I know you are there...

[Jarniqa Dynithril]

Ud af skyggerne havde Jarniqa trådt, som hun havde sandet, at hendes tilstedeværelse var blevet opdaget, og som hendes egen nysgerrighed havde trådt til. Som hun yndefuldt nærmede sig dem, måtte hendes smaragdgrønne blik selvfølgelig søge forbi kniven i kvindens hånd. Hvis kvinden angreb, ville hun ikke selv have nogle kvaler ved at slå igen. At kvinden beskrev sig som en ven af Lucifer, fik hende til at løfte det ene mørke øjenbryn. En gammel ven? Lucifer havde aldrig nævnt nogen venner for hende. ”En gammel ven?” gentog hun roligt, inden hendes blik søgte fra kvinden og over til Lucifer. ”Du har aldrig fortalt mig om nogen venner,” konstaterede hun. Sandt at sige, så havde Lucifer nemlig aldrig nævnt andre end Faith for hende.. og det faktum, at han havde været med andre kvinder før hende. Betød det i så fald, at denne kvinde var en af dem? Tanken brød hun sig ikke just om.. Især ikke fordi, at denne kvinde rent faktisk var køn, og fordi, at det lignede, at de stadig morede sig med hinanden. Hendes blik søgte igen kvinden. Lucifer havde fortalt om hende? Ikke, at hun mente, at det havde set sådan ud, som det nærmere havde lignet morskab og vandpjaskeri i hendes øjne. ”Gjorde han det?” lød det roligt fra hende, skønt der ikke var en del af hende, som var overbevist af dette faktum. ”Men hvis han har fortalt om mig, vil jeg prise, at De fjerner kniven.” Som kvinden stod med kniven i hånden, måtte hun nemlig nærmere føle sig som en fjende på trods af det smil, som kvinden forsøgte at sende hende. At kvinden hed Athena, fortalte hende på ingen måde noget. Det var nemlig ikke just et navn, som Lucifer havde valgt at nævne for hende. Hvad lavede hun også her? Var hun ude på en tilfældig tur fra Dvasias til Manjarno? ”En glæde at møde Dem, Athena.” Lidt høflighed havde hun vel lært af Theodore alligevel?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At Jarniqa havde holdt øje med dem, var ærlig talt ikke en tanke som slog Lucifer. I øjeblikket, var han omkring Athena, som han alle dage havde været, fra da han havde været en lille dreng. Der var nemlig ikke den store forskel på ham og Athena aldersmæssigt. Hvordan det dog måtte se ud for Jarniqa, at han rendt rundt om Athena på denne måde, var ærlig talt ikke noget som han skænkede en tanke. Der lå jo absolut intet i det, fra hans side af. ”Du har aldrig spurgt til andre end Faith.. Men ja.. Athena er en gammel ven af mig. Vi legede sammen som børn,” forklarede han med en rolig stemme. Selv var der ikke nogen grund til at lyve. Der lå jo intet i det.
At Jarniqa næsten måtte fremtræde som en jaloux kvinde, var noget af det første som gik op for Lucifer. Hvorfor var hun sådan? Athena havde hjulpet ham. At hun derimod havde holdt øje med ham for en stund, ved at holde sig i skyggerne, var jo en del af sagen, som han måtte tage op med hende siden. Naturligvis havde han fortalt om hende. Hvorfor skulle det komme som nogen overraskelse? Han hævede sigende det ene bryn, som han vendte sig mod hende. ”Skulle jeg da ikke tale om dig?” spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme, end hvad han havde brugt tidligere.
Athenas kniv, havde Lucifer ganske enkelt glemt, da han ikke regnede med, at det var noget, som hun kunne finde på, at gøre brug af. Det var der jo heller ikke nogen verdens grund til, kunne man jo sige. Han nikkede mod Athena. Lige nu, følte han sig som hanen i hønsegården. ”Der er ikke nogen grund til, at nogen kommer til skade,” sagde han endeligt. Han sendte hende et betryggende smil. Jarniqa gjorde ikke noget. Det skulle han nok sørge for.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena så fra den ene til den anden med et lidt usikkert blik. Hun skænkede ikke kniven en tanke mere, det virkede bare ret naturligt for hende. "Okay.. det her er lidt akavet," konstaterede hun med et lille grin rystede på hovedet.
"Lucifer og jeg har ikke set hinanden i mange år," fortalte hun for at tage ham lidt i forsvar. Hun forstod godt hvis han ikke gik og talte om hende, der var jo engang. Pludselig var luften trykket eller også var det bare stemningen der havde forvandlet sig, med Jarniqas ret tydelige jalousi. "Åh.. undskyld.. vane," forklarede hun da hun igen så ned på kniven hvorefter hun pakkede den væk. Farlig var hun næppe, desuden var hun her ikke for at yde skade på nogen.
"Meget vel.. Jarniqa ikke sandt? Vi kender hinanden fra Appolyon, mere er der ikke i vores kendskab til hinanden. Jeg står foran et ægteskab med en mand som jeg elsker meget højt, så De behøver slet ikke at bekymre Dem om noget," fastslog hun og rynkede lidt på panden. Okay det lød utrolig barnligt, men hun orkede ikke at skabe unødvendige konflikter.
Hun nikkede stille og var ikke helt sikker på at den manjanske prinsesse mente hendes ord, men point for det forsøg hun gjorde. "Glæden er på min side.. desuden ville jeg aldrig kunne hamle op med en prinsesse, De kan være ganske rolig," gentog hun lidt smørret i et forsøg på at være morsom også selvom de færreste var meget med på den lidt barnlige humor hun altid havde haft.

[Jarniqa Dynithril]

At både Lucifer og denne Athena måtte insistere på, at de blot var gamle venner, fik Jarniqa til at løfte brynene. I hendes ører lød det næsten som om, at de forsøgte at forsvare sig, og havde de virkelig nogen grund til det? Havde hun da lydt truende? ..Ikke at hun selv mente det. Mystificeret var hun dog uden tvivl, da Lucifer aldrig havde nævnt nogen venner. Ganske vidst havde hun ikke decideret stillet ham det spørgsmål, om han havde en, men havde det også været nødvendigt? På ham havde det nemlig ikke lydt som om, at der havde været noget at komme efter i Appolyon. Derfor heller ingen venner. Hun fugtede læberne. ”Hvis I er gamle venner fra Appolyon, glæder det mig at møde nogen fra Lucifers fortid.. Tilgiv mig, men jeg troede, at alle dæmoner havde vendt Lucifer ryggen, som han ikke længere er velkommen i jeres verden,” lød det roligt fra hende. Hvorvidt det oprigtigt glædede hende at møde Athena, vidste hun endnu ikke selv. Jovist, at det glædede hende at se Lucifer glad, men stadig … ej var hun vant til at konkurrere, men alligevel var der noget i hende der ikke brød sig om den ide, at denne kvinde symboliserede hjem for ham. Sandt var det dog, at hun havde troet, at alle dæmoner havde vendt Lucifer ryggen. Hendes smaragdgrønne blik søgte Lucifers. ”Nej, nej. Det er skam fint,” svarede hun Lucifer. At han ønskede at tale om hende til andre var vel en positiv ting? Medmindre man sagde, hvad hun havde sagt til Damien. At Athena dernæst måtte sige, at hun ej kunne hamle op med hende, fordi hun var prinsesse, måtte hun igen vende blikket mod hende. Var det en hån, eller var det sagt i morskab. Lige meget hvad var hendes svar dog det samme. Hvis Lucifer udelukket var her for hendes titel, kendte hun skam vejen ned ad bakken igen. ”Med mig. Jeg har skam ikke brug for en titel for at føre mig frem,” rettede hun Athena selvsikkert.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer måtte skæve til begge kvinder, med en tydeligt forundret mine. Hvad var det ikke lige, der foregik nu? Han stirrede fast på Jarniqa. Det var bestemt ikke således, at hun plejede at føre sig frem. Tvært imod faktisk. Han lod armene søge over kors. Mange år var det nemlig siden, at Lucifer havde set noget til Athena. De havde været unge individer dengang. Han rynkede i panden. Var det galt, at han stod og snakket med nogen, som kom fra Appolyon, når han selv frem til nu, gik og drømte om at komme hjem igen?
"Hvad er problemet helt præcist?" spurgte Lucifer denne gang med en meget mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af til nu. Naturligvis gjorde det ham da trist, at Jarniqa opførte sig sådan, når Athena bare forsøgte at være venlig. Hvilket han i forvejen vidste, kunne være en udfordring for hende, med alt det, som hun havde at slås med i forvejen. Kniven blev pakket væk, og så var der i Lucifers øjne, ikke nogen grund til at skulle opføre sig således længere.
Lucifer himlede med øjnene. Okay, det her var gået hen og blevet langt mere akavet, end hvad han havde regnet med i udgangspunktet. Han rystede let på hovedet. "Jarniqa..!" endte han direkte. Havde hun ikke lært venlighed af sin værge? Athena forsøgte at bryde den dårlige og akavede stemning, og hun blev mødt med den.. kulde? Han sukkede dæmpet, inden han vendte sig mod Athena igen. "Tilgiv hende, for hendes opførsel. Hun ved tilsyneladende ikke, hvordan man skal begå sig," sagde han direkte. Han fandt det trist. Virkelig trist.

[Athena Maloya Mathimæus]

For et øjeblik siden havde stemningen ikke været nær så trykket, det var som om at denne Jarniqa havde bragt noget af et tordenvejr med sig. Athena betragtede hende med et smil, der dog ikke var helt oprigtigt. Til en lang grænse ejede hun sin mors varme og mildhed, men overfor fremmede skulle der ikke meget til før den venlighed vendte, en effekt som Dvasias havde på de fleste.
"En dæmon vender ikke ryggen til en anden dæmon ikke med mindre de er blevet drevet til det," sagde hun lidt bestemt og så på Lucifer. De vidste begge to at han ikke havde givet Faith et andet valg, men enhver vidste også hvor meget den ellers stædige leder, savnede sin søn.
Smilet fastholdt hun alene for hans skyld, for ikke at lade ham vide hvad hendes tanker om hans store kærlighed, egentlig gik på, men ham om det, trods alt var det ikke hende som skulle leve med det. Smilet falmede på et øjeblik, og det samme gjorde varmen i de smaragdrønne øjne. Meget kunne hun finde sig i, men det der havde været ment i morskab var pludselig blevet alvor, og denne kvinde følte sig tilsyneladende meget højt hævet. "Det var ej min intention at forsøge problemer. Jeg tror hellere jeg må finde vejen tilbage til Dvasias," sagde hun og forsøgte sig med et lidt mislykket smil, inden hun vendte sig mod ham og i fuldkommen ignorerede prinsessen. "Det var dejligt at se dig. Forhåbentligt krydses vores veje igen en dag," hun lænede sig frem og kyssede hans kind hvorefter hun vendte sig mod Jarnia. "En glæde af møde Dem.. Deres højhed," hun bukkede og skjulte ikke den underliggende sarkasme. Igen rettede hun sig op hvorefter hun søgte tilbage af stien hvordan hun var kommet.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

”Interessant.. Det må De dog være den eneste som mener, eftersom De er den eneste der umiddelbart har valgt at opsøge Lucifer, efter jeres raceepisode,” endte Jarniqa ærligt med at sige. Af hvad hun vidste af, havde nemlig alle de andre dæmoner nemlig vendt Lucifer ryggen. Derfor måtte denne Athena være den eneste med den holdning.. Derfor kunne hun også forstå, hvis Lucifer var lettet over det faktum, at han endnu havde et velkendt ansigt på sin side. Selv vidste hun nemlig, at han gik op i sit tidligere hjem og i sin race. At hun dernæst fik lukket munden på kvinden ved at sige, at hun ikke var her med Lucifer grundet sin titel, måtte hun selv smile ganske svagt. Også selvom, at Lucifer sagde hendes navn ganske højlydt og tilmed sagde, at hun ikke kunne finde på at begå sig hos andre mennesker. Dog mente hun nærmere at det var denne kvinde der havde stødt hende ved at tro, at hun udelukket havde det hele i titlen. Måske Athena selv havde en form for titel der udelukket havde resulteret i, at hun var sammen med denne mand af hendes? Sørgelig fandt hun dog den tanke. ”Det jeg siger er blot fakta. Det er ikke min eller Deres fejl, at man i Deres verden har brug for en titel for at opnå noget,” sagde hun ganske roligt. Trist var det måske for Lucifer, at Athena gik nu, men selv kunne hun nu kun se sig tilfreds over, at hun havde vundet over hende. Morsomt fandt hun det nu, som hun ikke just havde regnet med at det skulle have gået således, som hun havde afbrudt dem. Det smaragdgrønne blik lod hun følge Athenas bevægelser, som hun først kyssede Lucifers kind og dernæst bukkede for hende. Selv smilte hun blot falskt til dette, som hun udmærket vidste, at kvinden ej var tilfreds med hende. ”På gensyn,” hilste hun, inden hun måtte se til, som hun forlod området.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer stirrede direkte mod Jarniqa. Hvad var det der for en opførsel? Selv i Lucifers øjne, var den helt unødvendig. Athena havde aldrig vendt ham ryggen, men derimod handlet, som enhver anden, ville have gjort det i hendes sted, og det var bestemt ikke fordi at han klandrede hende for det. Om hun havde åbnet munden eller gjort noget i det henseende, vidste han godt, at selv Athena var blevet straffet. "At jeg blev forvist, var min egen fejl, og ikke en fejl, som du kan skubbe på Athena," sagde han direkte. Dette gjorde ham faktisk forarget.
Athena forsøgte, hvilket naturligvis var noget, som Lucifer virkelig var glad for. At hun derimod gerne ville videre, var noget som han selv havde en tydelig forståelse for, for han ville nok næppe selv have blevet, om det havde været ham. Som hun tog afsked med ham og kyssede hans kind, blinkede han let til hende. "Vi ses jo nok på et tidspunkt, smukke.. Kom godt hjem," sagde han endeligt. Rart var det jo helt at have noget med hjemmefra, og særligt fordi ,at det jo ikke skete særlig tit. Han vendte sig direkte mod Jarniqa efterfølgende. "Virkelig? Var det der overhovedet nødvendigt?" spurgte han denne gang og med en mere hård stemme end tidligere. Athena havde jo ikke ligefrem gjort hende noget, og så var det denne opførsel, som hun blev mødt af?

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg har aldrig sagt, at Athena fik dig forvist. Kun at det har syntes, at alle dæmonerne har vendt dig ryggen,” sagde Jarniqa direkte. At Athena derfra gik, behøvede hun ej at afholde hende fra. Det passede hende egentligt ganske fint, som hun ikke just kunne sige, at fornemmelsen af den unge kvinde var i tiptop. At Athena derfra kyssede hans kind som et farvel var en ting.. At Lucifer dernæst blinkede til hende og kaldte hende smukke, var en helt anden.. Ej vidste hun, hvad der foregik, men noget begyndte pludselig at ulme i hendes mave, og ej kunne hun sige, at hun brød sig om det. Direkte ubehageligt var det faktisk. Mest af alt spekulerede hun igen over, om barndomsvenner var en reference til gamle elskere. Som han talte hårdt til hende, endte hun med at fnyse af ham, alt imens hun lod armene glide over kors. ”Hvis du anser min opførsel for at være et problem, så rend dog efter hende,” endte hun med at svare hårdt igen. Hun havde jo ikke just lagt ham i lænker, så hvis det var, hvad han ønskede, stoppede hun ham jo ikke. ”Jeg sagde dog blot sandheden. Det kan ikke være mit problem, at hun var sart.” Skulle de virkelig til at skændes nu? Skulle de skændes, som de havde gjort, inden hun havde fundet ham ved søen? Selv agtede hun dog ikke at undskylde, som hun ikke selv følte, at der var noget at undskylde for.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Hun har kun gjort, hvad en hver anden ville have gjort i hendes sted. Hun har aldrig vendt mig ryggen," lød det direkte fra Lucifer, som han igen vendte blikket mod Jarniqa. At han tog afsked med Athena, var der vel intet forkert i? Han havde kendt den unge kvinde stort set hele livet, men aldrig havde de været tætte på hinanden på den måde. Desuden var hun forlovet og forelsket i en anden mand. Hvad var problemet egentlig i det henseende? Var Jarniqa virkelig så jaloux, at hun skulle begynde at opføre sig som en diva? Det var jo lige før, at han ville sige, at den prinsesse, begyndte at skinne igennem ved hende igen! Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. "Drop den attitude, prinsesse," endte han denne gang med en advarende stemme. Han var jo her, fordi at han ønskede at være her, og fordi at han vidste, at han ikke kunne tage hjem uanset. Faith havde jo smidt ham ud, og han vidste, at han kun havde sig selv, at takke for det.
Jarniqa dømte uden tvivl Athena for hårdt, og det var noget som et sted gjorde ham sur. Der var virkelig ikke nogen grund til at hamre den unge kvinde i hovedet, mere end hvad hun var blevet. Sandt at sige, at hun var skrøbelig, men Lucifer ville bestemt ikke sige, at hun var sart. Overhovedet ikke faktisk. "Ved du hvad? Fint.. Jeg har forstået, at du ikke kan lide hende..Så må du jo vende ryggen til en anden gang," endte han kort for hovedet, inden han selv søgte tilbage mod hulen som han boede i. Han var rent faktisk skuffet over hendes opførsel.

[Jarniqa Dynithril]

”Det må jo være vanvittigt rart for dig,” endte det med at lyde sarkastisk fra Jarniqa. Ej var hun vant til folk omkring sig, og ej var hun vant til folk omkring Lucifer, og var det derfor så underligt, at hun reagerede, som hun gjorde? At han dernæst måtte kalde hende prinsesse, hujede hende ikke just. Det var måske en titel, som hun besad, men ej følte hun sig videre kongelig. Igennem størstedelen af sit liv, havde hun nemlig levet i rendestenen, og derfor følte hun bestemt ikke, at hun var højere hævet end andre. At han dernæst måtte tale om Athena igen, inden han bare … gik, fik hende til at fnyse. ”En anden gang kan jeg også blot helt gå,” svarede hun ham afvisende igen. Som han ikke gad finde sig i hendes opførsel, ville hun nemlig heller ikke finde sig i hans! Svært kunne det også være til tider, som hun ikke var vant til at skulle tolerere andre end hende selv.. Eller andre end hende, Damien og Theodore. Theodore kunne dog også være noget af en kamp, men heldigvis syntes han altid at være ligeglad på det punkt. Blikket vendte hun bort fra ham, som hun ej valgte at følge efter ham. Hvis hun gjorde det nu, ville hun også bare synes som den klynkende af dem. Derfor valgte hun blot at vende sig mod åen, som hun måtte blive stående her og blot slappe af, inden hun ville vende tilbage til hulen og Lucifer igen.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Overraskende nok, så ja," endte Lucifer med en tydelig hård stemme. Det gjorde ham ked af det, at hun skulle snakke sådan til dem, som han havde kær i sit liv, og særligt fordi, at han i forvejen ikke havde særlig mange af dem. Hvorfor skulle hun overhovedet tiltale ham og Athena på denne måde? Var det så stort et problem, at han kendte andre? Og at han rent faktisk snakket med dem? Han himlede igen med øjnene. Lige nu var hun ganske enkelt for meget for ham! Han så virkelig ikke nogen grund til, at Athena skulle udsættes for den behandling, og heller ikke nogen grund til, at han skulle det samme. Athena var en god og hjertevarm kvinde, om man gav hende muligheden. En skam, at der ikke var mange der gjorde det.
"Det ville da være direkte fantastisk!" udbrød han, som han slog ud med armene. Lige nu var han intet andet end skuffet over hende, og hendes opførsel. At hun ikke ville følge efter han mod hulen, passede ham ganske fint. Han havde ikke set Athena i det, som føles som flere år, og nu skulle hun absolut komme og ødelægge det hele. Pokker da tage hende! Han søgte direkte tilbage til hulen, hvor han også måtte lade Jarniqa være i fred. Det var måske også til hendes bedste, så hun kunne få styr på den jalouxi, inden han ville ende med at kommentere på det!

//Out