The feeling of home

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa Dynithril

---

Appolyon. Lucifers gamle hjem. Her havde han ikke været i det, som efterhånden måtte være en mindre evighed, og det var bestemt ikke noget, som han bare ville glemme. Her var han født og vokset op. Ganske vidst levet et trygt og godt liv, frem til han havde valgt at åbne op for en tanke, som han slet ikke burde, og var blevet smidt ud. Hertil havde han mistet absolut alt. Selv betydningen af hans efternavn, som var blevet ham skænket, allerede dengang han ikke havde været særlig gammel.
Bare synet af de store og mørke gange, var nok til at få Lucifers hjerte til at hamre mod hans bryst. Han var rent faktisk hjemme. Selvom Faith aldrig havde givet ham fuldendt lov til at søge hertil, valgte han nu alligevel at gøre det.  Let rev han i tøjlerne, for at få den sorte hest til at stoppe. Hertil valgte han at springe af, og stillede sig ved siden af den. Næsten helt euforisk var dette for ham. Alle de minder, som han havde fra dette sted, for der var uden tvivl rigtig mange. "Det er jo mit gamle hjem," endte han. Han rystede de tanker lidt ud af hovedet. Han var jo ikke kommet her, for at komme hjem, men derimod for at vise Jarniqa hvad han kom fra og hvordan han havde levet. De havde nemlig omdiskuteret dette sted meget omhyggeligt igennem deres færd. Huler og grotter.. ja, hun skulle bare vide hvilke skatte Appolyon måtte gemme på!
"Kom.. jeg er nødt til at vise dig det," sagde Lucifer næsten med en begejstring. Han fik bundet hesten udenfor, inden han selv søgte til grottens indgang. Her valgte han at holde den ene hånd frem, hvor en klar flamme blussede op. De første hundrede meter, ville det være kulsort. Dette var primært for at holde ubudne ude. Han vendte sig mod hende. Han glædede sig sådan til at vise hende det!

[Jarniqa Dynithril]

Det var med blandede følelser, at Jarniqa havde indvilliget i at lade Lucifer vise hende sit gamle hjem. Ej havde hun sagt det højt, men selv frygtede hun jo, at han ville fordybe sig så meget i sine minder, at han ej ville ønske at komme med hende videre. Egoistisk var det måske af hende, men ej kunne hun gøre for, at hun havde udviklet så mange følelser for ham, at hun ej ønskede at miste ham til en by og til et folk. Dog havde hun givet sig, som hun havde hørt begejstringen i hans stemme, og ingen skade var det måske at se Appolyon? Det kunne nemlig være, at byen skilte sig så meget ud, at den selv ville falde i hendes interesse. Sin hoppe drev hun efter hans, som Lucifer erklærede, at de nu havde nået hans gamle hjem. Hans gamle hjem. Tilfreds måtte hun være over denne term. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Det ser ikke ud af noget særligt udefra,” bekendtgjorde hun ærligt. Ej var det for at være pessimistisk, men stedet lignede bestemt ikke en juvel udefra. Dog var hun optimistisk over, hvad det egentligt kunne gemme på indvendigt. Hoppen stansede hun efter hans, hvor hun ligeledes måtte springe af. Bedre var hun uden tvivl blevet til al dette, men en katastrofe havde hun også lignet efter de første par rideture. Ucharmerende måtte hun nemlig have set ud, som hun særligt havde haft ondt i bagen og i lårene efter de første par lange ture! Hoppen tøjrede hun ved siden af hans, hvor et smil alligevel ikke kunne undgå at vise sig på hendes læber. Den begejstring og den gnist.. Charmerende og tiltalende var den uden tvivl, som han helt syntes at live op på en måde, som hun ikke før havde set. Selv bad hun dog til, at han ville ende med at føle ligeså megen begejstring over deres efterfølgende stop. ”Jeg håber, at din begejstring er stedet værdigt,” kommenterede hun kækt, inden hun måtte gribe om hans hånd. Både så hun havde noget at støtte sig til i den svage belysning, og så hun blot kunne berøre ham. ”..Hvordan vil dæmonerne egentligt have det med vores tilstedeværelse?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At Lucifer havde formået at få Jarniqa med sig hele vejen til Appolyon, var uden tvivl en tanke, som gjorde ham rigtig, rigtig glad. Han ville jo gerne vise hende hvor han kom fra, som hun også ville vise ham, hvor hun måtte komme fra. Selvom det ikke så ud af noget særligt, så skulle man endelig ikke tage fejl af situationen. Appolyon var uden tvivl være prægtigt sted, og et sted som man skulle færdes på med respekt. Han vendte sig mod hende. "Det er jo netop det der er meningen.. Kom," opfordrede han roligt.
Hånden lukkede han roligt omkring hendes, inden han førte hende med sig. Flammerne lyste op på deres vej. Hvorvidt om deres færd hertil var ønsket og velkommen, vidste han faktisk ikke helt med sikkerhed, men han var ligeglad. Han ville jo gerne hjem og vise Jarniqa hvad han kom af, samt hvordan han var vokset op. Han vendte blikket mod hende, som hun spurgte om deres færd hertil var velkommen. "Bare rolig, Jarniqa.. Jeg lader dem ikke gøre dig noget. Du er med mig her," sagde han roligt, hvor han let trykkede omkring hendes hånd.
Efter et par hundrede meter, begyndte et lys at vise sig. Fakler viste sig langs de slanke klippevægge, som kun blev højere og bredere, så man næsten kunne ånde. Inden længe nåede de en kæmpe hall. Krystaller skabte et genskær, så det næsten lyste op, som var det ved daggry, hvor solen kastede sine stråler op over himlen. Bygninger hugget ud i klippesten var nærmest så langt som øjet overhovedet kunne række, og ligeledes oplyste. Et smil passerede Lucifers læber. Det føles virkelig som at være hjemme.

[Jarniqa Dynithril]

Hvad Appolyon gemte på, havde Jarniqa vitterligt ingen ide om. Det eneste hun vidste var, at det var her, at dæmonerne gemte sig. Ud fra, hvordan det måtte se ud udefra, håbede hun blot, at han havde ret i, at det var en skjult juvel indefra. Derfor valgte hun blot at følge ham ind i hulen, hvor hun ligeså valgte at gribe om hans hånd. Meget kunne hun ikke se de første mange meter, og derfor steg hendes begejstring endnu ikke. Det eneste hun kunne se var nemlig Lucifer og et par klippevægge, som hans flamme lyste op. Svagt måtte hun smile ved hans ord. Sødt var det uden tvivl, at han ønskede at passe på hende. Dog var det ikke just hende selv, som hun havde talt om. ”Det sætter jeg pris på, men det var nu ikke, hvad jeg mente med det.. Du har selv fortalt mig, at du havde en rimelig hård udtur, sidst du var her,” kommenterede hun stille. Ej var det for at såre ham, men det var kun et faktum, at han var blevet smidt ud herfra. Derfor tænkte hun, at de måske var nødsaget til at gå omkring på listefødder. Som de nåede ud på den anden side af den smalle klippegang, måtte hun dog helt tabe kæben. Det var jo et vidunderligt syn! Ikke mindre end det! Som krystallerne lyste op, måtte området helt ligne noget fra et eventyr. Morsomt var det, da man ikke just forbandt ordet Mørkets land med smukke områder. ”Det er vidunderligt!” lød det begejstret for hende, inden hun måtte slippe hans hånd, som hun vendte sig mod ham. Længe var de dog ikke adskilt, som hun måtte slå armene om halsen på ham, så hun kunne skænke ham et dybt kys. Hurtigt måtte dette få hendes hjerte til at slå, inden hun måtte slippe ham med et smil på læben. Nysgerrigt begyndte hun at bakke væk fra ham, alt imens hendes smaragdgrønne øjne måtte pege opad. Det var uden tvivl et fantastisk rum! Yndefuldt svingede hun omkring, som hun ønskede at se det fra alle vinkler, hvor hendes kjoles skørt og hendes lange ravnsorte lokker tilsvarende måtte danse omkring hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste godt, at hans sidste minde om stedet her, ikke ligefrem var det mest lykkelige, som han jo brutalt og hårdt, var endt med at blive smidt ud, og nu stod her, som han gjorde. Selvom det var en risiko at løbe, ville han jo gerne vise hende det. Det var så stor en del af hans liv, og hvad galt kunne der gå, ved at vise hende det? Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han var der, for at påføre nogen eller noget skade, som var dæmonernes. Det eneste, som han nu kunne håbe på, var naturligvis at Faith ikke fandt ud af, at de rent faktisk var der, for det ville ikke just være godt for nogen af dem. Han vendte blikket mod hende. Hans øjne skinnede let i lyset af flammen, som var i hans hånd. "Jeg ved godt, at Faith valgte at smide mig ud, for en mening, som jeg sagde en kende for højt.. Derfor.. skal vi nok være en kende påpasselige," sagde han endelig. Nu var Appolyon jo temmelig stort, så hvor stor var chancen egentlig?
Endelig nåede de den store hall. Stedet var prægtigt, og han ønskede uden tvivl muligheden for at vise hende hvad det havde at byde på, og særligt fordi, at det var så stor en del af hans eget liv. Hendes reaktion derimod, var noget som fik latteren til at bryde hans læber. Hendes kys tog han mere end glædeligt imod. "Det glæder mig, at du kan lide det," sagde han.. næsten med stolthed. Det glædede ham, at hun kunne lide det, og nærmest se hende rende rundt og danse. Flammen i hans hånd forsvandt, da den nu ikke længere var nødvendig. Han søgte hen til hende. "Kom, der er så mange ting, som jeg ønsker du skal se," sagde han endeligt. Han endte med at gribe omkring hendes slanke liv, inden han førte hende med sig. Her var smukt, og det vidste han da naturligvis. Han ville gerne vise hende kilderne.. særligt den varme, som han nu var temmelig sikker på, ville være lige for ende. Selvom Appolyon var en labyrint af gange og rum, så kendte Lucifer det som sin bukselomme. Han ville bare gerne vise hende det hele!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvorfor er I egentligt så nærtagende her i Dvasias? I Manjarno må man sige præcist, hvad man mener. Det må man både, om det er godt eller skidt. Hvis man møder kritik er det jo blot et råb om, at der skal ændringer på bordet. Til tider kan man trods alt se sig blind i, hvad man selv mener og tænker,” lød det fra Jarniqa. ”Hader de forskellige racer her i Dvasias egentligt hinanden, siden I har jeres byer raceopdelt? Og hvordan har I det i så fald med blandingsracer?” Nysgerrig var hun, som hun blot prøvede at forstå, hvad der var så anderledes i forhold til, hvad hun kom fra. Dog måtte hun endnu tænke, at denne Faith måtte have haft en flue i sin mad, som hun havde smidt Lucifer ud af byen. En overilet reaktion havde det nemlig været, som han ikke just havde gjort nogen noget.. af hvad hun vidste af om end. Dog kunne hun ikke sige, at hun var ked af, at han var blevet forvist, for hvordan kunne hun være det? Hvordan skulle hun kun være ked af det over noget der havde gjort hende så lykkelig? Som han slap en latter, måtte hun drillende prikke til ham. ”Hvad griner du sådan af?” kommenterede hun med et smil på læben, som hun selv måtte nyde at se ham så munter. Hånden trak hun til sig igen, som hun måtte se sig omkring. Smukt var her uden tvivl. Anderledes var det uden tvivl også i forhold til, hvad hun normalt var vant til, og det var uden tvivl interessant for hende at opleve! Det var også præcist dette, som hun havde ønsket med turen! At opleve en masse ting, som hun ikke før havde set eller prøvet. Hun smilede, som hans arm søgte om hendes liv, så han kunne guide hende ud af hallen. Hvad ville han mon vise hende nu? ”Vis mig alle de steder, som du kunne lide at færdes, dengang du boede her,” sagde hun i den fortsat opløftede tone.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kort smil bredte sig alligevel på Lucifers læber, som han igen vendte blikket mod hende. "Alle er de stolte af deres ophav, og alle anser de vel deres race, som den eneste rette. Hvorfor det kun forholder sig således her, det ved jeg faktisk ikke," sagde han direkte. Selv var han enig i, at Faith havde handlet overilet ved at smide ham på porten, hvor hun samtidig også havde taget absolut alt fra ham. Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved nu, andet end at vise hende, at han kunne klare sig, uden at hun havde behov for at holde hånden over ham. "Faith handlede, som hun fandt det bedst i situationen. Hun satte et tydeligt eksempel for resten, ved at smide mig ud," sagde han ærligt. Efter han havde mødt Jarniqa, var han holdt op med at tage det så tungt. Hun fik ham nemlig til at tænke på så mange andre ting.
Et smil passerede Lucifers læber. At se hende så begejstret for hvad der havde gemt sig under den tunge bunke sten, glædede ham dog. Det her var hans hjem.. hans liv. Mesteparten af det i hvert fald, og naturligvis var det også noget, som han var rigtig stolt af. Ingen tvivl om det! "Du er så sød, når du bliver ivrig," sagde han med en tydeligt morende stemme. Hånden lagde han roligt mod hendes lænd og lod den glide om hendes liv, så han alligevel kunne holde hende tæt ind mod sig. Faith ville næppe værdsætte Jarniqas tilstedeværelse. bund og grund, fordi at hun ikke var dæmon. Han ville passe på hende, uanset hvad det skulle koste ham. "Så ved jeg lige hvad jeg skal vise dig... De varme kilder.. Det må lige være dig," sagde han med et smil på læben. Han førte hende med sig ned af en lang gang. Denne var dog oplyst af fakler. Selv på trods af, at de var under jorden, var luften frisk. Der kom kontinuerlige små vindkast. Gangene her, var nemlig lavet på en særlig måde, så den friske luft kunne komme derned.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg forstår udmærket, at man er stolt over sit ophav. Det er alle. Dog finder jeg det stadig besynderligt, at man ikke ønsker at mænge sig med andre end sine egne,” sagde Jarniqa ærligt. Svært var det for hende at forstå, da hun for det første var varyl, og da hun for det andet kom fra et land, hvor alle levede blandet i byerne. Dog kunne hun også se ideen i, at racerne holdt sig samlet. Hvis hun for eksempel havde levet blandt magikerne eller mørkelverne, havde hun nemlig forstået sine evner det bedre, og det kunne uden tvivl have været nyttigt for hendes vedkommende. ”Tydeligvis. Dog tænker jeg personligt, at det var et tegn på usikkerhed, at hun direkte fandt det nødvendigt at smide dig ud.. I var jo praktisk talt familie, så I kunne have talt om det,” sagde hun stilfærdigt, som det ville svare til, at Damien ville smide hende ud. En tanke, som hun bestemt ikke kunne forholde sig til. Ej var det fordi, at hun ønskede at diskutere dette frem og tilbage med ham. Dog fandt hun det et naturligt samtaleemne, når nu de var her. At han fandt hende sød, når hun var ivrig, fik hende til at blinke kækt til ham. ”Jeg er altid sød,” kommenterede hun kækt, inden hun lod sig føres ud af hallen. Interessant havde det første syn af Appolyon uden tvivl været. Derfor håbede hun naturligvis, at resten ville være ligedan eller endnu bedre. Nysgerrigt så hun mod ham, som han nævnte disse varme kilder. ”Er det et slags underjordisk bassin eller vandløb?” spurgte hun ham nysgerrigt. Spændt måtte hun være på at se disse kilder. Særligt som det tydeligvis var nogen, som han mente ville interessere hende. ”Ved du, om dit gamle værelse står her endnu? Ville det være muligt at se det?” spurgte hun ham nysgerrigt, som det uden tvivl måtte interessere hende at vide, hvad den gamle Lucifer havde brudt sig om.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Racekampen.. særligt mellem vampyrer, dæmoner og warlocks har hersket i frygtelig mange år her. Jeg kunne godt forestille mig, at den danner grundlag for opdelingen," sagde Lucifer sandfærdigt. Selv han var jo flasket op med tanken om at dæmonerne var det eneste rigtige, og det eneste, som egentlig havde betydning for det, set i den forstand, så hvad skulle han da ellers kunne gøre ved det, andet end at kæmpe videre? Jarniqa havde heldigvis vist ham, at der var andet i det, end bare det, som øjet så. Hun var varyl, og han var uden tvivl gået hen og blevet rigtig glad for hende. "Hvorfor hun gjorde det, ved jeg ikke.. Men det var vel nødvendigt i hendes øjne. Hun har ageret som min mor.. Praktisk talt i familie.. Men ikke biologisk." Lige hvad det angik, havde de været meget ens. Han havde jo nemlig selv været temmelig alene hvad den slags angik.
Sød som hun jo var, så kunne man jo spørge sig selv, om det skulle være altid. Det var han dog ikke så sikker på, at det var. Han sendte hende et meget sigende blik. "Det kan da godt nok diskuteres," sagde han med et kækt smil på læben. Han sendte hende et let smil, inden han førte hende med sig. "Det er en kilde, som særligt er opvarmet underjordisk. Den er varm og fyldt med mineraler, som siges at være godt for en.. Jeg vil gerne vise dig det," sagde han med en rolig stemme. Han førte hende med sig. Jo tættere på de kom, des varmere blev det i luften. "Jeg går ud fra at det står.. jeg ved det faktisk ikke. Det kan vi altid undersøge," sagde han med et stille smil på læben.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hoved søgte en kende på sned. ”Hvordan kan det være, at I hader hinanden? Har en vampyr eller warlock nogensinde gjort dig noget?” spurgte hun nysgerrigt, som hun vitterligt ikke forstod, hvad det handlede om. Damien havde nemlig aldrig fortalt hende om racestridigheder. Kun, at nogen muligvis ikke ville kunne holde af hende, grundet hun var halv mørkelver. Dette forstod hun dog ej heller, da hun jo ikke bare var en race, men derimod en person. Dog syntes Lucifer aldrig at have haft dette problem med hende, og det var hun glad for, da det andet havde gjort ondt at høre. Hendes smaragdgrønne øjne søgte Lucifers ansigt, som han talte om sin stedmor. ”Familie er ikke nødvendigvis det blod, som man deler. Familie kan også være den, som man selv vælger,” endte hun ærligt med at sige, som verdenen ikke var opdelt i racer og blod i hendes øjne. Hvordan kunne den også være det, når hun havde opvokset med en formskifter, der ej havde været hendes fader, men værge? Han havde valgt hende, ligesom hun nu vel havde valgt Lucifer? Drillende måtte hun puffe til hans krop, uden at hun gik ud af hans arm, som han diskuterede hendes sødme. ”Hov hov.. Opfør dig pænt. Vi har en lang rute foran os,” sagde hun anklagende, skønt glimtet i hendes øjne og smilet på hendes læber ikke var til at tage fejl af. Nysgerrigheden måtte ligeså vokse i hende, som han talte om De varme kilder. Interessant lød det. Dog måtte hun helt spekulere over, om han regnede, at de skulle bade deri og … sammen? Sammen havde de måske været i flere uger nu, hvor de også var begyndt at blive intime med hinanden, men stadig havde han jo ikke set hende uden hendes kjole. ”Det lyder og føles helt som om, at du vil have, at vi hopper i,” konstaterede hun med et løftet bryn. Ud fra hans ord lød det nemlig som om, at hun skulle prøve det. Den stigende varme, som hun begyndte at føle, indgød også helt til at klæde sig af, som det hele pludselig syntes det mere fugtigt, jo længere de kom. ”Det kan vi gøre bagefter,” kommenterede hun med et smil, angående det at skulle se, om hans værelse endnu var intakt. ”..Selvfølgelig medmindre, at du har noget andet planlagt.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede på hovedet. Ikke overfor ham måske, men overfor en masse andre? Det vidste han ikke. "De har aldrig gjort mig noget.. Jeg er bare flasket op med racehadet," sagde han endeligt, efter et kort øjeblik. Selv synes det ikke at være noget, som han havde tænkt yderligere over, men hvad.. Hvad kunne han da gøre ved det lige nu? Han betragtede hende med en rolig mine, og med et let smil. Hun havde vist ham ,at der var andet end racehad. Han var jo for pokker faldet for en varyl, hvilket han bestemt ikke havde troet, at han nogensinde ville komme til. "Hun valgte mig på baggrund af min mor," sagde han direkte. Det var hans moders betydning for dæmonernes leder, som havde reddet hans liv dengang han var blevet født.
Som hun let puffede til ham, måtte han igen smile. Hun var jo sød engang imellem! "Jeg lærte trods alt, at jeg ikke måtte lyve.. Du kan være sød - engang imellem," pointerede han med et smil, mens han førte hende med sig. Flakkerne af de tændte fakler gav genskær i krystaller, som var placeret bevidst i klippehulen, som de nu kom til. Dette blev brugt til lys, så kilden var lyst op. Her med det krystalklare og varme vand. Et kækt glimt meldte sig i hans øjne. "Jeg vil nu ikke have noget imod, at hoppe i," sagde han med et smil på læben. Han slap hende, kun for at betragte sig af stedet. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. "Der er mange ting her, som er værd at se, Jarniqa.. Vi har ikke travlt," sagde han med et let smil. Han bukkede sig let ned, inden han lod hånden komme i kontakt med den varme overflade. Her havde han virkelig tilbragt mange af sine timer som barn.

[Jarniqa Dynithril]

”Kan du forstå, hvorfor det lyder dumt i mine ører?” spurgte Jarniqa roligt. Ikke så meget fordi, at han skulle forstå hende, som han nærmere skulle forstå, at det var en dum regel. Dumt lød det nemlig at hade alle warlocks og vampyrer bare fordi, at en havde bedt en om at gøre det. En anden ting havde det været, hvis disse væsner rent faktisk havde gjort ham noget, men det havde de jo ikke. Selv havde hun ej heller haft et udestående med dem, som hun derimod havde kommet godt ud af det med nogle warlocks. ”Og Damien valgte mig på baggrund af min mor,” svarede hun roligt igen. Damien havde nemlig ikke just fundet hende på gaden og tage hende til sig, som hun derimod var blevet født i hans tilstedeværelse. Hende og Lucifer var dog en anden sag. Intet havde nemlig holdt dem sammen, som kortene faktisk havde været imod dem. Dog havde de alligevel valgt hinanden, hvor det havde været af deres egen frie vilje. At han derfra holdt fast i, at hun kun kunne være sød engang imellem, måtte hun himle med øjnene ad ham. ”Jeg spår, at dette her bliver os en meget lang rejse,” sukkede hun drillende, som hun ikke just troede, at det var tilfældet, eller jo.. Rejsen ville være lang, man hans selskab ville være perfekt. Som de nu nåede det, som højst sandsynligt måtte være de varme kilder, måtte hun igen blive imponeret. Flot så det nemlig uden tvivl ud, sådan som krystallerne hang i loftet og gav lys til området gennem faklernes brændende skær. Derudover var kilden i jorden der så indbydende ud med de pæne omgivelser og med det klare vand. Som en skjult grotte måtte det forekomme hende, hvilket fik hende til at smile ved tanken. Det smaragdgrønne blik lod hun følge ham, som han talte om at hoppe i, hvorefter han satte sig på hug ved kilden. Et listigt glimt viste sig i hendes klare øjne. ”..Hvis du absolut gerne vil i,” lød det uskyldigt fra hende bag ham. Hænderne placerede hun mod hans skulderblade, så hun kunne gøre et ryk i ham, så han højst sandsynligt ville falde forover ned i kilden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg ved at det er dumt, men det er sådan, at jeg er blevet opdraget," sagde Lucifer direkte. Han havde jo ikke rigtigt tænkt over det, før han havde mødt hende faktisk. Han havde været en afholds til alt af andre racer, end dæmoner igennem rigtig mange år. Det havde han jo også været overfor hende i starten, og nu stod de jo så her.. De var taget ud på eventyr sammen. De delte intime stunder sammen, og de sov sammen. Ja, man kunne vel næsten kalde dem for et kærestepar? Selvom ingen af dem havde taget det endelige skridt endnu. Han nikkede. Lige der havde de begge været ekstremt heldige med hvem deres forældre havde været omkring. Det var det, som i begge tilfælde, havde reddet deres liv. "I den forstand, har vi begge været meget heldige," sagde han endeligt. Han så ikke nogen grund til at skulle gøre noget yderligere ved det. Han derimod kunne godt lide tanken om at de rent faktisk havde bare lidt tilfælles.
"Har du da noget imod det?" spurgte Lucifer med et kækt smil på læben. Selv havde han bestemt ikke det indtryk af hende, at hun ville have noget imod at dele den tid sammen med ham, og det var også lidt sådan at han havde det med tingene. Han nåede kun lige at vende sig mod hende, da hun kommenterede, at han gerne ville i, før.. han følte det skub mod hans skulderblad. "Det..!" Mere nåede han dog ej at sige, før han måtte bryde vandoverfladen. Vandet var varmt.. dejlig varmt! Han kom hurtigt op igen, hvor han rystede på hovedet, og trak vejret dybt. "Du..!" endte han leende, inden han sprøjtede vand i hendes retning. Det der havde på ingen måder været retfærdigt!

[Jarniqa Dynithril]

Roligt nikkede Jarniqa til hans ord. Ej havde hun indledt samtalen for at ophøje en stemning, og derfor lod hun den også ligge der. Det vigtigste var nemlig også, at Lucifer vidste, at det havde været en dum regel. Dumt var det nemlig at hade alle på trods af, at ikke en eneste havde gjort en noget. Hvad der derimod føltes mere omgåligt var, at de begge havde været heldige i form af, at der var en der havde taget af dem fra barnsben. Selv vidste hun jo, at hun havde været død den dag i dag, hvis hendes moder havde været alene i hulen under hendes fødsel. Meget vidste hun måske om børn, men hun vidste dog, at de ej kunne klare sig alene fra spæd. ”Det har vi,” medgav hun roligt. Som han spurgte ind til, om hun havde noget imod, at rejsen blev land, måtte hun vende blikket mod ham. ”Det kommer så sandelig an på, hvordan du har tænkt at opføre dig,” svarede hun ham drillende igen. I et godt humør var hun uden tvivl i dag. Det havde hun faktisk været lige siden, at han havde bekendt, at han nu var i stand til at drage ud på rejsen. Ellevild havde det gjort hende, hvor hun fortsat måtte være ellevild, da deres første stop havde vist sig at være en interessant location. Det var måske også det gode humør, der bragte hendes drillende side på banen, som hun helt endte med at skubbe ham i kilden. Muntert slap hun en perlende latter, som det uden tvivl var morsomt! Hans forbløffede ansigt.. Hans ene ord.. Hvordan han med hovedet først måtte bryde vandoverfladen. Det var uden tvivl komisk! Særligt, når hun fik lov til at stå uberørt tilbage i sikkerhed. Grinende veg hun hovedet til siden, som han nok engang dukkede op i overfladen, sagde et enkelt ord, og sprøjtede vand i hendes retning. Selv mærkede hun, hvordan vandet let plaskede mod hendes hoved og kjole, men ingenting var det i forhold til, hvad hun havde udsat ham for. ”Det.. Du.. Hva’? Er der en der har slugt din tunge?” kommenterede hun grinende, som hun igen rettede smaragdgrønne blik i hans retning. En henkastet bevægelse lavede hun med hånden, så vandet pludselig vældede ind over hans hoved bagfra. Åh, det var uden tvivl godt! Yndefuldt valgte hun at bevæge sig over mod kanten af kilden. Risikabelt vidste hun, at det var, men hun måtte blot tage chancen. ”..Vend dig om,” lød det fra hende med et smil på læben.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dumt som det end var, var man da altid påvirket af den opdragelse, som man havde fået. Selv Lucifer var vokset op med et had til de øvrige racer, og dette var noget ,som naturligvis måtte følge ham, selv den dag i dag. Tanken var direkte deprimerende, men det var jo ej noget, som han kunne gøre noget ved, som det stod i øjeblikket. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse endnu en gang. De var heldige med de personer, deres forældre havde omgås. Han nikkede. Det var ikke fordi at han ikke ville snakke om det, men det var bare svært, når de kom fra hver deres verden, for det gjorde de vitterligt. Ikke at de havde meget til fælles lige på det punkt, selvom meget af deres historie jo havde fælles træk. Det var nu bare kommet frem, at hun havde fået sin mor retur, og endnu havde sin far. Han derimod havde intet af det.
Selv nåede Lucifer ikke at tænke yderligere over det, inden hun havde skubbet ham i vandet. Vandet var for det første dejlig varmt, så det gjorde ham egentlig ikke noget, men hans tøj! Han var jo blevet helt våd! "Som jeg sagde, så er du ikke altid særlig sød!" sagde han med et tydeligt morende smil på læben. Han endte med at sprøjte vand mod hende, også selvom hun allerede fra starten af, havde gjort gengæld. Han rystede på hovedet og strøg igen hænderne over ansigtet, for at få det værste af vandet væk, så han rent faktisk var i stand til at kunne se noget. At hun bad ham om at stille sig med ryggen til, fik ham kun til at skule mod hende. "Jeg håber jeg kan stole på dig," sagde han med et tydeligt kækt smil på læben. Han endte dog med at vende sig om. Kom hun i til ham? Ej var det en tanke, der gjorde ham det mindste! Tvært imod, elskede han den!