Adventures here we come!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa Dynithril & Lucifer Phoenix I. Jaceluck

~~~~~~~~~~~~~~~~~

Udenfor Ityrials mure havde Jarniqa transporteret hende og Lucifer hen. Ugerne i Paggeija havde nemlig gået, hvor Lucifer nu var gået hen og blevet rask. En ting der kun havde betydet en ting.. De kunne nu påbegynde deres eventyr! Hoppende havde Jarniqa helt følt sig siden dette faktum havde gået op for hende, og derfor havde hun tilbragt de seneste timer i et muntert toneleje. Perfekt syntes det hele dog også at være, som hun endelig fik lov til at opleve hele verdenen, og så med den mand, som hun holdt af. Som hun på magisk vis havde bragt dem til Ityrial, havde hun dog alligevel bedt Lucifer om at vente uden for byen. Selv havde hun nemlig frygtet, at andet blot ville have påbegyndt grilning nummer to.
Forbi Neutranium havde Jarniqa derfor selv været, og det havde i sig selv været en noget blandet oplevelse for hendes vedkommende. Ingen havde nemlig været der. Eller rettere sagt … ingen af betydning. Hverken hendes moder, Damien eller Theodore. En knude havde det efterladt i hendes mave, da det jo havde den betød, at hun ikke ville kunne sige farvel til nogen af dem. Et noget snørklet brev havde det fået hende til at skrive til sin moder og til Damien, hvor hun måtte notere i det, at hun var taget af sted for at opleve verdenen. På hvert deres værelse havde hun placeret brevene, inden hun havde fundet sit eget værelse og påbegyndt pakningen. Her havde hun pakket en sæk med lidt tøj, et tæppe, et telt, sit sværd, samt sin bue og pile. Dernæst havde hun søgt ned i køkkenet, hvor hun havde bedt om nogle lette forsyninger. To lommelærker til vand, lidt brød ovs. Til sidst havde hun taget chancen ved at søge ned i stalden, hvor hun havde bedt om to heste. Ideelt ville det nemlig være, hvis de kunne transportere sig frem på hesteryg. Selv håbede hun blot, at Lucifer var det mere hestekyndig, end hvad hun var, som hun bestemt ingen erfaring besad på det punkt!
Ned ad gaden trak Jarniqa hestene nu. To hopper, hvor den ene måtte være sort med hvide aftegninger, og den anden en lys skimmel. Roligt gik de ved hendes side, som hun havde dem i tøjlerne, hvor man bagtil ved sadlerne kunne se, hvordan de var pakket med sadeltasker. Selv havde hun endelig fået udskiftet kjolen, som hun havde trukket i nogle klæder der ville være det mere behagelige på en lang færd. Nemlig en flagrende rød kjole, der måtte være let i stoffet, løst i skørtet og tæt omkring overkroppen. Ligeledes havde hun en mørk kappe over sig, så hun ej ville fryse, og hvor hendes lange ravnsorte hår nu var blevet sat op i en knold. Det smaragdgrønne blik kastede hun omkring, som hun nåede udenfor Ityrials mure. ”Lucifer?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At blive transporteret på magisk vis, var ikke just Lucifers kom the, som det næsten synes at have gjort ham rundt på gulvet, samt svimmel og tildels dårlig. Så det at vente på den anden side af muren, var rent faktisk noget, der passede den unge mand ganske fint. Hvor længe Jarniqa i det hele taget havde tænkt sig at være væk, vidste han dog ikke. Det eneste, som han derimod vidste, var at dette gjorde ham temmelig utålmodig. Han skulle ud og se, samt opleve verden, med den kvinde, som han var blevet glad for. Kvinden som han holdt af, og selvom man kunne sige, at en tur ud i verden, ikke altid var faldet i interessen, så var det straks noget andet, efter han havde mødt Jarniqa.
Frygten for at blive grillet, var skam også, hvad der afholdt ham fra at søge med ind i Ityrial. Han ønskede bestemt ikke at støde på hendes værge atter en gang! Selvom han endnu havde et godt stykke vej til fuld bedring, så var han nu i så god form, at han kunne søge væk fra Paggeija og ud i den verden, som nu måtte ligge omkring dem. Det var også det som han værdsatte. Særligt det faktum, at hun havde gået rundt og faktisk ventet på, at han skulle blive frisk, så han kunne tage med hende. Imellemtiden havde han lagt sig i græsset, og med hænderne bag hovedet. Hvis han skulle vente, så kunne man jo lige så godt gøre det med stil!
Det var egentlig først, da han hørte hendes stemme, at han atter måtte åbne øjnene og sætte sig op. Det mørke hår stod lidt ud til alle sider, som han atter måtte vende blikket i hendes retning. Der var hun jo. Hvor længe hun mon egentlig havde været væk? "Frygt ej.. Jeg er lige her," sagde han kækt, inden han rejste sig, for at gå hende i møde. Hun havde endda anskaffet sig heste? Perfekt! "Mad, tøj og heste.. Findes der det, du ikke har tænkt på?" spurgte han let, inden han søgte hendes skikkelse. Han plantede et let kys mod hendes læber. "Lad os komme afsted."

[Jarniqa Dynithril]

Smilet søgte let hen over Jarniqas læber, som hun opfattede Lucifers stemme. Et par timer havde det taget hende at gå frem og tilbage, samt pakke til udflugten, og derfor var han vel også mere end klar til at komme af sted? Selv kunne hun i hvert fald ikke vente! Dog havde hun taget sig selv i at kigge sig over skulderen et par gange i håb om, at enten Damien eller hendes moder ville dukke op. Dog havde hun hver gang vidst, at dette ej ville være muligt, som ingen af dem var her i Ityrial. Det havde tjenestablen selv fortalt hende. De smaragdgrønne øjne landede på Lucifer. Bedre så han uden tvivl ud nu. Meget bedre. Hurtigere måtte hendes hjerte også begynde at slå fra gang til gang hun så ham. Dog vidste hun ikke, om det var grundet hans forbedrende udseende, eller det faktum, at hun faldt mere og mere for ham. ”Det er det jeg siger.. Jeg er den perfekte rejsepartner,” svarede hun ham muntert igen, som han refererede til hendes oppakning. Sandt at sige, så havde hun virkelig ikke glemt noget. Blidt gengældte hun kysset, som han for en kort stund trykkede sine læber mod hendes. Det var i sandhed noget, som hun aldrig ville blive træt af. ”Lad os,” medgav hun spændt, inden hun løftede op i begge tøjler. ”Skimmel eller sort? Jeg håber, at du kan styre dem bedre end jeg.” Minus erfaring havde hun omkring heste, og derfor håbede hun, at hun enten var et naturtalent, eller at han var klogere end hende på dette punkt. Medgørlige havde hun dog fået af vide, at disse to hopper skulle være. Derudover havde staldknægten også fortalt, at de ville være ideelle til større distancer. Altså, perfekt for den rute, som hun havde planlagt for hende og Lucifer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Præget af den store tålmodighed, kunne man ikke just sige, at Lucifer var, da hun søgte afsted. Han havde ganske vidst regnet med, at der ville komme til at gå noget tid, men derimod flere timer? Det var ikke hvad han havde regnet med!
Som hendes stemme lød, var det vel også på tide, at komme videre? At hun derimod havde fået pakket to heste, var noget som kun gjorde det langt nemmere at komme rundt, hvilket passede ham fint! Helt i form var han jo trods alt ikke endnu, og dette var uden tvivl også noget, som kunne mærkes, selv på ham. Han trådte hende i møde. "Du har da også bare tænkt på det hele," sagde han med et stille smil. Dette var jo noget, som passede ham mere end fint! Og ikke en værge eller en moder at se, så de havde vel også accepteret deres rejse ud og bort fra Manjarno? Hvor lang tid, deres rejse ville tage, var end ikke selv til at sige. Han grinede let. Hvor meget vidste hun overhovedet om heste? Han ville bestemt ikke ligefrem påstå at han var erfaren, men han vidste da hvordan man skulle ride, komme op og få dyret igang.. Men det var vel også så langt hans evner rakte? Han endte med at tage fat om den sorte. "Sort er mandigt, så naturligvis denne," sagde han, hvorefter han greb ud efter tøjlerne til det smukke dyr. Igen vendte han blikket mod hendes skikkelse, hvor han igen lod hovedet søge let på sned. "Jeg har prøvet det en gang eller to før. Det skulle ikke være det største problem. Lad os komme afsted," sagde han morende. Han trak hesten lidt frem, inden han stillede sig ved siden af den. Hertil greb han om sadlen, inden han trak sig op og satte sig til rette med tøjlerne stabilt i hånden. Afventende så han mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Som sagt.. Den ideelle rejsepartner,” gentog Jarniqa kækt og pegede stolt på sig selv. Kendt til et liv med færre midler var hun, og derfor vidste hun udmærket, hvad man skulle have med. Heldigvis for hende, syntes Lucifer også at være blevet komfortabel med denne livsstil, og det passede hende udmærket. Forfærdeligt ville det nemlig have været, hvis han endnu havde været ligeså forvent, som den første gang de havde mødtes. Muntert søgte smilet over hendes læber, som han valgte hest på baggrund af hans egen mandighed. ”Hvis der havde fandtes en lyserød hest, så havde jeg givet dig den,” kommenterede hun morende, som hun måtte slippe tøjlerne til den sorte hoppe, som han tog i dem. Det smaragdgrønne blik lod hun derfor vende mod den skimle hoppe, som det åbenbart var den, som hun var endt op med. Blidt valgte hun at lade sin frie hånd stryge over dens bløde hals i håb om, at det måtte være en slags fredstraktat mellem dem. En hvor, at den ville opføre sig vel og ikke smide hende af. ”Kender du et sted, der er værd at se som det første, eller er jeg den uovertruffende bestemmer?” spurgte hun roligt, inden hun selv måtte søge om på siden af hoppen. Her valgte hun nøjsomt at sætte foden ind i stigbøjlen, inden hun satte af og derfor svang sit andet ben over sadlen. Selv måtte hun mærke, hvordan det fik hendes hjerte til at hoppe, som der alligevel måtte være langt ned deroppefra. Det hun dernæst mærkede var et stik i hjertet.. Det var virkelig nu. Hun ville virkelig forlade sit hjemland nu. Ganske vidst ikke for evigt, men derimod for en lang periode. Derfor skulle hun ikke se Damien eller sin moder igen i umindelige tider, som det blot ville være Lucifer.. De bandt sig vel nærmest til hinanden nu?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den ideelle rejsepartner var Jarniqa uden tvivl, og det var det, som selv Lucifer godt kunne lide. Hvis det betød, at han ville have hende at rejse med, så var det heller ikke så slemt. Som hun nu også var vant til små og få midler, var det efterhånden en levestil og levevej, som han var blevet vant til, så selv den ikke var noget, som rørte ved ham, og det var naturligvis også mærkbart i øjeblikket. Han himlede let med øjnene. "Godt for mig, at de ej findes i denne farve!" sagde han morende.
At komme op på hesten, var noget som gik helt fint, hvor han derimod også måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han tog om tøjlerne. Selvom hun måske ikke havde nogen erfaring med hest, eller hvad der nu måtte følge med hest, var han heller ikke ligefrem en ekspert, men man måtte da sige, at det så ud til at være nok til at de kunne komme derfra. Han tog om tøjlerne og rettede sig op. Dette kunne han særligt godt lide. Så slap han nemlig for at bruge kræfter og energi unødvendigt. Han var endnu ikke helt frisk trods alt. Som det nu var hende, som havde ønsket denne tur ud af landet, så ville han vel også lade hende bestemme, hvad de skulle søge til? Og hvad der skulle opleves? Han kunne jo kun tilføje hvad han selv ønskede, og hvad han selv vidste, var derude. Appolyon stod på programmet i den anledning! "Det er du som har ønsket denne tur.. Hvad ønsker du at se?" spurgte han roligt. Hesten kastede en smule med hovedet, men blev dog stående. Han var selv en anelse spændt. Han havde jo ikke rigtigt været udenfor Manjarno, siden han var kommet til landet fra Dvasias. Nu en rejse, som han var glad for at han havde taget.

[Jarniqa Dynithril]

Morende måtte smilet hvile på Jarniqas læber. Selv nød hun uden tvivl, at stemningen nok engang kunne være let imellem dem. Særligt fordi, at han før havde været så afkræftet, at det end ikke havde kunnet komme på tale. Sund og rask måtte han derfor både se ud og lyde nu. Som han spurgte hende om, hvad hun ønskede at se, stillede han det hele forkerte spørgsmål. Hun ønskede jo at se det hele! ”Det hele!” kommenterede hun med et glimt i øjet. Glad måtte hun dog også blive ved tanken om, at hun nu kunne se hele verdenen. Fra hendes sidst havde det nemlig altid været et ønske. Det havde blot ikke været muligt før nu, på grund af Damien og besættelsen af Manjarno. Hvad der først skulle ses kunne derfor være hip som hap. Selv havde hun nemlig ikke set synderligt meget indtil nu, og derfor var det hele spændende for hendes vedkommende. Procias, Dvasias og Imandra var nemlig alle nye lande i hendes øje, skønt hun vidste, at Lucifer næppe havde det som hende. ”Jeg tænkte, at vi enten kunne tage turen gennem Dvasias, ned over grænsen til Imandra, og dernæst tage skibet til det nyopdagede ø.. Tayevania tror jeg, at den hedder. Ellers kan vi tage ruten til Cetiul og derfra finde et skib til øen.” Hvordan hun i det hele taget ville have det med at sejle, vidste hun end ikke. Selv havde hun nemlig aldrig prøvet det før. Ej heller var det fiskebyen Cetiul, som hun havde besøgt mest, som den lå i den direkte modsatte ende af Paggeija. De smaragdgrønne øjne vendte hun mod Lucifer. Selv fandt hun det hele lige spændende. Hun ønskede nemlig blot at opleve og at opdage. Dog tænkte hun, at Lucifer måske ville finde hendes første rute en kende kedelig.. Det var nemlig de lande, som han havde oplyst hende om, at han selv havde besøgt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Glad virkede Jarniqa for, at Lucifer ønskede at tage med hende ud å denne færd. Naturligvis var det en tanke, som selv var glædelig for ham. Han ønskede jo ligeledes at komme ud og dele verdenen med hende. Han ønskede op at se de sammen med hende. Han blev siddende på hesten, hvor hendes svar, vel næsten var, som man et sted kunne forestille sig at det skulle være. Naturligvis ønskede hun da at se det hele! Selv han ville ej have noget imod at komme ud og se mere af den verden, som de nu måtte være en del af. "Noget siger mig, at det her bliver en meget lang færd," sagde han med et stille smil på læben. End ikke det var noget som han havde noget imod. Han glædede sig. Nok ikke lige så meget som hun gjorde, men han glædede sig.
Et grin måtte dog bryde hans læber. Ud fra hvad han kunne høre, så ønskede hun virkelig at se den nyopdagede ø. Hovedet lod han søge på sned. Tayevania.. Det var i hvert fald, hvad han havde hørt. Hvorvidt om der var noget i det, det var ikke til at sige. "Du ønsker virkelig at komme ud og opleve den nye ø.. Ja, jeg må sande, at jeg er lige så nysgerrig. Vi kan tage turen øst på, og se om vi har nogen mulighed for at finde både eller andet, som tager turen dertil," sagde han sandfærdigt. Hvad man kunne forvente, var dog ikke til at sige. Det var nok noget, som de ville finde ud af. Han tog om tøjlerne og med et smil. "Du viser vej," afsluttede han roligt, som han derfor også lod hende gøre hvad der skulle til - nemlig at komme afsted. Han glædede sig oprigtigt til at komme ud og opleve den verden sammen med hende!

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var det en lang færd, som Jarniqa agtede at bringe Lucifer med ud på. Der var nemlig ingen tvivl om, at rejsen ville tage måneder, som hun ønskede at se alle verdens lande. Et helt års rejse var vel også en mulighed? Dog regnede hun med, at han på forhånd vidste, hvad han gik ind til og derfor ingen tvivl havde om, at det var dette, som han ville. Selv ønskede hun jo dette, og med ham. ”Indrøm, at du er en heldig mand.. Du får lov til at se dette dejlige ansigt hver dag de næste mange måneder,” svarede hun kækt, hvor hun ligeledes måtte pege på sig selv. Hver dag ville de ses den næste lange stykke tid.. Selv tænkte hun, at de burde kunne klare det, som de lige havde klaret et par uger sammen. At han vægtede sig ved, at hun særligt ønskede at se den nye ø, kunne hun selv ikke se noget problem i. Ny var den, og derfor måtte den være ekstra spændende! Ingen havde nogen videre oplysninger omkring den, og derfor fandt hun særligt ideen interessant om, at hun kunne blive en af de første, som ville udforske den. Hvad var der ikke at kunne lide ved den tanke? ”Hvad er der da ikke at finde interessant ved den? Vi kunne blive nogen af de første til at se den, fremfor at høre rygter om, hvad der sker der,” lød det begejstret fra hende, som tanken uden tvivl pirrede hende. Let endte hun med at trykke hælene ind i siden på hesten. Et lille ryk måtte det helt give i hendes krop, som hoppen roligt bevægede sig frem i skridt. ”Men lad os starte med østpå,” sagde hun roligt. Let trak hun i tøjlerne, så hun kunne guide sin hoppe i den rigtige retning. I skridt syntes det nu ikke så slemt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor lang denne færd måtte være, havde Lucifer ikke nogen anelse om. Dog var det ikke noget, som gjorde ham det mindste, da han uden tvivl glædeligt ville dele denne med hende. Et smil forblev dog tydeligt hvilende på hans læber. Han selv havde uden tvivl set frem til dette, og særligt fordi, at hun også havde ventet på at han var blevet klar til at tage med. Med andre ord, var hendes interesse i ham, uden tvivl også oprigtigt til stede. "Tro mig. Du vil heller aldrig nogensinde høre mig brokke mig over det. Det er et fantastisk syn at falde i søvn til, som det er et fantastisk syn at vågne op til," sagde han med en rolig stemme.
Øen som var blevet opdaget, var uden tvivl selv en af slagsen, som Lucifer var spændt på. Dog vidste han ikke om det var i samme forstand, som hun nu havde det. Han lod hovedet søge på sned, og med et let smil på læben. Han kunne nu heller ikke ligefrem lade være. Der var vel også grunde til at den endnu ikke var blevet opdaget? "Jeg frygter mere for hvad vi netop vil finde på den ø," fortalte han sigende. Selv ønskede han naturligvis ikke, at noget skulle ske med hende, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. Grusom måtte han jo næsten finde denne tanke. Hælene satte han i siden på hesten, hvor han også fik gang i det ellers så smukke kræ. Han sad næsten rank. Det var ved at være rigtig lang tid siden, at han overhovedet havde siddet på en hest. Det havde han jo ikke gjort, siden han havde holdt til i Appolyon, og selv det var jo ved at være et stykke tid siden. "Lad mig se, hvad du ønsker at se, snuske," sagde han med et tilfredst smil på læben. Han fulgte hende. Han var uden tvivl spændt på, hvor deres rejse ville føre dem hen.

[Jarniqa Dynithril]

Smilet måtte vokse på Jarniqas læber ved hans ord. Selv nød hun helt at høre ham sige således. Bekræftende var det nemlig for hende at høre, hvad han tænkte og følte. Derfor var dette ej heller noget undtagen for hende. ”I så fald må du prise dig heldig.. Du er trods alt en af de eneste, der har fået lov til at opleve dette syn,” sagde hun i en munter tone, alt imens glimtet i de smaragdgrønne øjne måtte være varmt. Faktisk var der kun to personer, som havde fået lov til at falde i søvn og vågne op med hende. Nemlig ham og Damien. Dog havde de to mænd hver sin betydning for hende, som Damien var hendes værge, hvor Lucifer var hendes.. Hvad var han egentlig? Ord havde de aldrig sat på det, men nødvendigt havde det ej heller været, som de begge havde set sig tilfredse med den konstatering, at de holdt af hinanden. Hovedet rystede hun på ad ham. ”Hvad bliver der af din eventyrlyst? Du bliver nødt til at kvikke op, hvis vi begge skal nyde denne tur,” kommenterede hun begejstret, som hun ønskede, at han delte hendes begejstring. Ej heller delte hun den bekymring, som han gjorde. Faktisk bekymrede hun sig overhovedet ikke for turen.. Selv tænkte hun nemlig ikke just, at det ville ende med, at en af dem nærmest røg for døden. Selv tænkte hun nemlig ikke i negative baner, hvad rejsen angik, som hun kun så i muligheder. Hoppen drev hun prøvende frem, som hun ej måtte være en ligeså habil rytter som Lucifer. Dog havde hun ikke været ved at falde af endnu, og derfor måtte hun se det som et plus. ”Følg med,” sagde hun kækt. Dette her ville hun uden tvivl komme til at nyde! Særligt som det var hende der måtte bestemme, hvad der skulle foregå.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Uden tvivl følte Lucifer sig heldig, og særligt fordi at han vidste, at han var den eneste, foruden hendes værge, som havde fået lov til at få del i denne glæde. Han elskede det at vågne med hende om morgenen, og falde i søvn med hende om aftenen. Hvad var de egentlig? Det vidste han ikke, men det var derimod noget, som han agtet at finde svaret på, før eller siden, og det var ha nu heller ikke bange for at erkende overfor hende. Et let smil passerede hans læber, som han lod hovedet søge på sned. Han blinkede til hende. "Jeg er uden tvivl meget heldig, kan jeg fornemme," sagde han med en sigende mine.
Selv blev Lucifer siddende på hesten og med et tilfredst smil på læben. Han var måske mere påpasselig end hvad hun var, måske fordi at han var mere kendt med, hvad der måtte være derude, end hvad der godt var? Hvor farligt den omverden egentlig var for dem, selvom hun gerne ville se det hele? Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at noget skulle ske med hende, såvel som ham for den sags skyld, for om det var situationer, som han kunne redde hende ud af, vidste han faktisk ikke rigtigt, og det var lidt det, som gjorde ham bekymret. Begejstringen for at komme ud, deriblandt, var uden tvivl at spore og spotte i ham. Han glædede sig faktisk. Han sendte hende et smil. "Du min unge frøken, er en kende for ivrig," sagde han morende, mens de red afsted. Han så virkelig frem til dette storslåede eventyr med hende ved sin side.

//Out