So.. How's it going?

[Denjarna Dark Dynithril]

Alice Lairé-Jênan & Denjarna Dark Dynithril
~~~~~~~~~~~~~~

Over et år tilbage var det siden, at Valerio Mathimæus havde troppet op for Denjarna i tronsalen i Neutranium. Dengang havde han adspurgt hende om et erhverv for ham og sin kære, Alice Lairé-Jênan. Dette havde hun indvilget i, som han havde ønsket at oprette en anderledes kro, end hvad man ellers så i bybilledet. Nu havde hun forhørt sig af, hvor det var kommet hende for øre, at denne kro var blevet oprettet. I fiskerbyen Cetiul.
”Det er her, Deres Majestæt,” lød vagtens stemme. Denjarna sølvgrå blik søgte op, som de havde nået en lille bygning. Oven over døren kunne man læse Dentures Inn. Den kro, som vagten havde fortalt hende, at Valerio og Alice bestyrede. Hætten til sin kappe trak hun ned, så det lange ravnsorte hår kunne vælde ud, og så hendes kønne ansigt kunne komme til syne. Aften var det, som hun havde fået oplyst, at kroen kun var åben i aften- og nattetimerne. ”Deres Majestæt,” lød det høfligt fra vagten, som han åbnede døren for sin dronning. Let nikkede Denjarna med hovedet, inden hun valgte at træde ind over dørtærsklen. Selv ønskede hun at se for sig selv om kroen fungerede, som den skulle. Derudover ønskede hun generelt at se, hvordan det gik for hendes land. Meget var nemlig blevet destrueret under Macarias og Zeans tid, hvor noget af det var blevet restaureret i Jarniqas og Theodores. Opmærksomt søgte hendes sølvgrå blik omkring i kroen. Stort var stedet ej, men ej heller var det, hvad der betød noget. Sikkert bevægede hun sig over mod disken, alt imens vagten blev ved døren, som han måtte sørge for sin dronning på afstand. Roligt stoppede hun op igen med en rank holdning, som hun nåede sit endemål. ”Hvor kan jeg finde Valerio eller Alice?”

[Alice Lairé-Jênan]

Mørket var stået op endnu engang og kroen var derfor åben. Det var ikke det største sted, men faktisk var det ret populært for rejsende og især søfolk, der som regel kom i havn ret sent. Og nu havde de så muligheden for at få lidt mad og måske et værelse til at hvile sig på, inden de selv skulle videre igen. Stedet havde nok et lidt sjovt navn, men det var det bedste som Alice og Valerio var kommet på, da de skulle starte op. Og så havde Alice kunne drille Valerio lidt, for ideen var kommet af, at han ikke havde sine hjørnetænder. Og hun havde spurgt ham, om han skulle have et gebis. Der var måske en 8-9 mennesker i kroen lige nu, der alle sad med enten noget øl eller noget mad.
Alice selv stod henne ved et bord, der netop var blevet forladt af en gruppe på 3. Hun samlede krusene og tallerknerne sammen, som de havde brugt og bar det tilbage til baren, der også fungerede som disk. Så tog hun en klud med tilbage til bordet og begyndte at tørre op efter gæsterne, der havde svinet en smule. Men det var efterhånden hverdag. Hun løftede blikket da døren gik op og måtte kort gå i stå over at se hvem, der faktisk trådte ind. Det var jo dronningen i egen høje person! Hun sank en klump. Dronningen vidste jo nok ikke, at hun havde været ude for et uheld og nu ikke længere var lysvæsen. Hun trak vejret roligt og gik tilbage til baren. "Her, Deres Højhed," svarede hun og stoppede op lidt fra hende. Hun nejede høfligt for hende og gik om bag baren, hvor hun lagde kluden fra sig i en spand vand, der stod skjult under baren. Selv lignede hun nok heller ikke helt sig selv, for det lyse hår var blevet erstattet af det ildrøde hår. I dag var det sat op lettere sjusket og hun bar en simpel kjole. Forklædet tog hun tog af og hun tørrede også sine hænder i det, før hun smed det under baren også. "Hvad kan jeg gøre for Dem?"

[Denjarna Dark Dynithril]

Et ukendt ansigt var Denjarna ikke just, og derfor måtte der også høres en svag mumlen i krostuen, alt imens hoveder blev respektfuldt bøjet, som hun trådte ind. Let genkendelig havde hun nu altid været, men særligt nu, hvor hun stod som dronning af landet. Mere stirrende var blikkende desuden blevet efter, at hun meget bekendt var gået bort og kommet igen. Som hun høfligt afventede ved skranken, og hørte en stemme fra siden, måtte hun nysgerrigt vende blikket til siden. Opmærksomt fulgte hun kvinden med det sølvgrå blik, som kvinden søgte om bag selve baren, så hun derfor stod foran hende i stedet. Her? Hun betragtede kvinden. Betød det, at dette var Alice? Tog hun meget fejl, eller så denne kvinde ikke anderledes ud, end hende der havde troppet op for hende i tronsalen. Lysere huskede hun kvinden fra sin tronsal, og derudover var der en ting mere.. Hendes aura syntes anderledes. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Jeg husker Dem, som var De lyshåret.. Har De farvet det?” endte hun roligt med at spørge. Kvinden her måtte jo være Alice, siden hun reagerede på navnet. Roligt foldede hun hænderne foran sig på bardisken. ”Jeg kom blot for at se kroen med mine egne øjne. Om jeres mission havde lykkedes for jer,” svarede hun ærligt. ”Det er trods alt år siden, at jeg mødte Dem og Deres mand. Er Deres mand her for resten i aften?” Hvornår hun sidst havde været i en kro som denne, vidste hun snart ikke længere. Vel ikke efter, at hun havde indtaget den manjanske trone? Dog følte hun sig bestemt ikke for fin til stedet her. Hun havde trods alt været ved sådanne steder utallige gange før. Dog var hun her ikke for at overnatte, som hun havde sin lejr udenfor med halvdelen af slottets bemanding.

[Alice Lairé-Jênan]

Rygterne om, at dronningen var genopstået, havde nået alle. Men derfor ændrede det ikke på, at alle begyndte at sidde og småsladre ved bordene, da hun gjorde sin entre. Hendes sikkerhedsfolk stod sikkert udenfor kroen og lyttede. Denjarna var kendt for at ville gøre tingene selv, specielt fordi hun længe havde været en del af folket. Alice beundrede egentligt sin dronning meget og havde ligget sin loyalitet hos Denjarna fra den dag, hvor hun havde givet hende og Valerio en chance. En chance for at få et liv og et arbejde, faktisk gøre noget for dem selv. Hun vædede sine læber. Mon Denjarna ville acceptere hende endnu trods hendes ændring i race? Hendes aura var ganske vist ændret, for mere mørke havde taget over, selvom hun stadigvæk var god og blid. Hvad hun skulle svare på, om hun havde farvet det, vidste hun kort ikke, men med sandheden kom man trods alt længst. "Det var jeg også, indtil omstændighederne ændrede sig for kort tid siden... og så blev det rødt," startede hun med at svare. Hun gik så i stå og trådte ud fra baren igen, mens hun sendte Denjarna et venligt smil. Hun nikkede til hendes ord, det var en del år siden, men kroen havde fungeret lige siden. "Den er lykkedes utrolig godt. Vi kan klare os for det vi tjener, selvom vi har en del udgifter også til indkøb af madvarer og husleje," svarede hun hende. "Valerio er ude for at handle, men han kommer tilbage på et tidspunkt," svarede hun med et let nik. Hun gjorde en gestus hen mod et af bordene. "Hvad kan jeg byde Dem på?" spurgte hun hende så.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej kendte Denjarna til Alice omstændigheder, som hun ej havde set kvinden i umindelige tider. Derudover havde de også blot mødt hinanden en gang før, og derfor kunne man heller ikke just forvente, at de var fortrolige med hinanden på den front. Dog kunne Alice altid træde for sin dronning, hvis anliggendet for det var passende. ”Javel,” lød det kortfattet, men roligt fra hende. Ej behøvede hun at snage, og hvem sagde også, at det ragede hende? Spøjst fandt hun det dog, som hun ikke just var vant til at se folk farve deres hår. Det var hun blot vant til fra formskifterne, og denne kvinde var ikke just af den race. At kroen havde lykkedes Alice og Valerio, passede hende ganske udmærket! At de havde regninger der skulle betales var, hvad det var, da det var nødvendigt for alle. Et større formål spillede det dog også til, da huslejen gik til landet, og madvaren gik til købene og derfra landmændene. ”Det glæder mig at høre, at kroen lykkedes for Jer. Ud fra, hvad jeg kan se, ser kroen også nydelig ud,” sagde hun ærligt. ”Derudover glæder det mig at se, at I har valgt Cetiul..” Et næsten morende smil søgte over hendes læber. ”Det er ingen hemmelighed, at Cetiul primært er for fiskerne og de gamle familier der altid har været her. Det er altid rart med et nyt pust.” Som Alice viste hende over til et af bordene, valgte hun høfligt at følge med. Stolen valgte hun selv at trække ud, inden hun måtte hænge sin kappe over dets ryg, så hun selv kunne tage plads på dets sæde. ”Fortæl mig, hvad Jeres bedst sælgende drink er, og jeg vil bede om sådan en,” lød det venligt fra hende. Ganske vidst kunne hun med lethed bede om det fineste og det dyreste, men selv havde hun nu aldrig set sig for fornem til folket. Det var trods alt også derfra at hun kom, skønt hun også tidligere havde haft magtfulde stillinger, samt altid havde mænget sig med den velhavende klasse.

[Alice Lairé-Jênan]

Mange ting var sket for Alice. Faktisk skete der altid noget i hende og Valerios liv. De to var virkelig uheldige og det endte altid galt på den ene eller anden måde. Derfor var kroen virkelig et stærkt holdepunkt for dem. Det var både deres hjem og arbejde, og det var det som holdt dem i gang og som holdt dem kørende, så de kunne få til dagen og vejen. Hun vædede sine læber og lod vær med at komme mere ind på det lige for nu, da hun ikke vidste hvor meget hun egentligt burde fortælle eller ikke fortælle. I princippet vedkom det vel ikke dronningen, bare fordi hun var dronningen, for de var jo ikke fortrolige. De havde jo kun set hinanden 1 gang. Så at skulle åbne op og sige, at hun var varulv nu fremfor lysvæsen, stod ikke lige højeste på listen over ønskede ting at fortælle. Men det var den forvandling, der stod bag hårfarven. Det var lidt uforklarligt, men det var ikke noget hun selv havde valgt. Det var kommet, da lysvæsenet havde forladt hende. Hun trak på smilebåndet og nikkede. "Vi gør alt for at holde det pænt og rent. Tak fordi De bemærker det," svarede hun. Glad for at dronningen faktisk kunne se, at det så godt ud. For hun var selv ganske stolt. Indretningen var måske ganske almindelig med det meste lavet af træ, men med tiden var der da også kommet lidt pynt op her og der. Specielt var sømændene, der havde fanget østers eller søstjerner ude på havet. Eller havde fundet drivtømmer på kysten. "Det er sandt. Men fiskerne og de sømænd, der kommer ind med både, gør god brug af kroen. Vi har flere faste kunder, som lejer et værelse for en nat, da de alligevel skal afsted igen til daggry," svarede hun og smilede. Hun selv satte sig ikke endnu, men fulgte blod Denjarna hen til det nærmeste bord. Hun trak på mundvigen og nikkede. "Som De netop selv har sagt, så er Cetiul primært for fiskerne. Og de er utroligt glade for rom," svarede hun og vendte om på hælen. Hun gik tilbage til baren, tog et glas frem og hældte rommen op. Hun lavede selv et krus vand til sig selv og gik tilbage til Denjarna. Glasset satte hun foran hende. "Værs'go," endte hun. Hun kiggede kort på stolen overfor, før hun besluttede sig for, at hun godt kunne tillade sig at sætte sig ned. Så det gjorde hun.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og det ses.. Det var så lidt,” lød det høfligt fra Denjarna. Alices og Valerios kro var muligvis ikke den fineste og dyreste af slagsen, men behøvede det også at være en nødvendighed? Størstedelen af landet – og de restende lande – tilhørte trods alt middelklassen, og det var jo også den gruppe, som de forsøgte at ramme. Noget de gjorde ganske udmærket. At det særligt var sømændene der gjorde en god forretning for dem, havde hun ej heller nogen modvendinger imod. Hvorfor skulle hun? Personligt glædede det hende blot at se, at folket havde taget stedet til sig, og at indehaverne kunne leve for det. Let trak hun på smilebåndet. ”Når først man har faste kunder, er man allerede godt på vej,” kommenterede hun ærligt. Hvis man havde vedvarende kunder betød det trods alt, at der var noget at komme tilbage for. At det var rom der ville blive serveret for hende, kunne et sted ikke forundre hende. Ej var det rommen der var hendes favorit – faktisk drak hun det end ikke – men hvis det var, hvad der var deres bedst sælgende drik, var det, hvad hun ville forsøge sig med. Høfligt ventede hun på Alices tilbagevenden med drikken, hvor hun roligt vendte blikket i hendes retning, som hun stillede glasset foran hende og selv tog plads ved bordet. Ikke at det gjorde hende noget. Hun var her trods alt for at tale med hende. ”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har smagt rom i årevis,” indrømmede hun med at smil på læben. Inden hun tog om glasset med de lange slanke fingre. Det var end ikke kun i de år, hvor hun havde været væk, at hun ikke havde smagt væsken, som det også havde været mange år inden da. Høfligt hævede hun sit glas i Alices retning. ”Skål, og tillykke med Jeres fine arbejde,” skålede hun. Inden hun førte glasset op til læberne. Selv smagte hun øjeblikkeligt rommens sødme, og alligevel barskhed, som det ramte hendes tunge og dernæst hendes hals. Prikkende måtte det være imod hendes hals, som hun kun kunne nå frem til det faktum, at det endnu ikke var hendes ynglings. Dog lod hun ingen miner nå sit ansigt, som hun blot roligt stillede glasset fra sig på bordet igen.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice smilede venligt til Denjarna. Det var utroligt fint at få besøg af Denjarna. En skam, at han så netop skulle være ude at handle i nat, for han ville da uden tvivl have set en ære i at få så fint besøg. Kroen her, var Alices lille hjertebarn. Hver dag glædede hun sig faktisk til at skulle åbne, møde de faste eller nye gæster. Hun satte en ære i at betjene dem og selv tjene til dagen og vejen, eftersom det aldrig var lykkedes hende før. Så hver dag var endnu en sejr for hende, fordi hun endnu engang kunne sørge for sig selv og sin partner. Sømændene kom her ofte, da kroen lå godt i forhold til kajen, hvor de kunne ligge til, så det passede hende fint. "Ja, mon ikke. Og der kommer som minimum altid ét nyt ansigt i kroen hver nat, så det kører som det skal," svarede hun med et skævt smil. Hun bragte rommen til Denjarna og tillod at sætte sig overfor hende. Hun tog selv en tår af vandet. Det var nu rart at få bare en lille pause, for det var uden tvivl hårdt arbejde. Det var dog som om, at det var blevet mindre hårdt siden fuldmånens kræfter havde plantet sig i hende. Ulven gjorde hende mere fysisk stærk og det gjorde arbejdet en del nemmere og mindre hårdt. "Hvis De hellere vil have øl, skal De bare sige til... Det er det næstbedst sælgende," svarede hun med et smil. Rom var uden tvivl mest en drik for sømænd i hendes optik og det var noget, som man skulle vænne sig til at drikke. Hun hævede sit krus som en takke gestus til dronningens ord. "Tak, Deres Højhed. Deres mening betyder meget," svarede hun ærligt og drak efterfølgende noget mere af sit vand. Det føltes rart ned gennem halsen.

[Denjarna Dark Dynithril]

”I så fald er der ikke meget andet at bede om,” lød det roligt fra Denjarna. De havde deres faste kunder her i kroen, ligeså vel som de havde deres enkelte nye.. Meget mere kunne man vel ikke bede om? Det var i hvert fald nok til, at man kunne se ideen i kroen, samt nok til, at man kunne leve for det. Dog kunne man selvfølgelig altid stræbe, som man kunne forsøge at stræbe efter et mere luksuriøst klientel. At Alice opdagede, at rommen ikke nødvendigvis var hendes kop the, kunne hun kun smile skævt til. Dog havde hun troet, at hun havde skjult sin mening godt nok. ”Hverken rom eller øl er, hvad jeg normalt skyller ned,” kommenterede hun ærligt med et lille smil. ”Normalt set holder jeg mig til de mere lyse drikke eller rødvin.” Personligt anså Denjarna også disse drikke for at være korrekte kvindedrikke. Rom, whisky eller øl, havde om end aldrig været noget der havde tiltalt hende. På trods af al dette valgte hun alligevel at løfte glasset op til sine læber, hvor hun nok engang nippede til væsken. Barsk var smagen endnu, men rart var det uden tvivl at få noget alkohol indenbords. Særligt efter al det, som hun havde gennemgået. At få af vide, at man havde ligget død, og dernæst havde vågnet op til en femtenårig datter, var nemlig bestemt ikke nogen dans på roser! Ej heller var det at finde ud af, at hendes land i mellemtiden havde været erobret til andetsteds. Noget, som hun heldigvis havde formået at rette op på. Hendes sølvgrå blik hvilede på Alice der pænt sad overfor hende. ”Fortæl mig, hvordan det stod til her i kroen og i Cetiul, mens jeg var borte,” endte hun med at opfordre, som besættelsen jo var essentiel for hende.