The feeling of home

[Jarniqa Dynithril]

”Hvis det er blevet værre er det fordi, at du har dårlig indflydelse på mig,” lød det kækt fra Jarniqa, som hun altid havde haft en skarp tunge. Bange af sig havde hun nemlig aldrig været, som hun altid havde været hurtig på trods af, at hun aldrig havde haft de store sociale kendskaber. Bedre var det dog uden tvivl blevet, som hun nu havde vænnet sig til at leve omkring Lucifer. ”Og hvis jeg er tilfreds med dig, kan jeg kun sige det samme til dig,” sagde hun roligt. Hvad hun ville kunne få ved en anden mand end Lucifer, vidste hun ikke, men ej heller følte hun trangen til at undersøge det, som Lucifer faktisk gjorde hende … lykkelig. Selv håbede hun blot, at hun fik ham til at føle det samme, da det i sig selv var en fantastisk følelse. På sin vis følte hun nemlig, at den rette plads for hende var ved Lucifer, og det i sig selv havde hun vel også bevist, som hun havde taget ham med på sin færd? Som han lagde armene om livet på hende og kyssede hendes kind, lagde hun trygt sit hoved ind til hans faste bryst. Rart fandt hun dette, som det holdt hende tryg og rolig. Dog kunne hun ikke blive stående således, som han i stedet bad hende om at finde tøj til ham. Modvilligt løsrev hun sig derfor fra hans arme, som hun i stedet rettede opmærksomheden mod hans klædeskab igen. Her kiggede hun denne her gang tøjet igennem med et nøjere blik. Pænt måtte det godt være, men solidt skulle det samtidig være, da de ikke just skulle til bal, men derimod ud og ride rundt. Derfor trak hun en mørkeblå skjorte, et par mørke bukser og en mørk rejsekappe ud. Alt sammen ideelt til deres færd. ”Her,” sagde hun roligt, som hun overrakte ham beklædingen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Svagt måtte Lucifer alligevel himle med øjnene. Han kunne dog ej afholdes fra at smile. Glad gjorde hun ham nemlig, og særligt fordi at hun gjorde det på den måde, som hun nu gjorde det. Enkelt ved at give ham igen. Armene lod han let glide over kors igen. "Så du siger til mig, at det hele er min skyld?" spurgte han med et tydeligt morende smil på læben. Han rystede let på hovedet. Sjov som hun var, kunne han godt lide hende. Han kunne virkelig godt lide hendes person.
Armen lod han let glide omkring hendes skikkelse, og trykkede hende let ind mod sig, inden han plantede et kys mod hendes kind. Selv elskede han at give hende denne form for kærtegn, og samtidig vide, at det måtte være hans eneret at gøre således. Han trak sig kun, for at se sig om. Alle de år, som han havde tilbragt her. Naturligvis var det noget, som han særligt godt kunne huske. Faith havde værelse ikke langt derfra, så frygten for, at hun skulle steppe op, var uden tvivl tydelig i ham. Han nikkede og tog imod tøjet i stedet for. Han betragtede hende roligt med et smil på læben. "Nuvel, så lad os gå før Faith dukker op," sagde han endeligt, som han igen nikkede mod hende. Selv vidste han, at det nok ikke ville gå voldsomt udover Jarniqa, om de blev set, men frygten for det, lå der jo trods alt alligevel. Fra under sengen, drog han en lille sæk, hvor han kunne presse tøjet i. At få noget med sig, ville uden tvivl gøre godt, og særligt nu. Han fik den lukket og kastet over skulderen, inden han gjorde tegn til hende, til at følge med ham ud. Jo hurtigere de kunne komme ud derfra, des bedre var det. Han søgte tilbage på den mørke korridor, inden han søgte ned af den, for at komme tilbage til hallen. Han var årvågen. Han følte vel, at Faith var i nærheden?

[Jarniqa Dynithril]

Uskyldigt trak Jarniqa på skulderen. ”Eftersom jeg har tilbragt de sidste mange uger med dig, og eftersom forandringen er sket nu, så ja.. Det må helt og særdeles være din skyld,” fastsagde hun muntert. Dårlig indflydelse kunne hun dog ikke sige, at han havde på hende. Selv så hun det jo på den måde, at hun aldrig før havde haft det bedre, end det hun havde nu. Lykkelig følte hun sig jo helt, samtidig med, at hun aldrig før havde følt sig mere levende. Selv ville hun ønske, at hun havde kunnet fortælle Damien om sin glæde, men det gik ikke just.. Endvidere var det også umuligt nu. Som han sagde, at de måtte søge ud nu, måtte hendes hoved falde en kende på sned. Hvorfor så travlt? ”Er der da ikke mere at se her?” spurgte hun undrende, inden hun naturligvis fulgte efter ham. Det føltes pludselig som om, at han havde en pil efter sig, siden han pludselig hastede igennem. Brynene rynkede hun. ”Jeg kan ikke se denne Faith nogen steder, eller nogen anden for den sags skyld.. Jeg tror derfor ikke, at vi behøver at ile ud.. Og er der virkelig ikke mere at se her?” Selv forstod hun det ikke.. Her var jo ingen? Hvad gjorde forskellen også ved indturen og udturen? Hvorfor havde de kunnet tage den med ro, men bare ikke efter, at de havde besøgt hans værelse? Hun forstod det ikke.. Hvad ville der egentligt ske, hvis de blev opdaget? Ville dæmonerne gøre dem noget? Ville de gøre ham fortræd, da han teknisk set var forvist fra denne by? Hun håbede det da ikke! Læben bed hun ned i, inden hun beroligende måtte gribe efter hans hånd, som de fortsat var på vej ud. Ej syntes det, at der var nogen fare på færde, men alligevel fik det hele hendes hjerte til at slå stærkere.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg tror ligeledes, at det er du, som har en meget skidt indflydelse på mig, smukke," pointerede Lucifer med et tydeligt morende smil på læben. Han kunne jo ikke tage det særlig tungt. Han kunne jo lide, hvad hun gjorde ved ham, og særligt når det var på denne her måde. Han sendte hende et smil. Lige nu, og fordi at de var omkring hinanden, følte han atter, at han kunne smile og være glad, samt tilfreds, og det var det, som han godt kunne lide. Han var.. komplet sammen med hende. Nyforelsket? Ja, et sted var han vel gået hen og blevet så glad for hende, selvom det næppe var noget, som han havde regnet med, at han ville blive, efter at han havde mødt hende første gang. "Det som er værd at se, har du set," sagde han med en ærlig stemme. Kilderne, samt den store hall og hans værelse, selvom det ikke var særlig meget, men tanken om at Faith skulle se dem, samt gøre hende noget, var noget af det sidste, som han ønskede, og de gik jo bogstavelig talt rundt i løvens hule.
"Der er ikke meget mere at byde på her, Jarniqa.. Desuden.. hvis vi skulle finde Mørkelverne, kan vi lige så godt komme videre," sagde han med et kækt smil på læben. Han endte med at tage omkring hendes hånd. Jo mere de nærmede sig hallen, des flere dæmoner, måtte endnu en gang vise sig for dem. "Vi skal bare ud nu.." ente han. Mentalt kunne han jo mærke, at Faith var tæt på, og intet ondt ønskede han, skule ske med hende! Det var noget af det sidste, som han ønskede sig! Han trykkede om hendes hånd, inden han førte hende med ud til hestenen, så de igen kunne komme videre.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

”I så fald er vi det perfekte par! Begge komplet dårlige for hinanden,” endte Jarniqa leende med at bekendtgøre. Dog følte hun på ingen måde, at de var dårlige for hinanden. Hvordan kunne man også være dårlig for hinanden, når man formåede at gøre hinanden glade? Umuligt forekom det for hende, og derfor så hun sig blot glad. En glæde, som han uden tvivl skulle dele med hende. Derfor nød hun også at se glimtet i hans øjne, og smilet på hans læber. Som han meddelte, at der ej var mere for dem at se i Appolyon, forholdt hun sig også samarbejdsvillig. ”Nuvel..” Overraskende fandt hun det, at byen ej havde mere at byde på. Særligt fordi, at Lucifer tydeligvis priste den. Dog glædede det hende, at han tydeligvis ikke havde et problem med at forlade den igen. Det gjorde nemlig, at hun intet havde at frygte heldigvis. ”Hvis vi søger mod mørkelverne nu, har jeg intet at klage over,” lød det fra hende med et smil på læben. Dette var nemlig den destination på udflugten, som hun så brændende ønskede at se! En del af hende var det nemlig, og derfor ønskede hun naturligvis at udforske det. Blidt gengældte hun klemmet omkring hans hånd. Skønt han sagde, at der intet mere var for dem i Appolyon, følte hun, at han nærmere skyndte sig af nervøsitet. Ej brød hun sig om at se ham således, men ej heller stillede hun spørgsmålstegn ved det. I den sidste ende, kendte han jo Appolyon bedst.. Derfor måtte han vel også vide bedre end hende, hvilken fare der kunne ligge her? Med ud til hestene lod hun sig trække. Øm i bagen følte hun sig ikke længere over de mange dages ridt, og derfor skubbede hun uden tøven foden ind i stigebøjlen, inden hun svang sig op i sadlen, så de nok engang kunne ride videre.

// Out