Fra vands til lands

[Deleted]

Besøgende fra fjerne lande var begyndt at strømme til øen, og Mersera så det straks som en mulighed for at undersøge, hvor disse fremmede væsner kom fra. Hun drog derfor af sted mod det såkaldte fastland - alene. Ingen skulle endnu vide, at hun var en højstående person fra øen, og at hendes meninger kunne få en voldsom indflydelse på krig, fred og anden politik. Derfor tog hun den lange rejse igennem havet alene, hvor hun pejlede sig efter skibene, der var begyndt at rejse mellem øen og fastlandet. På en strands svømmede hun i land og lod forvandlingen komme til sin ret, så hun igen kunne betræde det bløde, hvide sand med de søde, små tæer. Fra hale til ben var stadig en magisk fornemmelse, som hun nød. Både den ene og den anden vej. 


På mange måder mindede dette land om hendes eget, når hun stod her på stranden, men hun forventede, at der snart ville være tydelige forskelle. Udover blot dialekter som hun allerede havde mødt på øen af nogle af de handelsrejsende. Ikke langt fra stranden lå enge og skov, som hun begyndte at bevæge sig imod. Hun kastede et enkelt blik tilbage for at huske stedet, hvor hun var gået i land og spejdede efter skibet, hun havde fulgt. Det var længere mod nord, hvis hun ville finde havnen. Dette memorerede hun sig, mens hun ellers gik med rolige skridt igennem det knæhøje græs, der blidt bøjede af for hendes lange, hvide tunikakjole. Intet anende om, at den måske ville vække opsigt i dette terræn. 

[Deleted]

Barioth lå og dovnede den på i skyggen af nogle træer der lå tæt op af stranden, i stærk kontrast med det næsten hvide sand. Stranden lå nær Cetiul, en by som Barioth hade fundet rent tilfældigt under sin søgen efter en anden rede.

Han kedede sig, der var ikke så forfærdeligt meget for ham at lave. Han var rejst langt i håbet om at finde et sted at placere hans næste rede. Men indtil videre havde han ikke heldet med sig for han havde ikke fundet nogle steder han ville mene var gode nok. Så han besluttede sig bare for at slappe af tæt ved stranden. For en gangs skyld kunne hans slave og drage rytter Anafenza også gøre det samme. For en gangs skyld sov hun. Ikke fordi hun var træt, det havde været nogle rolige dage, men fordi hun kunne, det var en sjælden luksus som hun havde alle intentioner om at udnytte fuldt ud.

Barioth lå og skuede ud mod vandet. Det så ud til at være relativt stille. Der var ikke forfærdeligt meget der rørte på sig andet en de irriterende havfugle og nogle fisk. Han kiggede op, en mærkelig lugt ramte hans næse. Det lugtede af hav, men ikke den samme lugt som havet selv producerede. Det var svært selv for ham at forklare, men det lugtede levende og interessant. #Hvem er det der komme og forstyrre mig? # Sagde Barioth telepatisk. Han sendte beskeden ud så alle dem i nærheden som kunne forstå det gængse menneskelige sprog ville høre det, og forhåbentlig ville de tiltrække personen med den sjove lugt.