The feeling of home

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ikke bange for at erkende for Jarniqa, at hun gav ham noget, som han ikke havde fået, eller oplevet nogen andre steder, og dette kunne naturligvis godt mærkes på ham. Hun formåede jo alligevel at holde hans interesse ved lige, og selv efter alt dette, så kunne det også godt mærkes. Han sendte hende et smil. "Jeg kan vel ikke benægte det," sagde han ærligt. At tilbringe tiden med hende, var nok det bedste, som var sket ham, og naturligvis satte det også sine spor på ham og hans væsen. Bare tanken om at sove sammen med hende, samt vågne op igen, var virkelig rar! Selvom det dog næppe var en tanke som hendes kære værge ville værdsætte, så var det ikke noget som han sagde noget til, som det stod i øjeblikket.
Et smil passerede atter hans læber. Måske de efterhånden burde søge op, med tanke på alt det, som de skulle nå. Særligt hvis de også skulle nå mørkelverne. Selvom han bestemt ikke var meget for den tanke, forstod han jo godt, at det var noget, som hun ønskede at undersøge. Det var jo trods alt en del af hende. Han vendte de mørke øjne mod hende, hvor han tog imod det flygtige kys. I sig selv, var det slet ikke nok for ham, men derimod noget, som han levede med. Tungen strøg han kort over læberne. "Så det du siger, er at du vil søge dertil på egen hånd? Jeg er bange for, at de allerede kender til min tilstedeværelse, når vi nærmer os skoven, Jarniqa. Det vil ikke gøre nogen forskel," begyndte han roligt. Sandt at sige, at han vel et sted også var bange for, at hun ville falde lidt for godt til blandt sine egne? Han betragtede hende med et sigende blik. "Eller ønsker du at gøre det på egen hånd?" spurgte han med en rolig stemme.

[Jarniqa Dynithril]

”Godt,” lød det tilfredst fra Jarniqa, alt imens smilet måtte hvile på hendes læber. Selv nød hun, når han kom med disse indrømmelse, som det hjalp hende til at forstå, hvad de havde sammen. En ting var nemlig, hvad hun umiddelbart følte. En anden ting var, hvad han følte, og hvad det betød tilsammen. Om det var en god ide at tage ham med til mørkelverne by, vidste hun ikke. Det var ikke fordi, at hun ikke ønskede at havde ham med, som hun nærmere måtte tænke over, hvad han sagde, og hvad Valandil havde sagt. Selv ønskede hun nemlig ikke, at Lucifer kom galt af sted, og derfor var det måske bedst, hvis hun tog den by alene. Hende ville de vel ikke gøre fortræd? Eller ville de? ”Hvis du frygter, hvad der vil ske, hvis blot du nærmer dig stedet, vil det så ikke være bedst, hvis du blot bliver et par kilometer derfra og lader mig søge dertil på egen hånd? Af hvad jeg har hørt, burde jeg ikke være i fare indenfor deres grænser,” lød det fra hende. Til diskussion var det ikke, hvorvidt hun skulle besøge mørkelverne eller ej, for det skulle hun. Hvad der derimod kunne diskuteres var, om de skulle skilles for en dag eller ej. Hånden lod hun let stryge over hans kind. ”Du kunne vente på mig udenfor skoven og slappe af, slå lejr op eller lave noget helt andet. Jeg skal nemlig nok være tilbage, inden vi kryber til køjs.” Hvad mørkelverne kunne finde på at gøre ved Lucifer, hvis de så ham, havde hun ikke den fjerneste ide om. Ville de mon voldtage ham og ødelægge hans krop, som de havde gjort med Valandil? Selv kunne hun dog ikke se, hvordan man skulle kunne voldtage en mand. Svag var hun måske ikke, men fysisk var mænd jo blot større og stærkere end kvinder. Det var i hvert fald normen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ville ej benægte, hvad han følte for Jarniqa. Selv dette var noget, som han kun måtte mærke mere og mere af, for hver dag, som måtte gå, og naturligvis, var dette noget, som han kunne mærke. Jo mere han var omkring hende, des mere gik det op for ham, at han ikke ønskede at hun skulle søge væk, og finde en anden mand. Det ville han slet ikke kunne holde til! Han ville slet ikke kunne klare det!
Selv nu hvor de snakkede om mørkelverne, vidste han jo godt, at det var en vigtig del af hende, og at det var noget, som hun skulle have lov til at undersøge, også selvom han naturligvis gerne ville være der til at passe på hende. Tænk nu hvis de ville holde hende igen, fordi at hun var datter af den kvinde, som hun var? Han ville jo heller ikke ende med at miste hende, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, hvor han glædeligt tog imod hendes strøg over hans kind. For ham, var det helt igennem fantastisk. Han kunne uden tvivl godt lide, at mærke hende tæt ind mod sig. "Det er jo en mulighed," sagde han sandfærdigt, inden han denne gang valgte at slippe hende. Han var bare ikke meget for det, men han ville jo heller ikke være omklamrende. "Tror du selv på, at du vil være tilbage til sengetid, når du har det mørkelviske samfund at rende rundt i? Kære Jarniqa. Jeg ved jo, hvor meget du længtes efter at finde ud af hvad det er for noget, du kommer fra," sagde han sandfærdigt. Han kyssede hende kort igen. "Vi burde komme op," afsluttede han.

[Jarniqa Dynithril]

Gennemtænkt var rejsen ikke just, og derfor vidste Jarniqa ej heller på forhånd, hvor lang tid de forskellige stop ville tage. Derfor måtte hun tage hans ord til overvejelse, som han betvivlede, at hun ville kunne nøjes med at bruge en dag på mørkelverne. Ret havde han måske.. Hun ønskede jo at opleve hele deres by.. Se, hvordan det hele egentligt foregik, samt tale med dem der boede der. Selv håbede hun også helt, at hendes race ville kunne lære hende et eller andet. Noget mørkelvisk, så hun var endnu mere i takt med den del af sig. ”Så du ønsker, at jeg skal bruge dage der?” endte hun med at spørge. ”Hvad kunne du ønske dig at lave imens?” Hvis han ønskede at komme med hende, kunne det så være en mulighed og sige, at han var hendes slave? Ud fra Valandils forklaringer havde hun nemlig forstået, at kvinden var flere trin højere end mændene. Ville kvinderne derfor lade Lucifer være, hvis hun sagde, at han var hendes? Hun endte med at nikke, som han sagde, at de burde komme op. Fronten vendte hun mod kanten, hvor hun også lod sine fingrer lukke sig om, så hun var klar til at hoppe op. Dog kunne hun ikke dette med det samme. ”Søger du op og ser væk?” lød det fra hende. Det var ikke just ment som et spørgsmål, som det nærmere var ment som en bøn, som han skulle respektere. Nøgen var hun jo, og selv følte hun endnu, at det var underligt, hvis han så hende således. Hun var nemlig ikke som ham der blot smed tøjet uden hæmninger. Der var hun nemlig det mere tilbageholden, hvilket han også havde lært at acceptere, som hun i stedet havde givet sig på andre punkter. Dog ville det nok komme før eller siden, men ikke lige nu. Ikke sådan her.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer fandt det spændende, at han ej vidste hvor lang tid turen ville tage, og at de tog tingene, som de nu måtte komme, også selvom det ville resultere i en temmelig kort visit ved hans hjem, hvor hun derimod kunne bruge dage ved Mørkelverne. Ikke at han klandrede hende for det, og særligt hvis det var første gang, at hun skulle opleve det, samt se det med sine egne øjne. Frygten for, at de ville holde hende der, og uden muligheden for at komme tilbage til ham, var dog hvad der stod stærkest i ham. Igen havde han kun andre folks ord på, hvad en Mørkelver var, samt hvad de gjorde. Det eneste som han vidste med sikkerhed, var at kvinderne lå øverst i hierarkiet, og at mændene agerede som slaver, og kun måtte lystre deres frue. Han fandt uden tvivl den tanke underlig. Han selv gik mere ind for en form for ligestilling, hvor man kunne være sammen og bare have det godt. Som han havde det med Jarniqa.
Hovedet lod Lucifer søge på sned, som hun spurgte ind til om hun kunne være væk i dage. Hans valg var det jo trods alt ikke. "Der er sikkert mange ting at opleve der. Særligt hvis du ikke har oplevet dem tidligere," sagde han med en rolig stemme. Han slap hende. Hvad han skulle lave imellemtiden, vidste han dog ikke. "Det ved jeg ikke," sagde han ærligt. Svært var det uden tvivl, for han var ikke meget for at lade hende gå i så lang tid. Han himlede med øjnene, som han endnu ikke fik lov til at se hende helt nøgen. "Jeg får ikke lov til at se dig endnu, gør jeg?" spurgte han tydeligt morende, inden han selv satte hænderne mod kanten og satte af, inden han kom op. Hans tøj klistrede helt ind mod hans krop, og begyndte omgående at løbe i vand. Han stillede sig med ryggen til hende, hvor han fjernede sin skjorte. "Men fint.. Så kom op," afsluttede han med et kækt smil.

[Jarniqa Dynithril]

Aldrig havde Jarniqa oplevet det mørkelviske samfund. Man kunne også helt sige, at hun knapt havde oplevet mørkelverne i sig selv. På det punkt kendte hun jo kun Valandil, og han stod trods alt kun for en del af samfundet. ”Det har jeg ikke,” medstemte hun ærligt. Det eneste hun oprindeligt havde set af Dvasias, var jo Marvalo City, og den by havde været omgivet af warlocks og ikke mørkelverne. ”Jeg ved ikke om det ville være nok eller ej, men ville det være en ide at sige, at du var min, hvis du ønskede at tage med?” lød det prøvende for hende. Hvis det kun havde været for en dag, havde hun sagtens kunnet klare sig uden ham. Hvis det derimod var således, at hun skulle overnatte der flere dage i træk, tænkte hun, at hun blot ville ende med at savne ham. Fair var det vel heller ikke, hvis hun morede sig i mørkelvernes by, og hvis han kedede sig udenfor i al den tid.. Let rystede hun på hovedet, som han kommenterede hende og nøgenhed, ”Du kan nøjes med at drømme endnu,” endte hun roligt med at svar. Dog måtte hun helt spekulere over, om hun måtte se bedre, værre eller det samme ud i hans drømme. Var der nogen garanti for det? Det være ville dog være, hvis hun skuffede ham. Hendes blik fulgte ham, som han fik skubbet sig op af vandet og stod med ryggen til hende. Taknemmelig gjorde dette hende, som det gjorde, at hun kunne forblive tryg og roligt. Selv hoppede hun med fødderne og løftede op i armene, så hun til sidst kunne kravle op ad kilden igen. Køligt måtte dette helt være, som vandet ellers havde været skønt! For at få det værste vand væk, kørte hun effektivt hænderne over sin bare krop, så vanddråberne på den led blev skubbet bort. Kjolen bøjede hun sig derefter ned efter, så hun kunne trække den over sig. ”Så,” meddelte hun.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At Jarniqa ikke havde oplevet mørkelvernes samfund tidligere, kom ikke rigtigt bag på ham. Han selv ønskede jo ikke bare at sidde og glo i flere dage, mens hun morede sig blandt sin egen slags, hvilket han meget gerne ville have lov til at gøre klart for hende, dog uden at tage mulighederne fra hende. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Han nikkede. Lige hvad angik den slags, forstod han hende faktisk. "Og jeg forstår på dig, at du virkelig gerne vil opleve det?" Han betragtede hende med et sigende hævet bryn. Alene tanken om at se hende på denne måde, var noget som gjorde ham en kende.. Usikker? Skulle han rende rundt og agere som en slave for hende? Hvad ville han få ud af det, andet end hendes tilfredsstillelse? Ville det overhovedet hjælpe på sigt? Han vidste det faktisk ikke, og det var også lidt det, som gjorde ham en kende usikker hvad angik dette. "Jeg ved ikke om det vil holde mig sikker i et kvindedomineret samfund," sagde han ganske ærligt. Nu var han jo heller ikke ligefrem en mand, som var bange for at slå fra sig. Han havde jo kun været slået ud en gang, men det var jo for pokker overfor en kæmpe drage! I hans øjne, var det straks noget andet! Han ville jo ikke ligefrem udsættes for alt muligt, bare fordi at det var noget som fangede kvindernes interesse. "Men om du tror, at jeg lader dig gå derind selv, så tager du fejl.. Jeg vil gerne tage med dig," sagde han endeligt. Ikke fordi at han ville være omklamrende eller noget i den stil, men der var vel ikke noget forkert i at passe bare lige på hende? Han behøvede jo trods alt heller ikke at være omkring hele tiden.
Som hun kom op og kom i tøjet igen, vendte han sig endelig mod hende. Han selv stod med den virkelig våde skjorte i sin hånd. "Nu håber jeg da, at mit værelse endnu står," pointerede han med en sigende mine, som han igen blinkede til hende. Han gjorde et kast med hovedet, inden han begyndte at gå. Han var jo drivvåd!

[Jarniqa Dynithril]

”Det har altid været mig en drøm at forstå, hvor mine aner stammer fra. Det var nemlig ikke just i Paggeija, at mørkelverne kom fra,” kommenterede Jarniqa oprigtigt og med et skævt smil på læben. Skønt Damien havde fortalt hende, at mørkelverne ikke just var en elsket race, ønskede hun alligevel at opleve dem. Det kunne også være, at de slet ikke var så slemme, som det folk gjorde dem til? Selv følte hun trods alt heller ikke, at der var et problem med hende selv bare fordi, at hun var halv mørkelver. Hvad hun derimod var mindre sikker på, var hvorvidt Lucifer skulle med hende eller ej. På den ene side ønskede hun nemlig ikke, at han kom til skade, hvor hun på den anden side heller ikke ønskede at undvære ham. Irriterende var det næsten, som sådan noget ellers aldrig havde vægtet højt hos hende. Før i tiden havde det nemlig blot heddet hende og Damien. Som han først sagde, at det næppe var en god ide at kalde sig for hendes slave og dernæst sagde, at han gerne ville med hende, måtte hun mærke, hvordan hendes hjerte slog hurtigere. Glad måtte hun faktisk helt føle sig over det faktum, at hun ikke skulle undvære ham, selvom det teknisk set blot ville have været for et par dage. ”Hvis du mener, at vi alle kan komme helskindet fra det, har jeg ingen kvaler med det,” sagde hun ærligt, for hvor meget hun end ønskede at have ham med, kunne hun ikke bære tanken om, at han nok engang skulle ligge skadet eller det der var værre. Personligt frygtede hun dog ikke for sig selv, da hun jo mere eller mindre var en af dem. Derudover vidste hun også, hvad hun var i stand til, hvis det hele skulle ramle sammen. Roligt fulgte hun med ham ud af grotten. Tør måtte hun helt være, alt imens der ikke var den del af ham, der ikke dryppede. Muntert slap hun en latter. ”Jeg ved snart ikke om det er nødvendigt. Jeg har intet imod at se dig således,” lød det kækt fra hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det er det næppe, da Paggeija jo er en del af Manjarno," sagde Lucifer med en direkte stemme. At hun ønskede at vide hvad hun kom fra, forstod han jo, for det var grundlæggende for enhver at vide, og derfor havde han skam også forståelsen for, at hun gerne ville se det. Det var vel også derfor at han havde taget hende med hertil? Fordi at han gerne ville vise hende, hvor han kom fra? Han betragtede hende med en rolig stemme, og med et let smil på læben. Han ville ikke virke omklamrende eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på, men han ønskede jo heller ikke at noget skulle ske hende, og tænk hvis de ikke ville acceptere hende, for at være en varyl? Ikke at han havde svært ved at forestille sig, at det godt kunne vise sig, at blive et problem, hvis det han havde hørt om Mørkelverne, rent faktisk stemte med hvordan de egentlig var som væsen. Om han så skulle kalde sig for hendes slave for nogle dage, måtte han vel i det tilfælde, så ende med at leve med?
At det derimod betød noget for hende, at han gerne ville tage med hende, kunne han godt se på hende, og det gjorde naturligvis også ham rigtig glad. "Bare i tilfælde af, at noget skulle ske, så tror jeg bare, vi er stærkest, hvis det er.. ja, os to," sagde han sandfærdigt. Ikke tvivlede han på, at hun ville handle for hans bedste, som han uden tvivl også ville handle på hendes, som han jo ikke ønskede, at noget skulle ske hende. Han himlede let med øjnene. "Ja, det tænkte jeg nok.. Du kan nemlig godt lide, at se på mig," sagde han selvsikkert, hvor han let blinkede mod hende. Han forlod kilden, hvor han håbede på, at hun fulgte med. Det var derimod også nu, at det kunne blive risikabelt, for det kunne bringe dem tættere på Faith, og hun skulle helst ikke vide, at de var der. Selve korridoren var oplyst af faklerne, og hernede var det langt mere dunkelt og mørkt. Noget som selv Lucifer kunne lide. Han holdt meget godt øje, da han stoppede ved en dør. Han tog langsomt i håndtaget, og tvang en knirkende dør op. Tung som den var, som en blanding af træ og sten. Og ja.. Her var værelset. En stor seng stod der, et ordentligt klædeskab, og typisk meget simpelt.

[Jarniqa Dynithril]

”Det ved jeg,” kommenterede Jarniqa roligt, som hun udmærket vidste, at magikerne stammede fra Procias og mørkelverne fra Dvasias. Morsomt var det vel derfor næsten, at hendes moder og fader havde formået at finde hinanden. Dette samspil gjorde dog også, at hun ikke gik ind for racestridigheder, som hun derimod gik ind for at behandle folk, som var de individuelle personer. Det måtte hun jo også vise ved at være sammen med Lucifer, der var noget helt tredje i forhold til, hvad hun selv var. Nemlig en dæmon. Brynet hævede hun, alt imens et glimt måtte vise sig i de smaragdgrønne øjne. ”Så det du siger er, at jeg ikke kan klare mig selv?” spurgte hun endeligt, inden hun kækt måtte tilfælde. ”..eller også siger du, at du ikke kan klare dig uden mig.” Roligt fulgte hun med ham væk fra kilden og tilbage i de snævre gange. Selv måtte hun helt spekulere over, hvor alle dæmonerne blev af. Sov de på denne tid af døgnet? Arbejdede de alle? Sjovt fandt hun det i hvert fald, at de ikke havde set skyggen af en endnu. Morende smilede hun. ”Og du vil måske ikke indrømme, at du nyder, når jeg kigger på dig?” lød det roligt fra hende, som hun vidste, at han elskede det. Han havde trods alt bedt hende direkte om det i sin tid. Nysgerrigt stoppede hun op igen, som de nåede en dør. Var det mon her? Var det døren til et hus eller et værelse? Blodet pumpede rundt i hendes krop, hvor hun måtte være hurtig til at træde forbi ham, som døren gik op. Et værelse. Et meget respektfuldt værelse, som der kun var det nødvendige, men dog i en hvis kvalitet. Nysgerrigt så hun sig om. Nogen direkte personlige ting lignede det dog ikke, at der var her. ”Så dette er her, hvor du førhen boede..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa var uden tvivl en meget sær sammensat kvinde, men Lucifer kunne vel godt lide det? Hendes blanding var nemlig meget atypisk hvad man normalt ville finde, og naturligvis var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende og med et let smil. Selvfølgelig skulle hun vende op og ned på alt hvad han sagde! Det burde end ikke komme bag på ham, hvilket det nu heller ikke ligefrem gjorde, men det var ikke just det, som var ventet af den grund, kunne man sige! "Og naturligvis skal du vende op og ned på alt hvad jeg siger," sagde han med en tydeligt morende stemme. Han kunne ikke undvære hende.. Det var vel også lidt det, som var hans problem? Han var efterhånden blevet så vant til, at skulle tilbringe den tid sammen med hende, som han gjorde, at han ikke rigtigt vidste, hvad han skulle give sig til, hvis hun ikke var der. Han rystede på hovedet af sig selv. Skulle han besvare de spørgsmål?
At hun derimod godt kunne lide at kigge på ham, vidste han, og det var vel også det, som han godt kunne lide? Det var alt sammen noget, som kun appellerede til hans selvtillid, også fordi at han jo vidste, at han så godt ud, og det var næsten det som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Det gør jeg. Hvem vil da ikke gøre det?" spurgte han morende, inden han tvang døren op ind til sit gamle værelse. Lang tid siden var det, siden han sidst havde været der. denne gang var jo kun for de mere 'højtstående' dæmoner. Ham deriblandt, så her ville de ikke finde særlig mange. Med andre ord, så var de lidt alene, hvilket passede ham fint. Han søgte direkte hen til sit gamle klædeskab og tvang det op. Hans tøj var her stadig. Perfekt! Han begyndte at tage det våde af, og smed det fra sig. Der stod han igen i ingenting, frem til han fandt en tør underbeklædning, et par mørke bukser, samt en skjorte, som han tog på. "Det var her jeg boede til Faith smed mig ud, ja.. Det har ikke forandret sig siden. Jeg er overrasket over, at hun har ladet det stå," sagde han ærligt, inden han igen vendte sig mod hende. Det var ikke meget at prale af, men.. det var hans.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige skulle Jarniqa altid se tingene fra den ene og den anden side, og det morede hende kun. Et sted kunne Lucifer vel også godt lide det, for han blev jo hos hende frem for at gå. Dog havde hun svært ved at forestille sig, hvad hun ville gøre, hvis han virkelig forlod hende. Han var nemlig blevet en del af hendes dagligdag. Helt normalt forekom det hende, at han var i billedet, når hun så sig omkring. Derfor var tanken underlig om, at han slet ikke skulle være der. ”Det er jo vigtigt, at en af os tænker på alle mulighederne,” kommenterede hun med smilet fastmonteret på de lyserøde læber. Drilsk var glimtet i hendes øjne. Blikket tog hun ikke fra ham, og da særligt ikke, som han smed al sit tøj! Besynderlig havde hun først fundet hans nøgne krop, hvor hun nu havde vænnet sig til den og kun fandt den tiltalende. Fristende måtte det også helt være at stille sig over til ham, og lade sine hænder glide over hans krop, men ej kunne hun nå det, inden han havde dækket den igen. ”Du har ret.. Jeg må se på nogle forskellige kroppe, så jeg kan se, om de reagerer på samme måde som dig,” spøgte hun, inden hun måtte søge over til ham. Dog stillede hun sig ikke med fronten til ham, som hun derimod stillede sig mod skabet. Her lod hun sin hånd bladre igennem klæderne, så hun kunne danne sig en fornemmelse af, hvad han havde iklædt sig, dengang han frit havde kunnet vælge. ”Hun er måske ikke så ligeglad igen..,” endte hun stille med at sige. Dog brød hun sig ikke synderligt om den tanke, da hun ikke ønskede at være i konkurrence om Lucifer. ”Vil du gerne have nogle af dine ejendele med, mens vi er her? Noget personligt? Noget skiftetøj?” Det smaragdgrønne blik vendte hun i Lucifers retning. Han kunne få det hele med, hvis blot det kunne være på hestene, uden at de smed noget af det andet ud.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa var blevet så normal en ting i Lucifers hverdag, at han ikke kunne forestille sig, hvordan det ville være, om hun ikke var en del af det. Svært var det måske for mange andre at forstå, men for ham, var det bare.. naturligt, at det var sådan nu. Morende var det dog også, at tænke på hvor de var startet, kontra hvor de var endt nu. Så meget som man kunne sige, at de havde irriteret hinanden, og hvor de nu stod. Han kunne lide det. Han kunne ikke forestille sig, at hun ikke skulle være der, og derfor var han vel også bange for, at hun ville gå, hvis Mørkelverne viste sig at være et samfund, som hun kunne lide, at være en del af? "Du nyder det der en kende for meget," pointerede han morende.
Selv ønskede Lucifer hurtigt bare at komme i det tørre tøj, inden at nogen ville få øje på dem. Ikke fordi at han var bange for at blive set sammen med Jarniqa, men frygten for at Faith på et eller andet tidspunkt pludselig skulle ende med at dukke op, gjorde lidt udfaldet for ham. Han var nemlig sikker på, at hun ikke ville bryde sig om en varyl i Appolyon. Dette havde han valgt at se bort fra. "Tror du virkelig, at der er nogen derude, som ser bedre ud, end jeg?" spurgte han denne gang med et kækt smil. Sagen var vel, at han ikke brød sig om, at hun skulle kigge på andre? Han fik knappet skjorten, så den sad nogenlunde pænt. "Måske ikke.. men hun valgte alligevel at smide den knægt ud, som siden spæd, har været hendes søn," sagde han direkte. Han vidste, at det var hans egen skyld, men at hun havde gjort det, havde næsten været det værste af det hele. Han nikkede. Noget tøj, ville han faktisk gerne have med sig. "Tøj må gøre godt," sagde han endelig. Mange personlige ting havde han ikke. Han havde jo.. faktisk intet af den slags.

[Jarniqa Dynithril]

”Og hvis du oprigtigt ikke havde brudt dig om det, havde du smilet knapt så meget,” svarede Jarniqa kækt igen. Glad kunne hun nemlig fornemme, at han var. Positiv var stemningen dog også generelt blevet mellem dem, som de ikke længere skændtes, som de ellers hidtil havde gjort. Var det mon, hvad man kaldte nyforelskelse, hvor alt var fryd og gammen? Behageligt var det i hvert fald. Muntert smilede hun, som hun så sig over skulderen på ham. ”Måske, måske ikke.. Mænd har ikke vist sig på samme måde overfor mig, som dig, så hvordan skulle jeg kunne vide det?” Uerfaren var hun vitterligt, når det kom til det mandlige køn. Lucifer var nemlig hendes eneste erfaring, og ud fra hans ord, var der åbenbart endnu meget at lære og prøve af. Dog tog hun det ikke særligt forhastet, som hun havde det fint med, hvad der måtte foregå lige nu og her. Svagt endte hun med at trække på skulderen, hvor hun også stoppede med at bladre igennem hans gamle klæder. ”Mødre er af en underlig støbning,” lød det kort fra hovedet fra hende. Ej talte hun med Lucifer om sin egen moder, men ej kunne hun benægte over for sig selv, at den kvinde alligevel havde såret hende. To dage havde de spenderet sammen, inden de havde skiltes igen. Derudover havde hun ikke udtryk den kærlighed, som hun ellers havde forventet, at en moder ville udtrykke over for sin datter. Om det var universelt at mødre var således, vidste hun ikke. Ville hun mon være ligeså kynisk, hvis hun havde et barn? Hendes blik fandt hans. ”Tag det med, som du gerne vil beholde, og vis mig dernæst, hvad mere der er at se her,” lød det roligt fra hende, for færdige var de vel ikke her? Selv tænkte hun i hvert fald, at der måtte være mere ved byen end en indgangshal, Den varme kilde og et værelse.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede let på hovedet, hvor smilet dog heller ikke var til at tage fejl af. Sagen var vel, at han nød hvad hun gjorde ved ham? Skænkede ham på sigt? Hans blik søgte derfor roligt hendes skikkelse igen. "Endnu en ting, som jeg ikke kan benægte.. Du er blevet temmelig skrap i den tunge," pointerede han med et let smil på læben. Glad gjorde hun ham uden tvivl, og særligt når det kom til dette. Glade var de vel blevet for hinanden? Selv hun var jo omkring ham på denne måde, som var det også noget, som hun måtte vægte i form af betydning, og naturligvis var det ligeledes noget, som selv gjorde ham glad. "Hvilket passer mig fint. Jeg ser ikke nogen grund til, at du skulle opsøge andre.. hvis det jeg giver dig, er godt nok," sagde han sandfærdigt. Nu så han jo heller ikke ligefrem nogen grund til at skulle gå som katten om den varme grød. Han kunne jo lide, at han var den som hun så, som at hun måtte være den eneste, som han så.
At hun kiggede hans tøj igennem, sagde han nu ikke ligefrem noget til. Måske at der var noget, som hun godt kunne lide? Det var ikke just af den type eller størrelse, som han havde gået i til nu, som det jo rent faktisk havde været for stort til ham. Armene lod han let glide over kors. Han nikkede. Der var endnu temmelig mange ting at se her omkring. "Er der noget, som du særligt godt kan lide, som jeg skal tage med? det er jo trods alt dig, som skal se på mig," pointerede han lettere kækt. Han lod let armen glide omkring hendes slanke liv, nu hvor de alligevel stod der tæt på hinanden. Han plantede et kys mod hendes kind. "Find du det, som du synes jeg skal rende rundt med," endte han roligt, og med et smil på læben. End ikke han kunne jo lade være.