andet, ikke var en tanke eller en følelse, som han kunne relatere til, og naturligvis var det noget som kunne mærkes, selv på ham. Han kneb øjnene let sammen. Han var på ingen måder tilfreds, og dette stod vel også rigtig tydeligt i hans sind i øjeblikket. "Er du virkelig?" Om han ej havde været magisk, havde han nok været død nu, for dragen havde forsøgt at svide ham undervejs. Heldigt at dette ikke var gået helt efter hensigten, hvilket han nu også havde det ganske fint med.
Som regent, skulle man handle, hvilket var sandt. En ting tog hun dog ganske fejl af. "Regent har du aldrig været, Jarniqa," sagde han ligeud. Tronen havde hun aldrig fået, som den havde været hans at sidde på. Endnu ikke klar til at påtage sig den andel af arbejdet. At hun derimod ville have arbejdet imod ham, var en tanke, som uden tvivl skuffet ham. Han havde givet hende så meget, og dette skulle rent faktisk vise sig, at være takken? Han burde egentlig tage hende med sig, og udlevere hende til Jaqia! Aldrig ville han have støttet hende i at vække hendes kære moder, hvilket han på ingen måder var bange for at lade hende vide. Død skulle forblive død. Der var en grund til det. "Du har ingen grund til at færdes rundt her, Jarniqa.. Jeg vil give dig en mulighed for at vende om og tage hjem," afsluttede han. Det var den respekt han ville vise hende. om hun så ville gøre det, var jo straks en anden side af sagen.

[Jarniqa Dynithril]

”Ja,” sagde Jarniqa direkte. Forstod han det overhovedet? Forstod han, at hun ej havde arbejdet imod ham, men derimod imod systemet? Ham havde hun jo kunnet lide, som hun endda selv havde valgt ham som sin læremester. Hun havde sågar boet hos ham! Ej havde hun derfor gjort noget for at påkalde hans vrede, som hun blot havde gjort, hvad hun selv havde fundet ret. At det ej ville have glædet ham, havde hun dog altid vidst. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Og ej heller var du retmæssig regent af landet,” sagde hun direkte. Den titel havde nemlig tilfaldet hendes moder og ikke kun den, men også titlen som dronning. Det faktum kunne hverken Theodore eller Jaqia gøre noget ved. Hendes moder var nemlig den person, der hørte til på den manjanske trone. Det kunne de ikke gøre noget ved. Hurtigere måtte hendes hjerte dog begynde at slå, som Theodore talte, som om han agtede at gøre hende fortræd. Han ville lade hende gå? Personligt mente hun ikke, at det var et valg, der var op til ham, som han end ikke skulle lægge en finger på hende, om hun ønskede at blive eller ej! Ej ville hun lade sig diktere af ham, og derfor rankede hun sig også op. ”Du kan ikke sige, at jeg ej må sætte min fod her eller der. Dette er den fri natur og ej din hjem. Jeg kan derfor færdes her, om det så er det jeg ønsker,” sagde hun sigende. Ville han angribe hende for den holdning? Ej ønskede hun at blive taget bagfra, og derfor forsøgte hun allerede at lokalisere sin magi, samt sine mørkelviske kræfter. På det punkt måtte hun nemlig sige, at de befandt sig i et område der måtte ligge til hendes fordel. Nemlig her i naturen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Svært havde Theodore ved at forstå, at Jarniqa skulle være ked af ting på hans vegne. Han selv havde ikke troen på, at det forholdt sig således, og særligt nu hvor det blev gjort mere og mere tydeligt for ham, at hun fra starten af, havde valgt at modarbejde ham, selv på trods af, alt det som han igennem tiden havde skænket hende. Småting havde det i hvert fald ikke vist sig at skulle være i den forstand, og naturligvis var dette ligeledes også mærkbart i den anden ende. "Ej var jeg regnet i landet.. Det var aldrig min intention. Du har ikke begrebet hvilke magter, som har været på spil i det her," endte han med en fast tone. Det kunne godt være, at hun så sin mor som eneste værdig i titlen som regent over Manjarno, men han kunne trygt love hende for, at kampen om landet ikke ville være færdig endnu. Selvom der var andre ting, som nu optog den dvasianske interesse, så vidste de jo alle sammen godt, at det var noget, som uden tvivl godt kunne mærkes i den forstand.
At se hende på denne side af grænsen, var dog ikke lige hvad man kunne sige, at Theodore havde regnet med. Ikke at det som sådan rørte ham som person, men det var vel også mere for hendes egen skyld, at det forholdt sig således? "Har jeg sagt, du ikke måtte være her? Jeg siger blot, at som en del af et andet land, at din tilstedeværelse ikke længere er velkommen her. Du kan se således på det: Som en sidste tjeneste fra mig til dig.. Søg hjem, hvor du hører til," endte han fast. Han lod hovedet søge langsomt på sned. Selv blev han bare stående for nu. For hvor længe, var ikke til at vide. Hun burde vide, at han var en meget utilregnelig mand. Hun havde jo set de sider af ham.

[Jarniqa Dynithril]

Ej kommenterende Jarniqa på hans regentspil. Hvad skulle hun også sige? At hun havde snøret ham og Jaqia, og at de nu måtte vænne sig til den tanke? Tavst så hun på ham. Gad vide om Lucifer vidste, at hun var faldet i snak? Gad vide om Theodore vidste, at hun havde Lucifer med sig? Gad vide om nogen af tingene overhovedet betød noget.. Selv ønskede hun ikke, at der skete noget mellem dem. Selv havde hun jo intet udestående med Theodore. Dog kunne hun helt frygte, at han bar nag og mente, at hendes handlinger havde været et angreb på ham. Dette ønskede hun dog ikke, som hun ikke ønskede at slås med ham. Dog ville hun ty til det, hvis det var, hvad der var nødvendigt. Selv nægtede hun nemlig at gå ned med flaget over for ham! Også selvom at der var en stor chance for, at han endnu var stærkere end hende. ”Hvordan kan du sige i en og samme sætning, at jeg må være her og så alligevel ikke?” lød det sigende fra hende. Vant var hun dog til, at han talte i forvirrende sammenhænge. Det var nemlig langt fra altid, at hans sætninger gav mening, som han op til flere gange havde modsagt sig selv over for hende. Det smaragdgrønne blik tog hun ej fra ham. ”Se på det som, at jeg tager dine ord til mig, men samtidig vælger at se bort fra dem. Jeg har andre planer end at vende hjem.” Hvad ville han gøre herfra? Ville han blot ryste på hovedet over hendes stædighed? Ville han angribe hende? Bringe hende for Jaqia? Ville han gå hjem? Ej vidste hun det, og af den årsag holdt hun fortsat nøje øje med ham. Selv vidste hun nemlig kun al for godt, hvor uforudsigelig han kunne vise sig at være.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvordan Theodore skulle håndtere Jarniqas handling, vidste han ikke, og naturigvis var det også svært for hans vedkommende, og det var ude tvivl sådan, at han havde det med tingene. Var hun rent faktisk gået hen og blevet hans fjende? Siden hun havde valgt at arbejde mod ham, og særligt med alt det, som han nu havde gjort for hende? For småting var det jo heller ikke ligefrem, og det var da helt sikkert! "Jeg ved ikke rigtigt om det er gået op for dig, at du er på fjendtlig grund, Jarniqa," sagde han kort for hovedet. Hvad lavede hun her overhovedet?
At hun ikke var alene, var ikke noget som Theodore vidste. Hun havde jo været alene, foruden sin værge, allerede dengang han havde set hende sidst, så hvorfor skulle det forholde sig anderledes? Han vendte kort blikket ned mod sin hånd. At lade hende gå og bare se til, at hun rejste rundt i Dvasias, som selv var det land, med det samarbejde, som hun havde valgt at vende ryggen til, og naturligvis var det da hendes tab helt igennem, og det var noget, som han uden tvivl stod fuldkommen fast på i den anden ende. "Du har ingen grund til at færdes her. Igen vil jeg råde dig til at tage hjem. Om du har livet kært," endte han med en fast tone. Denne gang tog han et roligt skridt mod hende. Bange for hende, havde han nu aldrig været, og nu hvor der ikke var nogen drage omkring hende, så havde han da heller ikke nogen grund til det, havde han? Han skulle i hvert fald nyde dette, så meget, som det nu var ham muligt. Han ville elske at sætte hende på plads!

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen ved hans ord. Var det en trussel? Betød det, at hun havde vækket sin moder virkelig, at han nu foragtede hende? Hun var jo den, som hun altid havde været! Ondt måtte det også gøre, som hun havde fundet en vis tilknytning til manden her. Han havde nemlig fået den rolle hos hende, som hendes fader havde forsøgt at få hos hende. Nemlig hendes læremester. Ville det mon nu ende ud mellem dem, som det havde gjort mellem ham og hans søn? Sephiran havde hun nemlig mødt på slottet, uden Theodores kendskab. ”Fortæller du mig, at du er min fjende, Theodore?” spurgte hun direkte, hvor hun faktisk måtte føle sig … såret. Han havde jo taget hende til sig. Hun havde levet under hans tag, og han havde trænet hende.. Var det som mellem Lucifer og Faith? Der havde Lucifer nemlig gjort én ting, som havde foragtet Faith, og af den årsag havde hun kastet ham bort fra sig.. Gjorde Theodore mon nu det samme med hende? Hun mærkede et stik i hjertet. ”..Er det en trussel?” Hun skulle flygte, hvis hun havde livet kært.. Han nærmede sig hende langsomt.. Skulle hun virkelig angribe ham? Selv vidste hun med sig selv, at dette var en reel trussel fra hans side. Af den årsag vidste hun også, at hun var nødt til at reagere først, hvis hun ønskede, at hun bare havde den mindste chance imod ham. Selv vidste hun nemlig, at han var stærk. Dog vidste hun også, at sidst hun havde angrebet ham uventet, havde hun rent faktisk haft overhånden.. Tænderne bed hun sammen, hvor resten herfra gik hurtigt! Hånden hævede hun, og ud fra sin håndflade skød hun en mørk og knitrende kugle efter ham. Den angrebs- og mørke magi, som han havde lært hende at benytte sig. Derfor ville det ikke være uden skade at blive ramt af den, ligesom den også ville give en trykbølge der, hvor den ville eksplodere.

[Theodore Jarvis Acheron]

Et sted var Theodores ord vel også en trussel? Han var uden tvivl skuffet over, hvad hun havde gjort, og særligt fordi, at det havde været at gå imod ham, selv på trods af alt, hvad han havde gjort for hende. Han havde jo nærmest taget hende til sig, som en datter han aldrig havde haft.. hjulpet hende, samt lært hende om livet på en måde, som hendes værge end ikke havde ønsket at gøre det, og det havde været mærkbart. "Som man nu tager det, om man vælger at tage ordene til sig, eller ikke," sagde han direkte.
Langsomt trådte han hen mod hende. På magisk vis, ville hun slet ikke have nogen mulighed for at slå ham i magisk kamp, og særligt fordi, at han var det bedre og ældre, end hvad hun måtte være, og det kunne naturligvis godt mærkes. Selv havde hun valgt at gå imod ham, så måtte hun uden tvivl også tage konsekvenserne af det valg. At det var noget, som sårede hende og gjorde ondt, var udelukkende hendes egen skyld, og det måtte hun lære at acceptere før eller siden. Svagt kneb han øjnene sammen. Som hun kastede kuglen direkte mod ham, hævede han hurtigt sin egen hånd. Han.. greb den. Hun havde lært. Ingen tvivl om, at hun havde lært af det, som han havde vist hende. "Du har lært.. en skam, at du ikke har gjort meget for at holde det ved lige." Han spredte fingrene let, hvor kuglen kun voksede i størrelse, inden han smed den direkte tilbage mod hende med en dræbende fart. Hun havde kun sig selv, at takke for!

[Jarniqa Dynithril]

Som hun valgte at tage ordene? Komplet latterlig var han jo! Selv ønskede Jarniqa ikke at anse Theodore for at være sin fjende! Hun holdt jo af ham på trods af, at hun havde valgt at gå om bag ryggen på ham! Svært var det uden tvivl at abstrahere fra, og alt i alt frygtede hun, at han hadede hende for dette. Dog fortrød hun på ingen måde, hvad hun havde gjort for, hvorfor skulle hun også gøre det? Hun havde gjort det rette for sit land. På trods af at Theodore adskillige gange havde sagt, at hun var dvasiansk, havde hun nemlig altid været manjaner af hjerte. På det punkt havde han vel altid misfortolket hende? Den knitrende og mørke kugle, som hun sendte efter ham, var bestemt ikke af hendes gode vilje.. Dog fandt hun det nødvendigt, da hun ikke selv ønskede at blive trumfet ned. At han så greb den, som var den det rene ingenting, måtte hun blive direkte chokeret! Kunne man nu også det? Hastigt begyndte hendes hjerte at banke. ”Jeg havde åbenbart ikke den bedste træner alligevel,” svarede hun afvisende igen, som han nedgjorde hendes magi. Som kuglen nu rasede mod hende, valgte hun nok engang at hæve sin ene hånd, alt imens den anden fandt træet ved hendes side. Et beskyttende skjold måtte lægge sig foran hende der forårsagede, at kuglen eksploderede mod skjoldet og ej mod hende. Aggressivt knitrede det omkring hende, hvor alle de omkringstående træer også måtte svage faretruende, som eksplosionen satte en trykbølge i gang. Det smaragdgrønne blik fastholdt hun fokuseret på Theodores skikkelse. Pludselig syntes naturen at vende sig mod ham, som rødder sprang op fra jorden og forsøgte at gribe om hans ankler, alt imens grenene fra træerne strakte sig og forsøgte at gribe om hans håndled, så han ej ville kunne rykke sig.