The feeling of home

[Jarniqa Dynithril]

Som det livlige glimt hvilede i de smaragdgrønne øjne, og som latteren måtte hvile på de lyserøde læber, måtte Jarniqas ansigt helt lyse op. Som de var endt ved De varme kilder, syntes de nemlig at have nået til deres evindelige problem, når de omgav sig vand. Nemlig, at der blev sprøjtet med vand til alle sider, og at en blev tvunget i mod sin vilje. Man kunne vel næsten sige, at det var Lucifers egen skyld, som han udmærket kendte til deres ’vandfortid’? Muntert smilede hun, hvor hun denne her gang ikke tog sig af, at han stemplede hende som mindre sød. ”Hold dog op,” grinte hun. ”Vi ved begge to, at du holder af mig lige meget hvad. Se selv, hvordan du griner og smiler, og desuden… du trængte til en dukkert.” Glad måtte han i sandhed se ud i denne stund, hvilket hun kun nød. Særligt fordi hun vidste, at hun var med til at gøre dette. Vigtig var han nemlig gået hen og blevet for hende, og derfor var der også kommet en naturlig lyst til at være god ved ham, og få ham til at have det vel. Det havde hun vel også i sandhed bevist, som hun havde blevet hos ham, passet og plejet ham, samt ventet på ham i Paggeija. Som han vendte rundt i vandet, måtte hun smile tilfredst. Dog måtte hendes hjertebanken også stige, som dette gjorde hende til dels nervøs. Dog følte hun, at det gik i og med, at han stadig ikke ville kunne se noget tydeligt hos hende. Selv ønskede hun jo at prøve for sig selv og se, om disse kilder virkelig gjorde godt for en. Støvlerne begyndte hun derfor at træde ud af, hvorefter hun begyndte på at løsne sin kjole, så hun kunne trække den af. Som hun gjorde al dette, holdt hun dog øje med ham, som hun ej ønskede, at han kiggede. Som hun dernæst måtte stå bar, valgte hun at tage plads på kanten af kilden. Her lod hun først sine fødder glide i, hvilket gjorde, at hun øjeblikkeligt kunne fornemme kildens behagelige varme. Indbydende syntes det at være, og derfor gik der ikke mange sekunder, før hun hoppede helt i, så man blot kunne se fra hendes skuldrer og op. Herfra søgte hun om bag Lucifer. Intet sagde hun, som hun blot valgte at begynde at kysse hans dryppende nakke ganske blidt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Altid gik det galt for dem i nærheden af vand. Måske at det bare var deres ting? At vand skulle leges og plaskes med? Nu hvor Lucifer alligevel var i, måtte han erkende, at det uden tvivl føles ekstremt behageligt. Hvis man så bort fra det våde tøj vel og mærke, for det i sig selv, var bestemt ikke meget at prale af. Faktisk var det jo kun direkte irriterende! "Siger du, at jeg lugter?" spurgte han med en tydeligt drillende stemme. Faktisk havde han ikke noget imod, at de kunne 'lege' sådan med hinanden. For hans vedkommende, var det faktisk utrolig rart, at det forholdt sig på denne måde.
At hun derimod klædte sig af, mens Lucifer stod med ryggen til, sagde han intet til. Et sted var det med en spænding, som måtte vokse i hans krop og sind. Han havde endnu ikke fået lov til at se hende uden tøjet på kroppen, og naturligvis var det noget, som selv gjorde ham en kende nysgerrig. Ganske vidst havde han mærket med hænderne, men endnu var der jo meget, som han ikke havde set endnu. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han kunne høre, at hun kom i vandet, samtidig med at det satte bevægelse i vandoverfladen. Kysset mod hans nakke, satte en voldsom sitren i ham. Han drejede hovedet kun en anelse. Fik han virkelig lov til at se hende nu? "Betyder det at jeg nu må vende mig om?" spurgte han endeligt, inden han vendte sig. Han var da for utålmodig til at vente på svar! Blikket måtte dog alligevel glide over hendes skikkelse, hvor han bestemt ikke var skuffet over, hvad han måtte se. Smilet bredte sig mere på hans læber. "Perfekt," endte han. Han lænede sig frem, hvor han kyssede hendes læber i stedet. Meget bedre!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvis det er således, at du tolker det, må det jo være sådan, at det er,” kommenterede Jarniqa drillende. Lugtede, havde hun nu ikke just følt, at han havde gjort. Desuden, hvis han virkelig havde lugtet, havde hun lugtet ligeså grelt, og så havde det jo været ligedan. Derfor kunne hun kun konkludere, at hun udelukket skubbede ham i for morskabens skyld. Dette syntes dog også at virke, som de begge måtte grine og smile over hele scenariet. Det mere stille blev der dog, som hun afklædte sig, så hun kunne hoppe ned i vandet til ham. Den eneste grund til, at hun gjorde dette var, at han ikke havde set hende, da hun havde afklædt sig, og da han ej kunne se hendes krop tydeligt, som hun var i vandet. Skønt vandet var klart, blev hendes krop nemlig alligevel forvrænget, som man så ned gennem vandoverfladen. Derfor hed det denne her gang, at han svagt kunne ane, men stadig røre. Det var nemlig det, som hun stadig måtte være fortroligt med. Som hun kyssede ham i nakken, og som han stillede hende et spørgsmål, skulle hun til at svare ham, inden han tog samen i egen hånd.. Brynet løftede hun. ”Så meget for tålmodigheden,” bemærkede hun ironisk, skønt hun var ligeglad med, at han havde vendt sig. Hun var trods alt i nu, og det var det der talte. Hendes smaragdgrønne øjne fandt hans, men ligeså hurtigt, som hun havde taget ham i blik, syntes hendes øjne at søge i igen, som hans læber måtte indramme hendes. Dybt besvarede hun kysset, hvor hun indbydende valgte at ligge armene om halsen på ham, samt svang benene om livet på ham, så hun var i hans favn. I nogle lange sekunder valgte hun at holde kysset, inden hun måtte bryde det og lade sine øjne søge op igen. Et drilsk glimt viste sig i hendes smaragdgrønne øjne. ”Det var da dumt at hoppe påklædt i vandet.. Nu skal du jo rende våd og dryppende omkring,” lød det drillende fra hende, som hun vidste, at det var hendes skyld.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det håber jeg godt nok ikke da. Det er jo ikke til at vide, hvornår jeg kan få mit næste bad," pointerede Lucifer med et tydeligt morende glimt i øjet. Han tog det ikke så tungt. Her på stedet, kunne man desuden også sige, at han havde tøj, hvis hans værelse da stadig stod. Selv havde han dog svært ved at forestille sig, at Faith havde fået det nedlagt og brugt til noget andet. Han havde jo trods alt været hendes søn, siden den dag han var blevet født, stort set.
At hun kom i, fik spændingen til at stige, for alvor i Lucifers krop og sind. Han vendte sig mod hende, allerede inden, hun fik lov til at svare. Dette med en god grund, for han ønskede jo virkelig at se hende. Selvom vandet naturligvis gjorde det svært, at se hende i sin helhed, var der bestemt ikke noget, hun skulle skamme sig over. Den ene hånd tog fat om kanten, for at holde dem oppe, og særligt, da hun kastede sine arme om hans nakke og benene omkring hans liv. Kysset holdt han. Det var uden tvivl noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet! Han lod den frie arm glide omkring hendes liv. Han vendte blikket mod hende, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af. "Åh ja? Og hvis skyld, er det så ikke lige?" pointerede han med et sigende smil på læben. "Forhåbentlig har jeg et værelse, hvor jeg kan skifte.. takket være dig, snuske," pointerede han med et stille smil. Han kyssede igen kort hendes læber. Flygtigt. Han elskede at hun var blevet så begejstret og glad for ham. "Desuden. så vidste jeg, at du ville kunne lide det." sagde han tydeligt tilfredst.

[Jarniqa Dynithril]

Arme og ben holdt Jarniqa om Lucifers krop. ”Hvis der er længe til dit næste bad, er der ligeså længe til mit. I så fald må vi være det omvandrende ildelugtende par,” lød det fra hende med et smil på læben. ”Jeg må personligt sige, at det har en mindeværdig klang over sig. Vi kunne være berygtede for det.” Kækt strålede hendes øjne, som hun alt i alt var utroligt veltilpas. At han delvist holdt om hende og kildens kant, sagde hun intet til. Tilpas måtte hun nemlig være, som hun både var ved ham, og i dette lunende vand. Beroligende syntes kilden at være, hvor hun ikke betvivlede, at dæmonerne måtte komme her for at slappe af. ”Hov hov.. Jeg formidlede blot mellem dig og vandet. Du havde selv sagt, at det ej kunne skade at springe i, og på kilden kunne jeg fornemme, at den ønskede dig i, så alt i alt valgte jeg bare at give dig en hjælpende hånd,” svarede hun smilende tilbage, som undskyldningen mere eller mindre var langt ude. Hånden strøg hun let over hans våde hår. Om hans værelse stod intakt, og om hans klæder derfor var her, kunne hun ikke just sige. Selv vidste hun trods alt ikke, hvordan det forholdt sig mellem dæmonerne og deres hjem. Dog håbede hun på, at hans gamle stadig var der, som hun fandt tanken om det interessant. ”Jeg synes igen, at du har en negativ klang over dine ord,” lød det muntert fra hende, inden hun flygtigt måtte gengælde det alt for korte kys. Fristende gjorde han det jo helt for hende bare at tage om hans hoved, og tvinge hans læber tilbage til hendes igen! Dog gjorde hun det ikke, som de også måtte lave andet, end at lade deres læber fordybe sig i hinandens. ”Det er uden tvivl interessant her. Ej kan jeg sige, at jeg nogensinde har set noget lignende før,” sagde hun ærligt. ”Dog tvivler jeg på, at jeg ville kunne leve et liv under Jorden.. Jeg ville savne himlen.. Den bagende sol og de friske vindpust.. De store træer at gå mellem og klatre i.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Par.. Selv Lucifer kunne lide, at høre Jarniqa tage lige præcis det ord i brug, når hun omtalte dem. Det var tydeligt at se på hans smil. "Jeg kan lide klangen af de ord," sagde han blot. Ildelugtende var hun dog på ingen måde, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende overfor hende. Han selv kunne jo lide, at tilbringe tiden sammen med hende, og særligt når det forløb sig på denne her måde, så var det jo kun det bedre. "Berygtet for det ligefrem? Det lyder jo næsten voldsomt," endte han med et tydeligt morende smil på læben.
Lucifer fandt det slet ikke retfærdigt, at hun havde skubbet ham sådan i vandet, men ikke kunne han gøre noget ved det. Han var nu blevet våd, og kunne nu kun håbe på,at hans værelse endnu stod, så han kunne blive god og tør i stedet for det andet her. "Og du kunne ikke finde andre metoder end at skubbe mig i? Det er jo lige før, at jeg må sige, at jeg er skuffet over manglende kreativitet," endte han med en tydeligt morende stemme. Selvom dette måske ikke var det sted, som hun kunne forestille sig, at slå sig ned på, så var det vel stadig et sted som var værd at kende til? "Det er måske ikke et sted du vil slå dig ned, men det er alligevel et sted, som jeg ønskede, at du skulle se," sagde han roligt. Han selv tog det ikke såtungt. Selvom han ønskede og længtes efter at komme hjem, så vidste han godt, at det i mange tilfælde, kunne være noget, som han måtte skyde en hvid pil efter. Særligt, hvis han ønskede at være sammen med hende.. Og det ville han jo gerne.

[Jarniqa Dynithril]

Morende hvilede smilet på Jarniqas læber. Ildelugtende fandt hun dem ikke just, men morsomt var det nok engang at spøge med. Man havde trods alt også kun den sjov, som man selv lavede. ”Du kan da ikke først sige, at du kan lide det og dernæst sige, at det er for voldsomt. Det vil jo forvirre alle og enhver,” grinte hun. At han dernæst beklagede sig over det faktum, at hun havde skubbet ham i kilden fuldt påklædt, kunne hun ikke just tage sig af. Hun kunne kun smile over det. Det følte hun nu også, at det var hende tilladt. I hvert fald så længe, at hun kunne mærke på ham, at han ej tog det tungt. Hun havde trods alt ikke gjort det for at såre eller at irritere ham, som hun derimod blot havde gjort det for at drille ham. På den anden side kunne man dog også sige, at det var hævn for, at han tidligere havde tvunget hende i vandet i fuld påklædning? ”Det eneste, som du er skuffet over er det faktum, at du ikke var hurtig nok til at komme på den samme ide som jeg. Vi ved nemlig begge to, at du havde kunnet finde på det samme.” Hun blinkede kækt til ham. Begge hænder lod hun nok engang falde til ro om hans hals, så hun roligt kunne stryge ham over de våde nakkehår. På trods af det faktum, at hun havde kylet ham i vandet, fandt hun nu øjeblikket ganske afslappende. Det var nemlig blot ham og hende og denne varme kilde. Blive her kunne de dog ikke, som hun fortsat ønskede at se alt, hvad der var at se i Appolyon. ”Og jeg sætter skam også pris på, at du har vist mig herhen. Det er et usædvanligt syn, som uden tvivl burde opleves,” sagde hun roligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer sendte hende et kækt smil, som han let blinkede til hende. Han selv elskede jo at tilbringe den tid sammen med hende, og det var han heller ikke bange for at erkende overfor hende. Særligt ikke, når det var på denne her måde. Det derimod, var noget, som han særligt godt kunne lide. "En mand af mange mysterier.. Noget ved mig, må du jo være faldet for," sagde han med et morende smil på læben. Selv det, var ikke noget ,som han kunne, eller ønskede at lægge skjul på, om han kunne blive fri for det eller ej.
Hånden lod han roligt glide nedover hendes bagparti, som han strøg ganske blidt. Nu var det vel også efterhånden gået op for hende, at han ej var bange for at røre ved hende? Og lægge en finger på hende, og samtidig gøre det, uden at det skulle gøre hende ondt? Det var da noget af det sidste, som han var ude på, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Hovedet lod han søge let på sned, hvor smilet dog heller ikke var til at tage fejl af. Hun var glad for at han havde vist hende det, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Der var faktisk ikke noget, som var bedre for ham, end det. "Du har ret.. Du var lidt hurtigere end mig denne gang. Hævnen er sød.. hvilket du jo nok godt ved," sagde han med et kækt smil på læben. Igen plantede han et kort og let kys mod hendes læber. Han nikkede sandfærdigt til hendes ord. "Det glæder mig, at det er således du vælger at se på det," sagde han roligt. Han mente det dog. Det var rent faktisk ord, som betød ekstremt meget for ham at høre hende sige.

[Jarniqa Dynithril]

”Du har ret.. Noget ved dig, må jeg jo kunne lide.. Spørgsmålet er bare hvad?” lød det tænksomt fra Jarniqa, alt imens hun måtte have et glimt i øjet. Hvad der helt præcist havde gjort, at hun havde faldet for ham, vidste hun ikke. I princippet havde der vel ligget noget gemt fra starten? Han kunne nemlig umuligt have overvundet hende med det ene kys ved søen. Det nægtede hun i hvert fald at tro på. Noget over ham, måtte der desuden have været, siden hun i det hele taget havde henvendt sig til ham den dag. Nu kunne hun dog ikke lade være med at se sig lykkelig over, at hun havde gjort det, da de nu kunne være sammen i de varme kilder den dag i dag. Hånden der søgte over hendes ende, fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Dog var der ikke længere nogen frygt eller ubehag at spore i hende, som det nu var helt borte. Selv havde hun nemlig vænnet sig til at blive berørt de steder. Det havde også kommet, som hun havde sandet, hvilken formidabel nydelse det kunne bringe hende. Det eneste hun derfor ikke tillod endnu var, at han ikke måtte se hende nøgen. Selv måtte hun nemlig køre med det omvendte princip, som det hos hende hed: nok røre, men ikke se. ”Åh kæreste.. Selv det er jeg klar på, og derfor vil jeg også være hurtigere end dig der,” svarede hun muntert igen, inden hun måtte smage hans læber gennem det flygtige kys. Endnu al for kort! At indrømme, at Appolyon var et smukt sted der var værd at se, havde hun ingen kvaler med at sige. Hvis han derimod sagde, at han fra nu af ønskede at blive, ville hun sige, at det var et ækelt og forbandet sted. Egoistisk havde han nemlig gjort hende på det punkt, hvor hun ikke længere kunne gøre for det. Det var blot kommet, som han havde fået en større betydning for hende. ”Selvfølgelig.. Jeg kan skam godt se skønhed, når jeg ser det,” sagde hun roligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Min mandlige charme? Mit fantastiske udseende? Min unike personlighed? Jeg kunne blive ved," pointerede Lucifer med et tydeligt smil på læben, som han bestemt heller ikke kunne lade være. Sagen var vel, at han ligeledes, også var gået hen og blevet ekstremt glad for hende, og faktisk slet ikke ønskede at gøre hende noget ondt? Selvom hendes værge havde forsøgt at overbevise sig om det modsatte, så var det jo slet ikke sådan, at tingene måtte hænge sammen! Tvært imod! Glad var han jo blevet for Jarniqa, og dette var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig at skjule. Ja, uden hende, havde han vel været død i dag? Det kække smil forblev på hans læber. De var blevet gode til hinanden, og det var ligeledes også den tanke, som han ekstremt godt kunne lide. "Påstår du pludselig, at du er bedre end mig? Jeg var grebet af min egen verden... ved tanken om at være lidt hjemme igen," pointerede han sandfærdigt. Ikke just hjemme i den forstand, men det var jo trods alt her, han var vokset op, og det var her, han havde sine rødder. Rødder, som han var stolt af, selvom det var et hidsigt folkefærd. Noget som selv Jarniqa efterhånden var ved at være god til at tage af ham igen.
At hun ej sagde noget til at han strøg hende over enden, var noget som passede selv Lucifer frygtelig godt. Igen gjorde han jo trods alt ikke tingene, fordi at han ville gøre hende ondt, men selv fordi, at han elskede at mærke hende så tæt på, som det han gjorde lige nu. Hovedet lod han søge på sned og med det kække smil på læben. Hun fik ham i ekstremt godt humør, hvilket var noget som han elsket. Han var dog glad for hendes syn på Appolyon, da hun havde været meget negativ til start. "Det glæder mig, at jeg undervejs, alligevel har fået banket lidt fornuft ind i den unge skal," sagde han tydeligt morende, inden han igen lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes læber. Han kunne jo slet ikke lade være!

[Jarniqa Dynithril]

At han var i stand til at remse talrige eksempler op, overraskede på ingen måde Jarniqa. Faktisk måtte hun bare smile morende over det, alt imens hendes fingre let strøg ham hen over nakken. ”Jamen dog.. Man skulle næsten tro, at det var dig der datede dig selv og ikke mig,” svarede hun ham drillende igen. En smule selvfed ville han nok altid være, men dog ville hun sige, at det var blevet bedre med tiden.. eller også var hun bare faldet for hele hans person. Muntert smilede hun. Glad gjorde han hende, hvor det hele også syntes komplet naturligt med ham. Rart var det, som hun blot kunne være sig selv omkring ham, samt udvikle sig omkring ham. ”Hvad er der at påstå, når det altid har været således? Du må være dehydreret, siden du har fået sådanne illusioner,” svarede hun ham kækt igen og blinkede til ham. Hvad han dog havde haft ret i, var Appolyon. Dog var det ikke just fordi, at hun ikke havde ønsket at se byen, for det havde hun skam haft. Hun havde nærmere været i tvivl, om det havde været ideelt at se den med ham. Selv frygtede hun nemlig, at han ville sige til hende, at han ønskede at blive. Særligt fordi, at han tidligere havde fortalt hende, at han ønskede at vende hjem, hvis han fik muligheden for det. Ej var det noget, som hun havde drøftet med ham, men kunne det i det hele taget komme som en overraskelse, at hun frygtede det, når hun var blevet så glad for ham? ”Jeg siger bare, at siden du har fået lov til at vælge denne destination, må jeg uovertrufffent vælge den næste,” kommenterede hun med et smil på læben, inden han måtte lukke hendes mund med sin egen. Nu kunne hun dog ikke holde sig selv tilbage længere, som hun lod sine øjne glide i og sine fingrer grave sig ind mellem hans mørke lokker, som hun besvarede kysset dybt igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Så lang tid Jarniqa kunne holde ham ud, var Lucifer uden tvivl storslået tilfreds, hvilket han nok heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, overfor hende. Sagen var jo trods alt, at han var glad for hende, og heller ikke ønskede at se hende gå til en anden mand. Tanken alene, var mere end nok til at gøre ham vred.. Ja, næsten direkte forarget! Hos ham, var hendes plads nemlig, og han skulle nok sikre sig, at hun vidste selv dette. "Indrøm det - Du kan lide det," endte han med et tilfredst smil på læben. Selv ville han mene, at an var blevet langt mindre kæk, end hvad han førhen, havde været, for det havde jo kun irriteret hende voldsomt til start. Nu virkede det jo ikke som om at det plagede hende så meget mere, som det førhen havde gjort.
Lucifer himlede med øjnene, inden han let trykkede hende ind mod sig. Han elskede nemlig at mærke hende helt tæt på, da dette var noget, som han slet ikke kunne få nok af, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. "Du ved jo, at jeg har ret," pointerede han med et morende smil på læben. At hun selv måtte være med på hans drillerier, kunne han godt lide. En særlig seriøs mand, var han nemlig ikke ligefrem altid, hvilket han meget gerne ville skrive under på. Kysset holdt han for et godt stykke tid, hvor selv hans øjne måtte glide i. Han elskede det. Gud hvor han elskede at mærke hende så tæt på! Næven lukkede han om kanten, da han trods alt ikke kunne give slip på denne. Langsomt brød han kysset og lod panden finde hendes, så han kunne se i hendes smukke øjne."Og hvor min kære, har du tænkt dig, at vi skal søge hen, når vi er færdige her?" spurgte han med en tydelig nysgerrig stemme. Selv måtte han jo glemme alt om tid og sted igen. Det var en sjov effekt hun havde på ham.

[Jarniqa Dynithril]

”Som sagt.. Du har vel ret, siden jeg ikke er stukket af endnu,” lød det muntert fra Jarniqa, som hun gav ham ret, og så alligevel ikke. ”..Eller også hænger jeg bare ved, fordi jeg simpelthen ikke ved bedre.” Ej vidste hun, hvordan det var at være med andre mænd. Dog var det ikke noget, som hun længtes efter at finde ud af, da hun jo havde Lucifer. Desuden tænkte hun, at siden han var den eneste der havde formået at vække den interesse i hende, måtte der være noget særligt ved ham. Der måtte være noget særligt over dem. Som han trykkede hendes krop nærmere sin, måtte hun selv mærke, hvordan det hel måtte dunke i hende. Aldrig havde hun været nøgen over for ham som nu, og som hun var det, kunne hun ikke lade være med at fantasere over, hvordan det måtte være at mærke hans eget bare bryst imod sit. Umådeligt fristende var det derfor også for hende at trække skjorten af ham, men dog lod hun sig ikke gøre dette, som hun i stedet holdt sine fingrer i hans hår, som han samtidig kyssede hende. Tid og sted syntes desuden at forsvinde, som al dette stod på, som der kun var, hvad hun mærkede, og hvad det fik hende til at ønske. Dæmpet slap hun et suk, som kysset blev brudt igen. Hendes blik fandt igen hans. ”Jeg ønsker at finde mørkelverne.. Se, hvor og hvordan de bor. Opleve, hvordan de er,” fortalte hun ærligt og med en begejstring. Hun var nemlig oprigtigt nysgerrig på, hvor hendes rødder stammede fra, som hun aldrig før havde oplevet mørkelvernes samfund. Hun havde kun mødt Valandil derfra. ”Ved du, hvor de er?” Selv havde hun jo ingen ide, som hun ikke kendte Dvasias. Dog tænkte hun, at hun skulle lede efter en skov.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Svagt kneb Lucifer øjnene sammen ved hendes ord. "Du er her naturligvis, fordi at du kan lide det.. Alt andet forekommer mig, som komplet urealistisk. Du ved nemlig, at jeg er det bedste for dig," fastholdt han med en vis form for stolthed i stemmen. Han elskede nemlig det faktum, at han havde hende så tæt på sig, og særligt når det forholdt sig på denne her måde. Selv i den forstand, måtte han jo elske at være omkring hende, og han ønskede jo heller ikke, at se hende være sammen med andre mænd. Bare alene tanken om det, gjorde ham direkte forarget, og han ønskede nemlig ej at dele det syn med nogen. Fantastisk som hun var, så ønskede han nemlig at have hende helt for sig selv.
Let trykkede Lucifer hendes slanke og smukke skikkelse. Selv det at mærke hende nøgen ind mod sig, var jo trods alt første gang, og her var han jo så stadig klædt på. Typisk! Han sendte hende et smil. Han ville jo gerne være tæt på hende, og gerne tættere på, end hvad han var lige nu. Hovedet lod han søge på sned. At mørkelverne var hendes ønske, kom derimod ikke bag på ham. Han trak kort på den ene mundvig. Det var dog ikke en plads, som han var meget for at søge til, men han kunne jo heller ikke fortsætte med at se bort fra hendes ønsker. "Jeg ved godt, hvor de er henne, ja," begyndte han ærligt. Han betragtede hende igen med et let smil. "Jeg ved dog bare ikke, hvordan de vil tage imod en mand," sagde han direkte. Nu var mørkelverne jo ikke ligefrem kendt for at være et åbnet folkefærd. Overhovedet ikke faktisk, og derfor var han vel lidt.. usikker på den færd?

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige måtte Jarniqa give ham ret. Damien var muligvis ikke enig i dette, men selv følte hun, at Lucifer var det bedste for hende. Ondt gjorde han hende nemlig ikke, som han derimod gjorde hende glad, samt han udfordrede hende på en positiv facon. Hun smilede stille. ”Så som du er den bedste for mig, kan jeg jo kun være den bedste for dig,” konkluderede hun tilfredst og i en rolig tone, inden hun måtte skænke hans læber et flygtigt kys. Selv kunne hun uden tvivl lide det hele. Hun kunne lide at rejse med ham, og at se ham dagligt. Hun kunne lide at kysse ham, hvornår end hun ville. Hun kunne lide at tale med ham og at drille ham. Op ad vandet burde de vel også snart komme, som de jo havde mere på programmet end at ligge her i kilden og slappe af. Videre til hans gamle værelse skulle de jo, hvor han vel også havde mere, som han gerne ville vise hende. Hun tænkte i hvert fald, at der ikke kun var kilderne her, som var af interesse. ”Hvorhenne?” spurgte hun nysgerrigt, som han indrømmede, at han vidste, hvor mørkelverne holdt til. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvis du er usikker på at søge ind til mørkelverne, kan du jo blot vente på mig, og lade mig gå derind alene. I så fald kunne du bruge en dag på, hvad du har lyst til,” endte hun med at foreslå. De behøvede trods alt ikke at hænge op og ned ad hinanden nonstop. Glad var hun blot, hvis hun vidste, at hun havde noget at foretage sig, og hvis hun kunne vide sig sikker på, at de blot vågnede op sammen og gik i seng sammen. Det at falde i søvn med ham og vågne op med ham igen, var hun nemlig blevet en kende glad for.