A new country, but everything is still the same..

[Deleted]

Underligt var det hele. Lugtene, lydene og synene. Hvor Chryseis var endt henne, var hun ærlig talt i tvivl om. Ligegyldigt kunne dette i sig selv dog også være, som det ej var hjem, men derimod en ny destination for hende som gladiatrix. Ej kendte hun landet, som hun blot havde fået af vide, at det var landet af lege. Gladiatorkampe. Derudover vidste hun, at man ej havde kunnet komme hertil til fods, som de derimod havde kommet til havs. Forfærdelig havde den rejse været, som hun aldrig før havde prøvet noget lignende! Hendes første gang på et skib havde det nemlig været, og sikke nogle dage! Minut for minut havde det nemlig syntes, som hendes mave havde vendt sig gang på gang. Utroligt havde det været, hvor meget der havde kunnet komme op, men det havde det gjort, hvor hun sågar havde overlevet rejsen.
Hvad landet hed vidste Chryseis ikke. End videre vidste hun ikke, hvilken by hun var. Hun vidste blot, at hun var udenfor den store arena, kaldet Jupenitus, som slavehandleren så ofte havde meddelt hende og de resterende gladiatorer om. I et bur med sine medgladiatorer sad hun i, hvor tunge lænker hvilede om hendes håndled og bandt dem sammen. Hård var hendes hud omkring leddene efterhånden blevet, som hun havde haft dem på i dage nu. Irriterende var det, men hun kunne for pokker ikke gøre noget ved det! Varmt havde hun det desuden, som solen syntes bagende i dette land, hvor de ingen skygge havde at gå til. Irritabel gjorde det derfor flokken, som pladsen var trang og humøret dalende. I det ene hjørne af buret forholdt Chryseis sig, så hun i det mindste kunne fornemme en minimal kulde imod sin ryg. Forholdsvis blottet var hun nemlig, som hun blot havde et par laserede rødbrune klæder, der dækkede hendes barm og et miniskørt hendes underliv.

[Cale Joseia Nightgale]

For Cale, var det her bare endnu en dag i Arenaen. Tiden for legene var nemlig igang, og det var dagligt en kamp for overlevelsen, og det var efterhånden bare blevet en del af hans liv. Sådan havde det været igennem rigtig mange år. Legene skulle inden længe igang igen, og her stod han. Igen med lænken om hans ene bagben, så selv hans slaveherre vidste, at han ikke gik nogen steder. Dette havde han dog heller ikke tænkt sig.
Der var gang i markedet, som var lige ved siden af. Slavernes handel. Et temmelig grusomt sted i hans øjne, men hvad kunne han da gøre ved det? Selv han var blevet solgt videre til Cyrenic, som egentlig behandlede ham temmelig godt, alt taget i betragtning, selvom han ikke havde sin frihed. Endnu en gang var han gjort klar til legene, og han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville blive tvunget i kamp endnu en gang. Ikke at det var en tanke, som han brød sig meget om, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Han stod i en celle lige ud til vejen. Han håbede et sted på at Mydall ville komme, selvom det nu ikke så sådan ud i dag i hvert fald. Han rynkede let på næsen. Langsomt vendte han sig om. De nyankomne var tydeligt forvirret, men en kvinde særligt, måtte fange hans opmærksomhed. Hun selv virkede til at være meget ny her på stedet. Han lukkede hænderne om tremmerne, mens han alligevel tillod sig at betragte sig af hende. Var hun kommet hertil fra den nye verden? Den som måtte ligge på den anden side af det store vand? Måske.. Ikke så meget som et ord, lod han blive sagt, mens han stod der og kiggede på hende. Nygerrig var han jo trods alt, som alle andre.

[Deleted]

Langsomt trak Chryseis vejret. Ej begræd hun sin skæbne i slaveburet, som det efterhånden var alt, hvad hun kendte til. Ej var det nemlig den første gang, at hun var blevet købt, solgt igen, købt, og dernæst endt her igen. Hvad der derimod var nyt for hende var landet her. Ej var det Procias, Manjarno, Dvasias eller Imandra, som det derimod var det nye land. Legenes land. Hun fugtede de tørre læber, og det var, som hun gjorde dette, at noget nyt fangede hendes interesse. Et ægte misfoster. Direkte vendte hun det blå blik mod det der måtte ligne en blanding mellem en hest og en mand. Hvilket vanvid var det dog? Vildt og gennemborende måtte hendes blik være, men alligevel måtte hun forholde sig nysgerrig. Hvad var det? Hvorfor gloede den på hende? Ej lagde hun skjul på, at hun gloede tilbage, som hun så direkte i misfosterets retning. ”Hvad glor du på misfoster?” lød det vulgært fra hende. ”Kneppede din far en hest?” Ingen manerer kendte hun til, som hun blot sagde, hvad der faldt hende ind. Opmærksomt rejste hun sig fra sin plads, hvor hun lod de beskidte fingrer lukke sig om burets tremmer, så hun var direkte vendt imod misfostret. Udseendesmæssigt var hun teknisk set en flot kvinde. Høj var hun med solbrun hud og en fyldig barm, samt lange viltre gyldenbrune lokker. Et lag snavs lå der dog over hende, som hun ej havde set en spand vand i uger. Den vand hun så, var nemlig blot den vand, som hun måtte drikke, og det passede hende nu også udmærket. Forfængelig var hun nemlig ikke just, og derfor irriterede lugten eller snavsen hende ikke. Forfængelig kunne man ej heller tillade sig at være, når man levede et liv som hun. Et liv som en slave. Et liv som en gladiatrix. Et liv mellem liv og død.

[Cale Joseia Nightgale]

Længe blev Cale stående og betragtede sig af denne nye kvinde. Synet morende ham et sted, og særligt fordi at han kunne huske sidst, han selv havde stået i den situation. Ikke særlig længe siden faktisk, også selvom denne kvinde forholdt sig meget anderledes, end hvad man typisk ville sige var normalt i en situation som det. En slave.. intet andet end en sølle slave. Hertil blev man solgt, som intet andet end en genstand til andres fornøjelse og underholdning. Det var sådan, at han så på tingene, men det var derimod også en skæbne, som han havde accepteret for mange år siden.
Den voldsomme måde hun henvendte sig til ham på, var slet ikke ny for ham. Han stirrede fast på hende, som hun stillede sig mod ham på den måde. Svagt måtte han alligevel trække på smilebåndet. "Du må være udefrakommende," sagde han ærligt. At tiltale nogen på den måde, ville hun i hvert fald ikke komme særlig langt med, og særligt ikke sådan, som hun opførte sig. En opførsel, som bestemt ikke var værdsat. Elevatorblikket måtte han dog alligevel skænke hende, inden han slap tremmerne igen. Hovedet lod han søge på sned. "Hvad er du for en?" spurgte han selv direkte. Han selv kunne sagtens være hård i sin udtale, men slap var han fandt til at modtage, når det forholdt sig anderledes, og dette ønskede han naturligvis helst at undgå. Han rettede sig op. Selv var han jo en temmelig høj mand.

[Deleted]

Nysgerrig måtte Chryseis hurtigt se sig på det mærkværdige væsen, der holdt øje med hende. Hvad det var for en, vidste hun ikke, men en sindssyg blanding lignede den. Et sygt eksperiment måtte det uden tvivl være i hendes øjne. Komplet unaturligt.. Aldrig før havde hun set noget lignende! Hårdt holdt hendes fingrer om tremmerne. Var det mon en, som hun kunne risikere at møde i arenaen? Selv ville hun nyde tanken! Om misfostret kunne noget særligt, kunne hun dog ikke sige nu. Umiddelbart lignede det det ikke.. Sultent måtte hendes blik næsten hvile på ham, alt imens nysgerrigheden lå i hende. At han talte til hende og rent faktisk udformede et spørgsmål til hende, tog hun sig dog ikke af. Han havde trods alt ikke taget sig af hende, så hvorfor skulle hun tage sig af hans? At hendes egen race var ny her, tog hun ikke just højde for. Begavet var hun nemlig ikke på den vis. Ligegyldigt kunne det dog også være, da hendes fokus altid lå på hendes kampe. En ide var det dog at kende til de racers metoder, som hun kunne ende over for. ”Jeg stillede dig et spørgsmål, misfoster.. Kneppede din far en hest, siden din røv er en hests og din overkrop en mands?” fastholdt hun vulgært, som hendes stemme måtte være hård. Det at opføre sig respektfuld var ikke noget, som hun kendte til. Hendes tidligere herrer og herskerinder havde uden tvivl forsøgt at sætte hende på plads, men aldrig havde hun lyttet. Manerer kendte hun nemlig ej til, hvor respekt også kun gjorde en lille andel i hendes forståelse. Et usselt liv havde hun dog også altid levet, og det betød derfor, at hun var den kvinde, som hun var i dag. Spydig var hendes tunge måske, men en overlever var hun dog.

[Cale Joseia Nightgale]

Denne kvinde var uden tvivl frygtelig hård i sin udtale, hvilket Cale nu ikke tog sig af. Det var der jo heller ikke ligefrem nogen grund til, kunne man jo sige. Han kneb øjnene let sammen, inden han roligt slap tremmerne, dog uden at fjerne blikket fra hendes skikkelse. Han var ikke vred eller noget. Mentalt måtte han jo forberede sig på de kampe som han skulle kæmpe inden længe, og det var naturligvis også noget, som han kunne mærke sig af i øjeblikket. Hovedet lod han søge på sned. "Du må være en kvinde, som er vant til det hårde liv," kommenterede han sandfærdigt. Længe havde han jo været en vare, som blev solgt fra den ene til den anden.
Langsomt slap han tremmerne, dog uden at fjerne blikket fra hende. Ej skulle hun have lov til at tro, at hun var beder end ham. Han havde kæmpet i Arenaen i flere år. Han kendte legene bedre end de fleste gjorde, og særligt fordi, at han havde klaret sig godt til nu i dem. Han var vel efterhånden gået hen og blevet en favorit blandt dem som skulle underholdes ved disse lege.. Disse mord. Mord, som han selv var nødt til at begå, og særligt således, som det var lige nu, hvilket i forvejen, ikke var noget som han kunne gøre noget ved. "Du må være et væsen udefra, hvis du ikke ved hvad jeg er.. En kentaur..? Det siger vel ikke dig noget?" Komplet dum synes hun nemlig at være i hans øjne, og det var tydeligt for ham, at det nok skulle blive noget af et nyt liv for hende her på øen. Hun kunne i hvert fald ikke være herfra!

[Deleted]

Sandt at sige var Chryseis vant til det hårde liv. Enten som gladiatrix eller som en tyv. Hendes liv havde nemlig aldrig været en dans på roser, som hun derimod altid havde kæmpet en evig kamp. Desuden var hun særligt nødsaget til at udmærke sig fordi, at hun var en kvinde! Mere dyr end kvinde var hun dog gået hen og blevet, men det kunne i den sidste ende være lige vidt. I den sidste ende handlede det nemlig bare om, at hun overlevede og stod som sejrinde. ”Vil du da begræde mit liv?” spurgte hun ham kynisk. Ingen grund var der dog til det, som hun klarede sig ganske udmærket. Hvis han skulle begræde nogen, kunne han desuden begræde sit eget elendige liv. Han var nemlig tydeligvis i den samme situation som hende.. En slave. Måske en gladiator siden, at han var blevet placeret udenfor arenaen? Mon hun ville kæmpe mod ham en dag? Det ville dog blive den dag, hvor hun skilte hans mandekrop fra hans hestekrop. Komplet unaturligt var det dog også. ”..Så din far bollede altså en hest,” endte hun med at konkludere kort for hovedet, som han ej benægtede hendes ord. Hvad en kentaur var, vidste hun dog ikke. Var det et navn for hans vanskabte blanding? Kynisk smilede hun. ”Hver sine lyster..” Undersøgende søgte hendes hoved på skrå, uden at hun tog blikket fra ham. Den mørke og faste overkrop, og det store bagparti af en hest. Han kunne næsten have været en formskifter der havde mislykkedes i sin forvandling! ”Kan en vanskabning som dig noget?” endte hun direkte med at spørge. Hvis ikke han ville sige det til hende nu, ville hun vel finde ud af det i arenaen? Hvis denne … kentaur var en race og ikke en forvandling der havde mislykkedes, ville der højst sandsynligt være flere af hans slags her.

[Cale Joseia Nightgale]

Denne kvinde var uden tvivl en voldsom hård en af slagsen. Selv kunne Cale godt forestille sig, at denne kvinde, var en af typen, som han før eller siden, skulle møde i Arenaen. Selv ville han ikke have noget imod, at bekæmpe en kvinde som hende, hvor han samtidig også kunne få lov til at sætte hende på plads, for hun var uden tvivl en type, som havde brug for hende. Hård som hun end var i udtalen, fandt han hendes ord frygtelig nedværdigende! Hån mod hans race og hans slags, hvilket han i forvejen ikke brød sig om, og særligt, når det foregik på denne her måde! Tvært imod! Han kneb øjnene tydeligt og fast sammen, for dette var bestemt ikke noget som han brød sig om. "en kvinde udefra.. Du er den første af din slags her.. Velkommen til.. Jeg håber du falder godt til.. uden at bide i Arenaens støv," endte han med en kortfattet stemme.
Svagt kneb Cale øjnene sammen. Hvordan pokker hun kunne få sig selv, til at opføre sig på denne måde. Hvorvidt om hun overhovedet kunne blive solgt eller noget i den stil, var han egentlig ligeglad med. Hun var i hvert fald ikke en kvinde, hvis fremtid så særlig lys ud, og det skulle hun nok lære på den hårde måde! "Jeg tror hurtigt du vil blive overrasket over, hvad jeg kan," advarede han med en fast tone, som han igen vendte blikket hårdt mod hendes skikkelse. Kunne han, så havde han slået ud efter hende i øjeblikket, for selv han, brød sig bestemt ikke om, at blive tiltalt på den måde, og særligt når det var på denne her måde! Igen lukkede han hænderne om tremmerne. "Den opførsel, vil koste dig dit liv.. Vid du dig blot sikker på det," afsluttede han med en fast tone. Snakket man sådan hvor hun kom fra? Det gjorde man i hvert fald slet ikke her!

[Deleted]

”Arenaen har i mange år været mit hjem, krikke,” lød det kortfattet fra Chryseis. Ej ønskede hun at falde i støvet, men aldrig kunne man vide. Uovervindelig var hun nemlig ikke, som hun sagtens kunne bløde. Dog var hun stærk, samt hun havde en gejst for livet, og det var også, hvad der altid havde sikret hende i den sidste ende. Hvorvidt hun ville falde til i landet her eller ej, var vel et relativt spørgsmål. Ej var det nemlig hendes hjem, men alligevel vidste hun, at hun ville falde til i den forstand, som en gladiatrix kunne gøre det. Svært var det desuden ikke at falde til, da det altid var det samme.. En celle. En træningssal. En kamparena. Anderledes var det næppe her.. Kynisk gled smilet over hendes tørre læber. ”I givent fald vil jeg glæde mig til den dag, hvor vi mødes i arenaen, krikke.. Den dag, hvor jeg skiller dine vanskabte kropsdele fra hinanden,” lød det hvislende fra hende. En barmhjertig kvinde var hun ikke just, men hvordan kunne man også være barmhjertig, når man var vant til død? Hun levede i død.. Hun forårsagede død.. Derfor kunne det ikke være noget under, at man selv blev et bæst i den sidste ende. Følelsesløst slap hun en latter, som han sagde, at hun ville lade livet. ”En dag vil jeg lade livet, men ej vil det blive sådan her,” svarede hun blot igen. Hun havde været således i adskillige år, så ej var det, hvad der ville ende med at koste hende livet. Sandsynligheden for, at hun ville falde i arenaen var overvældende stor. Dog håbede hun personligt på, at hun en dag ville falde som en fri kvinde. I en kamp, som hun selv havde valgt. Dog vidste hun også, at det var farligt at gå omkring med sådanne tanker, da drømme ikke just var en gladiatrix givet.

[Cale Joseia Nightgale]

"Som det også har været mit," endte Cale med en fast og hård stemme. Hvorfor stod han overhovedet og snakket med denne kvinde? Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at hun gav ham noget, som han kunne bruge til noget. Hun var hård i sin udtale, hvilket han i forvejen godt vidste, ville komme til at bide hende temmelig hårdt i enden, og han kunne være ligeglad. Selv var han kendt med sin plads, og det var denne, som han ønskede at beholde. For en gangs skyld, havde han været heldig med sin herre, også selvom det endnu var et liv præget af våben, skrig, død og ødelæggelse. Hver gang, tog det ligeledes også en del af ham med sig i faldet. Uden at det havde kostet ham livet endnu. Svagt måtte han alligevel trække på smilebåndet. Den måde hun tiltalte ham på, gengældte han ikke. Det så han ikke nogen grund til. "Tiden må jo vise mig, om du vil være mig en værdig modstander," endte han kort for hovedet. Sandt var det jo trods alt. Han havde endnu ikke mødt nogen, der havde været i stand til at få ham ned med nakken. Han havde været tæt på det mange gange, men aldrig var det endt med at ske.
Langsomt lod Cale hovedet søge på sned. Han tog det ærlig talt ikke særlig tungt, for det havde han slet ikke nogen grund til at skulle gøre. Han lod armene i stedet for søge over kors. Her var kentaurene ikke just et voldsomt udbredt væsen, men dog blandt de normale. Var de ikke det hvor hun kom fra? "Jeg glæder mig til at møde dig i Arenaen, Fremmede.. Her på øen, er det udelukkende død og ødelæggelse til andres morskab, der hærger," sagde han kort for hovedet. Det var dagligt en kamp for livet og andre elskede det. Han selv fandt det direkte frastødende.

[Deleted]

At denne krikke hørte til i arenaen, og at den indtil nu havde været i stand til at overleve, måtte på sin vis imponere Chryseis. Dog ville det ikke fortsætte, hvis han mødte hende i sandet. Ja, han ville vel få sig en grum overraskelse, når han sandede, hvad hun var? Om de havde formskiftere her eller ej, var det nemlig altid en overraskelse for hendes modstander, når hun transformerede sig for øjnene af dem. At krikken umiddelbart ej mente, at hun var ham en værdig modstander, fik hende til at slå en hånende latter op. Kæk var han uden tvivl. Et sted måtte hans selvsikkerhed også behage hende. Dog ville hun stadig slå ham ihjel, hvis de en dag skulle mødes. ”Du taler med værdighed, og alligevel står du her, krikke,” kommenterede hun sigende. Gad vide om en som ham kunne komme nogen steder, hvis først man skar hovene af ham? Kunne hans menneskelige hænder mon trække hans store bagparti? Nok engang måtte hendes blik blive helt sultent. At han behøvede at fortælle hende, at arenaen var til for andres morskab, fik kun hendes blik til at hærdes. Hvad troede han, at hun havde lavet de sidste mange år? Siddet på sin flade og syet den ene fine kjole efter den anden? Hun var vant til at flå luftrøret ud på mænd. Bide hovedet af dem. Flænse deres kroppe med sine dolke. Hun var vant til at gøre alt dette, mens en helt folkeskare heppede på hende og jublede, som den ene skade kom ovenpå den anden. Hun var vant til, at hendes mord glædede andre. Det var vel også mere eller mindre det, som hun efterhånden kendte til? ”Du fornærmer mig, krikke,” sagde hun direkte. ”At tro, at jeg ej kender til arenaens præmisser.. Det vil blive din fejl.”

[Cale Joseia Nightgale]

Igennem frygtelig mange år, havde Cale været en del af den typiske underholdning ved disse lege. En ting som gik over frygtelig lang tid, og særligt således som det var her på øen. Selv gik Cale og drømte om at komme derfra, selvom det var ham et håb, som svandt mere og mere ind, og blev til det rene ingenting for ham. Han stirrede fast på hende. Hun kunne kalde ham hvad hun ville, og han ville være ligeglad. Han blev kun mere og mere sikker på, at han en dag, ville møde hende i Arenaen, og at det ville blive det endelige for den ene af dem. "Jeg kender blot min plads," sagde han kort for hovedet. Jo hurtigere man accepterede det, des bedre blev det da uden tvivl også. Svært havde det nemlig været for ham i starten, men ej længere. Endnu kunne han ikke kalde sig for en gladiator, men selv dette, var noget som kunne komme før eller siden.
Ej skulle man tage fejl af Cales størrelse. Selvom han var en temmelig stor mand, som også krævede sin plads, så var han også et menneskeligt væsen på ligefod med alle andre, selvom mange af hans friheder og muligheder var blevet taget fra ham, allerede fra dengang han ikke havde været særlig gammel. Dette var noget som han selv havde lært at leve med. At hun lo af ham, hånede og nedgjorde ham, var hendes tab. Det prallede af på ham efterhånden. "Du taler som er du kendt med det. Jeg tvivler stærkt på, at du ved, hvordan det er at bo på denne her gudsforladte ø," endte han med en fast tone. Igen lukkede han næverne omkring tremmerne og trådte så tæt på, som lænken om hans bagben tillod ham at gøre det. Han kneb øjnene sammen. "Det bliver din undergang, Fremmede," endte han fast.

[Deleted]

Hvor han kendte sin plads, vidste Chryseis skam også, hvor hun hørte til. Hun var nemlig en gladiatrix og det betød, at hun kæmpede for underholdningens skyld, samt lod folk forlyste sig med hende, hvis det var det der blev betalt til. Derfor kendte hun skam til den verden. ”Et liv er et liv og en arene er en arena,” sagde hun kort for hovedet. Ny var destinationen ganske vidst for hende, men ej troede hun, at det ville betyde den store omvæltning for hendes vedkommende. En gladiatorkamp var vel det samme her, som det var på fastlandet? En leg for publikum, og en kamp mellem liv og død for de deltagende.. Det tvivlede hun på var meget anderledes her. Grebet om tremmerne lod hun langsomt slækkes. Arenaen her ville blive hendes fald? ”I så fald vil jeg sørge for at tage dig med mig,” svarede hun blot, inden hun valgte at vende siden til ham. Kedelig var dette misfoster, som han havde tabt hendes interesse på trods af, hvor vanskabt han så ud. Selv måtte hun helt håbe, at hun ville møde ham i arenaen eller en anden af hans slags. Misfostret var nemlig åbenbart ikke bare en syg handling, men derimod en decideret race. Selv spekulerede hun over, hvad hun ville kunne gøre ved en som ham.. Skære hovene af.. Skille hans mandekrop fra hans hestekrop. Ryggen lagde hun mod tremmerne, som hun lod sig glide tilbage i en siddende stilling, hvor hun nok engang passede sig selv. Om landet her ville blive hendes død var selvfølgelig en mulighed. Hvis det endte så fatalt, ønskede hun dog at gøre det så mindeværdigt som overhovedet muligt! Hun ville nemlig ej lade sig falde uden nogen form for kamp og entre!

// Out

[Cale Joseia Nightgale]

Denne kvinde ville tidsnok finde ud af, at det ikke var et paradis, som hun var kommet til, og særligt, hvis man var af af slavestand, så var det virkelig vigtigt, at man var påpasselig. Mange var slået ihjel for mindre, og det var noget som tidsnok skulle gå op for denne kvinde ligeledes. Han rystede på hovedet. Om han skulle sætte denne kvinde på plads, så var det uden tvivl også noget, som han havde tænkt sig at gøre, og dette var ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på! Tvært imod! "Du er på udebane.. Vogt dig mine ord," endte han kort for hovedet.
Heldigt for Cale, at der skulle mere til, for at gøre ham vred. Man kunne jo næsten håbe på, at hun var heldig at miste livet inden hun overhovedet ville ende som en eller anden pinlig gennemgang i Arenaen, for det var uden tvivl således, at det ville ende, og det ville slet ikke komme nogen til gavn. Tvært imod! Han slap tremmerne, inden han selv trak sig tilbage til sin celle. I cellen, hvor han uanset ikke kunne gøre andet end at vente på at komme til kampene og legene. Selv ikke langt derfra, kunne man jo høre, hvordan folk jublede, huede og klappede. De havde en fest deroppe. Igen på andres bekostning, selvom man efterhånden burde være vant til det. "Du får brug for det," afsluttede han, som hun satte sig med ryggen til ham. Om hun ville blive solgt med den opførsel? Han tvivlede. Det var dog bare noget, som tiden måtte vise. Måske han ville møde hende i Arenaen en dag?

//Out