I know you are there...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Athena Maloya Mathimæus

---

Det var en tidlig morgen, hvor Lucifer valgte at slå øjnene op. Til hans egen skuffelse, måtte han se, at Jarniqa i dag, ikke måtte ligge ved siden af ham, som hun plejede at gøre. Selv vidste han, at hun var godt optaget af de forberedelser som skulle til, inden de tog ud på deres lille tur ud i verden. Det var ikke nogen hemmelighed, at han så frem til den. Måske var det derfor at hun var væk lige nu?
Efter Lucifer var blevet menneskelig barberque af den forbandede drage, havde han været langt mere påpasselig. Faktisk søgte han ikke særlig langt væk, også fordi at han endnu ikke havde energien til at gøre alverdens. Ganske vidst var han ved at blive bedre, men vejen mod den fulde bedring, var endnu lang for ham at gå. Langsomt satte han sig op, og rejste sig derefter.
Bukserne var det eneste Lucifer havde på, og de hvilede op over hans hofte. Med langsomme og rolige skridt, søgte han udgangen af hulen. Solen skinnede kraftigt til morgen, hvilket automatisk fik ham til at misse med øjnene. Håret stod ud til alle sider. Det måtte han ned at gøre noget ved. Desuden var hans krop endnu præget af alt for mange brændemærker og sår, som han var nødt til at holde nogenlunde rene, og det krævede jo trods alt, at han blev vasket, og det var det, som han havde tænkt sig at gøre nu.
Roligt søgte han ned mod øen, der lå forbi, ikke langt fra hulen, hvor han boede. Der havde han boet i et godt stykke tid nu. Som han nåede den, gik han ned i knæ, hvor han ved hjælp af sine hænder, begyndte at vaske sig. Ansigtet først, hvorefter han førte vandet over og rundt på kroppen. Tak og pris for den isdæmon, som han havde i sig. Så føles vandet da heldigvis ikke særlig koldt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ikke sovet i nat.. heller ikke i nat. Det var første gang i årevis hun havde kunnet bruges til noget, efter Evan havde fået hende forvist fra marken, som den soldat hun engang havde været. I øjeblikket stod hun midt i en af de ødelagte dele af Paggeija der engang havde været en smuk by. Udsigten var det stadig, men store dele af byen var ødelagt efter dødsenglenes angreb. Solen var på vej op, og malede himlen smuk morgenrød. Det syn betog hende hver eneste morgen.
Efterhånden havde hun skygget Lucifer tilstrækkelig lang tid nok til at vide hvornår hun kunne forvente at han ville være oppe. Gennem tanker hun hilst sin forlovede godmorgen, informeret ham om at hun var okay og at han skulle passe på sig selv. Det var ikke meget de så til hinanden i disse tider, og hun savnede ham, men somme tider var pligterne bare vigtigere.
Som velkendte skridt lød, gik hun i skjul bag en ødelagt søjle der dog var høj nok til at skjule hendes slanke skikkelse. De blonde lokker var bundet op i en elegant knold så de ikke var i vejen, man kunne dog godt se at hun havde levet på disse kanter i nogle uger nu, for hun var ikke længere nær så ren og elegant som hun havde været da Faith havde bedt hende om at holde et øje på den mand der var kendt som hendes søn. Athena kendte ham. Hun havde set ham flere gange i sin barndom og i sin ungdom, men han var i den grad blevet en mand nu.
Herfra kunne hun følge ham med blikket. Hendes smaragdgrønne øjne fulgte hans velkendte skikkelse, velvidende om at han skulle ned til bækken. Hans kvindelige følge var gået for flere timer siden, så der var kun dem. Lydløst fulgte Athena ham i skjul bag rester af gamle bygninger og træer. Heingen lod til at gå bedre. Det var sjovt.. hun havde ikke sagt et ord til ham, han havde ikke fået øje på hende, men hun følte allerede at hun vidste en stor del omkring ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer sov skræmmende tungt om natten i forhold til, hvad han normalt gjorde. Ikke at det var noget som egentlig kom bag på ham. Efter ulykken, som snildt kunne have kostet ham livet, var han nemlig også gået hen og var blevet.. afkræftet? Det tog desuden tid at komme sig, og det vidste han jo trods alt også godt, så det i sig selv, kunne heller ikke komme bag på nogen som helst, i den anden ende.
Et sted var Lucifer klar over, at han blev iagttaget, og var blevet det i et godt stykke tid. Ikke at han havde handlet og reageret på det, men hvem mon det kunne være, vidste han jo trods alt ikke, og det var det, som rent faktisk gjorde ham en kende urolig. Var det en som ønskede ham ondt? Ikke at han var gået hen og blevet direkte paranoid, for det var han på ingen måde. Det vækkede derimod bare en nysgerrighed, som sagde spar to.
Vandet løb ned af hans krop, inden han rystede hænderne fri. Dette vækkede ham ordentligt om morgenen, og det føles godt. Han følte sig helt levende, når han gjorde dette. Hovedet hævede han. Dum var han ikke. Igen måtte han sidde med følelsen af at blive iagttaget. Det var svært, at gøre således, når han nu var en mentaldæmon. Det var uden tvivl hårdt og svært at skjule sig. Han rettede sig op og blev siddende for et øjeblik. "Du kan lige så godt komme frem.. Jeg ved at du er der," sagde han direkte. Han havde hævet stemmen. Han kunne ikke finde ud af, hvor tæt personen var på ham, men vedkommende var der, og det var mere end nok. Han var nødt til at være påpasselig trods alt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Efter bare et par uger var Lucifer ikke længere en fremmede. Athena kendte hans mønster, hun vidste hvem han omgav sig med og hun rapporterede ofte til hans kære mor der ønskede at vide hvad han lavede. Hun lod hænderne falde på hendes skuldre og gned lidt varme ind under huden, det var faktisk koldt at færdes på disse kanter så lang tid af gangen. Idet han stoppede nede ved floden, gik hun i skjul bag et smukt egetræ der stod med sin prægtige stamme. Det var stort nok til at skjule hendes skikkelse.
Hera stod nede i de gamle stalde og ventede på hende. Den hest havde været hendes bedste ven siden barndom, og nu stod den loyalt og ventede på hende. Forsigtigt skævede hun ud bag stammen og betragtede hvordan vandet løb ned over hans krop. Grim var han bestemt ikke.. han var ikke Evan, men det var bestemt ikke et ringe syn alligevel. Et lille stik af savn til hendes forlovede meldte sig lidt.
Hans mørke ryst vækkede hende lidt af tankerne, og fik hende til at trække sig lidt mere ind mod den ru stamme. Var det henvendt mod hende? Der var ingen andre i nærheden, men alligevel blev hun stående et øjeblik og sikrede, sig inden hun fugtede sine læber og besluttede sig for at komme frem fra sit skjul.
Roligt trådte hun ud bag stammen, og lod en hånd hvile mod dets bark, mens hun stod og betragtede ham et par meter derfra. Det her havde været hendes vej ind i Appolyon igen. "Dine sår ser bedre ud," kommenterede hun og lod blikket glide ned over hans krop. Det var samtidig en bekræftelse på at hun havde været der lang tid nok til at se dem hele. Umiddelbart var hun ikke i beredskab, han ville næppe gøre hende noget. De havde kendt hinanden i mange år, men genkendte han hende nu hvor hun var blevet en ung kvinde?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At blive iagttaget på den måde, var faktisk ikke en ting som Lucifer brød sig synderlig meget om, men siden at vedkommende intet havde gjort, så havde han heler ikke haft nogen grund til at skulle handle anderledes på det. Han blev siddende på knæ, hvor han alligevel valgte at snakke ud til.. alt og alle, som måtte være der, at han vidste at de var der. Hvad han skulle forvente sig af det, vidste han derimod ikke.
Den unge kvinde, som alligevel valgte at komme frem, fik hurtigt fanget Lucifers interesse og opmærksomhed. Han var ikke et sekund i tvivl om, at han havde set hende tidligere. Hun kommenterede hans sår? Med andre ord, måtte det være hende, som han havde mærket omkring sig, meget igennem den seneste tid. Athena? Det var ved at være lang tid siden, at han havde set hende.
Langsomt endte han med at rejse sig op. "Det glæder mig, at du har bemærket det," sagde han sandfærdigt. Han havde set helt igennem forfærdelig ud, men selv nu hvor han uden tvivl havde fået det langt bedre, så var det uden tvivl også at spotte på ham. Det var ved at være lang tid siden, at han havde set Athena. Glemt, det var hun ikke. Tvært imod. "Det er lang tid siden, jeg har set noget, som har haft noget med Appolyon at gøre.. Så hvad gør du her? Foruden at spionere på mig?" spurgte han direkte. Armene endte han med at lægge over kors. At blive spioneret på den måde, var faktisk ubehageligt, og efter sit liv alene, brød han sig ikke om den slags.

[Athena Maloya Mathimæus]

Ingen brød sig om skjulte øjne i skyggerne. Faith havde specifikt bedt hende om at følge ham, finde ud af hvad han lavede, om han var rodet ud i problemer og om han i det hele taget var i live. Hun havde ikke rejst spørgsmål ved sin leders ordre, men havde i stedet fulgt dem mens Evan var ude på opgave med hæren alligevel.
Hendes hoved gled let på sned. De funklende, grønne øjne hvilede på hans skikkelse. Hun var sin mors skygge, fin og smuk, så lys i forhold til det mørke hun levede i. Mange ville mene at hun ikke hørte til, at hun var for ren, men det var ikke sandt.
"Det er svært at undgå. Dragen var hård ved dig," konstaterede hun og lod hånden falde fra barken og ned langs hendes side i stedet for, så hun kunne tage et skridt i hans retning. "Det er det eneste jeg gør her," svarede hun ærligt og satte en hånd i siden i stedet for. "Faith.. hun bad mig om at følge dig lidt omkring," fortalte hun ærligt og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen. Det lod til at hans kære moder alligevel bekymrede sig om ham og ønskede ham tilbage til sit gamle hjem, men naturligvis ville hun gerne sikre sig at han havde lært.
Hun trådte helt hen til floden der løb og betragtede ham med et varmt blik der ikke var vel kendt på dvsianske kanter, men lyset i hende kunne ikke gemmes væk, det var en del af hende som hun glædeligt omfavnede.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Lucifer rent faktisk savnede Appolyon, og ønskede at komme hjem igen, men om det overhovedet ville være ham en mulighed, så længe at Faith måtte sidde på posten som leder, vidste han jo ikke. Hun havde nu altid styret dæmonerne med hård hånd, og den skuffelse, som hun havde vist ham, da hun havde smidt ham ud, havde uden tvivl bidt sig frygtelig fast.
Hovedet lod Lucifer søge på sned. At blive spioneret på den måde, var bestemt ikke noget som faldt i hans gode jord, men hvad havde han regnet med? Hun lystrede ordre. Derfor kunne han ikke engang tillade sig, at være sur på hende. "Nej, synes du virkelig?" spurgte han direkte. Han havde nu altid haft en rap tunge, og dette var ikke noget undtag. Han rystede let på hovedet, som hun søgte tættere på. Faith ønskede rent faktisk at holde øje med ham? Men hvorfor helt præcist?
"Og hvad kan grunden være til, at Faith sætter dig på den færd efter mig? Jeg har ikke brudt mig med nogen af de tiltag, som hun krævede af mig, da hun tog mit hjem, navn og værdighed fra mig," sagde han direkte. Han forsøgte derimod bare at opbygge noget nyt, og særligt fordi at han ikke havde noget andet. Han blev stående, som hun selv kom tættere på ham. Han måtte erkende, at det var rart med noget hjemmefra. Noget velkendt fra Appolyon. Det gjorde derimod også bare, at han savnede hjem noget mere.

[Athena Maloya Mathimæus]

Engang for mange år siden, havde været børn og de havde stormet efter hinanden i Appolyons gange med uskyldige grin, uden at vide hvor meget de skulle gennemgå i deres voksne liv. Nu stod de her. De var ikke længere børn og det var alvor nu. Hun havde selv prøvet at være bandlyst fra Appolyon på grund af en fejl hun havde begået som barn, uden viden om hvad hun havde gjort. Dette var hendes vej ind, så nej hun havde ikke tænkt sig at stille spørgsmål, det var vigtigt ikke kun for hende men ligeså for Evan.
"Ja. Hun har plejet dine sår godt," konstaterede hun og hentydede naturligvis til den unge kvinde han delte sin tilværelse med i disse tider. Faith ville hade at det ikke var en dæmon, men det blandede Athena sig ikke i.
Hans ord fik hende til at rynke på panden. "Hold op med at klynk, Lucifer. Da hun tog din værdighed, var det heller ikke fordi du havde givet hende meget andet valg vel?" påpegede hun og hævede et slankt øjenbryn. "Faith er min leder, jeg stiller ikke spørgsmål, jeg gør som hun siger. Mit umiddelbare bedste bud er at ønsker at vide om hun har straffet dig nok nu, men jeg ved det ikke," sagde hun og trak på de slanke skuldre. Visse ting havde bare været lettere for mange år siden, da deres eneste bekymring havde været om de gik lov til at lege i de varme kilder eller ej. Hun pakkede sin lyse kappe tættere omkring dig. Det ville blive varmt, men her i morgentimerne, var der altid lidt køligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Alt havde været nemmere dengang de havde været børn. Det var jo lige før, at selv Lucifer måtte ønske, at de kunne være børn igen, for dengang havde der ikke været de samme bekymringer, som de havde den dag i dag. Han kunne takke Jarniqa for at han var i live, og det vidste han jo godt.
"Jarniqa har været mig en uvurderlig hjælp," istemte han sandfærdigt. Hvorfor lyve? Nej, hun var ikke dæmon, og det var jo egentlig også det eneste problem, som han havde med hende. Dog havde hun alligevel formået at krybe under huden på ham. De delte nærmest hule her, og de havde hinanden. Inden længe ville de tage ud på en rejse, hvor hun ville få lov til at opleve verdenen, som hun ikke havde set den. Han kunne vise hende, hvad han vidste, og de kunne stifte bekendskab med resten - sammen. En tanke som han rent faktisk godt kunne lide.
Svagt måtte hans øjne lyse af vrede. Han var bestemt ikke tilfreds med alt det, som var blevet revet fra ham på den måde. Det eneste, som han egentlig havde gjort, var at sige en tanke højt, som mange gik med. Var der noget forkert i det? "Jeg fik hende da i det mindste til at reagere, gjorde jeg ikke? At det så selv, har kostet mig det hele, var ikke meningen.. Hvad fanden.. Jeg er da i live.." afsluttede han med et kort træk på skuldrene, inden han igen vendte blikket mod hende. "Så.. Hun har bare sendt dig ud for at spionere på mig?" Han havde ærlig talt svært ved at tro det.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athenas læber spillede ud i et lidt smørret smil. Det var svært at være så alvorlig overfor en mand hun havde kendt siden hun havde været en lille pige. "Når så det er hendes navn?" sagde hun en kende morende, som var hun en søster der drillede sin bror med sin første forelskelse. Det gav hende stadig et stik somme tider at tænke på Zacharias. Smilet falmede lidt igen. Hun så ned på sine hænder, og på den smukke ring der hvilede på hendes finger.
Han havde skabt sig et nyt liv her, som hun selv havde gjort i Imandra sammen med Evan til de var vendt tilbage til Dvasias. Det havde givet dem udfordringer at hun ikke havde været velkommen i Appolyon, det var nemmere nu. Hun så op tids nok til at ane vreden i hans blik. "Det er dumt at lægge sig ud med Faith, Lucifer, det burde du af alle vide. Hun nærede tillid til dig, og du brød den, den slags har konsekvenser," sagde hun roligt. Hendes tone var varm og medfølende ligesom hendes mor havde været. Hun var ikke selv klar over hvor meget hun lignede hende.
Hun nikkede. "Jeg rapporterer til hende når jeg ser noget interessant, det er alt. Det lader til at hun på trods af alt, har svært ved at slippe dig helt," hun sukkede og kastede blikket mod solopgangen. Den var smuk. Nu hvor hun var opdaget, ville det blive problematisk at rapporterer, men det ville ikke stoppe hende i at skygge ham.. det var en opgave der var blevet hendes skænket.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer nikkede. Jarniqa var en kvinde, som han rent faktisk var gået hen og blevet rigtig glad for. En kende for glad, med tanke på, at hun ikke var en dæmon, og det var vel også det, som egentlig var hans største problem? Hans mørke øjne gled mod hendes skikkelse. "Manjarnos Prinsesse, hvis jeg nu også skal tilføje det," sagde han med et kækt træk på smilebåndet. Han havde nu altid været kendt for at sigte temmelig højt, og dette var ikke noget undtag.
At lægge sig ud med Faith, vidste Lucifer jo godt, var dumt. Dertil ville han nu sige, at det var hende, som havde lagt sig ud med ham. Han havde bare sagt en tanke højt. Dethavde jo ikke været fordi, at han gjorde nogen trussel eller alvor af den. "Ved at sige en tanke højt, som rigtig mange dæmoner har gjort sig? Har det fået hende til at rykke mere i Appolyon efterfølgende?"spurgte han direkte. Dæmonerne var den rette race, og til enhver tid, ville han kæmpe for deres velbefindende, og det var uden omsvøb.
At Faith alligevel ikke havde været i stand til at slippe ham, var vel et sted en tanke, som rent faktisk passede Lucifer fint? Med andre ord, så var han savnet af hende? "Med andre ord, så savner hun mig?" Et tilfredst smil bredte sig kort på hans læber. Et sted så savnede han jo også hende. Han savnede følelsen af, at have et tilhørssted og en familie.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena lo blidt af ham. Typisk ham at sigte efter stjernerne. Hun rystede lidt på hovedet og lod smilet falme en kende. "Ikke ringe gået. Jeg tvivler dog på din mor ville bryde sig om at du havde forladt Dvasias til fordel for Manjarno. Af en egentlig prinsesse af Procias at være, så er hun utrolig nationalistisk," sagde hun med et lille suk. Faith havde altid været spøjs, egentlig var det jo hendes søster, men det skulle man ikke tale højt om, Faith ville ikke tale om sin familie, og slet ikke nu om dage.
"Uanset hvor mange der havde tænkt tanken, så var det dumt. Den kvinde har helliget hele sit liv til det hun gør, jeg tror aldrig hun ville vende det ryggen. Lige nu er hun meget værende, men Evan er også i hæren i øjeblikket, så hun er nødt til at være der," fortalte hun ærligt. Det var heller ingen hemmelighed at hende og Evan var kommende ægtefolk, hun elskede ham af hele sit hjerte.
Hendes hoved søgte lidt på sned mens hun stod der og betragtede ham. Det var utroligt at se den mand han var blevet til, godt nok havde han altid været køn, men hun ville vædde med at han kunne knuse pigehjerter hvis han ville det. "Ja jeg tror det er der den trykker, men det får vi hende aldrig til at indrømme," svarede hun og smilede. Der var ikke meget ondt i hende, godt nok havde hun ret tydelige dvasianske sider og tendenser, men lyset stod stærkt i hende, hvilket altid havde gjort hende lidt udsat i mørkets land, men hun havde taget det til sig med stolthed. "Hvis du vil kan jeg hele de sidste sår?" tilbød hun og kastede et blik på hans krop for at studere dem. Healende magi var nok det hun var stærkest i, og nu vidste han at hun var der.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde altid sigtet meget højt, men nu havde Jarniqa nu alligevel fået en vis betydning for ham. En betydning, som han heller ikke bare kunne vælge at vende ryggen til. Han rystede let på hovedet. Hans moder skulle bestemt ikke snakke med det bånd, som hun måtte have til familien. "Dvasias og dæmonerne har altid været hendes hjertebarn, så det kommer ikke bag på nogen, gør det?" spurgte han direkte. Selv havde han været vant til at være skubbet til side, selv i den forstand, men han havde været ligeglad. Han havde klaret sig, selv på trods af det.
At selv hun stod overfor et kommende ægteskab, samt forsøgte at komme tilbage ind i Appolyon, forstod Lucifer godt, at hun gerne ville. Han misundte hende for mulighederne, for han havde udtrykkeligt, fået at vide, at han skulle holde sig væk, hvis han havde livet kært.. Og det havde han jo trods alt. "At det rykkede lidt i det gamle lig, er jo trods alt kun en god ting," sagde han med en direkte stemme. Han havde mistet det hele, men hun havde derimod vundet på det. Var det underligt, at han synes, det var uretfærdigt?
Lucifer fulgte hende meget nøje med blikket, som han svagt kneb øjnene sammen. Han ville gerne have renset sårene ordentligt, da han næppe ønskede, at der skulle gå betændelse eller infektion i det. Han endte med at nikke. "Meget gerne," sagde han endeligt, inden han satte sig ned igen, tæt ved åen og med ryggen til hende. Selv ville han elske at høre Faith sige, at hun savnede ham, og ville have ham hjem. Men det ville nok aldrig nogensinde komme til at ske.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var glad for at Lucifer klarede sig godt. Enhver fortjente nogen i sit liv, hun havde Evan som var halv warlock, så det betød meget lidt for hende om det var en dæmon eller ej, så lang tid han var glad. "Nej det kan man ikke ligefrem påstå," indrømmede hun. Naturligvis var det træls for ham at han var blevet smidt ud, men for pokker han havde selv været skyld i det, mens hun i sin tid var blevet forvist for noget som hun ikke kunne styrer, derfor fandt hun det på ingen måde uretfærdigt. "Jeg tvivler på at det var din handling der skubbede hende i gang. Det var nok nærmere hendes forgæves forsøg på at undgå Kimeya, som sædvanlig. Den kvinde har et virkelig sært forhold til den slags," sagde hun og vrængede lidt på næsen.
Som Lucifer gled ned på jorden, satte hun sig på sine knæ bagved ham.
Hendes varme hænder lagde sig på hans skuldre og gled ned over hans ryg. Varme strømmede fra hendes hænder og lagde et nærmest usynligt plaster hen over de resterende sår, der langsomt lukkede sig. Det var smertefrit, Evan havde trods alt lært hende godt op i forhold til magi. "Sådan. Var det bedre?" spurgte hun og satte sig på sine underben med hænderne hvilende i sit skød. Måske hun bare burde gå? Han lod ikke til at være i det bedste humør alligevel, nu havde hun vel gjort hvad hun kunne lige nu?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Faith havde alle dage været en sær snegl, så det i sig selv, var ikke noget, som kunne komme bag på nogen, hvad end om det var noget, som man nu ville eller ikke, så gjorde det ikke nogen forskel for hans vedkommende. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Der har aldrig rigtigt været plads til andet," tilføjede han kortfattet. Jovist havde han været heldig. Rigtig heldig, at hun havde taget ham til sig, men under normale omstændigheder, vidste han jo godt, at det ikke var noget, som hun nogensinde ville have gjort. Ikke hvis det ikke havde været for hans mor.
Hvis bare det hele havde fået Faith til at rykke bare lidt, var Lucifer egentlig ganske tilfreds. Selvom han naturligvis var ked af, at det havde kostet ham... absolut det hele, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. "Er hun ikke kommet længere med ham Kimeya endnu?" spurgte han sigende. Han himlede med øjnene. Den sag blev Faith da aldrig nogensinde færdig med!
Selv satte Lucifer sig med ryggen til hende. Athena havde han leget med som lille, og derfor valgte han vel også at stole på hende? Som hun rørte ved hans ryg, satte det omgående en varme i ham. Det begyndte at sitre, men det var derimod også.. lindrende. Han kunne særligt godt lide det. Han nikkede. "Det hjalp... Mange tak," endte han. Han vendte sig mod hende igen. Igen var det jo rart med noget hjemligt. Særligt nu hvor han følte sig fremmed på det her sted.